"Av for zalan!" bandede Lynn over smerten fra foden, da Gabriel jokkede på den.
    Hun skulle til at åbne munden over for Gabriels snak om et fælles handelsskib, men nåede det ikke, fordi han så effektivt overtog samtalen. Navnet var faktisk ikke helt dårligt, det måtte hun indrømme, men overhovedet at lyve med, at de havde et handelskompagni sammen... Magen til løgn altså!
    Hun skulle også til at bakke historien op, men nåede heller ikke det, da piratdamen havde lagt armene over kors og så meget utålmodig ud. Det var mest det faktisk, at hun havde hånden tungt hvilende på sin sabel, der fik Lynn til at holde en lille smule kæft.
    "For nu er jeg ligeglad med, hvilket handelskompagni, I tlhører," sagde hun, mens hun betragtede dem begge blive gennemsøgt og få tømt lommerne. Ikke at der var meget at komme efter for Lynns vedkommende. Selv lommeuldet var fugtigt. "Hvis jeres kompagni er stort nok til at være på kaptajnens liste, håber jeg I stadig har folk derhjemme til at modtage jeres løsesums-brev. Hvis ikke," Hun trak på skuldrende. "Ja, så håber jeg I kan trække noget læs. Op i båden med dem, gutter. Vi gider ikke vende sandkorn. De ligner ikke nogen, der har gemt noget her."
    Lynn blev ublidt skubbet mod jollen. 
    "Så du er ikke god til autoriteter, siger han?" spurgte piraten. "Hvordan har du det så med anti-autoriteter som os, hva?"
    "Anti-autoriteter?" Lynn slap en kort latter. "Har du selv fundet på den, skvadderhoved, eller har I alle sammen levet på havsalt og bølgebrus de sidste par måneder? Du ved godt skørbug starter med en vrangforestillinger om, at ens vittigheder er sjove, ikke?"
    Piraten blev tydeligt vred over kommentaren, kom med en utilfreds vrissen og greb efter sit våben.
    "Hov hov, unge mand," brød Lynn af. Piraten var garanteret ældre end hende, men det gjorde de tkun sjovere. "Jeres kaptajn vil lave penge på os. Det bliver svært, hvis vi er hugget i fire stykker. Selvom dén der godt kunne se ud som om den trænger til en slibning. Måske skulle du prøve at gøre det på noget andet end dit ego."
    Nu havde den kvindelige pirat fået nok. I to skridt var hun henne ved Lynn, tog fat om hendes baghoved og hamrede hendes ansigt ned i jollens kant, så blod væltede udover det hele fra Lynns næse.
    "Er du færdig, dame?" råbte hun arrigt. "Sæt dig ned!"
    Lynn svajede og løftede hænderne op. "Jeg er færdig, jep... Helt færdig."
    Så satte hun sig op i jollen, en smule mere ør og svimmel end før. Hun skævede over til Gabriel og trak på skuldrene.
    "Det gik da meget godt."

Gabriel var tydeligt langt mere velvillig end Lynn; han stod helt stille og lavede ingen protester, da han blev gennemsøgt. Ikke at han havde det vilde på sig, men han gjorde ingen indvendinger, og han var allerede begyndt at gå mod jollen, da ordren blev givet. Han vidste dog med det samme, at de ikke ville være på kaptajnens liste.
"Det vil vi helt sikkert ikke være, og selvom I nok ikke regner mit ord for noget som helst, vil jeg alligevel love jer kompensation, hvis vi bliver sat af i havn" svarede han hudløst ærligt. Hvis først piraterne fandt ud af, hvem de egentlig var, ville de nok ikke være super begejstret for at kræve en løsesum. Hverken Mørket eller Lyset var super glade for pirater, så hver mulighed ville næppe være en god løsning.

Gabriel sukkede tydeligt, da han kunne høre Lynns protester igen, og han så næsten taknemmeligt på kvinden, der knaldede Lynns hoved ned i båden. Da Lynn blev placeret ved siden af ham, gav han hende ovenikøbet et temmelig hårdt nakkedrag.
"Godt?! Du skal være taknemmelig, hvis de ikke smider os i brummen, når vi kommer om bord" hvæsede han irriteret. I det mindste var der ikke noget på dem, der identificerede dem; Lynns efterlysningsplakat befandt sig i hans overfrakke, og han håbede inderligt, Lynn havde dækket den ordentligt til med sand.

    "Hey!" råbte Lynn af Gabriel og så yderst forarget på ham.
    Det kunne han da ikke være bekendt. Efter omstændighederne var det da gået godt. De var ikke blevet slået ihjel på stedet, og piraterne ønskede faktisk at lave penge eller arbejde på dem. At Lynn havde nogle små problemer med at holde kæft engang imellem var jo ikke noget, der påvirkede den slags!
    "I kommer i brummen, så snart kaptajnen har set på jer," sagde kvinden tørt til Gabriel. Lynn var optaget af at tørre blod af i sit ærme. "Måske skal du få styr på din dame. Kaptajnen er ikke lige så tilgivende med fornærmelser. Jeg vil gerne  have krystaller ud af jer, men bliver hun ved, drukner jeg hende personligt."
    
    Jollen blev skubbet fra og sejlturen ud føltes som en dagsrejse for Lynn. Hun begyndte at kunne mærke, hvor hårdt det sidste døgn havde taget på hende. Det trykkede ribben værkede hver gang jollen svajede, og hendes næse var godt stoppet til, selvom blødninen var stoppet, og den ikke føltes helt brækket. 
    Men det blev værre, da de skulle op på skibet. En rebstige hang allerede klar til dem, og selvfølgelig skulle Lynn og Gabriel op først. Rebstiger var endnu sværere at bestige med ondt i ribbenet, og Lynns tur op var langsom og fyldt med bandeord. Da hun kom op til rælingen, stod der heldigvis andre pirater klar til at tage imod dem. De havde muligvis forventet modstand, men Lynn var mest bare glad for at få en hånd til de sidste par skridt.
    "Hvad har du gjort ved dem, Yulara?" spurgte en af dæk-piraterne.
    "Fandt dem sådan," svarede kvinden, som nu endelig havde et navn i Lynns hoved. "Udover næsen. Hun var næsvis."
    Det var tydeligvis en intern vittighed, for det meste af besætningen lo med. Lynn blev skubbet over til en væg sammen med Gabriel, og piraterne gjorde plads til at deres kaptajn kunne komme frem til fangerne. Kaptajnen var en bredskuldret mand, uden træben og klap for øjet, hvilket ærligt talt var lidt skuffende. Det havde været en god mode.
    "Nå, hvad har vi her," sagde han og ville meget tydeligt ikke have svar på det spørgsmål. "Yulares, frem med listen. Har vi nogle beskrivelser, der passer på dem, eller skal de sælges til et søsterskib?"
    Lynn spærrede lige akkurat ikke øjnene op, men det tog også al hendes viljestyrke at forholde sig roligt. Det var lidt uheldigt, at de var blevet samlet op af pirater, men det var umådeligt heldigt, at piraterne øjensynligt kun havde beskrivelser af folk. Det ville sige, at de ikke rendte rundt med plakater, de kunne sammenligne med, men kun de skrevne ord fra plakaterne. Så kunne de næppe genkende Lynn og Gabriel!

Gabriel sendte et misbilligende blik til Lynn ved hendes udbrud. Det var ganske tydeligt, han ikke var enig med hende i, at det var gået særlig godt, og piratens ord bekræftede kun hans mistanke. Han rettede blikket mod kvinden og nikkede.
"Jeg skal gøre mit bedste for at holde min stædige makker i ro. For hvad det er værd, kommer jeg ikke til at yde modstand" svarede han. Det var ganske tydeligt, at det ikke var første gang, Gabriel var i andres vold. Han rynkede dog brynene, da den ene af piraterne hviskede noget i den kvindelige leders øre, og han så til sin rædsel et stykke af en rulle papir stikke op ad lommen. Han genkendte det som en af efterlysningsplakaterne. Han holdt dog sin stolte positur, som han lænede sig lidt mod Lynn for næsten lydløst at hviske: "Vi er i større problemer end først antaget. Denne gang er det dog ikke din skyld." Hvis Lynn så spørgende på ham, havde han dog ikke tænkt sig at uddybe.

Sejlturen ud til hovedskibet var alt for hurtigt overstået. Lynns forsigtige tur op ad rebstigen bekræftede dog hans mistanke om, at hun var kommet til skade. Han fulgte dog tæt efter hende op, og han var klar til at gribe hende, hvis hun skulle falde. Gabriel kom dog ganske ubesværet op, og hans ældende krop så igen malplaceret ud i forhold til hans bevægelser; han bevægede sig som en, der var langt yngre, hvilket fik et par af piraterne til skeptisk at holde ekstra øje med ham.

Yulara. Under andre omstændigheder havde det været et ganske kønt navn. Gabriel tog dog notits af kaptajnen, og han forstod, hvorfor manden var den højst rangerende på skibet. Kvinden greb rullen fra sin medpirat og afleverede den til kaptajnen.
"En af mændene fandt denne i sandet og syntes, det var vigtigt, at du fik den at se, kaptajn" svarede kvinden ved navn Yulara prompte. Kaptajnen rullede plakaten ud, og Gabriel mærkede sit hjerte synke i livet, da han så billedet af Lynn på den. For Isari det kunne ikke blive meget værre nu.

"Interessant" sagde kaptajnen med et blik på Lynn som om, hun lige nu var skibets største skat. Så drejede han dog hovedet mod Gabriel.
"Faust og Valeriev handelsselskab findes tydeligvis ikke. Det betyder, at du heller ikke er den, du siger, du er" konstaterede kaptajnen. Gabriel sagde ingenting. Han var klar over, han ikke behøvede bekræfte noget for den skarpe kaptajn. Hvordan filan skulle de lige komme ud af den her kattepine?

    Lynn forstod først, hvad Gabriel havde ment med større problemer - for de var i ret store problemer i forvejen - da kaptajnen fik overleveret plakaten med Lynns kønne ansigt. 
    "Hvorfor skulle du også have den på dig?" hviskede hun fordømmende til Gabriel.
    Hendes egen bunke lå stadig på Hviskeren - og havde hun haft noget i lommerne, ville det også have været drivvådt nu med så længe, hun havde ligget i vandkanten på den lille sandbanke. 
    "Så det her er en interessant situation," fortsatte kaptajnen, mens Yulara og en af de andre gennemgik en liste. De så op på Gabriel, ned på listen, og lod deres fingre glide ned over linjerne én for én. Kaptajnens blik lå igen på Lynn. "Højst mærkværdigt at finde en flådeadmiral strandet på en sandbanke." Blikket gled over til Gabriel. "Så er spørgsmålet, om du er dusørjæger eller hendes førstestyrmand. Sidstnævnte kan sikkert også indleveres til Mørket for en klækkelig belønning."
    Lynn åbnede munden, men et skarpt blik fra Gabriel fik hende til at lukke den igen. Kaptajnens stilhed tydede på han havde lagt mærke til udvekslingen, og det gjorde Lynn utilpas. Det var altid nemmere at arbejde med dumme pirater.
    "Kaptajn," kom det fra Yulara. "Vi har en her. Iført Mørkets uniform, ligner et gennemsnitligt menneske. Gabriel Faust."
    "Hmm," sagde kaptajnen og så op og ned ad Gabriel. "Ja, det er ham."


    "Kommandørkaptajn Valeriev, De var i kontakt med en kommandørkaptajn fra Mørkets Flåde. Kan De beskrive ham?"
    "Han var ret normalt udseende."
    "Så... Hvor høj er han?"
    "Sådan rimelig mellem-høj?"
    "Hårfarve?"
    "Som enhver anden."
    "Øjenfarve?"
    "... meh?"
    "Tøj? Lynn, kom nu, giv mig noget at arbejde med!"
    "Ja! Han havde Mørkets uniform på!"
    "..."


    "Jeg sagde det jo!" udbrød Lynn.
    "Sagde hvad?" spurgte kaptajnen med hævede øjenbryn.
    "At det var en god beskrivelse! Skriverne var ikke enige, det..." Dét der sideblik fra Gabriel igen. "Det er ligemeget."
    Hun sænkede blikket og lænede ryggen op ad væggen. Det gjorde ikke nogen forskel alligevel. Den ene situation, hvor det havde været bedre, hvis hun havde lavet en dårligere beskrivelse, og så endte hun selvfølgelig i den.
    Kaptajnens blik gled mellem dem. "Så hvad zalan laver Lysets admiral og Mørkets kommandørkaptajn på den samme sandbanke?" 

Gabriel så tydeligt skyldbetynget ud over, at piraterne havde fundet plakaten. Det havde ikke ligefrem været meningen. Egentlig havde han kun haft den på sig for at aflevere den til gardekaptajnen i en af de byer langs kysten, de havde overtaget for at sprede ordet. At hans skib skulle smadres, og han selv skulle strande var ikke rigtigt en del af planen.

Gabriel skævede dog til Lynn med hævede bryn over beskrivelsen, og lydløst lavede han ordet "Gennemsnitlig" med munden med et lige dele spørgende og fornærmet udtryk i ansigtet. Kunne hun have fornærmet ham yderligere? Han var da alt andet end gennemsnitlig. På den anden side, hvordan havde kaptajnen lige kunne identificere ham ud fra det der?! På den anden side var navnet Faust ikke ligefrem det mest almindelige. Ved spørgsmålet bed Gabriel tænderne hårdt sammen uden at sige et ord. Hvis han ikke kunne regne ud, hvordan de var endt der, så var han da dummere, end Gabriel havde troet.

Der kom dog ikke mange flere ord ud af det, og kort efter befandt Gabriel sig i brummen sammen med Lynn. Hans irriterede mine var tydelig, da han spurgte: "Gennemsnitlig?! Hvis du ikke har bemærket det er jeg alt andet end gennemsnitlig. Giv mig én god grund til hvorfor, jeg ikke bare skulle forlade min krop og efterlade dig her? Du ville blive indleveret til Mørket alligevel." Et højt, hånligt fnys kom fra ham, som han udtalte det sidste ord. Egentlig havde han flere grunde til ikke at gøre det, men det skadede vel ikke at lade Lynn leve med frygten. Først og fremmest havde han ikke tænkt sig at lade nogle usle pirater forhindre ham i selv at indlevere Lynn. Dernæst havde disse pirater fortjent en lærestreg.

"Har du nogle idéer til hvordan, vi slipper ud herfra?" spurgte han så pludselig og begyndte at undersøge tremmerne for eventuelle svagheder.

    Lynn havde netop sat sig på gulvet af cellen under meget besvær fra det bøjede ribben, da Gabriel begyndte at tale igen. Endda med rigtig mange ord.
    "Nogen har fået mælet tilbage, hva?" kommenterede hun med sit eget lille fnys og slog ud med hånden mod hans figur. "Hvordan vil du ellers beskrive dig selv, Gabriel? Giv mig ét nemt genkendeligt tegn på, at du er dig - og det skal være uden at du åbner munden. Der er det lidt nemmere at beskrive min bleghed og lilla øjenfarve, selvom den også er ret udbredt. Hvad er din øjenfarve overhovedet? Grøngrumset eller slamblå?"
    Nu havde Lynn også selv holdt tand for tunge så længe, at der måtte komme nogle fornærmelser ud. Det var lidt som om alle de grimme ord samlede sig bagerst i svælget, og så væltede ud helt af sig selv, så snart Lynn havde tænkt første del af sin sætning. Det skete for alle, men med Gabriel i nærheden skete det oftere, havde Lynn lagt mærke til. I hvert fald når hun ikke gjorde en indsats for at holde mund, og det var hun færdig med for nu.

    "Hov hov!" lød et udbrud fra gangen, da Gabriel nærmede sig tremmerne, og en pirat slog sin sabel mod tremmerne lidt højere end Gabriels finge. "Hold dig væk fra tremmerne, eller jeg kapper dine hænder af. Dem skal vi ikke bruge for at få en løsesum!"
    "Lad være med at tale så højt," sagde Lynn telepatisk til Gabriel. "De debatterer sikkert, hvem de skal aflevere os til først deroppe. Kom herhen, så vagten ikke kan høre os. Ved du hvilken retning, vi svømmede i? Hvor langt er vi fra kysten?"
    Uden at vide hvor de var, var det svært at lægge en god plan. Første skridt for Lynn var at finde ud af, hvor lang tid de havde at løbe på, inden de blev indleveret. Hvis de var heldige, skulle de mødes med et andet skib for at tage én fange hver. Det ville være for risikabelt at indlevere én af dem med den anden i lasten. Det kunne købe dem lidt tid. Tid, som Gabriel så ud til at ville udnytte til faktisk at slippe fri. Når han nu bare kunne forlade kroppen, var det Lynn en gåde at han ikke bare gjorde det og lod hende ende hos Mørket. En tanke, der gav hende gåsehud, men han havde jo ikke gjort det endnu, så måske kostede det ham et eller andet at hoppe til en ny krop.

Gabriel så stadig fornærmet ud, som Lynn begyndte at snakke, men som hun spurgte ham, var han vitterlig nødt til at tænke sig om, og han endte med at åbne og lukke munden flere gange uden ord. Han var virkelig nødt til at spørge Zen på et tidspunkt, hvad der var unikt ved ham. Så kom spørgsmålet om øjenfarven, og han hævede et bryn.
"De er brune" svarede han lettere forbløffet. Det var røget helt hen over hovedet på ham, at hun egentlig forsøgte at fornærme ham.

Gabriel havde slet ikke rørt tremmerne, men han tog alligevel et skridt baglæns ved piratens ord og nikkede undskyldende. Så mærkede han noget trænge ind i sit sind, og instinktivt lukkede han af. Da han opdagede, det var Lynn, åbnede han dog sit sind igen, men han fik ikke fat i første del af hendes sætning. Dog fangede han meningen, og han satte sig lydigt ved siden af hende. Da hun havde "talt" færdig, gik det op for Gabriel, at han egentlig ikke vidste, om han kunne sende tanker den anden vej. I et forsøg tænkte han: "Jeg har ærligt ikke styr på hvor længe, jeg svømmede, men det var over en time. Taget i betragtning af, at vi sejler i mod vinden lige nu, vil jeg skyde på, at det tager mindst to timer at komme tilbage til hvor, vi havde vores slag. Jeg er dog ikke sikker på retningen. Det var ikke lige der, mit fokus lå i øjeblikket." Det var tydeligt, at Gabriel havde grundig viden omkring skibe, og han afslørede en del af sin alder her. Det var også ganske tydeligt, at han havde viden om langt mere end en type skib, eftersom det de var på lige nu var væsentligt anderledes end hans eget.

Gabriel vidste stadig ikke helt, om Lynn kunne høre hans tanker, men hvis hun ikke svarede indenfor flere øjeblikke, ville han gentage ordene mundtligt i en lav, næsten hviskende tone.

    Fra Gabriel satte sig ved hendes side og til han svarede på hendes spørgsmål, gik der foruroligende lang tid. Først tænke Lynn, at han måtte tænke ekstra lang tid over svaret, eller være ved at lave nogle yderst besværlige dæmon-udregninger vedrørende vindretning eller svømmehastighed i hovedet, men hun blev skuffet. Da svaret kom var det lige dele forudsigeligt og og kedeligt. Altså udover det faktum, at han havde styr på præcis hvor hurtigt de sejlede lige nu. Det kunne Lynn sgu ikke mærke.
    "... Du prøvede at tale tilbage til mig med tanker, gjorde du ikke?" spurgte hun med et skævt smil. 
    Hun løftede blikket til og lagde faktisk mærke til, at han havde brune øjne. Det ville hun næppe have lagt mærke til, havde han ikke pointeret det. Hun måtte opdaterer efterlysningen, når hun kom hjem, hvis hun huskede det. Ikke at en øjenfarve ville gøre den store forskel, og piraterne havde genkendt ham, så beskrivelsen virkede jo tydeligvis fortræffeligt.
    "Så vi har godt og vel to timer. Vi har en lille bitte fordel i, at de ikke ved, jeg kan snakke til dig uden at blive hørt, men ellers ikke så meget," fortsatte hun. "Jeg har zalans ondt i siden, og vi har ingen våben. Du har også set, hvor dårlig jeg er med en sabel. Har du et es i ærmet, vi kan bruge til noget?"
    Mens hun talte, lod hun blikket glide rundt i den lille celle. I det mindste var de i den samme. Det gjorde det lidt nemmere at udføre hvad end plan, de fandt på. Vagten så ud til at kede sig noget så grusomt, men det kunne blive vendt til deres fordel. Hvis de fik ham tæt på, kunne Lynn potentielt få fat i ham med sit hår, som i modsætning til armene faktisk kunne komme ud mellem tremmerne.
    "Jeg kan styre mit hår til en vis grad. Måske kan jeg få fat i vagten eller nøglerne med det, hvis han er tæt nok på," foreslog hun.

Gabriel smilede skævt, inden han nikkede til Lynns spørgsmål.
"Jo, det gjorde jeg. Jeg har jo stadig ikke alle detaljer om din telepati, så jeg vidste ikke, om det gik begge veje eller kun den ene" svarede han med et let skuldertræk. Han havde kun regnet ud, at der var telepati til stede om bord på Hviskeren, men han havde ikke vidst før, at det kom fra Lynn selv. Hun gav ham virkelig alt for mange detaljer.

Gabriel "lyttede" intenst og med fuldt fokus til Lynns svar, og han nikkede flere gange uden at afbryde. Han havde bemærket hendes skade fra tidligere. Det burde der virkelig gøres noget ved, hvis de skulle have et håb om at overtage skibet og styre det i havn.
"Vagten havde en sabel eller huggert. Jeg ville i al fald være i stand til at bruge den, men... jeg har en idé, der kunne gøre det hele lidt nemmere" svarede han så og rejste sig op.

"Jeg kan få vagten herhen, men jeg er afhængig af din hjælp til at uskadeliggøre ham forholdsvist lydløst, så vær venligst klar med håret. Og du burde nok holde dig for ørerne. Min stemme kan godt være ret... kraftig" sagde han så uden egentlig helt at vide hvordan, han ellers skulle forklare det.

Gabriel gav Lynn et øjeblik til at stoppe sine ører til. Så begyndte han at synge.
"Yoho. Allesammen. Hejs jeres faner højt. Hiv ohøj. Tyve og tiggere..." Gabriels stemme var unaturligt dyb i forhold til hans almindelige stemme, og det var tydeligt, at der var magi i luften (bogstavelig talt).
Ganske som forventet kom vagten løbende, men hans kropssprog var væsentligt anderledes i forhold til tidligere.
"Jeg er virkelig ked af det, men det er altså ikke tilladt at synge" sagde vagten, og Gabriel nikkede undskyldende.
"Det må De altså virkelig undskylde, jeg ville bare så gerne hilse pænt på Dem" sagde han og stak en hånd ud mellem tremmerne. Da vagten tog den, greb Gabriel fat om mandens krave med den anden hånd og trak ham hårdt ind mod tremmerne, så han var mast fast. Så rykkede han sig til siden, stadig med godt fat i manden, og bad til, at Lynn var klar til at hjælpe.

    Lynn skulle til at stille yderligere spørgsmål til Gabriels foreslåede idé, som meget mere var en eller anden sæk af tanker, han holdt for sig selv, og meget mindre var et reelt forslag, men før hun vidste af det, havde han rejst sig. Hun skyndte sig at få håret til at agere ørepropper, for det var langt mere effktivt, og hvis hun skulle op at stå for at hjælpe, skulle hun bruge mindst én hånd til at støtte sin værkende krop.
    "Så meget for at være enige om en plan først!" brokkede Lynn sig.
    Hvad hun havde forventet, var noget i omegnen af et kraftigt skrig, råb eller sonisk lyd, der kunne forklare, hvorfor hans skib altid var så fandens effektivt i kamp. Et eller andet højt, der sprang glas i stykker og fik træ til at splintre. Det, der skete, var et eller anden melodisk, afdæmpet af hendes hjemmelavede ørepropper. Det gav hende lyst til at fjerne dem og finde ud af, hvad der foregik, men man spøgte ikke med magi fra Mørket. Slet ikke, når Mørket var så høfligt at advare én på forhånd.
    Vagten kom løbende - heldigvis alene - og hans mund bevægede sig, men Lynn holdt sine ører tilstoppede i tilfælde af, at der skulle ske mere med Gabriels stemme. Hun fangede en smule af hans mundbevægelser i den første del af sætningen dog. Envejstelepati havde lært desperat gople at mundaflæse, men desværre kun til en vis grad.
    Så snart Gabriel rev vagtens hånd ind ad tremmerne og pressede den til siden, åbnede vagten munden for at skrige. Lynn farrede hen - væsentligt hurtigtere end hendes ribben syntes var i orden - og pressede sin hånd for vagtens mund, mens hun så hans øjne blive større. Fra den her vinkel var det umuligt at gøre mere ved ham med hænderne, så nu kom hendes hår til sin ret. Hun tvang det fremad og rundt om vagtens hals, hvor det strammede til som var det et mindre byttedyr i dybhavet, det prøvede at trække ind til sig. Enkelte hårlokker begyndte at lyse svagt rødt, og under dem blev hans hals betændt med blærer, som Lynn ikke kunne se herfra, men kunne mærke under sine nældeceller. Hun havde ikke brugt håret nær så offensivt før, og hun blev helt overrasket, da vagtens øjne rullede rundt, han mistede bevidstheden og blev slap i Gabriels greb.
    Og hendes hårs greb. Hendes hår, der stadig var overbevist om, at de var igang med at nedlægge aftensmaden og derfor ikke havde lyst til at give slip.
    "Aaargh," mumlede hun og hev i håret med den ene hånd, mens hun trak nøglerne ud fra vagtens bælte med den anden. "Lortehår, slip nu for zalan."
    Det tog lidt mere overtalelse, men endelig viklede det sig ud og lagde sig fladt om hendes hoved, næsten som om det var skuffet. Nogle gange havde det lidt for meget sit eget liv.
    "Så hvad var dét lige, Gabriel?" spurgte Lynn og fandt den rigtige nøgle i bundtet. Hun stak hånden ud gennem tremmerne og vinklede hånden imod låsen på ydersiden af døren i en vinkel, der ikke burde være mulig med almindelige knogler. "Sagde den vagt, at han var ked af det til dig? Og... Sig mig sang du?"

Lynns mentale ord fik kun Gabriel til at tøve et halvt sekund, inden han havde fortsat med planen. Han havde altid sat en hvis stolthed i, at han var god til at improvisere i pressede situationer. Heldigvis havde Lynn fulgt med i hans tankegang på trods af sit brok. Han så nu med lige dele gru og beundring, hvordan manden vred sig under fangarmene, og Gabriel var hurtig til at lægge en hånd for munden af manden, indtil han blev slap. Så slap Gabriel ham med en mine, der antydede, at han havde prøvet det mange gange før. Han så kort på sin hånd, der var blevet lettere brændt i tumulten. Til hans store forbløffelse var der næsten intet spor af skaden. Han havde været så vant til at være bundet til et skib, at han ikke rigtigt havde oplevet hvor stærk og modstandsdygtig, hans krop egentlig var. I sit stille sind kunne han ikke lade være med at være helt forbløffet over det. Det havde endda ikke været noget problem at holde manden stille. Zen kunne virkelig finde ud af sit arbejde. Selv med alderen på hans nuværende krop, kunne han jo nærmest leve evigt.

Gabriel blev revet ud af sin tankestrøm, da Lynn fysisk snakkede til ham. Han nikkede med tydelig fortrydelse i ansigtet.
"Det gjorde jeg, ja. Det er ikke noget, jeg gør brug af ret ofte, men desperate tider kræver desperate midler" svarede han og kastede et blik rundt på skibets kachotter. Der var under ingen omstændigheder mulighed for, de kunne huse alle piraterne hernede.
"Så, hvor længe kan du gøre det der med dit hår?" spurgte han og lavede en gestus til manden, der lå livløs på gulvet. Så rakte han en hånd ud mod Lynn.
"Inden vi går videre og diskuterer muligheder, så foreslår jeg, at vi aftaler en midlertidig våbenhvile imellem os. Jeg er klar over, det nok var usagt, men jeg giver dig mit ord på, at, indtil vi atter ses på slagmarken, så er du min allierede" sagde han så med et svagt smil på læben. Der var tydelig ærlighed i hans stemme, og forskellen fra hans tidligere løgn burde nu være tydelig. Det var nærmest som om, der var en helt anden vægt i hans ord.

    Lynn opfangede ud ad øjenkrogen, hvordan Gabriel så på sin hånd, mens hun fik låsen op. Det, hun lige havde gjort, havde taget meget lidt magi for hende, fordi håret i sig selv mest havde klemt om piratens hals, og selve den brændende gift, hun havde udskilt, havde hun kun givet en lille smule af fordi hun var oprevet af situationen. Det var langt fra den fulde kapacitet af hendes hårs magiske egenskab, men det behøvede Gabriel ikke at vide. Derfor var det også ganske praktisk, at han stillede hende to spørgsmål, så hun kunne starte med det sidste og få fokus lidt væk fra sit hår.
    Det andet emne var også væsentlig mere presserende. Lynn havde godt tænkt over, hvad der ville ske, så snart de havde overtaget skibet (hvis de da formåede det). Skulle hun selv forsøge at overrumple Gabriel og tage ham med til en af Lysets havne på et skib fyldt med pirater? Ville han bare drukne sig selv, hvis hun fik krammet på ham, fordi han kunne hoppe til en ny krop uden problemer? Uanset hvad var en våbenhvile en enorm fordel for Lynn i denne situation. Hun var såret, så hun ville ikke vinde en kamp mod Gabriel.
    "Aftale," svarede hun og tog hans hånd i et fast håndtryk. Øjnene lyste af ærlighed, så hun troede ham, selvom man aldrig burde stole på fjenden. Han havde også selv foreslået det, hvilket tilføjede til Lynns tillid til, at han ville holde sit ord. "Vi får piraterne uskadeliggjort eller herned, og så sejler vi pigen her til en neutral havn. Mindst en uge efter landgang holder våbenhvilen stadig. Ikke noget med at arrestere den anden dagen efter, vi er kommet sikkert i land.
    Hvad angår mit hår, er det ikke en holdbar løsning. Jeg kan ikke kaste med det. Det vil tage for lang tid. Vi skal hellere finde nogle våben. ham her har en sabel."
     Lynn frigjorde sablen fra hans bælte og rakte den til Gabriel. Han ville gøre mere gavn med den end hende lige nu, og forhåbentlig var det også et tegn på, at Lynn virkelig var villig til at være allierede i denne situation. Hun vidste godt, at Mørket burde stole lige så lidt på hendes ord, som hun gjorde deres.
    "Men forklar mig lige, hvordan sang kan være en despera..."
    Lynn afbrød sig selv. Der lød stemmer fra trappen op til næste etage, og de var på vej nedad. Hun viftede af Gabriel for at få kroppen hevet ind i skyggerne af deres tidligere celle, mens hendes hjerne dannede en plan.
    "Hurtigt og effektivt, Gabriel," hviskede hun. "Jeg lokker dem ned i enden, og så kommer du bagfra med sablen. Stå i cellen, indtil de er forbi, så de ikke fatter mistanke."
    To pirater kom gående ned ad trappen lige i det øjeblik, Lynn trådte ud af syne bag en tønde længere nede ad gangen. De havde hver en skål i hånden og gik mod cellen, fangerne var blevet sat i.
    "Hvor zalan er Hans?" spurgte den ene, men den anden trak bare på skuldrene.
    "Sikkert skredet op for at pisse."
    "Nå, er vores værdifulde fanger sultne? Hva satan, det ligner jo en af jer sover derinde."
    Det var ikke så meget tale som det var en ungerlig lyd, Lynn sendte telepatisk til de to vagter. Bag tønden kunne hun tydeligt se dem og stadig være dækket af skygge selv, og det gav hende mulighed for at ramme deres tanker og kun deres. De vendte sig begge mod hendes ende af gangen.
    "Hørte du det?"
    "Ja... Det lød ikke som rotter."
    Stadig med skålene i hånden, glemte begge pirater, at de skulle give fangerne mad og gik i stedet varsomt ned mod Lynns position. Hun kunne ikke lade være med at smile selvtilfreds. Nu måtte hun bare stole på, at Gabriel gjorde sin del.