Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Rolf Dødshøj
Kaldet: "Bjørnen" eller "Orkdræber"
Køn: Mand
Alder: 25
Fødselsdag: d. 07-04
Tilhørsforhold: Kaotisk Ond
Tro: Ingen.
Erhverv: Intet.
Nuværende levested: Omrejsende - Strejfer/Omrejsende
Race: Halvork

Udseende

Højde: 192 cm
Vægt: 103 kg
Rolf er en høj og muskuløs ung mand, med brede skuldre og stærkt kæbeparti. Hans røde øjne nærmest gnistrer i når lyset falder på dem, og det sorte, vilde, flettede hår slår som små piske i alle vindens retninger. Et par sølvringe pryder det ene af de spidse ører, og en læderkappe, fastgjort af og kombineret med en halskæde af sammenspændte ørnefjer, er mandens eneste beklædning på overkroppen. Dertil, så bærer Rolf en brun læderkofte og er altid barfodet. I koftens venstre side hænger tre dolke af varierende større, og i den højre en økse og en hammer - og endeligt, på ryggen, gemt under kappen, hænger bjørnepoter og skindmaske.. Både kofte og kappe tages af i kamp og jagt, hvor Rolf i stedet ifører sig et par udhulede bjørnepoter med lange klør og en maske af ork-hud, der dækker hele underdelen af Rolfs hoved, fra øre-til-øre og henover næsen. Masken er, på ydersiden, påmalet et primitivt motiv af et forpint orkansigt.

Den grønlige hud er arret og fyldt med tydelige årer. Ansigtet er vejrbidt og rynket mere end årene burde tillade. Øjnene er sommetider blodsprængte og de tykke øjenbryn er tit sænket i en vred grimasse. Orkernes typiske hugtænder mangler - Rolf har tænder af menneskelige proportioner, der dog trods alt går i spidser, som orkernes.

Da Rolf ofte valfarter omkring uden underklæder, så er det værd at bemærke udseendet på hans ædlere dele, da disse tit vil være til fri beskuelse. Her er Rolf i sandhed velsignet, med et kønsorgan, som selv den største ork ville være misundelig over. Tyk som en dværgs underarm og lang som en elveres lægmuskel. Kalorius bøjer deruden ganske marginalt mod venstre, og er kraftigt behåret. Vedhænget underneden deler hårvæksten og ligner mest af alt to tætpakkede tennisbolde.

Magi

Magisk evne (1): Telepati. Her kan Rolf alle de gennemsnitlige tricks, han udmærker sig bare en smule ved, at hans evne virker på samtlige skabninger han møder, og ikke kun de menneskeligende. Han kan sende og læse tanker, sidstnævnte også flere på én gang. Han kan ligeledes påvirke sindstilstanden og stemningen, hos sine mål. Endelig, så kan han med koncentration og kontrol bore så dybt ind i psyken på en skabning, at han kan grave i deres hukommelse og opleve deres minder. Minderne kan være svære at håndtere, da Rolf bliver oplever de oprindelige følelser undervejs, hvilket ikke altid er lige nemt for ham, at ryste af sig, efterfølgende.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Illusionsmagi. Her, så kan Rolf skabe illusioner ud af det rene ingenting, for at distrahere og påvirke sine ofre. Illusionen som Rolf fremmaner kan også udsende lyde og snyder momentært lugtesansen. Hertil skal det siges, at disse illusioner kun bevarer virkelighedstroen i et par minutter, inden de helt automatisk fader tilbage i ingenting igen. Rolf selv kan ikke handle direkte imod ofre af illusionen, men kan godt handle imod andre, eller eksempelvis tage benene på nakken – i sådant tilfælde, så holder illusionen kun imens Rolf er indenfor tyve meters afstand.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Talenter: Sporingsevner, parkour, ædrethed, ekstrem stædighed, snarrådighed, snigeegenskaber, en ren bersærk i kampsituationer
Svagheder: Temperament, mangel på viden, ekstremt dårlige manerer, ingen moral eller etik, støder alle fra sig, mangler højre langefinger, har tendens til at gå fuldstændig all-in på alt, hvorfor han sjældent kan yde i voldsomt lang tid, men derimod yder 200%
Personlighed:Rolf er en helt igennem usympatisk person, som i store træk kun handler for egen vinding. Han er ofte passiv, tilbagelænet og overvejet, men ligedeles ofte ekstremt aggressiv, temperamentsfuld og impulsiv. Kort sagt, så er han voldsomt lunefuld. Når han gider eller magter, at være overvejet, så er han istand til at udtænke spektakulære planer om død og ødelæggelse, og når han ikke er det, så angriber han bare den første og bedste, som det giver bare den mindste mening for ham, at gå i struben på. Ofte, så er Rolfs modreaktion på opfattede fornærmelser eller ugerninger helt ude af proportioner. Rolf hader alt og alle. Han hader mennesker, alfer, minotaure, dværge, elvere, trolde, dæmoner, engle, kentaure og så videre – men mest af alt, så hader han orker. Dertil, så hader han byer, civilisation i det hele taget. Han hader ordre, love, regler, demokrati og folkestyre. Intet betyder noget for ham, udover, at han finder sit mål og gør en ende på ham. Fremtidsplaner derefter har Rolf overhovedet ikke tænkt over endnu, og inderst inde regner han det for en reel mulighed, at han dør i sit forsøg på hævn – men det er en risiko han ikke bare villigt, men gladelig, tager.
Det bedste en ikke-ork hidtil har opnået i Rolfs selsskab, er midlertidig tolerance. Det bedste en ork har opnået, er at udsætte tidspunktet for deres kamp til døden.
De eneste skabninger, som Rolf har noget til overs for, at dyr som kæmper for livet ligesom ham selv - og her har han altså fået sig to partnere, en rakkalaph og en slange, som han kommunikerer med telepatisk. Slangen har han ofte om halsen og ulve-dyret og næsten altid ved hans side. Der er ikke tale om direkte kærlighed, de tre imellem, snarere en dyb, gensidig respekt og beundring, hvor man gerne lægger livet i de andres hænder, og giver sit liv for dem. Ægte broderskab.

Det bør desuden bemærkes, at Rolf, qua sin opvækst, holder sig langt fra alt hvad der hedder voldtægt og slaveri. Han har intet særligt til overs for slaver, medmindre det meget specifikt er nordfolk, som han med alle kneb vil forsøge at befri; men kvinder udsat for tvungen sex er en enorm såkaldt "trigger" for ham, hvor han ser fuldstændig rødt, når der sker i hans nærhed --- her medmindre, at offeret er en ork, hvor han dog alligevel aldrig selv ville udføre handlingen. Den slags har han set nok af, igennem de første år af sit liv, og morens stolte ansigt, med tårene trillende ned af kinderne er fortsat imprintet på hans synshinde og forsvinder nok aldrig. Det er en af de primære drivkræfter i ham.

Baggrundshistorie

Brunhilda levede i sydlig landsby for nordfolket, i det nordlige Krystalland. Landsbyen kaldtes ”Dødshøj” af både venner og fjender, da modstandere ofte fandt deres endeligt i hurtige aktioner, og derefter blev stablet i høje, til skræk og advarsel. Livet i landsbyen var dog meget fredeligt, da omgivelserne var tilstrækkeligt frodige til, at ingen led nogen nød – der var tale om en by der kun forsvarede sig, og ikke begav sig ud på togt for at sprede død og ødelæggelse. Det var imidlertidigt tilfældet for en omrejsende ork-klan, der havde hørt rygterne om de store og skrappe krigere fra ”Dødshøj”, som endnu ingen havde besejret, hvorfor de omlagde deres rute, kun for at sætte menneskerne på plads – hvilket de gjorde. Samtlige stråtage i byen var i brænd, mænd og børn dræbt, og kvinderne taget som slaver, da orkerne, kun fire timer efter deres ankomst til byen, tog derfra igen. Brunhilda, på det tidspunkt kun fjorten år gammel, gjorde en særdeles arrig ork-kriger krav på. Dage blev til uger, uger blev til måneder, og snart ploppede lille Rolf ud, på et tidspunkt hvor klanen heldigvis havde fundet mere tidsvarigt ophold. Brunhilda insisterede på at navngive barnet, der dog igennem hele sine opvækst hos orkerne kun var kendt som ”lorten”, ”blegfis”, ”slave” eller ”nordbarn”. Orken der havde gjort Brunhilda gravid, et stort skrummel ved navn Argu, kendt som ”Tyren” – fordi han havde horn på hjelmen, som han kunne lide at stange ofre med, var fuldkommen ligeglad med barnet og informerede Brunhilda om, at hun var heldig hun overhovedet var i live og havde kunne føde uden hjælp, og hvis barnet på noget tidspunkt blev en hindring for ham, klanen eller på anden vis bare var til gene, så ville det blive smidt i skoven som et offer. Dagene for kvinden var, selvsagt, meget hektiske, men hun holdt ikke bare liv i Rolf, hun holdt også sin egen pande højt og nægtede, at lade sig knække. Det var præcist dét, der i sidste ende drog Argu til, at skride til handling. I frustration over aldrig, at have fået skovlen under det kvindelige nordfolk, så tog han drengen, på dennes 7-års fødselsdag, og efterlod ham i den omkringliggende skov. Drengen havde ellers nået alderen, hvor han så langsomt var begyndt at bidrage, og deltog på lige fod med mange af orkernes andre børn – men det ændrede ikke på, at Argu havde fået nok af kvindens stolthed, og i desperation søgte at afføde den reaktion, som han begærede.
…
Rolf græd og græd på skovbunden, indtil tårene ikke kom længere, og Brunhilda heller ikke gjorde. Den lille dreng nåede lige at komme på benene, inden han indså, at han var omringet af rakkalapher. De store ulve-lignende dyr skulle til at gå på ham, da Rolf i samme øjeblik gjorde brug af sin telepatiske evne for første gang. Af hele sin krop, sit sind og sin sjæl ønskede han, at ulvene ikke slog ham ihjel, imens hans tørre øjne blinkede tårer væk, som for længst var stoppet med at komme. Han blev ikke dyreføde, i stedet blev han ignoreret. Uforstående tog Rolf mod til sig, og begyndte at vandre i retning af hvad han troede var orkernes tilholdssted. Han kom bare dybere og dybere ind i skoven. Hver gang et dyr kom i hans retning, så var et blik fra hans bedende øjne nok til, at han blev ladt i fred. Dagen gik på hæld, og den lille dreng lagde sig udmattet ned, bare for at lukke øjnene i fem minutter og få vejret, og faldt i søvn.
**
10 år senere satte Rolf sig op og skar tænder, imens hans ene hånd skyggede øjnene for det stærke sollys. Han havde forfulgt en mindre gruppe orker i over tre uger, og havde nu udset sig muligheden for, at kunne fange én af dem alene. De virkede ikke ligefrem årvågne og havde kun en på vagt af gangen. Med den ene hånd strøg Rolf rakkalphen ved sin side over den tykke pels og kløede den lidt bag øret imens han smilede for sig selv og da vidste, at hævnen, og mor Brunhilda, lå indenfor rækkevidde. Han så på ulve-skikkelsen, der i samme øjeblik vidste, at den skulle blive på plads. Dette var en forhindring, som Rolf selv skulle overvinde.
Rolf tænkte tilbage på hvordan årene var gået, og hvordan han på mange måder følte sig mere som et dyr end som en halvork. Han var startet som en blød bold, og naturen havde kompresset ham til han var hård som sten. Han var en forandret mand - for han var ingen dreng længere. Med de bare næver og sin egen snilde havde han overlevet hvor han ikke havde burde kunne. Han kunne ikke dø, det måtte han ikke, og det drev ham som en urkræft. Halvorken sneg sig ind på den stationerede vagt, som sad nogle meter fra orkernes lejrbål, og netop som han skulle til at kaste sig over ham, så vendte orken sig imod Rolf og sagde, med hån i stemmen: ”Vi vidste du kom, nordbo…” Rolf var frosset på stedet, med øjnene spærrede vidt op. ”En prøvelse fra ånderne: Slaven der løber med ulve” og så rejste orken sig, stor og bred, med hjørnetænder næsten helt op til øjnene. Rolf mærkede hvordan det kriblede og krablede i ham, men han kunne ikke finde modet til at løbe eller kæmpe. Orken så det nemt, og slog en højlydt latter op, der hidkaldte de andre tre fra deres søvn. ”Og nu vil jeg, Hok’m, søn af Uogar Kraniebryder, gøre en ende på denne prøvelse” hvorefter orken fattede en økse i hver hånd og satte i løb imod Rolf, imens resten bare så på. Rolf kom til sig selv lige inden en økse kolliderede med hans hjerneskal, og kastede sig til siden. Orken lo igen, ”Rejs dig, slavelort, og kæmp som en mand”. Rolf undveg igen, og igen, og igen. Han havde ingen våben, kun en lille dolk i bæltet, som han alligevel ikke sloges med – det var for fødens skyld. Lidt efter lidt begyndte hævngerrigheden, at brænde i maven på den unge halvork, og snart spring han på den store kleppert efter endnu en undvigelse, og kradsede ham i ansigtet. Orken bed ud efter Rolfs hånd, og fangede højre hånds langefinger mellem tænderne. Rolf nåede at opfatte et grynt inden han skubbede sig tilbage, dernæst et spyt. Orken slog en hånlig latter op, atter engang, og Rolf så sin egen død for sig på en så nederdrægtig og latterlig måde, at de tørre øjne fandt tårene igen og han indså hvor stor en fiasko han havde været. Den store ork så også Rolf dø, og det gjorde, at hans latter blev afløst af høje vredesudbrud og forvirring blandt ham og de andre orker. Da havde Rolf allerede taget benene på nakken, og løb og løb og løb, med sin langefinger i hånden – altså en finger fattigere, men en evne rigere. Tårene trillede ned af hans kinder og han vidste, at han ikke kunne løbe hurtigt nok. Skammen ville altid indhente ham.
**
3 år senere fattede Rolf igen sin højre langefinger, der nu befandt sig i en jernkæde om halsen, og bed tænderne sammen imens han spejdede ud over det nøgne landskab. Han havde lært meget af mødet med Hok’m, hvorefter Rolf havde kastet de sidste tøjler af sig og var blevet inkarnationen af vrede og hævnlyst. Hok’m havde lært Rolf endnu mere på andet møde, hvor den snakkesaglige ork havde fundet sit endeligt, ligesom resten af hans slæng. Fingrene om langefingeren søgte op omkring Rolfs hals, hvor en rødbrun slange havde snoet sig. Rolf måtte have våben, som han kunne bruge, et dyrisk våben – og der var kun en måde, at få sådan et: Man skulle gøre sig fortjent til det. Rolf havde sporet en stor bjørn i flere dage, og vidste da, at deres opgør ville finde sted senere den aften. Mørket faldt på og Rolf besluttede sig for, at tiden var inde. Ulvedyret og slangen blev efterladt. Bjørnen havde lugtet ham komme, og snart stod de overfor hinanden. I stedet for, at forsøge at berolige kreaturet, så søgte Rolf at sende det i komplet raseri, så han fik sit livs kamp. Overlevede han ikke, så var han ikke sin mission værdig alligevel. Da den hæsblæsende kamp var overstået, da sad Rolf og holdt sig for brystet, for at stoppe blødningen fra det dybeste af de sår, som han havde fået. Et par timer og bandager senere, så havde Rolf skåret bjørnens poter af, udhulet dem og lavet sig et våben, som han kunne bruge.
**
5 år senere, i nutiden, smilede Rolf til sin ulveven, og snart kom slangevennen snoende i græsset. Halvorken strakte sig inderligt, så det knækkede og knagede og indåndede grådigt den friske morgenluft. Han var blevet ét med sine hævngerrige lyster, og havde fundet fred i både sin rolle og i sit sind. Han var ikke længere hård som sten, han var et uigennemtrængeligt diamantskjold, der vogtede det sidste af hans tilbageværende menneskelighed. Bjørnepoterne blev ikke brugt meget i starten, men var langsomt nærmest blevet en del af Rolfs krop, og han mærkede ofte en helt særlig trang til, at iføre sig dem og indtage sin retmæssige plads som kongen af skoven. Mængden af dyr og menneskelignende skikkelser, særligt orker, der havde måtte lade livet ved poternes klør var svært at gøre op. Langefingeren var længe blevet kastet bort, da den symboliserede en svaghed og en skam, som Rolf ikke længere besad. Ork-klanen der havde udryddet Rolfs landsby havde heddet ”Økseæderne” og havde i årenes løb spredt sig for alle vinde. Der var ikke mange af krigerne tilbage. Størstedelen var døde i andre kampe, men flere havde Rolf personligt taget sig af. Han vidste, at farmand Argu samt klanens daværende høvding, Rami, stadig var i live. Det var kun et spørgsmål om tid, tænkte han til sig selv, og førte skind-masken over munden og fastgjorde den til begge ører. Jagten ville snart nå sin afslutning…


Familie: Mor: Brunhilda, status ukendt.
Far: Argu, i live, jagtet.

Andet

De to kæledyr/dyrefrænder:
Den første er en rakkalaph på 14 år, 95 cm høj, 110 cm lang og omtrent 18 kg.
Den anden er en…
Rødnæset hugorm
Levetid: Typisk mellem 20 og 40 år, afhængigt af klima og føde. I optimale omgivelser bliver de op til 50 år. (Rolfs er 11 år)
Længde: 1 – 1,5m. (Rolfs er 1,14m)
Vægt: 500-750g. (Rolfs er 550g)
Udseende: Slangen er sandfarvet med rødbrune pletter på kroppen, herunder altid en stor på næsen.
Særlige kendetegn: Begraver sig i sandet i ørkenregioner, sover ca. 12 timer af døgnet og spiser kun levende føde.
Føde: Al slags kød, så længe offeret er levende.
Specielle egenskaber: Giften af den rødnæsede hugorm er særdeles farlig, men ikke livstruende, da slangen er udviklet til at fortære sit bytte levende – og kun levende. Giften er hurtigtvirkende, og effektfuld selv i små doser, hvor den går ind og skaber kramper og ubalance i hele kroppens system, så det på samme tid gør ondt overalt, men man ikke kan bevæge lemmerne overhovedet, der langsomt fortrækker sig i krampeagtige stillinger, da kroppen krøller sig helt sammen. Et bid fra en hugorm indeholder ikke nok gift til, at ramme hele kroppen på et voksent menneske, derimod vil det skabe en isoleret effekt i den ramte kropsdel. Et gennemsnitligt menneskebarn på 4-5 år ville være maksimum størrelsen for slangen, hvis hele kroppen skulle rammes.
Udbredt eller truet: Moderat udbredt i ørkenregioner, findes næsten ikke andre steder. Giften er eftertragtet, men slangerne er svære at fange, da de oftest er begravet i sandet. At slangen kun spiser levende bytte gør dem samtidig besværligere end så mange andre, at opdrætte. Slangen yngler dertil ekstremt ringe i fangeskab, endnu uvist af hvilken grund.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Fantastisk