Det var ved at være mange måneder siden de var flyttet hertil. Det hele begyndte så småt at udforme sig til at være et godt beboeligt område, hvor de første huler også var blevet gjort klar. Miranda havde ikke valgt at være den første til at gå i hulebo, da andre følte sig mere udsat i telte og lejre. Hun havde aldrig før taget så meget hensyn til andre personer før, og hun mærkede også ændringen udforme sig i hendes sind. Hun havde haft mere brug for denne flok end de nok i realiteten havde for hende. Miranda havde endelig et hjem og ønskede at give det videre til andre varulve hun vidste havde været nødsaget til at strejfe alene og forladt. En tilstand hun ikke ønskede de skulle rende rundt med, hvis de ønskede et andet liv. Derfor var det også en mærkelig samling af varulve efterhånden, som langsomt men stødt lærte at leve med hinanden og deres familier uden at være i krigsberedskab hele tiden.

Miranda holdte sig alligevel til at patroljere området ofte. Hun var rent faktisk bange for at nogen skulle komme og tage det nye fra dem, at hun nærmest var panisk ved tanken. En kort assiation til en dyr i bur kunne nemt tages, når man så hende vandre frem og tilbage i det tynde skovkrat som omringede højen. Frem og tilbage, uden stop. Sporerne efter nye dufte hun ikke kendte til. Fremmede som spionerede, eller i positiv henfald, varulve som søgte et hjem. Selvfølgelig var mulighed for en varulveflok der ville overtage der også, men hver gang hun havde opsnuset en nu varulve lugt, var det en enkelt strejfer.
Tiden var dog kommet til en pause. En pause hvor hun kunne nyde fuglenes sparsomme kvidren i tid op af en tyk træstamme. Her sad den skinklædte kvinde med hænderne i favnen, lænende godt tilbage med lukkede øjne, som den sparsomme vind legede med krøllede røde hår. Alt var roligt. Lige nu.

En enlig vandrende fik gennem det bakkede landskab. Nika var iført en slidt rejsekappe og havde kun en let oppakning med sig: hun havde aldrig ejet mange ting, for hun var nærmest altid på farten. Selvom Medanien bragte hende mange vemodige minder, følte hun dog også en vis hjemve ved gensynet af Vesterdalenes velkendte landskab.
Fra andre rejsende havde hun hørt små rygter om, at der var flere varulve i Medanien disse dage end hidtil, og en del af hende længdes efter at møde nogle af sit eget blod. Varulve var oftest ikke de nemmeste skabninger, at komme tæt på: Medaniens bønder afskyede dem som pesten og desuden var varulvedrab ganske tilladt i landet.

En lugt af en blanding mellem dyr og menneske fangede Nikas næsebor, som hun snusede ind. Hun satte farten lidt op: i horisonten kunne hun se en bakke, som var noget højere end de omgivende. Små træer voksede i området, og mosgroede stenblokke gjorde, at hun måtte zigzagge gennem landskabet.
Hendes hjerte bankede en anelse hurtigere: hvis det lykkedes hende at støde på nogen af sin art, ville de være venligtsindede over for hende?

Miranda sad længe, tilbagelænet og afslappet. Så længe at det opnåede den afslappede ulv af falde let hen i en løs søvn. Det var sjældent hun følte sig afslappet nok til at gøre det et så åbent sted som dette, selvom træerne var fin beskyttelse. Hun var faldet til på ulvehøj, til trods for bøndernes protester. De var ikke en velset race, men det var begrænset hvor de kunne være hvor de ville være mere udsatte end her. Vesterdalenes indbydende landskab var svær at sige nej til.
Den tunge vejrtrækning fortsatte afslappet ind gennem næsen, tilbød hende mulighed for stadig i underbevistheden at være opmærksom på sine omgivelser.

Den rolige vejrtrækning stoppede brat, hvorefter varulven åbnede sine øjne, fuldstændig upåvirket af den korte lur hun havde været uopmærksom nok at tage sig. Hun genkendte lugten så nemt som ingenting, hun dragede fordel ved den forbredede lugtesans, som tillod hende at kende forskel på dyrelignende lugt i menneskeblod fra andre varulve.
Miranda rejste sig fra træets skygge, gik ud blandt træerne og fandt lugtens ejermand. Fulgte den idræte skikkelse som zigzagge vant gennem landskabet.
Roligt var hun afventende på at den enlige vandre kom nærmere. En varulv var selvfølgelig farlig, men en kunne ikke skade hele flokken. Dertil, tvivlen skulle altid komme de enlige vanderer til gode - Det skulle ikke undre Miranda hvis kvinden allerede havde været udsat for nok i sin levetid.

Det var meget lang tid siden, Nika havde befundet sig blandt andre varulve. Eftersom det var ganske tilladt at drive jagt på racen, var de efterhånden en truet art. Nika havde hørt, at Mørket gjorde plads til varulve i hæren, men hun følte sig på ingen måde tiltrukket af det brutale liv, der ventede en soldat af Mørket. Hun havde set tilstrækkeligt med blodsudgydelser.
Så nu befandt hun sig i stedet her: bakkerne steg og faldt efterhånden som hun bevægede sig gennem det vildtre, men alligevel fremkommelige, landskab. Her lugtede af hjem.

"Godeftermiddag!" Hendes stemme lød klart hen over bakkerne, hvor men ellers ikke hørte andet end fuglesang og vindens susen i træer og buske. Hun kunne lugte den ventende skikkelse bedre, end hun kunne se den, selvom hun efterhånden var kommet tættere på den fremmede kvinde. Nu var det blot at bede til, at hun var venlig af sind, for Nikas ben føltes trætte efter dagens vandring, og hun havde ikke lyst til at strides.

Varulve var vildfarene af en god grund. Jaget af alle og enhver omkring dem, som var de ikke andet end et vildt dyr. Det var ikke ligefrem noget komfortabelt liv at holde sig, men der havde heller ikke været mange valg. Miranda havde i sin tid, da valget stod mellem at være alene og udsat, eller havde en beskyttende ramme, valgt det sidste i RT's rammer, der ikke ligefrem var beskyttende, men stadig faste og vante. Hun havde ikke været alene.
Mord, krig og blodgydelse var ikke længere højt på varulvens dagsorden som havde ladet alderen, roligheden og koldt vand gå i blodet på sig. En klan af ligesindede var langt mere at foretrække.

Miranda tog en dyb indånding for at tage lugten ind, blot endnu engang inden hun lod mødet ske. Roligt og uden antegn til at angribe eller være ondsindet. "Godeftermiddag!" svarede hun højt og klart tilbage. Nok var skikkelserne stadig et stykke fra hinanden, men stemmer kunne komme langt. Miranda tog nogle skridt ned af højen, nærmest gående den nye i møde som kom tættere. "Velkommen til, rejsende" for det måtte hun i sandheden være. Miranda var ikke spor i tvivl hvad den påstand angik.

Nika begyndte at gå langsommere, som hun efterhånden var nået den rødhårede kvinde. Vinden greb en smule fat i hendes kortklippede hår og fik hendes rejsekappe til at blafre. Hun havde ikke mange ejendele, men oppakningen var alligevel begyndt at føles en smule tung - hun havde rejst længe.
Hendes hjerte, der havde slået en anelse hurtigt, føltes en smule roligere, da det ikke lod til at kvinden udviste fjendtlighed, og Nika betragtede hende med nysgerrighed i blikket, idet hun nærmede sig højen. Hun så ud til at være en smule yngre end Nika, men hun var højere, og der var en vis autoritet over hendes skikkelse.

"Tak.." Nika standsede op, da hun var inden for et par meters afstand af den fremmede kvinde. Hun så sig omkring og indsnusede luften af græs, træer, natur samt den svage duft af noget dyrisk. Medanien havde altid givet hende en følelse af hjemlighed, omend den ofte havde følgeskab af en vis vemodighed.
"Jeg har hørt rygter.. om at de, der har ulveblod, samles i disse egne." Hun vendte ansigtet mod kvinden foran sig, afventende. Hun håbede, at hendes næse ikke bedrog hende - at hun rent faktisk stod over for en af sine egne.

Arret var nok hvad der ramte Miranda mest. Det kunne være kommet af mange årsager, og bragte en jævn stor potion nysgerrighed med sig. Forsvars sår fra en kamp? angrebet? uretfærdigt behandlet på anden led eller kant.
Den senere tid havde hun modtaget et par ungulve til flokken, hvis sparsomme barndom havde været alt andet end fordelagtig for dem. Det resulterede i at Varulvekvinden fik en ny form for respekt, men også bange anelser overfor ar. Ikke til den rejsende kun, men til hvad der var sket. Moderlig var hun nok skræmmende nok ved at blive - hvor lidt det end huede hende.

Miranda så et øjeblik på hende i stilhed, med et neutralt, hældende til nysgerrigt blik. "Rygterne må jeg nok bekende taler sandt" svarede hun bekræftende til kvindens ord. Fjender kunne snyde på alle punkter og rækker, men en af ulveblod valgte Miranda at give et ekstra gram af sin tillid, omend en fremmed aldrig fik meget. "Ulvehøj, hedder stedet. Ulveblodet flyder i dine årer?" spurgte hun egentlig ret direkte. Miranda var i stand til at lugte det, hvilket hele hendes holdning og attityde svagt afslørede. Men nogen holdte det hemmeligt, enten af sikkerhed, nogen af skam. Andre begge dele. "Mit navn er Miranda"

Nika forsøgte med et lille, venligt, omend respektfuldt smil at se den lidt yngre kvinde an. Hun følte efterhånden at dette var den eneste udvej, hvis hun skulle være i stand til at leve blandt andre. Nu håbede hun bare, at disse ulve var mere fredelige af sind, end dem, hun tidligere havde mødt - brutalitet og lyst til blod herskede ofte i varulveklaner, og der var altid kamp om titlen som leder.
Hun vidste ikke, om det var måneforbandelsen, der gjorde det, eller om det blot var deres væremåde. Hun selv hadede fuldemånetid mere end noget andet, og hun ønskede at være blandt folk, der kunne håndtere hende og forhindre hende i at gøre ondt, under forvandlingen.

"Jeg blev født i en varulveklan her i Medanien, så bidet blev givet til mig tidligt." Svarede hun direkte. Det føltes underligt at stå og snakke med den rødhårede kvinde om ulveblodet, som om det var en almindelig samtale om vejret. Hendes blik hvilede et øjeblik på højen, der rejste sig i baggrunden, overvejende hvad der fandtes under det græsklædte ydre. Hjem? Familie?
"Nika Valenta." Gengældte hun høfligheden, da Miranda præsenterede sig. Hendes tanker kredsede om, hvad der ville blivet krævet af hende, hvis hun ønskede at blive en del af ulveflokken. Hun ville være i stand til at jæge og bringe mad på bordet - men havde de andre forventninger til hende?

Efter at havde betragtet den lidt ældre kvinde lidt, blødt Miranda op fra den faste holdning til lidt mere afslappet og det lille smil blev gengælt. Det var svært at være så fremmedhadsk hele tiden, specielt når Miranda rent faktisk havde udviklet sig fra egoistisk til at ville hjælpe andre med samme lidelse som hun selv. Miranda bar et stort had og irritations moment til den skide måneforbandelse. Hun ønskede stadig at hun aldrig havde fået den. Andre skulle havde chancen for et nogenlunde normalt liv.

Miranda lyttede og så hende an, ganske roligt. Måske endda bedømmende for om det var sikkert at tale videre, men kvinden havde endnu intet gjort der talte imod kommunikation. Tvært imod. Hun virkede villig til at tale og lytte. Talte stort til hendes fordel.
Miranda valgte dog at give tilbage af sig selv for hvad hun hørte om Nika. Det var jo ikke nogen ensidet samtale hvor Miranda skulle have alle informationerne og Nika skulle svæve i uvished. "Jeg var - heldigvis - lidt ældre inden jeg fik det.. 15 faktisk." det var faktisk lidt underligt at tale om det, som var det en ganske almindelig samtale om vejret! En tanke der fik Miranda til at smile lidt mere. "Er du sulten?" Miranda havde mere eller mindre fået slået fast, at det ikke var en farezone at lade Nika komme tættere på. Hun virkede oprigtig - selvom Miranda ikke helt var sikker på hvad hun søgte endnu, men det skulle de nok få snakket om.

Nika kunne mærke en lille følelse af lettelse i brystet, da Miranda også lod til at åbne op over for hende. At tale om varulveforbandelsen føltes stadig en smule underligt, for det var de færreste, hun ellers havde haft mulighed for at snakke med om disse ting. Altid havde hun forsøgt at undertrykke ulveblodet - og i de perioder, hun havde været gladest, havde det lykkedes hende for en kort stund at glemme forbandelsen, der hvilede over hende.

Den var dog altid kommet tilbage til hende. Lige meget hvor inderligt hun ønskede at blive fri for sin ulveskikkelse, måtte hun indse, at hun aldrig ville komme til at leve normalt blandt mennesker. Men hendes egen slags? Det kunne sandsynligvis lade sig gøre..
Hun nikkede med et forsigtigt smil: hun havde gået det meste af dagen, og de sidste par kilometer var maven ganske rigtigt begyndt at rumle en smule. Hun havde dog været så tæt på sit mål, at hun ikke havde haft i sinde at gøre holdt for at få sig en bid frokost. "Ja, det må jeg nok tilså, at jeg er." Sagde hun derfor med blikket kort hvilene på højen bag dem. Havde Miranda tænkt sig at invitere hende indenfor?

At leve med ulveforbandelsen var en prøvelse. Specielt når man havde kendt til et andet liv før bidet indtraf. Det havde været svært for Miranda. Hun havde været rasende, frustreret og vred. Alle ting der blot gjorde nætterne værre og mere hidsige. Noget hun senere tog til sig, og skabte en personlighed og liv omkring. I RT klanen blev det belønnet at være så brutal, vred og voldsom som overhovedet muligt. Noget forbandelsen da havde hjulpet med til. Derfor havde hun aldrig glemt det og aldrig været i stand til at styre det, bare det mindste.

Men som alt faldte til ro omkring hende. Som livet blandt andre mere ligesindede og endda mere rolige og åben hjertede varulve, kunne man håbe at hun lærte at holde bæstet bare lidt under bero. Det var i hvert fald planen, og hun var blevet gladere af at havde taget valget.
Miranda smilede roligt til Nika og fulgte hendes blik op til højene. I værste scenarie var det stadig hende og flokken der havde en fordel, men Miranda var begyndt at lære at man måske ikke altid skulle tænke det værste om alle folk. "Kom med. Maden skulle gerne være færdig om ikke så længe." hvis hun kendte sit eget indre ur korrekt. Maven var nu også godt til at fortælle hende hvornår det var tid til en bid mad. Miranda begyndte roligt at gå tilbage af mod højen, men satte ganske let farten op som den første duftprøve på middagsmaden ramte hendes næse.

En blandet følelse af lettethed men også spænding steg i brystet på Nika. Hun havde ikke forventet, at den anden ulv ville være så hurtig til at invitere hende ind i sit hjem. Dog var det tydeligt, at Nika næppe ville udgøre en trussel - hun var en enkelt vandrende, og hun ville være langt i undertal overfor Mirandas klan.
Mad var ikke helt let at skaffe for tiden, og Nika så frem et varmt måltid - selv om hun var ganske dygtig med buen, var det nærmere reglen end undtagelsen, at hendes aftensmad bestod af bær og rødder. Ikke at det var dårligt - det slog bare ikke helt en god, gammeldags stuvning.

Hendes næsebor udvidedes let, idet hun fulgte efter Miranda og også småt kunne lugten maden, og hendes tænder begyndte at løbe en smule i vand. Det gik lige pludselig op for hende, for hvor meget hun længdes efter at hvile fødderne og for en gangs skyld gøre et længere holdt på sin rejse. Måske endda et meget langt holdt..
"T-Tak.." Stammede hun, idet hun satte farten op for at følge med den yngre kvinde.

Normalvis var Miranda slet ikke så indbydende overfor fremmede, da hun vandrede alene. Tvært imod. Der var alle på ens vej fjender og ude på det værste hvis de kunne komme til det. Livet alene og på vandring var aldrig spor nemt, men trykhed og medfølelse var det nemmere at gøre plads til når man ikke var alene. Hvis hun kunne dele det med andre, ville hun gøre det.
Det var heller ikke spor længe siden at hun havde hevet tog unger med hjem til flokken, hvoraf den ene efterhånden fik drevet hende til vanvid med sine pludselige angreb og voldsomme natur. Ikke at knægten gjorde nogen ondt, det var det vigtigste. Han var bare opvokset anderledes og med mere fokus på sin ulveside end mange af de andre.

De skulle gå et stykke tid, men der gik ikke lang tid før man kunne se et par røgsøjler fra de tændte bål der blev benyttet til mad og anden fremstilling af materiale. Derudover var teltetoppene også begyndt at titte frem hurtigt. De var ikke alle flyttet ned i hulerne endnu, da disse for det første skulle klargøres men også udvides for at der var plads til alle. Miranda smilede let til kvinden som svar og vendte derefter øjnene til udsigten foran sig. "Hulerne er ikke helt færdige endnu, vi er kommet lidt flere herud end jeg først havde regnet med" forklarede hun opdaterende, så Nika også havde en ide om hvad der foregik herude, selvom der ikke var sket meget endnu.

Nika begyndte så småt at slappe en anelse mere af, som hun fulgte efter Miranda, der havde kurs mod højen. Hun var efterhånden mest opmærksom på en let ømhed i fødderne og følelsen af sult. Hun havde tidligere mødt gæstfrihed, men der havde ikke været meget af den slags i landet i den senere tid: folk havde svært nok ved at mætte deres egne, og mistænksomheden over for fremmede var steget. Dertil forsøgte Nika så vidt som muligt også at undgå menneskelige bebyggelser, medmindre hun var meget udsultet og ikke så anden mulighed. Og der var lang tid til fuldmåne. Hun ønskede ikke at gengælde fremmedes gæstfrihed ved at gå amok i sin varulveform..

"Hvor mange er I i flokken?" Spurgte Nika lidt nysgerrigt, idet hun lod blikket glide hen over omgivelserne, hvor hun svagt kunne ane teltene. En del af hende var bevidst om, at de lokale i Medanien næppe ville bryde sig om det stigende antal varulve, men måske ville de være i stand til at lade hinanden være i fred.

Det var sjældent for varulve at falde til nogen steder. Menneskemængden havde udviklet en, måske lidt for velfortjent, mening om varulvenes evne til at befinde sig blandt almindelige mennesker. Miranda havde ikke været nogen engel! tvært imod, men hun var heller aldrig blevet givet nogen chance fra hun blev bidt. Hendes egen klan havde set hende som værende et farligt skummende monster, der ikke ville kunne leve blandt dem længere. At blive udstødt gjorde mere ondt end hver måned at blive forvandlet til et hidsigt monster. Imponerende nok.

Miranda hummede lidt som hun tænkte over Nika's spørgsmål. "Øhm.. omkring 20, jeg kan ikke huske det præcise tal lige nu. Nogen af dem, kommer og går også lidt for langsomt at tilvende sig at høre til et sted." svarede hun med et roligt smil. "Nogen behøver lidt mere tilvending end andre" tilføjede hun roligt. Det var ikke lige nemt for alle. Nogen havde været en del af en klan før, andre havde altid levet alene. Det tog tid. "Hvor kommer du fra?" spurgte hun nysgerrigt ind til, som de kom forbi de første par telte.

Nika prøvede at undgå at stirre for nysgerrigt ind i teltene, som de passerede dem. Folk skulle have deres hjem i fred. Forhåbentlig ville højen nå at blive klar til at alle kunne flytte ind inden vinterens komme.. "Jeg forstår." Svarede hun blidt til Mirandas bemærkning omkring tilvænning - det var ikke ualmindeligt at se varulve, der var kommet så langt fra deres menneskelige side, at de havde svært ved at opholde sig i nærheden af nogen som helst. Selv andre varulve.
"Jeg beundrer dit arbejde her." Tilføjede hun, idet hun lod blikket glide rundt på det, der forekom hende mere og mere hjemligt, jo mere hun så. "Jeg har aldrig før hørt om nogen der har arbejdet på at give .. sådan nogle som os .. et hjem."

Jovist havde der været andre grupperinger af varulve. De var trods alt, når det kom til stykket, flokdyr. Men disse grupper havde som regel også et andet formål: udvidelse af territorium. Bekrigelse af de andre racer - især menneskene. Nika var noget så frygtelig træt af krig og strid.
"Jeg har rejst længe. I skovene og i bjergene. Oprindeligt kommer jeg her fra Medanien." Man kunne høre en svag klang af hjemve i hendes tonefald, idet hun et kort øjeblik stirrede ud mod horisonten. Medanien havde mest af alt bragt hende smerte, men hun var villig til at give landet endnu en chance.

Miranda selv havde været en af dem som ønskede at strejfe alene i lang tid. Som ønskede at ingen blandede sig eller opstilte rammer for hende. Indtil hun blev en del af Samsons bande. Tider hun nok lidt fortrød, men havde været med til at udforme hende. Faktisk var hun ikke sikker på om hun stadig var eftersøgt, eller om de plakater for længst var blevet erstattet af andre.
Miranda smilede til Nika og mærkede en glæde ved at vide, at en anden også kunne se vigtigheden af det arbejde hun havde lagt i det. Nogle dage var hårde, og ønsket om at give op var stor. Men hvor mange havde ikke været igennem den samme smerte som hende. At blive udstødt fra sin egen familie fordi man havde modtageet en forbandelse. Miranda havde aldrig selv valgt det. Hvorfor skulle hun straffes for det. "Folk glemmer, at vi også er mennesker. Eller, at vi i hvert fald har været det engang, og stadig ejer denne side af os selv. Ingen fortjener at blive udstødt på grundlag af noget de ikke selv har haft nogen styrring over. Jeg tror ikke en eneste her, selv har valgt at blive bidt." ikke at hun havde spurgt alle. Ikke alle var lige snaksagelige, og det var i orden. Så længe man respektere de andre i flokken.

Miranda fulgte Nikas blik for en kort stund og rettede derefter blikket tilbage mod hende og betragtede hvordan hendes ansigt udformede hjemve og tristhed. "Forhåbentlig vil Medanien tage lidt bedre imod dig denne gang" Miranda havde selv drømt om at vende hjem, men mange af hendes tidligere klanfæller var stadig bange for hende, trods hun aldrig havde rørt dem. Man var stemplet fra første øjekast. "Hvor længe har du vandret alene?"

"Jeg forstår godt menneskeracens frygt for os .. vi har gjort dem meget ondt. Men at ligefrem drive jagt på os, når vi forsøger at holde os for os selv .. det er ikke godt." Hun så ud mod horisonten. Medaniens bebyggelser var for langt væk til, at man kunne se dem, men hun vidste at de lokale af og til sendte jagtgrupper ud for at "rydde op" i varulvebestanden. Det var en årelang fejde mellem mennesker og ulve, som Nika endnu ikke vidste, om de ville være i stand til at undgå på dette nye sted. Hun håbede det. Men hun vidste også, at Medaniens mennesker næppe ville bryde sig om deres tilstedeværelse.

Hun nikkede kort til Mirandas ord: I nogle klaner var det almindelig skik, at de unge blev bidt for at kunne slutte sig til det voksne, men det lod ikke til at være tilfældet her. De nye generationer fortjente ikke varulveforbandelsen, og Nika fortrak at lade den uddø med de voksne. Selvom et land uden ulveforbandelsen om et par generationer nok var for meget at håbe på..
"Jeg har ikke levet et fast sted de sidste 13 år. Efter at have forsøgt at bo blandt mennesker, har jeg holdt mig for mig selv. Bjergene i øst ... Tusmørkedalen.. Nordpå. Jeg har vandret meget."

Miranda sukkede lidt og løftede blikket til himlen og det fåtal af hvide skyer der tog deres rute hen over den blå himmel denne dag. "Spørgsmålet er hvem der har gjort mest ondt mod hvem." Miranda vidste det ikke. Varulve var en æld gammel race og så gammel var Miranda ikke! Faktisk var der nok ingen varulve der kunne huske hvad der skete dengang - det var ikke særlig mange der holdte styr på den slags dengang. "Jeg tror, at de simpelthen frygter at vi bliver flertallige. At vi bliver mange, for så ved de godt hvem der taber en fuldmånenat hvor landsbyen ligger for tæt på ulveboet. Men ingen af de kloge hoveder ønsker at finde en kur eller på andenvis undertrygge denne forvandling - så er det nemmere at 'aflive' os." det var et dystert emne og sådan ville det nok altid være.

Miranda nikkede til Nika's ord. Det lød ganske bekendt at være evigt rejsende. Sådan havde livet i hvert fald føles. Så var der også mindre risiko for at man gjorde skade på nogen man holdte af, hvis man holdte forholdsreglerne om at rejse til et øde sted når tid var. "Men du behøver ikke at vandre mere - Du er velkommen her."

Nika nikkede, stiltiende givende Miranda ret. Menneskernes frygt var ikke ubegrundet, men det retfærdiggjorde ikke deres blodtørst og trang til at aflive samtlige varulve, der rørte sig i Medaniens land. Hun skævede kort til den anden kvinde, overvejende, hvor mange fejder, hun måtte have haft med menneskeracen. "Har I haft problemer med de lokale endnu?" Endte hun med at spørge ligeud - hvis menneskerne i området var begyndt at gå efter dem, kunne hun lige så godt få det at vide med det samme. Det var vigtigt at være forberedt - ikke må blodsydgydelser, men i det mindste forsvar af deres hjem.

Deres hjem. Højen var allerede hjemlig i hendes tanker, og det overraskede hende, hvor hurtigt, hun havde taget beslutningen om at blive - selvom hun ikke engang havde mødt resten af klanen endnu. Hendes krop, og endnu mere hendes sind, var træt af at vandre. 
"Jeg takker. Hvad forventes der af mig, når jeg er en del af gruppen?" Hun kunne forestille sig, at hun ville blive givet opgaver. Mad skulle skaffes, højen skulle gøres beboelig, og Nika havde på trods af, at hun var ældre end Miranda, stadig masser af styrke i kroppen. Forhåbentlig ville hun være i stand til at gøre sig nyttig.