Ingvild havde forvildet sig ned i Undergrunden, fordi hun savnede udfordring i kamp der hvor det var 'lovligt' at kæmpe. Hun var træt af at kæmpe i Jernkredsen, fordi folk var elendige til nævekamp i det her område. Nej, hun ville have en udfordring. En som var værd at kæmpe mod. En som kunne slå fra sig. Sådan rigtigt! Det der plattenslageri, som foregik i Jernkredsen var så godt som ligegyldigt. Der var hun jo alligevel den forsvarende mester, og ingen kunne slå hende i nævekamp. De kunne bare komme an, kunne de! Det gjorde de da sådan set også, men ingen af dem var dygtige nok. Folk kæmpede for meget med sværd i det her land, hvis hun selv skulle sige det.

Så nu gik hun gennem Undergrunden. Der var ildelugtende, koldt og klamt hernede, men hun var ikke ligefrem for fin til det. Hun havde levet mere uhumsk end det her sted. Desuden var hun ikke kræsen, hun havde bare en lugtesans. Det var jo ikke ligefrem ulovligt.

Hun var iklædt sit sædvanlige kamptøj: wrap-around-top, løse sorte bukser, som gik til lidt under knæet, lædersko (som skulle af, når hun skulle kæmpe), hænderne i støttebandager og håret sat op i en høj hestehale. Hun var helt bestemt klar til kamp, de andre kunne bare komme an! For hun havde ikke tænkt sig at blive slået. Ikke engang selvom de beskidte tricks var velkomne hernede. De var de et eller andet sted også i Jernkredsen, men det var sjældnere at det skete.

Endelig kom hun frem til arenaen. Det var en simpel kamparena med træhegn og sand som bund. Intet ringe sted at kæmpe, skulle hun være ærlig. Sand var rarere mod hendes bare fødder end brosten trods alt. Så hun smed skoene i kanten af arenaen, og slog næverne sammen.

"Hvem vil kæmpeeeeee?" råbte hun så højt hun kunne, så hun fik alles opmærksomhed.

Ingvild stod inde i arenaen, da en mand tilkaldte sig hendes opmærksomhed. Han begyndte at fable om adgangsgebyr, da en høj, rødhåret mand trådte ind, og fortalte ham, at han 'dækkede hende'. Hvad end det så betød. For hun var jo trods alt ikke vant til at kæmpe hernede, så hun vidste intet om, hvordan det fungerede. Men alligevel fandt hun sig selv nikke til ham, og løftede sine hænder, klar til kamp.

Hænderne var dækket af bandager, for at tage de værste stød. Hun vidste godt, hvor galt det kunne gå i en kamp, men var klar til at løbe risikoen. Hendes hænder var lange og slanke, næsten feminine, men de var dækket af ar og hård hud. En rigtig nævekæmpers hænder. Og var hun klar? Helt bestemt!

"Jeg er ikke som andre kvinder," forsvarede hun sig med, og bevægede sig langs arenaens barriere, hele tiden med øjnene på den rødhårede mand. Der lagde hun også mærke til, at han havde en hale. Det ville være en stor fordel for ham at have en ekstra hånd at kæmpe med, men hun skulle nok vinde alligevel.

"Jeg ønsker intet mindre end din fulde kraft," svarede hun ham, og smilede skævt, "Og jeg vil give lige så godt igen, som jeg får."

Det var tydeligt, at kampen ville starte snart. Hun bevægede sig rundt, adræt som en anden jaguar med lange og smidige bevægelser. Det var tydeligt, at hun var vant til at kæmpe. At hun ikke var nogen nybegynder, men det ville denne fremmede kæmper snart sande. Så smed hun sine sko udenfor arenaen, og håbede bare, at de stadigvæk var der, når hun forlod ringen som sejrherre, eller ja frue. Hun duede ikke til at kæmpe med sko på, og vrikkede med sine tæer mod sandet. Hun stod ret godt fast på underlaget under sig.

Endelig kaldte en mand kampen for startet, og hun begyndte at bevæge sig rundt om sin modstander. Hun trak vejret i rappe stod, men alligevel på en forbavsende rolig måde. Det var tydeligt, at hun var klar til kamp. Under sig kunne hun mærke sandet mellem tæerne, som hun sprang frem mod ham med højre næve sigtende mod sin modstanders højre kæbeside. Hun smilede stort, og bevægede sig hurtigere end de fleste kunne. Forhåbentlig ville hun ramme.