Dianthos. En delegation af udsendinge fra Dragetemplet Ango Corda var ankommet til den livlige hovedstad dagen før, og blandt dem var elveren Idrys. Hans egen drage, Zuhal, var endnu blot på størrelse med en stor kat, og han havde derfor siddet bag sadlen på en af de andre ryttere, som Krystallandets landskaber bredte sig under dem.

Vinden i håret. Suset af adrenalin .. og nu det længe ventede gensyn med Krystallandets hovedstad. De skulle være her adskillige uger, og siden diplomati ofte tog en mindre evighed, fik flere af de nyere Vogtere mulighed for at udforske byen.

"Zuhal, nej!" Iførte farverige, lettere feminine gevandter, var Idrys på vej hjem fra markedet, da hans unge krystaldrage var undsluppet tasken, som ellers holdt hende skjult. Før han havde set sig om, havde Zuhal fået øje på en række spændende klæder, der hang og flagrede fra en tørresnor uden for et af Dianthos' bedre byhuse, og de små krystalagtige vinger flaprede skinnende i eftermiddagssolen, som dragen forsvandt hen over muren ind til husets forhave.

"Du kan lige vove på at.." Men for sent. Zuhal åbnede munden med sine små skarpe tænder og hev fat i et par underhoser, der hang indbydende fra tørresnoren. Ungdrager! De var umulige at opdrage på.. Idrys kiggede sig hurtigt over skulderen, inden han begyndte at kravle over hegnet for at få hentet dragen ud fra forhaven .. forhåbentlig inden nogen så noget..

Det var en dejlig dag, som Polaris sad i sit hus i den bedre bydel - som hun selv kaldte den. Eller ja, i hvert fald dyr nok til en som Polaris, som kun tjente på at spille skuespil på teateret. For hun tjente trods alt ikke på andet i sin angst for at blive kidnappet eller det der var værre. Hun forlod aldrig huset uden god grund, og selvom det at øve hver dag på teateret var en god nok grund, så kom hun sjældent mange andre steder end der, og så på det 'finere' marked. Så at hun sad omme i sin lille indhegnede (med mur) have var intet under. Det gjorde hun tit.

Med et suk, tog hun en tår af sin te, men måtte gispe forskrækket og trække sig baglæns, da et mærkeligt lille væsen gik løs på hendes underbenklæder! Hvad i alverden? Hun kunne ikke stoppe sig selv fra at begynde at skrige, mens hun pegede på det vingede bæst. Hun havde aldrig set noget lignende! Hvad var det dog for en?

"Bæst!" råbte hun så, og rakte ud efter den kost, som hun brugte til at slå efter bæstet.

Men endnu mere forskrækket blev hun, da nogen forsøgte at kravle henover hendes mur! Hvad pokker foregik der?

"Tyv! Tyv!" skreg hun, som hun begyndte at slå efter elveren med sin kost.

Idrys' bevægelser var lette og adrætte, men hans nydeligt broderede kåbe, gjorde det en anelse vanskeligt at komme elegant over hegnet. Faktisk måtte han stoppe på halvvejen for at befrie sig selv fra et søm, der lusket havde grebet ud efter nogle af de fine tråde - det skulle lige passe, at han også endte med at ødelægge sine klæder her!

For alle sine planer om diskresion, måtte han se forskrækket til, som døren gik op, og et blåhudet væsen kom løbende ud med en kost i hænderne.

"Hey, Zuhal er ikke et bæ- .. av, stop med at slå! Jeg gør ikke noget!" Han holdt hænderne værgende op, men det resulterede i, at han fik overbalance på plankeværket, og endte med at drætte ned i en bunke på jorden. Zuhal var blevet en anelse forskrækket over postyret og det pludselige angreb med kosten, og gemte sig nu bag tørresnoren, mens hun knurrede lavmælt.

Zuhal, som havde tilbragt det meste af sit liv i templet, var slet ikke vandt til at blive råbt af på den måde. Den lille drage forsvandt endnu mere om bag vasketøjet, kun tittende frem med store øjne mod sin Vogter, der var kommet i lidt af en knibe..

Idrys, som havde følt sig umådelig indbydende og elegant, da han tidligere på dagen havde stået foran spejlet, var nu mere af alt en ynkelig elverbunke på jorden, dasket til med en kost og utvivlsomt dækket af jord og støv.. han løftede armene værgende foran sig, for at kosten ikke også skulle få fat i hans lange, silkebløde hår!

"Undskyld, jeg kom virkelig ikke for at stjæle! Vil du ikke holde op med at slå, så vi kan tale sammen?" Spurgte han. Dianthos-boere var virkelig noget helt andet, end hvad han var vant til i templet og ved hoffet!