Argon stod på den store plæne, der endte brat i et lodret fald på omtrent tredive meter. For foden af den lodrette skrænt smadrede de, på grund af blæsevejret, store bølger op mod klippevæggen. Duften af saltvand kildede hans næsebor, som han gik tættere på kanten. Faldt man ned her, blev man smadret til ukendelighed på de store klipper på bunden. Alligevel fortsatte han med at gå nærmere og nærmere afgrunden, bare stirrende beundrende ned i dybet.
Så mange minder var bundet til dette sted og langt de fleste var gode. Han lod sig selv opsluge fuldstændigt af det og satte sig på kanten, med benene dinglende frit ud over. Det var muligvis farligt, men det havde det også været dengang han havde været der første gang, og var blevet talt til det alligevel. Hans gamle barndomskæreste havde altid været god til at tale ham til at gøre ting, som han ellers ikke ville. Det var i den ånd, at han havde søgt tilbage til dette sted, endda uden kampmundering for en gangs skyld. Blot et par sorte bukser med sort skjorte. Endnu engang kiggede han med et sørgmodigt smil op på den gyldne eftermiddagshimmel. Han savnede hende.
Okay, måske var ikke alle de minder, han knyttede til dette sted lige gode.
Han puffede til en sten, så den fløj forbi hans fødder og ned i afgrunden. Han hørte den dog aldrig gennemtrænge overfladen, for den blev slugt af bølgerne inden den nåede dertil.

Iorwen kom i sin hvide kjole gående. Hun havde ikke sin hætte slået op, så hendes lange hår bare var frit og man kunne se det skifte farve. Det var i en overgang fra blå til lilla.
Hun var i sine egne tanker, så hun lagde ikke engang mærke til mennesket, som hun normalt gjorde. Hun tænkte på alt og intet, mens hun prøvede at få minderne med hendes gamle bedste ven til forsvinde. Når hun gik for sig selv, plejede de at overvælde hende, selvom hun foretrak at lade som om hun havde glemt alt om hende, og hvis nogen bragte ham op, sagde hun bare noget nedladende.
Hun opdagede endelig manden og stoppede op. Hun var ikke i humør til at prøve at true folk.

Argon stirrede stadig mod bølgerne, da Iorwen kom nærmere. Han lagde ikke mærke til hende med det samme, men efter at have puffet to andre sten ud over kanten, valgte han at kigge op. Så opdagede han pludselig, at han ikke længere var alene, og skyndte sig at få det melankolske ansigtsudtryk væk, dels fordi han var irriteret over at der var andre på hans eget, personlige sted, og fordi han ikke ville have at andre så, at han var i dårligt humør. Og trist.
Tristhed er altid et svaghedstegn.

"Sjældent man ser folk her," sagde Iorwen hånligt, men ikke ligeså hånligt som hun plejede. Hun orkede det ikke idag. Faktisk havde hun ingen idé om hvorfor hun overhoved stod her. Hun kunne bare gå hvis det var, men hun ville gerne se hvordan mennesket var, selvom hun hadede ham allerede, men hun hadede alle mennesker og generelt alle væsner ud over elementaler. Iorwen havde stadig nag efter sin gamle bedste ven, så det sagde lidt når det snart var 10 år siden.
Hun tog manden i betragning, bare for at se om han havde nogen våben og om hun kunne se hvor meget skade han kunne give.

Argon holdt blikket rettet mod pigen. Mon hun vidste hvem han var?
"Ja, det kan jeg kun give dig ret i," svarede han uden at lade hendes hånlige tonefald gå ham på. "Hvilket får mig til at undre mig over, hvad du egentlig laver her?"
Argon besvarede pigens vurderende blik med et af samme skuffe. Hun så ikke overmåde skræmmende ud, men måske var hun i besiddelse af en eller anden abnormt stærk magisk evne? Hendes hår skiftede trods alt farve.
Han overvejede om hun havde tænkt sig at angribe, hvilket han også forberedte sig på ved at løfte handsken. Dog slog han tanken hen. Indtil videre.

"Jeg var lige i området," sagde hun, denne gang med en lidt sukkersød stemme. Hun tog noget af hendes, nu røde, hår væk fra sit ansigt, så det ikke sad alt for meget i vejen. Hun gad dog næsten ikke, så stemmen kom ned på et meget neutralt tonefald. "Jeg gider virkelig ikke det her nu. Så bare lad mig være," sagde hun og viftede med hånden. Det var sjældent hun faktisk sagde sådan noget til folk, især til mennesker. Hendes, lige nu, grønne øjne gled mod himlen, men den kom hurtigt over på manden igen, da hun ikke helt stolte på ham. Han kunne sikkert godt finde på at angribe, så hun skulle være forsigtig.

Argon stirrede på pigen, hvis humør ikke virkede særligt godt heller.
"Jamen hvis du ikke har tid eller lyst til at være her lige nu, hvad laver du så her? For jeg har sådan lidt travlt lige nu."
Hvordan man så lige har travlt med at sidde og stirre ud over en skrænt, mens man er i dårligt humør, fordi man savner en barndomsven, var et mysterie for ham, men dog stadig hans eneste grund til at sende hende væk lige nu.

Det lysnede lidt op for Iorwen. "Travlt med hvad? har du kærestesorger eller hvad?" spurgte Iorwen med et lumsk smil. Det var tydeligt at hun var kommet ovenpå igen, hvis man altså kendte hendes normale attitude. Hun var sød nok, hvis man lærte hende at kende og hun kunne lide personen, men det skete ikke særlig ofte, siden der ikke var særlig mange elementaler og andre væsner plejede normalt at flygte, når de fandt ud af at hun var en elemental, så der var aldrig nogen der kom ind under huden på hende. Hun vidste det også godt selv.

"Kærestesorger," spurgte Argon surt. "Det tror jeg ikke lige, at jeg ville kalde det. Jeg dvæler bare ved fortiden, så at sige."
Egentlig var det jo lidt løgn, men han havde ikke lyst til at give hende ret i det med kærestesorgerne. Han ville ikke virke svag. På den anden side, så var sandsynligheden for at blive genkendt uden sin rustning ikke særligt stor. Som Lord Argon Dracoran bar han altid rustningen ud over sit normale, flænsede tøj, men lige nu havde han jo trods alt normalt - oven i købet intakt - tøj på og ingen rustning. Dette fik ham også til at virke lidt mindre end normalt. Måske kunne han slippe afsted med det?
Han kiggede op fra afgrunden igen og vendte sig mod hende.
"Jo, okay, det kan vi godt kalde det. Udover så lige, at det omhandler en kæreste, jeg ikke har set i næsten 30 år."
På et eller andet tidspunkt måtte han vel snakke med nogen om det, så hvorfor ikke nogen, der alligevel aldrig ville genkende ham?

Iorwen begyndte at le, men hvis man så ordentlig efter, kunne man ane en vis sørgmodighed i hendes øjne. "Hvorfor dvæle ved noget der skete for 30 år siden? Og vil du ikke være rimelig gammel så?" spurgte hun, selvom hun prøvede på at virke ligeglad. Problemet var at hun lidt kunne genkende det, bortset fra at det bare var en bedste ven i hendes sted, og han forrådte hende. Faktisk overdrev Iorwen, da hun egentlig godt vidste hvad der var sket. Hun ville bare ikke indrømme det, for hun kunne ikke komme sig over det. Det ville nok slå hende tilbage til sidst. Hendes bedste ven havde kun fortalt om hende, fordi at hans forældre tvang ham. Hun kunne bare ikke komme sig over det, og nægtede at tage fejl, selv da hun var lille.

Argon kiggede med løftet øjenbryn på hende, da hun begyndte at le. Hvad sjovt var der ved kærestesorger? Specielt nogle, det aldrig rigtig ville være til at komme sig over. Men det virkede dog som en lidt påtaget latter. Hun var sikkert også bare en af de der folk, som rendte rundt og gemte sit sande jeg bag en hård facade. Ikke at Argon ikke også gjorde det til tider, for han gjorde det faktisk næsten for tit. Måske var det sundt for ham at prøve en samtale uden brug for sin påtagede hårde facade?
Han havde allerede besluttet sig, da han svarede hende.
"Jeg er 45, hvis det er det du fisker efter. Jeg ser bare yngre ud, på grund af mine elvergener. Og jeg dvæler ved det, fordi hende, mine frustrationer omhandler, har været borte i samtlige 30 år. Jeg nåede aldrig at sige noget til hende."
Hans blik vendte tilbage, udover skrænten, hvor mågerne svævede lykkeligt uvidende rundt over de brusende bølger, uden tanke for den sorg, der samlede sig for toppen af skrænten.
"Men inden jeg belemrer dig med for mange af mine barndomssorger, må jeg så spørge hvad du foretager dig heroppe," spurgte han og drejede hovedet mod Iorwen. "Skrænten her plejer at være et godt sted at komme af med ulykkelighed, så hvad er det der nager dig?"

Iorwen kiggede over mod skrænten. "Jeg gik mig bare en tur," sagde hun og alt fjendtlighed var tydeligvis væk, selvom hun prøvede at holde facaden oppe. Mandens historie havde bare gjort for meget indtryk på hende. Måske skulle hun have tilgivet ham... Hun rystede dog hurtig tanken af sig. Hun var bedst tjent uden ham, selvom hun var lidt nysgerrig om hvordan han havde det og hvordan han så ud. Sidst hun så ham, var han en sød lille dreng, som hun var overbevist om ville vokse sig til at blive en pæn mand.
Hun skubbede noget hår om bag skulderen, det var langsomt ved at blive grønt. Hendes hår kunne virkelig være alle farver, men det var noget den gjorde af sig selv. Hendes øjne var til gengæld ved at blive gule. Godt nok en blid gul, så det så ikke helt underligt ud, mere at hun bare havde utrolig lyse øjne.

"Gik sig bare en tur, siger du," sagde Argon uden at lyde overbevist, hvilket han heller ikke rigtig var. "Er det her sted ikke lidt for isoleret og afsondret til at man bare går en tur herude?"
Han kiggede på hende, mens hendes udseende igen skiftede. Hun så ret tankefuld ud.
Så var der altså alligevel en grund til at hun var kommet her, tænkte han med et skævt smil. Ligesom han, lod det til at hun også havde minder knyttet til dette sted.
Han kiggede igen ud over havet, hvorover himlen var begyndt at lysnes, da solen snart gik ned. Den fik sådan en gylden glød, der atter mindede ham om de gode, gamle dage.

Iorwen gjorde noget hun aldrig havde gjort før. Hun betroede sig til et menneske, om hvad der var sket mellem hende og hendes gamle bedste ven.
"Jeg havde en bedste ven engang... snart 10 år siden. Han havde lovet han ikke ville sige til sine forældre at han legede med sådan en som mig, for vi vidste begge de ville være sure. Han blev presset til at sige det og jeg ville ikke tilgive ham, fordi jeg følte han havde forrådt mig," sagde Iorwen og trak på skuldrene. Egentlig havde hun ikke engang sagt til sine forældre, hvordan det kunne være at han havde fortalt det. For selvom hendes forældre ikke brød sig om mennesket hun havde leget med, så var de ikke blevet vrede.
Hun vidste ikke om manden foran hende vidste hvad hun var. Det var faktisk ulovligt at snakke med en elemental. Iorwen havde læst plakaterne...

Den havde han ikke forventet. Argon havde været ret sikker på, at hun ikke havde villet betro ham, hvad hun lavede deroppe, men det var åbenbart ikke tilfældet her.
"Hvorfor vil du ikke tilgive ham? Hvis han blev presset til det, var det vel ikke hans skyld?"
Argon kunne godt høre, mens han sagde det, at det måske ikke var det mest indlysende at han af alle personer belærte hende om at give andre skylden. I sin tid havde det været ham, der gav Lysets Krigere skylden for at han blev efterladt hos necromanceren, men han havde jo selv sendt dem væk. Og hvad angik hans gamle kæreste, havde hun jo ikke selv valgt at tage afsted. Det var hun blevet tvunget til. Men det havde han heller ikke tilgivet hende.
"På den anden side, så er mine råd ikke de bedste, som det ser ud nu. Jeg lavede det samme nummer. To gange."
Han stirrede tankefuldt ud over havet, ned mellem sine fødder igen. Så slog det ham.
"Vent lidt, 'sådan en som mig'? Er der da noget galt med dig? Du er ikke en varulv eller sådan noget, vel?"
Det virkede ikke som det mest oplagte valg, men Argon kunne ikke erindre andre farlige væsener end varulve og vampyrer, som lignede mennesker lige nu, men vampyrer kunne vel ikke rigtig færdes i sollys? Så varulven var nok hans bedste bud.

Da det med hvad hun var kom op, kiggede hun med et blik fra bare sagde er-du-dum. Hun satte sin ene hånd på hoften, inden hun sagde: "Jeg er en elemental. Altså dem der man skal tage sig i agt for, og man bliver straffet hvis man snakker med en." Iorwen var rimelig overbevist om at manden foran hende også var dum, ligesom alle de andre. Hun skulle virkelig møde en klog en, før hun ville indse at mennesker faktisk kunne være kloge. Elementalerne var åbenbart bare klogere end mennesker, i hvert fald ifølge Iorwen, men de var jo også elementerne, så det var lidt klart. Hun kigge ud mod skrænten igen, da hendes blik var forsvundet. Man kunne ikke se at hun stadig var trist, selvom man måske stadig kunne fornemme det på hende.

Argon var ikke helt sikker på, hvordan han skulle reagere til at starte med. På grund af den måde hun sagde det på, samt hendes forargede og halvlede blik, var han villig til at tro på hende. Skulle han så være vagtsom, eller skulle han bare slå det hen? For hvis hun var en elemental udgjorde hun en ret stor fare, og at dømme efter Mørkets Lords plakater, så var det ikke smart at gå i åben kamp med en af dem, specielt ikke alene. Men hvis det ligefrem var strafbart...
Argon kunne sikkert godt komme i uføre med Mørkets Krigere og Inkvisitionen, hvis han faktisk talte med hende. For ham en perfekt grund til at gøre det.
"Hvad pokker, jeg kan vel ligeså godt løbe den risiko. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg kunne lide Mørkets Lord i forvejen, og selv hvis han sender et par af sine krigere efter mig, hvad så? Jeg han da sagtens klare dem. Og Klanen bakker alligevel op om sine medlemmer, så hvad har jeg at frygte?"
Han kiggede tilbage på Iorwen. "Men jeg kan så gå ud fra, at du heller ikke er i nærheden af at være tilhænger af Mørkets Lord?"

"Hvorfor skulle jeg være tilhænger af dem?" spurgte Iorwen forarget. "De er hele problemet!" der kom godt noget en mumlen bag efter, der lød noget ala "eller i hvert fald en stor del af det". Hun knækkede sin nakke og redte nogle fingre igennem håret, som bare blev ved med at skifte farve, selvom den havde været på blå rimelig længe.
Hun vidste ikke helt hvad hun havde tænkt sig at gøre. Hun stod jo og snakkede med et menneske. Eller det troede hun i hvert fald det var, for alle tegnene var på det, bortset fra at alderen ikke passede til hans udseende, men Iorwen ville helst ikke tænke så meget på det, for så ville hun bare blive forvirret.

"Man kan aldrig rigtig være sikker her for tiden," sagde Argon. "Mørkets Lord og hans tilhængere kan sikkert sagtens hjernevaske folk. Jeg har selv været ved at gå over på hans side engang, men så fandt jeg ud af, hvilken type folk de egentlig var. Det isolerede mig sådan lidt fra både Lysets og Mørkets krigere dengang, hvilket nok har givet mig en vis modstand til begge de to."
Han smilede nedtrykt og rystede let på hovedet.
"Jeg må indrømme, at det nok ikke er den bedste undskyldning for det, men jeg hader virkelig Mørket. Og grunden til at jeg hader Lyset er endnu dårligere. Det er faktisk min egen skyld. Men efter at Mørkets Lord startede Inkvisitionen, har jeg næret et dybt, dybt had til ham og alle hans tilhængere."
Han kiggede endnu engang op på Iorwen. "Men nu vil jeg ikke kede dig med flere af mine personlige holdninger til landets magthavere. Jeg har nogle folk hjemme i klanen, der sikkert er i gang med at smadre noget. Man kan ikke lade dem være alene. Én gang enspænder, altid enspænder, som man siger," tilføjede han med et smil, og prøvede at komme op at stå uden at falde ned.

Hun tænkte over hvad han sagde. Selv vidste hun egentlig ikke hvordan mørkets krigere var, eller lysets var for den sags skyld. Hun rakte sin hånd ned mod Argon, for at hjælpe ham op, da han faktisk ikke virkede så slem. Han virkede ikke arrogant, og han var rimelig ligeglad med at hun var en elemental. Desuden var hun jo heller ikke i dårligt humør, kun trist og det gjorde at hun faktisk lyttede til andre. Selv med elementalerne var hun lidt bidsk, men ikke noget som de ikke kunne håndtere og det vidste hun også godt.
"Hvad er det for en klan du snakker om?" spurgte hun så, kun fordi hun var nysgerrig. Hun ville aldrig spørge om hun måtte joine den. Desuden var det mennesker, om ikke andre væsner, og det stod ikke højt på listen over folk hun gerne ville være sammen med.