Krystallandet
TheEvilQueen 23.06.2022 15:57
TID: 13:27STED: Diamantstræde, Øvre by, Dianthos
OUTFIT: Smuk mørkeblå kjole med dyb udskæring dekoreret med sølvtråde, brune læderstøvler og lyseblå kappe.
__________________________________________________
Polaris var sjældent rigtig ude i byen. Men når hun endelig var, så var hun oftest på Diamantstræde, hvor hun vidste at byvagterne holdt mere øje. At tingene på netop den gade var bedre end på markedspladsen var en bi-ting. Også selvom hun da bestemt fortjente de bedste ting, og bestemt også havde pengene til dem. Hun var trods alt semi-kendt på teateret efterhånden, hvis man spurgte andre, og en stor stjerne der, hvis man spurgte Polaris selv! Hun var faktisk den bedste skuespiller på hele teateret, og forventede at blive behandlet med den respekt, som hun selv mente hun fortjente. For hun fortjente det bedste, og intet mindre!
Med et lydløst suk så hun udover Diamantstræde, fra den ene ende til den anden. Der var mange forskellige ting i boderne. Men kun de fineste og mest udsøgte ting. Chancen for at blive bestjålet her var mindre end på Markedspladsen. Eller det havde Polaris i hvert fald konkluderet, for at føle sig mere tryg ved at bevæge sig rundt blandt de mange fremmede væsner. Hun var måske i virkeligheden et meget angst væsen. For hun var altid bange for at blive kidnappet eller forulempet, så der var måske tre steder i hele Dianthos, hvor hun følte sig tryg alene: Her, på teateret og i hendes egen bolig.
Som hun gik ned af Diamantstræde, drejede hun hovedet mod hver uventet lyd, og forsøgte at beskytte sig selv. Også selvom hun vidste, at ingen her på markedet ville hende ondt, så havde hun svært ved at overbevise sin logiske sans om netop dette. Det var så godt som umuligt, hvorfor Polaris gik rundt i en mere eller mindre konstant angsttilstand. Lige med undtagelse af inde i sin aflåste bolig (med en vagthund lænket i haven), og så på teateret. På teateret følte hun sig fri. Hun levede og åndede for det. Det var der hun rigtig kom til live, og hvor hun levede hele sit liv. Fra scenen til hendes private (mere eller mindre) baglokale hvor hun sminkede sig og klædte sig på i de rette kostumer.
Men pludselig gjaldede lyden af hestehove gennem Diamantstræde, og Polaris skyndte sig ind til siden med hjertet siddende helt oppe i halsen. Det hamrede hårdt, som hun forsøgte at komme af vejen, og ikke blive løbet ind i af en stor hest. Det ville hun næppe overleve med den lave kropsvægt hun havde. Stjerneædere var trods alt rimelig skrøbelige, og ikke specielt stærke væsener.
Med et lydløst suk så hun udover Diamantstræde, fra den ene ende til den anden. Der var mange forskellige ting i boderne. Men kun de fineste og mest udsøgte ting. Chancen for at blive bestjålet her var mindre end på Markedspladsen. Eller det havde Polaris i hvert fald konkluderet, for at føle sig mere tryg ved at bevæge sig rundt blandt de mange fremmede væsner. Hun var måske i virkeligheden et meget angst væsen. For hun var altid bange for at blive kidnappet eller forulempet, så der var måske tre steder i hele Dianthos, hvor hun følte sig tryg alene: Her, på teateret og i hendes egen bolig.
Som hun gik ned af Diamantstræde, drejede hun hovedet mod hver uventet lyd, og forsøgte at beskytte sig selv. Også selvom hun vidste, at ingen her på markedet ville hende ondt, så havde hun svært ved at overbevise sin logiske sans om netop dette. Det var så godt som umuligt, hvorfor Polaris gik rundt i en mere eller mindre konstant angsttilstand. Lige med undtagelse af inde i sin aflåste bolig (med en vagthund lænket i haven), og så på teateret. På teateret følte hun sig fri. Hun levede og åndede for det. Det var der hun rigtig kom til live, og hvor hun levede hele sit liv. Fra scenen til hendes private (mere eller mindre) baglokale hvor hun sminkede sig og klædte sig på i de rette kostumer.
Men pludselig gjaldede lyden af hestehove gennem Diamantstræde, og Polaris skyndte sig ind til siden med hjertet siddende helt oppe i halsen. Det hamrede hårdt, som hun forsøgte at komme af vejen, og ikke blive løbet ind i af en stor hest. Det ville hun næppe overleve med den lave kropsvægt hun havde. Stjerneædere var trods alt rimelig skrøbelige, og ikke specielt stærke væsener.
