Isolde har askeblondt hår, lige en tand længere end pageklippet hår, mørke - i lyset orange øjne. og en lidt solbrun hud, når sommeren endelig rammer landet. Af udseende ser elementalen overraskende almindelig ud, og hun blender ganske godt ind imellem de almindelige mennesker, og deres dagligdag. Over næsten og langs kindbenene kommer der enkelte fregner frem om sommeren, og når hun aktiverer sin magi, kan en gnist af flammer anes i de ellers rolige øjne.
Også af bygning er Isolde ret typisk for sin 'alder', og ligner en ung kvinde udadtil. Hun er ikke forfærdelig høj, faktisk en anelse til den lave side, men bær sig som er hun højere, hvis hun kan komme afsted med det. Hun er ikke særlig stærk, men har brugt en god del af sit liv på at gå lange distancer, og nyder at være udenfor.
Isolde går i simpelt og praktisk tøj. Som udgangspunkt ser man hende oftest i mørke bukser, måske en lidt lysere trøje og en halvkappe over skuldrene - gerne i blå og med dekorative guldsting langs kanterne, og broderet ind i kappen. De få gange hun faktisk har været med til at mægle imellem hustande eller familier, har hun dog haft mere 'officielt' arbejdstøj at trække over, primært et lille symbol der viser at hun er en helbrederske.
Ikke nogle udadtil. Over fra overarmene og henover skuldrer, ryg og kraveben har Isolde dog sirlige tattoveringer, som gløder når hun bruger sin magi. En ven beskrev dem engang som sprækker ind til hendes indre, da de lærte at hun var en elemental. Hun styrer ikke selv hvilket omfang, eller form de tager, og de har spredt sig (langsomt), desto ældre hun er blevet.
De blonde hår bliver gradvist lysere om vinteren, grænsende til gråvidt, eller en meget kold blond. Det virker næsten til at suge sollys til sig om sommeren, hvor det bliver mere gyldent, men falmer hvert år. Isolde er bagved den menneskelige facade en ild elemental, men lader sjældent magien skinne mere igennem, end at udseendet forbliver menneskeligt.
I mange henseender, ligner hun et ganske almindeligt menneske.

Ild: Evnen til at 'kontrollere' sin indre ild.
Isolde er ild elemental, og kan kontrollere elementet med en relativt naturlig lethed. Selvom det ikke er tydeligt, så brænder det stadigvæk igennem hendes krop, og i solskin (særligt om sommeren) virker Isolde til at (bogstaveligt talt) varme op, stærkere og hurtigere.

Hun bruger mindre energi på at kontrollere allerede eksisterende flammer, fremfor at skabe sine egne, men har en destruktiv kraft lurende i ilden. Selvom Isolde primært har brugt ilden til mere harmløse formål, kan hun få flammerne til at blive glødende hvide af varme, fremfor orange eller gule. Men holder hun den slags flammer 'oppe' for længe, vil hendes ild immunitet blive udfordret, og hun begynder selv at tage brændskader.

Fordi Isolde er så kædet sammen med sin magi som hun er, er vinteren er en hård tid for elementalen, der føler sig kraftigt svækket i de mørke måneder. Nok til at håret falmer til en kølig, hvidblond farve, og huden mister næsen enhver gnist eller glød den har erhvervet sig om sommeren.
Her er hendes ild magi kraftigt svækket.

Healing: Kan heale både åbne sår og indvendige skader hos sig selv og andre.
Healingen foregår, ved at man holder sine hænder tæt på det sårede område. Mindre sår heales på et par minutter, mens det kan tage op til en time for indvendige skader og brækkede knogler. Bruger man alle sine magiske ressourcer, vil man kunne heale en afhugget legemsdel, såfremt man stadig er i besiddelse af den, og der ikke er gået flere dage siden den blev adskilt fra kroppen. Herefter vil man være afkræftet i flere dage og kan kun udføre mindre healinger, ind til man har gendannet sin chakra.

| Styrker |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
Velformuleret | Pligtopfyldende | Selvsikker | Dreven | Ydmyg | Uselvisk

| Svagheder |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
Hævnrig | (For) selvstændig | Pessimistisk | Let påvirkelig | Reserveret | Dårlig taber | Racistisk

- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -
"And so what if my feathers are burning. I never asked for flight"
- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -

Gør et, sig noget andet, hold fast i det tredje. Isolde præsenterer sig selv som en rolig person, der gør en dyd ud af at huske hvad hun skal forestille at være, når hun træder udenfor hjemmets egne døre. Et venligt ansisgt, en form for healer, og tilgængelig for 'folket'. I sin kerne sigter hun ofte efter at gøre sit bedste, hun er pligtopfyldende og succesdrevet - måske en anelse (for) konkurrence orienteret, men veltalende nok til at få det til at fungere. For det meste. Til tider rammer hun skævt, og i de mere sociale cirkler, fremstår hendes høflighed, jah egentlig hendes forsøg på manere, som en reserveret og nogle gange lidt ophøjet mine.

Hun slås dog også med et ulmende temperament, og en krøllet lille hjerne, der ofte føler harme og hævn før forståelse og nysgerrighed. Det gjorde hende for nogle år siden til lidt af en hidsig kvinde, usikker på ting hun ikke vidste noget om og uden meget sympati. Langt mere udadreagerende end hun selv ønsker.
Isolde er vokset siden da. Hun nyder at føle sig selvstændig, og har helt sikkert også en 'vil selv, kan selv' mentalitet omkring mange udfordringer (også når hun tydeligvis ikke kan selv).Men der er nok mange tilfælde, hvor at hun ville have gavn af en andens mening, eller perspektiv.
Jah elementalen er også - på trods af sin menneskelige fremtoning, og det hun er vokset siden starten af hendes liv, overraskende racistisk anlagt.
Hun har dog et ønske om at virke imødekommende. Uden at have levet længe, har hun ofte følt sit liv blive revet op med rødderne. Det har gjort hende brysk, pessimistisk og dyster (hvis lige fanget på det forkerte ben, på den forkerte dag). Men hun ønsker ikke at bruge sine senere år, ligeså alene som hun nogle gange føler sig.

Isolde er overraskende ydmyg, når man kommer under en reserverede facade, og lære hende at kende. Hendes start har dog været tvivlende, og det moralske kompas lettere... ubalanceret. Hun har nok aldrig helt tilgivet omstændighederne, men er afklaret med de nyere dele af livet, og dets muligheder. Selv flere år efter, fascinerer emner som magt, kontrol og manipulation hende stadigvæk.

Og hun respekterer det, når andre benytter sig af de evner - næsten lidt for nysgerrig på hvordan det ender, og hvorfor man tyer til de midler.

Da plagerne ramte landet, vågnede Isolde for første gang ordentligt. Brat og ubehageligt - magien der udgjorde hendes essens indtil da, mistede sin kilde til styrke og hun var pludselig tvunget til at tage en mere fysisk form. Alt hvad der tydeligt brænder igennem hos ild elementalen, hvad angår det første halve år af hendes liv - 2016 - er utrolig sorg over tabet af (sin) magi, efterfulgt af brændende vrede over hendes fremtidige skæbne. Af alder var elementalen i forvejen ikke forfærdelig gammel, men hun formåede at navigere nogenlunde i den fjendske 'nye' verden.
Overlevede, og fandt snart vej til Dianthos - en by der efter sigende skulle være et kernested for forandring.

Kiles Orden begyndte i de næste par år af hendes liv, at få en mere dominerende rolle i det samfund hun forsøgte at gemme sig i. Hun skaffede sig et job - ikke noget fantastisk, men hendes ildmagi var brugbart i smedjen, og Isolde brugte mange timer på at optjene en form for løn. Drevet efter at komme videre, betalte hun sig til sin læse undervisning. Men imellem arbejdet, og de kommende studier, fangede ordenens ord hendes opmærksomhed.
Og efter at de brændte Zaladins tempel ned, var elementalen interesseret.
Måske var det en grad af bitterhed imod store dele af befolkningen, som hun ikke havde haft tid til at føle endnu - måske var det nysgerrigheden, til hvad de næste gang kunne finde på, når de strammede deres greb om byen. Og Isolde endte med at opsøge en læreplads som præstinde, ganske modtagelig overfor den logik som ordenen førte... og den racemodvilje de talte op.
De næste par måneder, brugte Isolde som en mere og mere villig person i ordenen, sin unge alder til trods. Hun var loyal, selv da de begyndte at jage elverne ud af byen. Og stillede måske spørgsmålstegn ved anklagen imod ypperstepræsten... men så heller ikke meget mere end det.
Det kom dog som et shock for hende, da rebelgrupperne begyndte at vinde mere medvind i befolkingens øjne. Og da det hele i sidste ende viste sig at kulmineret i én mands holdning, og hans forædderi, stod Isolde en anelse lammet tilbage.

Forræderiet fra ypperstepræsten, var et hun ikke havde forudset. Isolde endte i en dybere krise da det fællesskab hun endelig havde fundet, ikke længere kunne holde sammen; hun måtte igen vende sit liv, og stoppede dagene efter sin læreplads, imens hun flygtede ud af byen. Isolde søgt imod syd, solens land, og nåede endelig frem til den fremmede egn, Fredskilde. Her slog hun sig ned. Elementalen forsøgte de næste år at finde fred med sin beslutninger op til nu, og de konfliktende følelser der var omkring ordenen.
En del af hende havde stadigvæk en indædt modvilje imod elvere, og årene under ordenens vinge, havde farvet hendes syn på verdenen.
Det var dog også i løbet af de næste tre år, at Isolde faktisk dannede sig venskaber. Opdagede sin healingsmagi, fik skabt et fundament for sin 'forretning'. Og hun nød sin tid i landsbyen, imens hun lod tankerne om fremtiden gå på hold for en stund.

Det forlod hende dog aldrig helt... tanken om hvor let ypperstepræsten havde påvirket byen, da først han havde vundet Lysets tillid. Ikke nogen nem bedrift, men set i bagklogskabens lys, havde det været.. effektivt, at tage sådan en position. Mennesker lærte hurtigt, og gik til ekstremenerne, var hendes erfaring efterhånden med landet.
Isolde overvejede hvor mange år der mon burde gå, inden hun viste sig i byen igen, og hvad hendes lille baggage af oplevelser kunne lære hende fremadrettet - og to ting slog rod.
Hun skulle ikke være så blind igen. Hverken hvad angik hendes tillid, tiltro eller tid. Og for det andet, ville hun lægge stenene på hendes egen vej, til en form for succes. Mistilliden til præster ville nok altid hænge ved, men Isolde vidste udmærket, at hun (alligevel) ikke ville være nogen karismatisk leder, lige foreløbig. Udstråling og alt det.
Men hun kunne måske holde øje med, at ingen andre trådte så meget ved siden af.

Elementalen søgte derefter tilbage til Dianthos, 3 år efter at hun første gang havde forladt byen. Om vinteren ville hun sælge ud af sine eliksirer - forhåbentligt kunne hun skaffe sig et værelse - og om sommeren, ville hun se mere af hvad lande havde at byde på. Måske med tiden, kunne hun finde sin vej tilbage til kirken, ikke helt slukket på den vision af magt, der var blevet plantet i hendes hoved.
..

Ingen nævneværdig.

Isolde ved til gengæld heller ikke helt hvordan hun forholder sig, til ikke at have en familie. Umiddelbart virker det som meget arbejde, af hvad hendes få venskaber har brokket sig over.

Noget for noget:
Isolde besidder destruktive kræfter, men er også blevet velsignet med healingsmagi. Den er ikke meget bedre end mange andres, men den er brugbar. Efter hun 'opdagede' den ledte hun efter måder at gøre den brugbar, og tjener oftest (og primært) sine krystaller på 'vi har brug for en helbreder, her og nu' situationer.
Til vintermånederne (hvor hun sjældent kan arbejde) brygger hun eliksirer og andre eksperimenterende potions at sælge.

Når hun er bosat i Dianthos, er det dog oftest ved at leje sig ind i et værelse. Vintermånederne tager kraftigt på hende, så hun leder stadigvæk halvt om halvt efter en mere permanent og sikker løsning.