Ærligtalt var Rakshasa for ung til at kunne have oplevet dæmonriget før i sit liv, men hun havde ikke nogen synderlig interesse for det. Det var vel ligesom så mange andre steder i Krystallandet. Dødt helt inden i. Alligevel havde Rakshasa taget et lille barns ansigt på, da hun var trådt ind i riget, og kunne mærke hvordan den barnlige nysgerrighed fyldte hende. Hvad hun havde behov for var optimistisk, og det kunne dette barn altid give hende. Ansigtet passede dog ikke på kroppen, tiltrods for at det var en kvindelig krop hun havde fået fat i. Men det var tydeligvis en voksen krop med alle formerne.
Rakshasa's skridt ekkoede i den døde bo Aztaroth. Der var et par enkelte væsner der havde passeret hende, men ingen tog note af den fremmede. Der kom nok alligevel så mange fremmede heromkring, så en enkelt dæmon til eller fra var der ikke nogen der lagde mærke til.
Hun kunne ikke lade vær med at undre sig over hvorfor de havde ladet byen forfalde. Det havde tydeligvis været pragtfuldt da den var levende, men nu var den kun en skygge af sig selv. Det var da et spild, og selv barnets glæde der var bag masken, kunne ikke oplive dette syn. Måske hun skulle spørge den næste der kom forbi?

The human face is, after all, nothing more nor less than a mask