James havde lagt turen forbi Turmelinen og havde sendt et brev til Quinn med ravnen. De havde aftalt at mødes i udkanten af Turmelinen og ved grænselandet til Nordlandet. James kunne se sne landskabet foran sig som han fløj hen over landet, men inden han fik set sig om dykkede hans vinger og han fløj direkte ned imod jorden. Med hovedet først landte han i en mudderpøl eftersom det havde regnet over de sidste mange dage og det var endelig stoppet.
Han rejste sig op fra mudderpølen og begyndte at tørre mudderet af sit ansigt. "Jeg bliver aldrig venner med de vinger!" mumlede han lidt for sig selv. Han havde vidst aldrig fortalt Quinn at han var blevet engel og havde været varulv før i tiden, det var nogle mørke tider, men Quinn var som en bror for ham, så hvorfor holdte han det hemmeligt? Måske var det bare for ikke at få medlidenhed af nogen.

Hans vinger begyndte at ligge sig omkring ham og begyndte at dække ansigtet og han begyndte at blive en smule irriteret og prikkede til sine vinger for at få dem væk fra ansigtet. "Kan´i så holde op!" lød det halv irriteret fra ham og begyndte at skubbe lidt hårdere til vingerne for at komme med et opgivende suk da de ikke lystrede. Ravnen op over ham holdte udkig efter Quinn, James vidste ikke engang hvornår Quinn ville dukke op, men forhåbentlig skulle James ikke vente for længe.

En besked fra James gennem sine krager havde fået Quinn til at vende snuden hjemad, han havde ikke set ham længe, han havde boet hjemme ved sine forældre i noget tid da han var lille. Han havde endda hjulpet ham med at nå ind til hans evner med sine krager og havde hjulpet ham til at finde roen ved brugen af dem. Quinn kom gående ned imod Turmelinen og gik langs bjergsiden og holdt øje med om han kunne spotte den James han kendte fra da han var mindre, dog var der gået en del år siden de havde set hinanden, hvilket jo også betød at han jo nok også havde ændret sig en del ligesom han selv havde. Quinn var siden da blevet meget voksen at se til. Da han var ved det aftalte sted fik han en krage til at dukke op ved sig og bandt sig til den og nærmest overtog den, som den fløj over området for at spotte James. Det kunne jo være at han stod og ventede et andet sted end der havde været planlagt, hvilket også var tilfældet, han havde dog ændret sig og han havde åbenbart fået vinger af hvad han kunne spotte.
Han landede kragen på James skulder for at vise han var i nærheden. Quinn lod kragen få sin vilje tilbage og begyndte at traske mod området hvor han havde spottet James, hvilket han dukkede op til kort efter "Sikke da nogle fine vinger du har fået dig James" sagde han med en rolig stemme og gik frem til ham med et varmt smil

Jo mere James skubbede til sine vinger jo mere fløj de direkte i ansigtet på ham. "Iiiih hvor er I bare irriterende!" kom det fra ham og sukkede dybt bagefter.Han kæmpede en ihærdig kamp om at vingerne ikke skulle ligge sig omkring ham som en dyne. Han bed sig lidt hårdt i læben da en ravn satte sig halvt på højre vinge og halvt på skulderen. Han drejede ansigtet og kiggede påravnen. "Nå så må Quinn sikkert være lige i nærheden" han kunne ikke se en pind foran sig fordi vingerne var så store og havde lagt sig rundt om ham og dækkede for hans udsyn.

Dog lød en stemme og James drejede hovedet imod stemmen, og lod en hånd komme op på oppen af vingen for at skubbe fjerene ned ad. "Quinn! Broder Hvor er det godt at se dig!" Quinn var praktisk talt det nærmeste han kom på en familie ud over Nianna Snow og hende havde han ikke set i evigheder. Det var som om hun var sunket i jorden. "Broder kan du ikke lige hjælpe mig her, de her vinger er slet ikke til at have med at gøre! Jeg vil gerne kunne give dig et broderlig kram!" han lød irriteret hvilket tydeligt kunne ses på kanten af hans vinger der fik en lille rødlig farve. Det var en af ulemperne ved hans empati evne. Når han mærkede andres følelser eller sine egne afspejlede det i hans vinger.

Quinn lod blikket følge kragen som fløj ud over kløften og forsvandt op mod nordlandet. Han lod atter blikket falde på James, han kunne ikke rigtigt genkende ham med de vinger, det var klart noget nyt og noget han skulle vænne sig til at se. Han prøvede at få blikket på ham bag vingerne og sagde "jamen jeg ville ønske jeg kunne sige i lige måde broder. De vinger der blokerer lidt udsynet til dig" svarede han med et lille kækt smil. Hans kække attitude, havde i hvert fald ikke ændret sig med årene, han var lige kæk som altid, hvilket han heller ikke ville ændre for noget som helst. James var også klart set som familie for ham, han havde som sagt boet hos hans forældre og under samme tag som han i en del år.

Quinn lod blikket hvile på vingerne og gik helt hen mod ham og lagde hænderne på vingerne "dem har du da ikke altid haft? Jeg mindes da i hvert fald ikke at du havde vinger da vi var unge" sagde han og hjalp ham med at få vingerne flyttet til side, så han rigtigt kunne se James, og give ham et kram "altså de er flotte vingerne, men er de ikke meget upraktiske? Jeg ved hvor upraktiske kragers vinger er, det der er jo et helt andet problem, de er jo gigantiske i forhold til det" sagde han med et smil

James kiggede lidt hen over vingerne og et svagt med stadig irriteret smil kom frem på hans læber. "Jeg ved det, de er MØG irriterende, de vil bare ikke som jeg vil, det er som om de lever deres eget liv" kom det fra ham og fjernede hånden fra kanen af vingerne og straks fik han en vinge i ansigtet. "Så hold dog op!" skulle han virkelig kæmpe med sine vinger hver dag?! Han kunne ikke engang få dem ind i ryggen som så mange andre engle. Når det så skete så var han helt overrasket over det. Han kunne bare ikke finde ud af de vinger igennem 1½-2 år nu. Alt var stadig nyt for ham selv hans empatiske evne efter han havde været død og genopstået med den dumme rose på venstre brystkasse. Han forstod stadig ikke meningen med den, men den var dukket op som hans empatiske evner var dukket op. I det mindste var han stadig den samme person, og i det mindste havde han stadig sit røde hår! Godt nok havde han nu et hvidt øje og et rødt øje, det var lidt noget andet end den meget klare blå farve som Quinn havde set i sine yngre år.

Da vingerne blev fjernet smilte James mere end noget andet og tog en dyb indåndning som vingerne gled om bag ryggen. "Korrekt kære broder. Der er sket meget de sidste 5 års tid. Som du slet ikke ved, og egentlig burde jeg have fortalt dig det for længe siden, men det kan jeg jo rode bod på nu" kom det fra ham og omfavnede Quinn og bankede ham lidt i ryggen med en flad hånd. Quinn havde særdeles vokset sig højere end ham, og det klædt den unge mand. "Du skulle bare vide hvor meget de har været imod mig det sidste 1½-2 år! Det er lige til at blive sindssyg af. De lever deres eget forbistret liv. Jeg kan ikke styre dem!" endnu engang lød han irriteret som han fjernede sig fra krammet og lagde en hånd på Quinns skuldre og klemte dem blidt.

Quinn lod øjnene ligge på ham og vingerne og lyttede til James' ord "jeg kunne sagtens forestille mig det, og især når de er så store som de er" sagde han med en rolig stemme, hvis der var noget der virkelig havde ændret sig ved den unge mand, var det at hans temperament havde ændret sig gevaldigt, han var mere rolig, og hvilede meget mere i sig selv. Han lod blikket hvile på James og lagde mærke til hvordan hans øjne ikke var som det plejede, dog havde han stadig det røde hår, men øjnene. Det ene hvidt, det andet rødt. Det så yderst specielt ud, men det kunne han spørge ind til senere.

Da Quinn fik fjernet vingerne, som gled om på hans ryg og smilede tilfreds og lagde let hænderne i den lidt lasede jakke han havde på og lyttede atter til James "det må man sige, du har ændret dig en del, men jeg vil da se frem til at høre alt omkring hvad du har været igennem" fortalte han og gengældte omfavnelsen og gav ham et par broderlige klap på ryggen med ligeledes flad hånd "hvor meget de har været mod dig? Vingerne?" spurgte han og så spørgende på ham og lod ham ligge en hånd på sin skulder og lod smilet blidt vokse

Egentlig fortrød James ikke altid at være i live, men for det meste gjorde han. Hvorfor skulle han ellers søge efter det mørke og det forbudte. Hver gang han blev overfaldet fik det ham til at føle sig i live. Hver gang han blev voldtaget fik han en følelse af at være i live. De mange mørke væsner og mennesker i Tusmørke var nærmest blevet hans hjem. Det var farligt, og man kunne aldrig helt vide hvad der gemte sig i afkroge af smerte. Den eneste der var lyspunkterne i hans luv var Nianna og Quinn. Selvom Quinn sjældent var i hans tanker efterhånden, men det var fordi Quinn ikke skulle bekymre sig om ham. James var ældre og han skulle ikke pålægge et ansvar på Quinns skuldre. "Tja.. de fylder jo to meter tror jeg, og de er vældig glad for at ligge sig omkring mig, og jeg ved ikke hvad jeg gør galt..." endnu engang tørrede han det værste mudder af nsigtet og tøjet selvom tøjet ikke stod til at rede før det blev vasket.

Ændret sig? Ja i den grad. Der var sket så meget og han vidste ikke hvordan han skulle formulere sig omkring alt den smerte han bar på, eller alt den vrede han bar til @[Marad] endnu en mand som Quinn hverken kendte eller havde høet om. Maradona havde været hans hemmelighed igennem måneder i at finde en kur til hans varulve forbandelse, og selvom Marad havde kommet frem med at han havde løget havde James blevet der fordi han følte sig elsket. "Tja Quinn jeg ved ikke engang hvor jeg skal begynde... Jeg er ked af jeg ikke har kontaktet dig noget før, men jeg ville ikke have at du bekymrede sig om mig" fortalte han og begyndte at rode lidt ved kanten af sin røde trøje inde under den sorte jakke. 
Det var rart at mærke en bekymrede omfavnelse igen, en omfavnelse han ikke havde mærket før. Det var bare helt rigtigt lige ny inden deres veje skyldtes og James atter en gang søgte Tusmørkelys farlige skabninger. "Ja dem.. jeg har været engel i halvandet år eller er det to år.. når det er også lige meget. Nogen gange kan jeg ikke styre de vinger, man skulle næsten tro der hvilede en forbandelse over mig... igen..." han sagde igen meget stille og nærmest hviskende men Quinn ville sikkert høre ham uanset hvad så tæt på som de stod på hinanden.

Quinn fulgte med i det James fortalte, han kunne mærke der var en dybere mening med det hele, men hvad den dybere mening var kunne han ikke helt gøre sig klog på, dog da han snakkede om sine vinger der lagde sig om ham kom han med en indskydelse "måske de gør det for at beskytte dig, måske vise at du gør noget forkert, som du inderst inde ikke er glad for?" Sagde han med en rolig stemme, han vidste også selv at han selv puttede sig i ham selv hvis han havde et problem med et eller andet, det var en forsvars mekanisme hver person havde inden i sig selv.

Quinn lod blikket hvile på ham, og følte lidt at han ville passe på ham af en eller anden årsag, Quinn havde ikke behov for at blive passet på som sådan, han havde vandret land og rige rundt mange gange, han havde ikke just en fast base, men han havde det med at vende tilbage til nordvik af og til "det behøver du ikke tænke på, selvfølgelig bekymre jeg mig om dig James, du er som en bror for mig"sagde han og så som han rettede på hans røde trøje. Det at kramme James igen var en form for forsoning for ham, det var en dejlig følelse at have sin bror i nærheden af sig igen. Det var længe siden han havde haft noget familie i nærheden af ham "Jeg er ked af at høre at du har været så meget igennem, jeg håber det bedste for dig og håber du finder dig til rette i det" sagde han med en varme og oprigtighed i stemmen