Amazonitskovene var nærmest kulsorte, ikke andet lyst end månen kunne lige række ned mellem træernes tætte kroner og danne små åbne pladser med en lille smule lys. Lyden af en pind der knækkede under en form for vægtpåvirkning. Mange folk troede næppe der fandtes noget ude i skovene bort set fra elverne, trolde og kentaurerne der fra tid til anden var til at finde. Ingen havde regnet med at en person som ham ville befinde sig i skoven af fri vilje. Han havde selv søgt der ud i ivrigt forsøg på at undgå folk inde i byerne der ville fange ham og holde ham som kæledyr. Før i tiden havde han ikke noget i mod det, men efter den tidligere ejer så havde han søgt flugt i skovene. Det store dyr listede sig nærmest over skovbunden med noget i munden, et dyr der ikke ligefrem var ret meget liv i og der var en del blod i pelsen både på ham men også dyret, der hang livløst i munden på ham. De lysende øjne så sig omkring og forsikrede sig om han var alene og så lagde han byttet på skovbunden og begyndte at æde. Hele tiden flakkede hans ører, opfangede hver eneste lyd omkring ham. Hans næse opfangede hver eneste duft omkring ham.
 

Lyden af en puslen fik ham til at se op, snuse i luften og knurre svagt. Han greb om resterne af byttet og lyttede til de folk der råbte de havde spottet ham. De lysende øjne så sig omkring inden han nærmest satte af med et spring og begyndte at løbe over skovbunden. Han havde ikke nogen intention om at blive fanget af nogle jægere, blot fordi der var en eller anden kvinde der havde brug for et kæledyr.. Han kunne trods alt heller ikke holde denne form for evigt og blev før eller siden nødt til at forvandle sig tilbage. Han løb alt hvad han kunne uden så meget som at se sig tilbage. Han nåede til en hule, en dyb hule han havde lavet til sig selv og skyndte sig ind i den. Han lagde så han netop kunne se om mændene fulgte ham, om de overhovedet bemærkede han var kravlet ind i hulen og i så fald... Så havde han en anden udgang, just in case. 

Makayla havde længe ønsket sig en slave af en art, en hun kunne spise af når sulten var værst, en der bare gøre som hun forlængede uden at blinke. Hun havde derfor forhørt sig hos forskellige kilder, og fundet frem til at et vis halvdyr der befandt sig i Amazonitskovene, hun havde godt om den anden og var derfor blevet nysgerrig. Hun havde hørt at personen havde haft tidligere ejere, som måtte betyde at den anden måtte have erfaringen med at være slave eller tjener, og dermed havde nogle værdifulde erfaringer som hun kunne udnytte eller forsætte. May var ligeglad hvad den anden ejere tidligere havde gjort, hun havde behov for en understøt hun kunne styre med sin lille finger.

Derfor havde hun ansat en større folk jæger for at fange dette halvdyr, som ville stå for den primære ind fangen. Jægerne havde efterhånden befundet sig i skoven en uges tid uden held, May var begyndt at blive en anelse utålmodig, over der endnu ikke var kommet noget resultat. Kunne det tage så lang tid? Selv brugte hun jo kun et par timer på at indfange et byttedyr. Jæger koster hende alligevel en del penge, så hun forventede også at snarligst at der ville være gevinst. Derfor var Makayla selv taget med i skoven for at deltage i aftens fangst. Så kunne hun også se om de havde gjort deres job ordentligt.

Hun valgte bevidst at komme til stedet om aften, eftersom Makayla hade solen og dermed kunne have sine fulde kræfter her til aften og natten. En af jægerne vidste hende på et kort, hvor de havde påsat de forskellige fælder i håbet om at halvdyret ville løbe ind i dem eller ned i dem. May nikkede tilfreds, med deres arbejde. Helt ringe var de alligevel ikke, ellers havde de også set hendes vrede.

De befandt sig i skyggen af træerne og buskene, og pludselig så en af jægerne halvdyret. May så intens med som de satte af efter den anden. Den anden løb hurtigt og hvad May kunne se var det en ulv, interessant tænkte hun og begyndte allerede at ligge visse planer for halvdyret. Hun satte selv af efter ulven som den løb. May befandt sig i en løs top og et par læderbukser så hun ville have nemmere ved at løbe. Ulven løb dog hurtige end hende og forsvandt derfor hurtigt ude af syne. Flere af hendes jæger var løbet i forvejen, da hun havde indhentet nogle, pegede de ind i grotte. Hvor de andre jæger forsatte udenom grotten, de kendte skoven godt og ingen dem vidste om denne grotte ville ende eller ej, og derfor måtte de være sikre. May ville ikke på vilkår slippe halvdyret ud af syne igen!

May vidste at halvdyret måtte være vild og nok ikke ønskede et fangskab og derfor valgte hun at tale forførende til den anden ”Jeg vil Dem intet ondt, jeg vil faktisk give Dem et liv som vil være langt mere værdigt end dette” svarede hun roligt, med en vis varme i stemmen. Hvis bare hun kunne se denne, ville hun kunne bruge sin evne til at tiltrække personen tæt nok til at få den anden fanget. Hun kunne kun håbe at den anden så at denne kamp var nytteløst og ville komme til hende, for hun havde ikke tænkt sig at stoppe jagten på denne. Om den så skulle forsætte en uge mere, så var hun blevet opsat på at dette skulle lykkes. Nu havde hun trods alt set halvdyret og følte at hun var et skridt tættere på at få halvdyret med hjem.

Han holdt øje med folkene, lyttede til hvert eneste ord de udvekslede og som han hørte en kvindes stemme, rynkede han nærmest på øjenbrynene så godt en ulv nu kunne. Lyden af mændene der havde fulgt efter ham ind i grotten fik ham til at knurre fra sit skjul og med et sprang hen direkte imod personerne der havde våget at komme ind i hans grotte. En dyb knurren og de blottede tænder var et tydeligt tegn på han ikke var specielt begejstret over denne situation, da han havde på fornemmelsen hvad dette gik ud på og han var på ingen måder tænkt sig at give efter, bestemt ikke når han havde haft frihed i nogle år. Hårene stod op på hans ryg, mellem skuldre og ved hans hale. Kvinden der talte til ham flikkede han kort ørerne, men trådte tilbage, fik lidt afstand inden han nærmest sprang mod en af mændene der nærmest beskyttede kvinden. Han gik efter struben, begravede hans hjørnetænder i halsen på manden og som han rav sig fri, faldt manden til jorden og det kød han havde fået ud af at have bidt manden, spyttede han ned på jorden og begyndte atter at knurre mod de resterende to.

Langsomt gik han stadig baglæns, til han nåede til en af hans udgange, men han vidste næsten hvad der ventede ham på den anden side, hvilket var derfor han forholdt sig inde i grotten, blot i skyggerne, hvor han nærmest gik i et, grundet den sorte pels. Han stirrede på kvinden, lod tungen komme ud og fugtede snuden inden han forblev i skyggerne, betragtede dem og kom i tanke om kvindens ord.  Et liv der var værdigt? Han havde rent faktisk intet imod at være her i skoven, han nød det, for han kunne fjante rundt, ikke tage sig af påklædning eller andet og blot leve livet som han kunne lide det, men han tænkte over hvad hun kunne tilbyde, siden hun mente hun kunne give ham et liv det var værdigt at leve.

Makayla var glad ved at hun ikke befandt sig alene i grotten, eftersom ulven pludselig angreb den ene af jægerne. May så tydeligt hvordan først blodet sprøjtende ud fra mandens strube, til derefter at flyde ud på jorden og hvordan hendes egen dyriske lyst steg idet blodet bare lå der og flød, det ville være næsten være en skam at lade det gå til spilde, Skulle hun? tænkte hun, og begyndte at spekulere på om hun skulle tage sig en lille snack. Hun besluttede sig at den risiko true hun godt at tage og gik derfor hen til den døde jæger. Kroppen var endnu varm og derfor kunne hun nemt tage de sidste blod, uden selv at få dødt koldt blod i omløbet. Hun lænede sig over manden og begyndte at spise, hendes øjne blev en anelse større idet blodet kom ind i hendes krop, hun følte sig pludselig stærkere. 
Den anden jæger så nervøst og anelse bange på hende, men med et koncentreret blik fik hun kontrol over ham. Makayla vidste at denne også måtte dø, men om det blev af hende eller ham måtte tiden vise. ”Jeg ligesom du, kan tage liv så let som ingenting. Slut dig til mig og jeg vil give dig mere end du kan drømme om” svarede hun roligt og tørrede sin mund af. Hun valgte endnu at sidde på jorden, måske ville ulven ikke tage hende som en lige så stor trussel som hvis hun stod op.

Makayla kunne ikke se ulven, men vidste at den befandt sig der inde et sted, hun kunne fornemme ulvens åndedrag og knurren, det var jo hendes levebrød at jagte på denne måde og især om natten. De andre jæger befandt sig endnu uden for grotten, men May havde også nu løbet en risiko og løb en større en da hun sagde ”Hvis du vil, kan din første opgave være at dræbe ham for mig? Jeg ønsker at dette skal være vores hemmelighed” hendes stemme var stadig varm og blid ”Og bare rolig jeg ønsker ikke at dræbe dig, jeg vil gøre dig til min følges ven, hvor du blandt andet vil få magt” svarede hun atter forførende. May kunne fornemme at jægeren ønskede at flugte men kontaktet imellem dem var blevet for stræk for ham, til at kunne flugte fra stedet. Uanset hvad ville han dø. 

Han betragtede hende i mørket, hvordan hun bukkede sig ned over manden og tog resterne af blod der var i ham. På en underlig måde fik hendes stemme ham til at slappe af, men det var jægeren og hans våben han ikke var begejstret for. Tanken om der ventede jægere på ham uden for grotten fik ham også til at blive i sit skjul, Han kunne tydeligt se hvordan jægeren ved hendes side efterhånden var begyndt at føle sig yderst ubekvem, men hendes ord var bestemt heller ikke til at skulle føle sig tryg ved. Noget der mindede om et smil spredte sig på ulven som han svagt tittede frem, men stadig gemt af skyggerne. Hun, vampyren ville sikkert være i stand til at se ham, men jægeren kunne sikkert ikke, da han sikkert var et ganske almindeligt menneske som hun havde hevet med. Tanken gjorde ham næsten elektrisk og han mærkede hvordan lysten til at springe på denne mand steg i ham, fik hans tænder til at løbe i vand, men han gjorde det endnu ikke. Kvinden blev på jorden og var cirka samme højde som ham selv, hvilket var grunden til han langsomt kom frem fra sit skjul.

Hendes ord var smigrende og uden tvivl tiltalende, men han frygtede på en måde at det skulle ende som sidste gang der var en der havde ejerskab over ham. Man kunne svagt antyde nogle af de ar hen havde fået, da det ikke var alle steder pelsen kunne dække hundrede procent. Hendes ord om han kunne få lov til at dræbe denne jæger fik ham til at komme frem, til frit skue som hans børster rejste sig og han stirrede stift på manden. Man kunne næsten se på ham hvordan hans øjne lyste af had og hans tænder løb i vands om han blottede dem i en dyb og faretruende knurren. Uden så meget at tænke over eventuelle konsekvenser sprang han direkte mod manden, ikke for at dræbe ham med det samme, men blot skade ham. Hans klo ramte mandens arm, efterlod et godt åbent sår. Igen sprang han mod manden og lukkede kæberne omkring hans ben. Mandens smerter var tydelige, men det stoppede ham ikke, tvært imod. Men styrke ruskede han i mandens ben og flænsede nærmest den stakkels mand op langsomt. Han trak sig og så på manden der faldt til jorden. Nogle få meter fra ham stod ulven, smurt ind i blod og knurrede dybt inden han en sidste gang sprang mod ham, direkte mod struben og begravede hans tænder i mandens hals og holdt fast uden så meget som at give slip før han var sikker på han var død.  Som livet løb ud for manden slap han ham og lod ham falde til jorden før han vendte sig mod kvinden. Hans børster var lagt ned men han knurrede stadig. Hun var måske ikke så faretruende?

 

Makayla smilede indvendig, da hun følte at ulven lyttede til hende, Makayla kunne jo kun håbe at ulven tog ordene til sig og ville til sidst slutte sig til hende det var trods alt hele målet med denne aktion. Hun betragtede roligt ulven, umiddelbart så det ikke ud til at ulven ønskede hende død. Hun anede dog ikke hvad ulven tænkte eller følte, eller blot gemte hende til sidst. Som ulven trådte ud i af skyggen kunne Makayla fornemme de ar ulven havde fået. Det var ville nok være fra en kamp eller tidligere ejere. Makayla havde ikke tænkt sig at såre ham, men passe på ham som sit eget lille kæledyr.

Makayla blev nærmest henrykt over at ulven endelig gik til angreb på jægeren, hun så henrykt til som livet stille forsvandt fra jægeren. Trods det voldsomme angreb havde Makayla oplevede det der var værre, hun elskede trods alt at blod flod over det hele. Hun smilede varmt til ulven og sagde ”Det må jeg sige, du kan virkelig udføre et show værdigt en vampyr” hendes stemme lage ikke skjul på at hun var stolt af ham. Noget hun kunne forestille sig at tidligere ejer ikke havde rost eller opmuntret ham til. Selvom han havde gjort hvad hun sådan set havde bedt om, vidste hun ikke nøjagtigt hvorvidt om han gjorde fordi hun sagde eller fordi han følte sig truet af hende og det efterfølgende var hendes tur. Hun var trods alt noget udsat nu, hvor der ikke længere var flere jæger tilbage. ”Jeg vil give dig to muligheder. Du kan dræbe mig, og forsætte dit ensomme liv her i skoven, eller du kan tilslutte dig mig, give dig et liv med et tag under hovedet, tøj, mad og spændende opgaver. Jeg er ret så sikker på at du vil elske det. Samtidig vil vores næste opgave være at dræbe resten af jægerne” spurgte hun varmt. Makayla så sine muligheder som små, og hun foretrak også hvis hun kunne vinde ulven på denne måde, fremfor tvang. På denne måde ville ulven også føle en tryghed ved at være ved hende, og det var også det hun ønskede. Ikke blot en slave, men en slave der faktisk også ønskede at være hos hende, og hvis han gjorde som hun bad om ville hun behandle ham ordentligt. 

Han stod blot foran kvinden, ganske vidst stadig med nogle meter fra hende så hun ikke kunne nå ham. Børsterne var lagt ned og han blottede ikke tænder mere, som om det blot var jægerne han havde set som en trussel, da hun ikke virkede synderligt meget til at ønske at skade ham på nogen måde. Han så på hende med et undrende blik så godt som en ulv kunne. Han forstod hvert ord hun sagde, men hvis han forsøgte at sige noget, ville der ikke komme en eneste lyd ud af ham, hvis man så bort fra en knurren og nogle svage klynke lyde. Han havde for længst regnet ud hun var vampyr, det gik han ud fra da hun bed den første vagt og drænede ham for rester af blod. Hendes ord fik ham langsomt til at nærme sig, ligge ørerne ned og hans hale hang svagt mellem hans ben, mens spidsen nærmest logrede svagt.
 

Tilbuddet om husly, tøj og mad lød ikke dårligt, specielt ikke når det kom fra hende, eftersom hun virkede ret troværdig, kontra de andre folk der gennem tiden havde forsøgt at tæmme ham, men alle havde fejlet horribelt og mange af dem var slet ikke kommet hjem til deres kære igen efter forsøget. Hans øjne var rettet mod hende som han nu blot var få meter fra hende og han lyttede til hendes ord. Den næste opgave fik hans ører til at stritte direkte i luften og han slikkede sig kort om munden som han så sig omkring, forsøgte nærmest at lokalisere jægerne inden han luntede af sted mod udgangen, blikket blev kastet over hans skuldre på kvinden, nærmest som om han forventede hun skulle følge med ham, så hun kunne se hvad han gjorde, hvordan han rev jægerne fra hinanden en efter en.

Makayla kunne fornemme at hendes krop begyndte at blive en anelse nervøs. Nervøs om dette skulle være slutningen for hendes liv, som knap nok var begyndt, hun var jo ikke engang blevet over 100 år endnu! Selvom ulven nærmede sig, flyttede hun ikke på sig. Skulle dette være hendes sidste dag ville hun dø med værdighed og ikke som en kujon der forsøgte at redde sig selv. Men som ulven lage ørene ned, fik hun en god mavefornemmelse det så ikke ud til ulven var længere bange for hende, men søgte ligesom en hund tryghed og kærlighed. Hun sagde intet, det var som at tavsheden imellem dem var rigelig og hun var sikker på at ulven forstod hende.

Da ulven kom nærmere hende lukkede hun kort øjnene og lavede et lille buk med hovedet, for at symbolisere hendes taknemmelighed overfor ulven og vise ydmyghed overfor den anden. Makayla vidste ikke om dennes personlighed, men det betød noget for Makayla at hun respektere ulven, så ville denne nok også respektere hende, forhåblig. Hun fik et stort smil da ulven vendte sig om og løb ud af grotten. Det måtte vel betyde at ulven valgte at være ved hende, måtte det ikke? Makayla skyndte sig ud af grotten med ulven foran sig. ”De befinder sig imellem træerne og buskende, og der fælder der… der .. og der” hviskede hun inden de begge kom tættere på jægerne, og pegede hen imod de forskellige fælder idet hun sagde ’der, der og der’. Ulven skulle nådig komme til skade. 

Han så på hende som de stod i åbningen af grotten og som hun fortalte hvor jægerne og fælderne var, nikkede han nærmest, inden han listede af sted ud mellem træer og buske. Til hans fordel var der mørkt og der var mange skygger som han kunne benytte sig af for ikke at blive opdaget. Det eneste der nærmest krævede noget af ham, var hvor han satte sine poter, for ikke at fange deres opmærksomhed. Han snusede i luften, forsøgte at lokalisere de forskellige jægere og begav sig så på jagt. Hurtigt fik han fundet frem til den ene jæger og uden tøven sneg han sig ind på manden og sprang direkte i mod ham. Han gik efter mandens læg, omkring anklen, hvilket ville sløve ham. Hans tænder bed igennem mandens hud og et skrig undslap ham. Den sorte ulv ruskede i manden, fik ham til at tænke på andet end f skrige om hjælp og ret hurtigt gav han op og accepterede hans skæbne. Han rev nærmest tænderne til sig, hvilket efterlod mandens ankel ret maltrakteret og han ville nok ikke overleve ret længe uden hjælp. Hurtigt kom han til den anden, med snilde havde han undgået fælden og sprang direkte mod nummer to jægers strube, eftersom han stod direkte med ansigtet mod ham. Han bed til, lod jægeren blive kvalt og slap ham.
 

Han kunne blive ved, lade hver eneste af disse mænd lade livet uden så meget som at tænke over de familier, der måske kom til at savne dem. Han var ligeglad, det var dem der var ude efter ham, så derfor forsvarede han blot sig selv. Uden tøven fortsatte han til den næste og den næste efter det, men mande efter de to han netop havde taget livet fra, var forberedt, ventede nærmest bare på ham og langede ud efter ham som han sprang i mod ham. Ulven ramte mod et træ med siden først og faldt til jorden med et bump. Jægeren gik helt op til ham, så ned på’ den livløse ulv og grinede hånligt. Hvad manden ikke vidste var at ulven endnu havde kræfter tilbage, trods den lige havde fået en lille flyvetur ind i et træ. Uden varsel for ulven op at tog manden i struben og rev sig fri, hvilket efterlod manden uden strubehoved. Ulven spyttede stumpen af kød ud og holdt en kort pause. Det var som om han lige skulle have vejret inden han fortsatte. Som han kom sig sendte han et hyl af sted, en indikator på at vampyren gerne måtte hjælpe med de sidste der var tilbage.

Makayla overværende som ulven tog de forskellige mænd. Hun forlod sig i baggrunden men stadig tæt nok på til at kunne komme ind og forsvare sin ulv. Det lød næsten for virkeligt til at være sandt, men Makayla frydede sig over tanken, samtidig så slap hun også for at betale alle disse jægere. Det var jo win win.

Da hun så ulven blev sparket ind i et træ, bevægede hun sig tættere på med rolige skridt. Fordelen ved at ulven var så fremtræden og farlig var at alle jægerne havde fokusset på ham og ikke hende, hun luskede stille rundt og var nærmest lydløs. Selvom intet så ud til at slå ham ud blev det alligevel for meget, også for hende at se på han skulle nødig komme for meget til skade! Det var jo ikke meningen. Makayla rejste sig fra sit skjul og gik med selvsikre skridt imod den sidste jæger der var i nærheden af ham. Hvorefter hun satte sine dybe hugtænder i manden hals og sugede af lysten kraft, lige end til at livet forsvandt for hans øjne. Makayla lænede kort hovedet tilbage i nydelse, hun forsøgte slet ikke at spare på blodet eller få det fulde udbytte af manden, der befandt sig jo flere jæger der ude som skulle dræbes så hendes sult skulle nok blive stillet og derfor flød blodet over hendes mund og ned på hendes tøj, men hun var ligeglad. Hun fik mad og havde fået det hun var kommet efter. Makayla forsvandt ned i skyggen igen og listede sig hen til den næste jæger hvorefter hun også bed denne og lod blodet flyde. Hans partner stod ikke længe derfra og skulle til at skyde en pil imod hende, men Makayla fik hurtigt øjenkontakt med denne og med hendes evne fik hun ham forførere til at han skulle ligge sine våben, det krævede nogle minutter, men jægeren var også yderst bange og tøvede med at skyde hende, til hendes fordel. Makayla smilede tilfreds da denne kom under hendes net. Jægerne havde nok ikke regnet med at det var en vampyr de arbejde for og slet ikke at hun ville vende sig imod dem.

Han betragtede vampyren som hun kom frem fra sit skjul. Han lod kort tungen glide over snuden og munden for at smage det blod der sad i den sparsomme pels. Med hurtige skridt fulgte han efter hende, nærmest svævede over skovbunden og til en af de resterende jægere. Han betragtede hende, så hvordan hun drænede hver eneste dråbe blod ud af manden og bare lod ham falde livløs til skovbunden. Det var smukt på en eller anden måde, måden hun bare lod blodet løbe ud af munden og ned på hendes tøj og var fuldkommen ligeglad, men så igen.. Der var kun dem her og så de resterende tre jægere der endnu ikke havde været nødt til at lade livet, grundet deres lille kilingspree.
 

Han stillede sig i en af de mange skygger, betragtede hvordan en af jægerne langsomt nærmede sig hans skjulested og som han var ud foran, sprang han frem og fik manden nedlagt. Jægerens våben faldt ud af hans hænder og han var nu nødt til at bruge de bare næver. En dyb knurren undslap ulven og han blottede de blodige tænder inden hans poter blev placeret på hans bryst og hans klør pressede mod tøjet. Uden varsel begyndte han at flænse tøjet op og bed mod mandens ansigt. Mandens parader faldt ned for at beskytte hans bryst og mave, hvilket gjorde plads for ham til at bide manden i struben og han holdt fast, ruskede i manden som var han en klude dukke og ventede på vampyren skulle komme og få mere blod inden han ville fortsætte videre til den anden jæger. 

Makayla der havde lokket en jæger i sit net, fik han lokket ham hele vejen hen til hende, hvor hun samtidig fik ham til at vise sin nakke til hende. Et lumsk smil plantede på hendes læber hvorefter hun satte sine dybe hugtænder i manden bløde hud. Hun drak hurtigt og lettere voldsomt, blodet flød både ned af manden men også hende. Da han livet forsvandt fra ham åbnede hun munden i et let ’aaah’ ligesom de fleste ville når deres trøst var sluppet op.

Som hun vendte sig om for at finde ulven, så hun ham at havde nedbragt to nye jægerne. Der kunne ikke være mange tilbage, hun havde ikke tal på de mange de allerede havde dræbt men de måtte være tæt på formode hun. Makayla gik imod de nedlagte mænd, og satte sig på knæ og smilede lumsk hvorefter hun grotesk satte tænderne i først den ene for at dræne ham for blod og dernæst den anden. Makayla lukkede kort øjnede i nydelse det var længe siden hun havde oplevet sådan et festmåltid. Faktisk kunne ikke huske sidst hvornår hun havde dræbt så mange på en aften. Normalt tog hun bare lidt blod og lod dem for det meste leve, men dette, dette var helt fantastisk. Hun følte sig som et vildt dyr! Dette fik hende til at spekulere på hvordan denne ulv så ud i sin menneskelige skikkelse og om denne overhovedet efter de sidste drab ville vise sig for hende, hun kunne jo kun håbe det.

Han betragtede kort vampyr kvinden, så hvordan hun lokkede en af jægerne over til sig og hurtigt fik hans hals blottet. Et smukt væsen var hun og hun virkede troværdig i hvert et ord hun havde sagt til ham, hvilket var derfor han stolede på hende… Om det ville koste ham dyrt? Det ville tiden vise. Han snusede op i luften, forsøgte at finde ud af om der var flere jægere, en.. En enkelt jæger var stukket af, men han havde allerede fået færden af ham, så det ville ikke tage specielt længe før han fandt ham og havde muligheden for at nedlægge ham, så han ikke kunne løbe ind og sladre. Han luntede stille af som hun satte sig på knæ for at dræne de to mænd og han vidste hun ville finde ham når hun var færdig med at drikke. Han satte i løb og forsvandt ud efter den sidste jæger.
 

Som han nærmede sig knurrede han dybt, luskede sig tæt på, men stod blot i skyggerne og betragtede den dybt paranoide mand der stod og så omkring sig, i ivrigt forsøg på at finde den ulv der var i skyggerne, men trods han kæmpede kunne han ikke spotte den. Som manden stod stille nærmede ulven sig, langsomt og stoppede få meter fra ham, betragtede ham og afventede om han ville begynde at løbe. Som manden stadig blev stående sprang han frem fra sit skjul og fik manden væltet om på ryggen. Han snappede efter halsen, ansigtet og generelt hvad end han kunne komme til at få fat i, blot så manden ville komme voldsomt til skade. Det var som om han smilede som man langsomt kunne se hvordan ulvens krop begyndte at forvandle sig til menneske, hvordan alt pelsen faldt af og til sidst var det en mand der sad oven på jægeren. I stedet for at bruge hans tænder og klør, gik han over til knytnæver, slog manden mod ansigtet og stoppede ikke før han var slået godt til blods. Som manden under ham lagde stille lænede han sig ned og lod tungen glide over mandens smadrede ansigt og han smilede. Blodet gjorde noget ved ham, også i menneske form, men han ville benægte det til hver en tid. Stolt så han på manden under sig og knækkede kort sin nakke og ventede næsten bare på vampyren, der var dog en mindre detalje han ikke havde taget højde for... Han var nøgen... 

Manden faldt tungt til jorden, som Makayla blev færdig med at tage hans livsenergi. Hun tørrede sin mund kort i armen. Uden at have nogle som helst grubler over at hele hendes krop efterhånden var smurt ind i blod. Hun løftede næsen i sky og tog et godt snus, for at lokaliserer hvor ulven var blevet af. Hun kunne dufte nyt blod, det måtte tilhøre endnu en jæger tænkte hun og gik imod duften.

Til hendes overraskelse var det ikke en ulv, men en ung dreng som sad på jægeren, nøgen et drilsk smil kom på hendes læber som han sad indsmurt i blod. Det var et pragtfuldt syn og ulven kunne lige så godt have været kvinde som mand. Ud fra hans udsende kunne have være yderst tilfreds med udbyttet. Med rolige skridt gik hun imod ham. Satte sig på knæ foran ham med et venligt smil på læben ”Det glæder mig at møde Dem rigtigt, mit navn er Makayla” hendes stemme var varm og indbydende. Hun ville holde sit ord overfor ham, og sørger for ham. Da hun kun selv var iført et par læderbukser og en løs top havde hun ikke meget at tilbyde ham, men han kunne ikke side nøgen her i skoven. De skulle hjem igen. Derfor tog hun sin løsetop af, den ville nok være stor nok til at dække de betydelige parter. Dog ville May nu vise sine synlige overkrop, heldigvis havde hun et stramt klæde viklet omkring sine bryster så helt nøgen var hun ikke. Derefter rejste hun sig op og sagde ”Kom med, vi kan nok ikke gå hjem iført i blod” hun afsluttede med et lille smil. Det ville vække for meget opsigt og det sidste hun havde brug for var en dusør på hendes hoved. Der måtte da være en sø eller lignede de hurtigt kunne bade i.  

Han hørte hun kom tættere på og kunne også dufte hende, hendes vidunderlige duft. Hans krop sitrede i den milde brise der nærmest løb gennem skoven. Med et kækt smil på læberne så han på hende som hun satte sig foran "En ære.." sagde han og bukkede kort hovedet ned som gestus. Det var ikke engang fordi han havde det akavet med at sidde her nøgen foran hende, tvært imod var det fantastisk befriende og hun så heller ikke ud til at være specielt pinlig berørt over situationen. Som hun smed sin top lavede han store øjne og smilede "Wow... Jeg eeeh.. " sagde han og så kort væk for ikke at stirre på hende, trods det var utrolig svært når hun stod der med sin blottede og fejlfrie krop. Han tog imod toppen og så på hende med et kækt smil. Skulle kan bruge den som.... Tanken fik ham til at sukke inden han rejste sig op og trak den op nede fra, så det kunne dække bagdel og lem. Personligt var han ligeglad, eftersom han havde gået rundt i skoven nøgen mange gange, specielt hvis han var kommet væk fra sin hule, hvor han som regel havde lidt tøj til at ligge. 

"Tak.." sagde han og så omkring sig. Hun talte sandt, det var nok ikke jordens bedste ide af forlade skoven smurt ind i blod, men han var efterhånden så kendt i denne skov at han kunne vise dem frem til en sø. Han bed sig kort i underlæben og betragtede vampyren "Der ligger en sø.. Måske en kilometer her fra... Der kan vi bade hvis det er" sagde han og sendte hende et kækt smil. Tanken fik ham til at smile, for hvis hun smed mere.. Hans hjerte begyndte at banke hårdt i brystet på ham og han sank klumpen i halsen før han så ned på jægeren og derefter på hende "Kom" sagde han og begyndte at gå mod søen i håb om hun fulgte med.

Makayla smilede som han nævnte at det var en ære, hun var ret sikker på at hun havde vundet hans tillid. Hun havde til gengæld og vist ham en del tillid. ”Æren, er på min side” svarede hun med et charmende smil og forsatte ”Må jeg få æren at høre dit?” afsluttede hun. Makayla havde efterhånden brugt sin egen og andres krop, for at få det hun lige præcis det hun ønskede, og derfor var hun nok hellere ikke sønderlig pinlig over at han sad nøgen foran hende, faktisk nød hun blot synet for han bestemt en god krop. Lækker veltrænet og muskuløs hvad mere kunne hun forlange?

Som han kommenteret at hun tog noget af sit tøj af, blev hun helt tilfreds over hans ord ’wow’ selvom hun vidste at hun så godt, var det altid rart med bekræftelse. Makayla regnede med at han gerne ville skjule noget af sin krop, hvis ikke så havde han da ikke behøvet at tage den på. Men på kom den, hun smilede roligt, som han takkede og konkluderede at han nok alligevel var glad for at have lidt på sin krop.

Hun stoppede op, som han nævnte en sø. Hun havde trods alt ikke det største kendskab til skoven, og hun stolede på ham. Han havde trods alt dræbt alle andre end hende, så at føre hende hen til et sted for så at dræbe hende ville være tåbeligt. ”Det lyder som en god ide” svarede hun varmt. For derefter at begynde at gå roligt efter ham.

Det tog dem ikke lang tid før de var henne ved den sø, som han havde talt om. Den så ren og klar ud perfekt til at bade i. ”Det er perfekt sted du har fundet” sagde hun tilfreds og lettere glad. Hun gik foran ham og hen til bredden, hvor hun åbnede sine bukser og fik dem let af sig, hvorefter den der holdt hendes bryster oppe blev viklet ud samt det der skjulte hendes underliv. Hun var nu helt nøgen. Der var noget fantastisk ved at stå nøgen i naturen omringet af blot stor set ingen ting. Hun lukkede roligt sine øjne og vandrede ud i vandet. Da vandet gik hende til lidt over brysterne vendte hun sig om og så på ham med et kærligt smil, for blot at vente på at han skulle deltage med hende. 

Hun virkede til at være troværdig, som om hun var til at stole på og smilet på hendes læber bekræftede det blot ”Esteban” sagde han kort og sendte hende et skævt smil. Det var tydeligt at hun var ligeglad med at han sad nøgen, hun nød sikkert synet af den veltrænede krop foran hende, som han havde rejst sig op og dækket den nederste del af sin krop til. Inderst inde var denne dækning af hans krop unødvendig, men han gjorde det alligevel.  Han bed sig kort i underlæben som han gik. Følelsen af stoffet mod hans krop var underligt, sådan var det altid når han havde haft noget tid i ulveformen og så kom tilbage til menneske. Et suk undslap ham som han mærkede den kølige brise kærtegne hans nøgne hud.

Kort kastede han blikket over sin skulder som han gik mod søen og smilede kækt til hende ” Jeg ved ikke hvor varmt vandet er dog.. Men altså” sagde han og trak kort på skulderen. For ham var kulden lidt lige meget, da han var så vandt til det i vinterhalvåret når han var her i skoven. Han rakte hånden ud od søen, som tegn på hun skulle gå først og så på hende med et betragtende blik. Hun var smuk, men sikkert ikke sund for hans helbred. Et eller andet sted var han også ligeglad, for om hun ville have blod, så fik hun det! Som hun begyndte at smide tøjet bed han sig i underlæben og så ned i jorden, i ivrigt forsøg på ikke at stirre for meget på hende. Det var en smule svært for ham at skjule sin begejstring og hun så blot på hende som hun gik ud i vandet og som hun vendte sig mod ham fik han nærmest præsentations angst. Hvorfor havde han ikke smidt tøjet mens hun stadig havde haft ryggen mod ham? Hvis han gjorde det nu, ville det blot afsløre hans begejstring over hun havde smidt tøjet. Langsomt trak han dog alligevel toppen ned og lod den falde mod jorden. Han havde i og for sig intet at skjule, så han gik blot ud i vandet til hende, ganske vidst med et halv stift lem af at se hende smide tøjet.

Makayla gentog navnet inde i sit hoved Esteban det var et rigtig pænt navn. Tænkte hun og hun var samtidig sikker på at de ville få et godt forhold til hinanden, de havde allerede udrettet så meget sammen.

Makayla smilede blot af hans kommentar inden hun var nået ned i vandet helt, hun var dog ligeglad. Hendes hud og krop trængte til en kølig dukkert, efter al de drab var næsten svært at stoppe, hun havde hellere ikke før fået så meget blod på engang og hun kunne tydeligt mærke at hendes krop var i form for rus som skulle køles ned. Makayla kunne ikke undgå at se det halv stive lem, hvordan kunne hun ikke undgå det. Hun smilede selvtilfreds over at hun havde sådan en effekt på ham. Faktisk havde hun troet at han endnu ville være tilbage holdende overfor hende.

Hun rakte en hånd imod ham, som i at han skulle komme helt tæt på hende. De ville jo ikke blive rene af bare at stå her i vandet. Hun havde dog ikke svamp eller lignede, men så måtte hun blot bruge lidt knofedt og sine hænder til at få blodresterne væk fra hans hud. ”Kom her, så jeg kan gøre dig ren” sagde hun kærligt, imens hun ventede på at han skulle komme helt tæt på hende. Ligeså forventede hun eller også ville hun bede ham og at gøre det samme mod hende. Hun havde dog en del mere blod på sig. Både i ansigt og på det meste af brystet eftersom hun havde været en lille ’gris’ med blodet og havde blot lade det flyde hen over hende. 

Han kunne mærke hvordan hans kinder svagt blussede op, eftersom han bemærkede hvordan hun så på ham som han gik ud I vandet til hende. Det var en anelse pinligt for ham at hun allerede havde sådan effekt på ham, men han havde trods alt heller ikke set en kvinde uden tøj i noget tid, så dette var en smule anstrengende for ham. Som vandet opslugte hans krop, kunne man næsten se hvordan blodet langsomt begyndte at gå af grundet vandet. Meget af det sad ganske vidst også bedre fast, så det kom sikkert til at kræve en hjælpende hånd.

Han så mod hende og bemærkede hun rakte en hånd mod ham. Hendes ord fik hjertet i brystet på ham til at hoppe et par slag over og han nærmede sig svagt. Han havde det underligt med dette, men igen… Blodet skulle trods alt af inden de drog ind til byen. Han tog imod hendes hånd og bed sig kort i underlæben som han så på vampyrkvinden foran ham. Hjertet kunne næsten flyve ud af hans brystkasse, tanken om at hun ville gøre ham ren, hjalp bestemt ikke ligefrem på det heller, da han vidste hvad det indebar. Eftersom han havde været i ulveform, var nærmest hele hans krop dækket i blod, dog var hans ansigt og brystkasse værst udsat, men det skulle gøres.. Så ham måtte blot tage en dyb indånding, tænke på noget andet og forsøge ikke at se på hende i mellem tiden, da det sikkert ville gøre det hele mere underligt. 

Makayla betragtede ham med rolige øjne som han nærmede sig hende. Da han kom nærmere kunne fornemme hendes effekt på ham, hvordan blodet pulserede i ham. Hun kunne mærke sine dyriske lyster, men nægtede at handle på dem. Det ville være alt for dumt at bide i ham, samtidig var hun mæt. Der var blot noget ved hans russende blod som tiltræk hende. Heldigvis hjalp det kølige vand og lukkede kort sine øjne og fik kontrol over sig selv.

Med rolige langsomme skridt i vandet bevægede hun sig bag ham og lage sin hænder på hans skuldre og brugte dem som svampe. Hun bevægede dem i rolige cirkler og engang imellem sprøjtede hun vand op for at fjerne blodet. Hun forsatte op til hans nakke og skuldre, hans råd trængte også til at blive vasket, men det var nok bedre at han selv bevægede sig under vandet og masserede sin hovedbund. Da hun endelig var færdig forsatte hun til hans ene arm. May tog roligt fat i hans hånd og tog et lille glimt af hans ansigt. Så sød, og så uskyldig på et eller andet punkt. Hun sendte ham et kærligt smil inden hun forsatte. Da denne var ren forsatte hun til hans næste arm, og til sidst hans brystkasse. Makayla stod nu lige foran ham og smilede igen inden hun placerede sine kølige hænder på hans varme hud og masserede blodet væk. Han havde en utrolig maskulin krop, hun bed sig ubevidst i læben. Den var utrolig lækker næsten lige til at spise. Hun tog sig god tid, da hun intet havde imod at røre så meget på ham, faktisk nød hun det utrolig meget. Da hun endelig var færdig tog hun en enkelt skridt bagud og vendte sig med ryggen til for derefter at vende hovedet imod ham skråt, ”Vil du tage min krop?” spurgte hun drillende og flirtende imod ham. Han kunne jo næsten blive nød til det, tænkte hun med et lille smil.