Han var på vej hjem nu, stadig iført civil beklædning i form af den store, tykke frakke og den ellers generelle mørke påklædning, med saxkniven hængende i bæltet, da hans blik fangede en liggende skikkelse i en gyde. Nok én af ofrene for pesten, men man kunne ikke bare lade dem ligge og hobe sig op. Han forberedte sig på at skulle brænde endnu et lig for at undgå at lade pesten brede sig for meget, men da han stod over kroppen, opdagede han et par lyse lokker. I stedet lod han en lille bold af flamme svæve over sin venstre hånd, mens han med højre fjernede lokkerne af hår. Han genkendte hende, på trods af pestens tag i hendes krop. Det var ypperstepræsten for Isari, Reina blev hun vidst kaldt? Han satte en finger på hendes hals, og mærkede en svag puls, og da besluttede han sig med det samme: Han kunne ikke lade hende ligge dér. Folket havde jo brug for hende, hun var et stort lyspunkt i manges liv, som de bad til Isari for overlevelse og for et håb i deres mørke dage.
Aethelwulff samlede den mindre kvinde op i sine arme og forlod gyden med hende. Enhver person der kiggede, fik et køligt blik, og de kiggede med det samme væk igen. Uden problemer gik han hele vejen fra Skumringskvarteret til centrum af byen, hvor han havde sit lille hus. Et to-etagers, men ikke det største i byen heller.
Han fik åbnet døren med albuen og trådte ind i sit hjem med Isari-præsten i sine arme, og fandt hurtigt frem til sin seng på første etage. Det var også på denne etage, at han havde et hemmeligt, mindre lager af blod. Dæmonblod. Mange ville nok kalde ham hyklerisk for netop dette, men han var ligeglad. Det var bedre at redde få mennesker uden at tiltvinge sig betaling, end at rende rundt på gaden og bede om krystaller for dyrebart blod der kunne - og ville - redde liv. Om han begik en kriminalitet var ham også underordnet. Han var god til at skjule, hvad han lavede.
Han gik hen til sin sengekiste, åbnede den og tog alt tøjet ud, før han rev den ekstra bund op, som han havde nede i kisten. Under var der en masse flasker med de dyrebare bloddråber i, og han tog med det samme en flaske op og stak den i lommen på sine bukser, før alting blev lagt tilbage i kisten igen.
TIlbage til Reina. Han satte tog jakke af og satte sig på en stol ved siden af sengen, hvor han ruskede blidt i hende, men tilstrækkeligt til, at hun burde vågne. Så snart han fik det mindste tegn, reagerede han.
"Du vil anse dette som blasfemi.. Det vil redde dit liv, og du kan give folket det håb de har brug for... Blasfemi eller ej.. Folket har brug for håb nu, så jeg håber du lytter til fornuft og drikker," forklare han i en brummende tone, før han åbnede flasken, samlede hendes hånd op og lukkede hendes fingre rundt om den, før han langsomt førte den hen til hendes mund. Så måtte hun selv bestemme.