Den prustende lyd kom tungt fra Pompeia. Det var ikke fordi sveden løb ned fra panden, men Gevana var dygtig, så forbandet dygtig at hun fik det hele til at se så nemt ud. Noget Pompeia beundret hende for, og hun havde sin største taknemmelighed til Fyrst Sephyran for at have gjort det muligt for hende at træne sine åndelige evner.

“Jeg kan ikke slukke for det,” erkendte hun irritabel over sin egen frustration. At få slukket for sin evne var et arbejde og ikke bare som et knipse med fingrene. Men det skulle det gerne være. De havde fået åbnet op for, at hun kunne se generelt alles laster, men det var ikke altid lige til at se hvem der hørte til hvor, jo flere levende individer der havde omkring sig, som havde været årsagen til en anden død, de døde stod bare vidt og bredt for sig. Det var pletter for øjnene. Det havde tit givet hende nogle ordentlige hovedpiner. Men de var kommet langt. Det måtte hun dog erkende, men der var så mange ting som spillede ind nu.

Hun tog hånden op foran øjnene og trak vejret dybt ind. “Vil stressen ikke have indvirkning på fosteret?” spurgt hun og tog sig selv til maven. Halvanden måneders tid var ingen tid, men stadigvæk. Den var langsomt ved at tage form.

Kunne de lave nogle andre øvelser som var knap så hårde.

Gevana havde det mildest talt varmt. Hun var bestemt ikke vant til at være i denne by og dens omkringliggende ørken. Hendes lyse hud brændte, hvor den var til at se under de mange lag klæder, som skulle beskytte hende mod den stærke sol. Den var bestemt ikke lavet til at gå i ørkenen, hendes hud. Hun havde trods alt lys hud, nærmest hvid, og det gjorde livet hårdt, når man var i ørkenen.

Hun så på Pompeia, og nikkede anderkendende, selvom det virkede til at være svært for kvinden. Hun vidste godt, at hendes egne evner var anderledes, men alligevel var der nogle lighedstegn mellem deres evner. Og at tænde og slukke for en evne? Ja, det kunne hun altså godt hjælpe med. Helt sikkert!

"Træk vejret ind, dybt, og ånd ud så længe du kan. Hvis du slapper af, så er det lettere at abstrahere fra en evne, som kører stærkere end en drage kan flyve. Du kan måske endda også slukke den. Personligt slukker jeg aldrig for mine evner, eller jo de kan godt ligge i dvale, men oftest skubber jeg dem om i baghovedet, hvor jeg ikke lægger så meget mærke til dem. Men hvis der er noget jeg skal lægge mærke til, så kommer de frem," forklarede hun mens hun gestikulerede med begge hænder.

Taranahurn, åndeulven, stod ved hendes side, og betragtede Pompeia, som den halsede efter vejret. Selv en ånd som den blev påvirket af varmen - åbenbart.

"Ja, og nej. Men hvis du ikke lærer at slukke for din evne, så vil din krop være i konstant stress, og det er heller ikke godt." Hun vidste godt, at Pompeia var gravid, da hun påtog sig opgaven at træne hende, men det havde hun ikke taget så tungt. Var det ikke et problem for den mørkhudede kvinde, så var det heller ikke et problem for hende.

"Men hvis du har brug for en pause, og noget vand, så tag den," fortalte hun hende så, og placerede en hånd på den ene hofte.

Det var ikke af mangel på hensyns, at de trænede i et område hvor Gevana måske ville lade sig mærke af solen. Men mulighederne for at tage træningen mere indendøre i ly for sol og hede var alle dage en mulighed. Pompeia havde langsomt lært at vænne sig til det, selvom der endnu (også) var lang vej til det. 

Fremgangen var alles drøm, selvom dens fremgang havde besværliggjort Pompeias levevis på sådan en måde, at hun så fremmedes sketeller i skabene. Så med en god mængde koncentration og klare retningslinjer, gjorde hun som Gevana rådførte hende. Hun samlede sig, tog vejret dybt ind og lod øjnene glide i. Dybt ind, helt ned til maven og ud igennem munden i et kontrolleret flow. For selvom Gevana holdt sin aktiv, ville Pompeia foretrække sluk-tænd-muligheden, da hun ikke ønskede at se alle de lilla nuance for hornhinden konstant. Slet ikke som stemmerne langsomt fulgte med dem. 
Der var meget til evnen som blomstret. 

Alt i mens Gevana fortalte om hvordan hun gjorde, fortsat hun med vejrtrækningsøvelserne som havde den ønskede effekt. Som blikket blev åbnet, lod hun blikket falde til Taranahurn og et skævt smil voksede for sig. 

Sandt. Træningen bragte nok mindst stress for kroppen, hvis evnen ikke ønskede at samarbejde med hende. "Sandt," bekræftede hun stille, selvom det var kun ment som en tanke for sig selv. "Nej, lad os fortsætte. Jeg er okay," kom det halv beklagende. De skulle gøre fremskridt i dag, ellers var det spild af tid. 

//Låser tråden, men vi kan altid åbne den igen eller finde på en ny, hvis det er. <3