Ekko bad Carmen om at lande, og hun var mere end glad for det. Den støvede vej de havde fulgt fra luften så længe havde ikke vist nogen tegn på forandring, men nu var der i det mindste en lille klynge træer. Hvorfor de havde fået lov at stå der, når der ikke var andre i nærheden, anede han ikke, men de mindede om derhjemme, og Carmen holdt ikke meget af at flyve når det blev skumring.
Hun landede i nogle af de højeste grene, og Ekko kiggede sig omkring. Desværre lod der ikke til at være nogle gode steder at overnatte heroppe, så han blev nok nødt til at sove dernede. Carmen spurgte om hun skulle flyve med ned. "Nej, læg du dig bare til at sove heroppe, det er da bedst for dig," svarede han hende. Det værkede i hans muskler, som han ikke havde brugt hele dagen, og det var en dejlig fornemmelse at kravle i træerne igen. I krattet var der små bær, som ganske vist langfra var modne, men det var bedre end ingenting. Han gjorde sig det behageligt, og pakkede sine tæpper ud. Så gik det op for ham, at han under ingen omstændigheder kunne sove. Selvom der ikke var sket meget i dag havde det alligevel været en stor omvæltning. Han overvejede at kravle op til Carmen igen, men han kunne fornemme at hun var faldet i søvn. Sukkende satte han sig op og kiggede ud i mørket.

På et eller andet tidspunkt måtte Ekko være faldet i søvn, for han vågnede ved fugle der skældte ud på hinanden i det tidlige morgenlys. Hans krop føltes kold og tøjet var klamt af morgentågen, men alligevel følte han sig i godt humør. I dag ville han opleve noget nyt!
Han spiste en kort morgenmad og vækkede Carmen. Efter sin morgentoilette var hun parat til at tage afsted. Han blev nødt til at pakke sig ind i sine ekstra tæpper, for morgenluften var iskold så højt oppe.
Efter et par timer i luften kunne han skimte en stor by. Langsomt kom de nærmere. Han nærmest sitrede af spænding.
Et stykke fra byen bad han Carmen flyve ned. Han tog sine vigtigste ting, og listede sig nærmere til byen. Han havde det bedst med at vide hvad han var på vej ud i.