Sted: Ved Sklars og Cyrines hjem i Det Nedre Bydistrikt
Tid: Lidt over middag
Vejr: Solskin og en let brise

Randall var endeligt kommet frem til Hovedstaden med lidt problemer på vejen. Men med lidt hjælp fra en fremmed var han kommet uskadt videre og kunne nu gå ned af de små gader i Skumringskvarteret. Han havde været her en lille uge, hvor han først og fremmest havde ledt efter en kvinde ved navn Cyrine, men også havde haft lidt tid til at hygge sig.
Han havde for én gangs skyld været i bad og var nu overraskende ren i forhold til sine normale standarder. Samtidigt havde han erhvervet sig et par nye bukser, da de gamle var blevet flået og stive af blod efter uheldet på vejen herhjem. De nye bukser var grå og sad en smule strammere end de sædvanligt sorte. Ellers lignede han sig selv, snusket og med sit sædvanlige tøj og våben. Bare i en ren udgave. Selv læderjakken havde fået en tur i vandet og var kun lige blevet rigtig tør.

Der var et skævt smil om hans læber og et glimt i hans øjne, som han lidt småbrummende gik ned af gaden, så sig søgende omkring og gik ind af en mindre gade. Det så rigtigt ud. Han glædede sig til at overraske det sure kvindemenneske. Det var totalt åndssvagt, han plejede normalt ikke at opsøge folk, bare fordi han var død for øjnene af dem, men han havde hygget sig med denne kvinde og han havde lyst til at se hendes reaktion, når hun så ham i live. Ikke at han regnede med, at hun ville kaste sig om halsen på ham, nok snarere tværtimod. Og det var jo det, som var det sjove, ikke? Hun havde ikke lavet andet end at give udtryk for vrede og foragt for ham og det morede ham kosteligt. Så nu var målet sådan set at få hende en tur med i høet.

Endeligt stod han ude foran, hvad der så ud til at være det rigtige hus. Efter at have rettet lidt på jakken og sværdet ved sin side, bankede han på døren. Der gik et øjeblik, inden den blev åbnet. Skuffet lod Randall blikket falde på en ung mand, der så på ham med et par grå øjne i næsten samme farve som hans egne. Nå, så hun havde måske en fyr? Inden han havde tænkt tanken færdig, gik det dog op for ham, at den unge mand nok ikke var helt rigtig i hovedet. Både ansigtet og øjnene skreg uskyldighed på et niveau, Randall kun havde set i børn. Var drengen mon mentalt svagelig?
"Øh, hej. Jeg leder efter Cyrine. Bor hun her?" Randall forsøgte at lyde så venlig som mulig. Den unge mand stirrede lidt på ham og lukkede så døren uden et ord. Randall skød øjenbrynene i vejret, så op og ned af gaden og bankede så på igen. Og igen.

Sklar sad og var ved at lege med nogle figurer, han havde stjålet et par dage før, et par udskårne landbrugsdyr og en mand, da det bankede på døren i det lille hus. Lyden fik ham til at stive og han så op på Cyrine, der lå henslængt i noget, der engang havde været en sofa. Hun så ikke ud til at ville rejse sig, så Sklar stoppede sin leg og kom på benene, inden han langsomt gik ud til døren. Han åbnede den kun, når Cyrine var hjemme - efter hendes ordre - og kunne alligevel mærke utrygheden, selvom hun var inde ved siden af. Sklar brød sig ikke rigtigt om fremmede mennesker, men nysgerrig var han nu og han tøffede hen og åbnede døren.

Udenfor stod der en spøjst udseende mand. Det første Sklar fik øje på var to ar, der sad over og under mandens ene øje og han gloede i et par sekunder, inden det gik op for ham, at han var uhøflig. Cyrine sagde, at man ikke måtte stirre. Så han sænkede blikket lidt, dog uden at møde mandens øjne.
Mandens stemme var spørgende, som han ville vide, om Cyrine var der. Sklar var lidt usikker på, om han måtte sige det, så efter at have overvejet sit svar, gav han op og lukkede døren for at gå ind og lade sin søster tage den beslutning. At det var mere uhøfligt at smække døren for næsen af den fremmede uden et ord, end at det var at stirre, det tænkte han ikke rigtigt over. Så han tøffede bare ind i det andet rum igen og så på kvinden, der fungerede som hans søster.

"Der er en mand, der vil snakke med dig." Han satte sig på gulvet igen, nu han havde givet problemet videre til hende. Som en eftertanke tilføjede han en sætning mere. "Han har to store ar i ansigtet." Og nu var hans opgave overstået, så han greb de udskårne dyr igen og gav sig til at lege videre. Manden var sur på koen, fordi den ikke ville give mælk og grisen sagde øf øf øf. I løbet af sekunder var han inde i sin egen lille verden igen.

Der var gået et par uger siden Cyrines lille byvagtseventyr. Hun havde holdt relativt lav profil siden, havde solgt det sværd hun havde fået fra den fremmede mands døde krop, men havde til gengæld valgt at beholde langkniven: Den kunne være brugbar senere. Derefter havde hun egentlig ikke tænkt meget over ham. Man kunne jo ikke græde over spildt mælk, faktisk var det eneste irriterende ved dette, at hun havde været nødt til at holde lav profil og derfor ikke havde været ude at slås overhovedet de sidste to uger. Det var forfærdeligt og det var også grunden til at hun ikke rejste sig for at åbne døren i dag. Hun havde brug for at sidde afslappet, nærmest meditere, for at undgå op til flere frustationsudbrud over manglen på smerte, samt uddelelsen af denne. Hendes hænder rystede voldsomt over manglen på vold, men dette skjulte hun godt ved enden at have armene over kors eller i lommerne. Idet Sklar kom tilbage efter at have lukket døren i ansigtet på hvem end der havde banket på, kiggede hun på ham med et hævet øjenbryn. "Du fik ikke hans navn," konstaterede hun bare, mens hun langsomt rejste sig og begyndte at gå mod lyden af døren, hvor der stadig blev banket på.

"Ja ja, jeg er på vej, så slap dog af!" råbte hun irriteret, mens hun tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren, hårdt og vredt. Intet forberedte hende på synet af den mand der stod i døråbningen. Lige så lurvet som sidst, dog uden misfarvninger og hævelser i ansigtet, nye bukser og "ren". Hun stirrede ham op og ned, før hun med en arrig grimasse tog fat i kraven på hans jakke og trak ham med indenfor. Døren sparkede hun i med en fod, før hun hamrede ham hårdt ind i væggen der tilhørte gangen.
"HVAD?!.... Laver du her?! Og hvordan er du IKKE død!? Jeg så dig dø, så fortæl mig det endelig! Jeg har masser tid, det er nemlig lige præcis det jeg har!" Manden var uheldig. Cyrine havde holdt raseriet inden indtil nu, hvor følelserne eksploderede i hendes hoved og fik hende til at slå mod hans ansigt, tre gange, før hun bare gav slip og begyndte at nedstirre ham. Hendes hænder rystede stadig. "Sklar? Jeg tror det er bedst du tager tilbage til.. Du ved... Dét sted.. Det her er ikke godt for dig at se eller høre," hun vidste udmærket hvor indelukket han blev når hun enten var blodig eller voldelig, så det var måske bare bedst, at han ikke var her nu. Overraskende nok var hendes tone noget mere mild da hun talte til sin "bror", men den bar stadig præg af hendes mislykkedes forsøg på at være et varmt menneske, når hun i virkeligheden ikke kunne finde ud af den slags.

Sklar reagerede ikke på Cyrines lidt spydige spørgsmål. Hun havde været ophidset og svær at have med at gøre de sidste par uger og Sklar var ærligt talt lidt træt af det. Normalt fandt han sig i det, men denne gang havde hendes vrede og irritation varet længe og han glædede sig til, at hun fandt udløb for det. Også selvom han godt vidste, at det udløb nok ville efterlade hende blodig og mørbanket, hvilket han hadede, men ikke kunne gøre noget ved. Han ville bare gerne have den knapt så vrede Cyrine tilbage, så de kunne lave ting sammen og han ikke skulle gå på æggeskaller hele tiden.

Legen han havde gang i stoppede hurtigt, som hun råbte højt af manden udenfor og der lød et brag, efterfulgt af lyden af døren der blev smækket hårdt i. Forskrækket stivnede han i sine bevægelser med trædyrene. Hans første reaktion var at løbe over for at gemme sig i sin seng under sine tæpper, men i stedet rejste han sig og stak forsigtigt hovedet ud af døren, så han kunne se, hvad der skete. Hans hjerte sad helt oppe i halsen, mest af forskrækkelse over den pludselige larm, der tydeligvis kom sig af en voldelig Cyrine. Og Cyrine var voldelig, for hun nåede lige at se hende slå manden en sidste gang. Det var ikke noget, han havde lyst til at se, men inden han nåede at trække sig tilbage, bad Cyrine ham om at tage hen til deres lille sikre sted, hvor Sklar kunne være alene uden at være i fare. 

Først så han lidt usikkert på hende, men det så ikke ud til, at manden havde planer om at slå tilbage og udtrykket i Cyrines ansigt sagde Sklar, at det nok var bedst at smutte. Så han trak forsigtigt på den ene skulder, samlede sine legesager sammen og gik hen til det mandshøje spejl, der stod ude i rummet, hvor hoveddøren var, i blandt al det rod, de havde samlet sammen. Uden at sænke farten åbnede han en portal til det lignende spejl, der stod det sikre sted, og gik igennem spejlet med sine ting i favnen uden at se tilbage mod Cyrine og manden. Han kunne altid åbne en portal og holde øje med, om der skete noget farligt, men selvom Cyrine var vred, havde Sklar ikke fornemmelsen af, at der var den helt store fare. Ikke fra manden i hvert fald, trods hans udseende og store våben.

Hvis han var heldig, havde Cyrine det bedre, når han kom tilbage. Det håbede han. Også selvom det nok gik ud over den fremmede.

Det varede ikke længe, inden Cyrines vrede stemme lød indefra huset og Randalls smil kom tilbage. Det var det rigtige sted. Han trådte lidt tilbage og han slog ud med armene, da hun åbnede døren og så overrasket på ham.
"Hej smukke, hvordan går det?"
Cyrine så dog på ingen måde glad ud for at se ham, heller ikke helt så overrasket som han havde troet, nej i stedet lignede hun en tordensky. Inden han kunne nå at sige eller gøre mere, greb hun far i kraven af ham og hev ham hårdt ind i huset og smækkede ham op i mod en væg, mens døren hårdt blev smækket i. Nej, det var ikke ligefrem glæde, den skønne kvinde udstrålede. Hun begyndte straks at råbe af ham. Hans smil forsvandt dog ikke fra hans ansigt, ikke før hendes knytnæve slog det af ham. Han nåede heldigvis at se det første slag komme, så han nåede at drejede hovedet sådan, at det ikke gik ud over hans næse, øjne eller mund. Men han forsøgte ikke at forsvare sig i mod slagene, det gjorde ikke så meget. 
"Av, av, av." Der kom et fladt ligegyldigt av for hvert slag, igen mest bare et eksempel på, hvor lidt han tog livet alvorligt. Et par slag fra eller til, pfff.

Han var lige ved at forberede sig på mere, da kvinden stoppede op og snakkede til den sære unge mand, hun åbenbart boede sammen med. Hendes stemme havde en lidt mislykket form for blødhed, da hun sagde til knejten, at han burde tage det andet sted hen. Randall så ham forsvinde ind ved siden af i et par sekunder og så komme tilbage med udskårne dyr i træ i hænderne, et barns legetøj, for at... gå igennem spejlet. Randall tabte underkæben og stirrede på den blanke overflade, der så nøjagtigt ud som før. Han var... forsvundet. For et øjeblik glemte Randall smerten efter slagene og den underskønne kvinde foran ham - han havde lige set en ung mand gå igennem et spejl, som var det luft, og forsvinde.
"Ved Zaladin, hvad var det?! Hvordan gjorde han det?! Hvem er han?!" Han flyttede blikket tilbage til Cyrine, hans store øjne fyldt med forundring og undren. Det havde han ikke set før. Nogen gå igennem et spejl.

Cyrine havde stillet ham et spørgsmål, men han glemte det helt igen, som han var ved at sno sin hjerne rundt om, at den blankt udseende unge mand kunne gå igennem spejle. Hans idé om, at han var mentalt retarderet var bare blevet bekræftet af legetøjet i mandens favn. Ikke at Randall straks drog nogen konklusioner eller dømte ham ud fra det. Overrasekende nok var den snuskede mand utroligt åben for andres fejl og mangler og dømte ikke på forhånd og han så nødvendigvis ikke ting som mentale problemer som noget skidt.

Mandens uentusiastiske "av" gjorde kun Cyrine mere arrig. Hun så efter Sklar der forlod lokalet gennem et spejl, ventende med at gøre flere voldelige ting, mens manden tydeligt så forvirret ud over Sklars exit af hjemmet. Hun snerrede bare lavt af ham mens hun puffede let til ham. "Han er min bror, resten rager dig en høstak!" vrissede hun af ham, overbeskyttende på en tallerken-vending. Hun ville ikke have at der skete Sklar noget, og selvom han ikke, reelt set, var hendes bror, så var han det i hendes bog. Også selvom hun ikke kunne læse. Hun vendte sig rigtigt imod ham idet hun følte at Sklar var væk rigtigt. Det tog jo lidt tid for ham at gå tilbage i sin egen verden i hovedet, så det var bedst at vente lidt med dette hensynsløse folk. Også selvom Cyrines hænder kløede efter at slå ansigtet i stykker på nogen. "Nå.. Synes du selv det er sjovt at komme tilbage fra de døde og forstyrre mig i mit hjem?!" hun skubbede denne gang hårdt til manden, før hendes hænder knyttede sig.

"Hvis du har noget at sige til dit forsvar, så sig det nu. Før min vrede virkelig kommer i kog!" hun gjorde det klart hvad hun mente ved at slå sin hånd ind i vægggen lige ved siden af hans hoved, denne gang hårdere end de andre. Hårdt nok til at hun efterlod en blodig plet på væggen. Hun holdt igen fast i hans krave, med en hånd der rystede over de indre aggressioner.

Randall løftede hænderne, som Cyrine skubbede til ham og vrissede af ham og sagde, at den unge mand var hendes bror.
"Fint fint, helt rolig." Måske skulle man ikke tro det, men Randall kendte den følelse hun udstrålede, beskyttertrangen for en mindre søskende. Som barn hjemme på gården, havde han haft en del af dem og hvis nogen havde gjort dem noget, endsige kigget forkert på dem, så havde de fået prygl. Man kunne nok se en dårligt skjult lettelse, som hun kaldte den unge man sin lillebror - så var hun ikke involveret og optaget. Der var ingen hindring for en tur i kanen med hende. Altså hvis han kunne overtale hende. Lige nu så det ikke for godt ud.

Endeligt vendte hun sin opmærksomhed tilbage mod ham og skubbede hårdt til ham, så han igen bankede ind i væggen med lyden af langknivens skede klikkende i mod materialet, huset var bygget af. Han åbnede munden for at svare, men tøvede et øjeblik, da det han skulle til at sige, nok ikke ligefrem ville gøre den meget vrede kvinde i bedre humør. For han syntes faktisk, at det var pisse sjov at komme tilbage fra de døde og hyle hende ud af det, også selvom han fik slag for det. Man havde kun det skæg, man sad på, ikke sandt?
Dog nåede han slet ikke at sige noget, før hun bankede sin næve ind i væggen bag ham. Hun slog så hårdt, at han kunne se blod, da hun trak hånden tilbage igen. En hånd der rystede en del. 

Det gik op for Randall, at han nok burde tage dette en smule mere seriøst, Cyrine var åbenbart længere ude end han havde forestillet sig, men hvorfor hun var så vred, vidste han ikke. Så smilet forsvandt igen, som han så på hende med et lidt mere alvorligt blik.
"Ehm. Jeg kan ikke dø. Eller, det kan jeg godt, men jeg har en forbandelse over mig, der gør, at der dukker en ny mig op et tilfældigt sted i Krystallandet." Han greb hurtigt fat i den blodige næve af hendes og lod sine ru fingre kærtegne hendes uskadede håndryg. "Og jeg kunne ikke stoppe med at tænke på den smukke, voldelige unge kvinde, jeg efterlod på taget af byhuset, inden jeg kastede mig i døden for hendes frihed." Det sidste var bare noget pis, han fyrede af i håb om at charmere sig lidt ind på hende. Måske skulle han overveje, hvorfor han faktisk var der, for lige nu var det ikke en god idé. Men hvornår havde han sidst lyttet til sin fornuft og ikke gjort noget dumt?

ENDELIG så manden ud til at tage det alvorligt! Hun stoppede kort sit raseri imod ham og stirrede egentlig bare, afventende mens han forklarede sig selv. Og selvom han kærtegnede hendes blodige hånd og gav hende komplimenter til skyerne, så hjalp det ganske enkelt bare ikke! Hun tog en dyb indånding, før hun rev sin hånd fri fra hans kærtegnende greb. Hun forstod ham slet ikke, så hun gik bare væk fra ham, fandt den første og nærmest genstand i rummet, der kunne drikkes. Under "sofaen" havde hun noget meget stærkt, hjemmebrygget alkohol. Ikke øl, men decideret hjemmebrand. Efter en dyb slurk af flasken kom den velkendte brændende fornemmelse i halsen og hun tog en slurk mere, før hun stillede flasken fra sig og stirrede hen mod manden der åbenbart virkelig kunne gøre hende pisse arrig.

"Tillykke med det! Skal du have en hat af strå nu!?" spurgte hun tvær mens hun foldede armene over kors. Hun havde stadig et behov for at komme af med den indre galskab. Hendes øjne var stadig truende. "Det siger du? Jeg kender ikke engang dit navn?! Og så tillader du dig at gå i døden på den måde?! Du er en kæmpe narrehat!" hun tog flasken op igen og drak endnu en rigtig stor slurk. Faktisk flere, lige foran synet på ham, før hun kastede den efterhånden halvtomme flaske efter ham. Hun ramte ved siden af og den klirrede mod muren hvor glas og hjemmebrand flød ud over det hele. Derefter stormede hun hen i synet på ham igen. "Jeg.. Kan.. Ikke.. Styre.. Det!" det var faktisk lidt en advarsel imod ham. Cyrine vidste udmærket hvor galt det kunne gå, det her ville nok ende i en slåskamp, hvor hun ærligt talt var ligeglad med om hun så vandt eller tabte. "Argh! GÅ DIN VEJ! SKRID!" hun begyndte igen at slå ud efter ham med et vildt udtryk i hele ansigtet.

Det så ikke rigtigt ud til at virke, hans charmeoffensiv, selvom hendes vrede for et kort øjeblik så ud til at falde til ro. Men da hun hev sin hånd til sig, vidste han godt, at det blot havde været stilhed før stormen. Han fulgte efter hende, som hun gik ind i det andet rum for at grave et eller anden frem under noget, der engang havde været en sofa. Han fik lige et par sekunder til at se rundt i hjemmet, der var fyldt med bras og egentligt ikke lignede et hjem. Ikke at han skulle dømme, han havde ikke et hjem. Ikke rigtigt. Der var en soveplads op af væggen i det ene hjørne, gemt væk bag skrammel. Uden tvivl knejtens, for der var fjer og legetøj spredt over det område.
Hans blik endte igen på Cyrine, der nu var ved at drikke noget fra en flaske, inden hun begyndte at hidse sig op igen og råbe mere af ham.

Havde han ikke nævnt sit navn endnu? Det kunne han ikke huske. Som hun kaldt ham en narrehat, trak han ligeglad på den ene skulder og lagde armene over kors. Hans ellers altid larmende kæft var stille, mest fordi han faktisk ikke helt vidste, hvordan han skulle tackle situationen og den vrede kvinde, der lige nu stod og drak et eller anden, der helt over til Randall stank værre end det kamelpis de drak nede syd på. Smilet var væk fra hans ansigt, i stedet så han lidt undersøgende på hende med sine store grå øjne. Han burde gå. Helt sikkert. Han havde ikke fået denne fornemmelse af kvinden, da han havde mødt hende første gang, men måske han havde været fuld og havde lagt det hele på hendes fuldskab. Jo, han vidste, at hun var sindssig, ingen tvivl om det, men det han så nu gik meget længere ud over det.

Pludseligt kastede hun flasken efter ham, så den splintredes mod væggen og lugten af sprut spredte sig. Og derefter fór hun mod han, tydeligvis klar til at slås. Randal trådte et skridt tilbage, undgik de første par slag og greb så hurtigt fat om hendes håndled. Han så ikke ud af meget, den kære Randall, snusket og arret, men han havde trods alt været soldat og havde mange års kamp bag sig, både krig og kroslagsmål, så han tænkte ikke så meget over det, før han satte et ben bag hendes og hårdt skubbede hende i jorden, inden han landede oven på hende med et ben på hver side af hendes lov og en fod ind over hvert lår får at holde hendes ben i ro.
”Hey hey HEY! Slap af!” Det krævede en god del kræfter at holde hende nede og han brugte al sin vægt.
”Ved Zaladin, hvad laver du, der er ingen grund til at flippe sådan ud!” Han var efterhånden ved at blive en smule vred selv, selvom der skulle meget til at gøre ham rigtigt vred. Så nok nærmere bare irriteret over, at han ikke blev modtaget som en helt og fik en tur i kanen, men i stedet nu skulle forsvare sig i mod en arrigskab, han ikke selv syntes, at han havde gjort sig fortjent til.
Han havde hårdt om hendes håndled, ligeglad med, om kvinden kom til skade. Så kunne hun bare lade være.

Det gik egentlig ret hurtigt, og Cyrine var ikke helt sikker på hvordan han formåede at gøre det, men snart havde manden fat om begge hendes håndled og fik hende væltet ned i gulvet, hårdt og hurtigt. Hun fik kort slået luften ud af sig, men selv da vred hun sig stadig under hans greb. Det hårde greb om hendes håndled gjorde ondt, men det gjorde hende ikke så meget. Tværtimod var det næsten rart. Det var i det mindste en velkendt følelse, som hun kunne forstå, samt bruge til noget.
Hun stoppede kort sin strid imod ham da han råbte af hende og spurgte hende hvad hun havde gang i, men startede den igen derefter med et ansigtsudtryk der bedst kunne beskrives som en blanding af rasende og forvirret. Det var næsten rart og at hive og slide i hans greb, fordi det netop kun gjorde mere ondt af den grund og hun stirrede ham bare op i øjnene, overvejende om hun skulle lade ham se sit indre mørke. Dog lod hun være, for overvejelser kom hun ikke synderligt langt med, andet end at hun ikke helt var i stand til at tænke klart.

Snart gjorde det efterhånden ondt nok til, at hun rent faktisk var i stand til at tænke bare en lille smule og hendes blik blev lidt mindre vildt mens hun stille og roligt stoppede sin kamp mod ham. Hun tog en dyb indånding, forsøgte hårdt på at bure vreden inde, lænke den fast i sit indre, hvor den kunne vente fint til næste gang hun skulle en tur til undergrunden. "Vil du.... Venligst.. Give slip?" hun sagde ordene, næsten forsigtigt og langsomt, mens hun så småt fik sin vejrtrækning til at blive mere rolig. Hun var jo ikke vred på manden. Ikke som sådan, han var bare dukket op på det helt forkerte tidspunkt, og et eller andet sted havde hun det faktisk lidt dårligt med at have kastet sprutten efter ham samt slået på ham. Det var desværre bare meget svært for hende, at undskylde over for ham. "Jeg er færdig med at være vred nu," fik hun dog gjort det klart for ham, efter lidt tids stilhed.

Vreden var eksplosiv ved kvinden og han slap ikke sit greb, som hun hårdt kæmpede for at komme fri. Hun var stærk og han lagde kræfter i at holde hende nede og i at holde fast om hendes håndled. Det ville uden tvivl give hende mærker senere, men ingen af dem så ud til at bekymre sig om det. Hold op hun var arrig, tøsen under Randall. Der var ikke så meget andet at gøre end at blive ved med at holde på hende og se, om hun ikke ville falde til ro på et tidspunkt. Det tog sin tid, men endeligt forsvandt lidt af den vilde vrede fra hendes blik og hendes kamp døde ud. Ikke at han slap hende af den grund. Ikke endnu. Med et skeptisk blik så han ned på hende, som hun bad ham om at slippe hende og derefter sagde, at hun var færdig med at være vred.
"Er du helt sikkert, du slås som en grævling med rabies fanget i et net." Nej, han blev siddende på hende lidt endnu med et fast tag i hendes håndled.

"Du er jo skingrende vanvittig. Her kommer man pænt på besøg for at berolige dig med, at man ikke er død og så får man sådan en velkomst." Han lød irriteret og havde også et irriteret glimt i øjnene, men alligevel var det nok svært at tro på, at han var så irriteret som han virkede. Mest fordi der var en undertone i hans stemme, der udtrykte en smule humor, men også fordi at han var jordens mest ligeglade mand. 
Han betragtede hende lidt. Det var pænt tirrende at sidde der, ovenpå den vrede kvinde, hvis krop bevægede sig under ham og han kunne virkeligt godt tænke sig, at lave noget helt andet med hende, men det virkede ikke ligefrem til, at det kom til at ske. Så måske han bare skulle smutte så hurtigt som muligt, inden hun fik endnu en anfald af ukontrolleret vrede rettet mod ham uden grund.
Stadig uden at slippe hende, lænede han sig lidt frem, så han så mere direkte ned i hendes ansigt.
"Jeg hedder forøvrigt Randall, men hvis du køler lidt ned og ikke forsøger at slå mig ihjel, kan du få lov til at kalde mig Randy."

Han blinkede til hende med det ene øje, rettede sig op og slap så hendes håndled.
"Du er sindssyg, ingen tvivl om det, snuske, men du er skisme også smuk, selv når du er vred." Han rakte ned og klappede hende blidt to gange på kinden med en flad hånd, hvorefter han gjorde tegn til at rejse sig med henblik på at smutte ud af døren hurtigst muligt.

Mandens spørgsmål fik bare Cyrine til at nikke langsomt mens hun kæmpede med sin indre vrede, der gerne ville svare igen. Hun havde ekstremt lyst til at snappe af ham men hun lod være mens hun tog flere dybe indåndinger.
"Den har jeg hørt før," mumlede hun lavt, lettere irriteret. Hun kunne også høre irritationen i hans stemme, men hun var ærligt talt lidt ligeglad. Han kunne bare have ladet være med at dukke op en dag som i dag og være så fræk at kalde hende smuk og alt muligt åndsvagt. At han havde nerverne til at sige at hun "kunne få lov" til noget, pissede hende grusomt af. Han skulle slet ikke bestemme hvad hun måtte og ikke måtte! INGEN skulle bestemme over hende, nogensinde!

Som han gav slip på hendes hænder, trak hun dem hurtigt til sig mens han klappede hende på kinden. Det var dråben. Igen. Hendes blik forblev dog koldt denne gang, som hun fik knyttet sin næve på ny. "Den har jeg også hørt før," sagde hun koldt. Det tog næsten al hendes selvkontrol ikke at gå totalt amok igen, men hun kunne dog ikke stoppe sig selv fra at gøre et eller andet. 
"Hvis jeg har lyst til at kalde dig noget, så gør jeg det. Der er ingen, der fortæller mig, hvad jeg gør og ikke gør. Det her er så du husker det... Og fordi jeg ikke kan lade være," og med det sagt fyrede hun en højre lige efter ansigtet på denne Randall.

Det hele så ud til at være overstået, hvilket var godt. Randall havde ærligt talt ikke lyst til at slås mod denne smukke kvinde, selvom hun virkede som om, at hun ikke havde lyst til andet. Nok kunne Randall tænke, at slåskampe var sjove, ved Kile, han startede dem ofte selv af ren kedsomhed, men det var noget andet end det, han kunne fornemme med denne kvinde. Noget i hendes blik. Sindssyg, ingen tvivl!
Han ignorerede hendes irritation - så længe vreden ikke kom tilbage, så var han tilfreds - og flyttede på sig, for at rejse sig. Hun nåede dog at blive vred igen, som han åbenbart havde sagt noget forkert.

Slaget var uventet og ramte ham hårdt på den ene kind. Han kunne smage blod, som indersiden af kinden blev hakket i stykker mod hans tænder. Han stivnede et splitsekund, men lod så sin egen knyttede næve fare ned og slå hende hårdt i ansigtet, ligeglad med, at hun var hunkøn. Slog man ham, skulle man forvente at få slag igen, han var ligeglad med, hvem man var.
Efter at have slået hende, så han ned på hende i et par sekunder uden vrede og uden dårlig samvittighed. Åh, ved Zaladin, nu gad han ikke det her pis mere.

Hurtigt greb han fat om hendes ansigt med begge hænder og lænede sig ned for at trykke sine læber hårdt i mod hendes. Kysset var på ingen måde romantisk eller følelsesfyldt, det var et kontant kys, der kun krævede én ting - mere. Nu måtte det briste eller bære. Hun havde al mulighed for at slå ham igen, siden hun havde hænderne fri, hun ville endda kunne nå hans våben og gøre skade på ham med dem. Men han var ligeglad. Nu kunne han lige så godt se, om hun kunne tænke sig det samme som ham. Vo intet vover, intet vinder, ikke sandt?
Hvis hun ikke slog ham eller på anden måde fik ham væk, ville han efter lidt tid rette sig op igen og se ned på hende med et grin.

På den ene side forventede hun det ikke, på den anden side higede hun efter det, og da Randalls næve ramte hendes ansigt, var det næsten en fryd for hende. Hun kunne mærke den voldsomme smerte da hans næve ramte hende på kinden lige under øjet. Der ville uden tvivl komme et blåt mærke, men det betød bare, at Cyrine havde fået lov til at give efter for den vold hun havde trængt til at udføre samt blive påført. Hun stirrede bare intenst op på ham som svar til at at han havde slået hende og havde nærmest et forventningsfuldt udtryk i ansigtet. Hun forventede mere. Hun ville gerne have mere, men det fik hun ikke. I stedet berørte Randalls læber hendes i et krævende kys. Et kys der krævede mere, det var hverken romantisk eller sødt, og det var præcis det hun ønskede af enhver mand der skulle gå hen at lade deres læber have kontakt med hendes. Hendes hænder placerede sig på hver side af Randalls overkrop efter at have fjernet hans våbenbælte samt kastet det væk, og da han flyttede sig med et smil, dukkede der også et smil op på hendes læber. Det nåede ikke hendes kolde øjne, men det var der, som hun hun med et nært umuligt vrid i kroppen, formåede at vælte Randall ned, så hun var øverst. Hun placerede derefter sin ene hånd på hans trøje og greb fat i den, næsten krampagtigt.

"Du kunne jo bare have sagt, at det var det, du ville," udtrykte hun sig roligt. Overraskende roligt. Denne gang tog hun initiativ og mødte hans læber i et lige så krævende kys som det han havde plantet på hendes læber før. Samtidig kravlede hendes anden hånd op under hans trøje og derefter placerede den sig ved hans bukser og knappede dem op. "Er det det du ville? For jeg kan sagtens gøre det," hun så spørgende på ham efter at have afbrudt det hede kys.

Det tog ikke mange øjeblikke, før Randall kunne mærke Cyrine gengælde det hårde kys og hans ene mundvig trak op i et skråt smil, som han holdt kysset. Det var overraskende, for hun havde ikke ligefrem gjort udtryk for, at hun havde lyst til at lave noget i denne stil, nærmere det modsatte - at han ikke kunne komme hurtigt nok ud af hendes liv igen. Men nu virkede det mere som om, at det ikke kunne gå hurtigt nok den anden vej. Han spærrede øjnene lidt op, som hendes hænder hurtigt fandt spændet på hans våbenbælte, spændt det op og kylede hans sværd i skeden til side, så det ikke var i vejen. Hendes hænder endte på hans overkrop udenpå læderjakken og han rettede sig op og så med et stort smil ned på hende.
Inden han nåede at gøre noget, skubbede hun ham rundt, så han væltede om på ryggen med hende over sig. Et glimt dukkede op i hans øjne, som han lod sine hårdhudede hænder glide op over hendes røv, ned over hendes hofter og op under hendes trøje, for at ende på hendes siderne af hendes brystkasse. Kunne han føre hænderne videre? Sagtens. Men han havde ikke travlt. Ikke endnu.

Hendes ord fik hans øjenbryn til at skyde i vejret. Han kunne bare have sagt noget? Inden han nåede at brokke sig over den sætning, kyssede hun ham igen og han skubbede sig op i mod hende. Det var absolut ikke helt skidt det her. Hun var sindssyg og sindssyg gav for det meste fantastiske oplevelser i sengen. Jo vildere jo bedre.
Gåsehuden bredte sig, som hendes hånd rørte hans bare hud under læderjakken og den sorte trøje, han havde på indenunder og derefter listede sig ned for at åbne hans bukser. Kysset blev brudt og han så på hendes kønne ansigt, der bar tegn efter hans slag. Hendes ord fik latteren til at vælte op fra hans brystkasse.
"Kvinde, ved Zaladin, jeg har ventet på det her siden du forsøgte at brække min næse på kroen. Du tror vel ikke, at jeg kom hele vejen tilbage til Hovedstaden for at sige undskyld, vel?"

Endeligt lod han sine hænder bevæge sig videre og lod dem finde de to bløde buler, som han fast lukkede hænderne om. Der var et smil om hans ansigt og et glimt i hans øjnene. Han vidste, hvad han ville have, men han tog det ikke, medmindre han fik lov. Selvom han havde en fornemmelse af, at kvinden over ham kunne lide en fast hånd. Det var absolut ikke et problem for ham.
Men lige nu fik hun lov til at være øverst og bestemme slagets gang. Randall ville være med på alt.

Randall virkede helt klart til at være med på legen, for han virkede til at røre samt gengælde det meste af det, som Cyrine gav ham. Hun stirrede intenst ned på ham ved hans ord, før en mindre latter dukkede op på hendes læber. Undskylde? Hvad? Det var sgu da ærligt talt for åndsvagt. "Nej? Hvis du havde sagt undskyld, så havde jeg losset dig ud herfra for længst. Dem der siger undskyld er vatpikke," konstaterede hun med et skuldertræk mens hun så småt begyndte at trække Randalls bukser ned om hofterne på ham. Hun havde planer om at give ham den vildeste tur han ville opleve i længe.

"Nej, jeg forventede slet ikke at se dig her. Men det er også lige meget, vi sidder sådan her nu, Randy. Os to, næsten nøgne," hun trak sin trøje af, afslørende en pænt formet overkrop, dog med lidt ar hist og her, samt et sæt rimelig pæne bryster. "Jeg forventer at du tager mig. Lige nu. Hvis ikke du gør det, kommer der flere af de her," som hun sagde ordene, fløj hendes knyttede næve ned i maven på Randall og hun kunne ikke lade være med at grine lidt mere.

Der dukkede et skævt smil op på Randalls ansigt, som Cyrine gav sig til at le lidt af hans ord. Så kun vatpikke undskyldte? Smilet blev til et grin, som han løftede lidt op i sin underkrop, så hun kunne få bukserne hevet ned. Hun ville ret hurtigt opdage, at det ikke var en vatpik han gemte under det grå stof, han var allerede rimeligt påvirket af det, de havde haft gang i, selvom det ikke var så meget. Hun var en tirrende kvinde, selv når hun slog ham. Randall var frisk på det meste og vold i sengen var ikke noget, der skræmte ham væk, snarer tværtimod.

Han var for travlt optaget med at se på hende til at svare, som hun trak blusen over hovedet og afslørede den bare hud og et par pæne bryster, der gav ham en stor lyst til knapt så pæne ting, men inden han kunne lægge sine hænder på dem igen, slog hun ham hårdt i maven. Der kom et støn fra ham, som han havde været uforberedt på slaget og smerten fik ham til at knække lidt sammen, så godt han kunne med hende over sig. Nå, så det var med den på. Hurtigt, selv inden han havde fået luften tilbage i lungerne, greb han hårdt fat i hende og smækkede hende hårdt ned i jorden, som han rullede ovenpå hende. 

"Du snakker alt for meget, min blomst." Han stak hende en hurtig lussing, fik hurtigt sin læderjakke hevet af og den tyndere trøje, han havde indenunder, hvilket afslørede en overraskende veltrænet overkrop, der dog som resten af ham virkede uvedligeholdt, nok mest fordi man trods musklerne kunne se hans ribben en smule for tydeligt og hårene på hans bryst ikke dækkede specielt godt. Han havde ikke rigtigt noget fedt på sin smalle krop, der samtidigt var dækket i små og større ar, nogle tydeligvis fra store våben som økser og sværd, de mindre kunne være fra hvad som helst. Selvom man nok normalt ikke kunne se det på ham, når han var påklædt, var der ingen tvivl, når han var nøgen, om, at han var, eller i hvert fald havde været, en kriger, en soldat.

Så snart de to klædningsstykker var af, greb han hendes håndled og holdt dem over hovedet på hende med sin ene hånd, mens den anden gik på undersøgelse ned over hendes krop i ikke alt for blide bevægelser.
"Har jeg sagt, at jeg har lyst til at høre dig skrige i nydelse?" Der var den sædvanlige provokerende morskab i hans stemme og et frækt glimt i hans øjne, som han igen pressede sine læber mod hendes. Dette skulle nok blive sjovt.

Der gik ikke længe fra at hun slog ham til at hun blev væltet ned på gulvet igen og fik en syngende lussing, der bare fik hendes barske, kølige og konfliktsøgende smil frem igen, mens han sagde at hun talte for meget. "Siger du, ar-fjæs," gav hun igen, nærmest snappende efter ham, da han igen krævede ting af hende. Hans ord om at få hende til at skrige i nydelse fik smilet til at brede sig. "Ærgeligt at jeg ikke er en skriger så. Men måske du er?" hendes mærkværdige smil blev mere og mere koldt. Til sidst begyndte tøjet også at falde af hendes krop som de bevægede sig rundt med hinanden. Hendes krop havde også en del ar rundt omkring, mest af alt fra de gange, hvor hun havde fået prygl i børnehjemmet, men så også fra adskillige slåskampe igennem hendes år som undergrundskæmper.

Hvad der skete i Cyrines hjem den dag.. Blev i Cyrines hjem den dag. Det var en magtkamp uden lige. De gjorde det på gulvet, op af vægggen, igen ned på gulvet, bare et nyt sted, og endte i den dårlige undskyldning af en sofa, hvor de også lige gjorde det og til sidst måtte de begge to efterhånden være blevet for udmattede, for til sidst lå de bare i sofaen og lå. Cyrine var fuldstændig afslappet efter at have måttet få lov til at få afløb og tog det hele meget stille og roligt nu, som hun satte sig op og begyndte at få tøj på igen.
"Så... Var der andet du ville, egentlig?" hun vendte sit blik mod Randall, neutralt og roligt.

De næste par timer var ikke bare sjove, de var fantastiske og vilde. Meget vilde. Det var ikke så ofte, at Randall stødte på nogen som Cyrine, og han nød hvert sekund af det. Der var intet blidt over det, ingen følelser, bare vild og voldsom hungren efter fysisk nydelse. Det var lige dét, Randall ville have og at der fulgte et slag eller to og en masse røde striber efter negle med, ja, det gjorde absolut intet! Jo vildere jo bedre.
Han mistede efterhånden overblikket over, hvor de fik gjort det i det lille rodede hjem, men de kom da omkring. Gulvet, op af væggen, endda på et bord. Den gamle faldefærdige ting, der engang havde været en sofa. Da de væltede ned på gulvet fra sofaen af, lød der en lettere sindssyg latter fra ham, der hurtigt fik ende med en lussing fra hendes side. 

Til sidst lå de igen i sofaen. De sidste sveddråber glinsede stadig på hans pande og i de krøllede hår på hans bryst, som han lå og kærtegnede hendes hofte med den ene hånd. Et tilfredst og træt udtryk var at se i hans skæggede ansigt, mens han lå og stirrede med et fraværende blik ud i luften. Lige nu var han så træt og udmattet, at han godt kunne falde i søvn. Han var stadig nøgen og man kunne tydeligt se både lange røde mærker efter negle og mærker efter bid på hans blege hud. Bedre blev det ikke. Han havde fået et par slag, men ud over lidt ømhed i maven, var der der ikke noget at bemærke. For hvert eneste slag han havde fået, havde han givet et tilbage. Kvinden var jo sindssyg, hun tændte åbenbart på hård vold. Et smil viste sig kort på hans ansigt ved den tanke.

Men freden varede ikke ved. Cyrine satte sig op og fandt noget tøj frem. Al Randalls lå stadig ude i nærheden af hoveddøren, hvor han havde "tabt" det. Der lød et dæmpet suk, som han måtte flytte hånden fra hendes hofte. Han havde lige håbet på, at han kunne få lov til at lukke øjnene og sove, helst med hende i favnen. Som en god afslutning på, hvad de lige havde lavet.
Som hun stilte sit spørgsmål, skubbede han sig lidt op på den ene arm, fuldstændig ligeglad med, at han stadig var splitterravende nøgen, og så på hende med et lidt skævt smil.
"Næh, det tror jeg ikke. Jeg har vist fået mere, end jeg håbede på." Hans smil blev bredere og han fik et lidt frækt glimt i øjnene. Med den ene hånd klappede han hende let i bagdelen et par gange, så godt han kunne, som hun sad ned.

Randalls klap i hendes bagdel, samt hans ord, fik Cyrine til at skæve bagud mod ham, før hun samlede sin lappede skjorte op og trak den over hovedet, ned over sin krop, der var prydet af både ar og forskellige blå mærker. Hun ville drikke til hun segnede. Som hun rejste sig blev Randalls klappen på hendes røv mere mærkbare og hun vendte sig lidt rundt, bøjede sig ned over ham og bed ham let i øret, før hun trådte væk fra ham. "Du ved godt hvor døren er, ikke?" spurgte hun derefter, med antydning af et meget lille smil ved mundvigen. Hendes øjne forblev dog stadig mere eller mindre kolde. Hun trak i sine bukser, derefter støvler og fandt frem til våbenbæltet og jakken.
"Jeg skal ud at drikke, så jeg skrider nu. Du er velkommen til at sove det her ud, men hvis Sklar dukker op så krummer du ikke så meget som et hår på hans hoved, okay? Jeg har før dræbt for at beskytte ham, og jeg ville uden tøven gøre det igen," det var intet tomt løfte, og egentlig var det heller ikke en trussel. Blot en konstatering. Derefter åbnede hun døren og forsvandt ud af det smadrede hus.