Øjnene åbnede sig langsomt.

Freyr lå fladt på ryggen i et mørke, hvor han alligevel kunne se alting tydeligt. Sne dækkede jorden omkring ham… Nej.

Sand.

Han satte sig op og lod blikket glide over landskabet.
Den samme drøm igen. Ikke hans egen.

Den tilhørte manden med huden, der glitrede af stjernestøv, når han bevægede sig. Manden med hår hvidere end sneen i Nordens koldeste egne.

Freyr lod hånden synke ned i sandet. Løftede den igen, så sandkornene gled mellem fingrene og faldt tilbage mod jorden. Han kunne ikke se ham endnu. Men han ville komme.

Freyr vidste ikke, hvorfor han blev ved med at falde ind i denne drøm. Normalt gled han kun gennem drømme, der havde en eller anden forbindelse til ham.

Han kendte ikke denne mand.

Alligevel trak noget i ham. Som en tynd tråd, usynlig - men umulig at ignorere.

Freyr rejste sig og børstede sandet af sit tøj. Ud af håret. Så ventede han.

Måneder blev hurtigt til år, og årene havde det med at flyde ud for Sirius. Intet forandrede sig dramatisk hos Llyon Naath, og de gyldne sale (og lænker) de var blevet lovet, holdt dem tilfreds. Gav dem hvad de ønskede af glæder, men altid indenfor en efterhånden kvælende rækkevidde. Drømme var efterhånden det sidste sted, hvor dæmonen ikke havde sat lås på deres frihed. 

Nogle drømme trak sine streger ind over årenes erfaringer, og mindede dem om en tid hvor mere af Dianthos havde ligget åbent. Mindede dem om forpligtelser, som næsten føltes som om, at de tilhørte en anden tid - mål og sjovt nok, drømme. 
Men alt for ofte, tilhørte drømmene ørkensandets røde bakker, og uendeligt, mørke nattehimmel. 
Om natten var der fredeligt. Selv vinden lagde sig, og Sirius gule øjne gled i et ryk op, for at betragte mørket over dem, spækket af stjerner som spejlede deres egne. Men den der fornemmelse, den var tilbage. Skilte sig ud fra mørket. Som en duft af vinter og brændt metal, det brændte i deres drøm, det hørte ikke til, men blev ved med at komme tilbage. 
Men den her gang, lignede det ikke længere en skygge i deres drøm. 

De kiggede ned, konstaterede at de stod op. Sand smøg sig om de bare fødder, men et rubinsk tæppe, prydet med nogle forskellige, grove figurer af diverse ædelsten. De var alle på forskellige stadier af at være færdige. En gentagende drøm, hvor det aldrig helt virkede til at de kom særlig langt. Heh. "Jeg ville ellers have svoret, at man var tættere på sidste gang..." og faeen gled ned på hug, for at inspicere mejsel og hammer. Nysgerrig, men næsten også lidt bange for at hvis de drejede hovedet for hurtigt - viste, at de kunne se ham - ville tilstedeværelsen flygte. Som et dyr skræmt af lyset fra en lygte, var det et menneske? Nej, noget andet, der var en anden fært over skyggen, som lurede i udkanten af deres drøm. 

Himlen lå som et lavt tæppe over ørkenen.
Freyr havde fornemmelsen af, at hvis han blot rakte armen op, kunne han plukke stjernerne med hånden. De hang som et glitrende hav over ham og kastede deres kolde lys ned over det røde sand.

Det føltes som et ensomt fængsel. Klaustrofobisk, midt i ørkenens enorme vidder.

De første gange han var faldet ind i denne drøm, havde han forsøgt at følge fodsporene i sandet. Kun for at ende præcis hvor han begyndte. Til sidst gik det op for ham, at sporene havde været hans egne. Siden da blev han som regel stående samme sted og betragtede værten af drømmen fra skyggerne.

Der skete sjældent meget. Alligevel kunne han ikke tage øjnene fra ham.

Freyr blinkede og pludselig sad skikkelsen på hug ikke langt fra ham, som var den blevet formet af sandet og stjernehimlen selv. Freyr betragtede ham bagfra. Han kunne gøre som han plejede. Blive stående, eller sætte sig. Bare se. En tavs tilskuer til endnu en drøm.

Freyr blandede sig aldrig. Han havde ingen lyst til at finde ud af, hvad der ville ske, hvis drømmeren opdagede ham. Men hans nysgerrighed voksede for hver gang. Det var næsten for lidt at kalde det fascination. Der var også en mærkelig ro i det - i at betragte de stjernespækkede hænder bevæge sig i sandet.

Han tog et skridt frem.

"Hvad arbejder du på?" Instinktivt rakte han op for at trække hætten over hovedet - skjule ørerne. Men hans fingre greb ud efter ingenting. Kappen var der ikke. Hans blik faldt hurtigt ned over sig selv. Bare tæer i sandet. En grov, tykvævet skjorte bundet i kraven, brune bukser i hør. Hans hænder knyttede sig kortvarigt. Selvbevidst - men nu var han trådt frem. Det var for sent at gemme sig.

Sirius havde for længst stoppet med at stille spørgsmål om hvordan. De var langt mere interesseret i hvorfor, og spørgsmålet ekkoede i deres baghoved. Hvordan ville de trods alt sjældent helt komme til bunds i. Det interesserede ikke stjernevandreren, der selv næppe kunne svare på alle spørgsmål som omhandlede dem selv. Men. Hvad der blev arbejdet på, det var håndgribeligt. 
Stemmen var dyb, næsten ligeså dyb som deres egen, og Sirius løftede blikket fra sit arbejde, for at studere statuen foran dem. "Hmm... i virkeligheden, er det nok ingenting" og et lille smil trak over læberne, alt for bevidst om at det var en drøm. "Men måske en nat, bliver det til en statue af en ven" bundet af fysikkens, eller måske bare virkelighedens love, ville de aldrig hakke sig igennem noget så hårdt sten som ædelsten. Kvartsen foran dem var smuk, men arbejdet med at få deres vision ud af stenen, sådan rigtigt, var for hårdt til at de overhovedet ville starte. Men herinde betød, det alligevel ikke noget. 

Gule øjne gled i et nysgerrigt blik bagud da faeen drejede sig omkring. En smidig bevægelse i sandet, knæene skrabede blødt imod sandet, og de fik endelig et blik på hvem der var vandret ind i deres lille verden.
Manden foran ham var høj, næsten ligeså høj som ham selv, men anspændtheden i hans holdning, virkede ikke til at passe den ro de ellers følte, de først havde hørt i hans stemme.
Lidt afvæbnende gled hovedet på skrå, og de smilte. "Man begyndte næsten at tro, at du ville være en lurende skygge for evigt. Det her.." og de rejste sig langsomt, lidt mere op fra jorden. ".. det er en god overraskelse". En god udvikling, og Sirius slog hænderne sammen, i et hilsende, velkomment buk. "Velkommen til"

En svag rynke formede sig mellem Freyrs bryn ved svaret. Blikket gled over de glitrende ædelsten. Et projekt, der i den virkelige verden ville være umuligt at forme med hammer og mejsel. Så hellere metal og stål, tænkte han - lidt for praktisk.

"En ven?" gentog han stille. Blikket dvælede et øjeblik ved stenen, som om han forsøgte at forstå visionen, før det vendte tilbage mod den mystiske skikkelse. Det var vel en mand?

Nu blev Freyr i tvivl. Bevægelserne havde en ynde, der mindede om en kvindes. Men kæbelinjen… og stemmen - den var maskulin.

Hans øjne åbnede sig en anelse ved ordene. En lurende skygge. Kæben spændtes kort. Hvis han var blevet opdaget her… hvor mange andre drømmere havde så fornemmet ham i deres drømme?

Freyr var tæt på at træde et skridt tilbage, da værten rejste sig. Men som hugget i samme hårde materiale som den ufærdige statue, blev han stående. Den andens adfærd var ikke truende. Tværtimod virkede det næsten, som om bevægelserne bevidst blev langsommere... for hans skyld.

Freyr skævede til siden, da værten bukkede. Vagtsomt. Gæstfriheden virkede mistænkelig, men der var ingen andre her. Han havde aldrig set andre i denne drøm før.
"De færreste ved, at de drømmer," sagde han og lod blikket glide ud over ørkenen, før det vendte tilbage.
"Hvem…" En kort pause. "… hvad er du?" Tonen forblev rolig, men forundringen vibrerede svagt i sandet omkring dem.

En ven. Andre ord kunne faeen ikke komme på, men den dag de fandt et mere beskrivende et, skulle det velsagtens ændres. Det var dog ikke vigtigt for konteksten, og desuden, det var deres drøm. At snakke om andre, forekom så ligegyldigt, for ikke at tale om unødvendigt. Hellere snakke om ham. Og dem selv. Og dem. 
En mild latter bølgede fra stjernevæsnet, der udmærket vidste, hvor sjældent de fik besøg. Manden foran dem var den første i årtier... og Sirius regnede næppe med, at han havde mødt en som dem før. De var trods alt unik, hviskede en smigret tanke. En som de aldrig helt kunne kaste langt væk. 

"Du tror ikke, at man er en hvem?" Spurgt med et strejf af latter, over hvordan han ændrede sin tiltale, og faeen kastede et blik nedad sine arme, og bare overkrop, som lyste blødt op i mørket. "De færreste af de unge racer, kender til drømmevandring. Men nogle af jer, bryder igennem sløret.." indrømmede de lidt konverserende, og lirkede sig væk fra spørgsmålet om hvad de var. Viden kunne ofte misbruges, og denne viden, var ikke vigtig for manden foran dem. 
Dog, havde de fundet et navn som ingen skade gjorde, trods andre havde det i deres hånd. Og stadigvæk forsigtigt, imens de talte, trådte de nogle skridt nærmere. "Sirius, kalder de fleste mig. Og dig?" 
Den duft. Færten af ham, var svær for dem at sætte en specifik finger på - fordi ganske rigtigt - så var det sjældent at mennesker fandt sin vej til dem. 
Men det her var ikke kun et menneske. Og selvom de spidse ører sagde elver, var der noget sødt over duften, som mindede dem om skov, skygger og hjem. Mærkeligt. Atypisk.  

"Det var ikke sådan ment..." mumlede han forlegent. Men her i drømmen lød alt skarpere, som skulle han blot tænke ordene og de ville bryde fri. Latteren vibrerede i luften - let og elegant som nordens vinde ved første forår. Han virkede ikke fornærmet ved Freyrs haltende tiltale. Heldigvis.

De lysebrune øjne fulgte stjernernes glimt hen over den bare overkrop. Vandrede videre til armene, som værten selv betragtede. Det føltes næsten som en invitation til at kigge, og Freyr prøvede ikke at stirre - selvom det var svært at lade være. Han fulgte mønstrene som et skattekort, hvert skarpere glimt trak blikket videre.

Han nikkede let og tvang endelig blikket ned i sandet. De færreste kender til drømmevandring. Freyr vidste knap selv, at han gjorde det. Først da landsbyens shaman havde forklaret ham hvad han var, begyndte drømme og mareridt at give en slags mening. Og selv nu gjorde denne forbindelse det ikke.

Ørkensand. Rødt som ild. Intet i Norden lignede dette. Rubinien, måske.

Blikket løftede sig straks igen, da han bemærkede stjernevæsnet træde nærmere. Freyr rankede sig en anelse, musklerne spændte under skjorten. De gullige øjne der iagttog ham, stod i skarp kontrast til nattehimlen, der spejlede sig blødt over kroppen. Hånden løftede sig til øret for at skjule det da han formodede, at den andens øjne prøvede at se lidt for meget. Men han ville heller ikke vise svaghed... så en smule utilfreds børstede han istedet de sidste rester af sand ud af det strittende, tykke hår. 

"Freyr," sagde han til sidst, med den svage skulen hans ansigt ofte bar. Han trak et kort sug ind gennem læberne. "Ved du hvorfor jeg er her?" Freyr vidste det ikke selv. Han havde stillet sig selv det spørgsmål mange nætter, hvor han igen og igen åbnede øjnene under den samme tætte, lysende stjernehimmel. Som blev han kaldt tilbage.

Og denne Sirius måtte have noget med det at gøre.

Men hvorfor?

Forlegenhed var som sød honning. En kær tilføjelse til hans syn på manden foran ham, som kort brød med hans ellers stålsatte, rolige facade, og det næsten kildede i fingerspidserne, efter at få den frem igen. Men ligeså hurtigt som det var kommet, ligeså hurtigt forsøgte det at forsvinde igen, og Sirius fulgte hans kropssprog, forundret over de to sider, der kæmpede om at holde fast i hvordan man fremstod, på et sted som her. I en andens drøm - nogle ting kunne ikke skjules, uden intention. Men det var også noget der gav langt mere mening, da det viste sig, at end ikke manden selv vidste hvad han lavede her. 

"Freyr" gentog de. Smagte på navnet, og fornemmede hvordan det rullede af tungen på en god måde. 
Selvom de registrerede en grad af utilpashed, havde andres grænser, sjældent betydet meget for faeen, der forsigtigt forsatte med at nærme sig. 

Overraskelse spirrede frem på det lidt skarpe ansigt, da spørgsmålet faldt. ".." Det kunne være, at ingen af dem fik det spørgsmål opfyldt i nat, og Sirius' øjenbryn rynkedes lidt eftertænksomt. "Nu hvor du endelig viste dig, havde man håbet, at du også selv vidste hvorfor" og de drejede af, for at gå om på siden af ham. "Fordi jeg ved ikke mere end dig. I hvert fald ikke endnu" og studerede det tykt vævede stof, som en stærk kontrast til deres egen silke og satin, imens de talte. 
Sirius skridt var hurtige, luftige, og håret bølgede som en forsinket, doven tåge omkring dem, da de cirklede rundt og endte foran Freyr igen. "Vi har ikke mødtes..." kunne de endelig konstatere. Så jah, hvorfor?

Hans navn lød ikke forfærdeligt, da Sirius sagde det. Faktisk flød det ud med en nysgerrig varme, der mindede ham om den vin de drak i de koldeste måneder. Alligevel virkede det fremmed for ham. Accenten var helt anderledes end hjemme i Norvik, hvor alle vokaler faldt hårdt og abrupt. Her gled de lettere. Rundere.

Ansigtet opløste sig først i en kort skuffelse over, at Sirius virkede lige så uvidende som ham selv. Men med det samme strammede minen sig igen, da han blev cirklet. Freyrs hoved drejede sig, forsøgte at følge bevægelsen. Sirius gled omkring ham som blød silke - eller som mosekonens tåge over sumpen. Hjertet slog en anelse hurtigere, og han flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Hænderne knugede sig kort. Han sagde ingenting endnu. Forsøgte blot at forstå. Kæben rykkede en anelse, mens tankerne samlede sig. 
"Nej," erkendte han til sidst. "Det har vi ikke." Han skrånede hovedet en smule. Men det havde han vidst fra starten. Sirius var ikke en man glemte, hvis man først havde set ham.

Skuldrene sænkede sig en anelse, da Sirius endelig stoppede foran ham igen.
"Så..." begyndte han og gjorde et lille nik ud mod ørkensandet, der druknede i stjernehimlen jo længere horisonten strakte sig. "Hvorfor her?" Drømme havde det med at grave sig ind i det bevidste og det ubevidste - sådan havde shamanen forklaret det. Ting der havde betydning. Ting man ikke selv helt forstod.

Freyr var ikke drømmetyder. Han var bare den, der faldt ind i dem. Som en ubuden gæst. Men alligevel var det altid her, han fandt Sirius. Så det måtte vel betyde et eller andet.

Og alligevel fortalte det ham intet om det mystiske stjernevæsen foran ham.

Der var velsagtens ingen som følte sig godt tilpas ved at blive observeret. Men for faeen, var det også lidt af en fascinerende gåde, som dumpede ned i deres skød. Eller, i deres underbevidsthed, egentlig. Og selvom Sirius allerede vidste, at han nok ikke havde noget at frygte fra dem, forstod de til dels, det ubehag som fulgte med uvidenhed. Freyr, det var ikke ikke et navn herfra. Og hvis de alligevel aldrig havde passeret hinanden om dagen, måtte der være noget andet der gjorde, at de mødtes i natten. 
Stjernevæsnet drejede hovedet imod intetheden som omfavnede dem, førhen de skævede tilbage til Freyr, et tilfreds smil om læberne. Se det var faktisk et godt spørgsmål. 
De trak lidt på skuldrene, men ikke afvisende. "De fleste er drømmene foregår efterhånden her. I varmen. Minderne om andet end sand, er svære at trække frem, hvis man samtidigt ønsker at være alene.." og langt de fleste af deres minder om andet end natten, var med dæmonen. 
Sirius rystede lidt afværgende på hovedet, i tilfælde af at han tog det som en hentydning. "Det er ikke dig, som man prøver at undgå" og de betragtede den stille himmel. Vidste, at når morgenlyset kom, ville det være et dramatisk væld af farver, førhen at alt blev gult og brunt under den stærke sol. Ørkenen havde aldrig tiltalt dem. Men skumringen, natten og det tidlige morgengry. Det trak dem ofte ud, til et kald som de nok ikke helt kunne forklarer. 

"Du burde være kommet for tyve år siden. Der havde jeg kunne vise dig mere, end bare sand" lo de, og Sirius vinkede ham med, tilbage til tæppet for at sætte sig imens de forsøgte at samle brikkerne. Måske han kendte Llyon? Måske var det en fælde? Og dog, det ville være et vovet træk, selv for et væsen som ham. Nej, den her mand, havde ikke et strejf af dæmonen over sig.

Deres øjne mødte hinanden. Freyr lyttede med omhu uden at se væk fra Sirius. Draget af stjernerne der dansede som illuminerende fregner over kindbenene, over skuldrene og hen over de slående træk i hans ansigt. Sirius' lange, lyse hår svajede let, til trods for at der ingen vind var i natten. Det hvide hår så næsten blåt ud i skæret fra stjernernes lys.

Til sidst flyttede han blikket mod himlen ved ordene 'det er ikke dig som man prøver at undgå.'
De simple ord, som Freyr ikke havde bedt om, ramte alligevel noget i ham. Noget gammelt. Noget sårbart. Freyr trak vejret dybt ind gennem næsen og begravede tæerne dybere i det bløde, hæse sand.

Men hvis ikke ham - hvem så?

Et stjerneskud fløj over dem, flygtigt, og så var det væk. Et døende åndedrag på himlen, før der igen ville fødes et nyt. Man opdagede knap nok dets afsked, før noget andet allerede havde taget dets plads.
"Men er det ikke ensomt?" hørte han sig selv sige.
Det var ensomheden Freyr mærkede allermest her. At han kunne gå i hvad der føltes som evigheder gennem ørkenen og stadig ende det samme sted han startede. Der burde ikke være så mange begrænsninger i drømme. Ikke når han sammenlignede det med de historier han havde hørt fra høvdinge og rejsende.

Sirius rev ham ud af tankerne.

Freyrs bryn rynkede sig en smule, men hans øjne glimtede af interesse. Var han kommet for tyve år siden, ville han have været en lille knægt. Men lige så uvidende som han stod og følte sig nu. Den milde latter fik dog musklerne i hans skuldre til at løsne sig en anelse. En balsam, der gjorde nerverne blødere. Det var vel i orden, tænkte Freyr. Alt dette var trods alt kun en drøm.
"Jeg har aldrig set ørkensand," sagde han med stille undren. "Og stjernerne er kun så skarpe når moder frost vågner, dér hvor jeg er fra."

Fødderne flyttede langsomt på sig, før han overgav sig og fulgte med Sirius.
"Hvordan var dine drømme for tyve år siden?" spurgte han så, ude af stand til helt at lade være med at bide på krogen. Måske kunne det fortælle mere om stjernemanden. Måske ikke.
Men Freyr håbede, at søvnen ville blive hos ham lidt endnu.

Han satte sig.

På det vævede tæppe følte Freyr sig pludselig enorm - bred og klodset. Så han sørgede for at placere sig så tæt ved kanten som muligt. Det ene knæ rørte sandet, mens det andet lå nær Sirius.

Ensomhed var ikke en fremmed følelse, men for Sirius? Så var den sjælden. Måske var det bare deres udseende. Smukke ting gik sjældent forbi andres opmærksomhed, og faeen kunne næsten altid finde selskab og varme kroppe.  Bevares, de nød det skam. Men nogle gange... så var det invasivt. De ville aldrig være i stand til at stoppe nogen i at holde dem fast. Det var altid flygt eller forfør - så ensomheden føltes kærkommen. Fjernede beslutningskravet. De svarede ham ikke i første omgang, men satte sig til rette. 

Med et dæmpet bump sluttede deres gæst sig til dem. Forsigtig, som var han bange for at skubbe eller ødelægge noget, hvilket var en fjollet tanke - noget som gav Sirius gule blik en underholdt kant, bagved deres intense mørke, og sukkede sagligt. "Grønne. Dybe skove" De savnede de tætte skove. At krybe til ly i mørket - forbindelsen til noget større. "For tyve år siden drømte vi om mer'... om sjæle så klare som morgenens skær, og valg man tog let - blot fordi de var dér." og de studerede den stenhuggede mand, med pupiller der langsomt voksede ud i det gule, indtil der kun var en lille ring tilbage, i de sorte sklerere. 
Hans fært var fremmed, tøjet tykt, håret stift. Han var fra fjeeerne egne. Og det vækkede et bittert savn i Sirius, som kunne ane at Freyr ikke var hverken slave eller slavefødt, så bestemt ikke her fra ørkenen. Fra et sted de aldrig selv havde nået at opleve, og beviset sad lige foran dem. 
Det var nok til at være lidt jaloux over. Men også kun lige næsten. 
Med en doven magelighed trak de det ene ben op til hagen, for at hvile hovedet på det. "Nu, er de største valg man træffer, hvilket tøj man ønsker at bære" og Sirius lo lidt sagte, selvom det var en sølle umyndiggørelse fra alt andet, som livet burde byde. 

Grønne, dybe skove...

Ordene blev hængende et øjeblik.

Freyr kunne ikke huske, hvornår han sidst havde vandret i sine egne drømme. I starten - da han endnu blot var en dreng af frosten - havde han troet, at drømmeverdenen var hans egen. Nu vidste han bedre. De fleste nætter gled han bare gennem andres. Og på de nætter hvor han intet så… huskede han aldrig noget.

Han skævede til Sirius ved den lette kommentar om beklædning. Der lå noget bag ordene. Men i stedet for at svare med det samme, rykkede han sig en anelse. Benet der lå nær stjernevæsnet gled længere væk. Ikke af foragt. Han ville bare nødig komme til at røre ved ham. 

Freyr sank en gang.

"Så du er ikke herfra?" Han havde næsten sagt Rubinien. Men han var ikke sikker på sin antagelse.

Stilheden der fulgte fik hans hænder til at føles rastløse. Fingrene værkede efter at gøre noget. At sidde stille side om side med en mand han kun havde lært at kende fra skyggerne… det var svært. Nyt. Så han greb efter hammeren og mejslen. 
Værktøjet lå tungt og velkendt i hænderne, og han betragtede det et øjeblik, som om det var derfor han var kommet. "Hvorfor rejser du ikke bare væk?" spurgte han så.

Blikket løftede sig mod Sirius. 
"Tilbage til skovene og det." 

Sirius latter var varm og dyb, og de rystede lidt afvisende på hovedet. De var heldigvis mere end en drøm, og selvom de nød varmen, var de skam ikke skabt af sol og flammesand. Det var ikke deres domæne, og de tiltede hovedet observant på skrå, da Freyr greb ud efter værktøjet. 
Hvorfor rejser du ikke bare væk? En dyb sørgmodighed, hurtigt blinket væk af harme, og de kiggede vurderende ned på deres stjernedækkede tæer. Undgik hans blik, imens de tænkte. Tilbage til skovene, og det. Fordi mange gange havde de skam prøvet, men endte altid tilbage det samme sted. En sol, skabt til at kredse en anden sol, trukket ind af hans lille horde af nips. 
"Det kan jeg ikke" blikket gled op igen, et skævt smil dvælende ved mundvigen. De havde efterhånden affundet sig med meget, og faktum var, at de ikke selv kunne gøre meget ved det. Ikke alene. 

Og de havde efterhånden også sagt det nok gange, til at vide, hvordan det næste spørgsmål plejede at være hvorfor. 
Selvsamme spørgsmål som de også selv ledte efter et svar til. 
For at få noget, mon man dog ofte også give noget. Deres gule øjne betragtede hans hænder - de var rå, mærket af arbejde som Sirius aldrig havde været tvunget til at udføre, og med et lille nik, inviterede de ham til at bruge dem, interesseret i at se ham arbejde, hvis han ønskede det. "Du.. er et slags menneske, jah?" De var i tvivl, men overrodnet set, var det ikke vigtigt for Sirius. "Det tætteste i jeres sammenligning, er nok.. en ejet person. Eller måske en bundet dæmon, bundet af deres navn - vi kan kan kun gå så langt, som kæden strækker sig" 

Raceligegyldigheden hos Sirius, var ens for alle. De lagde ikke meget i fordomme (på dét punkt i hvert fald) og så trods alt meget slægtskab i de ældste racer i landet. Og måske på det ene punkt, kunne de misunde en race som mennesket. Deres hurtige liv, var trods alt altid fyldt med forandring. 

Latteren lagde sig i sandet. Freyr kunne mærke varmen nå ned til tæerne, jo mere de blev begravet deri. Uden at tænke over det vrikkede han dem langsomt i det ru blodsand for bedre at fornemme det. Stilheden sænkede sig over ørkenen, og Freyr ventede tålmodigt, mens han betragtede Sirius. Også da stjernevæsnet så væk. Brynene rynkede sig en anelse. Måske havde spørgsmålet været for personligt.

Blikket gled tilbage til værktøjet i hans hænder, og han skulle til at sige noget andet - men nåede knap at trække vejret ind, før ordene faldt.

Det kan jeg ikke.

Forbavset, måske en anelse forvirret, løftede Freyr blikket igen og mødte Sirius'. Spørgsmålet der straks meldte sig, stod tydeligt i hans alt for ærlige, alt for afslørende lysebrune øjne. Hvorfor ikke? For væsnet han sad overfor - som han havde betragtet så længe i drømmene - emmede af noget der ikke kunne formes eller holdes fast af andre. Ligesom man ikke kunne plukke stjernerne og beholde dem, havde Freyr troet det samme gjaldt for sådan en som Sirius.

Han nikkede til spørgsmålet. Et slags menneske. Armen rykkede instinktivt, som ville hånden løfte sig mod ørerne, men vægten af hammer og mejsel holdt den nede. I stedet strammede kæben sig let. Han havde aldrig fået et klart svar om sit ophav. Hans mor foretrak tavsheden fremfor sandheden. Men kaldenavnene fra barndommen spøgte stadig i baghovedet.

Alf. Alf. Alf.

Til sidst havde han bare accepteret det. At det nok var det, han var.

Freyr følte sig pludselig tom for ord, som om den andens tilståelse havde kvalt dem alle. Kroppen stivnede et øjeblik i ubehag, men han kom sig hurtigt igen. Da han talte, var stemmen lav.
"Så du er en fange?" Blikket gled ned over Sirius. Der var selvfølgelig ingen lænker at se. Men nu forstod han bedre, hvorfor dette sted føltes som et fængsel.

I Norvik var det ikke et fjernt begreb. Nogle af de ældre klaner holdt stadig trælle. Men Freyr havde aldrig forstået ønsket om at holde nogen mod deres vilje. 
Værktøjet blev sænket, indtil det til sidst dumpede ned på det mønstrede tæppe. Freyr drejede sig en smule, så kroppen vendte mere mod Sirius.
"Det havde jeg ikke forventet." Og tonen bar tydeligt præg af, at det gik ham på.

Ubehag krøb over Freyrs krop, som sænkede et tæppe af kulde sig over ham. Spændte ham op  i skarpere linjer, som afslørede små tegn, på den fysik han bar med sig. Også selvom tøjet skjulte en del. 
Men tavs blev han ikke, og Sirius nikkede lidt fjernt. Jah. Det var nok den bedste måde at formulere det på. Og det gav dem kvalme, hvis de tænkte for længe over det. 

Kneb man øjnene godt sammen, og rakte ud med underbevidstheden, føltes det næsten som om at man kunne se hvor de tunge lænker havde hægtet sig fast på dem. Deres kolde glimt reflekteret i gløden som kom fra faaen, og forsvandt ud i drømmenatten omkring dem. 

Det var først da han rettede på sin stilling, at de gule øjne flakkende op på mennesket igen. Sørgmodige, men også afklarede - de havde haft mange år til at... vænne sig til tanken. Men accepterer den, havde de aldrig. 
"Det er heller ikke sådan det burde være.. " smilede de. "Man plejede at.." og skulle til at følge op med noget mere, førhen en bevægelse i udkanten af deres øjne, stoppede dem. Hvad.. allerede? 

Tåge havde dækket periferien af deres drømme-ørken, og krøb nu langsomt nærmere. Slugte alt dybde fornemmelse og stjerneregn. Som en stille, lydløs uven, der sendte en ufrivillig lille sitren igennem faen - ikke nu. Ikke allerede. Det var ikke fair. Fordi snart ville gråhvid indhylle alt hvad man så. Drømmen ville slutte, dagen starte, og deres lille stund af fred, være overstået - som havde det aldrig fundet sted. 
Deres kæbe spændtes lidt anstrengt op,  men de viste bedre, end at kæmpe imod. 

"Man plejede at…"

Han kunne se munden bevæge sig, men ordene nåede ham ikke rigtigt. De lød fjerne og grødede, som talt under vand - eller overdøvet af en storm.

"Hvad?"

Freyr kneb øjnene sammen, som om intensiteten i hans blik kunne tvinge ordene til at blive tydeligere.

Tåge krøb hen over sandet. Han fangede bevægelsen i udkanten af sit syn og så, hvordan den langsomt slugte de sidste rester af drømmen - stjernerne, horisonten, dem. Som krogede grene bredte den sig ud over ørkenen og lagde sig mellem dem.

Han kunne mærke det i kroppen. Tyngden forsvandt - noget der ville trække ham væk. Da han så tilbage på Sirius, begyndte stjernevæsnet allerede at opløses i den gråhvide dis.

Freyr plejede at se frem til at vågne. Men ikke denne gang. Ikke nu hvor han endelig havde fået en samtale med den mystiske mand. Han vidste stadig for lidt til at give slip. Men det var ikke ham, der bestemte.
"Jeg finder dig igen." Ordene kom før han nåede at tænke over dem. Den underlige, næsten desperate kant i hans egen stemme overraskede ham.

"Hvad?"
 
Spørgsmålet kunne kun høres i måden han formede sin mund, da han spurgte. Som talte hans stemme i deres tanker. Virkeligheden krøb sig dog gradvist tættere på, og med den, forsvandt hvad end Freyr ellers sagde; de kunne ikke mundaflæse ham nok, nu hvor tågen tætnede. Hurtigt. 

"Jeg find.." og til sidst så man kun silhuetten af hans brede skikkelse, idet den slugte både ord og syn. Ikke helt fair, og en underlig fornemmelse sad tilbage i faeen, der ikke længere kunne se noget af ham. Kun tæppet under deres fødder, og en mærkelig følelse, de ikke helt kunne genkende. Var det håb? Måske blot i manglen på  forandring, måske bare fordi der skete noget andet end endeløse, stjerneklarer nætter. 
Snart tog tågen også tæppet. Langsomt krøb det op over benene, op til brystkassen, og skubbede dem med et blidt, omend bestemt skub, ned på ryggen og tilbage til virkelighedens verden.   

Freyr rynkede panden, og noget i udtrykket blev næsten sørgmodigt, mens han forsøgte at fange de sidste glimt af stjernevæsnets skikkelse. Stjernerne der dansede på Sirius' hud var det sidste han så, før ørkensandet og himlen smeltede sammen i en tåget dis. Lyset dæmpedes, indtil det til sidst helt forsvandt.

Det var en underlig følelse - at miste noget man aldrig rigtig havde haft. Den lille stund de havde delt, varede næppe mere end et øjeblik, og alligevel føltes det som om de havde talt i timevis. Tid opførte sig anderledes i drømme; den gled mellem fingrene og ophørte før man nåede at forstå den.

Temperaturen skiftede.

Freyr mærkede underlaget fra sin seng og hørte en gren slå mod vinduet. Øjnene åbnede sig langsomt. Kroppen føltes tungere, som om han havde taget lidt af ørkenens vægt med sig tilbage. Bevidstheden krøb gradvist på plads igen, og han satte sig langsomt op. Hånden gled gennem håret - men der dryssede intet sand ud af det.

"Sirius," mumlede han lavt. Sirius, gentog han i tankerne, som for at holde fast i navnet på sit nye bekendtskab. Selvom han helst ville blive siddende og gennemgå drømmen igen - så meget han nu kunne huske - måtte dagen begynde.