Pust. Pust. Pust! Runa trak vejret tungt, som hun løb gennem skoven i et forsøg på at slippe væk fra dem, som havde taget hende til fange. Nu var hun endelig sluppet ud af deres greb, men de fulgte stadigvæk efter hende, og hun ønskede bare at komme væk! Så hun løb og løb, og forsøgte at lægge så meget afstand mellem dem som muligt.

Det var to lavklasse dæmon mænd og deres sporhunde, som jagtede hende lige nu. De havde god fart på samt magiske evner, og hvis de stod ansigt til ansigt, så ville hun ikke kunne klare sig imod dem. Hun havde kun forbandelsen, som måske kunne hjælpe hende lidt, men den gjorde ondt at bruge OG hun kunne ikke styre den, så hun ville helst undgå det.

Hun trak vejret hurtigt, som hun på bare tæer sprang over stok og sten gennem skoven i retning af Dianthos, selvom hun ikke vidste selv hvor hun var på vej hen. Hele hendes krop rystede af anstrengelse, men ikke tale om (!), at hun skulle være slave igen. Hun nægtede!

Hun var kun sluppet fra dem, fordi de havde været uopmærksomme, fordi kæderne havde holdt hende. Men kæderne havde et svagt punkt, som hun havde udnyttet det sekund de kiggede den anden vej. Og sådan var hun sluppet væk.

I høj fart løb og løb hun, men hun kunne høre hundene gø et par meter bag hende. De kunne selvfølgelig lugte hende, de helvedeshunde, og hun kunne intet gøre. Måske hun skulle gemme sig? Nej, så ville de jo først finde hende! Men hvad skulle hun så gøre? Andet end at løbe altså? Hun kunne jo ikke løbe for evigt. Så udholdende var hun altså heller ikke...

Runa løb og løb. Hundene var lige bag hende nu. De bæster og deres herrer halede ind på hende, og hun kunne intet gøre. Nej, hun kunne simpelthen ikke løbe hurtigt nok! Ved Zaladin da også! Bandede hun indvendigt, men fortsatte med at løbe.

Så hun løb og pludselig fløj hun. Stærke arme greb hende om maven, og hun mærkede vindmodstanden fra væsnets vinger som baskede kraftigt, som den bragte hende op i luften. Det fik hende til at skrige, selvom hun nok var taknemmelig for at blive reddet. Hun var bare ikke særlig vild med højder, skulle hun være helt ærlig.

Heldigvis var hun så udmattet, at hendes evne nægtede at aktivere sig på trods af chokket. De svævede gennem luften, væk fra hendes fangetagere, og da hun kiggede til siden, lagde hun mærke til, at han havde et kid i den anden arm. Ville dette væsen spise hende? Var det det der var ved at ske? Den havde trods alt allerede fanget et kid. Lort...

"D-du vil ikke æde mig vil du? For jeg kan forsikre dig om, at jeg ikke smager godt!" stammede hun usikkert, men klamrede sig til armen om sit liv, for ikke at falde ned. Hun kunne ikke se hans ansigt fra den her vinkel.

Runa hørte mændene under dem bande og råbe, men væsnet som havde fat i hende fløj hurtigt og de kom let højt op også. Så højt op at almindelige menneskemænd ikke ville kunne nå dem. Nok havde de magiske evner, men de kunne altså ikke hamle op med et væsen som dette, som så tydeligt var skabt til at flyve højt og hurtigt.

"Hj-jælpe mig? Eh... tak?" kom det usikkert fra hende, som hun endnu klamrede sig til armen om sit liv.

Hun var ikke helt sikker på, at hun stolede på hvad han sagde, men så højt oppe i luften kunne hun ikke andet end at håbe, at han ville sætte hende ned på et tidspunkt. For fra denne højde kunne hun altså ikke stikke af. Hun var trods alt ikke i stand til at flyve.

Men endelig kom de tilbage til jorden, og hun blev sat ned. Hun så bagud for at se, om hun kunne se sine tilfangetagere, men de var så langt væk, at hun ikke engang kunne høre dem. Desuden ville det have været umuligt for dem at følge efter hende og denne bevingede mand. Hun så til, mens han gav kidet grimen på, og stod lidt uroligt på sine ben. Skulle hun løbe eller skulle hun blive? Hun nåede dog ikke ret langt i de tanker, før han snakkede til hende.

"Yeah, y-yeah. Jeg er okay. Der var bare... l-langt ned," stammede hun usikkert, og lagde armene rundt om sin mave, fordi den gjorde ondt. Hun havde en følelse af at skulle kaste op, så hun holdt afstand mellem sig selv og denne mand.

Umiddelbart vidste hun ikke så meget om andre væsner end mennesker, elvere og dæmoner, men hun kunne godt se, at denne mand havde dæmoniske træk. Så hvorfor havde han også vinger? Det plejede dæmoner da ikke at have. Hun forstod ingenting.

"Hv-vad er du for en?" fandt hun så sig selv spørge, stadigvæk med armene beskyttende om sin mave.

Runa lagde hovedet let på skrå. En engel? Hvad var det dog for et væsen? Hun vidste generelt ikke ret meget om verden, og havde ingen guder, som hun troede på, så det var måske ikke så underligt, at hun aldrig havde hørt om engle før.

"Engel? Er det et godt eller et ondt væsen?" fandt hun sig selv spørge, uden rigtig at tænke ret meget over det. Hun vidste ikke, hvorfor hun spurgte, for hvilket væsen ville ærligt sige, at det ikke var ondt? Det gav ingen mening for hende at spørge, men alligevel gjorde hun det.

"De ville fange mig. Gøre mig til slave," svarede hun med et trist udtryk i øjnene, og intet smil. Det var trods alt sandheden, "Jeg kunne aldrig finde på at stjæle noget fra nogen," tilføjede hun så, og holdt sig stadigvæk om maven. Hun brød sig ikke om at være hvor hun var lige nu, men det var bestemt mere sikkert, end da hun blev jagtet af de mænd der.

"Jeg er okay," gentog hun blot, og mærkede kvalmen i halsen. Men hun sagde ikke mere, stod bare og holdt om sig selv.

Runa skævede til de smukke vinger, som han havde på ryggen. Hun syntes de var flotte, måske ligefrem smukke, og lignede meget en fugls. Og Runa kunne altså godt lide fugle. Hun var faktisk svært glad for dem. Hun fandt dem meget smukke og vidunderlige, og ville gerne se alle de fugle hun kunne få lov til at se. Ja, hun var vild med fjerede vingerne og de stolte næb. Egentlig ville hun gerne have en jagtfalk, så hun kunne fange sin egen mad.

"Så du er en god engel," svarede hun konstaterende, fordi hun var lidt bange for, at han ikke var en god engel. Også selvom han lige havde sagt, at han selv mente han var god. Det var sådan set godt nok til hende - mente hun da.

"Jeg brød mig i hvert fald ikke om at være slave sidst," sagde hun med et trist lys i de brune øjne, og mundvigende vendende ned ad. Hun huskede tydeligt sit liv som slave, ad flere omgange. Det var trods alt ikke kun en gang hun var blevet fanget og solgt. Det var op imod 23 gange gennem hendes levetid. Men hun var altid sluppet væk, fordi hendes forbandelse var brudt ud, og havde givet hende en vej ud på trods af smerterne.

"Min hud er mørk. Jeg kan ikke blive bleg," påstod hun stædigt, og holdt sig stadigvæk om maven. Men hun lod ham røre hendes pande, selvom hun var ret sikker på, at hun ikke havde feber. Der hvor hun holdt var der et lille sår fra en pil under. Men hun havde knækket pilen så tæt mod huden som muligt, og holdt nu hånden mod såret, så det ikke blev vist til englen.

Alligevel begyndte blodet at sive fra mellem hendes fingerspidser, og hun gispede forskrækket i smerte, hvorefter hun faldt på knæ.

Runa kendte ikke til ret mange gængse udtryk. Hun vidste ikke ret meget om verden, og havde aldrig været omgivet af lærde, som talte i et sprog, som var anderledes end det lavlandssprog, som hun selv talte. Den forsimplede udgave af Krystaliansk. Det var samme sprog, ja, men der var forskel på hvor avancerede ord folk brugte. Og Runas sprog var bestemt ikke avanceret.

"Så lad mig dog bløde i fred," mukkede hun irriteret, men lod sig alligevel løfte, for ja, hvis han absolut ville, så skulle han vel have lov. Så længe hun ikke behøvede at være slave.

Desuden gjorde dette pileskud ikke særlig ondt. Ikke hvis man sammenlignede det med, når hendes forbandelse vågnede. Det gjorde pænt meget mere niller naller. Hun rullede øjne af ham, som hun kom op i luften igen, da han foldede sine vinger ud. Men hun klamrede sig til ham, bange for at falde ned. For hun var noget så højdeskræk!

"Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at være i fred?" mukkede hun i en hvisken, som han næppe kunne høre. Ikke fordi hun ikke var taknemmelig over, at han havde reddet hende fra de idioter, som ville have solgt hende som slave. For det var hun. Hun ville bare gerne have lov til at gå for sig selv nu. Og hvad så hvis hun blødte? Det døde man jo ikke af! - mente hun da.