Ah, Tusmørkely, stedet der aldrig så skyggen af en solstråle. Det perfekte sted til alle de lyssky væsener og dystre typer, hvilket også var derfor Malaketh var endt der. Kappens hætte var som altid trukket over hovedet så det kastede en skygge på hans ansigt, så folk ikke kunne genkende ham. Ikke der var nogle der alligevel vidste hvem han var, med mindre Leyanna og døtrene befandt sig her. De blågrønne øjne så på en hver person han passerede, studerede dem nøje for at se om det kunne være en af dem, men der var ingen velkendte ansigter at beskue i flokken af mennesker. Gennem gaderne begav han sig mere eller mindre ubemærket, for han mindede om så mange andre der holdt til dette sted.
 
Døren ind til kroen blev åbnet og først da han var kommet ind, blev hætten fjernet fra hans hoved. Blikke blev sendt til ham, nærmest som de holdt øje med hvert skridt han tog op mod baren og krofatter. Manden bag disken så på dæmonen med et uimponeret blik med åbnede da munden for at tale ”Hvad kan jeg byde Dem på?” spurgte han og så afventende på dæmonen foran ham. Malaketh lod blikket hvile på manden foran ham og begyndte at løste en læderpose med krystaller i, som sad i bæltet ”Først og fremmest noget at spise… Uanset hvilken form for hundeæde i nu må servere et sted som dette… Derefter en flaske vin.” sagde han og så på krofatter der så olmt på ham, men ikke sagde noget. Han kunne godt fornemme at det ikke ville ende godt, så i stedet begyndte han blot at finde hvad dæmonen havde bedt om. Krofatter kom tilbage med en stuvning og to skiver brød som det første og dernæst fandt en flaske vin og et glas. Malaketh smed betaling for tingene og bandt læderpungen fast i bæltet igen, før han samlede tingene op og fandt sig et sted at sidde.
 
Han havde fundet en lille krog, hvor han formentlig havde mulighed for at kunne indtage sin mad og vin i fred og guderne være personen nådig, hvis de afbrød ham. Han tog noget af stuvningen på skeen og holdt den op og så hvordan det faldt ned i den grå masse med et klask. Det så ikke ligefrem super indbydende ud og brødet virkede mere som tvebakker end noget andet. En irriteret brummen kom fra ham, før han alligevel satte skeen tilbage i den grå masse og samlede en skefuld op og spise. Malaketh skar en grimasse som han fik det ind i munden og hældte straks et glas vin op, som han hurtigt fik hældt i systemet ”Fy for Zaladin…” mumlede han for sig selv som han sad og stak med skeen i maden.

Nyala havde været på en mission tidligere på dagen, det havde gået som det skulle. Inden hun dog på sin ynglings kro, skulle hun i bad. Hun kunne ikke gå ind, indsmurt i blod. Selvom det ville være sjovt. Nyale kunne næsten se det for sig, hvor blikke ville stirre. 

Hun fik sat håret op i en løs knold, samt tog en brun kjole på, med smalle stropper, udover var der en borderet del, som dækkede resten af hendes overkrop og arme. For ikke at fryse bar hun sin velkendte ulveskin. 

Nyala trådte ind ad kroen, med et lille smil på læben. De fleste så kort imod hende. Hun kendte de fleste stamgæster, de kunne dog ikke kende hende. Ikke efter hun havde fået sin nye krop. Det var sjovt. Hun gik op mod krofatter og sagde "Det sædvanlige til Nyssa". Krofatter smilede kort og rystede på hovedet. Han vidste godt hvem hun var nu. 
Nyala fik en flakse, en sød lettere syrlig rødvin. Lige efter hendes smag. Hun så sig rundt om i kroen, for at se om hun kendte nogen specielt. Blikket faldt på lyshåret mand. Et større smil kom på hendes læber. Hun kendte manden, ikke af navn. Hun vidste dog hvem han var. Åh så ung en dæmon. Nyala så hvilken redelig han havde fået og kunne næsten ikke lade vær med at grine. 

Nyala satte sig ved bordet og sagde drillende "prøv denne i stedet". Mon han ville vide hvem hun var, med den nye krop. 

Døren ind til kroen blev åbnet fra tid til anden, men ikke en eneste gang kiggede dæmonen op fra sin grå klump af mad. Ikke før en duft af dæmon fyldte rummet og ikke hans egen duft, nej en kvinde. Dette fik ham til at se op og han fulgte hende med blikket, ligesom alle de andre skumle typer der sad herinde, men pludselig var der to af mændene der rettede deres blikke mod Malaketh. Det kolde blik rettede sig mod mændene, der hurtigt kiggede væk fra ham. Han havde ikke gjort andet end at se på hundæmonen der var ankommet, præcis som de selv havde gjort, så hvad var deres problem? Var det fordi de så ham som en trussel? Det var jo ikke fordi han havde tænkt sig at angribe nogen herinde, så dum var han alligevel ikke.
 
Som kvindens blik faldt på ham, fulgte han hende med blikket. Var hun på vej ned til ham? Det så i så fald sådan ud. Han kunne ikke umiddelbart genkende hende på udseende, men hendes duft mindede ham om en eller anden hundæmon han havde stødt på for noget tid siden. Dog så hun ikke sådan ud. Som hun satte sig ved bordet så han på hende uden et ord, men da hun talte til ham, trak han alligevel på smilebåndet ”Så fortæl mig… Hvorfor er det lige du placerer din bagdel på en stol og ikke her?” sagde han og rykkede ud fra bordet og klappede hans ene lår med et lettere slesk smil på læberne.

Nyala smilede af hans svar. Åh lille unge dæmon. Hun huskede ham som en slags hundevalp der læb i hældende på de andre. Mon han mon havde støt ind trekløveren. Hende, Deavas og Agares. Det var længe siden hun havde set de to håbløse mænd, der uden tvivl fungerede bedst, når hun var der. Ellers gik det som regelt skævt imellem de to magtliderlige mænd. 

Nyala smilede og svarede udfordrende "Javel, tror du da kan håndtere mig?". Troede han det, ville hun rejse sig og sætte sig på hans lår. Hun var bestemt ikke bange af sig, og ville roligt se ham i øjne og fjerne en lok bag hans øre. 
"Hvad laver den lille hundevalp her, helt alene?". Ville hun spørger drillende. Hun havde før omtalt ham det, som mon ikke han ville genkende hende for det, hvor de kort set hinanden. Det eneste hun vidste, var hun var meget ældre end ham. Det morede hende altid at mødre yngre dæmoner. De var så søde.

Malaketh så på hende med et hævet øjenbryn og trak på smilebåndet ”Bare fordi du er ældre? Betvivler du mig?” sagde han og kneb let øjnene sammen og fjernede hånden fra sit lår ”Jeg sagde sæt dig…” det var ikke så meget et forslag længere, nu var det en kommando. Det så ud til at virke som hun satte sig, præcis som han bad hende om. Deres blikke låstes og han skævede let mod hånden der rakte op og lod en finger stryge en tot hår om bag hans øre.
 
Som de næste ord undslap hende, gik det op for ham hvem hun var. Der havde mødtes et par gange før, men det var ikke fordi de havde snakket ret meget sammen. Igen kneb han let øjnene sammen og lænede sig ind mod hende, kun med få centimeter mellem dem ”Dig igen… Nok er jeg yngre, men giv mig en grund til ikke at stikke den her kniv direkte i maven på dig, lige nu…” sagde han hvislende og viste hende en af de tolv knive han havde på sig. Han besvarede ikke hendes spørgsmål, for nu var hun kommer her med en attitude, så gav han tilbage af samme skuffe. Nok var hun over tusinde år ældre end ham og hun kunne slagte ham så nemt som at klaske en flue, men hun ville formentlig ikke gøre det et sted som en kro.

Nyala smilede lumsk "Ja, det kan jo komme an på prøve". Svarede hun drillende. De havde aldrig været så tæt på hinanden før. Hun kendte ikke ham særlig godt og ej hellere hans forældre selvom, de nok var mere jævnaldrende. Indvendig rystede hun på hovedet, så utålmodig han var. 

Hun grinte svagt og startede "så nu kan du huske mig". Nyala grinte svagt selvom han nok også fandt det provokerende. "Jeg ramte vist et ømt punkt". Hun smilede drillende, ligeglad om han så stak en kniv i hende eller ej. Hun fandt det utrolig morsomt at han blev så sur. Åh den unge dæmon havde endnu meget at lære. Nyala var al for drilagtigt til at tage hans trussel alvorlig. "Min lille hvalp, vi ved begge at du ikke vil gøre det, men sig mig dit navn og måske jeg vil stoppe med at kalde dig hvalp". Afsluttede hun med et kærligt drillende smil. Det var jo næsten for sjovt at kalde ham andet end hvalp og især med reaktion hun fik. Det var morsomt.

Malaketh så på hende med et skævt smil uden at svare. De havde ikke været så tæt på hinanden før og de kendte heller ikke ligefrem hinanden, alt han vidste var hun cirka var på alder med hans forældre hvis de havde været levende. Men hun så dog yngre ud end han, dog kunne han blot vælge en ny krop hvis han ønskede, dog var han godt tilfreds med denne.
 
Han fortrak ikke en mine, men så blot dødt på hende som hun talte ”Jeg ved ikke om det er en god eller skidt ting at jeg ved hvem du er… Men det finder vi vel ud af.” sagde han og kneb let øjnene sammen som hun sagde det var et ømt punkt. Han trak blot på skuldrene. Et ømt punkt er måske så meget sagt, men på samme tid vidste han også han sikkert ikke kunne gøre ret meget imod hende når alt kom til alt. Hendes ord fik ham til at smile skævt, som han lænede sig mod hende ”Først og fremmest… Er jeg ikke din hvalp… For det andet er jeg overrasket over du ikke har fået navnet at vide, taget i betragtning af vi kender nogle af de samme personer.” sagde han og lod en hånd hæves og hvis han måtte, ville han gribe omkring hendes underkæbe og læne sig helt ind til hende, kun med ganske få centimeter mellem deres ansigter ”Hvis du nu spørger pænt… Kunne det være jeg ville give dig mit navn… ” sagde han og blinkede til hende.

Nyala smilede roligt og svarede "åh, men jeg er et godt venskab at have". Nyala forsatte sit drilleri, men det var ikke løgn. De der fik lov til at være hende nær, fik lov til meget. Til det helt seriøst og det helt useriøse. Det voldlige og sjove. Zane var et godt eksempel på dette. En saditisk mørkelver, hun normalt aldrig ville have et bekendtskab med, som fik lov til at slå hendes tidligere krop ihjel i morskab. 

Hun grinte "åh det kunne ellers være sjovt, men du vil altid være en hvalp". Hun klukkede let, "Jeg har nok hørt det enkelt gang eller to, men jeg tænkte på dig som en hvalp, som løb efter de ældrere dæmoner, hvorfor navnet nok aldrig helt hang fast". Forklarede hun med et let drillende stemme. 

Nyala fnøs kort som han tog fat i hendes underkæbe og førte hendes hoved tæt på hans. Hun kunne mærke hans åndedrat på hendes læber. Nyala smilede blot. "Det må du selv om, jeg har intet imod at kalde dig hvalp". Hun smilede og holdt ellers sit hoved roligt imens hun så ind hans øjne. Det rørte hende ikke at være så tæt med en anden. 

Malaketh hævede et øjenbryn over hendes konstatering ”Og hvordan skal jeg stole på det?” spurgte han. De ord kunne sagtens være en eller anden syg leg hun havde for at skabe tillid, men han hoppede ikke på det, før han havde fået en eller anden form for bevis på, hun rent faktisk var et godt venskab. I hans hoved var de fleste hundæmoner godt selskab, mens mennesker var… Meh.
 
Han himlede med øjnene og undlod at svare på det første, men alligevel blev der trukket på smilebåndet. Hun havde ret. Da han var yngre løb han ofte med de ældre dæmoner og se hvor det havde bragt ham… Han fnøs kort ”Hvalp… Hvad gør det så dig til… En tæve? Hmm?” sagde han og returnerede hendes drillende smil. Det spil de spillede var som en vulkan der ventede på at gå i udbrud.
 
Malaketh forventede heller ikke den virkede at bede hende tale pænt. Kvinden var trods alt dæmon ”En skam… Så må jeg gå under navnet hvalp. Men…” sagde han og stoppede som grebet om hendes kæbe strammede og hans frie hånd havde fundet vej til hendes ene lår. Han lænede sig ind mod hende ”… Det kommer til at være underligt senere.” sagde han nærmest kælent i hendes øre før han igen lænede sig lidt tilbage og slap hendes kæbe.

Nyala lage hovedet let på skrå "Jeg troede du havde hørt om mig". Drillende hun. Måske ikke nok. Nyala tog det som et godt tegn, at de venskaber hun havde og de hun betror holdt tæt. Hun havde prøvet det med en, som led en grufuld død. 

Nyala morede sig, det så ikke umiddelbart ud til han brød sig om at blive kaldt for hvalp, og da slet ikke hendes. "Det ville jeg ikke sige noget imod" Nyala så sig ikke som en hund. Hun tænkte at han forsøgte drille igen, men hun var ikke så nem at tirre. Slet ikke så hun blev vred, der skulle meget til. 

Nyala flugte ham roligt. De havde siddet der så længe og været tætte, at uden at have bemærket det var hans følelser gledet ind i hende, som han tog mere fat og hviskede i hendes øre. Vidste hun præcis hvad han havde i tankerne. Så pervers han var. Det undre hende ikke just. Tillod han det ville hun tage fat i hans kæbe og dreje ansigtet til hver side for at beundre ham, lige så sjofle hans følelser var ligeså drilagtigt var hun, hvortil ved sidste side ville hviske i hans øre "sikker, har du da aldrig prøvet en doggystyle?". Drillende hun kælent igen og slap grebet igen.

Malaketh trak på smilebåndet som hun talte ”Bare fordi jeg har hørt om dig. Det betyder ikke jeg stoler på dig.” sagde han med et hævet øjenbryn. Han havde altid brugt det kendte ordsprog, hold dine venner tætte, men dine fjender tættere.
 
Et smil var stadig muligt at finde på hans læber som hun kom med sin kommentar ”Dog er det ikke det rigtige ord at bruge til de ændre hundæmoner… Tæve er til de horer jeg ligger med.” sagde han med et kækt smil på læben som han nærmest studerede hende og fortsatte ”Nej du… Du er mere ovre i retningen af en sort enke. Du sidder og venter, lader dine ofre komme tæt på og til sidst…” sagde han og holdte hen kort pause ”…PUF! Så har du dem fanget og de ved ikke de allerede er døde.” sagde han med et skævt smil. Det var sjovt som de prikkede til hinanden med disse kommentarer, men det var vel sådan dæmoner gjorde?
 
Malaketh skævede mod hende og trak på smilebåndet igen ”Er det et tilbud?” sagde han med et kækt smil. Naturligvis havde han prøvet doggystyle, man skulle da være invalid hvis man som man ikke tog en kvinde bagfra i magt, rev hende i håret og viste hende hvem der bestemte.

Nyala grinede drillende og svarede "Det er klogt valg, jeg ved hellere ikke om jeg skal stole på en så ung hvalp" hun sagde det primært i sjov, hun vidste faktisk ikke hvad manden havde hørt om hende og nogle påstande kunne endda være flakse. Uanset var hun i bund og grund og ligeglad. For hendes skyld var det ikke nødvendig at de blive venner, men hun var interesseret. Hun ville også vide mere om ham, før hun ville betror ham noget. 

Nyala hævede let et øjenbryn, han var sådan en dæmon. Det undre hende ikke. Nogle yngre skulle bare løbe hornene af sig. Hun grinte let og svarede blot drillende igen "Det vil kræve at jeg havde været gift, for at være en enke". Han dog ret i at hun lod sig vente på sine ofre, især de hun havde fået til mission. Der var udspekuleret og kreativ til hvilke løsninger der skulle findes. Andre gang gik var det noget værre griseri, men ofte altid med vilje. Nyala kunne mærke at han fandt det ligeså underholdende som hende selv. Nyala kunne også fornemme ud fra følelserne at det var ikke sådan han havde det med alle, men kun fordi hun var en dæmon. Forståeligt tænkte hun, hun fandt langt mere værd i en dæmon end enhver anden race. 

Nyala grinte, som han spurgte om det var en tilbud. "Det skal du gøre dig fortjent til". Hun lå bestemt ikke med enhver og hun kendte ham slet ikke nok til at hun ville begive sig derhen ikke endnu, desuden fandt hun det langt sjovere at drille og tirre ham, end at det hele skulle kolliderede. Nyala nød at trække det i langdrag og se den reaktion. Hun kunne tydeligt mærke på hans følelse en stor hovmod. Han var tydeligvis stolt af hans positur og hans evner i sengen. Hun smilede blot indvendig og tænkte lille hvalp.   

Han så på hende med et kækt smil på læberne som hun talte ”Det var det jeg tænkte.” svarede han. Han morede sig sammen med hende, trods de spydige kommentarer der fløj frem og tilbage imellem dem. Det var vel blot sådan det var mellem dæmoner ofte… Det var i hvert fald sjældent man hørte om gode dæmoner, han havde i hvert fald ikke. Havde han været i hendes sko, ville han heller ikke stole på ham.
 
Malaketh trak let på skuldrene ”Det… Eller blot opføre dig som en.” sagde han med et smil. Denne kvinde virkede i hvert fald som en der havde tålmodighed og sagtens kunne vente på et offer. Det var som regel også sjovt, lade folk tro der ikke var fare på færre og til sidst slå til når de mindst ventede det. Hans erhverv gjorde også at han hellere lokkede sine ofre tæt på ham, for så at samle deres dusør senere, det ville være fuldkommen åndssvagt at give sin egentlige intention. Men når alt kom til alt, kunne han også godt lide at være smurt ind i blod og sceneriet lige så.
 
Han fnøs kort ”Skuffende… Men jeg forventede heller ikke andet fra en dæmon i din alder.” sagde han og lod et kækt smil frem på læberne. Han kendte godt til de ældre dæmoners syn på alle dem der var yngre, for han var selv på den måde… Alle dæmoner der var yngre end ham var ikke andet en små babyer, eller for at bruge hendes ord… Hvalpe.

Nyala smilede blot og lod emne falde. Tiden ville vise om de kunne betro hinanden. Det havde hun hørt om ham, han ledte efter sine børn og hustru. Hvordan de overhovedet var kommet fra hinanden, var hende en gåde. "Hvad bringer dig egentlig på disse kanter?". Spurgte hun roligt og fik skiftet emnet. Hun var jo nysgerrig om hun havde hørt korrekt.

Nyala vippede lidt med foden. "Tjah, men hvem elsker ikke at ligge en fælde og se den blive udført til perfektion?". Svarede hun lettere retorisk. Nyala var ret sikker på han havde på samme måde, de var i hvert fald de følelser hun opfangede fra ham.

Nyala smilede med et udtryk der tænkte, du giver godt nok let op. "Den lille havlp skuffer mig.., tænk sig at han allerede giver op. Det havde jeg ikke troet om dig". Svarede hun drillende. Hun huskede kort tilbage til en ungdæmon Jaris. Hun kendte tilgengæld ham godt, men han havde bestemt ikke lade udfordringen ligge. Han formåede at få hende. Han var nu sød dreng og gjorde det glimrende. Mon denne dæmon kunne imponerende hende? 

Nyala så væk tog sin flaske vin og hældte op hvorefter hun drak et par tåre. En dejlig årgang. 

Maleketh trak på skuldrene ”Jeg rejser rundt, besøger forskellige steder.” svarede han. Han havde ikke tænkt sig at fortælle hans egentlige formål med at være her, desuden… Hvis hun i virkeligheden havde kendskab til ham, vidste hun det sikkert også. Han var på jagt efter sin kone og døtre. Han burde nok bare være ligeglad og bare finde en ny kone og få nogle flere børn med, nu hvor han heller ikke snakkede med de tre han havde i forvejen. Sønnen kunne han ikke udstå, hans døtre tog med deres mor tilbage i 2016… Om det var eget valg eller via tvang vidste han ikke.
 
Han trak på skuldrene og sendte hende derefter et kækt smil ”Tror det gælder for de fleste dæmoner.” svarede han, endnu med det kække smil på læberne. Han var selv en af dem der elskede at lokke folk ind, virke charmerede til at starte med, men når man så var alene… Var det noget helt andet.
 
Malaketh hævede det ene øjenbryn som hun sendte ham et blik, der tydeligt indikerede hun var skuffet over han allerede gav op. Et lille fnys kom fra ham ”Hvem har sagt jeg giver op ud over dig?” svarede han. Det var ikke fordi han havde givet op endnu, det bare som om der var dæmonjægere der allerede havde blikket låst på dem… Med mindre… Han fik en god ide og skulede kort mod de fem mænd der tidligere havde stået klar til at hakke ham i småstykker. Skulle han?

Nayla kneb øjene sammen, kort spekulere på hvordan hun skulle få den information. Hun besluttede sig dog for at vente. Tiden var der ikke endnu og hun nikkede derfor blot.

"Det tror jeg du har helt ret i" besvarede hun med er let smil, hun aldrig endnu mødt en dæmon der ikke nød at dræbe eller drikke blod. "Nogle mere sadistiske end andre" forsatte hun med et let grin. Hun hørte helt sikkert en den boldgade, men hun kendte andre der var mere sadistiske end hende, langt mere. Hvor han lå på skalaen har hun ikke helt sikker på.

Hun grinte og svarede igen "Du har ret hvalp" hun smilede lumsk, dog ikke meget for at indrømme at han faktisk havde ret. "Du trænger nok også til en udfordring" afsluttede hun drillende. Dæmoner som dem elskede jo at tirre hinanden lige indtil det hele kulminerede. Det var det sjove og spændende. Al andet blev kedeligt og for trivielt i deres lange liv. 

Malaketh kunne ikke bare sige ud i åbent rum at han var på jagt efter sin kone og ene datter, det ville uden tvivl tiltrække unødig opmærksomhed, det kunne også være der var nogen der kendte hans kone og måske ville advare hende. Han måtte hellere lade være med at fortælle sin egentlige grund til besøget, skulle han nu finde sin kone og ene datter. Måske et andet sted, hvor han var sikker på der ikke var andre der kunne høre ham, så kunne det måske komme på tale. 

Han nikkede let "Bestemt... Men hvad er livet uden at leve på kanten?" svarede han og fik et skævt smil på læben. Selv var Malaketh i den tunge ende af sadist skalaen, men han vidste på samme tid også der var folk der var værre end ham, så som hans egen søn. Det farlige ved Malaketh var dog at han holdt det forholdsvis skjult for andre, før de sad i hans spind, eller var en af dem han jagtede for arbejde. 

Han rullede øjne og så på hende da hun igen kaldte ham hvalp. På et eller andet tidspunkt endte han med at få en hjerneblødning over at blive kaldt for hvalp. Nok var han yngre end hende, men der var ingen grund til at tvære det i hans ansigt konstant. Et kækt smil kom frem på hans læber som han trak lidt på skuldrene "Du bliver nok ikke den største udfordring." sagde han og blinkede en enkelt gang til hende.

Nyala smilede "Det er så kedeligt" til trods for at Nyala ofte spillede klogt, så gjorde hun også ting der var langt værre. Så som da hun blev gravid og istedet for en abort og vælge at blive dræbt i et episk udspil. Fantastisk og så langt fra hende. Zane kunne knække hende og give hende følelser hun ikke ejede. Det var skræmmende og spændende.

Nyala følte tydeligt hans irritation og det var helt sikkert på grund af hun kaldte ham hvalp. Han hade det nok mest, men i bund og grund synes han nok også det var sjovt og dermed oparbejde hun en lyst i ham til at han nok på tidspunkt ville forsøge at straffe hende. Hun smilede indvendig ved tanken.
"Det var hellere ikke tanken" drillende hun og forsatte "Jeg fortrækker at være uforglemmelig". Smilede hun selvbevidst og strøg hans Kind. Nyala gik bestemt ikke efter en første plads i at være den mest udfordrende. Det kunne hun aldrig bedømme, hvad han havde lavet og gjort, nej at ikke blive glemt var vigtigste for hende. Alle hendes ofre fik altid lov til at nyde synet af hende til det sidste. 

Malaketh trak let på smilebåndet og så på hende ”Det er altid lidt sjovere når man sætter livet på spil fra tid til anden. Plus det er gode historier.” svarede han. Nok havde han ikke selv været den mest aktive, men når han så nåede dertil, kunne man sagtens se det var hans passion at jage andre folk der havde en dusør på deres hoved. Det var dog altid lidt sjovere når der stod det var lige meget hvad tilstand den eftersøgte blev afleveret i, det gav ham mere frit spil.

Et kækt smil fandt vej til hans læber som hun talte ”Så skal du da til at i gang. Det eneste du endnu har gjort, er at kalde mig for hvalp. Skal du være uforglemmelig skal du gøre andet end det.” svare han og blinkede med det ene øje til hende. Ikke så meget som en mine fortrak han dog, da hendes kind gled ned over hans ene kind, i stedet så han blot på hende.

Så sandt, Nyala dræbte ofte, men satte sjældent sit liv på spil i den ligning. Ofte var det ikke det værd, ikke med de utal af dræb hun havde foretaget. Vigtige personer derimod eller speciel opgaver, kunne være farligt og krævede en del. Det var spændende og hver gang gav det hende et større kick. 

Nyala grinte "Så utålmodig hvalpen er". Hun tirrede ham og hun elskede hver del af det. Hun slikkede sig kort om munden overvejede om hun skulle gøre noget ved ham. Blikket var intenst fuldt med begær, men hun holdt igen. Kun for at se ham vride sig. Hun vendte blikket mod baren og mændene fra tidligere var som små flyer der susende rundt i kroen. Et morsomt setup. Hun kunne let teleportere dem herfra, men så vide det og det var ikke noget hun pralede med. Nej hvalpen måtte vente lidt endnu og det var vel også sjovest.