Det var en solrig dag og fuglene fløjtede lystit, og vand faldet skindte klart og flot af solens stråler ved vand kanten. Sad kröton og slappede af og lage ørne helt ned da han enlige fik træne ned i det dejlige kolde vand. Han var en Flot ung mand i 25 år stade ung og hadet meget at lære om verden om kræng ham men det var begyndt at hænge sammen meget af det. Hvad skulle der mund ske med ham i dag han ville enlige bare have en rolige dag med sig selv men det kunne han jo ikke bare komme og border som sådan rolige tog han sin spyd frem og stikket det i vandet det skinde som guld og var flot at se på . Det var efter hånden længe siden at kröton selv hadet set sin forælder men han var blevet bedt om ikke at kome tilbage uden en mage/kvinde viklede ikke var så let for ham syntes han selv han sukket dybt og lage sig ned i græsset og kikket op hvad skulle han gøre der var ingen kære mor. Men han måtte huske på sin træning i øde marken han var en kriger en jæger og de faldt ikke så tung. Kröton lukket sine øjne lidt og faldt stille i søven i solen varme det var en skøn følese at have lige nu igen bekymringer på nogle måde men hvordan skulle det ellers se ud

Dagene var begyndt at blive varmere og varmere, som foråret meldte sin ankomst. Dette var heller ingen undtagelse i medanien hvor solen stod højt på himmelen og lod livet vokse frem fra deres vinterskjul. Planter og blomster sprang ud i flor, fuglende fløjtede lystigt og muntert i træernes kroner, samt dyrelivet i skovbunden kom frem fra deres huler og skjul. Alt var som det skulle være. Alt var fyldt med liv og forårets præg.
Dandelion var heller ingen undtagelse. Hun lød hurtig og glad rundt i skovbunden med sit folk. Hun var stærkt fokuseret på altid at se sig omkring på enge, marker og områder som generelt grænsede sig til skovens midte. Midten hvor hendes klan var bosat og havde holdt til i utal af generationer.
Dette medførte også at den rødhårede kvinde med buskede ræve øre og den lange rævehale havde begivet sig hen imod vandfaldet. Noget over fandet var bare rart at se på. Hun hoppede sjældent i, selvom det var en ganske rar følelse. Men halen og håret tog så lang til om at tørre og blev utrolig tungt af at blive gennemblødt. Hun havde kravlet rundt ved vandfaldes top, og drak af det strømmende vand, da en bevægelse fik hendes øre til at løfte sig. En skikkelse bevægede sig rundt ved bunden af vandfaldet og lagde sig i grasset. Hun kiggede frem fra sit skjul bag en sten, med hovedet let på skrå. Fremmede var ikke Dandelions kop the, men ud fra halen og ørerne, var han et halvdyr ligesom hende. Bare en anden art åbenbart. Hun kravlede ned til ca midt vandfald og sad let skjult bag klipper og planter, som hun studerede.

¨kröton hadet godt lygte et andet dyr men da det var for lille til at han ville bekymre sig om det. der lå han ellers bare stille og tænke om hvordan hans fremtid mund ville blive hvorfor hulen skulle hans forælder også lige være med i en Klang som var kendt for deres opdragelse men kröton hadet altid følt sig lidt Anderledes
ind alle andrere. Det var svært for Kröton men han måtte Klare det så godt som han kunne får hans folk skyld rolige rejste han sig stille op og kikket ind mod tæret. ” Tja man må vel bare prøve? ” han smilte rolige og rejste sig stille op for at gå langs vandfaldet han så dog hurtigt den fremmet ræv, det var ellers smuk han stod bum stille og kunne mærke hans hjerte hammer lidt ørne bliv lagt lidt tilbage hun var det samme som ham selv et halvdyr han stod og kikket lidt på ræven den så smuk ud. Han sagde dog ikke noget andet ind at stod bum stille og satte sig rolige for at studere ræven på tæt hold ikke fordi han ville være trune på nogle måde hun måtte være en anden klang som kröton hadet hørt om måske var det bare fåret der gjorte ham lidt skør med lige det punkt han sukket rolige og bukket rolige hovedet for dyret han hadet en god honligen

Dandelion sørgede for skarpt at holde øje med hver eneste bevægelse. den fremmede rejste sig og gik rundt. Ingen alarmer startede der, andet end at hun blot sad og kiggede roligt på ham. Det ville også undre hende gevaldigt meget hvis hun ikke var blevet opdaget, eller at han i det mindste havde lugtet hende. Ellers ville han havde været et nemt offer iblandt andre rovdyr. Der gik heller ikke lang tid før at hans blik ramte hende og han stoppede. Dandelion rørte sig ikke ud af flækken, andet end et enkelt løftet øjenbryn, som hurtigt faldte på plads igen.
den fremmede stod helt og aldeles stille og Dandelion følte det kort som om at han stirrede utrolig intenst på hende. Noget hun ikke var helt sikker på hvorvidt hun skulle bryde sig særlig meget om. Hun begyndte at mærke trangen til at gå længere væk, da han var kommet for tæt på hende. En følelse der var kommet kriblende og som hun nu tog bedre imod. Hun havde mødt ubehageligheder før, som havde været bedst at holde afstand til. Hun gik derfor længere væk fra ham, et par få meter, før hun satte sig tilbage ned i halvskjul. Han nikkede alligevel til hilsen, og hun sad længe tøvende og kiggede på ham, før hun selv nikkede tilbage. Dandelion var lidt i krig med sig selv om hvorvidt hun skulle tage kontakt eller flygte væk. Hun gav det lidt tid endnu, før hun ville besvare sit eget spørgsmål.

Kröton grønne øje kikket længe på ræven ” er du fra ræven klagen jeg har hørt om ??” sagde han stille og rolige,det var lidt svært at se noget da han ikke kunne. se ræven han kunne jo godt forstå hinden rolige sad han der på sin Plas og sagde ikke så meget . Mere hun måtte selv beslutte om de skulle snakke eller bare sidde og kikke på hinanden men dog kunne han ikke lade vær med at kikke lidt ned ørne var lige op i luften for at fange en vær form for lyd i nærheden men han var sikker på der ikke var fare på fere ellers ville hans naver ryste lidt. ” det er ellers en smuk morgen ” kom det med rolige blik mod ræven som ikke hade saget noget i nu *skønt nu snakker jeg med en ræv * tænke kröton lidt mens blikket atter bliv sendt mod hinden han kunne dufte hinden og det kløede i næsen lidt men han sagde ikke noget til det dog sad han bare pænt der og smilte ” hehehe Det en smuk pæls du har ” Kröton tænke lidt over igen hvad han skulle sige og så op i himlen lidt en vind pust kom stille og leget med hans hår det var en skøn følse men blikket bliv atter vent mod kvinden/ræven som han tænke ” mit navn er kröton søn af Thor som er leder af wulf klanen ” han prøvet at lyde rolige meget rolige så hun ikke ville blive bange for ham kröton kunne mærke at denne halvdyr hadet oplevet meget og kikket lidt rundt igen

Dandelion forholdte sig ganske roligt som hun blot sad der og bestemte sig for om han var farlig eller ej. Hun havde ikke mødt nogen halvdyr udenfor for sin egen klan. Og der var de oven i købet alle sammen ræve. Det var han tydeligt ikke, men heller ikke som sådan et dyr hun var bange for. Klanen var stødt ind i ulve før, og de havde en skjult overensstemmelse om at lade hinanden være. Det fungerede og havde det gjort de sidste mange århundreder. Men et halvdyr i ulvefamilien. Den var ny.
Hun stilte sig op og blev fuldt synlig for hans blik, som han havde siddet noget tid. Han så ikke farlig ud og selv hvis han var, var Dandelion overmodig nok til at tage chancen, og var også i den overbevisning at hun kunne give ham et minde eller to hvad angik ar, hvis det skulle vise sig at gå i den retning. "Ja, jeg er for ræveklanen, som jeg troede var mere skjult end som så!. Det er en dejlig og smuk morgen, godt du nyder den. Og tak, jeg er også selv meget begejstret for min pels, selvom dens farve gør det lidt besværligt at skjule sig engang imellem. Specielt i sommerperioden hvor alt er grønt, hvorimod efteråret hvor alt har en mere varm farve, som ligger tæt op ad min egen." fortalte hun ud i et, besvarede alle hans spørgsmål frem til nu, og satte endda lidt mere på. Hun smilede skævt og gik lidt længere ned af vandfaldet og var nu næsten på samme niveau som ham. Her satte hun sig på en sten og så igen på ham, med en forsvarlig afstand på nogle meter. "Hvor ligger denne wulf-klan?" kom der promte som spørgsmål som han havde præcenteret sig. Hun var nervøs af en grund. Fremmede klaner skulle der føles let på, inden noget blev slået fast. "Jeg er Dandelion, krigskaptejnens ældste datter." præcenterede hun trods alt sig selv til sidst, og blev siddende på stennen så afventende på ham. Hun ville helst afsløre så lidt som muligt om sin egen klan, med mindre hun bedre kunne mærke at han var til at stole på. Man skulle passe på disse dage.

Kröton kikket lidt mod kvinden og smilte da hun sagde sit navn ” Dandelion et smukt navn du har ” sagde han varmt og i møde kommende han bukket hovedet lidt. Og kikket så op mod ræven kvinden vis navn var dandelion han tænke lidt over det hun spurte om og vidste, ikke helt om han kunne ståle på hinden i nu rolige tog kröton sig til sin hage .og kikket ned i vadet ” jeg kan det svære ikke fortælle dig det da jeg godt ville beskytte min klan mod Fremmet men jeg kan kun sige den lækker på en ø ” et stille smil kom frem for ham ,mens han studeret ræven og lage hovedet let på skrå hvad skulle han dog lave han savnet dog sit hjem lidt men hvordan skulle han ellers komme hjem uden en mage han sukket lidt det var ikke nemt at være en ung ulv men han var sikker på at tingen godt kunne ænder sig. Rolige kikket hans grønne øjne rundt der var en god vamen og bruset fra vandfaldet gjorder ham rolige men hvad skulle han ellers gøre det var ikke til at sige andet ind han måtte holde humøret oppe selv om det af og til kunne være svært måtte han prøve stille lage han sig ned i græsset igen og kikket op i luften og nød varmen ” jeg glæder mig kun over det er ved at blive varmt ” sagde han stille og rolige mens øjne lukket stille i hvad skulle han ellers gøre

Dandelion klemte sine øjne sammen til sprækker som han nægtede at fortælle hvor hans klan lå. Irritationen voksede. Ikke fordi hun ikke forstod ham, for det gjorde hun. men hun syntes helt ærligt ikke at det var for meget forlangt nu han tilsyneladende vidste hvor hendes var. Hun holdte et langt blik på ham, som var dalet en del i graderne hvad angik venlighed. "Oh. Sikke en logik. Du ved tilsyneladende hvor min er, men du vil ikke afsløre din egens lokation. Ikke særlig troværdigt." fnøs hun af ham og trak sine ben til sig og sad stadig og fulgte hver eneste bevægelse han lavede. Nok virkede han ikke farlig, men det var skeptisk at han vidste noget om hendes når hun intet vidste om hans. "Hvad ved du om min klan? Og hvorfor ved du noget om den. Specielt nu du ikke ser ud til at være villig til at dele hvor du kommer fra." De brune øjne var skarpe, selvom deres naturlige varme stadig var der. Hun var og blev skeptisk, og overbeskyttende for klanens sikkerhed.

Dandelions blik ramte kort vandet og ellers direkte tilbage til Kröton igen. "Ja, det er rart. Betyder mere mad." kommenterede hun næsten intetgivende. Så længe han ikke som sådan delte, gjorde hun heller ikke. Og at nævne at det lå på en ø, hjalp hende absolut ikke! Det var en verden hun ikke kendte til, selvom de så ud til at kende hendes verden. En skræmmende tanke egentlig. Men han kunne jo selvfølgelig også lyve. Det var så spørgsmålet om han gjorde. Tanken omkring hvorvidt det var jægernes forsøg på at være snedige. Kunne ligne dem.

Kröton vendte stille blikket mod hindens stemme igen hun lød fornemmet han rejste tungt, hovedet op og de grønne øjne stiret ind i Dandelion s og sagde så med et lille smil på læben. ” Jamen dog hørte du ikke efter hvad jeg sagde til dig ?? ” kom det stille fra ham og lage hovedet ned i grasset igen, og vidste ikke helt hvordan han skulle takle den. ” jeg sagde kun jeg hadet hørt lidt om det at kun at der var en rase med ræve, men vis du så gerne ville vide det så lægger mit hjem land i Toropolis.En smuk ø med masser Natura og mad ,man kan fange så ,man ikke sulter og ingen farer for at blive jaget væk eller noget i den stil. ” kröton sukket lidt han savnet enlige sit hjem lidt , og det var enlige noget som irterte ham virkelige meget, men hvad kunne han gøre ved det. Blikket bliv vendt igen da Dandelion sagde noget igen han smilte og nikket til hinden og rejste sig stille op, ” kan du lide fiks ?? ” kom det fra ham og så ned i vandet måske kunne han fange nolge stykker selv om han ikke just, var gald for vand ville han da godt fange noget til hindene Også men igen. Kröton hadet ikke regtit haft en ven før, så det helle var nyt for Kröton ,men han ville da godt forsøge selv om det måske kunne lyde til at blive svært for denne her prson.Han tænke dog * det kunne nu blive rat ,med noget mad at spise så man ikke løber på tom mave helle tiden *, tænke han stille for sig selv og tog stille spyde. frem ikke for at virke trone og han satte sig på huk, ved kendte for at se om han kunne fange blikket af en fisk eller Noget. En hav-øret eller laks måske?, han smilte over mod Dandelion ,man kunne vel godt mærke på Kröton at han ikke kom fra nogle storby eller noget rolige smilte han og lage ørerne lidt ned for at lukke alt andet lyde fra, han lukket sine øjne og kunne høre vandet bruse i mellem ham og det andet halvdyr. kröton smilte lidt da han også kunne høre hindens hjerte slå, men sagde ikke noget mere om det han tog blidt om spyddet. Og med et hoppet en frisk op af vandet og Kröton stak i den og tog den til græsset og gjorder det samme igen. med at sætte sig på huk den her gang gik der læger tid inden han ville fange noget men pluslige hoppet der en op igen og Kröton selv gjorder det samme som før stak i gennem det og trak det af med ned til den anden ende og så lage han stille spyd fra sig igen og tog en fisk po i hånden og så lidt hen mod Dandelion ” vis du ville haven må du komme her hen så varmer jeg den over bålet ” sagde han i møde kommen til hinden

Dandelions øre lagde sig med det samme ned lags hendes hovede, mens hun så hårdt på ham, med et koldt blik. "Jeg hørte udemærket hvad du sagde til mig! Ingen grund til at forsøge at nedværdige min intelligens. Du fortalte at du havde hørt om en Ræveklan i dette område. Det bringer dig i forvejen to skridt foran! Specielt fordi, jeg intet kendte til din. Aldrig hørt om den på noget tidspunkt. Og så kommer du her og tror at du kan slippe af sted med bare at sige en ø! Er du klar over hvor mange øer der findes om landet? Pænt mange. Hvis du stod i mit sted, ville du så finde det retfærdigt?! Jeg har oplevet rigeligt med svindlere og ondt folk som kun ønsker at skade og ødelægge. Så undskyld mig for at være beskyttende overfor noget som betyder alt for mig.." kom der tydeligt knurrende fra hende, som hun viste tænder i processen. Dandelion havde et frygteligt temperament, og mange ville nok påpege at de blot var gået forkert af hinanden. Men hun var hverken til at bide eller stikke i. Hun brød sig ikke om måden han havde grebet det her an, og var stærkt utilfreds derved. Nok fortalte han bagefter hvor han var fra, og selvom navnet ikke for hende var bekendt, hjalp det stadig. I hvert fald lidt. Hun sad stadig så ned på ham med et hårdt blik et godt stykke tid endnu.

Dandelion tog en dyb indånding og rystede let på hovedet. "Ikke rigtig.. jeg spiser det, hvis det er nødvendigt.. men bryder mig egentlig ikke om det." svarede hun og forsøgte at bløde lidt op igen. Det var svært, men det var alligevel tydeligt at han bare nærmest sad der og tullede rundt. At han ikke ligefrem var skræmmende. Og skulle han vise sig at være det, så var hun ikke ligefrem nem at løbe om hjørner med.
Det ene øre løftede sig lidt mere som han tog spydet, men hun flyttede sig ikke og så bare på mens han nu fik fanget fisk.. en først og den anden ikke voldsomt lang tid bagefter.
Hun rystede roligt på hovedet af hans forespørgsel. Hun gad ikke rigtig at gå over floden, for kunne hun undgå at blive våd gjorde hun det.. men hun var jo heller ikke ligefrem glad for fisk. "Ellers tak.." svarede hun endelig, da hun huskede at man vidst nok brugte mere ord, end kropssporg andre steder i landet. "Hvorfor er du her egentlig? Du beskrev din ø som værende et dejligt sted.. hvorfor ville nogen tage derfra?" hun kunne vel lige så godt samle lidt information.. og måske var hun også lidt nysgerrig.

Kröton kikket rolige væk og hen mod ræve pigen Dandelion han sukket kort og tav mens ørne lage sig lidt ned og han bliv lidt trist ” jeg kan ikke tage hjem ikke før jeg har fuldført min mission viklede er nogle år efter hånden ” sagde han stille og rolige mens han satte fisken på en græn og kikket mod Dandelion han vidste ikke om han kunne lide hinden men han bliv lidt fornemste over hun bed efter ham med ord han vendte sig rolige rundt og vidste ikke hvad mere han skulle snakke med en ræve tøs om ” vis du ikke kan snakke pænt til mig har vi vist ikke mere at snakke om ” sagde Kröton stræks og kikket lidt hård på Dandelion han vidste ikke om han gad hinden han ørne lage sig stille ned og kikket rundt i skoven mens han samlet græne sammen for at lave et lille bål plas han satte sit spyd ned og han kikket også rlige rundt hvad skulle han lave han bliv faktis lidt ked af den måde Dandelion talte til ham på når han prøvet at være flink over for hinden neeejj så var det vist beder at lade hinden være af lenne med sig selv vis det var det hun ønskede duften af træ kom stille frem og han smilte rolige og hang sine fisk op så de kunne blive reiste af varmen med hjælp fra to pinden kvinder af og til hun skulle snakke Kröton hadet været lige så meget i gennem som hinden måske ikke mere men han sagde ikke noget til det han nød bare nolge af solen stråler ramme ham der dufte af fisk på lang af stand og ørne lå stille ned rolige kikket han rundt nej Kröton ville ikke forærmse af en ræv som tror hun var klover ind alle ander

Ørerne blev liggende langs hendes hovede som hun så på ham med et koldt blik. At det undrede ham at hun talte hårdt til ham, var ærlig talt en overraskelse. Nok havde han været venlig og imødekommende overfor hende, men han holdte stadig sine kort tøæt på kroppen.. så tæt at hun ikke brød sig om at havde ham for tæt på. han kunne være en eventuel trussel. Hun fnøs af hans ord og gik tilbage af mod klippestenene som udgjorde vandfaldet og kralede op på den første afsats. "Ikke så længe at du ikke er villig til at besvare spørgsmål, som har vigtighed for min klans overlevelse. Så nej. Så har vi ikke noget at snakke om." Hun havde ingen hensigt om at gå fra stedet så længe han var der. Det kunne føre til at han rent faktisk fandt klanen, og hun var ikke tilfreds med hans svar endnu til at lade det ske. Derfor kravlede hun forsvarligt langt op, satte sig og så bare stift ned på ham, som en udkigspost mere eller mindre.

Her sad hun så mens han fik lavet bål og stegt sine fisk. Enkelte gang imellem sørgede hun for at danne sig et overblik over alt andet, men hendes hovedprioritet var at holde øje med hvad han lavede. Han virkede simpelthen alt for rolig og naiv til at være en som havde været udsat for en del gennem tiderne. at være Naiv var hvad der fik en drabt herude. Det eneste var at han ikke ville give sit hjemlands sted væk, men det var han alligevel kommet med. Selvfølgelig for at stille hende tilfreds. Men det virkede bare.. ja fisket, alligevel.