Det var faldet for hans øre, at han havde haft ret. Hans løjtnant havde forsøgte at tale med Stian Hwan, men hvad udfaldet var blevet til, vidste han ikke. Han havde ikke frygtet for at der ville blive fortalt sandheder, men et sted havde det irriteret ham noget så grænseløst. 

Hvad endnu værre var, så var han blevet bedt om at tage endnu en vagt i det centrale bydistrikt. Selvom vagten var løbet smerte frit for sig og han havde fået sendt nogle til afhøring på arresten for mulig smugling af urter af flere forskellige arter, var det bare en af de dage, hvor jobbet blev passet. 
Men ind i mellem det hele, havde han også lade sig bevæge hen i tankerne og mindes hans besynderlige oplevelse med en Frederik Ludvik, hvorfor havde han været så sløv i sine kommentar. Der var blot så mange ting som ikke helt stemte overens med ham for tiden. Men selv den nat havde han gjort som han skulle.

Lyder af stemmer, eller snarer bare stemme, fangede kort hans opmærksomhed og han gik ned ad gaden og drejet let om hjørnet. Det var næsten en straf sådan at rende ind i ham. "Fik du så lettet dine små skuldret ved løjtnant Thorne," spurgte han, men selv i det, kunne han lige glide ind en kommentar om at Stian jo var intet andet end kvinde, svag og skrøbelig med de skuldre af hans. 

Men Eskild holdt alligevel sig til hjørnet og lod armene falde let over kors, som evigt og altid, men hans opmærksomhed, den fulde opmærksomhed, var rettet i mod kollegaen. Alle former af bevægelser der ville ske, kunne han følge med i, vejrtrækningen og hvordan den enten voksede eller krøb sammen. 

"Til din trøst, opfordret jeg ham ellers at lade vær," det var en sød måde at træde lidt i det på, men også en form af oprigtighed i det han sagde. Det var et miks. Issac skulle ikke have blandet sig. 

 Samtalen med løjtnant Thorne havde Stian forsøgt at glemme, ligesom alt det andet. Men det sad ham. Det frustrerede ham grænseløst at Eskild havde valgt at fortælle ham om noget, der aldrig skulle have forladt dennes mure. Stians private ting, en hemmelighed, en forbandet hemmelighed som han havde håbet at Eskild ville byde ham. Efter alt det han havde trukket ham igennem, ville det blot være det mindste at det forblev mellem dem. Men nej, ikke engang sådan en gestus havde Eskild følt at Stian fortjente. Det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, og det skulle så følge Stian resten af livet.

 Han havde lige anvist en ældre kvinde med spidse øre, hvilken vej hun skulle gå for at komme hen til slagteren, og i det han drejede omkring, blev han mødt af et velkendt syn. Ikke et ønsket syn. Men et syn han måtte tage stilling til uanset.
  Uden at fortrække en mine stod han blot og så på ham. Hjertet slog et provokeret slag over til byvagtens ord, men han forsøgte at lade være med at lade sig påvirke. Først overvejede han om han bare skulle ignorere Eskild, træde forbi ham og så bare forsætte sin dag. Ignorere Eskild resten af sit liv, om det så gjaldt.  men han blev stående. Og til de sidste lussinger i form af ord der blev slynget Stians vej, trådte han med målbevidste skridt hen til Eskild. Før han gjorde mere, skævede han rundt for at se om de var nogenlunde alene, inden han satte en hånd på mandens brystkasse og forsøgte at føre dem lidt mere afsides fra den store gade. 
 "Du fortalte Løjtnant Thorne dét? Hvorfor?" hvæsede han lavmælt, men med kraft bag ordene. Han stod umådelig tæt på Eskild, alt imens hans blik søgte ind i de udtryksløse, blege øjne, men fandt intet svar, som han ledte efter, deri. 

Alle ændringerne som skete i modpartens krop blev nøje registeret. Det var tydeligt at fornemme, at Stian ikke var bange af sig, men noget andet vare i gærde og det fik blot Eskild til at smile skævt. Det var alt han ønskede. At se ingen ringere end menig Hawn tage stillig og gøre brug af din manglende personlighed. 

Skridt for skridt så han, hånden der blev placeret lige så. Han lod sig føre en anelse mere afsides, væk fra den store gade. Men selvom de kom væk fra det hele, stod de endnu umådelig tæt. "Af samme årsag som jeg fortalt Fader Romeo det," - "Det var rart," han sagde det lavmælt, men havde et irriterende smil malet henover ansigtet som hans sagde det. Selvfølgelig havde Issac ikke fået den fulde sandhed, men Fader Romeo, den kære hemmelighedsfulde præst, havde fået den fulde sandhed, følt og mærket hvilken begejstring der havde været i Eskild over det. 

Men han lod en hånd blive placeret på Stian, for at pres ham let på afstand. Nok havde Eskild intet i mod den manglende afstand, men han var ingen idiot, hvorfor han ville sikre sig en form af afstand. "Havde jeg vidst at Thorne ville spørge dig, havde jeg da undladt af fortælle ham din gestus mod mig," der var vel en snert af sandhed i det. Issac havde ikke just hjulpet på problemet, men snarer motiveret den centrale byvagt til at få nogle nosser. 

 "Du har haft gået til en præst?" Dét var ny information han ikke var klar over. Om det var af etiske grunde eller fordi Eskild havde dårlig samvittighed - kunne Stian umuligt tro. Mimikken i byvagtens ansigt, viste hverken anger, eller fortrydelse. 

 Det var rart. Stian formodede at det kunne betyde flere ting. Men hans irritation kunne ikke samle sig om sætningen. Det eneste den gjorde var blot, at sætte hans pis i kog - og der plejede ellers at skulle meget til før Stian overhovedet lod sig provokere og reagere.

 Stian tog et automatisk skridt tilbage som Eskild lagde en hånd på ham, så han nu, hverken stod klods op ad ham, eller rørte ved ham. 

 "Min gestus? Min?" Sydede han i vantro og daskede Eskilds hånd fra sig. Hans pupiller blev små som øjnene spærrede sig op og stirrede på den anden byvagt, for så at kigge frustreret væk igen med hænderne i siderne. Han rodede vredt med skosnuden i jorden. Rastløs, og dirrede af en ulmende vrede han ikke havde følt meget længe. Sidste gang, var nok overfor hans far, dengang Stian var meget ung. 
 
"Har du slet ingen samvittighed?" Lød det af indestængt vrede der blot pressede sig på for at komme ud. Han tog et afmålt skridt mod Eskild, så de var nogenlunde tætte igen, "Du udnyttede mig. Og nu fortæller du andre at jeg gjorde det af fri vilje?" Han bed tænderne hårdt sammen, og himlede med øjnene, men lod dem stirre mod himlen. Som en tikkende bombe, begyndte Stians puls at stige - og den klamme fornemmelse svøbte sig om ham igen. 

Et klukkende smil bredte sig let på ham og han trak på skuldrene. Selvfølgelig havde han da det. Men det var dog ikke helt af de grunde som kollegaen nok troede. Eskild havde da haft sine udfordringer med deres møde efterfølgende, det var jo kun noget en præst kunne hjælpe ham med. 
Skønt præsten ikke virkede til at se nogen mulig redning i Eskild. Men det var jo blot noget at arbejde med. Hvis det altså skulle arbejdes med i sidste ende. Det var en engangsoplevelse som han havde nydt. Intet inde for samme kaliber ville kunne toppe den oplevelse. 

Selvom de lige havde fået lagt en afstand mellem sig, forsvandt den hastigt igen som Stian trådte frem igen. Eskild følte hvordan pulsen steg i Stian, selv var hans egen rolig og afdæmpet. Han følte ikke presset på samme måde, men han var alligevel klar til hvad end Stian kunne finde på. 

"Jeg har aldrig sagt du indvilligede, ville du da foretrække at jeg sagde du bad mig om det" det var opsat som et spørgsmål, men der var intet som indikeret på tonen, at det var et spørgmsål, blot en kommentar der ville stikke dybt i Stian. "Ingen afholdt dig fra at gå, du havde mulighed for det, men du blev," måske Stian havde glemt det. Nok havde Eskild udtrykte at han kunne nævne det for andre, at Stian havde en ting for sin sergent, men han havde aldrig udtrykt at han ville misbruge den information, men aldrig havde han afholdt den højt-pulserende kollega fra at gå. 

 Stian kom med et vantro fnys da Eskild spurgte om han ville have fortrukket det ene over det andet. Hvad troede han selv? Han slog frustreret ud med hænderne til siderne og rystede på hovedet. Skulle Stian vælge at fortrække noget, var det at blive fri for dette. Han havde fortrukket, at det aldrig var sket. Men virkeligheden var en anden, og nu måtte Stian gå med konsekvensen af at mærke det hver eneste dag, når han ikke holdt sig beskæftiget. Så Hvorfor skulle andre indblandes i dette? De kunne have gået hvert til sit - og lade det blive en ting i fortiden. Det kunne han ikke længere, hvis Eskilds slangetunge gik og afslørede det for alle. 

 At Eskild ikke engang kunne forstå hvad han havde forvoldt, lagde blot mere brænde på bålet. 

 "Hvad sagde du?" Hans stemme blev iskold - men var hans stemme et spyd, ville spidsen have boret ind i den anden. han stirrede frem for sig mod Eskild, men så ikke tydeligt på ham. Følelserne løb aldrig løbsk for Stian. Han var altid afmålt, passiv og tonelejet hævede sig sjældent. Men nu. Lige nu, havde vreden overtaget. Stod Stian udefra og så på, ville han ikke kunne kende sig selv. Han kom med et tydeligt frustreret "hah!" Og lod sin hånd køre vredt igennem sit hår som han tog et par skridt væk fra Eskild. 

 Som slog noget endelig klik for ham, drejede han om på hælen så hans uniform klirrede, og gruset blev revet op i under støvlerne, med et kraftfuldt tag i Eskilds uniform, tog han fat og bankede ham op ad muren - det hele gik så stærkt, at Eskild ville skulle have virkelig gode reflekser for at afværge. 
 "Du!" Begyndte han vredt, og stemmen var stadig dæmpet, men væsende. Han hev Eskild til sig for at banke Eskild op ad muren igen, for at understrege sine ord, "Du afpressede mig!" Stian forsøgte at holde Eskild presset op ad muren med sin underarm mod hans kraveben, og den anden hånd knugede om uniformens stof ved brystkassen. Hans vejrtrækning blev overfladisk - og han kunne knapt ænse hvad han selv sagde. 

Det var en kærkommen følelse som spiret i det indre. Det var udelukkende perverse følelser som bredte sig i kroppen på ham. Han nød hvordan han oplevede kollegaen for nu. Det var så meget bedre end når han var så sky og skærme. At han kunne opleve at den centrale byvagt var mere end blot et navn og ynkelige klynk, fik en brændende fornemmelse. Adrenalinen voksede langsomt i ham, blev spredt ud til musklerne. 

"Spydig, hva?" hånede han ham og lod hovedet glide en anelse til siden som hvis hans opmærksomhed blev fjernet fra Stian, men der var ingen interesse i at have sit hovedet rettet mod den lave kollega. Men som lyden af kollegaen trådte væk, lod han blikket og hovedet falde tilbage mod den anden igen. Eskild prøvede at fornemme hvad der skete, men dér skete det. Han nåede at træde tilbage med den ene fod og greb omkring Stians hånd som den faldt om hans uniform. 
Luften forlod ham kort og han lænede hovedet tilbage mod muren. Munden var åbnet på klem, men den ene mundvige trak let i et smil. 'Du' var blot begyndelsen, det havde han luret, hvorfor han lod sig trække mod Stian før han igen mærkede muren mod ryggen og igen slog noget luft ud af ham. 

Begge hænderne lå om den ene hånd som havde fat i kraven. "Havde du nogen beviser for jeg ville bruge det mod dig, eller lod du blot frygten løbe afsted med dig," spurgte han med smilet. Den ene fod lå op mod muren, mens den anden stod slidt i jorden. Eskild hade den fulde fornemmelse af hvor og hvordan de stod. 

Det var næsten ingen hemmelighed at Eskild nød det, hele hans måde at tage det på osede af at han fandt det ophidseende. 

 Selvom Eskild forsøgte at støtte imod, havde Stian et godt nok tag på ham, til at holde ham på plads - eller også lod Eskild ikke til at ville kæmpe imod, endnu. Faktisk, virkede han som om at han nød det. Hvilket fik det til at vende sig endnu mere i Stians mave. Hvor provokerende.  

 Adrenalin ruset buldrede op i ham. Og hånden strammede sit greb om uniformsstoffet så knoerne blev helt vide. Stian rystede af vrede der ikke ville forsvinde. Det havde brug for forløsning. 
 "Beviser?" Snerrede han, "Kom ikke nu og sig, at du ikke ville have brugt det imod mig." Han fugtede sine læber, og tog en frustreret indånding. Hele hans krop strammede sig op, og han væmmedes. Men Eskilds ord havde ramt ham, og nu begyndte han at tvivle. Kunne Stian have sluppet for ydmygelsen, uden at den anden byvagt ville have gjort noget ud af sin trussel? Umuligt. Han kunne ikke stole på Eskild.

 Det frustrerede Stian, at Eskild ikke virkede synderligt påvirket af noget af dette som skete. Nu hvor det påvirkede ham så meget. Han havde lyst til at tvære det provokerende smil af den andens læber.

 "Lad os se.." Stian viklede sin behandskede hånd, med påtaget nænsomhed, ind i Eskilds hår, inden han begyndte at knuge om en god mængde af de sorte lokker.
 "..Hvad du selv synes om samme behandling." Lød det passiv-agressivt fra ham. og lod Eskild ham få ordentlig fat, ville han banke den øvre byvagts hoved tilbage i muren - præcis, på samme måde som Eskild havde gjort mod Stian. 

Hovedet drejet en anelse til siden med baghovedet vendt mod muren endnu: "Hvad skulle jeg have fået ud af, at sige du var til mænd, Stian. Fortæl mig hvad jeg kunne få ud af det," han trak vejret stilfærdigt men åndede til tider lidt tungere ud: "Tror du virkelig at din sergent ville have ændret mening omkring dig for noget som det" - "Nej, jeg ville ikke have brugt det i mod dig, for jeg væmmes ved tanken om, at du opført dig som om det var forkert at være interesseret i mænd," hvorfor det var blevet personligt for Eskild på en måde. Hvis det var i og åh så forkert for Stian at være interesseret i mænd, var det forkert bare at være til mænd i sig selv. 

Eskild havde intet at fortryde, hans handlinger var hugget ind i sten og han ville ikke angre det nu eller aldrig. Stian havde selv indvilliget i det på det lange løb. Truslerne var langt fra så store og betydningsfulde som Stian havde fået dem til at være. Men det var udelukkende ham selv, som havde gjort det til noget så stort. 

Smilet lå endnu frisk på ham, som han fornemmede hvordan Stian flyttede en hånd til håret og lod fingrene glide dybt ind i lokkerne, forflyttet han selv sine hænder til Stians skulder. Det var næsten kært at kollegaen ville gøre det samme mod ham, som han havde gjort. Men i stedet satte han hænderne ordenligt fat i skuldrene på Stian, før han lod foden som været placeret på muren rykke hastigt på sig, knæet var endnu vinklet og blev med høj kraft rettet mod den andens abdomen. 

Fortæl mig, hvad jeg kunne få ud af det. Det var jo Eskild der skulle fortælle ham dét! Stian forstod det ikke - og ville nok aldrig forstå det. Jovist, benægtede han at være til mænd-  ovenikøbet, vidste han ikke engang om han faktisk var det. Det gav ikke mening for ham, at hans sergent havde så stor betydning, og at hans blik konstant søgte hans. Måske havde han overreageret, men, den aften havde Eskild ikke truet med at sige at Stian var til mænd.. men til én bestemt mand, Alister. Om Alister ville bryde sig om at få dét at vide.. han vidste det ikke. Han vidste ingenting mere. Men det han heller ikke forstod var.. hvad Eskild havde prøvet at bevise ved at gennemføre hvad der skete den aften. Ikke nok med seksuel misbrug- så havde han udøvet vold mod ham oveni - det kunne ikke være Stians skyld at det var sket. Det nægtede han at tro på. 

 Alt det som Eskild fik ytret, kunne han slet ikke nå at reagere på eller sige noget imod. Det hele blev et stort kludder af ord han slet ikke kunne få til at hænge sammen når han var så opslugt af sin vrede. 

 Og i det samme, som Stians hjerne gik i tomgang i forsøget på at slå Eskild tilbage i muren, blev han mødt af et knæ i maven. Luften forlod Stian i et smerteligt støn, og han slap uvilkårligt kraven på den anden og tog sig til maven - men han havde stadig fat i Eskilds hår, som han knugede hårdt om. Så i det han trådte tilbage og bukkede en anelse forover, ville kollegaen blive trukket med ham. I dét momentum, af at have trukket ham forholdsvist ned til sig, jog han panden op i næsen på Eskild, og fik i det samme, igen fat i kraven på ham som han ruskede i. Vejrtrækningen var overfladisk, og sammenbidt. "Hvorfor gjorde du det imod mig?" Vrissede han stakåndet, og han så både forfærdet og vred ud samtidig. Han havde svært ved at formulere sig i kampens hede. 

Knæet havde ramt ganske rigtigt, for taget på kraven var blevet sluppet som det første. Men som kollegaen trådte tilbage og bukkede forover, faldt Eskild med, da hånden endnu lå tæt knuget ind i håret, men han bed smerten i sig. Selvom han ikke selv stod særligt bukket forover, var hovedet over Stians, hans modsatte hånd greb fat om Stians hånd for at få ham ud af sit hår. Men som han greb ud efter den, mærkede han et stød i næsen som blev slået op og kraven blev taget på ny. Et ågh-støn forlod ham som han mærkede smerten. 

Blodet begyndte at dryppe fra næsen nedover mund og hage på ham. Han slap lod sig ruske i, men holdt endnu fast om håndledet af Stians. "For hovedet mod muren," svaret han, men samtidig smagte han sit ejet blod. 

Den frie hånd greb mod Stians kæbe, og han fik sat fødderne ordenligt i jorden, for at skubbe dem væk fra muren. Selvfølgelig ville der være en ordentlig modstand og de ville få møvet dem ud på hovedgaden ved en fejl. Men det var ikke der hans fokus var. Eskild ville gøre sit for at få Stian ned og ligge på jorden. Presse med hånden ved kæben og forsøge at få det ene ben under ham. 

 Stian rystede på hovedet, frustreret. "Ikke dét." Han trak stakåndet noget luft til sig - forpustet, og bed smerten, i hovede og mave, i sig. Det var ikke det Stian havde ment. Han manglede en ordentlig forklaring på hvorfor kollegaen havde valgt at misbruge Stian den aften. Med et ryk slap han taget om Eskilds hår og forsøgte at ryste hånden om håndleddet af sig, mens han stædigt fandt vej til kraven, så begge hænder nu havde fat. Stadig forsøgte han at ruske og overmande den anden. 

 Som den anden byvagts hånd, greb om Stians kæbe, bed han tænderne sammen, og fik registreret at Eskild blødte. Godt. Automatisk greb han ud mod hånden og forsøgte at få ham til at slippe. Han forsøgte at vride hovedet væk med et anstrengt støn, men fingrene borede sig ind, og han fulgte med Eskild bagud, men stadig med en vis modstand - han prøvede dog at orientere sig om en måde hvorpå han kunne tage styringen igen. Vejrtrækningen var tung, og anspændt. 

 Et par gisp lød, fra nogle ufrivillige tilskuer, ude på gaden, og var blot baggrundsstøj til kollegaernes slåskamp. Stian var for optaget af benet der forsøgte at tackle ham, at han ikke lagde mærke til at de var kommet til syne ude på den store gade. Han var ved at vælte, men genfandt lige akkurat balancen, og forsøgte at give tilbage så han istedet kunne vælte Eskild, men det lykkedes ikke, og den øvredistrikts byvagt fik endelig væltet Stian ned at ligge med et bump. Luften forlod ham kort, men hænderne var alle steder på Eskild for at rykke ham væk fra sig. Benene sprællede under kollegaens krop, og han forsøgte at presse sin underarm mod halsen på den anden, mens den frie hånd slog ud mod Eskilds ansigt. 
 "Til helvede med dig Eskild!" Sydede han vredt og luftigt. 

"Ah-ha" lød det fra ham ind i mellem åndedragtene. "Dét" pointeret han og fik kørt ærmet over munden for at få det værste blod væk, trods det fik det smurt en anelse ud på ham. "Du gav mig sådan en lyst til at have sex med dig, men din genstridighed gjorde det så svært at få dig med," set bort fra de begge også havde alkohol indebors, den ene var blot mere medtaget af de to krus de havde fået sig. Men det var dog ingen undskyldning for hans handlinger, men han retfærdiggjorde dog sine handlinger for sig selv. 

Hvad der skete omkring dem var som hvidt støj for ham, alt han havde opmærksomhed på og omkring var Stian, hvordan fødderne og hænderne fægtede omkring. Det var tydeligt at de begge havde en ligeværdig styrke, det handlede blot om hvordan de gjorde sig brugbar for sig selv og kunne få noget ud af sine slag og spark. 

Som benene fik fejet den anden ned, røg Eskild med i faldet. Han fik sat hånden i jorden ved siden af Stian og løftede sig en anelse op med overkroppen og satte benene ned under hver side af Stian, så meget han nu engang kunne for at få slået nogle knytte nævner langs side af Stians ansigt. "Knyt dit møgsvin" bed han arrigt af ham, som der intet andet var at sige, han havde ikke tid eller lyst til at bruge sit fokus på at finde på dumsmarte kommentar. Men skønt det var en god idé, fik han ligeledes smags Stians hånd som hovedet blev slået til siden og han hostet blod med ud, blodet fra næsen og den blødning Stian fik gang i munden på ham. Han røg til siden og faldt af Stian men fik rulle sig om på ryggen og fik kun lige sat albuerne i jorden for at komme op igen. 

 Han gav ham lyst til have sex med ham? Det slog kolbøtter i Stians mave, men ikke på den gode måde. Han rystede i vantro på hovedet og fnøs. Så fordi han var genstridig, brugte Eskild bare andre midler for at få det han ville have? Det var skandaløst.
 "Du er syg." snerrede han mellem sine ind- og udåndinger. Hvis det var den undskyldning Eskild gik med, så var der ikke noget der hed forsoning mellem dem - ikke at de nogensinde ville kunne forsones igen. Stian kunne ikke tilgive ham, uanset undskyldning eller forklaring, men alligevel søgte han en form for begrundelse, omend intet ville være godt nok. 

 Eskild fik sat sig overskrævs på Stian i faldet, og selvom den anden byvagt intet kunne se, var han umådelig god til at begå sig i en slåskamp. Han var ikke sådan at overmande, hvilket var grunden til at Stian lige nu lå på de kolde og beskidte brosten og modtog et par slag på siden af hovedet. 
 "Urgh!" Han stønnede anstrengt af smerte som slagene kom, men forsøgte at bide det i sig, når han blev ramt. Stian fik bidt sit tandsæt hårdt ned om sin tunge, at den begyndte at bløde, meget. Han osede af raseri og prøvede at vride Eskild fra sig, mens smagen af jern bredte sig i hans mund. Hjertet hamrede voldsomt, og blodet pumpede adrenalin rundt i kroppen på ham så han rystede. 

 Men i sidste ende fik Stian et godt slag fyret mod Eskild. Det gav ham en åbning for at rulle oven på ham, og få overtaget. Det var nemlig en fejltagelse fra Eskilds side af, at lade sig rulle om på ryggen; for med det samme fik Stian hoppet oven på sin kollega, med benene overskrævs på ham. Eskild havde støttet sig op på sine albuer, hvilket gav Stian rig mulighed for at tage fat i byvagtens krave igen. Den var plettet af blodstæng. Blodet var alle steder i kollegaens ansigt. Det så forfærdeligt ud, og som Stian spredte sine egne læber, blev de farvede af blodet som havde hobet sig op i munden. Inden han kunne sige mere, spyttede han noget af blodet ud på jorden, væk fra dem.
 "Du fortjener ikke at være byvagt." sagde Stian lige efter, og så ind i Eskilds udtryksløse øjne. Han hævede stemmen arrigt som ordene forlod ham, og bankede Eskilds overkrop ned at ligge på brostenene. Om hovedet blev ramt, var op til hvordan Eskild tog fra. Lidt efter svang Stian en knytnæve mod Eskilds ansigt.  

"Fortæl mig noget jeg ikke ved!" selve sætningen havde flere betydninger end som så. Dog kom det blot ud som et et arrigt svar, indirekte nødråb. Han var ikke interesseret i at høre omkring Stians meninger omkring ham. De ville aldrig se øje til øje, og aldrig kunne de få en fælles forståelse for hvordan den ene gjorde som den gjorde. Eskild kunne ikke engang komme med gode grunde til hvorfor, foruden at han fik lyst. Han havde handlet på lysten og brugt den som sit argument. 

Havde det ikke været fordi hånden føltes varm og våd af noget, havde han ikke vidnet om at den anden blødte fra munden efter slagene. Men det var kun fortjent. Men alt der skete vedrørende dem begge, var mindst lige så fortjent. De var begge dybt uprofessionelle og havde ikke valgt at tage det i privaten. Nok havde han selv langet ud med nogle kommentar, men han var ikke den som tog første tete til at ville slås. Han havde holdt afstanden. 
Nok svang han det første ben, før hans hoved ville have været banket ind i murstensvæggen. 

Et stakåndet suk af ubehag forlod ham, som han mærkede at Stian fik sat sig overskrævs på ham. Hænderne var kun ved at få fat i brostenene under sig og albuerne lettet fra trykket. "Lige over.." fik han udtrykte kort før han mærkede slagene der fik ham ned og ligge. Hovedet ramt først og han ånde ud som luften forlod ham en sidste gang. 
Han nåede ikke helt at dække armene op som skjold til ansigtet før han mærkede hvordan den første knytnævne tog fat i ham. 
Det ene ben var halvbukket som et forsøg på at få løftet underkroppen og skubbet Stian af sig, men det var tungt og hårdt, energien lå ikke til det. Foden gled stille bagud, men knæet mistet aldrig knækket, da han ikke gav op og blot fik stoppet foden i at glide længere bag sig, trods det andet ben lå faldt til jords. 

Alister havde været på patrulje, da lyden af et optrin fangede hans opmærksomhed. Han havde været lidt ekstra knotten de seneste uger, og det havde oftest gået ud over de nye rekrutter i træningsgården. Sergenten havde også taget ekstra vagter, for som den arbejdshest han var, hjalp pligter altid til at få tanker ud af hovedet.

"Af vejen!" Råbte han brysk, som han skyndte sig gennem den lille mur af tilskuere, der efterhånden havde samlet sig på gaden, ikke bange for at bruge albuerne. Brystet var fremskudt og hånden var allerede på vej ned mod håndjernene ved bæltet, som han glædede sig til at klikke sammen om håndledene på en slagsbror, der kunne smides i arresten og forhåbentlig tænke bedre end at starte et slagsmål ved højlys dag en anden gang..

Hans ivrige ansigtsudtryk blev dog til en lang mine, da han fangede et glimt af en byvagtsuniform, og han så, at det var Stian Hwan, som var i gang med at tæske løs på ingen andre end Eskild Havasi. Sidstnævnte byvagt havde Alister oftest holdt en smule afstand til i vagten - mest fordi han havde fejlagtigt havde antaget ham for at være en kvinde, da han først havde set ham, og det havde gjort ham umådeligt forvirret.

"SÅ STOPPER LEGEN!" 

Alister fik rystet sig ud af sin kortvarige trance og løb hen for at gribe Stian i nakken og trække ham væk fra den anden byvagt. Hvad i alverden gik der af den menige for tiden? Først overnatningen i arresten og nu slagsmål på åben gade. Alister vidste nærmest ikke, hvad han skulle tænke eller tro!

At være på patrulje med Eskild var egentligt ofte meget stille og roligt, de havde deres egen lille tone og deres egne samtale emner og det var lidt der beskrev deres arbjedsgang og deres venskab. Men lige fortiden var tingene ikke helt som de skulle være. Issac havde selvfølgelig ikke brudt sig om at Eskild havde gået til Stian. Han vidste ikke hvad der direkte var sket, og under samtalen med Stian havde Stian ikke haft lyst til at sige noget, hvilket Issac selvfølgelig konkludere et svar ud fra. 
Det der var sket mellem Stian og Eskild, virkede ikke til at være gensidigt. Han vidste at Eskild var en mand som tog det han ønskede og ikke havde så mange hæmninger i sin fremtoning, som man måske havde kunnet håbe på.

Eskild var forsvundet i løbet af vagten og eftersom at han sidst havde set ham, omkring græsen til det centrale bydistrikt og derfor var det der han havde bevæget sig hen. Hans fokus og opmærksomhed blev fanget af en flok borger, stående i ring, hvilket kunne indikere at der var en form for slagsmål. 
Han masede og brummede sig igennem, "Flyt jer!" Råbte han irriteret over kredsen som ikke gav meget plads til at han kunne komme igennem
Hans syn fangede Alister på den modsatte sige, som også møvede sig igennem.
Grunden til forsamlingen var Eskild og Stian. Han havde frygtet at det ville ske. Stemningen mellem de to var forfærdelig, efter det der var sket. 

For zalans da, Han var irriteret over deres opførsel og at det var kommet så langt ud. Han var sikker på at Eskild på en eller anden måde havde irriteret og tirret Stian i sådan en grad at det var kommet her til. 
Som Alister kom frem og hev Stian væk, trådte Issac til og tog fat i Eskild, i et forsøg på at hive ham op, "For Zalans da, Havasi!"  

 Lige over? Eskild havde ingen ret til at sammenligne de to. Stian var en eksemplarisk byvagt der gjorde sit aller yderste for erhvervet. Eskild var skrald.. fordærvet! Hvor vovede han? Hvor-- 

 Med det samme mærkede Stian et voldsomt ryk i kroppen da han pludselig blev hevet væk fra Eskild, der nærmest lå helt slap under ham. Han kom omtumlet på benene og væltede næsten ind i hvem end der havde trukket ham væk. Vrissende, og helt automatisk, forsøgte han at rive sig fri fra grebet - hans krop kunne ikke falde til ro, og han forsøgte sparke ud mod Eskild, men ruskede istedet op i noget grus med skosnuden - da han så endelig opdagede at det var Sergent Ponticus, som havde fat i ham.

  Alister - Hvor han før havde været i en fuldstændig adrenalin trance af arrigskab, begyndte han at komme mere og mere til virkeligheden og sig selv igen. Og med ét blev han opmærksom på larmen, og tilskuerne omkring sig.

 Løjtnant Thorne var også kommet til undsætning, og forsøgte at hjælpe Eskild op, som var slemt medtaget. Det var ikke gået op for Stian at det var blevet så slemt. Han havde godt set blodet, men ikke registreret konsekvensen af sine slag. 
 Det gjorde ham bange, at han pludselig havde mistet kontrollen på den måde. Men han var stadig for oprevet, til at artikulere andet end vrede, som han stakåndet stod og blev holdt tilbage af Alister, mens blodet fra munden havde sølet det meste af kraven på hans uniform til. 

 Hans blik hvilede hele tiden på Eskild, mens han forsøgte at kontrollere vejrtrækningen. Orientere sig om hvordan udfaldet var. Om Eskild var okay. Men lige nu havde han ingen sympati. Alt gjorde ondt på ham. Han var tavs, og lod til sidst blikket glide dødt ned til brostenene. Ikke én eneste gang skænkede han Alister sit blik. 

Trykket der havde været på den nedre del af overkoppen blev lettet og vejret blev hevet ind, som han havde været foruden mulighed i at få nok luft til sig. Hænderne faldt ned fladt ned på ham som han ikke længere behøvede at parere mulige slag. Larmen omkring ham var som ikke eksisterende på den ene side af hovedet af ham. Kollegaens slag i side af hovedet havde båret frugt. 

Grebet der faldt på hans uniform for at få ham op at stå, hjalp ham mere end hvad han havde regnet med. Kroppen gav næsten under for ham, som han fik kæmpet sig fra knæene op til fødderne. Hovedet hang i hele den proces tungt foroverbøjet. 
Eskild greb hånden ud efter Issac for at få støtte sig helt op at stå, men måtte i stedet ende med at lagde armen falde over hans skulder som støtten for at holde sig selv oppe. 

Den frie hånd blev taget let til hovedet som han hoste. Håndfladen blev ramt af vådt, som han blot lod sig tørre af i den allerede beskidte uniform. Han havde ingen idé om hvor mange der var, eller hvem der ellers var. Havde det ikke været fordi at Issac havde talte som han forsøgte at få ham op, kunne han have troet det var hvem som helst. Ind i mellem de dybe vejstrækninger vendte han vagt hovedet Issac og sagde med yderst lavmælt stemme: "Jeg kan ikke høre noget på mit højre øre" så ikke nok med at være blind, var han nu blevet blindet en del mere igennem sin mangle på hørelse. 
Alt på ham stod slapt og afkræftet, blot tankerne om at skulle gå udmattet ham sygeligt. 

Det første øjeblik kæmpede Alister med den genstridige Stian. Han havde aldrig set den unge byvagt være så ude af sig selv af vrede, og der gik et godt stykke tid, før han overhovedet genkendte Alister og begyndte at falde til ro. Ved alle guderne, hvad er der dog sket mellem dem?

"Hr Thorne!" Alister var taknemmelig for at se løjtnanten komme til og gribe fat i den anden slagsbroder, og han gav manden et kort nik hen over hovedet på Stian, som han fik ham bugseret væk fra Eskild. Han så ganske medtaget ud, kunne han ikke undgå at bemærke ud af øjenkrogen. Brostensbelægningen var farvet rødt af blod. Hvad i alverden havde Stian tænkt på?

"Jeg tager ham tilbaget til hovedkvarteret." Sagde han højt til løjtnanten og fortsatte, efter et strengt blik på kødranden af mennesker, der stadig håbede, at mere ville ske: "Smut med jer! Der er ikke mere at komme efter!"

Det var ikke specielt effektivt.

Han begyndte at trække Stian videre baglæns, mens han lænede sig frem for lavmælt at bemærke i hans øre: "Hvad i alverden foregår der, Hwan?"