Det store brød af en ung fyr kom gående blandt alle piraterne. Han var lige glad med dem han trængte til noget at spise og noget at drikke. Hvad var bedre end en pirat by fyldt med sørøvere der kunne lide at lave ballade? Intet hvis du spurgte Ompries. Han var faktisk på vej sydpå men noget havde stoppet ham i fritshavn lugten af mad og tørret kød til rejsen! Han skulle have nok at spise, og det han ikke kunne betale det tog han bare. Hvis han overhovedet gad og betale for andet end mjød og øl?

Sjældent havde man set en stor fyr komme gående i pirat byen men han var lige glad, det var længe siden han havde været her, og intet havde forandret sig det mindste. Der var nok pirater til at de kunne ligge på lur men han var lige glad, iålige endtil en pirat gik ind i ham. “Se dig for din idiot!” Vrissede han og tog fat i kraven på piraten inden han skubbede ham væk for at bevæge sig videre mod den nærmeste kro.

Aftenens olie var brændt af en del allerede, men Moiran havde en sen aftenlevering til kroen i Fristavn, og han havde fået besked af sin slagtermester om at levere godset selv hvis klokken blev over midnat. Han havde arbejdet det meste af dagen, og havde endda glemt at fjerne sit slagterforklæde af læder og plettet af blod fra dagens strabadser ved slagtebænken. Han havde netop parkeret den store trækvogn udenfor kroens hoveddør og var begyndt at læsse sækkene af. En flok søfolk kom stampende ud forbi ham og han nåede at få skubbet døren op inden den gik i mens han slæbte de to store sække røgede "skinker" og "oksepølser" ind over dørtrinnet, i samme åndedrag næsten som en stor mand kom gående med retning mod døren. Moiran sukkede og vidste at han måtte opføre sig ordentligt i offentligheden så han stod og holdt døren lidt mens han fæstnede sit greb mere om sækkenes top og fjernede sig da manden var kommet ind over dørtrinnet, dog uden at sige noget. Han begav sig op til disken hvor han langede sækkene over disken og blev kvitteret af den gnavne bartender med en lunken øl som tak, til trods for den sene aflevering. Han vendte sig ved bardisken og så sig rundt i den lumre, tilrøgede krostue. Det var ikke det værste sted i byen, hvilket også var derfor slagtermesteren stadig handlede med det. Der var rå latter og lyden af krus der blev slået mod hinanden i en skål mens tobaksdunsten sejlede igennem rummet blandet med duften af humle og malt. Han tog en slurk af sit krus og så over kanten imod manden der var kommet ind efter ham i kroen. Stor og ret hærdet at se på, men ikke i samme klasse som ham selv.

For en gangs skyld var der en venlig sjæl i fritshavn.. han hadede venlige sjæle, han kunne sagtens klare sig selv hvis det kom til stykket! Han var stor nok til at ville kunne klare en hver mand. Men hvem han havde fået dette udseende fra vidste han ikke, eftersom han ikke kunne huske sin far Samson, eller hans mor havde han aldrig kendt. Så i hans billed var der ingen forældre han kunne relatere til så det gik vel lige op.

Han bevægede sig ind på krostuen og duften af mad og tobaksrøg kom imod ham, det var en herlig duft. Nu skulle han bare have noget mad til sit store korpus! Han vejede jo godt til og jo mere han kiggede på folk jo mere opstemt blev han efter mad og en dame! Men en mand kunne også gøre det! Bare for en gangs skyld for det skulle vel være den første, men først MAD!

Han bevægede sig op til baren smed nogle jader på baren og forlangte kød og mad samt noget at drikke. Han kiggede lidt på fyren der havde lukket ham ind som om han ikke havde andet at kigge p. “Hvad glor du på?” Spurgte han vrissent og nedstirrede den unge mand med blod på tøjet

De tunge fodtrin fra manden rumlede igennem krostuen. Moiran stod stille og forholdt sig roligt mens han betragtede ham komme nærmere. Hans kommentar var en klassisk udveksling i byen. Var han indfødt? Det kunne måske være. Moiran havde ikke set ham før dog. Han lod en tungespids fugte sine læber for at smage ekstra på øllen, der trods alt var på husets regning. Han kunne dog ikke lade være med at smile lidt af ham. Den bryske fremtoning, den rå, maskuline tilstedeværelse i rummet. Moiran bed sig lidt i læben og lod blikket glide lidt over ham. Musklerne lod til at have en udsøgt struktur. Perfekte bøffer, måske med en gnist timian og hvidløg og en roe-salat.
"Jeg har ikke set dig før her," påpegede han blot. "Og jeg handler her ofte," han nikkede over disken til bartenderen der havde sendt mandens bud om kød videre til køkkenet i baglokalet. De kunne jo passende tage hans nye forsyninger og servere for manden. Han strøg en knortet hånd igennem håret inden han atter tog om kruset med øl og tog en lang slurk.

Endelig et ordentligt stykke at drikke, og ikke bare vand! Nej øl og mjød skulle der til hvilket der også kom på bardisken. Han tog en tår af sin øl med et smæld af veltilfredshed med læberne. Øllens skum sad i hans overlæbe som ah. Hurtigt tørre af med håndryggen. “Skal man nu være her ofte for at få lov til at være her?” Kom det fra ahm og fnyste en enkelt gang. Havde de aldrig set fremmede i byen ud over deres egne pirater?! “Men nej du har ret, jeg er bare på gennemrejse heldigvis da!” Mumlede han efterfølgende nålen højt nok til at Moiran ville kunne høre det. Ingen skulle bestemme over ham på nogen måde, og ingen skulle bestemme hvad han havde at gøre her! For den sags skyld kunne denne… knægt skride af helvedes til med sit blodig tøj. Magen til frækhed skulle man lede længe efter.

Moiran smilede fornøjet over mandens tydelige irritation. Det morede ham at se ham lidt utilpas, men alligevel også sikker i sin sag. Det var sjældent man stødte på mænd som ham. Han gled sin tunge over fortænderne med et sug og satte kruset fra sig inden han vendte sig mod bartenderen,
"Tp brændevin, tak," bad han. "En til mig, og en til den rejsende... undskyld hvad var navnet?" spurgte han og vendte sig atter imod manden, denne gang langt mere imødekommende. Han havde trods alt lært af sin slagtermester hvordan man skule begå sig hvis man ville have sin vilje, og vilje ville han have. Den lunkne øl var kun starten på hans egen fyraften, og han kunne allerede mærke den summe blidt i kroppen og blødgøre ham. Det var en fornøjelighed at sidde her i den tilrøgede krostue og lege lidt med ilden. Hvad end det endte med var han ligeglad med. Han kunne mærke han havde energi i kroppen til hvad som helst denne aften, efter en lang arbejdsdag, og butikken var heldigvis lukket dagen efter, så han havde ingen til at stoppe ham. Han sendte manden et varmt blik og smil mens deres brændevin blev serveret.

Endelig et ordentligt menneske der vidste hvordan en rejsende skulle behandles. Brændevin! Så var den sku hjemme! Det var lige før et menneskeligt smil kom frem på hans læber, i stedet blev det koldt og kynisk. “Du ved hvordan en rejsende skal behandles, jeg kan rent faktisk lide det” sagde han en smule mere roligt samen stadig med en isende stemme. Det var lige før han var utålmodig med at få noget mere alkohol i kroppen! Men da der blev spurgt om hans navn tævede han. Det var måske det rigtige sted at give sit navn, men det var sjældent han sagde det højt til fremmede. Dog var det en pirat by og alle her var mere eller mindre eftersøgt af riget. “Ompries Oceans” svarede han efter noget tid og vurderede manden og hans tankegang. De klare lysblå øjne gled op og ned af fyren blot for affinde ud af hvad han ville gøre med navnet. “Og deres?” Spurgte han og kiggede på brændevinen der blev hældt op i glas. Kunne det ikke gå lidt stærkere, og hvad skete der egnetlig med hans mad!? Han stod jo og sultede!

Moiran havde en klar fornemmelse af hvordan manden skulle behandles. Noget i ham sagde ham, at hans grådighed grænsede til den samme som hans slagtermester Mortan'Zen. Masser af de gode sager i livet og så kunne han ellers være lykkelig. Han skævede lidt til ham som han greb om brændevinsglasset og hævede det til skål.
"Moiran, slagterdrengen i byen, derfor jeg er her på vegne af min mester," han nikkede mod sækkene der var ved at blive tømt og man kunne høre fra køkkenet at der allerede var blevet disket op over ilden med hvad der havde været i sækken. Der gik ikke længe før et fad med dampende bøffer og tykke pølser blev serveret for Ompries. Moiran så til mens han forestillede sig hvordan kødet ville smage. Det var kun i ny og næ han selv tog for sig af retterne, men han sørgede altid for at det var det bedste kød han gemte til sig selv og til sin mester af og til, for at tilfredsstille hans krav, når det ikke var de natlige besøg det stod på.
"Vi sørger altid for vores kunder har det bedste af det bedste," tilføjede han med et kækt smil til manden.

Slagter dreng? Ja så havde han set det med, og så var der også forklaring på hvorfor der var blod på forklædet knægten havde på. Men hvor gammel var knægten så? 26? 20? Hvem vidste og det kunne sådan set også være lige meget. “Slagter dreng siger du? Det forklare dit tøj”  svarede han blot og kiggede på drikkelsen der stod foran ham. Han hældte det ned i halsen, og tog efterfølgende sin mjød og tog en slurk af hvor efter han kom med et veltilfreds suk.

Endelig dukkede maden også op, og endelig kunne han sætte en gaffel i kødet og kartoflerne. Han tog en ordentlig bid af kødet, for hvem havde ikke brug for proteiner når nu man var så stor som ham. Han nød det sagte og lyttede til slagter knægtens ord. “Det må jeg sige, hvis kødet kommer fra jer er det yderst delikat” han var sådan set lige glad med hvor det kom fra så længe der var mad og mjød på bordet så var han glad. For helt ærligt, hvem havde ikke brug for mad på en lang rejse? “Har i tørret kød?” Spurgte han med munden fuld af mad så han vidste ikke om det var til at forstå.

Moiran lænede sig imod bardisken med albuen i bordpladen og hagen hvilende mod hånden mens han drak lidt og betragtede manden sætte retten til livs. Det frydede ham altid at se folk intetanende æde hinanden. Der var noget obskønt og bizart over scenariet, og han nød hvert sekund af det, mens manden mæskede sig med hvad der forleden havde været en sørøver af en eller anden art. Ingen vidste noget eller skulle have noget at vide.

"Vi har alt hvad hjertet kan begære," svarede han med et stolt smil. "Vi har forsyninger både fra havet og fra stort set hele Krystallandet," forklarede han og tog den sidste tår af sin lunkne øl inden han skiftede over til brændevinsglasset og slugte det i ét drag inden han smilede til manden. Det var svært ikke at tage blikket af de bulende overarme. Han kunne næsten smage ham allerede og måtte anstrenge sig for ikke at lægge en hånd på hans. Det ville ikke være atypisk for ham at flirte sig vej til et nyt "slagtelam", men han var ikke sikker på at manden her ville gå med til det.

Han nød maden om end afkølet var en anelse sødt og manglede noget mere smag. Men det var vel bare sådan slagter forretningen forgik på disse egne. De havde vel alle sammen hver deres krydderi at bruge i kød. Så han spiste det med velbehag uden at klage det mindste. Hvorfor også klage når noget smagte godt? Han slap gaflen og kniven for at tage fat i mjød kruset og slugte det sidste. “Krofatter mere mjød” kom det fra ham og bed sig lidt i læben ind han vendte blikket hen på maden igen. Krofatteren tog fat i hans krus og hældte nyt væske op i kruset og satte kruset foran ham lidt efter.

“Jeg kan ikke bruge fisk til noget. Det når at rådne inden jeg får det spist. Tørret kød det er det jeg har brug for.” Svarede han inden han tog lidt mere mad at spise. Der var unikke noget bedre end mad lige nu, maven skulle fyldes med mjød og mad så kunne rejsen komme videre til mod rubinen.

Moiran sad roligt og betragtede ham med et det smalle smil der krøllede mundvigen en kende. "Sig mig, hvis du bliver i byen til imorgen kan jeg åbne butikken tidligt, så du kan få det bedste tørrede kød inden de andre kunder kommer og køber," foreslog han og overgav sig til sidst for at lægge en hånd prøvende på mandens underarm. Han kunne mærke musklerne spændte som han sad med hånden grebet hårdt om gaflens håndtag. Fast, krigerisk, brutal. Han kunne forestille sig strukturen i kødet, hvilke skiver man kunne få ud af det, den gode blodtilførsel, smagen når det var karameliseret i smør og med timian og andre krydderier. Velhængte bøffer i stribevis. Han bed sig lidt i læben og lagde hovedet lidt på skrå.
"Det er ikke et tilbud jeg ofte giver folk," sagde han med et sigende blik.

Han kiggede på fyren og overvejede muligheden for at blive. Men inderst inde vidste han at det ikke ville være klogt. Han vidste det kunne skabe flere problemer hvis vagter kom forbi byen og opdagede ham, ikke at det gjorde ham noget. For hvorfor skulle vagter komme forbi her han var jo ikke lige frem i Dianthos. “Hmm…” kom det fra ham mens han tænkte. Skulle han blive eller skulle han gå, han vidste det ikke helt. “Måske jeg vil overveje det” han tænkte sig stadig lidt om og kunne han blive i fritshavn til i morgen? Nej eller jo måske, han vidste det ikke helt, chancen for at blive taget til fange var ikke særlig stor. Men på den anden side. Skulle han overleve turen til rubinen skulle han jo have noget mad med. Men havde han tænkt sig at betale? Ikke det mindste! Hellere røve et hus. “Og hvor længe står tilbuddet ved magt?” Et eller andet sted kunne han jo bare røve butikken som han ville og aå gå sin vej, det var trods alt det han var kendt for.