"Du kan tro nej" var det sidste Yog havde sagt før at mørket havde opslugt ham og hans offer og efterfølgende bragt dem fra skumringskvarteret i hovedstaden til Yogs skjulested i krystalbjergene. Rummet de for tiden befandt sig i var en mørk drypstenshule hvor en stor sten var placeret i midten af hulen. På stenen og langs vægene var lænker blevet banket fast, så det nærmest lignede en fangekælder. Gulvet var relativt fladt, men rundt omkring var der ujævnheder og skarpe spidser der stak op hist og her. Synet af disse ujævnheder og spidser fik Yog til at tænke tilbage på de mange ofre der havde fået sår og ømme knæ når han havde leget med dem i disse områder. Som den eneste indgang og udgang til rummet var der en enkelt trædør med metal for ekstra holdbarhed. Og i døren var der en sprække som i øjeblikket var den eneste lyskilde i rummet. Yog fortsatte med at støde fingrene op i hans offers underliv imens han fortsat havde et fast greb i hendes hår. Han lyttede med et ondskabsfuldt smil til hendes hjælpeløse og skræmte lyde der kom bag knuden han tidligere havde presset ind i munden på hende. Han nød virkelig at have magt over sine ofre og nu var det også på tide at han for alvor brugte den til fulde, men først skulle han af med hendes tøj. Han begyndte omgående at flå den blå kjole i stykker da han følte at lystens ild begyndte at blusse op i ham.      

"Du kan tro nej" og pludselig var de ikke længere i Hovedstaden. Det bratte skift mellem Hovedstadens smalle gyder og det sted de var endt, var så voldsom at Kahina et øjeblik troede hun drømte.Teleportation. Kahina havde læst om det i en af de mange bøger hun havde læst, mens hun forberedte sig på titlen som præstinde, men aldrig stødt på det. Ikke før nu, og da det først gik op for hende, at den fremmede måtte have teleporteret hende et andet sted hen sank hjertet i brystet på hende. Hun kunne være alle steder i verden, og måske var hun langt, langt væk fra Sefu og Ngozi. Måske var hun så langt væk, at hun ikke ville blive fundet igen. At blive teleporteret et andet sted hen måtte have forvirret hendes sanser, for der gik et øjeblik før smerten i hendes underliv vendte tilbage og fik hende til at klynke inde bag knuden i munden.
Hendes klynk blev dog til decideret skrig, da den kappeklædte skikkelse pludselig begyndte at rive hendes kjole i stykker. Hans intentioner var klar, og Kahina behøvede ikke et syn (og blev heldigvis forskånet for det), for at vide, hvad han havde af planer. Tanken fik hende til at vride og vende sig i et forsøg på at slippe væk fra ham mens kaldte uhørligt efter hjælp.

Stofstykker blev flået af den blå kjole, bag knuden hørte Yog kvinden skrige, hendes nøgne krop begyndte at komme til syne iblandt de sørgelige rester der stadig var tilbage af kjolen. Hun vred og vendte sig imens hun forsat kaldte på hjælp bag knuden. Hun havde stadig ikke indset at ingen ville komme hende til hjælp. Hun var hans ejendom nu. For det ville aldrig lykkes nogen at finde hende her. Et øjeblik lykkedes det også næsten hans nye legetøj at slippe ud af kløerne på Yog. Han havde været så fokuseret på at skille sig af med kjolen og komme ind til hendes nøgne og glatte hud at han næsten ikke havde opdaget hvordan hun kort havde bevæget sig fremad efter at begge hans hænder havde flået stofstykker af hendes bryster for derefter at bevæge sig mod hendes hofter. Da han så hendes flugtforsøg greb han hende i overarmen med den ene hånd hvorefter han flåede den sidste rest af kjolen på hofterne af med den anden. Helt nøgen stod hun nu i rummet. Yog havde stadig et fast greb i hendes overarm, men tog nu også fat i hendes nakke. Han tvang hende ned på knæ, fik hendes hoved tvunget mod gulvet ved at lægge sin vægt på hende og placerede sig bag hendes røv og underliv der strittede frem mod ham og var helt blottet for hvad der nu ville ske. Han trak sit lem frem, stadig med et fast greb på hendes nakke for at holde hende nede. Han lod sit lem glide op og ned langt hendes underliv for at gøre hans offer opmærksom på hvad hun om kort tid havde i vente. I nogle sekunder blev han ved sådan for at holde hende i uvished om hvornår det hele ville vinde sted, men trængte så pludselig op i hende hvorefter han med hurtige bevægelser slap hendes nakke, greb hende hårdt om livet med begge sine arme, lod sin vægt presse ned på hendes ryg, hvorefter han begyndte at bevæge hofterne i middelhurtige, men kraftige stød.            

Et kort sekund troede Kahina faktisk at det ville lykkedes hende at flygte. Så mærkede hun hans hånd lukke sig om hendes arm og sekundet efter blev den sidste rest af det blå, dyre stof revet af hende og hun stod nu ligeså nøgen, som den dag hun var blevet født.
Hun forsøgte at trække sit hoved væk fra ham, da han lagde en hånd mod hendes nakke, hvilket kun fik ham til at klemme hårdere fat. Han klemte indtil hun til sidst måtte overgive sig og glide ned på knæ, ned på det kolde gulv, som han tvang hendes hoved ned mod gulvet, så hun kom til at sidde i samme foroverbøjede stilling, som hun sommetider brugte når hun bad. Men det her var ingen bøn, det her var en krænkelse af hele hendes væsen, så voldsom at det efterlod hende rystende angst for, det der ville komme til at ske.
Hun græd da han trængte ind i hende. Ikke over smerten (som var mere voldsom, end noget hun før havde oplevet), og heller ikke over ydmygelsen. Nej hun græd over alt det hun i det sekund mistede. Shara forventede sine præstinder urørt. Det kunne godt være de talte om lidenskab og begær, men det havde altid været meningen, at hun selv skulle stå urørt. En præstindes eneste opmærksomhed skulle være på gudinden, hvilket var derfor de var afskåret fra begær, men i dette øjeblik tog han det fra hende. Og hun græd mens hun rystende og klynkende tog imod de stød der afskar hende mere og mere fra Shara.

Yog fortsatte med at støde sit lem op i hans nye legetøj. Han kunne høre hvordan hun klynkende modtog hans lem helt til roden for hvert eneste stød. Han mærkede hvordan hun rystede imens deres hud gled imod hinanden og så tårerne rende ned ad hendes kinder. Det så ud til at hun endelig havde indset det. Ingen ville rede hende, ingen vidste hvor hun var og Yog kunne gøre lige hvad han ville med hende nu hvor hun var blevet hans ejendom. Hendes hoved lå stadig langs med gulvet. Fra munden der endnu var blokeret af knuden var spor af savl efterhånden begyndt at dukke op, der langsomt bevægede sig ned af hendes hage. Yog løsnede sit tag om kvindens mave med sin højre hånd og lod den efterfølgende glide op til hendes bryster som han kort efter skiftevis tog hårdt fat i. Da han havde gjort dette nogle gange gik han over til at klemme brystvorterne, stadig imens at han bevægede hofterne og stødte op i sit offers varme og fugtige indre. Sådan blev han ved indtil det begyndte at kede ham. 
Han trak sig ud, tog fat i sit legetøj der kæmpede imod på de få måder hun kunne, rejste hende op, tvang hende hen til stenen i midten af rummet hvor han tog en af lænkerne der sad i den og satte den om anklen på sit legetøj. Efterfølgende vendte han rundt og gik ud af rummets eneste udgang for at finde yderligere remedier han kunne bruge på sit legetøj. 

Smerten fra hvert stød var så voldsomt, at det sortnede for Kahinas øjne og hun et øjeblik frygtede, hun ville besvime. Hvis hun først besvimede, var hun ikke sikker på hun kunne finde tilbage til bevidstheden. Eller havde lyst til det. For selvom hun måske ikke anede, hvor hun var vidste hun, at hun aldrig ville blive fundet. Og hvis hun ikke ville blive fundet, ville han kunne gøre med hende, hvad han ville. Så måske var besvimelsens tåger slet ikke så slem en udvej ud af smerten, og selvom hun begyndte at hige efter den, kom den aldrig.
Og så trak han sig pludselig ud af hende. Smerten var stadig overvældende, men blev dog en kende mindre og gav hende fornyet mod til at kæmpe imod, da han atter tog fat i hende og trak hende med over til den store sten i midten af rummet. Det hjalp selvfølgelig ikke, for han var langt stærkere end hende, og hun mærkede endnu engang opgivelsen bølge ind over hende, da han lukkede en af lænkerne om hendes ankel. Og så vendte han sig og gik.

Kahina ventede et stykke tid, til hun var sikker på, at han virkelig var gået inden hun bøjede sig ind over lænken for at undersøge den nærmere. Det var en standardlænke, ligesom den hun som Tretten havde været alt, alt for bekendt med. Hun vidste derfor, at man ikke uden videre kunne slippe ud af den.
Smerten i hendes underliv gjorde det svært at tænke klart, og forvirringen over, hvor hurtigt alt var sket gjorde det yderligere svært at tænke. Så Kahina gjorde det eneste hun kunne: Hun satte sig ned på knæ og bad. "Shara, hvorfor har du forladt mig?" Hun mærkede tårerne glide ned over hendes kinder - eller måske var de aldrig stoppet - men inden hun nåede at begynde at græde for alvor mærkede hun den samme, pressende fornemmelse hun altid fik lige inden, hun fik et syn. Hun åbnede øjnene for at opdage, at en frådende ild havde bredt sig i hulen. En ild, der hurtigt gled hen mod hende - søgende og målrettet, og snart var hun opslugt af ilden. Men den brændte hende ikke. I stedet føltes den mere, som en varm omfavnelse. Ildens brølen i hendes øre blev blandet med babygråd, lyden af sang og inde midt i flammerne fik Kahina øje på to mennesker i vild elskov. Så forsvandt synet, ligeså hurtigt som det var kommet og hun var atter alene i hulen. Men hun græd ikke længere, for hun vidste, hvad synet betød: Shara havde talt til hende, og hun havde ikke forladt hende. Hvad end den kappeklædte skikkelse havde tænkt sig at gøre, så var det hele en del af en guddommelig test. Og Kahina ville bestå den.
Med rystende hænder rakte hun op for at fjerne det stykke stof der var blevet tvunget ind i hendes mund. Hendes hænder var stadig bundet af håndjernene, men eftersom de var bundet sammen foran hendes krop, kunne hun trække stoffet ud af sin mund og for første gang tage et gispende åndedrag. Fraværende tørrede hun savlen fra hagen væk med bagsiden af hånden mens hun undersøgte håndjernene. Det var halvmørkt i klippehulen, men i halvmærket kunne hun se, hvordan et tyndt lag is havde lagt sig over ledende på håndjernene. Kahina havde ikke engang lagt mærke til, at hun havde aktiveret sine kræfter, men måske var det sket rent og skært instinktivt. Hendes ben rystede da hun igen kom op og stå og begyndte at søge hen over den store sten hun var lænket fast til. Dér, et svagt udspring, dog stort nok til, at hun kunne ligge håndjernene hen over. Hun trak vejret dybt og åndede ud et par gange inden hun i en hurtig bevægelse førte begge hænder op og hamrede dem ned over det lille stenfremspring. Hun mærkede den ene finger give sig med et knæk, da hun ramte stenen, men til sin glæde hørte hun også håndjernene give sig, og da hun undersøgte dem endnu engang opdagede hun, at det ene led var blevet bøjet gevaldigt - svækket af isen og slaget. Hun ville ikke kunne komme fri nu, men det var en begyndelse da hun atter satte sig på knæ på gulvet og endnu engang begyndte at bede efter styrke fra den gudinde, der ikke havde forladt hende.

Yog kom tilbage ind ad døren, med sig havde han 3 bælter, en pisk, og en jernring hvor 2 læder remme sad fast. Den ene af remmene havde en bæltespænde for enden hvorimod den anden rem havde en masse huller langs med sig som et bælte. Yog havde ventet at finde sit legetøj skræmt eller grædende, men fandt hende i stedet bedende på knæ og med knuden ude af hendes mund. Til at begynde med var Yog en smugle chokeret, men kort efter fik han atter et lummert og ondskabsfuldt smil på læben hvorefter han atter gik hen og greb hende i nakken, tvang hende ned i gulvet, men denne gang var det helt ned til gulvet for derefter at placere et knæ i hendes ryg, og lysne kæden om hendes ankel. Da han havde gjort dette tog han hende op på sin skulder og gik hen til den nærmeste væg hvor andre kæder var blevet banket fast. Her lod han hende dumpe ned med fronten imod muren som han efterfølgende pressede hende op mod. Med en smugle besvær fik sat 2 nye kæder på hver af hendes hænder og fjernede håndjernene. Yog havde fået kvinden i en possition hvor hendes arme var hævet og spredt ud til siderne over hendes hoved på grund af kæderne, hendes ryg og bagdel vendte ud mod Yog så han stadig kunne penetrere hende. Dog var der den lille forskel at han nu var nødt til at gøre det op ad muren, men hendes blottede stilling gjorde også at Yog havde mulighed for at give hende nogle piskeslag uden at hun kunne bevæge sig alt for meget. Der var dog en lille ting der skulle gøre inden han begyndte at torturere hende med pisken. Han tog jernringen med læder remmene, stillede sig bag sin ejendom, stak atter sit lem ind i hende og begyndte atter at støde sig ind i hendes varme indre, men tog nu også et hårdt greb om hendes strube med sin højre hånd. Han begyndte at klemme hårdere og hårdere. "Åben munden" sagde han med en mørk og dyster stemme. Det var nødvendigt at hun åbnede munden for enten at stønne, skrige eller gispe efter vejret.        

Shara var stadig med hende, det var det synet havde betydet. Ilden, der havde omfavnet hende, havde været et bevis på, at Shara stadig var med hende. Hvorfor gudinden havde besluttet sig for, at Kahina skulle igenne en prøvelse som denne ville hun aldrig begynde at gætte på, for det var umiddelbart så ondskabsfuldt, at der ikke kunne være en mening med det. Og havde Kahina været nem at rokke ved sin tro, ville hun muligvis have tænkt, at den kappeklædte skikkelse var rendyrket ondskab uden mening. Men Kahina kunne ikke tænke sådan, hun var nødt til at fastholde sin tro, for lige nu var det det eneste hun havde.

Det gippede umærkeligt i hende da døren blev åbnet, men hun forblev siddende i den knælende stilling mens hun bad og forsøgte at holde sin instinktive skræk nede. En skræk, der var lige ved at løbe af med hende, da han rev fat i hendes nakke og tvang hende helt ned på gulvet, hvorefter han tog lænken med. Hun vidste det ikke var for at sætte hende fri, for skønt hun ikke kendte ham, fornemmede hun, at han ikke var færdig, så da han trak hende med over til væggen og lænkede hende fast der lykkedes det hende lige akkurat at holde panikken nede. Panikken og hendes frygt ville kun opildne ham yderligere, så hun måtte af al magt forsøge at holde panikken nede så godt hun kunne.
Noget der kun blev sværere, som han igen trængte sig ind i hende og selvom hun prøvede, kunne hun ikke forhindre et klynk i at undslippe, eller stoppe tårerne fra at glide ned af hendes kinder. Et klynk der blev endnu tydeligere, da hans ene hånd gled op til hendes hals og klemte fast.
Hun ville ikke åbne munden, hun ville ikke give ham den tilfredsstilelse, og alligevel vidste hun, at hun blev nødt til det. Hvis hun ikke gjorde det, ville hun ende med at mangle så meget luft, at hun besvimede, og selvom det virkede som en befrielse, vidste hun også det ikke var muligt og at hendes krop ville overgive sig til sidst. Men hun skreg ikke da hun åbnede munden, i stedet spyttede hun en hadefuld sætning efter ham. "Naz Glathrog O an fen-albath!" På trods af at stammens syngende sprog ville være uforståeligt for de fleste, var hadet i hendes ord alligevel tydelig og selvom hun næsten omgående fortrød dem, var det for sent.

Som Yog klemte så han hvordan hans legetøj afgav små stød imens hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke at gispe efter vejret og derved åbne munden, men i hendes øjne kunne han også se hvordan hadet så småt var ved at gøre sit indtog i hendes sind, selvom frygten dog stadig havde overtaget. Yog smilede sit sædvanlige mørke og skumle smil og håbede at hadet ville blomstre noget mere. Han kunne godt lide når hans legetøj var temperamentsfulde og trodsig, det gjorde det til en langt større udfordring at knække dem for derefter at tvinge dem til at følge hans vilje uden tøven. Ja! Han så hadet blomstre i hende i takt med at hun begyndte at mangle luft. Hun åbnede munden og spyttede en sætning ud på et uforståeligt sprog, som Yog antog for ørkenfolkets sprog, men selvom han ikke forstod hvad hun sagde var hadet ikke til at tage fejl af. Han skænkede dog ikke ordenes betydning den mindste tanke eftersom at han havde for travlt med at bruge øjeblik hun havde sagt ordene på at tvinge ringen ind i munden på hende. Nu ville hun ikke længere kunne bide sammen. Han stramte remmen og lukkede den bag hendes nakke så ringen fortsat ville blive hvor den var og holde muligheden åben for at Yog kunne stikke sit lem ind i hendes mund uden at risikere at hun bed den af. Der gik heller ikke længe efter placeringen af ringen før de første dråber af savl begyndte at vise sig på underlæben.

Yog fortsatte med at støde sit lem op i hende, han havde placeret begge sine hænder på hendes hofter og havde sat farten en tand højere op, men stødende var stadig ligeså hårde og dybe som de altid havde været. Han pressede hende op imod muren med al sin vægt. Han kunne føle hendes glatte ryg imod sit bryst og høre hendes skræmte vejrtrækning imens hun fortsatte med nogle hadefulde ord der dog var endnu mere utydelige på grund af ringen der forhindrede hende at bevæge kæbe og læber normalt.
Yog førte sin venstre hånd ned til hendes klit og begyndte at nive den, hans højrehånd tog fat om maven på hende for bedre at have fat og for at tvinge hende tættere ind til sig. Da Yog mente at han havde leget nok med hendes klit stak han efterfølgende pege- og langefingeren op i hende samtidig med hans lem der fortsat blev stødt op i hende. Han kunne mærke at han snart var ved at komme. Han strammede grebet om hendes mave, bevægede sig hurtigere og kraftigere, fingrene i hende bevægede sig næsten hurtigere end hans lem, han mærkede blodet løbe igennem hele hans krop og hvordan hans manddom dunkede da hans sæd pludselig spøjtede ud, inde i hans legetøj, men selvom udløsningen havde fundet sted stoppede han ikke op. Han blev ved med at presse hende imod muren, han blev ved med at støde imod hendes bløde, men faste baller og hans lem blev ved med at dunke i hende selvom mængden af sæd havde været så stor at der var begyndt at dryppe ud af hende. Han trak fingrene til sig fra sit lejetøjs underliv, de var overtrukket med en blanding af begge deres væsker. Han smilede med et lystigt blik, førte fingrene op til kvindens mund der stod åben på grund af ringen og stak kort efter fingrene ind i munden hvorefter han omgående mærkede hendes tunges fugtige overflade.          

""

Det gik ikke, at Kahina tillod sig at lade følelserne løbe af med sig. På trods af, at hun vidste det var nemmere sagt end gjort, vidste hun også, hun var nødt til at sætte sin lid til Shara. Og lod hun først panikken, frygten eller trodsen løbe af med sig, var det fordi hun ikke stolede på, at gudinden havde en plan med det hele. Og det havde hun. Det var en plan Kahina ikke forstod - og næppe nogensinde ville komme til - men det var derfor Shara var en gudinde og Kahina blot hendes præstinde: det var ikke meningen hun skulle forstå den, men blot gennemleve den og tro på, at hun i sidste ende ville klare den prøvelse Shara satte hende igennem.
Men det var svært at minde sig selv om at tøjle sine følelser, selv for en præstinde, der ellers havde års øvelse i netop dette. Især da han tvang ringen ind i munden på hende, og strammede den til bag hendes nakke. Som den sad nu, var hun ude af stand til at lukke munden, hvilket fik hende til at udbryde nogle forfærdede ord, der ikke just var forståelige eftersom ringen umuliggjorde enhver snak.

Hun græd da han rørte hende på en måde ingen anden mand nogensinde havde rørt hende, og på en måde ingen anden mand nogensinde ville have fået lov til - hun græd endnu mere da han tømte sig i hende. Ydmygelsen blev totalt, da han stak sine fingre ind i hendes mund og tvang hende til at smage på sig selv og ham.
Men selv gennem gråden lagde Kahina mærke til den knagende lyd, der fyldte rummet da en tyk is bredte sig fra hendes hænder og hen over den væk hun var fastspændt til. Kahina havde ingen kontrol over denne del af magien i hende, men selvom den ikke påvirkede hende, fornemmede hun alligevel hvordan rummet blev koldere og koldere mens isen bredte sig og magien ubevidst forsøgte at beskytte hende mod det, der gjorde hende fortræd.

Det var en sand fryd for Yog at se hvordan hans legetøj brød sammen i gråd bag ringen i hendes mund.
Han havde bevidst ydmyget hende for at nedbryde hende psykisk og holde hende i et mentalt fængsel der konstant blev ved med at fortælle hende at hun ikke længere havde sin egen vilje. Han var rimelig sikker på at hun snart ville overgive sig til ham og blive hans viljeløse slave, men så alligevel ikke... Is! Der var pludselig begyndt at komme is på vægen hun var lænket til og også rummet var blevet en hel del køligere. Der var åbenbart stadig en smugle kampgejst tilbage i hende "Forsøger du at køle ned?" begyndte Yog med en undrende og overlegen stemme der stadig var mørk og dyster "I så fald må jeg vel hellere varme dig op?" han hævede nu tempoet til det maksimale og gav samtidig så kraftige stød at brystet og maven på hans legetøj blev trukket tilbage og hamret imod vægen hver gang han bevægede sig ind og ud. I kulden føltes varmen fra deres kroppe også kraftigere, hvilket kun gjorde Yog endnu mere lystig. Han tog nu hånden der ikke var i munden på sit legetøj til sig hvorefter han begyndte at smække den hårdt imod hendes baller. Hårdere og hårdere slog han imens han hørte hendes smertefulde støn imens hun forsøgte at mindske lydende for ikke at ophidse ham yderligere. Sådan blev han ved i noget tid indtil han atter trak sig ud ad hende.

Væskerne dryppede stadig ud af hende da han trak sig ud. Handes baller havde fået røde mærker efter hans slag, men han var stadig ikke færdig med hende. Han slap hende og fjernede fingrene fra hendes mund hvorefter han nu tog et af bælterne han havde bragt med sig, placerede det om hendes hals og strammede det så meget at det var lige før det begyndte at blokere hendes luftveje. Derefter tog han pisken op. Han stod bag hende i venstre side, hans venstre hånd havde fat bæltet som han til hver en tid kunne stramme og hans højre hånd holdt pisken. Han smilede ondskabsfuldt. Hun havde tidligere bedt på gulvet, men nu var det på tide at han også flåede hendes tro fra hende "Sig at du hader din gud" sagde han nu koldt og ondskabsfuld til sit legetøj. 

Kahina ville næsten ønske, hun kunne sige, at det havde været helt bevidst at isen havde bredt sig over væggen. Det var det bare ikke, for sandheden var jo, at hun ikke havde nogen kontrol over sin evne. Og at den for nu vidste sig totalt nyttesløsts. Havde hun bare haft viden til, at bruge magien som et våben, ville hun have haft en chance. Men det havde hun ikke, for i stedet for at søge mod Nordlandet, som planen oprindeligt havde været, var hun blevet i Hovedstaden. Og det her var hendes straf. Hun stønnede da hans hånd mødte hende balde med en kraft, der fik smerten til at forplante sig.

Og så trak han sig, efterladende hende på rystende ben, men dog i et øjebliks fred. En fred der brat blev perverteret af det bælte, han kort efter lagde om halsen på hende. Det var stramt, men Kahina kunne lige akkurat trække vejret, så længe hun gjorde det forsigtigt. Synet af pisken i hans hånd fik det til at vende sig i hende, og måske ville hun have føjet ham, havde det ikke været for hans ord. "Sig at du hader din gud" der lød en knasende lyd, da isen på væggen med ét slog revner. Nej. Han kunne ydmyge hende, han kunne påføre hende smerte og han kunne endog dræbe hende, men han ville aldrig få hende til at vende Shara ryggen. Hun var Kahina Oyibo, hun var Den Hvide Moder og Sharas datter, og hun var sin gudinde hengiven. Og hun var villig til at dø for Shara. Han troede måske, at det var ham, der bestemte, men alt indgik som en del af en større plan, udtænkt af Shara. Og nu vidste Kahina hvad det var: en test. Gudinden testede hendes tro. Og Kahina vidste hun ville gennemleve testen, for hun var forbundet til Shara på en måde, andre kun kunne drømme om.
Det var disse tanker der fór gennem hendes hoved, da hun rankede ryggen og sendte ham et trodsigt blik, der udtrykte det "Nej" der var så tydeligt hos hende.

Yog svang pisken ind over hendes ryg der omgående fik en rød streg, derefter svang han den igen så den ramte hen over begge hendes baller der også fik en rød streg "Hvor langt er du villig til at gå for din gud? Endeløs smerte?" han fortsatte med at svinge pisken over ballerne, ryggen, arme, ben. En gang imellem stoppede han dog også op for at rave hende lidt på brysterne eller slå lidt til dem med en flad hånd. Også enkelte lussinger kunne han finde på at give hende i ny og næ "Hvorfor skulle din gud udsætte dig for det her, hvis ikke det er for at du skal hade denne?" sagde Yog med et smil på læben for bedre at forstå hendes tankegang imens han fortsatte med at torturere sit legetøj.

Han skulle nok finde en svaghed i hendes tro og når først han havde knækket hende og fået hende til at hade sin gud ville hendes overgivelse til ham enten være fuldendt eller tættere på. Det var kun et spørgsmål om tid. Han strammede taget i bæltet for kort at lukke af for hendes luftveje, men bag den simple handling havde han også sendt hende et budskab. Han havde magten over hende her, det kunne godt være at hun havde sin tro, men hvor længe ville der gå før også den var væk sammen med hendes frihed og værdighed.

Kahina svarede ham ikke. Dels fordi ringen i munden umuliggjorde ethvert svar, men også fordi hun nægtede, at give ham den tilfredsstillelse det ville være, hvis hun svarede ham. Han var ingenting, et brik i Sharas puslespil, og hvis han troede hun kunne knækkes tog han fejl. Og han havde jo også selv besvaret sit spørgsmål om, hvor langt hun var villig til at gå: endeløs smerte, nej tanken var ikke tiltalende, men Kahina ville udholde det. Hun ville bestå Sharas prøve og hun ville ikke vakle i sin tro.
Han kunne påføre hende endeløs smerte, eller sågar slå hende ihjel, hun ville ikke give sig. Men han havde magten, og det hvilket ikke han også understregede da han strammede bæltet om hendes hals kortvarigt, hvilket fik hende til at gispe efter luft. Der gik ikke længe inden hendes lunger begyndte at skrige efter luft, og havde hun kunne ville hun instinktivt have forsøgt at fjerne bæltet fra halsen. Men hendes hænder var låst fast til væggen, så hun kunne ikke gøre andet end håbe på, at han ville give hende ilten tilbage igen.
Hun var heldig, for øjeblikket efter blev hendes smertefulde lunger igen fyldt af luft, da hun igen kunne trække vejret ind i store, gispende åndedrag. Måske ville han ikke slippe bæltet næste gang, for der måtte blive en næste gang, måske ville han vitterligt kvæle hende, men Kahina nægtede at bede om nåde. Hun kunne klare døden, hun kunne klare pisken – det var ikke den første gang hun havde smagt pisken trække hen over sin hud, for dengang hun havde været Tretten havde det være en måde for slavehandleren at kontrollere hende, men han ville ikke knække hende. Trodsen var da også tydeligt i hendes blik, som hun hævede hovedet, fast besluttet på ikke at lade ham se den instinktive frygt, der hele tiden lå under overfladen hos hende.

Yog blev ved med at piske hende lidt endnu, men fandt med tiden håndjernen frem igen. Han placerede derefter det ene af hendes håndled i håndjernene, fjernede lænken der havde holdt hende fast til muren for derefter at føre hendes "frie" hånd om bag hendes ryg hvorefter han pressede hende op mod muren. I denne stilling hvor hun var presset op mod muren var det nu en mindre risiko for at hun kunne flygte. Han fjernede så lænken fra den anden hånd hvorefter han også førte den om bag hendes ryg og lagde den i håndjernene. Bæltet hang stadig om hendes hals, så Yog greb det og brugte det til at trække hende ud på gulvet hvor de spidse sten var placeret "Ned på knæ" kommanderede Yog med et fast greb om bæltet i den ene hånd og pisken i den anden, næsten for at true med hvad der kunne ske hvis hun ikke adlød.   

Havde Kahina været i stand til at tale, ville hun muligvis have tydeliggjort det for ham, at han ikke ville få held med knække hende. Voldtægt, krænkelse, tortur – det var alt sammen noget mænd i årevis havde brugt for at kue kvinder. Og hvorfor havde de haft behov for det? Fordi de inderst inde vidste, at kvinder var stærkere end dem. Og Kahina var endnu stærkere, for hun havde Shara og vidste, at gudinden ville beskytte hende og havde en plan for hende.
Hun gjorde ikke modstand da han førte hendes hænder om bag ryggen, velvidende at han for nu havde overhånden. Det ville ikke vare ved, det var hun overbevist om, men for nu var det ham, der havde magten over hendes fysiske krop – skønt han ønskede at knække hende fysisk. Det ville ikke lykkedes, og hans kommando blev da også blot mødt af et stædigt og fast blik. Hun ville ikke knæle for nogen mand, selv ikke en mand, der truede med at bringe hende så meget smerte og ulykke.

//Jeg beklager rigtig meget, at jeg ikke har fået svaret, men mit nye job har bare taget rigtig meget af min tid. Lover det bliver bedre!

// Det gør ikke noget. Har også selv være rimelig inaktiv for tiden. //

Yog strammede nu bæltet. Denne gang være det langt mere hårdt. Hans intention var at blive ved indtil hans legetøj besvimede. For når først hun var bevidstløs ville hans næste handlinger bliver langt nemmere da hun ikke ville yde den store modstand når hun var bevidstløs. Desuden var kvælningen også en konsekvens af at hun ikke havde adlydt.

Fornemmelsen af bæltet der blev strammet, var et øjeblik ved at drive Kahina ud i rendyrket panik. Hun rev i sine lænker i et forgæves forsøg på at få hænderne fri, så de kunne rive bæltet af hendes hals, men til ingen nytte. Der gik ikke lang tid før mørket begyndte at bevæge sig ind i hendes synsfelt og truede med at opsluge hende helt. Hun skulle dør. Shara havde lovet at beskytte hende, og alligevel skulle Kahina dø nu: nøgen, ydmyget og krænket og fanget et sted, hvor ingen nogensinde ville kunne finde hende.
Tårerne der gled ned af hendes kinder var en blanding af kroppens reaktion på den manglende luft, og på hendes egen desperation. ”Shara, min gud, hvorfor har du forladt mig?”
Hun fik ikke noget svar, i stedet mærkede hun lungerne brænde mere og mere efter luft samtidig med at hendes ben blev tungere og tungere, og inden hun nåede at reagerer overtog mørket hende helt og hun faldt sammen på gulvet.

//Sådan er det med december, det er en travl periode for alle :)

Da Yog så hvordan den nøgne kvinde spjettende kæmpede for at få vejret imens hendes mund stadig var tvunget åben af jernringen og hvordan tårerne løb ned af hendes kinder var der en følelse af tilfredshed der skyllede ind over ham.
Hendes liv var i hans hænder og hun vidste det inderst inde godt. Yog var hendes herre og han ønskede at se hende lide, græde og orme sig. Der var noget der tændte Yog når han så en kvinde forsøge at undslippe ham selvom det tydeligvis var håbløst. Det var uden tvivl magt og kontrol der fremkaldte følelsen, men samtidig var der også noget over at se hans slaver blive ydmyget. F.eks. hvordan en jernring eller en simpel knude kunne få savl til at dryppe frem fra deres munde og løbe ned af deres nøgne og blottede kroppe. Det fik dem til at fremstå som de slaver han havde planer om at gøre dem til.

Efter at kvinden var faldet om tog Yog de 2 ekstra bælter han tidligere var kommet ind med samtidig med at han tog noget reb frem fra sin taske. Derefter lagde han kvinden på maven, på gulvet med de spidse sten og spredte hendes ben. Han greb så kvindens venstre ankel, fik hendes venstre ben til at lukke sig sammen og pressede dereftrr anklen ned mod bagsiden af hendes lår hvorefter han tog det ene af bælterne og stammede det om anklen og låret så de nu var helt fikseret og det nu ville være umuligt at løbe. Det samme gjorde han derefter med det andet ben.

Som det sidste tog han rebet som han med forskeskellige knob bandt om hendes hænder, albuer, mave og sidst, men ikke mindst bryst. Alt sammen for at gøre hende endnu mere forsvarsløs end hun tidligere havde været.

De spidse sten på gulvet havde givet hans legetøj nogle hudafskrabninger da Yog havde fikseret hende yderligere, men blot tanken om hvordan hun ville reagere når hun atter vågnede gav ham en grumt og mørkt smil på læben.
Han placerede sig bag hende, sprede hendes fikserede ben og lod to af sine fingre glide op og ned ad hendes kønslæber imens han afventede en reaktion fra hende.

Denne gang bragte mørket ingen syner med sig. Denne gang var der ikke andet, end det mørket, der lå så tæt om præstinden at det næsten føltes knusende. Men selv gennem besvimelsens tåger vidste hun, at mørket ikke ville tage hende. Ikke denne gang, og selvom hun vidste det var helligbrøde var det en viden, der var forfærdelig. I dette øjeblik ville hun ikke andet end lade sig opsluge af mørket, velvidende at hun ville blive genfødt i Sharas billede. Men Shara ville ikke lade hende dø, ikke endnu, og skønt Kahina vidste at dette var en del af en større plan, kunne hun ikke se en mening med det. Kahina var ikke andet og mere end et menneske (selvom stammen ville påstå hun var ophøjet), og den manglende mening gjorde hende fortvivlet og fik hende til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det lige var hende der skulle opleve denne ondskab? Efter hun var blevet genfødt havde hun levet sit liv som Shara befalede, så hvorfor denne prøvelse? Havde hun da ikke bevidst sin tro?
Svaret slog hende i det sekund bevidstheden atter vendte tilbage. Nej. Nej hun havde ikke bevist sin tro: Shara havde sendt hende fra Ørkenen til Norden for at finde en læremester, der kunne lære hende om magien i vandet, men hun havde ikke lyttet. I stedet havde hun ladet sig forføre af Hovedstadens mange fristelser og var aldrig taget videre, og nu blev hun straffet. Præcis som Ngozi og Sefu ville blive straffet, når de engang fandt hende.


Synet var det første hun genvandt, og da hun endelig slog øjnene op troede hun et øjeblik hun stadig var bevidstløs for hele verden var grå og det tog hende et kvart sekund før det gik op for hende, at det var gulvet hun så. Øjeblikket efter mærkede hun, hvordan de spidste sten borede sig op i hendes mave og hvad der var værre: at hun var blevet bundet på en måde hun ikke kunne gennemskue, men som for alvor gjorde hende fuldstændig forsvarsløs. Hun kunne mærke ham bag sig og vendte hovedet, som for at få bekræftet af han virkelig var der (skønt hendes krop fortalte hende, at det var han). Et øjebliks panik ved de mange reb fik hende til at vride sig og udstøde nogle uforståelige lyde alt mens hun forsøgte at undgå at bryde ud i de tårer, der truede med at få overtaget hvert øjeblik det skulle være. Hun ville ikke græde, hun ville ikke give ham den fornøjelse, og skønt hun nu fuldt og helt var i hans vold nægtede hun, at lade ham se, hvor tæt på at knække hun var.