Daya bevægede gennem skoven i luntetrav, mens hun så sig fra side til side for at holde øje med, om nogen var i nærheden. Som Kentaur var Daya et sky væsen, som ikke brød sig om selvskab. Mindst af alt uventet selvskab. Så derfor hold hun øje, mens hun bevægede alle fire ben, uden at se sig for. Det var selvfølgelig nødvendigt, men selvom det lignede, at hun ikke gjorde det, så ville man lægge mærke til at hun, hvis man kiggede godt efter, skævede mod jorden ca hvert andet sekund, for at sikre sig, at hun ikke faldt over sine fire ben.

Havde hun travet på grusvej eller en sti, så havde situationen været en helt anden, men nu var hun nu engang inde i skoven og der kunne være rødder, træstubbe og alt muligt underligt, som man kunne falde over. Og det kunne hun ikke risikere. En Kentaur med et brækket ben, var en død Kentaur. 

Så der travede Daya af sted med en bue hængende fra højre skulder, mens hun så sig omkring. Hun satte da ned i skridtgang, og fik øje på en kanin længere fremme. Hun listede sig da ind på den, og stoppede til sidst op, da hun var tæt nok på - eller i hvert fald hvad hun selv mente var tæt nok. Øjnene kneb hun sammen og et smil bredte sig på tynde læber.

"Nu har jeg dig..." hviskede Daya, og hævede buen. Hun trak pilen tilbage og ventede på det helt rigtige øjeblik.

Saniya vandrede roligt igennem skoven. Hun var ude og samle nogle urter som både kunne bruges til mad, men også til at hjælpe mod simple ting som hovedpine og kvalme. Hun gik alene og nød den ro der var, der var intet som at gå og lytte til naturen, til vinden i grenene og lyden af dyrene som bevægede sig rundt.
Hun stoppede op for at samle nogle urter der voksede for bunden af et træ. Hun satte sig på hug og lagde forsigtigt en hånd på træet, som hun kiggede på og smilede. Derefter vendte hun sit fokus til urterne. Hun plukkede dem forsigtigt og lagde dem ned i en lille læderpung hun havde med sig. Hun var meget omhyggelig, og sørgede for ikke og rive rødderne med op, eller at mave dem når hun pakkede dem væk. Hun vidste at hvis rødderne blev, så ville denne urt vokse igen, der var ingen grund til bare og slå dem ihjel.

Hun rejste sig op da hun hørte en lyd hun ikke havde hørt før. Det lød mest som en hest, men der var noget anderledes over det. Hun gik forsigtigt og roligt igennem skoven imod lyden. Da hun mente hun var ved at være der stoppede den dog. Hun undrede sig og kiggede forvirret rundt. Det var på det tidspunkt hun fik øje på en bue, og på en lille kanin der sad i skoven. Hun tøvede ikke men gik hen imellem uden at vide hvem det var. Hun kiggede en smule overrasket da hun fik øje på Daya, som hun ikke helt kunne klasificere i race. Hun rettede sig op og med en rolig og høflig stemme besluttede hun sig for at sige noget Undskyld men, hvis du slår den kanin ihjel, så efterlader du 3 unger uden deres mor. Hun skævede over til noget højt gras tæt på, hvor 3 små kaninunger løb rundt. Jeg er sikker på det ikke var deres mening, og at de ikke havde lagt mærke til ungerne. Hun lukkede øjnene kort og smilte med et uskyldigt og sødt smil.

Daya stod med spændt bue. Det ene øje var lukket, og tungen stak ud af venstre mundvig i koncentration. Venstre hånd trak pilen tilbage, for hun var venstrehåndet (eller venstrehovet om man vil), mens hun sigtede mod den lille naturfarvede kanin. Men pludselig blev hun afbrudt af en kvinde (Saniya) men mærkværdigt hår. Det så nærmest lilla-agtigt ud, men når hun så godt efter, kunne hun godt se, at det var... blåt? Mystisk. Hun bandede lavmælt og sænkede buen igen. Ud af øjenkrogen så hun kræet løbe sin vej.

"Man skal vel også spise?" fnøs Daya irriteret, og slog ud med armen mon den plet, som kaninen var forsvundet fra. Hun slyngede pilen over højre skulder igen, mens hun brugte det venstre bagben til at klø sig oppe under buen, hvorefter der kom noget der godt kunne minde om et heste-prust ud fra hendes mund. Hun smilede sagligt, kortvarigt, før hun igen så irriteret på den underlige, blåhårede kvinde. Hun lugtede af elver, men også af noget andet, som hun ikke helt kunne placere.

"Desuden så horer de bæster alligevel som-" Hun stoppede kort op i sin tale, før hun forsatte uden at kunne finde et bedre eksempel at perspektivere til "-som kaniner." Hun slog igen opgivende ud med venstre arm, men hun så sig om efter kaninen, som nu var forsvundet helt fra skovbundens overflade. Eller hun kunne i hvert fald ikke se den nogetsteds.

Daya lagde hovedet på skrå, på en nærmest hundeagtig måde, og trak venstre - hun var jo venstrehovet - forben ind under sig, så hun kom lidt mere i øjenhøjde med den fremmede. Normalt var elverne meget fjendtlige overfor hende, men denne her var anderledes. Hell, hun lugtede jo også anderledes.

"Hvad er du dog for en løjerlig en?" endte Daya med at spørge den fremmede.

Saniya kunne godt forstå hvad den fremmede sagde. Joo man skulle spise, men man kunne jo spise andet end en mor kanin. Hun vidste der var mange andre dyr i skoven, så at finde en anden burde ikke være et problem. Hun så da i hvert fald mange som hun vandrede igennem skoven.
Hun ville ha sagt det, men nåede det ikke før den fremmede fortsatte med at snakke. Saniya kunne ikke holde et lille grin tilbage, hun havde jo ret kaniner var gode til at formere sig. Og hun havde sagt det på en måde som hun fandt underholdene. Dog mente hun stadig ikke der var nogen grund til at gøre 3 unger moderløse. Hun var også overbevist om at pigen foran hende var enig med hende, selvom hun ikke ville indrømme det. Ingen ville jo trods alt ønske og gøre nogen forældreløse. "Kaniner er gode til at formere sig, det har du helt ret i. Men det er jo stadig unger. Jeg så en hel flok af fasaner ikke så langt herfra. Deres kød er yderst delikat, og deres fjer kan bruges til mange ting." Hun så roligt på den fremmede, og smilte bare venligt.

Hun var ved at genflette sit hår, da pigen kiggede på hende. Hun blinkede et par gange en smule forundret, og lagde også sit hoved let på skrå og kiggede på hende. Hun rettede det dog op med et smil da hun spurgte hvad hun var for en løjerlig en. Hun grinte igen let med en oprigtig latter. "Mit navn er Saniya." Hun var blevet færdig med sin fletning og rakte hånden ud imod den fremmede for at hilse på hende. "Må indrømme jeg aldrig har set  en som dig før, jeg finder dig ganske fascinerende. Ville du have noget imod jeg kiggede nærmere?" Saniya var nysgerrig, hun elskede og lærer nye ting, og opdage nye ting. Og denne kvinde, well hun var i hvert fald noget nyt.

Dayanara trak på skuldrene med en 'phht' lyd, som forlod hendes læber. Hun gad egentlig ikke diskutere med denne underfundige skabning, hvorfor hun ikke kommenterede på den andens ord. Jo, hun kunne vel lige så godt skyde en fasan, men kaniner smagte bedre og deres skind havde flere anvendelsesmuligheder. Men hun gad, som sagt, ikke står og diskutere med denne kvinde, så i stedet for at svare, så rejste hun sig op igen, så hun stod med alle fire ben plantet i jorden. Hun skrabede lidt i jorden med sin forhov, på halv-utålmodig vis, mens halen svingede fra side til side, afventende.

"Du lugter af elver, men også noget andet." kommenterede Dayanara med sammentrukne øjenbryn, ansigtet fortrukket i en undrende mine og øjnene nysgerrige "Normalt jæger elverne mig væk eller skyder efter mig, når de ser mig." Hun tog den andens hånd kort, for det var åbenbart sådan noget man gjorde (hvad ved jeg). Men ærligt så vidste hun ikke engang, hvordan Kentaure normalt gjorde, for hun kendte ingen som sig selv. Hun noterede sig navnet mentalt. Saniya. Det havde hun ikke helt så nemt ved at udtale, kunne hun mærke, bare når hun havde det inde i hovedet.

"Slå dig løs." Igen trak Dayanara på skuldrene, og slog ud med armen. Hun holdt et grin inde, fordi det simpelthen var underligt. Ingen af dem vidste, hvad den anden var for en. Det var det mærkeligste møde hun havde haft længe.

Saniya studerede hvert en bevægelse Dayanara lavede. Hun var dybt fasineret, og det kunne man også se. Hun reagerede derfor heller ikke på det med at hun lugtede af elver, faktisk reagerede hun slet ikke før at hun fik lov til at kiggede nærmere på hende.
Hendes smil kunne ikek blive større, og hun begyndte roligt og gå rundt om Dayanara. "Min far er elver, skovelver.. Kender ham egentlig ikke." Hun stoppede op og satte sig let på hug imens hun studerede Dayanaras ben, hun undlod dog at røre ved hende. "Min mor er Norfolk. Så det er nok derfor du ikke helt kan få det til at give mening." Hun rejste sig og gik om foran Dayanara igen.

Hun bukkede hovedet kort. "Tak fordi jeg måtte kigge, men jeg tænkte på. Hvad er du egentlig? Har ikke set en som dig før?" Hun så forundret på Dayanara foran hende, dog fik hun ikke mulighed for at svarer Saniya, da hun pludselig snakkede igen. "Vent... Jagter eleverne dig? Altså...." Hun kløede sig let uforstående i håret. "Jeg har opdaget elverne ikke er så glade for fremmede, jeg får kun med nød og næppe lov til at bo i kanten af skoven. Og de vil egentlig helst have jeg skal lade dem være i fred. Men.. Stadig... Hun havde kigget let ned i jorden imens hun snakkede.

Dayanara drejede hovedet og fulgte den anden med øjnene, mens hun blev betragtet af denne mærkværdige skabning, som sikkert fandt Dayanara lige så underfundig, som Daya fandt hende. Hun slog roligt med halen op under sig, fordi en flue var der og drillede/kildede hende på inderlåret. Hun gav den et ordenligt klask med halen, inden hun igen drejede hovedet og fulgte hende.

"Elver og norfolk." mumlede Dayanara for sig selv, mens hun tænksomt nikkede af sig selv. Det var nok derfor, at hun var blevet forvirret. Hun havde godt hørt om norfolket, og hun spekulerede på, om det var grunden til den andens unormale hårfarve og enormt lyse hud.

Dayanara sænkede hovedet, og så til, mens hendes ben blev inspiceret.

"Det var da så lidt." svarede Dayanara, mens hun endnu betragtede den anden. Hun havde også inspiceret den fremmede, og var meget interesseret i denne mystiske hybrid. Som regel var elvere for snobbede til at blande sig med andre, eller det var i hvert fald hendes erfaring.

"Jeg er en Kentaur." lød det selvfølgeligt fra Dayanara, mens hun skød brystet stolt frem, og svang halen nærmest dovent fra side til side "Ja, de kan ikke rigtig lide mig. Men jeg er hurtigere end dem, så jeg lever her alligevel. Så må de selv om, hvad de synes om det. De er ikke yderligere venlige, er min erfaring i hvert fald."

Saniya stod roligt med hænder bag ryggen. Hun trippede lidt frem og tilbage på sin fod imens hun lyttede til hvad hendes nye bekendtskab sagde. Hun lagde hovedet let på skrå og et venligt grin forlod hendes læber. "Jeg kan ikke se hvorfor det et problem du er her, men så igen har opdaget hvordan de er overfor andre end dem selv." En let brise fangede hendes pandehår som let foran øjnene, kun for at falde på plads igen. Hun kunne godt huske hvordan nogen havde opført sig da hun havde spurgt til sin fader, måske var det ikke noget han talte åbent om. Hun havde dog hurtigt skudt den tanke væk. Hendes mor var et vidunderligt menneske, og selvfølgelig var hendes far stolt over at have tilbragt tid med hende, omend for kun en nat. Hun var overbevist om at når hun engang fandt ham, så ville han også være stolt over at have hende som datter. 

Saniya stirrede ikke mere på Dayanara, hun var ikke typen der var uhøflig, og hun havde trods alt fået lov og stille sin nysgerrighed. Hun kørte en tot hår om bag det ene øre og kiggede spørgende op "Skal jeg vise dig fasanerne? Det er det mindste jeg kan gøre efter jeg forhindrede dig i at fange den kanin."  Hun havde næsten glemt det, hun var blevet for optaget af de nye ting. En ny brise fik bladene i træerne til at lave en let lyd. Saniya lukkede øjnene og tog en dyb indåndning før hun igen placerede sit blik på Dayanara. 

"Nej, det er jo det. De kan virkelig ikke lide fremmede. De kan måske heller ikke lide dig? Du er jo trods alt halvt-" sagde Dayanara med et ligegyldigt skuldertræk. Det havde hun opdaget ret hurtigt, at hun ikke var velkommen, men det havde bare givet hende endnu større lyst til at blive. Som ren og skær protestering. Det var egentlig også typisk Dayanara. Fik hun at vide, at der var noget hun ikke måtte, så kunne man være 100% sikker på, at hun ville gøre det. Sådan var hun bare som personlighed. Hun elskede at trodse.

Selvom Dayanara nu havde stået og betragtet den fremmede i noget tid, så havde hun stadigvæk svært ved at forstå, hvorfor hun havde blot hår. Men hun ville heller ikke være uhøflig og spørge.

"Det ville være rart. Ellers skal jeg jo gå i seng uden aftensmad." lød Dayanaras kommentar, mens hun så sig om med glippende øjne, mens hun forsøgte at hitte rede i, hvor den anden ville føre hende hen.

// Da Dayanara er død i kamp, er jeg nødt til at lukke hendes tråde ned, for at kunne markere hende død. //