Det var ved at blive koldere og troldeskovene var ved at være tømt for alle efterårets lækkerier, såsom bær og nødder. Nu var der snart kun bark fra træerne tilbage, som var noget at det mindst appetitlige. Fig havde længe gået med planer om at han ville skaffe sig et forråd af mad, så han kunne grave sig ned i sin helt nye hule og gå i vinterhi indtil foråret, meldte sig.

Troldene havde bevæget sig langt væk fra deres sædvanlige omgivelser kunne man se. Der var mange tegn på trolde, hvis man kendte dem. Halepels i de nu tømte bærbuske. Tunge fodspor i den nu forstenede mudder og lugten af trold der herskede. Fig måtte bruge sin fantastiske lugtesans, for at se om han kunne finde noget sødt og sukkerholdigt. Eller måske noget mættende og fedtindholdigt, som for eksempel fra kastanjer og andre nødder? Hans næse førte ham på nye veje, der ellers ikke var troldevenlige. Der hvor han var lige nu var for tæt på feerne, som var små pestilenser der omsværmede og generede ham og hans venner, hvis de kom for tæt på træerne med de bittesmå lygter. Fig vidste slet ikke at det var fordi de ville beskytte deres hjem, Alfelunden. Han var overbevist om at de var onde små væsner.

Hans lugtesans førte ham heldigvis ikke direkte ind i lunden, men udenom. Han ænsede de smukkeste, glimtende krystaltræer, helt uden at værdsætte deres sjældenhed. Her i Amazonitskovene var alt jo vidunderligt og spændende. Men træer havde han set før.

Henne ved et nyligt væltet træ, der havde lagt sig i et tæt krat kunne Fig pludselig spotte, hvor den himmelske duft var kommet fra. Lige under det væltede træ var der lækre svampe der tittede frem på mosset. Han skyndte sig hen og tog hvad han kunne og stoppede noget af det i munden og noget ned i bukserne til senere. Han tyggede ikke færdigt, før han med en gren stak under træstammen for at løsne den så han kunne få fat i det sidste, der var mast under træet. Hans teknik var effektiv. Ja, for Fig var smart! Med den ene hånd tog han for sig af godterne, mens den anden hånd holdt træet tilbage.

Så snart han havde taget alt hvad han overhoved kunne bære, gav han slip på træet. Det rykkede sig ikke tilbage hvor det før havde været, med trillede længere end før, så Fig måtte træde væk.

Men da han forsøgte at træde væk væltede han bagom. Hans hale havde sat sig fast og var nu mast under træet. Med munden fuld af mad udbrød han et chokeret ”Av!” på troldsk. Han forsøgte at trække sin hale til sig, men træet rokkede ikke. Han forsøgte at rulle det tilbage med hele sin kropsstyrke, men det var for stejlt nu, og Fig havde ikke den slags kræfter. Der var et øjeblik hvor han gik i panik, og så kom der et øjeblik med intens gravning for at komme fri, men jorden her var krystalliseret. Før Fig vidste af det var det allerede blevet mørkt, og disse natlige lyde var anderledes end dem han kendte fra troldeskovene. Han overvejede om han skulle kalde efter hjælp, men det var ikke naturligt for ham. Han var jo så sky overfor alle andre end trolde!

Hans store brune øjne forsøgte at fokusere på skikkelsen for at se, om personen nu også var en trold. Og om det mon var nogen han kendte. De hvide tænder var nok til at få ham til at trække sig hurtigt tilbage til sit skjul igen, men synet af de glinsende, hvide hugtænder og det der havde lignet et sæt sulte, røde øjne blev hængende for hans indre blik, også selvom Fig pressede øjnene lukkede.

”D-du er jo ikke trold,” Det var sjældent man overhoved hørte Fig tale. Selv med andre trolde, der talte hans sprog. Hans stemme var lige så ynkelig som han så ud. Den var lys og gjorde det svært for alle at vurdere om han overhoved var han eller hun. Han vidste ikke hvad han ville opnå med sin tale, men i ventetiden var der måske en lillebitte chance for at rovdyret ville forbarme sig over ham. At blive spist tog tilsyneladende lang tid, og det var helt smertefuldt at ligge sådan krybet sammen på den krystalliserede jord.

”Jeg har noget m…” Han kunne ikke sige ordet uden at stamme. Han forsøgte at bruge sine kræfter på at række hånden ned i sin bluse og fiske nogle af godterne op, som han ellers lige havde fundet, inden han blev mast under det væltede træ. Han rakte den hvide padehat frem så hun kunne se at han forsøgte at forhandle med mad. Dog vegetarisk, men Fig syntes selv at det var et godt fund og var egentlig ked at skulle af med den.

Fig lugtede ikke syg, for han var skam helt rask. Blot udmattet af at have kæmpet sådan for at finde føde, og nu sidde fastklemt under en stamme. Hvorfor han var så lille og fin i det, i forhold til skovens andre trolde, kunne vel kun forklares ved at hans store mørkpelsede mor og store mørkpelsede far havde passet ekstra godt på ham? Fig var ikke i tvivl om at han var en trold. Men hende han stod overfor lod ikke til at kunne kende ham som trold?

Hvad mon hun var? Hun var pelset som dem. Hun var høj… men hun lugtede af ræv, og hendes ansigt var langt og havde skarpe tænder. Han gispede og krøb så vidt muligt mere tilbage, da kæben smækkede i som en bjørnefælde! “Å-Åh nej!” Hvinede han. Han tabte svampen i sin hånd og var for bange til at forsøge at fiske den op igen. Han havde virkelig glædet sig til at spise… og som enhver anden trold var han grisk og overbeskyttende overfor sin mad, men han kunne ikke forspilde et eneste sekund på at forsøge at samle den op og lægge den tilbage i bukserne. Hun ville sikkert angribe, hvis han forsøgte at gøre noget…! 

Hvilken farve eller smag trolde havde, vidste Fig virkelig ikke noget om. Men ud fra den måde hun kiggede på ham, lød det som om at de var… Han sank nervøst sammen igen ved tanken… søde og røde. “Vær s-sød ikke at s-spise mig. Jeg vil så gerne leve,” Figs øjne løb i vand. Han havde mad derhjemme han plejede at kunne forhandle med. Men selvom trolde også spiste kød, var det faktisk ikke noget Fig fik særligt meget af. Han var alt for kærlig et væsen til det, trods han ofte fremstod agressiv overfor mennesker.

Denne gang, da Zanza drillede ham igen, ville Fig skrige, men hans stemme knækkede over i en halvkvalt lyd, der allerbedst kunne beskrives som ynkelig og hjælpeløs. Han var sikker på at han skulle dø snart, men lige nu levede han da. Pelsen omkring øjnene var våde og Fig hulkede og snøftede.
 
Han forsøgte at tænke over hvad han overhoved havde at tilbyde væsnet i bytte for sit liv. Han levede et minimalistisk liv, og ejede ikke meget. Men han havde da mad derhjemme. Men det var jo ikke rødt eller sødt kød. Tværtimod planter og bær, og andre lignende gode ting, som han holdt opbevaret. Han havde sit tøj og sin hule… Sin troldefamilie.
 
”…M…” Fig var ikke helt ovre chokket fra før, men han blev nødt til at tale, for at overleve ”Mit hjem. Du må få mit hjem…” Det smertede ham at sige det. Han havde lige bygget et pragteksemplar af en hule, der var solid og holdt ham varm. Han havde glædet sig til at ligge i bladebunken i bunden af hulen og snorke vinteren igennem, og først komme ud igen, når blomsterne sprang ud. Mon en som Zanza overhoved ville kunne værdsætte hans hjem lige så højt? Hun var jo så lang, men tynd, så hun ville nok ikke kunne stå oprejst dernede, men hun ville sagtens kunne søge ly for regnen. Men… hvor skulle Fig så bo denne vinter.
 
”H-hvad er det da vil du have…?” Turde han lige akkurat spørge hende. Han var næsten klar til, modvilligt, at give hende alt hvad han, en menig lille trold kunne skaffe hende, hvis bare han fik lov til at beholde sit skrøbelige, men meget værdifulde liv.