Det var med tøvende skridt, at Seth havde bevæget sig ind i den store hovedstad. Omkranset af høje murer og med et væld af væsner tii højre og væsner.... hovedstaden var et fantastisk imponerende syn! Særligt for en som ikke havde været omkring sådan noget... længe. 
Men grænsen imellem hvad der var imponerende, og hvad der var intimiderende... den var tynd, for den mørkhudede elver, som lige nu næsten krøb ind imod væggen for ikke at gå midt i det hele. 

Seth gøs. De mørke fingre knyttede sig ind imod de slidte bandager - pillede ved de optrevlede kanter af den mørke kappe og gled over underarmens bevoksning af lysegrøn og mørkegrøn, da han krydsede de tynde arme over brystet. Men skridtene blev stadigvæk taget videre ind. Ind forbi porten, ind imellem gaderne og nu... ind her. 
Det var ikke som om at han ikke kunne mærke deres blikke. Han var ikke.... naiv. Den slidte skikkelse tiltrak sig ikke megen opmærksomhed, førhen at man selvfølgelig fik skævet under skyggen, og konstateret at huden nok måtte afspejle sindet. Men indtil videre, havde han undgået de store tilråb, bemærkninger eller sammenstød. 
Indtil videre, var det... okay. Ikke godt, men okay. 

Ikke at han kunne finde rundt herinde. Larmen, mylderet af mennesker, de mange lugte - alt sammen noget der rev i hans højnede sanser, og gjorde det endnu mere forvirrende at være her. Han måtte... spørge om vej, og så ville han kunne komme videre. Ind og lede efter helbrederhuset - ind og finde nogle, som kunne tage et kig på de planter der hærgede hans krop. 
Ind og spørge om... hjælp. 
Mørkelveren betragtede de mange mennesker under skyggen af hans hætte, inden at han endelig samlede mod, og tøvende rakte ud efter en af de forbipasserende væsner her tæt på murstensvæggen. "Undskyld mig...?"

Det var ikke længe siden, mørkelverne var blevet budt velkommen tilbage i Dianthos. Ikke meget havde ændret sig, dog; folk havde stadig fordomme mod dem, og for Alicia var de stadig et sjældent syn. De holdt sig oftest for sig selv og gjorde alt for ikke at gøre opmærksomme på sig selv i gadebilledet. Det var lidt ærgerligt i hendes øjne, men hun kunne egentlig godt forstå dem. Det var aldrig rart at blive mødt med mistillid og fjendskab. Det var dog en ting, hun selv forsøgte at undgå, og hun gjorde sit bedste for at vise mere åbenhed mod racen. Bare fordi man havde et råddent æble i kurven, betød det jo ikke, at alle var fordærvede.

I dagens anledning var der egentlig ikke noget, der afslørede, at den rødhårede kvinde tilhørte Lyset, bortset fra amuletten om hendes hals; den vinrøde skjorte, brune vest og mørkebrune bukser var ret neutrale. Det eneste der vidnede om, at hun var i stand til at slås var sværdet med de beskyttende hvirvler af metal, der omkredsede håndtaget, ved hendes side. Ud over dette bar hun en tyk, mørkerød uldkappe i kulden, men det røde hår flagrede stadig løst i den milde brise.

Midt i sin gang, mærkede Alicia en hånd og hørte en stemme, der fik hende til at stoppe op og kaste blikket mod en hætteklædt mand. De orange øjne spærrede sig en smule op i nysgerrighed over dette syn.
"Ja? Kan jeg hjælpe Dem med noget?" spurgte hun i en venlig tone. Mandens hage var tydeligt mørk, så hun gættede sig løst til racen, men hun havde stadig besluttet sig for, at hun ikke ville dømme nogen på forhånd, og det var stadig hendes pligt at hjælpe alle borgere i byen efter bedste evne.

Det var først, da manden rankede sig lidt op, at Alicia opdagede, at han var ca. et hoved højere end hende, hvilket fik hende til at hæve blikket op mod ham. Under hætten fangede hun et glimt af grønt, hvilket hun gik ud fra, var mandens øjne. Det blev også nemmere at se, at hun havde haft ret i sin formodning om racen, hvilket - oveni hans ord - fik hendes smil til at vokse en smule. Hun kunne dog aldeles ikke bebrejde ham for at holde lidt lav profil. Folk var stadig... skeptiske, for at sige det pænt, overfor mørkelvere. Det var dog ikke Alicias egen tilgang til det, og hun forsøgte at vise det.

"De er desværre gået lidt forkert, De er i den forkerte bydel. Hvis De går..." begyndte hun og skulle til at pege ham i den rigtige retning, da hun fik drejet hovedet og set mylderet af mennesker.
"Eeh, ved De hvad, hvis De ikke har noget imod det, er det måske nemmere, at jeg følger Dem derhen? Jeg forstår godt, hvis De afviser min hjælp, men De risikerer at fare vild igen, hvis jeg blot giver Dem anvisninger" forklarede hun ærligt, som blikket igen blev vendt mod manden, og der var nærmest noget... undskyldende over det blik, hun sendte ham. Nærmest som om, hun følte sig lidt til besvær. Det var dog udelukkende ment som et tilbud, og hun håbede at tonelejet i stemmen talte sit tydelige sprog om, at hun ikke ville blive fornærmet, hvis han afslog.