Det var en kold vinter formiddag. Folk var stimlet sammen på den store plads, hvor der i midten var opstilt et hævet podie med en galje, og hukkeblok og andre aflivelsesredskaber.
Midt i mængden af folk, hvor nogle af dem morede sig over hvad de snart skulle se, og andre panisk forsøgte at mase sig derop for at stoppe det de vidste var uundgåeligt, sad en blå fyr på en bænk.. Duzzel havde sovet på bænken, og var gået fra at lægge sig til at sove hvor der ikke var et øje, til at blive vækket af en larmende pøbel af højrystede mennesker... han havde sat sig op, gnedet sig søvnigt i øjnene og bare nydt at trække den kolde luft ned i lungerne. Lidt tænksomt sad han og så frem for sig, mens han vågnede.. der var vel omkring minus 7 grader, men Duzzel frøs ikke, selv om han bare sad dér, kun iført nogle halvkorte shorts der gik til midt på låret, og så en hvid skjorte, hvor der om maven var bundet et blåt silketørklæde. eller, materialet lignede silke, men det stammede fra en verden, som var alt andet end denne..
Den nyvågnede, forhenværende prins Duzzel, rejstes sig op på bænken, i et forsøg på at se hen over mængden af råbende folk.. hvad var det de havde gang i at skulle lave? han forstod det ikke helt, men det forekom da meget spændende..
Han kravlede ned fra bænken igen, så han bare satte sig på den endnu engang. Hans hvidligt blå hud gav mildt genskind i vintersolens skarpe stråler, og han lyste op nærmest som en perle, midt i virvaret af brunlige uldkapper og sjusket mørkt hår, snavset kold hud.. Duzzel betragtede sine omgivelser.. pffh, jo, han var helt bestemt mere værd end alle dem omkring sig, det var han overbevist om! Hans hud var så smuk og fin... så ren og uskyldig at se på, som de dyreste smykker! ikke sjusket og klamt som menneskenes hud.. grissefarvet, valgte han at kalde deres hud.. Et selvsikkert smil gled over hans smalle, blåligthvide læber.. jo, han var mere end de var.. og hvis han ikke var det nu, så skulle han nok blive det igen en dag!

Blaine var kold i røven. Hans bukser var ikke lavet til at klare så lave temperaturer, og han havde ikke andre. Han var heldig at de ikke var mere snavsede end de var, for han ville heller ikke kunne få dem renset hvis det blev nødvendigt. Han var ironisk nok en tyv uden penge. Han overvejede om det var fordi han var for dyr i drift, eller bare fordi han ikke var dygtig nok. Ligegyldigt hvad var det ikke positivt ikke at have nogen penge. I hvert fald ikke når røven frøs.
Under den røde frakke havde han en hvide skjorte. Det var for koldt til kun at gå med frakken, og skjorten var det eneste andet tøj han havde. Den var også besværlig at gå rundt med, så det passede ham fint at have den på. Sin bandana havde han bundet om armen, hvilket gav hans korte grønne går plads til at blafre i den isnende vind. Så kunne han også se bedre.

Blaine var ikke sikker på hvorfor han var her. Det var i hvert fald ikke for at se mennesker blive slået ihjel. Måske var det bare fordi han kedede sig; tribunen var bestemt ikke det eneste sted han var gået til uden formål indenfor de sidste par timer.
Hans røv var virkelig kold.

Det havde været dumt af hende. Hun havde været for dristtg af sig og det vidste hun, hvilket nok var grunden til at hun i sidste ende var blevet fanget. For hvad? For nogle ravstykkers skyld.. Hun kendte efterhånden til arresten og byvagterne vidste hvem hun var. Mon det var deror hun i sidste ende var blevet overgivet til inkvisitionen? Nu stod hun der; forrest i køen på vej op til tribunen, alt mens hendes 'dom' blev læst op.. Noget med forrædderi.. Hvordan kunne man være en forrædder når man ikke engang arbejdede for landets konge? Når man ikke i forvejen arbejdede for nogen eller noget? Kun for sig selv og sin bande.

Med et suk vippede hun med den lange pjuskede hale mens hendes førhenværende hvide ører var beskidte, det blev de let i denne vinterkulde. Dog var det ironisk at den pels hun havde på armene og benene, under de halvødelagte slidte bukser, var langt mere hvid og ren end resten. Grunden til dette var at hun havde fremkaldt pelsen idet hun var kommet ud i kulden. At hun overhovedet havde overlevet nætterne i fængslet var et sandt mirakel, og måske også takket været hendes forklædning som dreng. Hun var lettet over at de ikke havde trukket alt tøjet af hende da de tjekkede hende gennem for alt fra tyvekoster til våben.
De pastelgrønne øjne stirrede ud over folkemængden akkurat som hun brutalt blev skubbet ud på tribunen til publikums jubel. Allerede nu kunne hun gennem alle de fremmede ansigter genkende nogen fra hendes bande.
*Forbandet været alt der hedder inkvisition og byvagter* Tænkte hun arrigt. Hendes håndled blødte let og det var tydeligt at hun som mange af de andre der var i køen på vejen op til tribunen, ikke var knækket.. På trods af det blå øje hun havde fået sig efter at have svaret igen tidligere på dagen. Hvis hun kunne havde hun dræbt dem alle sammen.. Alle truslerne imod hendes overlevelse. Bag hende vippede hendes indbundne og brækkede hale hidsigt, ignorerende de stød af smerte der gik igennem den.

Duzzel hørte nu menneskemænden hæve deres stemmer. Hvad nu? Han rejste sig endnu engang op på bænken, og så da en ung pige blive ført op til galjen.
"Hvad..... eh?" han hævede et øjenbryn. Hvad havde hun mon gjort? I ren og skær nysgerrighed, kravlede han ned fra bænken, maste sin tynde krop forbi de tætte masser.
omsider nåede han op til det hævede podie, hvor de blå øjne betragtede pigen, som hun blev ført frem. Det fremstod åndsvagt, det her. De kunne da ikke henrette så ungt en dreng.. ja, Duzzel have først troet det var en pige, men nu da han var tæt på, synes han at det lignede en meget feminin dreng.. for Duzzel, virkede det feminine mere drenget; i hans verden, var mændende de lave, slanke og svage, mens kvinderne var høje og med muskler. Han tog galjen i øjesyn.. Måske han kunne gøre noget for at frese denne person? Duzzel rynkede næsen.. siden hvornår var han blevet rubert-redningsmand? han rystede på hovedet... Men altså, det her var jo bare til grin.
"Hvad med at slagte nogle mordere, istedetfor en tyv?" råbte han pludseligt, og mængden der stod lige omkring ham, tav... naturligvis larmede dem udenom stadig, da de ikke hørte et så betvivlende og kætterisk spørgsmål overfor de mere magtfulde autoriteter

En høj skikkelse skubbede sig hæmningsløst igennem den hujende og jublende folkemængde, faktisk meget højere end masserne, og dem der stod i nærheden af hende ville let bemærke, at den høje skukkelse var efterfulgt af en hestekrop. Over hovedet bar hun et halstørklæde, som var lagt over hovedet og håret og om brysterne et sort bånd, ellers havde hun ingen beklædningsgenstande, på trods af den bidene kulde, og det lod ikke til at påvirke hende det mindste.
Folk gav hende forskrækket plads, og glemte i mellemtiden at juble af dommeren som var i færd med at læse Ji Rins dom op. Da den store kentaur kom frem til tribunen trak hun tørklædet ned, så de spidse ører og de sorte øjne var frit synlige, roligt kneb hun øjnene sammen først mod den tiltalte, derefter mod dommeren og sidst men ikke mindst mod den hætteklædte bøddel.
Skumring havde oplevet hvad der var sket med skoven, den var brændt ned, stormet eller for den sags skyld oversvømmet, og hun var ikke et sekund i tvivl om hvem der havde ansvaret, nok levede hun i skoven, men hun havde holdt sig opdateret, især efter Morgoth var kommet til magten, og inkvisationen havde taget alt magt inden for retfærdighedens veje.
"Er det hvad man bliver dømt for idag?" sagde hun med en høj dyb stemme, som fik det meste af pladsens opmærksomhed, men det var nok også grundet hendes entré. "Det er da ikke så underligt at elementalerne ødelægger landet hvis det her er hvad i byder landet!" fortsatte hun, mens hun stædigt holdt dommeren fast med blikket. Skumring var normalt forsigtig, men nu havde hun fået nok, hun kunne ikke længere se passivt til, mens landet blev flået i småstykker

Stan var en af de mange, som var nødt til at springe til side for at gøre plads til kentauren. Han havde aldrig selv set en før, så han stirrede akavet med en underkæbe, der næsten skrabede mod pladsens beskidte fliser.
Han var fuldstændig overvældet, både ved synet af den majestætiske væsen, og ved lyden af dets protester over henrettelsen. Personligt synes han også, at han kunne have undværet at skulle overvære det, men han var endnu engang faret vild på vej hjem og var blevet fanget i menneskeflokken, som så havde trukket ham herhen, og eftersom han ikke havde ligeså let som kentauren til at få spredt folkemængder, så han kunne komme igennem, så måtte han vente til det var overstået.
Dog var han endnu mindre for denne henrettelse, da han havde mødt knægten før. Han huskede ikke præcis hvor, men det havde vist et eller andet med æbler at gøre, mente han. Endnu en ting, der formindskede hans lyst til at være der.
Han kantede sig længere frem i kølvandet på kentauren, han ville høre, hvad hun sagde, og eftersom hun intet problem havde med at skære igennem mængden, holdt han sig tæt bagved hende. Forhåbentlig havde hun en eller anden form for magt, så hun kunne stoppe det her inden det udviklede sig til noget grimt.

Ji Rin, der havde været lige ved at kaste sig ind mod vagten der på nuværende tidspunkt holdt hende fast. Det gav et lille spjæt hendes ører idet en eller anden meget lysende lille skikkelse råbte op, stående på en bænk. Ørerne rettedes imod den blålige mens de lyse øjne blinkede overrasket. Hva faen? At der rent faktisk var nogen der stillede sig op for at råbe imod uretfærdighederne imod en simpel tyv overraskede hende ekstremt, og det var da også malet i hendes et kort øjeblik, indtil hun genvandt fatningen.. For en stund.
For kort efter genlød endnu en stemme op næsten lige foran snotten på hende. De blegt farvede øjne stirrede direkte ind i kentaurkvindens knebne øjne. Hvad ?
Ji Rin rykkede på sig, forsøgte så vidt som muligt at vride sig fri. Fri af grebet fra vagten der blot greb endnu hårdere om hende. Opråberen stirrede tilbage på kentaurkvinden med et koldt blik, mens bøddlen bare stod og lod som om hendes stirren ingen effekt havde på ham, selvom Ji Rin kunne fornemme en vis uro der var ved at ligge sig over ham. Hun hvæsede lavt hvilket kun resulterede i et slag hen over nakken.

Opråberen af hendes ugerninger og mere til pegede med en fed finger imod hende. " Den knægt er en skamplet. En forrædder for landet der ikke burde leve. Dette er hvad der sker for forrædere!! Acceptér det eller dø selv."
Harske ord der kom fra sådan en klam lille tyk mide af en mand. Hendes krop dirrede kort af indestængt vrede imod opråberen og vagten. Hvis bare hun kunne komme fri af vagtens greb kunne hun måske selv komme til at væte sig ned i folkemængden.. Og forsvinde i forvirringen.. ? Måske.. Hendes hjerne arbejdede på højtryk mens hendes ører lyttede opmærksomt efter hvad der blev talt om.

(Rin- han er nær kanten.. ca hvor Skumring også er :3)

Duzzel drejede hovedet da han pludselig hørte mængdens masser bevæge sig.. frem tonede et højt, majestætisk væsen.. men ligesom Stan, havde Duzzel heller ikke set sådan en før.. Han blegnede fuldkommen, inden der lød et forskrækket skrig fra ham, og han bakkede panisk.. Hvad helvede var det for et væsen?!!! han bakkede så voldsomt, at han smækkede baglæns ind i Stan.. Duzzel var ikke spor rubust, så han ville næppe kunne vælte Stan, med hans egen minimale vægt.. Han væltede dog istedet selv, da han havde så meget fart på, at han ikke kunne undgå at trimle ned på jorden.
Han slog baghovedet, og lå i nogle sekunder på den kolde jord, uden at kunne holde styr på hvad der var op og ned, grundet sit dunkende hoved.. han lukkede de blå øjne tæt sammen, og satte sig langsomt op.
"Hvad helvede er det der?!" udbrød han hviskende, med en snert af frygt, og alligevel nysgerrighed i sit stemmeleje.. Han så dernæst på Stan, ham havde han ikke set.. han rynkede næsen.
Se dig dog for, din klovn! tænkte han for sig selv, men han havde så småt lært at han ikke skulle sige den slags højt.. så kom man ofte til skade.

Skumring stirrede stift på opråberen, inden hun tog tørklædet helt af, og kastede det på jorden, så det lange hvide hår faldt ud til alle sider, der var ingen der skulle være i tvivl om hvad hun var, på trods af, at småsnakken var brudt ud rundt omkring hende.
"Hvis der er nogle der en skamplet hér, så er det dig!" snærrede hun og pegede op på opråberen med et anklagende blik der brændte af had. "Den eneste her der burde hænge i den galge er din type. Folk som underkaster sig Mørkets Lords vilje, for at sidde inde i varmen og æde sig smældfede for de mange skattepenge i frarøver folk, og dermed tvinger dem til at stjæle!" fortsatte hun, uden at råbe, men med en høj stemmeføring, der efterhånden havde fået lukket munden på alle de tilstedeværende.
Over brystet bar hun en stor bue af kraftigt træ, med en masse elviske udskæringer på, og ved siden havde hun et pilekogger der var tætpakket med lange fjerbeklædte pile.
Skumring vidste godt, at hun var ved at vove sig ud i problemer, hun kunne allerede fornemme hvordan hun snart var at finde på diverse eftersøgt plakater, men hun var ligeglad, hun havde hørt alt for meget, til at kunne finde sig i det længere.
"Lad fangerne gå!" kommanderede hun til sidst, og gav et ordentligt sving med halen, som ramte en tilfældig i hovedet, der tydeligvis heller ikke havde set en kentaur før, og han blev derfor slået omkuld med en forskrækkelse, kenteurkvinden sendte Duzzel et blik da hun bemærkede hvordan han væltede i overrraskelse, men rettede det hurtigt imod opråberen igen, der var mange som Duzzel og Stan, der alle var overraskede og lamslåede over, at et væsen som hende, var kommet til byen, for at ytre sin mening

Stan var lige på vej til at hjælpe den blåhudede mand op at stå igen, og havde allerede rakt sin eneste hånd - den venstre - ned imod ham, da kentaurens hale gjorde et pludseligt udsving og ramte ham under hagen, så han selv blev slået omkuld.
Han nåede ikke at tænke, hvilket egentlig også havde været usædvanligt, før ham ramte jorden og al luft blev slået ud af lungerne på ham. Han hev kortvarigt efter vejret inden han kantede sig op at stå igen og sikrede sig, at folk var mere optagede af den store kentaur end af ham. Problemet var bare, at stort set alle i nærheden havde set hans styrt. Dog havde de fleste vendt sig mod kentauren igen.
Han tog sig til ansigtet, ikke i skam, men for at tjekke og der skulle være gået hul på et eller andet, da halen ramte ham, men han havde været heldig. Et langt, hvidt hår imellem fortænderne var alt, han kunne brokke sig over. Han trak det ud med noget ubehag, men vendte sig så igen mod tribunen, hvorpå fangerne lige var blevet krævet løsladt af kentauren.
Så mærkede han ånden komme over sig. De andre to, den blåhudede og kentauren havde allerede ytret deres holdning til henrettelsen. Nu var det hans tur.
"Ja, slip fangerne løs," istemte han kentauren.

Både Ji Rin og opråberen stirrede på kentaurkvinden. Den ene med et køligt blik den anden med et ubestemmeligt blik og vippende ører. Stadig tænkte hun over hvordan hun skulle slippe fri.
Opråberen lod til at tage det hele mere køligt end både Vagten og bødlen der begge stirrede fra kentauren og manden bag hende til den smældfede opråber der med garanti ikke manglede noget i sit hjem, måske med undtagelse af en kvinde.
Dem som forbryder sig mod Mørkets Lord skal straffes. Hvis nogen af jer.." Han gjorde en dramatisk gestus ud mod pøblen som for at indikere at det gjaldt alle der stod og så på. ".. Nogen af jer skulle have nogen indvendinger så skal i snakke med Mørkets Lord. Jeg følger mine ordrer."
Han stirrede tilbage på Ji Rin. "Akkurat som jeg hermed beordrer knægten hængt." En hidsig hvislen kom fra hende som hun hidsigt vred sig, direkte ind imod vagten der havde haft løsnet sit tag let i forvirringen og usikkerheden over pøblens til stadighed større og større uro og ikke mindst protester.
Vagten så et øjeblik forvirret på Ji Rin som det lykkedes hende at tumle sig fri af ham, kun for at ligge som en opbunden kalv midt på tribunen. Hun sukkede indvendigt som hun forsøgte at vride sig vej fri, ned mod pøblen. Om der så var nogen der kunne gribe hende eller om nogen anden vagt nåede at gribe fat i hende inden da var så det store spørgsmål.

Duzzel kom på benene... han ignorerede fuldkommen Stans hånd.. Det her var absurd. Duzzel kunne ikke se nogen logik i det optrin her, overhovedet.
Han spottede hvordan den tilfangetagne på podiet nu havde trukket sig fri. Hey! Duzzel hævede sine arme, trak sig op på podiet uden videre, hvorefter hans hænder begyndte at skyde en hvid, halvsmeltet masse ud, som duftede dejligt af vanilje.. Det fossede ud gennem porerne i hans hud på hænderne, og snart var hele podiet omkring Rin fedtet ind. Duzzel trak fat i hendes skulder, trak hende med sig så godt han nu kunne hen over det nu MEGET glatte podie.. han trak hende med, så de begge skvattede ud over kanten på podiet.
der lød et forskrækket skrig fra Duzzel, som han faldt først, og med Rin lige efter sig.. hun ville lande på ham, inden han brutalt skubbede til hende med et; "Løb!!!" i en hvæsende fremtoning..

Ethelihn havde kun stået blandt publikum i omkring fem minutter, men længere tid behøvedes heller ikke for at opfatte, hvad der foregik. En kentaur med alt for høje tanker om sig selv havde stillet sig op og gjort sig selv til grin. Trods latterligheden havde hun alligevel tiltrukket sig nok opmærksomhed fra den smældfede opråber og bøddel og vagter til, at en fange nu var på vej et helt andet sted hen end ned gennem faldlemmen med et reb om halsen. Hun sukkede dybt. Ingen havde bedt hende dukke op til denne begivenhed for at overværre den eller holde styr på tropperne. Fuldstændigt korrekt var det, at de var under hendes rang, men det burde absolut ikke betyde, at de havde brug for en barnepige!

En kvinde i blodrød kappe, med langt, sort, piskende hår banede sig vej ud af mængden nogle få meter fra Duzzel og Ji Rin. Den ene side af kappen blev smækket til side, så hun kunne affyre en salve af lyn lige for fødderne af de to flygtninge. Samtidig afslørede bevægelsen en fuld mørkets rustning med tilhørende våben. Det eneste, der manglede, var et skjold, men det orkede hun ikke at slæbe rundt på. "Dertil og ikke længere!" Hun skulede til de væsner, der havde haft til opgave at udføre henrettelsen. Først fattede de ikke helt, hvad der foregik, hvilket ikke overraskede hende det mindste. Så faldt ti-øren endelig. Eller i hvert syntes hun pludselig, at de alle sammen skrumpede en hel del. Blikkede flakkede hurtigt tilbage til Duzzel og Ji Rin. De skulle ikke rende nogen steder.

(Undskyld at vi springer dig over Xenix, men vi var nødt til det! T_T )

Stan var lige ved at vælte forskrækket bagover, da lynene føg forbi hans ansigt og hamrede ned i jorden foran de to flygtninge bag ham. Af ren og skær rædsel skyndte han sig at smække en af sine farveskiftende, gennemsigtige barrierer op som en kuppel om sig selv så den Mørkets kriger, der nu kom vandrende imod flygtningene bag ham, hvilket derved også betød ham, ikke kunne ramme ham. Dette resulterede dog også i, at hun ville være nødt til at skyde over kuplen, for at ramme dem, bagved ham.
"Så brænder lokummet," råbte han og skyndte sig at smide sig ned i fosterstilling på jorden med tommelfingeren i munden. Fra det sekund, han havde slået barrieren op, vidste han at det var en dum idé.
"Det var ikke mig," forsøgte han sig forgæves, imens han lå uroligt og rokkede frem og tilbage på jorden.

Ji Rin tøvede ikke et øjeblik da den fremmede blåfarvede fyr kom hen og med en eller anden mærkelig væske fik gjort tribunen våd og glat (..) Hun lod sig blive hevet ud over tribunen men havde ikke lige taget forhånd for hvor langt der var ned hvilket da også resulterede i at hun faldt ned hen over den blåhårede. Hun mistede kort pusten, men fik sig da hurtigt rejst sig op på et par starende ben der rystede af frygten for at blive fanget igen. Hun vidste at det var nu hun skulle løbe, løbe og kæmpe for sit liv, om det så betød at hun ville blive helt efterlyst bagefter.
Dog reagerede hendes ben først da den fremmede blå sagde at hun skulle løbe. I et nu var de stavrende ben automatisk begyndt at løbe i lange skridt mellem folkemængden, på trods af de bundne hænder og den bundne hale som gjorde det lidt besværligt for hende at finde balancen helt, men hun klarede sig da godt nok.
Bag sig hørte hun et råb fra vagten der havde holdt hende sekunder tidligere og hun følte et kort øjeblik en indre triumf. Nu var hun fri af faren.. Næsten da..
Hun stoppede så brat op som hendes ben og balance tillod sig det, hun stod fortumlet og så op imod kvinden. Allerede ved synet af kvindens ansigt og den salve lyn der havde landet foran hende og den fremmedes fødder, kunne hun se at dette ikke var godt.. Langt fra.
Hun så fra kvinden, tundt i pøblen til kvinden igen. Hele tiden syntes hun at skifte blikket rundt for at finde den hurtigste vej væk fra kvinden. Den sikreste var nok bare at blande sig mellem den masende pøblen der nu stod i en dårlig formet cirkel omkring flygtningene, Stan og kvinden. En opmærksomhed hun ikke ligefrem brød sig om..

Skumring havde stille stået og fuldt optrinnet med et sageligt smil, hun vidste, at hun ikke var den eneste der så dette som værende dyb uretfærdighed, og havde af samme grund valgt at stille sig frem og proklamere det, selvom hun udemærket kendte faren ved det. Hele folkemængden var begyndt at småsnakke, råbe om retfærdighed og mase sig ind mellem hinanden, heldigvis for kenteuren var der ingen der kom i nærheden af hende, da hendes størrelse for mange mennesker virkede frygtindgydene.
Da fangerne begyndte at stikke af til alle sider, så Skumring sit snit til at smutte, men fik hurtigt øje på Ethelihn og hvordan hun stoppede Ji Rins flugt, kort bed hun sig i læben, hun havde mest af alt lyst til at sende en pil i nakken på hende, men alle hendes principper stridede imod mord, på trods af at Ethelihn egentligt ikke fortjente bedre.
I to enorme spring var hun sprunget imod Ji Rin og lagde en stærk arm om maven på hende, (?) inden hun gjorde anspring til at forlade byen med Ji Rin under armen

hvor imens alle bortset fra Stan udviste stort mod og handlinger, kom Duzzel på benene, med et udmattet udtryk i ansigtet.. Han var omtumlet, og han var helt sikker på, at han havde bøjet et ribben inde i sin spinkle krop.. han var sat i løb kort efter Rin, men stoppede da brat, nogle ganske få meter bag hende, da denne blev stoppet af lyn.. Duzzel spærrede øjnene op.. shit.. det her var ikke godt!
Han satte i løb igen, for at komme hen mod Rin, men uden held, da kentaueren pludselig afspærrede ham vejen.. hendes pludselige tilstedeværelse, slyngede Duzzel i gulvet igen.. han landede på måsen på den snesmattede jord, og sad kort og ømmede sig.. Et enkelt blik blev kastet hen over skulderen, mens han rejste sig igen.. Folk var begyndt at blive oprørske.. Duzzel holdt sig til siden ved ribbenene.. fuck hvor gjorde det altså bare nas!
Han bøjede sig svagt fremover.. åh gud hvor forfærdeligt.. Selvfølgelig skulle han da også komme til skade... han forsøgte at komme fremad.. ikke fordi han havde nogle intentioner om at hjælpe pigen igen.. han ville bare væk.. Men hov.. han glemte kvinden klædt i sort rustning..
Nu han kiggede efter, var denne kvinde egentlig meget smuk.. Duzzel måtte stoppe sig selv i at tænke længere end det.. en mørkets kriger var nok næppe noget man skulle syntes var smukt.. nærmere frygtindgydende.. Men Duzzel var jo trods alt lige den der alder, hvor kvinder bare var sådan lidt spændende.. og alligevel skide farlige! Den frygt for piger, den var aldrig helt forsvundet... Han bed sig i underlæben.. piger.. Han huskede et ansigt, han ellers forsøgte at glemme... det vækkede en form for vrede i hans krop, sådan en vred, bidende en, som fik hans krop til at gå i stå.. så dér stod han bare, lige bag kentaueren, med et lidt fjernt, og dog vredt blik.. - dårligt sted at gå i stå på, kunne man dog hurtigt blive enig om

Hendes ører vrikkede let, mens hun lyttede til pøblen, der stille og roligt bled mere og mere højlydte. Hun måtte gøre et eller andet og det lidt hurtigt, hvis hun ville undgå at have hele flokken på nakken. De forstår det ikke... det her er jo alt sammen for dem. Hun regnede heller ikke med hjælp fra de mænd, der skulle have holdt øje med fangen.
Ethelihn svingede en afværgende arm ud foran kentauren og hendes passager for at standse hende, hvorefter endnu et lyn slog ned. Det var ikke særligt kraftigt. Hun sparede på kræfterne for en sikkerheds skyld. "Og du går heller ingen steder!" Med et par håndbevægelser gav hun tegn til de par vagter, der nu var tilstede, om at få fat i Duzzel. Stan lage hun kun mærke til, fordi han komme med et fuldstændigt uforståeligt udbrud. Det var da glimrende, skvattet ikke havde lavet ulykker, men hvad i h*lvede ragede det hende? "Jeg forstår ikke, hvordan I kan få det til at gå op, at det er retfærdigt, at lade en tyv gå fri. Tyve stjæler af det lidt i har i forvejen!" Sagde hun med kraft nok på stemmen til, at dem lige omkring hende kunne høre det. "Og hvad dig angår." Ethelihn så på Kentauren igen. "Så synes jeg, du skulle tage hjem til din skov. Det er pinefuldt tydeligt, at du ikke hører til her, så hvordan havde du forestillet dig, at du kan vide, hvordan det er bedst for os at leve?" Den høje hestehale svingede faretruende og hendes øjne knitrede svagt. Kvinden gjorde sit ypperste for at undgå tumult, for hun var godt klar over, at de ikke ville holde til en hel hob af mennesker.

Hvad gør jeg, hvad gør jeg, tænkte Stan ophidset, da han lå i sin kuppel og suttede på sin tommelfinger. det lod ikke til, at de andre var fokuserede på ham længere, så han kantede sig langsomt op at stå inde i den gennemsigtige kuppel. Problemet var bare, at han nu var kommet i tanker om, hvorfor han aldrig indkapslede sig selv i det magiske barrierer. Det skyldtes nemlig at han ikke rigtig kunne huske, hvordan man nu lige fjernede dem igen.
"Øh, gutter," kaldte han prøvende derindefra og bankede på barrierens inderside, i retning af folkene, der stod udenfor. "Er der nogen, der ved, hvordan jeg kommer ud herindefra? En eller anden? Hallo?"
Han nåede kun lige at læne sig op ad barrieren for at banke hårdere, da den pludselig begyndte at dematerialiseres, så han faldt forover ud af den nu selvdestruerende skal og landede pladask på venstre albue i et forsøg på at tage for sig.
"Argh, kalvebue*," hylede han og prøvede at tage sig til albuen, hvilket ikke virkede, da han ingen højre hånd havde til at tage fat om albuen med. Alt i alt et meget ynkeligt syn, som kun kunne tiltrække sig unødvendig opmærksomhed.

*(tilsyneladende Kl-slang for tennis-albue (ifølge Yoku))

Jirin kunne ikke rigtigt gøre så meget andet end at blive løftet op af kentaur-kvinden, uden mulighed for at lægge armene omkring hende da hendes hænder jo var blevet bundet og stadig var det. Hun sprællede kort mens hun forsøgte at få øje på Duzzel i mængden. "N-nej.. Den blå..!" Hviskede hun højt mens hun alligevel dog forsøgte at mase sine ben hen over den store hestekrops ryg, uden videre held. Hun var jo ikke vant til at ride på dyr, især ikke dyr med så bred en ryg. Det nærmeste var da hun som slavinde engang havde redet på et æsel, men det var en tid der var ovre, en tid der forhåbentligt aldrig ville komme igen. Hun stivnede dog i sine bevægelser og møven idet nogle lyn slog ned lige foran dem. Hendes ører lagde sig fladt ned, for med små spjæt at rettes opmærksomt hen imod Ethelin. Hun brødes sig langtfra om det blik der blev sendt hende og kentauren. Hun hvæste lavt som hun tryggede sig en smule ind imod den anden, som kunne den give hende bare en smule beskyttelse og tryghed midt i al denne tumult. Egentligt havde hu en del argumenter hun gene ville sige imod kvinden der stod og spærrede dem vejen, men så igen, det ville næppe være en god ide og højest sandsynligt virke provokerende, derfor forholdt hun sig passiv, foreløbig.
I udkanten af sit synsfelt kunne hun se hvordan vagter maste sig frem gennem mængden af en hob der blev mere og mere højtlydt for hvert sekund der gik. Det her kunne da umuligt ende godt, på nogen som helst måde!