Sommervarmen var så småt ved at brede sig til selv den nordlige del af Krystallandet. En sæson der almindeligvis var præget af håb, som afgrøderne modnede og vinterkulden blev et fjernt minde, havde dog en skygge kastet over sig - længe havde man forgæves ventet på tegn fra Isari, men den nye tronarving var stadig ikke fundet. Små rygter om, at Guderne havde forladt Lyset, var begyndt at spire og skabe uro.
I landets hovedstad Dianthos sad et midlertidigt Råd på tronen, men i fyrste- og hertugdømmerne, var det adelsfamilierne, der i dagligdagen havde den egentlige magt. Nogle af dem var frygtsomme - for hvis en ny arving aldrig blev fundet, ville rigerne så overhovedet kunne holde sammen? Andre så det som en mulighed for at øge deres egen indflydelse.

Blandt de sidstnævnte var Bertins-adelsfamilien. En hertugslægt, oprindeligt fra Medanien, havde de opkøbt land i det nordlige Turmelinien og med store pengesummer hurtigt og sikkert øget deres indflydelse. Ind til en tidlig sommeraften, hvor en forbipasserende kærre fandt alle familiens medlemmer - fra den gamle hertug til den yngste datter - klynget op i et stort egetræ.
Med blod stod der skrevet på træets stamme: "Magten Vil Skifte Hænder"

Der gik ikke længe fra fundet af familien, før rygterne begyndte at løbe - først til de nærliggende kroer i Turmelinien, hvor de fleste godt kendte til Bertins:

"Hertug Bertins var en skiderrik. Han tog og tog uden at give noget til os almindelige folk.."

"En velfortjent skæbne - men de havde ikke behøvet tage børnene med!"

"Den yngste søn var tolv .. havde han været en bedre hertug?"

"Det finder vi vel aldrig ud af nu. Og hvem ved, hvem Fyrsten sætter ind i stedet.."

"Hvem siger, at vi har brug for hertuger? Er det ikke det, der var hele formålet? Måske er det tid til, at magten kommer i hænderne på nogen, der ved hvad der foregår.. Så kan vi også passende droppe al den skat, vi betaler til den såkaldte trone.."

"Det er den slags, de siger længere oppe nordpå. At Lyset ikke gør noget for dem, og det måske er tid til at løsrive sig.."

Fra landevejskroen i Nordturmelinien til byerne mod syd og nord, hørte man snart den samme historie. Om Lyset fandt den kommende tronarving eller ej, begyndte én ting at stå klart - stabiliteten i hele landet var så småt begyndt at smuldre og der skulle handles, hvis man skulle undgå flere drab på dem, der sad i magtpositioner..

---

Info: Dette er en plot-reaktionstråd. Det vil sige, at man skriver et enkelt indlæg som svar med sin karakters reaktion på de rygter og begivenheder, der breder sig i landet. Din karakter behøver ikke befinde sig i Turmelinen, for at du kan deltage.

Viktor gik direkte op på det værelse, han logerede i hos Corinth. Blikket var fjernt, tankerne kørte i ring omkring den frygtelige nyhed, han havde overhørt i Dianthos' gader.
Stemmerne havde været lavmælte og bævende - som når man taler om noget, der stadig er for grusomt til at gentage højt. Først da han hørte navnet Bertins, havde han reageret og lyttet forfærdet med.

Han kendte dem ikke personligt, men de var en del af kredsen. De, man hilste på til forlovelsesfester og vinterballer. De, der altid fik bordene tæt ved fyrsten, og hvis børn lærte de samme dansemønstre som ham selv. En kulde løb op gennem rygsøjlen, der stod i skærende kontrast til den begyndende sommervarme udenfor. 

Et helt egetræ. Klynget op. Hele familien. Hængt.

Viktor sank tungt ned på sengekanten og støttede albuerne mod knæene. Hjertet slog ikke hurtigere - men dybere; som om hver puls bar vægten af det, han netop havde hørt.

Han og Richard havde redet gennem Turmelinien for blot nogle uger siden. De havde nydt godt af det smukke landskab, overnattet i en landsby tæt ved floden. Tanken på, hvor tæt han havde været på det sted, nu badet i blod og symbolik, fik det til at snøre sig sammen i maven.

Er det overhovedet sikkert at være adelig længere?

Han skubbede tanken væk, men den lå under huden som et riflet ar. Det var for nemt at forestille sig et andet træ, en anden aften, hvor han -og hans familie selv var klynget op. 

En bitter smag krøb op i hans mund. En del af ham længtes efter at tage hjem til sin familie. At se dem. Forsikre sig om, at de var okay. At Marius var i god behold. For hvem blev de næste?

Alligevel blev han siddende. Lammet af magtesløshed.

Viktor lænede sig tilbage mod væggen og pressede håndfladen mod maven, hvor kvalmen lå som en knude.
Skulle han vende hjem – eller blive i Dianthos?
Hans hjerte var splittet mellem en ung mands ønske om mere tid - og det ansvar, der var født med hans navn.

"Vor Herre bevares," snerrede Kitt søvndrukken og havde i sinde at ignorere den tjenestepige, der forsøgte at vække ham. I mulm og mørke var han væltet ind i sit sommerhus ved ferskenplantagen - hjemvendt fra et besøg hos gamle venner i Medanien, hvor det lokale værtshus ikke havde ladet ham gå tørstig hjem.

Resultatet: en fordrukken og desorienteret Kitt, der ikke kunne kende forskel på seng og sofa. Tøjet havde han halvhjertet fået af, og på forunderlig vis havde han fundet et tæppe og pakket sig ind i det.

Solen stod nu direkte på ham fra en sprække i gardinet, og hans mørke krøller klistrede småsvedigt til panden. Han snurrede uroligt ved opvågningen, mens tømmermændene bankede sagte men vedholdende bag tindingerne.
"Sir?" lød stemmen igen. "De har modtaget hastepost."

Først reagerede han ikke. Hvad kunne haste sådan, at det forsvarede at forstyrre ham på hans fridag? Men en tanke gled ind: Ingrid. Hans trolovede. Kunne der være sket hende noget? Det fik ham alligevel til at løfte hovedet.

Hans mørkglødede øjne åbnede sig langsomt, forvirrede, og han så sig omkring, som om han et kort sekund ikke genkendte sit eget hjem. Med et træt brum satte han sig op, kvalmen sitrende i maven. Et varmt bad og noget mad ville løse det. Men først; brevet.

Uden at se på tjenestepigen knipsede han og rakte hånden frem. Der gik et sekund, før han mærkede papiret mod fingrene. Kitts ansigtstræk blev straks mørke. Det velkendte grønne segl var umiskendeligt. Han havde set det mange gange før i sin barndom.

En ubehagelig varme bredte sig i brystet. Hans far havde ikke skrevet i årevis - hvorfor nu? Kitts første indskydelse var at rive brevet itu. Men nysgerrigheden fik overtaget. Med en mut mine brød han seglet.
 

Hr. Tane,





De nuværende omvæltninger i rigets nordlige egne, og særligt den beklagelige afslutning på Bertin-familiens anseelse og liv, har affødt en vis uro blandt både høj- og lavadel, som ingen ansvarlig hersker kan vælge at ignorere. Jeg antager, at De, trods Deres fysiske afstand, ikke er uvidende herom.



I en sådan tid, hvor både strukturer og skikke udfordres af rå magtbegær og folkelig utilfredshed, må de gamle slægter samle sig. Hermés-navnet, med dets forpligtelser og dets vægt i såvel handel som politik, kan ikke forblive uden repræsentation, uden retning.



Det bringer mig, uvægerligt, til Dem.



Deres mangeårige fravær fra familiens anliggender har hidtil været tålt - dog mere af hensyn til pragmatiske hensyn end af forståelse. Tiden, hvor De kunne betræde en tilværelse uden ansvar, må nu anses for forbi.



De er, trods alt, født ind i dette navn. Og med navnet følger pligten.



Jeg har ikke i sinde at fremføre sentimentale betragtninger - De har aldrig haft min ømhed, og vil heller ikke modtage den nu. Dette er udelukkende et spørgsmål om nødvendighed. Den usikre tilstand i riget kræver, at vi styrker slægtens position, og De, hr. Tane, er, på trods af tidligere svagheder, fortsat den eneste arving med både legitimitet og navn.



De vil, dersom De agter at træde i karakter, returnere til Safirien og lade Dem tilkalde til drøftelse. Det er ikke et tilbud, men en bekendtgørelse.



Deres tilstedeværelse forventes. Svar venligst inden udgangen af denne måned.



Med forbehold,

Edmund VIII af Hermés

Hertug

Da han læste de sidste linjer, hamrede hjertet i brystet. Et øjeblik blev hans blik sløret af raseri. Hånden gled over munden, mens hans vejrtrækning rystede, uregelmæssig og tung.

"De kunne da for Zalans have hængt ham i stedet!" hvæsede han, og smed brevet fra sig med overlagt voldsomhed.

"Hvor v–vover han--!" Ordene snublede over tungen, og han bed sig hårdt i underlæben ved lyden af sin egen stammen. Den gamle uro var der endnu - kun Edmund kunne fremkalde den slags i ham. Tidligere svagheder... Ordene brændte. De sad fast i ham som splinter. Han kunne være omgivet af elskere, rigdom og respekt; og stadig stå dér, som en dum, stammende dreng foran sin fars kolde blik.

"Nå," mumlede han, med et snert af hån. "Så må gamle Edmund virkelig være desperat."

Kitt tog en lang indånding gennem næsen. Så endnu en. Før han sagde, uden spor af varme:
"Smid det væk. Får jeg et brev fra samme afsender igen, vil jeg ikke høre om det."

Det var efterhånden sjældent de lange, ensomme, kolde nætter, som plagede Aldamar længere. Fingeren tappede lidt på det pergament han skrev på. Holdt det stille, og med en tilfredstillende lyd, gled fjerpennen over den gulnede overflade. Det var rart. Med et mageligt suk lænede adelsmanden sig tilbage i stolen, og lagde skriveriet fra sig. Hvornår var det begyndt at blive sådan? 
Selvom han stadigvæk trådte med silkeskridt, havde noget ændret sig henover de sidste par år. En form for hverdag, jah turde han sige, rutine, havde sneget sig ind på ham. Hans aftener med Fabian - omend det havde været hårdt for dem begge, at få ham hjem i starten.. var ikke noget han ikke ville undvære. Uroen fra Dianthos (og dens manglende regent), føltes langt væk - og blev oveni det - varetaget af hans moder. 

Alt det, der kunne gøre en mand som Aldamar ganske magelig. 

Blikket gled en sidste gang henover de sirligt svungne bogstaver. I skæret af sterinlysene flakkede små lysskær i det stadigvæk våde blæk, men så snart det tørrede, ville han officielt trække stikket for i aften. Fordi hvorfor ikke bruge det sidste af den vågne aften på noget mere.. 

klak-klak-klak

Lyden af skridt der hastigt nærmede sig, ekkoede igennem stengangens buede vægge. Hvem end der kom, var i løb, og den rytmiske lyd hev i et ryk prinsen ud af sine tanker, og han vendte blikket imod døren. 
"Kom ind" da der forhastet blev banket på, var det en af slottets budbringere der stod i døren. "Prins Aldamar, jeg bringer forfærdeligt nyt..." 

Det føltes lidt som om at hjertet - rent fysisk, omend han vidste at det ikke kunne lade sig gøre - sank i brystet på ham. Frygt, afsky og vantro; det sendte en umærkelig rysten igennem hans krop. 
Hele familien..? Hængt? Billedet var nok til at give ham kvalme, og han sank, selvom munden føltes klam og tør. Han sank endnu engang, og vidste, at han blev overvåget af budbringeren som forventede en form for reaktion - men hvad fanden skulle han sige? Hvad kunne han sige? 

Noget mørkt lagde slangede sig over landet. Som om at sommeren ville slutte tidligt i år, og lange, kolde, nætter, hastigt kom igen. 

Det var ikke meget der kunne vække Izilarna tidligt om morgenen. Hun var udpræget natteravn og nød de sene aftner og nattestunder, efterfulgt af sene morgener der startede hen ad middag. Det var dog alligevel en noget anden sag på denne dag. En ivrig rusken trak i hendes støvle, det var en af gadedrengene hun kendte aldeles godt, Kaj hed han. "Izil - vågn op!" Den hvidhårede dæmonjæger satte sig op, hvor i alverden havde natten bragt hende hen? Hun have sovet ualmindeligt godt i en stor bunke halm i en af herremændenes stalde, de tjekkede sjældent sådanne steder før op ad dagen og bedst af alt, så var det gratis. "Hm? Jeg har ikke noget til dig idag Kaj, du må sgu komme tilbage og tigge om krystaller en anden dag!" Mumlede hun søvndrukkent, hun gned sig dovent over øjnene og gabte som en doven løve på savannen. Var hun stadig fuld? Det føltes sådan! "Åh nejnej, det er ikke det! Tro mig, det her vil du gerne se!" Knægten stoppede ikke, men begyndte insisterende på at trække hende i buksebenet. Som en doven kat i en solstribe måttte hun på benene, hvad kunne da haste sådan? Normalt var hun god til at dele tyvegods og mad ud til gadebørnene, men det var ikke just fordi hun pt lignede en som havde pungen fuld. Med nogle dovne bevægelser trak hun et par halmstrå ud af det uglede hår, inden hun satte efter knægten som løb afsted. Kort efter nåede de endnu en gadedreng, en kende ældre end Kaj, han rakte et brev op imod den hvidhårede kvinde som lod blikket først falde på knægten "Og hvor har du så opsnappet det her? Jeg går ud fra at sejlet ikke var brudt da du fik dine små poter på det!" Hun gav ham et skævt smil, adlen og deres fine fornemmelser havde aldrig været hendes kop te. Hun slog det mørke blå blik ned mod brevet og læste det hurtgt igennem, sådan stod hun et stykke tid og stirrede måbende ned i pergamentet, så vendte de tilbage til den ældre dreng "Hvor har du det her fra? Ved vi om det er rigtigt? Simon... Du skal vare din mund nu" Hun kneb øjnene en kende sammen, men drangen nikkede ihærdigt "Det er rigtigt nok! Jeg hørte selv brevbuddet snakke om det, det var derfor jeg huggede en hel stak med breve, det står i tre af dem!" Sådan stod de et øjeblik, stirrede på hinanden i mistro, så bredte der sig et lille skelmsk smil på de lyse læber "Det er nu drenge... Nu sker det!" 

"Jeg er tilbage lige om lidt... var det bare en enkelt mjød, du ville have?" 

Elementalen nikkede, et taknemmligt smil om læberne idet hun dumpede ned på græsset, ud fra stenhegnet. Skygge. Det havde været en lang dag, Senia kunne bevidne! Så en kold mjød ovenpå varmen, burde løsne op for nerverne.
Isoldes blik fulgte en af gårdkattene, da den med lydløse skridt nærmede sig en skødesløs spurv. Stakkels væsen, den var så optaget af de kornrester der tidligere var blevet spildt, at den knap nok ænsede skyggen af død, i udkanten. Et eller andet sagde hende, at den måske stadigvæk havde en chance for at slippe væk - vinger, skarpe øjne, gode reflekser. Men alligevel.. 

Det var svært at tro på, at så grusomme ting fandt sted hver dag, var det ikke? Men få blot få dage siden, havde nyhederne om hertugfamilien brudt med den landlige idyl der ellers plejede at omgive Smarana - mord - skændsel af lig - uret... retfærdighed? Helt sikkert en forbudt tanke. 

Ryggen ramte med et lille suk muren bagved hende, og hun kastede blikket frem imod aftenlivet, som nølede igennem bygaderne. 
Hvad var det nu egentligt adelige lavede? Var det deres blod, der gjorde dem vigtige? Det havde ikke fyldt meget i hendes liv, men hun havde altid respekteret den... fråsende rigdom, som hun havde hørt de besad. Og muligheder. 
Præsterne havde altid indtænkt dem i deres planer, men hvad var det de plejede at...
Lyden af skræppende vinger og et blødt plump rev Isolde ud af sine tanker. Tilbage på katten, der nedlagde de stakkels væsen. Og et eller andet mindede hende om, at grusomme ting skete virkelig hver dag. Måleforholdene var vel bare anderledes, når det var adelige? 

"Så er jeg tilbagee - her" og Senia rakte med et bredt grin Isolde hendes mjød, og ploppede ned ved siden af hende - skum dæmmende ud over siderne. "Tak, heh.." smagen havde aldrig sagt hende meget, men traditioner var tradtioner - og hun holdt af de få hun trods alt havde. 
"Så..." og Isolde smilede lidt prøvende, da det stadigvæk ikke helt havde forladt hendes tanker. "Ved du egentlig hvad adelige sådan.. gør?" og en interesseret glød, syntes at tænde i Senias øjne.