Skoven var hvid pga sneen og det gjorde det nemmere at finde sit bytte dyr i disse dage. selv om mange var død af forfrysninger og kulde. skovens dybe ro var dejlig og beroligende. en skikkelse gik på alle fire nede i skovens bund. fuldte et spor. 
Denne skikkelse var Tasja som fuglte efter et dådyr som hun havde fået færten af. hun havde nemlig haft en fælde op og vi var hun på jagt efter den igen. hun kom til et tæt befolket af træer sted hvor dådyret var fanget. Tasja slikkede sig om munden og lukkede øjnene og da hun åbnede dem var hun en los og hoppede op og angreb det lille dådyr som hylede op og prøvede at få lossen af sig men det hjælp ikke noget. Tasja var nemlig for stærk og fik til sidst nedlagt dyret.
Hun stod nu med dyret i munden og begyndte at lundte afsted mod sit hjem. hun gad ikke forvandle sig tilbage så hun forblev i en los krop.

Hvordan den var havnet her, vidste minotauren ikke selv, kun at den var sulten havde drevet den fremad. "Jeg tror at vi fik vækket en sovende bjørn" lød det inde i dens hoved, minotauren fnøs blot utilfreds over den kommentar. Sandt nok, havde den gået ind i en hule, hvor der var en sovende bjørn og den var ikke glad for at den var på dens domæne.

"Lad nu den bjørn være" lød det endnu gang inde i dens hovedet men den blev hurtigt afbrudt af den "Stille, din...din stille stemme!" kom det brummende fra den. Den var på jagt nu efter den bjørn som den havde vækket og efterladt både klør og bide mærker på dens i forvejen ødelagte krop. Igennem skoven gik den med tunge og langsomme skridt, både hov spor og blod spor fulgte efter væsenet, i dens højre hånd havde den sin trofaste økse.

Tasja kom til sin hytte og skubbede døren op og lagde dådyret ned på gulvet. hun lagde sig ved siden af den og begyndte at gnave af dådyret. hun var sulten som så mange andre. hun havde intet imod mørket som havde lagt sig over landet for hendes syn var godt jo og hendes hørelse bedre. hun glemte at lukke døren helt til så det man kunne se fra ude fra var et dyrs ryg og nogle klove ud fra den ene side. Tasja slikkede sig om munden og fik noget af blodet væk. hun kom over til hendes ynglings sted på dådyr og begyndte at hive og flå kød lunser af. hun elskede virkelig dådyr. hendes livret.

Den fortsatte sin færd igennem skoven, den ville have fat i den bjørn og æde den, problemet var at finde den og den var ikke vant til disse omgivelser. Efter nogle minutter i dens håbløse jagt, svang den enkelt gang ud i luften med sin økse og brølede i frustration over, at ikke kunne finde sit bytte dyr.

"Fedt, nu skrammer du alle dyrene væk" kom det endnu en gang fra stemmen, ikke at det hjalp med at hidse bæstet ned. Den fortsatte sin færd uden mål i lidt tid endnu. Den stoppede op for at se sig omkring og fik øje på noget som ikke var naturligt for en skov, en hytte. "Ro på. Der er sikkert uskyldige der henne" forsikrede stemmen men minotauren lod ikke til at lytte. I få minutter blev den stående indtil den valgte at gå der hen.

Tasja spiste roligt til hendes hørelse opfangede noget. et skrig af en art. hun rejste sig op og listede uden for hvor hendes første syn hun mødte var... ja hvad var det der? en menneske tyr? var han også et halvdyr. hun havde aldrig set sådan en før. hendes skikkelse var stadig en los så hun stod som var hun et vagt dyr for hytten. men hun var ejede jo hytten. 
Tasja gik roligt mere uden for og trådte i sneen så det knasede under hende, hun stoppede op lidt mere uden for hytten. hun lagde hovedet på skrå og kunne slet ikke lugte noget halvdyr over den tingest. den lugtede i hvert faldt ikke som noget spiseligt. hun vendte sig om og gik ind til dådyret igen. og lagde sig ned. *måske går den ting der igen*

Minotauren havde gået hen imod hytten men stoppede op ved synet af, udfra hvad den vidste, en meget stor kat. For en kort stund observeret den blot, dens overkrop havde båret præg af ar fra mange år i fangeskab, omkring dens hals var der et bide sår, blodet var begyndte at tørre ind men den lod ikke til at være påvirket af det. "Så ingen bjørn men du kan da nøjes med en kat, hvis den ikke har nogle ejer og er et vild dyr" stemmen prøvede at give minotauren mening og en ide med hvad den kunne gøre. Væsenet lyttede for engang skyld til hvad der blev sagt mens den fortsatte med at se på lossen med sine røde øjne. Den tog sig en beslutning og valgte at gå hen imod hytten, måske var der mad der?

Tasja var ikke dum og lyttede derfor til væsnets skridt. da den kom over til hytten så de store kolde katte øjne på væsnet. hun skullede lidt på den og var på vagt over for hvad den så gjorde. dådyret log stadig på gulvet med store losser kød bidt af. Tasja kunne ikke mene at ha set sådan et væsen her før. måske det var faret vild. eller også det bare søgte ly for kulden. hun vendte hovedet tilbage til dådyret stadig med et blik på væsnet. *hvad er det for et væsen.? og søger den mon ly for sneen og kulden.* Tasja vidste ikke om hun fik brug for sin store katte styrke lige nu. hun anede jo ikke hvordan den ville reagere her inde.

Minotauren måtte bøje sit hovedet for at komme ind i hytten. Den så sig omkring, hytten lod ikke til at være forladt, så hvor var dens ejer henne? Bæstet tog en dyb indånding, duften af frisk blod var ikke til at fejl af, langsomt så den sig omkring og fik øje på dådyret, mens katten var ikke langt væk. "Huh, så katten selv har måske fanget det dådyr? Den kan vel ikke spise hele dyret?" Kommenterede stemmen til minotauren. Den gryntede af irritation over det "FRI MIG FRA DIT KONSTANTE SNAK!" brød den ud og begyndte at banke sit hovedet ind i dør kammen, i håb om at det kunne give den fred. "FRI MIG FRA DINE ORD! JEG BRÆNDER AF SULT!"

*men jeg har da ikke sagt noget til denne ting, væsen eller hvad man skal kalde det? har jeg ?* hun rystede indvendigt på hovedet og rejste sig lagde en pote på dådyret til hun hørte hvad han sagde næste gang. hun så ned på dådyret og så på væsnet og tog fat med sine klør i dådyret og så med satte sine skarpe tænder ned i det ene ben og hev det så meget af som hun kunne. hun så på minotauren og gik over til ham og lagde bagbenet hun havde fået hevet af ned foran den og gik over til dådyrets døde krop og begyndte at spise igen. hun havde dog øjnene på den uden at sige et ord. hvad ville den gøre nu? tage imod bagbenet som var noget af det fyldige på et dådyr eller jage hende væk for at få kroppen og over lade hende til bagbenet.

Nogle minutter gik før den stoppede med at slå hovedet ind i dørkammen. Den ventede lidt endnu for at sikre sig at der var stille, den så ned på gulvet, foran an den lå låret af et dådyr. Bæstet så mistroisk på låret først, derefter hen på den store kat og resten af dådyret. Den skulede hen på lossen, den knyttede hård rundt om sin økse, hvorfor skulle den kun have rester, den var jo større end den kat. "NEJ!" stemmen skar dybt igennem hovedet på minotauren, der rystede sit hoved af forvirring. Den gryntede kort over den afbrydelse, inden den bukkede sig ned for at tag låret med sin frie hånd, hurtigt og grådigt. Den skulede endnu engang mistroisk hen på det store katte dyr mens den begyndte at trække sig væk fra den, ikke ud af hytten men den anden ende af hytten. Den fandt sig et hjørne med udsigt til udgangen, hvor den satte sig ned forsigtigt, øksen lå ved siden af den og gik igang med at fortære det luns kød den havde fået ivrigt, dens tænder borede sig ind mens kødet blev flænset, den tog sig til halsen engang i mellem for at mærke efter, det bid bjørnen af efterladt sig på minotauren.

Tasja så hvordan den så på hende. den var måske større end hende, men hun var stadig jægeren af dette dyr. hun havde dræbt og jagtet selv. hun så på den da den gik over i den anden ende af køkkenet. hun rejste sig op og så efter den. hun trak vejret dybt og pludseligt stod hun som et halvdyr på alle fire med blod om munden og hendes store los øre hængene ned i angrebs stilling. hun var meget forsigtig med denne ting. hun anede stadig ikke hvem den var. eller hvad den var. hun tog sine lange negle og hev noget kød ud af dyret og satte sig derefter ned på gulvet og så mod den. "håber du er taknemmelig for at jeg deler mit bytte med dig. det var kun fordi jeg fik ondt af at du sagde du var så sulten" sagde hun og bid i kødet og hev i det med sine skarpe tænder. hun ville jo bare hjælpe den. måske det havde været en ide at gøre det som halvdyr til at starte med istedet for los. men hun troede jo at den var endnu et byttedyr. men da den gik på to ben regnede hun med det ikke var et byttedyr.

Bæstet stoppede med at spise, da den store kat begyndte at tale til den. Den kunne ikke vide hvordan den selv skulle reagere, den havde aldrig oplevet sådan noget før. "En talende kat. Nu har du en god chance for at lære folk, ehm dyr at kende! Bare sig dit navn og hvilket flot hjem den har" stemmen prøvede at give minotauren en chance for at gøre noget, den ikke var vant til.

"Nålepuden har en beskidt kattebakke!" dens stemme var dyb og højråbene, den skulle være sikker på at den kunne høres og den fortsatte med at spise.

"Suk, der røg den chance. Du burde gå mere i teateret"

Tasja lyttede til den da den pludselig talte igen. ikke lige det hun regnede med at høre. hun håbede på et tak eller noget. men det den sagde gav ingen mening. hun spiste den luns kød hun havde og rejste sig op i fuld højde. hendes hale slog roligt fra side til side. hun så på den og lagde hovedet på skrå.
"siger du at her er beskidt eller taler du om noget andet."
hun gik over mod den og stilte sig nogle skridt fra den. hun så på øksen og så på denne... tyre-mand? hun anede virkelig ikke hvad han var.
"hvad er du for en slags.... væsen?" hun kunne ikke finde ud af hvad hun lige skulle kalde den. om den var en den, en han, eller en ting. hun så på den og begyndte at slikke sin hånd/pote for blod og rense sine negle for blod og kød.

Den var nået til benet, da katten sagde et eller andet til den, ikke at den lyttede så meget til dens ord, for den var mere fokuseret på det stykke knogle, som den gerne ville have bidt i stykker. Det var først da katten kom nærmere, at den reagere, tung vejrtrækninger, dens muskler blev anspændte, dens fare signaler var igang. "Bare sig hvad du er, en minotaur. Gentag efter mig, Mi-no-taur" lød det igen inde i dens hoved. Bæstet sad og prøvede på at finde ud af hvad den skulle gøre, katten var vist alene?

"Våben" hvad ellers kunne den sige?

Tasja vidste den ikke var et våben. men vidste den overhovedet selv hvad den var.  "ja du har et våben. men hvad er DU?" spurgte hun igen og prøvede at få et ord hun kunne relatere til ud af dette væsen. vis hun havde kunne læse tænker kunne hun kun forstå stemmen i dens hoved men det kunne hun ikke. hun kunne forvandle sig til en los. ret så praktisk for en som hende.
"er du et halvdyr som mig?" hun havde forstået den måske ikke kunne så mange ord så hun prøvede om den kunne ryste eller nikke i stedet for for at hun kunne gætte sig frem. hun ville jo ikke gøre den noget. faktisk havde hun ondt af den efter den havde råbt den brændte af sult. det var jo sådan når man var venlig og gerne ville hjælpe. men vis den var en der dræbte halvdyr kunne den godt regne med at blive jaget ud af hendes hjem.

"Kom nu, det er bare et enkelt ord" lød det igen inde i dens hoved. Bæstet havde blot et tomt og uforstående blik overfor katten, en snakkende kat! Den begyndte at klø sig oppe ved det nyeste sår den havde fået mens katten fortsatte med at udspørge den.

"Halvdyr? frisk eller råddent, kød er mad?" svarede den kort og fortsatte med at klø, til der gik hul i såret, lidt blod begyndte at vaske sig ned over dens højre hånd. Den prøvede at stoppe det.

man det var svært at få et rigtigt godt svar ud af denne ting. "halvdyr er en som mig." sagde hun og så at den begyndte at klø i sit sår på halsen. Tasja tænkte sig om og gik over til en skuffe og fandt nogle klude frem og gik over til den og vidste begge sine hænder. den var åbenbart primitiv. "se... ingen våben" sagde hun. hun var jo i sin halvdyrs skikkelse så hun lignede et menneske med dyre øre og hale. hun gik tættere på imens hun holdte øje med om den ville reagere voldsomt. hendes ene hånd vidste hun frem for den imens den anden havde hun kluden i. hun ville stoppe dens blødning ved at holde kluden på dens sår. vis hun fik lov.

Den kunne ikke forstå hvad katten mente, den blev blot ved med at holde sin hånd ved dens sår. "Jeg ved godt hvad et halvdyr er!" stemmen blev frustreret over dette men måtte opgive. Bæstet så blot til mens den store kat bevægede sig hen imod en skuffe for at finde noget frem. Instinktivt satte den sig op på hug, med ryggen mod væggen og dens venstre hånd placeret på gulvet, den skulle ikke røres af hvad end hun måtte have, den ville ikke skades igen. Som hun nærmede sig, begyndte at give en dyb brummen fra sig, dens tænder blottet og dens øjne var vrede; bedre at dø end at udsættes for den slags igen.

Tasja øjne var rolige og udvidste ikke nogle form for angrebs tilstand. hun gik et skridt nærmere. stadig med hænderne oppe så den kunne se hun ikke havde våben. hun kom lidt nærmere og tog sig ikke af brummen. hun satte sig ned på hug så hun var på dens højde. hun tog kluden godt i sin hånd og tog dens hånd og gjorde den kunne mærke at den ikke var farlig. hun sagde intet men tog så kluden op mod såret og lagde det på lige så stille så det ikke kom som et chok.

"Jeg beder dig, hold dig væk, læs signalerne." hvis blot både stemmen og bæstet forstod hinanden bedre, ville det måske have været en anden reaktion. Bæstet holdt blot øje med hånden, som den nærmede sig. Så snart at kluden blot rørte såret, bluset en gnist af vrede frem, bæstet bed ud efter hånden, dens tænder skarpe og klar til at flænse hvis de fik fat i den bløde og venlig udstrakte hånd. For en kort stund, fik bæstet en følelse af at være tilbage hos nogle, der havde leget med dens tillid og misbrugt den.