Det var midt om natten, og månen var halvgemt bag skyerne oppe på himlen. Fordi det var overskyet var det også svært at se stjernerne som altid var deroppe et sted. En gang imellem tillod skyerne at månens lys kunne falde ned på den ødede plads; Det gjorde det lidt lettere at se hvorhenne Rosalee kunne sætte fødderne, så hun ikke trådte på et eller andet, eller væltede over noget. Heldigvis, var hun halvdæmon, så hendes syn var lidt bedre, end de fleste menneskers, i mørket. 

Hun havde en lille rygsæk på sig, og deri lå det grej hun skulle bruge for at få fat i de ting hun skulle bruge til sit ritual. Der var kvinde som havde opsøgt hende, og hun havde set noget desperat ud og lettere sindssyg; På sådan en måde, at hun manglede søvn, og havde render langt under øjnene. Hendes mand havde været hende utro, og det kunne kvinden, som nu var Rosalee's kunde, ikke klare længere. Så hun havde håbet at Rosalee kunne hjælpe, mod betaling selvfølgelig. Kunden ville have sin husbond død; så den letteste måde ville være et forgiftnings ritual. I gennem madlavning ville man kunne liste alle mulige forskellige slags ritualer i, og ingen ville nogensinde opdage dem hvad der var hændt; Det var nok det bedste af det hele; Rosalee elskede at lege med folks liv, og hun var heller ikke bange for at dræbe sine ofrer og i et køligt blodbad. Men, Kvinden ville gerne have at manden fik sig en "stille" død, fordi hun stadig elskede ham. HAH, Rosalee kunne ikke andet end at grine ad det, hvis hun virkelig elskede sin mand, ville hun så slå ham ihjel? Mjah, det var nok ikke tilfældet. Rosalee havde nemlig gjort lidt uskyldig research, og fundet ud af at manden var ganske velhavende og at kvinden ville arve hele lortet hvis han gik hen og kreperede. Så det at han var utro, var nok bare en dårlig undskyldning for at få ham af vejen. Ikke at det gjorde Rosalee noget, hun havde fået en god sum penge for at udføre dette ritual, selvom det godt nok var kvinden som skulle lave og servere maden for sin elskede. 

Rosalee nynnede en lille melodi imens hun gik hen til gravstenene som omsluttede sig rundt omkring fantomtårnet. Hun organiserede sig hurtigt om der var andre tilstede og da det ikke var tilfældet satte hun sig ned på hug og svang rygsækken om på maven af sig for at fiske en lille glaskrukke op derfra, samt skovlen. "Må de alle rådne i helvede.." Sang hun stille, men med et ondt smil om læberne. Hun skovlede noget af det øverste jord væk fra graven, og tog det bløde jord ned i krukken lidt efter lidt, "La.. laaaa.. La." Hun fniste lidt for sig selv. 

Céline vidste ikke hvor hun var. Sådan overhoved ikke. Hell, hun vidste ikke engang hvem hun var, eller hvad hun var. Hun vidste ikke andet, end at hun ikke tålte sollys. Der var gået ca. 3 dage siden hendes forvandling til et hugtands-agtigt, blodsugende, blegt bæst, og hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv. Slet ikke i den her nærmest nye krop. Tænderne var ok, selvom de så helt forkert ud i hendes engleagtige ansigt, huden også, men hun havde meget svært ved at leve med, aldrig at se solen igen. Den savnede hun virkelig. 

Og så var der selvfølgelig også blodtørsten at tage højde for. En tørst som hun endnu ikke har lykkedes i at slukke. Hun havde forsøgt sig med at spise, som hun plejede for forvandlingen, men det fungerede bare ikke rigtig. Enten blev hun dårlig, eller også gjorde det intet for hendes sult. 

Så derfor var hun nu træt, sulten og tørstig (selvom de to ting nærmest var begyndt at gå under et og samme kategori), og vandrede rundt på en forladt kirkegård, ved det de lokale vidst kaldet Fantomtårnet. Ikke at hun nogensinde havde været der før, for hun havde levet hele sit liv i Elverly, hvor de fleste almindelige elver tilbragte hele deres liv. Hvis de ikke blev krigere af lyset eller noget lignende.

Det var først gang, at Céline nogensinde havde set pris på mørke. Det var heldigvis nat, så det var sikket at bevæge sig udenfor, for hendes hudens skyld i hvert fald. Hun bevægede sig rundt derude, mens hun kiggede sig godt for, så hun ikke faldt over et eller andet. Pludselig hørte hun en lyd. Eller snare en stemme. En mumlen. Hun havde svært ved at lokalisere den, og forsøgte at gå i lyet af skyggerne, mens hun bevægede sig nærmere og nærmere. Desværre lavede hun rod i den, og skvattede over en sten på en meget lidt elegant og meget lidt vampyr-agtig måde.

"Umpf!" Det var den lyd, som kom ud af hendes mund, da hun mærkede luften blive slået ud af sine lunger, da hun kolliderede med jorden.

Rosalee var netop ved at skovle det sidste muljord fra graven ned i sin krukke da hun hørte en lød i det tætte fjerne. Med hurtig refleks kiggede hun op fra sit arbejde og så sig rundt for at finde kilden til lyden og i hvilken retning den var kommet fra. Hun rynkede lidt på næsen, hvem der end så havde lavet lyden, var ikke langt fra hvor hun var og hun havde i sinde at opsøge denne. Med lethed skruede hun låget fast på krukken og dumpede den ned i sin rygsæk, som hun hurtigt fik slynget op på ryggen igen. Elegant kom hun på benene, og travede hen over den dunkle kirkegårdsplads henad i retningen af lyden. "Hvem er ude at gå sig en lille aftenstur monstro?" sagde hun en smule melodisk, og smilede skævt for sig selv. 

Og der, var Rosalee lige ved at støde ind i en person som havde faldet, og hun kunne forestille sig, at det nok ikke havde været et særlig smukt eller elegant fald den anden havde været udsat for; nej det så lidt spøjst ud som den anden sad der, i en bunke sten, og jordrester. Rosalee havde hurtigt sin dolk ved hånden, men sørgede for at have den lettere skjult. "Jamen godaften?" Hun hævede et af sine smukt-plukkede øjenbryn og lagde hovedet på skrå som hun så den anden an; det var svært at se tydeligt hvad hun var for en, men der var nogle elviske træk over den fremmede. Rosalee kunne dog ikke lade være med at holde en latter inde over synet; det var simpelthen for komisk hvordan hendes nye bekendtskab havde faldet sådan. Hun kom ned at sidde på hug foran den anden, så hun var i øjenhøjde med hende. "Smager jorden godt? Jeg har aldrig selv prøvet." sagde hun sarkastisk, og snoede en lok hår rundt om sin finger. 

Og der lå Céline lige så kønt på jorden. Hun nåede ikke andet end at komme op i siddende stilling, før en anden, fremmed, kvinde var over hende. Det var med stor sandsynlighed hende, som hun havde fornemmet luske rundt tidligere. Også selvom det, ærligt, så mere ud til, at det var Céline selv, som var den der luskede. 

Céline rystede forvirret på hovedet, og så igen på den fremmede, men svarede ikke på dennes hilsen. Hun rystede blot igen på hovedet, og forsøgte at børste jord og småsten ud af sit korte, pjuskede, sølvgrålilla hår, så hun i det mindste ikke lignede en komplet idiot OG havde jord og skidt i håret.

Kort efter kom et spørgsmål, og før Céline nåede at reagere bevidst, så handlede hendes krop helt af sig selv. Den nyeste del af hendes krop, forbandelsen. Reaktionen var blottelse af sine hugtænder og en lav hvæsen. Da hun opdagede hvad hun havde gjort, så hostede hun højt, som for at skjule det og sagde:

"Jeg spiser ikke jord, og underligt, du kunne ellers godt ligne en der gjorde. Hvad laver du herude? Røver du grave?" 

Céline kom på benene og løftede et øjenbryn af den anden, mens hun børstede skidt af sin hvide skjorte, brunlige lærredsbukser, som lignede meget noget en elver ville have på. Udover det havde hun en grønlig kappe med hætte på

Rosalee rykkede overraskende hovedet en kende tilbage da den fremmede hvæsede af hende, og hov, var det ikke? Rosalee var sikker på at hun havde skuet et par hugtænder i det dunkle mørke omkring den andens læber, men de blev hurtigt gemt væk af et host og en hånd foran munden hos pigen. Den fremmede kunne være en vampyr, men hun var ikke helt sikker. Plus, så havde hun hørt at vampyrere ikke var så vilde med dæmon blod, men nu var hun jo sådan set halv, så om det stadigvæk gjaldt for hende var hun usikker på; Ikke at Rosalee var bange af sig, nej hun kunne godt lide at more sig med farlige ting, når hun altså havde kontrollen over det. 

Indtil videre ignorerede hun den andens mystiske identitet, og holdt sig i nuet. Hun rynkede spøjst på næsen, men så ud til at det morede hende at den fremmede pige kom med en flabet kommentar tilbage til hende. Hun kunne ikke lade være med at le. "Virkelig?" Hun fnøs lidt, og børstede noget jord væk fra sin lille næse og smilede skævt, en smule overlegent, og stillede sig så op igen foran den anden. Rosalee prøvede at se den anden an og skulede lidt med øjnene før hun svarede på spørgsmålet der var blevet stillet til hende, "Det kan man vel godt sige. Men ikke noget kostbart." Hun trak på skuldrende og så mod en af gravene med et ligegyldigt blik. 

"Og hvad med dig?" Hun rettede skarpt fokus tilbage på pigen, og hvis det havde været lyst, ville man kunne fornemme at hun så på den fremmede med et gennemborende blik, "Hvorfor lister du rundt herude midt om natten? Er du ude at jage?" Hun trak lidt på smile båndet. 

Céline satte hænderne på hofterne, og løftede et øjenbryn af hende. Hun var faktisk en smule bange for den fremmede, men hun ville bestemt ikke vise det. Men det var jo også sådan, at hvis det blev opdaget, at man var bange for noget, så var chancen for at blive angrebet større. Så derfor stod hun med hænderne i siderne, og smilede overlegent.

"Nu ved jeg ikke hvordan der er blandt din slags." Hvad hun så end var, tænkte Céline undrende.

"Men blandt os elvere, så er gravrøveri ulovligt og uhelligt." Det forklarede hun tænksomt, mens hun forsøgte at regne ud, hvad den anden var for en. Ikke at hun havde en jordisk chance, for hun kendte kun kentauere, elvere og så mennesker, og hun var ret sikker på, at den fremmede var ingen af delene - men hun kunne selvfølgelig tage fejl.

Hvad med dig?

Blev Céline spurgt af den anden. Det gjorde, at Céline lige måtte tænke lidt. For hvad lavede hun egentlig hverude? Og endnu vigtigere, hvor var hun? Det var svært at se noget som helst, når det var tåget.

"Hvad skulle jeg dog jage?" spurgte Céline uforstående, og lagde hovedet på skrå "En kirkegård vrimler ikke ligefrem med hjorte."

"Desuden er jeg faret vild." forklarede Céline tørt, med en smule ængstelse i stemmen.

Rosalee lyttede med ærlig nysgerrighed; Hun kedede sig, og det var ensomt at være alene herude midt om natten. Så at der rent faktisk var nogen hun kunne konversere med gjorde aftenen en hel del mere interessant. "Hmmm.." Hendes tunge masserede sig mod hendes hjørnetand imens hun så den anden an. Hendes hovede lænede sig lidt på skrå, "Så du er en elver?" Hun ignorerede den andens patriotiske ord angående hvordan elvere så på gravrøverier; "Hm" Hun fnøs kort og gjorde et kort skuldertræk for at vise at hun var fløjtende ligeglad med hvad andre synes var rigtigt eller forkert, for hun gik kun efter hvad hun selv ville have, og hvordan hun selv ville leve. 

Den skjulte kniv som Rosalee havde kærtegnet med hånden, havde hun nu lade glide tilbage i sit hylster. Der var ingen grund til at beskytte sig selv overfor dette elver væsen som der var dumpet hen foran hende. Rosalee følte ikke nogen frygt eller fare ved den fremmede pige, og lod sig selv blive mere afslappet. Med ligegyldig mine stillede hun sig lidt med siden til den anden og rettede lidt på sit røde lange hår; Hun skulle jo sådan set komme videre med sit arbejde og få gravet nogle knogler op, indtil videre havde hun jo kun fået ét af ingredienserne; Kirkegårds jord. 

"Nå det ved jeg da ikke." Hun begyndte at traske lidt væk fra pigen og så et par gravstene an imens hun stadig snakkede til den anden uden at se på hende, "Måden du lusker rundt på er jo meget lig med vampyrere." Hun smilede kort, og skævede tilbage på den anden, "Men du er jo elver, så det kan jo være ligegyldigt." Hun placerede sig foran en anden grav og fiskede sin lille skovl op ad rygsækken. 

"Mhm-hm." Rosalee lyttede, men for andre så det ud som om at hun ikke kunne være mere ligeglad. Elver pigen var åbentbart faret vild, hvilket da var synd for hende, men det var ikke Rosalee's problem. "Det her er tusmørkedalen." svarede hun alligevel og begyndte at grave jord væk fra gravstenen, "Hvordan er du kommet sådan på afveje? Du virker så forvirret." Hun lød ikke venlig, og hun lød ikke sympatisk; hun kedede sig bare og ville snakke imens hun arbejdede. 

//OOG: Jeg går til tider død i karakterer, og denne karakter kan jeg mærke, at jeg ikke kan finde rundt i, hvorfor jeg lader hende dø af blodmangel. Har allerede erklæret hende død, hvorfor jeg skriver fra en anden karakter.