Sted: I den sydlige udkant af Amazonitskoven
Tid: Lidt over middag
Vejr: Solrigt og en smule lummert

Randall havde tømmermænd. Det var ikke slemt, bare en påtrængende hovedpine og en meget svag kvalme, men det var sgu da belastende, når man forsøgte at finde en ork. Eller, en halvork. Han var ligeglad. Lige nu var han på kanten til at fortryde sin færd, men nu var han i gang og så kunne han lige så godt fortsætte.

Det hele var startet med, at han var endt op på en kro med nogle morsomme folk, der havde snakket om, at en eftersøgt halvork var blevet spottet ikke så langt derfra, i udkanten af Amazonitskoven. Der var blevet joket lidt med det og resten af aftenen var lidt utydelig for Randall, men det var åbenbart endt ud med, at han havde proklameret, at han nok skulle lægge den halvork ned, så længe dusøren var hans. Hvad dusøren var havde han glemt, men han håbede ved guderne, at den var god. For ellers var det spild af tid at rende rundt herude i skoven! En solstråle ramte hans øjne og han tog sig med et dæmpet støn til hovedet. Han skulle holde op med at drikke så meget, det fik ham kun i problemer.

Som han skubbede en gren til side, fik han øje på et fodspor på en bar plet jord. Med et mere koncentreret udtryk satte han sig på hug op undersøgte fodsporet med fingrene. Det var kæmpe stort. Og frisk. Han var på sporet. Stille rejste han sig igen , flyttede lidt på langsværdet og trak så sin lange kniv, der sad i skeden på ryggen. Der var ikke plads i mellem træerne til det lange sværd, så det måtte blive den lange kniv, der næsten var et lille sværd. Han kunne slås med stort set alt med skarpe ægge. Noget mere opmærksom på sine omgivelser bevægede han sig ind igennem træerne i den grønne verden. Det var både godt og skidt, at bladene var kommet på træerne. De skjulte ham, men de skjulte også halvorken.

Som han bevægede sig fremad, fik han øje på flere spor i skovbunden. Dybe spor. Den halvork måtte veje godt til. Selvom det burde få Randall til at spekulere over, hvad han havde gang i, fortsatte han bare. Han var altid på jagt efter krystaller og der måtte være en god dusør på sådan en krabat. Ikke?
En fugl lettede skræppende og Randall stoppede op. Var det ham selv, der havde skræmt den eller var det noget andet? Træerne foran ham var de sidste i rækken til en lysning. Et udsat sted. Han stod stille et øjeblik, mens han overvejede om han skulle krydse den eller gå udenom.

Rolf havde haft et par ærgerlige dage. Han havde brugt godt to uger på, at forfølge en gruppe orker, som han havde følt sig overbevist om, kunne udlevere noget særdeles interessant information – bare for, at denne gruppe så, hvad Rolf kunne bedømme af deres spor, havde kastet sig lige i armene på en patruljerende styrke af elverkrigere.  Orkernes kroppe var, af uvisse årsager, blevet ladt liggende, og Rolf havde i ekstrem frustration og vrede vansiret hver og en. Et par af dem på ganske grov manér.
Slukøret havde Rolf trukket sig tilbage den omkringliggende skov, og blev da konfronteret af en gruppe på tre mennesker, der ikke kun hævdede at have set hvad han havde gjort ved orkerne, men også ævlede et eller andet om, at guderne skulle respekteres uanset hvilken race man tilhørte, og hvor primitiv man var. Rolf anede ikke hvad i alverden der foregik, og havde egentlig heller ikke den store interesse i, at blive klogere på det. Det var desperate tider, vidste han, særligt for dem nederst i fødekæden – og når man blev desperat, så gjorde man dumme ting, som at forsøge at røve fra Rolf, eller hvad de nu havde været ude på. Den lille gruppe wannabes havde ikke gjort nogen réel modstand.

Rolf sad nu ganske stille, ikke langt fra udkanten af Amazonitskoven, og gjorde ingenting. Han sad bare. Lukkede øjne, imens et virvar af usammenhængende tanker kørte rundt i hovedet på halvorken. Da snoede slangen, den rødnæsede hugorm, sig op om halsen på ham, og langsomt åbnede Rolf øjnene. Snart kom rakkalaphen næsten lydløst traskende henover skovbunden, og Rolf kunne straks fornemme på den, at nogen var på vej. Han rejste sig op med et sæt og stod helt stille, som en årvågen gnaver, og ville også have spidset ører hvis han kunne. Han så imod den store af sine dyrefrænder og forstod, at der var tale om noget på den anden side af den store lysning, som ikke var langt derfra. Dyret kunne ikke fortælle ham mere. Rolf nikkede og kløede det bag øret. Orker kunne det ikke være, tænkte Rolf, men man vidste aldrig hvad der ellers kunne være tilfældet. Kun enorme skabninger som trolde og minotaure kunne han udelukke, fordi han ganske enkelt ville have kunne høre dem komme – eller rakkalaphen havde, i hvert fald. Rolf afklædte sig sin kappe og sin kofte, så han var nøgen, spændte sin ansigtsmaske af ork-skind over ørene og for undersiden af hovedet, og strak endelig sine store lapper i de udhulede bjørnepoter, med dertilhørende skarpe og spidse klør. Var der bueskytter eller magibrugere, så måtte Rolf ty til sin egen magi – men det var bestemt ikke hensigten, og ødelagde noget af integriteten ved en kamp; for der ville helt sikkert blive kamp. Rolfs ædlere dele dinglede frit, og han måtte indse at han blev nød til lige, at lade vandet, inden der skete mere. Det gjorde han jo let uden hænder, sådan lidt udover det hele, og øgede tempoet imod lysningen efterfølgende.
Normalt ville Rolf gemme sig, sidde på lur, måske vente i et træ, og så ville en kamp ofte – i hvert fald imod mindre grupper, være overstået inden den overhovedet var gået i gang. Nogle gange, så blev man dog nødt til, at pisse sit territorium af. Bogstaveligt og figurativt. De sidste to store trær inden lysningen fik et par ordenlige, højlydte krads med bjørnepoterne, hvorefter Rolf stille og roligt begav sig ud imod midten af lysningen. Så var arenaen mærket.

Som solen ramte den unge halvorks krop stod det også klart, at han ikke gik synderligt op i renlighed. Han var næsten iført et helt bodysuit af blod, jord, mudder og andet skidt. Hans race kunne nok ikke umiddelbart bestemmes, men bjørnekloerne glimtede, som lyset faldt på dem.
Rakkalaphen var fulgtes med ham, og stod ved hans side. Den hævede hovedet, som den, garanteret på duft, hurtigt vidste hvem – eller hvad – der var på vej, men Rolf ignorerede det. Slangen snoede sig omkring i græsset i lysningen og var nogenlunde til at overse, trods farven.

Randall var lige ved at beslutte sig for, at han ville bevæge sig rundt langs kanten af lysningen. Sandsynligheden for at hans bytte befandt sig ude i lysningen var alligevel ret stor, han anså ikke orker for de mest intelligente væsner, så det ville være smart at sondere terrænet lidt, inden han bevægede sig ud i det fri.
Men inden han nåede at flytte på sig, lød der en lyd som var der nogen ved at ødelægge træer. Den fik ham til at fryse til stede og drejede hovedet lidt, så han kunne se den vej, lyden kom fra. Bladene var i vejen, men lidt efter var der bevægelse. Så der var nogen - eller noget - ude i lysningen. Randall kunne mærke sit hjerte synke en smule, for det var en enorm skikkelse, han kunne skimte. Åh lort. Han drejede rundt for at gå den modsatte vej, men ente med at tage en tur rundt om sig selv, så han igen havde front mod lysningen. Nu var han her og det kunne jo være, at han var heldig. Der måtte bare være en god dusør på den halvork. Hvorfor var han her ellers? Så fuld havde han vel heller ikke været.

Så efter at have taget en dybt indånding skubbede han sig ud i mellem det sidste bevoksning og ud i lysningen. Hvor han spærrede øjnene op og trådte et skridt tilbage, mens han højt udbrød:
"Ved Zaladins bare røv, så tag dog noget tøj på mand! Har du aldrig hørt om et bad?" Synet af den nøgne og meget beskidte halvork gav ham lyst til at brække sig, nok godt hjulpet på vej af den i forvejen eksisterende kvalme. Fy for Zaladin, det var et klamt syn. Og Randall var det modsatte af sart, men hans mave var ikke alt for tilfreds i dag. For et øjeblik holdt han sin underarm for næse og mund, inden han flyttede den igen og gyste overdrevet tydeligt. Okay, måske overdrev han også lidt, det slog ham ikke så hårdt som han foregav. Men alligevel. Skulle han vitterligt slås med dét?
"Jeg gætter på, at du er den der efterlyste halvork jeg er taget herud for at finde." Hans blik gled ned til det ulvelignende dyr. Pis. To i mod én. Hurtigt flyttede han den store kniv over i venstre hånd og trak sit sværd i højre i stedet. To våben var nok meget fornuftigt i en situation som denne. Især når han kunne kæmpe med begge dele uden problemer.

Efter at have stirret lidt på dyret, så han igen på det, der nok skulle forestille en halvork. Med bjørneklør og en maske. Hvorfor kunne det ikke bare være en almindelige grim ork med et simpelt våben? Neeej, han skulle selvfølgelig kaste sig over et eller andet specielt tøndehoved. Som tydeligvis ikke vidste, at renlighed var en dyd. Ikke at Randall skulle snakke høt om det, han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været i bad. Men nu rullede han sig jo ikke ligefrem i alverdens skarn. Hans ansigt var stadig lidt fortrukket ved tanken om at skulle slås med det der beskidte monstrum.

Snart kom modstanden ud mellem træerne, imod lysningen. Rolf mærkede den velkendte følelse af adrenalin brede sig i kroppen, hvordan det kriblede og kravlede over det hele og han kunne mærke han fik gåsehud – og så var det bare en enkelt person. Et menneske, af hvad Rolf kunne vurdere. Sikke en skuffelse. Øjeblikkeligt begyndte manden, at råbe og skrige om Rolfs manglende påklædning, hvilket fremtvang et skævt, lumsk smil fra halvorken, som roligt satte i bevægelse imod indtrængeren.
Modstanderen så noget lurvet ud. Endnu en desperado, tænkte Rolf, men standsede så i sin bevægelse ved mandens næste erklæring hvorefter denne trak endnu et våben, så han da både bar sværd og kniv, og Rolf besluttede sig for at stille ham et spørgsmål: 

"Hvorfor?"

Mere behøvede han ikke spørge om, og ordet sagt med den dybe, knurrende stemme hang bare i luften indtil manden fulgte op. Det burde være et spørgsmål som personen spurgte sig selv om, uanset, og Rolf satte igen i bevægelse imod ham. Hvorfor var han taget ud i skoven efter Rolf? Hvorfor havde han taget lige dén beslutning?
Imens Rolfs fjende med hast var tættere og tættere på, så forsøgte han at afkode mandens træningsgrad og hvor svær denne ville være, at overvinde. Da den anden havde trukket våben nummer to havde Rolf afgjort, at han måske alligevel blev nødt til, at skrue lidt op for blusset, hvilket passede ham fortrinligt. Manden var lidt lavere end Rolf selv, smallere og tøjet var laset. Det ændrede bare ikke på, at noget sagde Rolf, at han alligevel nok havde båret både kniv og sværd i kamp et utal af gange – den slags kunne man ofte hurtigt vurdere. At manden overhovedet villigt var gået ud i lysningen fortalte desuden Rolf, at han var ekstremt dumdristig, uintelligent eller ganske enkelt desperat - eller selvfølgelig en kombination.
Rakkalaphen satte sig, imens den kiggede imod mennesket. Et par sekunder senere lagde den sig afslappet helt ned i græsset. Ulve-dyret frygtede tydeligvis ikke manden, og følte sig åbenbart ikke nødsaget til, at deltage i den forestående kamp.

Mandens svar på Rolfs spørgsmål var egentlig uinteressant i forhold til hvad der kom til at ske, for det ændrede ikke på, at de to mænd med ét var inden for hinandens rækkevidde og Rolf øjeblikkeligt gik til angreb. Med et dyrisk brøl, der gennemtrængte hans maske uden problemer, og et par vilde, opspilede øjne, slyngede Rolf sin højre hånd imod manden. Det var et prøvende angreb, for kun en urutineret kæmper ville blive ramt af det. Derefter, i en flydende bevægelse, såfremt manden naturligvis undveg angrebet og ikke fangede armen/hånden, lod Rolf udfaldets momentum snurre ham om sig selv imens han sparkede ud efter mandens mellemgulv, da han havde ryggen til ham, inden han igen stillede front mod front.

Randall blev stående, som halvorken begyndte at gå hen i mod ham. Ja, kamp blev det til, men hvem havde ellers også regnet med andet? Den store halvork var jo et billede på vold i sig selv og Randall var blot en flue der skulle klaskes. Enhver anden var nok vendt om og begyndt at løbe, men Randal satte sine fødder en smule bedre fast i underlaget, klar på kamp. Idiotisk? Måske. Dumdristigt? Sikkert. Desperat? Halvvejs. For doven til at vende om? Uden tvivl. Altid på udkig efter en kamp? Helt sikkert! Han kunne jo ikke dø, så hvorfor ikke bare prøve at få lagt det store skrummel ned? Det kunne jo være, at det kunne lykkes, så han kunne få nogle krystaller. Forhåbentligt mange krystaller.

Bæstets spørgsmål fik ham dog til at miste lidt af det alvorlige udtryk og lægge hovedet på skrå med undren i de grå øjne.
"Hvorfor ikke?" Det var da et underligt spørgsmål - som han ikke helt selv kunne svare på. Hvorfor var han er? Tjah, idioti og fuldskab, uden tvivl. Randall var ikke bleg for at være den første til at indrømme, at han ikke altid brugte det smukke hoved, der sad på hans skuldre. Men det ville da også bare være kedeligt hele tiden at tænke sig om og vælge den sikre vej. Nu han alligevel ikke kunne dø. Så der var ingen frygt, ingen tvivl i hans blik, udtryk eller kropsholdning, som han sikkert så sin død i øjnene. Det her kom nok til at gøre ondt, men det var der så meget, der gjorde.

Orken kom hurtigt nærmere og en stor bjørnelap fløj i mod Randall, der hurtigt bukkede sig og uden problemer undgik slaget. Alt for nemt. Lidt for nemt. Ikke mange sekunder senere kom en kolonorm fod flyvende mod ham og han undgik den kun med nød og næppe, som han adræt hoppede tilbage. Nok så han ikke ud af meget, men trods de svage tømmermænd, var han stadig rimeligt hurtig, fleksibel og let på fødderne. Som han netop undgik at få sparket sine indvolde i smadder, lod han den lange kniv bevæge sig ned mod halvorkens tykke ben. I bedste fald ville han stikke den hele vejen igennem skrumlets ben, i værste fald slet ikke ramme. Lige meget hvad resultatet var, ville han trække kniven til sig, som han bakkede et par skridt, for derefter at lade sværdet fare mod den beskidte halvorks overkrop. Han var ganske trænet i at bruge begge våben på samme tid, en ting han var startet med allerede som ung, da han blev soldat ved herremanden og begge angreb skete flydende.

”Hvorfor ikke?” havde manden spurgt. Det var et meningsløst svar, som Rolf ikke kunne bruge til noget overhovedet, hvad der kun gjorde ham mere gal i skralden. Hvorfor var mennesket der i det hele taget? Hvorfor var disse åndsboller begyndt, at konfrontere Rolf? Det var komplet latterligt og havde indtil videre ikke været farligt overhovedet, men det var ved at blive et ganske betragteligt problem, da det kun sløvede Rolf og tvang ham til at spilde tiden. Rolf skrev sig bag øret, at han måtte finde ud af, om der lå noget særligt til grund for det. Manden så lige resolut ud, da Rolf var ham nær, som da han var fjern – hvad der i sig selv, for halvorken, var både uventet og imponerende.

Hans udfald lå dog fast: Svinget ramte ikke, og sparket blev også undveget, hvad Rolf ikke havde kalkuleret med, og snart havde en lang kniv kurs imod Rolfs ben. Han var allerede dedikeret til sit spark, så han formåede blot at lirke benet lidt til siden, så det kun var det yderste af låret, som kniven ramte – og den var næsten halvvejs gennem musklen, da manden trak den til sig igen og så gjorde endnu et udfald, hvor Rolf denne gang havde front imod ham. Låret ville ikke gøre ondt før Rolf alligevel var udmattet, og så var han enten sejrsrig, eller død. Blodet begyndte at rende fra såret, og Rolf lænede sig bagover imens han snurrede om sig selv igen, i sværdets retning, i en meget risikabelt manøvre. Sværdets eg strejfede hans fjerneste skulder i et overfladisk sår, der trodsalt øjeblikkeligt begyndte at bløde uanset, og han, nu ved mandens side, greb derefter ud efter håndleddet på dennes sværdarm og sparkede efter den nærmeste knæskalle i samme øjeblik, uanset om han fik fat om håndleddet eller ej.

Rolf havde ikke bare gjort den fejl, at undervurdere sin modstander, men at gøre det i så voldsom en grad, at han nu som minimum ville skulle gå med bandage om sit ene lår i en rum tid. Rakkalaphen var kommet på benene efter Rolf blev ramt, men halvorken havde fornemmet det og sendt den tanker om venligst at holde sig i ro, hvilket den gjorde, i hvert fald indtil videre; dyret forblev stående, tydeligt på vagt og klar til at springe ind. Slangen rejste sig i græsset bag mennesket og iagttog kampen, uden at foretage sig yderligere.

Rolfs øjne lynede, og hvis blik i sig selv kunne dræbe, så var manden for længst udryddet.

Kniven ramte kød og skar sig dybt ind i halvorkens lår, men det affødte på ingen måde den respons, som man ellers kunne forvente. Faktisk kom der ingen respons overhovedet. Lort. Randalls forsøg med at ramme skrumlet med sit sværd lykkedes knapt, som sværdet gled af på orkens skulder. Blodet flød, men igen var der slet ikke den reaktion, som der burde være. Det ville absolut ikke blive nemt at nedlægge det store bæst, faktisk så det ud til at blive ret umuligt, hvis det slet ikke tog sig af sine sår. Om halvorken slet ikke følte smerte eller blot ignorerede det for nu, var ikke til at vide, men det ville gøre det noget mere besværligt at få slamberten ned at ligge.

Som hans bevægelse sendte sværdet videre, var halvorken hurtig og hårdt fat om Randalls håndled, hvilket stoppede hans bevægelse. Inden han kunne gøre noget, sparkede halvorken til hans knæ, er vred ud i en skæv vinkel og Randall mistede fodfæstet, så han måtte gå ned på det andet knæ med en lyd af smerte. Smerte fra hans knæ, der føltes som om, at nogen havde hamret et gloende søm ind i hans led. Der var intet der sagde knæk og det var højest sandsynligt et ledbånd, der blev rykket i. Om han ville kunne gå på det, det ville tiden vise. Lige nu tøvede han ikke et sekund trods smerten, men lod den lange knive fare op mod halvorkens mave i et forsøg på at skære ham åben som en gris til slagtning. Noget der helt sikkert ville være yderst klamt, hvis det lykkedes, men hellere det end at få rykket en arm af. Det gjorde pænt nas, det havde han prøvet en enkelt gang før, hvorefter han fik lov til at bløde ihjel.

Hans manøvre virkede, selvom han ikke ramte, og halvorken slap hans arm. Stadig på jorden valgte han at kaste sig til siden og rulle rundt, selvfølgelig påpasselig med at holde begge våben ud fra sig. Som han fik hovedet op af igen, brugte han det momentum han havde til at komme på benene. Nu stod benet sin test, om det ville bære ham. Smerten skød ud fra knæet, men det rettede sig ud og tog hans vægt. Hurtigt og haltende bakkede han væk fra halvorken, så der kom luft i mellem dem. Den morskab han havde haft i sit udtryk tidligere, var væk, skiftet ud med koncentration, smerte og alvor. Lige som han var ved at overveje, hvad han skulle gøre nu, fangede en bevægelse hans opmærksomhed ud af øjenkrogen. Hurtigt rettede han sværdet direkte mod halvorken, inden han slap ham med øjnene og drejede hovedet for at se hen mod den modsatte side af lysningen. Fem mænd kom ud i mellem træerne med våben i hænderne.

Et stik af ærgrelse gik igennem Randall. De var her garanteret for at stjæle hans dusør for halvorken.
"Jeg var her først drenge, I kan godt smutte igen."
De fem mænd stoppede op og så lidt forvirret rundt på hinanden. Den største af dem, som så ud til at være deres anfører, råbte tilbage til ham.
"Halvorken? Han er ikke noget værd. Vi er her for dig, Randall Kraglin." En af de andre stemte i. "Men vi tager da gerne halvorken med i købet. Småkrystaller er også krystaller."
Randall mærkede både forbitrelse og overraskelse, som han gik i stå et øjeblik. Så halvorken var ikke noget værd?! Hvad ved Zaladin lavede han så her med et smadret knæ?! Og igen havde han glemt, at folk var efter ham, selvom det snart var hverdag med den store dusør han havde på sit hoved.
Men hvad så nu? Han kunne ikke både slås mod halvorken og de fem mænd på samme tid. Hans blik gled tilbage mod det beskidte, nøgne skrummel, som forventede han, at den havde en løsning på problemet.

Rolf fik både fat i håndleddet og ramt knæet med sit spark, men selvom manden bukkede under grundet benet, så havde Rolf ikke fornemmet den forventede lyd af et ødelagt knæ, der ville immobilisere manden hvis ikke permanent, så i hvert fald for deres duel. Halvorken nåede at trække på smilebånden og klargøre et udfald imod mandens strube, da denne gjorde modstand igen og slog ud efter ham med sværdet. Enten måtte Rolf give slip på mandens arm og kaste sig tilbage, eller også ville hans front blive skåret op fra navle til bryst. Det var et let, om end frustrerende, valg. Rolf sugede maven ind og undveg baglæns, imens han slap mandens arm. Rolf mærkede hvordan hans arrighed var ved at koge helt over, og han brølede som et vildt dyr, inden han bukkede sig ned og mærkede på sit sårede lår. Han følte ingen smerte, ikke endnu, men synet af hans eget blod fik det til at dirre i hele hans krop. Som manden rettede sit sværd imod Rolf igen, så åbnede han sine arme i et vidt greb og fik trækninger i ved sit højre øje, som han forsøgte at få væk ved, at rykke hovedet fra side til side i voldsomme bevægelser. "Kom så", signalerede han, "...jeg frygter intet".

Mandens opmærksomhed rettedes andetsteds, og Rolf skar tænder under masken, imens hans gjorde ligeledes. Der stod han så, som plantet i jorden, og bare prustede og stønnede, imens menneskerne talte sammen. Pludselig gik det op for halvorken, at der var en dusør på ham – men den var åbenbart ganske marginal, hvad der øjensynligt ikke var tilfældet med hans modstander. Hvorom alting var, så var de nytilkomne mennesker flere fjender, der skulle bøde for, at have opsøgt ham, uanset om det var ved et tilfælde eller ej.
Pludselig forsvandt Rolf – for han havde slet ikke stået stille, det var bare en illusion, og i samme øjeblik brølede den nøgne halvork, som han kom løbende imod menneskerne fra siden og sprættede den første og bedste op, fra mellemgulv til strubehoved, så blodet sprøjtede ud over ham, løftede ham op i den strakte arm, og slyngede manden imod jorden.

”NU ER DET SLUT”

Råbte halvorken for sine lungers fulde kræft, og øjeblikkeligt hylede rakkalaphen, som den kastede sig over en anden af gruppen, bagfra, tvang ham i jorden, og bed ham i halsen. På få sekunder var gruppen reduceret fra fem til tre, hvor én var død og en anden døende. Rolf havde naturligvis fortsat den enlige mand i tankerne – han skulle ikke slippe fra at såre ham, men gruppen havde været et oplagt mål for hans magi, og de skulle alle sammen finde deres endeligt alligevel, så rækkefølgen var komplet arbitrær.

”I SKULLE ALDRIG VÆRE KOMMET HER”

Råbte halvorken igen, og satte så i løb imod gruppens leder, inden han igen forsvandt ud i det rene ingenting, hvor den rigtige Rolf var løbet ind imellem træerne bag gruppen. Rakkalaphen sprang fra manden under sig, og løb ud imod et åbent område i lysningen, umiddelbart væk fra samtlige modstandere. Rolf kravlede som en kat lynhurtigt op i kronen på det mest yderstående træ, så ud i en gren der hang lidt ud over lysningen, og ventede bare på det rette øjeblik til, at kaste sig ned fra det og tvinge det næste offer til efterlivet. Låret dunkede.

Som Randall stod og så på halvorken forsvandt den for hans blik. Puf. Han tabte kæben for et øjeblik, indtil en råben fik ham til at flytte blikket tilbage mod de fem mænd. Den store halvork var på en eller anden måde kommet fra den ene sted til det andet. Og var nu ved at flå en mand op, så blodet stod ud over det hele. Det måtte være Randells stikord til at komme videre. Han skulle ikke nyde noget af det her. Det lykkedes ham at vende ryggen til skrigeriet og tag et par skridt, inden han måtte indse, at hans ben på ingen måde ville bære ham længere end det. Smerten skar op igennem hans nervesystem og ved andet skridt vred hans knæ ud igen, hvilket nær havde fået ham til at vælte med en lyd af smerte. Ødelagt var det. Utroligt nok, at han i det hele taget kunne støtte på skidtet.

Med et dybt suk vendte han sig om og så mod mændene igen. Han nåede lige at se halvorken forsvinde fra gruppen, for derefter at nå at fange et glimt af ham i skoven bag ved dem. Nå så han legede gemmeleg? Randalls blik gled kort over mod ulvedyret, der havde fjernet sig fra dem alle. Hvad mod deres plan ar nu?
Det samme så mændene ud til at tænke, som de drejede rundt om sig selv med skræmte udtryk. Skræmte efter at have set to af deres egne dø på grusomme måder. Randall gned sig i tindingen, allerede træt af den her leg, men uden mulighed for at komme væk. Hvis han på nogen måde slap levende fra dette, ville han skule kravle ud af skoven. Måske han bare skulle lægge sig ned og dø. Meen det var ikke ligefrem sådan Randall gjorde ting, så han trak vejret ned i lungerne for at råbe af de andre.
"Hvad siger I til, at vi slår os sammen og får lagt den basse ned? Så kan vi slås om dusøren bagefter?" Ja, han havde fattet at dusøren var lille, men et eller andet skulle han jo sige.

Det virkede også. De resterende tre mænd kastede blikke på hinanden og begyndte så at bevæge sig over lysningen, væk fra halvorken - desværre. Randall ventede tålmodigt på dem, efter han havde stukket kniven tilbage på plads i dens skede, som forventede han, at de var venligsindede. Samtidigt gjorde han lidt ekstra ud af at se handicappet ud med et smadret knæ.
"Svinet ødelagde sgu mit knæ." Som de tre mænd kom hen i mod ham, var Randall dog ikke i tvivl om, at de ikke kom for at være hjælpsomme. Nej, der var krystaller i øjnene af dem, trods den fare, de var i og Randall strammede sit greb om sværdet, selvom hans ansigt ikke afslørede, at han vidste, at der var ballade.
"I ser ud til at være nogle guttermænd, hvad hvis vi nu kunne hjælpes lidt ad med..."
Ham der så ud til at være deres leder rettede sit sværd i mod ham.
"Hold kæft Randall. Der er ingen, der har sagt, at de vil have dig levende. Det er nemmere at slæbe på et hoved end en haltende krop." De andre to nikkede bekræftende og Randal himlede med øjnene.
"I skulle bare ikke gøre det let."

Inden nogen sagde mere, svingede Randal sit sværd ud mod lederens sværd. Lyden af metal mod metal klingede gennem lysningen. Hurtigt snurrede Randal rundt på sit gode ben, samtidigt med at han trak kniven igen. Som han overraskede de tre mænd ved at være mobil end beregnet, gled kniven nemt ind i den første mands bløde mave i en skrap vinkel opad. Med en vridende bevægelse skar Randall igennem begge lunger og hjertet, så manden var død stort set på stedet. Hurtigt trak han kniven til sig og dukkede sig for et sværd, der havde retning mod hans hals. I et forsøg på at undvige, kom han til at støtte på det dårlige knæ og han væltede om på jorden, som det nægtede at bære ham.
Det lykkedes ham at undgå at lande på sine egne våben, endda uden at tabe dem, men en skarp smerte fik ham til at skære ansigt, som et sværd i stedte gik igennem hans jakke og ramte hans skulder, og kniven faldt til jorden. Blodet begyndte straks at løbe ned af hans arm og ryg og for et øjeblik kunne han intet. Men til sidst lykkedes det ham at rulle rundt - i sidste øjeblik for at afværge endnu et sværdslag med sit eget sværd, han dog havde i hånden endnu. Med en grimasse af vrede og smerte sparkede han ud og ramte den ene af de to mænd på benet, hårdt nok til at han bakkede væk. Igen faldt et sværd i mod ham og han parerede igen, mens han forsøgte at finde en måde at komme på benene på, så han kunne forsvare sig. Men med en arm, der var følelsesløs, ud over den stærke smerte fra skulderen, og et ben der ikke ville bære ham, var han på røven.

Pludsleigt spærrede han øjnene op og fik et skrækslagent udtryk i ansigtet.
"Ved Kile, pas på!"
Den store mand rettede sig hurtigt op og så sig over skulderen, hvor hans kammerat stadig ømmede sig over det hårde spark. Der var intet. I mens skubbede Randall sig op fra jorden med en grimasse af smerte i ansigtet. Åh, så nem at narre. Ude af stand til at gøre ret meget andet, kastede han sig i mod manden og væltede ham om på jorden, hvorefter han slap sit sværd, greb sin kniv fra bæltet og hamrede den i brystkassen på manden, der straks vendte det hvide ud af øjnene, gurglede en enkelt gang og derefter døde. Randall rullede af ham, straks klar til at håndtere den sidste mand, der kastede et blik på sin døde leder og derefter satte i let haltende løb hen over lysningen, direkte hen i mod orken. Randall gad ikke råbe efter ham, men lod bare hovedet falde bagud mod jorden. Orh for Zaladin det gjorde ondt i skulder og knæ og blodet gjorde ham klistret under jakken. Svimmel blev han liggende, klar over at han ikke ville komme levende derfra, medmindre halvorken forbarmede sig. Og det tvivlede han på.

Pludselig var det som om, at Rolf aldrig havde eksisteret. Mændene opførte sig i hvert fald ikke efter, at halvorken var forsvundet blandt dem, efter at direkte have taget livet af én, og indirekte af en anden. Rolf sad i grenen som en anden abekat, og holdt bare øje med de drabelige scener der udspillede sig foran ham, nede i lysningen. Halvorken havde intet problem med, at lade de to grupperinger – eller den ene gruppe, og den anden mand, tage livet af hinanden. Det gjorde kun arbejdet lettere for ham.

Ligesom Rolf troede manden i det lurvede outfit ville tage samtlige andre fra ham, så fik den sidste kolde fødder og tog benene på nakken – heldigvis lige i Rolfs retning. Manden var ikke klædt i andet end tykt stof og bar blot en stridskølle. Ikke ældre end måske 18-19 somre, vurderede Rolf; måske endda yngre endnu. Godt, tæt bygget, med stærke ansigtstræk. Han kunne have haft en fremtid.
Da lod Rolf sig falde lydløst ned fra grenen, som manden passerede under ham, og rev med den ene pote hele hans ryg op, så løse hudflager og blodplamager øjeblikkeligt hang i den tykke trøje. Manden skreg, gik i knæ og støttede sig på sine knoer i skovbunden. Rolf kiggede på den sårede mand med det dårlige knæ, imens han gik om til siden af den yngre mand ved sin side og så, imens han fastholdt blikket på manden der havde stukket ham i låret, gik i ned i huk.

Halvorken gabte op og bed til, i mandens hals og nakke, så blod sprøjede til alle sider, herunder ned i halsen på Rolf. Så rejste han sig landsomt op igen, og holdt under mandens mellemgulv med sin ene arm, så han kunne bære ham. Han sank. Imens den unge mand lavede gurglende lyde og kvaltes i sit eget blod, så gik Rolf med landsomme skridt imod manden i lysningen igen, og mærkede hvordan smerten langsomt indfandt sig i hans højre lår. Han sank igen. Ti meter var der cirka imellem dem, da Rolf slap manden med sine tænder og derefter ligegyldigt kastede ham i den lurvedes retning.

”Kom op at stå!”

Kommanderede halvorken. Han skyldte bestemt ikke manden noget, og ”ære” var et latterligt begreb – det handlede om, at han ikke kunne være sig selv bekendt, at han var blevet såret af en mand som derefter lagde sig ned og døde i græsset som en anden nulbon. Så var det lettere at sove om natten, at være ved sig selv, hvis han i det mindste kunne rejse sig.

Rolfs arme sitrede igen, så meget som han spændte i dem, og han travede frem og tilbage imens han ventede, at den lurvede ville komme op at stå, så han kunne gøre det af med ham. Nu var vreden for alvor vækket. Rakkalaphen forhold sig fuldstændigt i ro, som den havde gjort under hele kampen menneskerne imellem.

Randall havde egentligt ikke planer om at røre på sig, inden halvorken ville ham noget, men skriget fra den anden side af lysningen fik ham til at løfte hovedet, trods smerten fra skulderen. Med opspærrede øjne så han den unge knejt falde til jorden, åbenbart krattet op ned af ryggen af halvorkens sære våben. Der kom en svag lyd fra ham, da skrumlet bukkede sig ind over den unge mand og bed sammen om hans nakke og hals. Åh gud. Randall var ikke sart, men det der... ad. Stadig med store øjne, så han halvorken løfte den unge mand op og bære ham hen i mod ham, mens det så ud som om, at han drak menneskets blod. Ved Zaladin. Den her død kunne umuligt blive smertefri, når det var den sindssyge halvork, der skulle stå for den.

Som halvorken var ved at være tæt på, slap den knejten med munden og kylede liget hen i mod Randal der drejede lidt på sig, men ellers ikke blev ramt. Sikke en omgang med døde personer. Ikke at Randall tog sig af det - hvad skrumlet gjorde ved ham, når han var død, ja det ragede ham en skid. Det var en død krop. Han havde ikke længere nogen tilknytning til sin krop, hverken når man var i den eller bagefter. Det var en ting, der kunne ødelægges og erstattes.
Han så kort efter det, inden han lagde sig fladt ned igen. Blodtabet var begyndt at kunne mærkes og det gik op for ham, at selvom bæstet ikke slog ham ihjel, ville han nok kunne nå at dø af blodtab. Herligt.

Halvorken kommanderede ham til at rejse sig. Lidt overrasket løftede han hovedet igen og så på skrumlet.
"Hvorfor? Det er da lettere at slå mig ihjel, når jeg ligger her." Man kunne høre lidt smerte i hans stemme, der samtidigt allerede var lidt sløv på grund af det blod, der fossede ud under hans jakke. Men selvom han ikke lød som om, at det med at rejse sig var en god idé, fumlede hans ene hånd rundt efter sværdet. Han fik fat i skæftet og begyndte så at kæmpe for at komme på benene. Så snart han havde hovedet opad, væltede svimmelheden ind over ham og gjorde det endnu sværere. Nå ja, han havde heller ikke travlt.
Endeligt fik han skubbet sig det sidste stykke og slingrende kom han på benene. Blodet begyndte straks at løbe i en tynd stråle ud af hans venstre ærme, hvor det havde samlet sig.

Svimmel og med manglende fokus så han på den nøgne, beskidte og blodige halvork. Hele hans verden vippede og han havde svært ved at holde balancen.
"Jeg regner ikke med, at jeg kan få dig til at melde dig selv ved nærmeste byvagt og lade dusøren ligge i mit navn? Nej? Godt nok. Jamen så... håber ikke vi ses igen, du er seriøst en klamrian." Hurtigt løftede han sværdet med sin gode arm og løb så hurtigt som muligt frem mod halvorken, som han brugte det sidste af sin styrke på at forsøge at trække skrumlet med i sin død. Knæet gav op til sidst og han væltede det sidst stykke i mod halvorken, klar på at dø. Igen.

Manden protesterede, som Rolf havde beordret ham på benene. Han ville hellere bare ligge og dø – måske sove stille ind, måske han håbede orken ville lade ham i fred. Rolf slikkede sig om munden, for han havde bestemt ikke til sinde, at lade nogen i fred. Langsomt kom manden på benene og Rolf vendte sig imod ham, med sine opspilede, røde øjne. Fra hagen dryppede der stadig blod, og han var malet hele vejen ned over brystet, maven og helt ned i skridtet. Al snakken, de dumsmarte bemærkninger; han hørte dem slet ikke. Det var kun en ting, som Rolf havde på sinde, og det var udelukkende hans modstander der bestemte hvornår det skulle ske. Manden løb imod ham, trods sine skader, og Rolf viste tænder og sendte manden et ulvegrin. Det var startskuddet.
 
Men så væltede han. Smerter, klodsethed og overvurdering af egne evner, tænkte Rolf. Han faldt direkte imod ham, imens hans våben svang i en drabelig, men særdeles let undgåelig bue. Rolf trådte til siden og lod manden ryge direkte mod jorden, imens han tog sine bjørnepoter af og smed dem på jorden et stykke fra dem. Han gjorde et tegn med hånden til rakkalaphen, der langsomt luskede tættere på.
 
Med et hult bump ramte manden jorden, og med et par stærke hænder greb Rolf mandens håndled og tvang ham først til at smide våben, hvis han da ikke allerede havde tabt dem, for derefter at tvinge armene om på ryggen.
 
”Du er døende”
 

Konstaterede halvorken bare indlysende til manden, imens han placerede et knæ på mandens læn og pressede ham imod lysningens græsbund. Han forsøgte, at læse mandens tanker – og ikke bare læse tankerne, men at granske hans minder. Mandens tid var ved at rinde ud, men det bedste Rolf kunne gøre for ham var, at vise ham han værste minde overhovedet, så han kunne gå ulykkelig i graven, og Rolf kunne mærke livsviljen dø før livsstyrken. Det var målet. Altså var det dét minde han ledte efter. Var manden meget mentalt stærk, eller bare umulig at rode rundt i hovedet på af en eller anden grund, så havde Rolf kaldet ulve-dyret til sig for en særdeles pinefuld død – for hvordan den forløb, det bestemte Rolf. Han var ikke heler, så han vidste ikke hvor længe manden havde igen, hvorfor han kun kunne håbe på, at han havde tid nok. Rakkalaphen knurrede og sænkede forbenene i en aggressiv stilling, imens den var klar til, at springe med tænderne først i mandens underliv.

Det gik ikke lige, som Randall havde forventet. Langt fra. Som knæet gav under efter ham med skarp smerte, mistede han balancen og faldt ind i mod den klamme halvork - der flyttede sig, så det i stedet var jorden, der tog i mod ham. Han kunne ikke tage fra med sin venstre arm, der var halvdød på grund af det dybe sår i skulderen og han nægtede at slippe sværdet, så meget elegant og rimeligt smertefuldt ramte han jorden med et brag og et støn, som luften blev slået en smule ud af ham. Måske burde han skynde sig at rulle væk, gøre noget for at forsvare sig, men i stedet blev han liggende med ansigtet i græsset. Han var ved at blive træt og svimmel og hvorfor ved Zaladin havde halvorken ikke slået ham ihjel? Havde havde forventet at blive mødt af en bjørneklo i maven, men nej. Nu lå han her.

Et par kæmpe hænder greb fat om hans håndled og smerten fra grebet fik ham til at slippe sværdet. Det var nu heller ikke så meget bevendt, som han lå her. Der kom et svagt støn af smerte fra ham, da slubberten rykkede hans arme om op ryggen og satte et knæ på hans lænd. Konstateringen han kom med, fik Randall til at himle med øjnene.
"Dét siger du ikke." Virkelig dybsindig konstatering.
Et eller andet begyndte at irritere Randall og han rystede forstyrret på hovedet. Han havde det lidt som om, at der fløj en flue rundt om ham. Eller som om, at der var noget der kløede. Hvad i alverden lavede halvorken? Hvorfor fik han det ikke bare overstået?

At rode i Randalls sind ville sikkert få en masse spændende billeder og tanker frem. Eller ikke. Det der mest gik igennem hans sind nu var irritation over, at det trak ud. Hvis halvorken nu bare ville få det overstået, om det så var at bide ham i halsen og lade ham dø endnu hurtigere af blodtab. Det var den bedste måde, man kunne dø langsomt på, for det gjorde ikke ondt. Ikke på samme måde som at blive maltrakteret eller have et sår i maven.
Hvis halvorken begyndte at rode rundt i hans minder, ville han nok se mere end en af Randalls utallige døde, især dengang han fik rykket armen af eller druknede ude i havet, hvor den her forbandelse havde valgt at genskabe ham. Rodede han dybere ville han til sidst støde på et meget gammelt minde fra krigen. Det værste minde Randall havde, trods de mange forfærdelige former for død, han havde været igennem. Et minde om folk, der døde om ham og han selv fik et slag i hovedet, der havde skabt de ar, der prydede hans ansigt nu. Og hvordan han vågnede, omgivet af døde venner og fjender. Venner. En ting der dengang havde haft stor betydning for ham. Venner, der var døde på grund af ham.

Som mindet begyndte at dukke op i Randalls tanker, gik det op for ham, hvad halvorken lavede. Den rodede rundt i hans sind. Det gav et ryk i ham og han begyndte at stritte i mod - ikke på nogen måde ved at miste livsviljen over mindet. Det var for mange år siden til, at han blev meget hårdt ramt af det mere. Så mentalt forsøgte han at sparke slamberten ud og fysisk begyndte han at vride sig, trods den fysiske udmattelse.
"Hey, dét kan du godt stoppe med, ingen luren du! Hvad med bare at komme videre og slå mig ihjel, hva?! Du mister snart muligheden, som du selv så klogt konkluderede, jeg er døende. Fede grimme halvork, din mor var en tønde og din far grim som et rådnet hoved fra en trold!" Randall var både hidsig, men forsøgte også at hidse bæstet så meget om, at han slog ham ihjel. En underlig idé for nogle, men ganske logisk for Randall. Han var træt af at have ondt, træt af tømmermænd og træt af situationen. Så snart han døde, slap han af med det hele.

Rolf sugede billederne til sig som en svamp. Han badede i mandens følelser og tanker og det sendte en bølge af lettelse gennem ham, at den lurvede satan nu havde givet ham en åbning til, at gøre det på den måde han bedst kunne lide. Så begyndte manden at kæmpe imod, i sit sind, og så begyndte han at tale igen, at kommandere og komme med flere dumsmarte bemærkninger, og endelig sluttede han af med barnlige, ligegyldige fornærmelser. Rolf frigav manden, som han nu havde forstået hed Randall, sit sind og rejste sig uden videre op. Et hurtigt blik til rakkalaphen fik også den til, at falde til ro. Rolf lod manden ligge, imens han gik over og samlede den venstre bjørnepote op, og hurtigt var tilbage.
 
”Randall,”
 
Begyndte Rolf, og han mærkede hvordan en blanding af blod og savl dryppede fra hans åbne mund og ned i nakken på manden. Rolf var ganske ivrig, og fortsatte derfor hurtigt:
 
”Jeg synes du skal tænke på dine venner imens du ligger her. Vi ved begge to godt, at den slags ikke hænger på træerne for dig.”
 
Med det sagt, så greb Rolf fat i mandens hår med sin højre, frie hånd, og løftede hans hovede fra jorden. Halvorken placerede da sin venstre bjørnepote foran Randalls ansigt, ved hans højre øje, og trak efterfølgende dybe, blodige revner på tværs, som ikke bare efterlod ansigtet i en blodig masse af hud, knogler og blod, men også ødelagde begge øjne. Rolf var overbevist om, at manden ville forbløde fra sit eksisterende sår, før hans ansigt ville have nogen indflydelse, hvorfor denne lille gestus absolut kun var for lidelsens skyld. Han ventede skrig og brøl; det var hvad som drev ham til det.

Rolf rejste sig så op igen og overlod den gode hr. Randall til sin skæbne. Måske en eller anden idiot ville falde over ham, og så kunne kræve dusøren – måske han blev dyreføde. Det var for Rolfs skyld fuldstændig ligegyldigt. Han samlede sin skindmaske og anden bjørnepote op, og vinkede ulve-dyret over til sig. Slangen var allerede undervejs. Rolf standsede og skar tænder, imens han holdt om sit lår. Han måtte finde en heler, og indtil da lave sig en bandage. Det ville ikke efterlade mén, medmindre der gik ganske voldsom betændelse i det, hvorfor han også måtte vaske dig. Han gøs og gik imod de to træer, som det virkede som en evighed siden, at han havde markeret som indgangen til en arena.
 
”God fornøjelse”
 

//out

I stedet for at slå ham ihjel, slap halvorken ham i stedet. Randall var efterhånden for træt til at gide at gøre noget, så han blev bare liggende på jorden, mens hans grå øjne dovent så på bæstet, der samlede sin ene bjørnehandske op. Et spøjst våben, som Randall ikke havde set før. Det varede ikke længe inden halvorken igen stod over ham og savlede ham i nakken. Stadig for træt til at tage sig af det, ventede Randall bare.

Randall. Den havde altså fundet ud af hans navn, enten da de fremmede mænd råbte af ham eller da han rodede rundt i hans sind. Skidt med det. Hans navn var pænt kendt i forvejen med den dusør, der var på ham.
Venner. Randall havde ikke nogle skide venner og det passede ham fint. Mindet, som Rolf havde hevet frem, lå stadig og lurede i hans tanker, men han havde tænkt på det så mange gange, at følelserne der fulgte med var begravet langt inde i hans ligegyldige sind. Så på den ene side var orkens ord provokerende, på den anden side ragede de ham en skid. Om lidt ville han være død og vågne op i en ny krop uden smerter. Det glædede han sig til.

Pludseligt tog slamberten ved hans hår og hev hans hoved op. Det gik op for Randall, hvad han ville, da den kæmpe store klamme bjørnelap dukkede op foran hans ansigt.
"Lort..." Mere nåede han ikke at sige, før klørene borede sig ind i kødet i hans ansigt og voldsom smerte begyndte. Hans skrig tog til i styrke, som kløerne blev trukket hen over hans ansigt og flåede hud og kød at hans knogler og ødelagde begge hans øjne. Have han nogensinde skreget så meget før? Det havde han vist ikke. Smerten var alt for ham, han var blind og blodet løb ned igennem svælget på ham fra både mund og næse. Trods alle de gange, han var død på nogle af de mest åndssvage måder, var dette den største smerte han kunne huske at have følt. Da han blev sluppet, trillede han om på ryggen, stadig skrigende, som ville han aldrig stoppe. Det fortsatte lidt, mens han holdt sine op foran sit ansigt, som kunne det stoppe smerten. Men nej.

Om halvorken var gået ud af lysningen eller ej, greb Randall kniven fra sit bælte, den han havde slået en af mændene ihjel med og uden nogen tøven bankede han den ned i brystet af sig selv, ind i mellem to ribben og direkte ind i sit eget hjerte. Og mørket kom hurtigt til ham, som hans hjerte holdt op med at slå.

_______________________


Med et skrig vågnede han op midt på en mark et eller andet sted i det sydlige Krystalland. Det tog ham et øjeblik at indse, at han faktisk kunne se igen og at den smerte han følte, var den typiske fantomsmerte, der altid fulgte med over i den nye krop. Som det sidste skrig ebbede ud, lænede han sig til siden og brækkede sig. Fy for Zaladin, dét havde været en grum oplevelse. Med en rystende hånd tørrede han sig om munden og dumpede ned på ryggen igen. Der var blå himmel over ham og for et øjeblik lå han bare og nød synet, mens han faldt til ro igen.

Bare han aldrig skulle møde den beskidte, nøgle halvork igen.