Han kan ikke huske hvor længe han havde vandret, men på et tidspunkt havde kroppen bare givet ind. Det kunne have været rart at lande i en bunke blade, men det blev den hårde skovbund og dens mange grene. Et dybt suk forlod menneskets læber som han rullede om på ryggen og kiggede op mod himlen. Han var iklædt laser, i hans taske lå et gammelt faldefærdigt tæppe der næppe kunne holde på varmen i værre omgivelser. Men på et eller andet punkt havde Caedmon vænnet sig til at fryse. I hvert fald til det punkt at han ikke længere følte en irritation over faktummet at hans fingerspidser altid ville være iskolde. Han skar tænder og pressede sig op at sidde for at gribe fat i en nærtstående træstamme. Han kom på benene igen men var nød til at læne sig op af træet. Pludselig indså han at han nok burde have vandret mod varmere steder før vinteren havde trådt ind. Han trak et tørret stykke kød ud af sin taske og gled ned af træstammen for at sidde et øjeblik og få et hvil. Han kiggede rundt i omgivelserne, men fandt ikke rigtigt tiden til at beundre det hele. Ville han nogensinde komme forbi dette sted alligevel? Han tvivlede stærkt på det.

Saga var ikke langt hjemmefra, men alligevel var der intet konkret hjem i disse dage for hende. Hendes bæst prustede og stønnede, hun havde kørt ham længe og hårdt. Vinden bed i hende, men hun knuet sig til sit store pelsdyr og fik dens varme til sig - selvom hun havde klæder på til at holde varmen, var det ikke anden end den kolde vind som kom efter hende. Den stoppede brat op og satte snuens kurs mod noget og Saga måtte knibe øjnene sammen for at se silhuetten af hvad der skete. Noget der lignede omklamrende til en træstamme eller buks bevægede sig. Hun signaleret til dyret at den skulle liste hen i mod det, som den var på rov, men hun ville se hvad det var, før hun gjorde noget. Det kunne være et dyr der var spiseligt eller noget giftigt. Uanset hvad var hendes blik i sløret for nu.  

Det virkede ellers ganske fredeligt bare at sidde her, selv hvis Caedmon ikke følte han kunne sidde og nyde det for meget. Han havde altid så travlt, men det kom vel af den konstante følelse af at et eller andet sted, om det var lige rundt om hjørnet eller næste gang han lukkede øjnene lidt for længe, ville hans tidligere ejer pludselig være der. Han havde været fri i et stykke tid, men det havde været efter nøje planlægning og simpelt held. Han var stadig et ejestykke, noget nogen andre kunne bestemme over. Den tanke gav ham en bitter smag i munden.

Lyden af tunge fodtrin fik ham til at dreje hovedet i retningen de blev hørt. Han krummede brynene til et varsomt udtryk, men som synet af et ulve-lignende bæst kom til syne, blev det udtryk hurtigt bekymret. Han var ikke ligefrem den skarpeste når det kom til forskellige dyr, men han var sikker på at ulve ikke var så store som den her virkede til at være. Han fik en følelse af kuldegysninger der så stille løb ham ned af ryggen men han sad helt stille, i hans tid som slave var han hurtigt blevet god til at gå i med sine omgivelser. Han foldede læberne og tog små åndedrag.

Det (unavngivet bæst) havde fået færten af noget og Saga strygere det led hårene på ryggen. "God pige" hviskede hun til den. Men med et blev silhuetten som en skygge af et træ, men Saga betvivlede ikke sin trofaste ganger, den havde færten af kød af en eller anden slags og tog sjældent fejl. Hun mærkede ned mod hoften hvor en lille skede hang og indeholdt en lille kniv der var til at kaste, normalt mod kaniner og fisk. Den blev trukket ud af skeden og hun løftede den op og hylede den afsted - bevidst forbi - mod det som skjulte sig. "Gør du os intet, bliver du ikke til mad," sagde hun varslende til hvad end det var. Hun bad til det ikke var en ork eller noget andet letter muskulært som kunne se fordelen i det udmattet bæst ikke ville kunne gøre mangen skade. 

Han skulle have vidst bedre, rejst sig på sine ben for at løbe for sit liv eller noget der havde lagt mere i hans gavn. Men nej, her sad han med kun et håb om at hvad end det var der som vandrede skovene forhåbentligt blot ville vandre forbi i ro og mag. Men lyden af et sug gennem luften og en kniv ved hans side, tæt nok til at kunne have ramt fik ham til at spjætte op og slå baghovedet mod stammen bag sig. En ømmende lyd lød sig fra mennesket som han gnubbede bagenden af sit hoved. "Der var du heldig, for jeg havde egentlig ikke nogen planer om at gøre noget som helst," svarede han en anelse bittert gennem sammenbidte tænder. Han kiggede på kniven og så mod det store ulvebæst. Han kunne ikke se at der var nogen der lå på ryggen så han var en anelse forvirret, hvis ikke allerede grundforvirret over slaget han havde lidt for blot et øjeblik siden. "Kniven var unødvendig," bemærkede han med en træt stemme.

Hans spjæt glædet hende inderligt. Men Saga viste ingen tegn på det, hvorfor var det overhovedet en nødvendighed. Men hans bitterlige - og barnlige - kommentar fik hende til at bide tænderne sammen i et sekund, mens øjnene kneb sammen og hun var fristet til at fortælle ham, at han var den heldige. Men hvad ville det overhovedet gavne hende (eller ham for den sagsskyld) at de begyndte at mundhugges eller bide arme og ben af hinanden. Saga lagde hovedet tilbage og så op mellem træerne mod himlen i de mørkklædte farver. Han var ikke ude på noget, og hun var ved at nå sultens trætte punkt. Måske ville det gavne dem begge, hvis de bare lige natten ud stod sammen og så skilte deres veje ved solopgangen?
"Unødvendig eller ej," sagde hun monotont og hoppede ned fra sit dyr og gik hen i mod ham og valgte at række en arm ned til ham: "Man kan aldrig være for forsigtigt," mumlet hun som en dårlig undskyldning og så sammenbidt væk fra ham. 

Han var sikker på at det kun var ham og ulven som var der, hvilket fik ham til at overveje hvor hårdt han egentlig havde slået sit hoved i spjættet. Var det bare en eller anden choktilstand fordi han i virkeligheden var ved at blive spist? Han var lidt usikker og jo mere han tænkte, jo mere virkede hans hoved til at knirke i smerte. Stemmen lød igen og han hørte hende ikke hoppe ned før han så hendes hånd række ud til ham. Han spjættede dog ikke denne gang i sin forskrækkelse, men kiggede blot på hendes hånd i et kort øjeblik. Og så tog han den. Såfremt hun havde tænkt sig at hjælpe ham, kom han på fødderne igen og endelig følte han mindre som om at han var i en eller anden feberdrøm. "Det har du vel ret i," mumlede han, løftede en hånd til at nusse bagenden af hans ømme hoved. "Hvad laver du herude i skoven med dit.... dyr?" sagde han, før han kort kiggede mod bæstet. Han tvivlede stærkt på at hun kunne tage den med ind i byerne, så stor og farlig som den så ud. Han kiggede tilbage mod hende.

Det var ikke til nogens særlig fordel, at de stod der. Hun havde allerede besluttet sig for, at de lige så godt kunne blive sammen og tænde et bål op for at komme sig og få noget søvn. Hun forstod dog godt hans mulige manglende interesse for det, men de havde nok på en eller anden måde skræmt livet af hinanden. Så da hun valgte at samle nogle nærtliggende kviste og lignende sammen, så hun mod ham; "Vi var på vej et sted hen, og han fik færten af noget, og jeg lod ham styre kursen," noget var personen, men det var en mindre irrelevant benævnelse for dem som det var lige nu. 

"Jeg slår et bål op, og lader ham holde vagten for mit vedkommende, du kan, hvis du vil, gøre det samme. Men når solens stråler rammer landet her, rejser jeg videre,"

Det så ud til at det var deres bedste mulighed for den kommende nat. Som hun gik rundt og samlede kviste, forsøgte han med at rejse sig på sine ben. Han følte sig stadig lidt grundforvirret efter slaget, men som han kom op at stå, begyndte han så stille at sunde sig. Som hun udlagde planen for sig selv, følte Caedmon ikke helt at der var mere at tilføje. "Så er der vel ikke mere at tilføje," sagde han bare lidt toneløst. Han begyndte selv at gå rundt og lede efter kviste og andet som kunne brænde.

"Har du mad selv?" spurgte han så, som han kiggede op og over mod hende. Han havde et par tørrede stykker kød fra en harefangst han havde formået for et par dage siden, men han tvivlede på at det var nok til dem begge. Og på samme vis var han ikke helt klar til bare at dele ud af hans forsyninger, da de trods alt skulle holde ham kørende.

Bålet blev slået op, som det var ingen udfordring for hende. Det var ikke en udfordring, hvis man hvordan man skulle gøre. Der var ingen grund til at gøre det stor og iøjenfaldende, bare de begge kunne få noget varme fra det og riste hvad end de nu engang skulle have ristet. 

Men som hun var ved at sætte sig til plads og ville ligge sig tilbage og bare holde ro i sindet, spurgt han hende om noget; "Ja," sagde hun. Det var betænkeligt af ham at ville dele, og hun spejde mod ham for at se hvad han selv ville gøre. Men som hun lå der og lod øjnene falde i, som det var det mest naturlige, hengav hun sig til en yderst velfortjent søvn. Hendes bæst var alligevel på vagt og havde erfaring nok til at vide hvornår noget var en reel trussel eller ej. 
 
... 

Sagas søvn var uforstyrret og så snart hun ville vågne, ville hun drage videre uden at sænke den med-campende en tanke. Det var et af de mange tilfældige møder man ville møde før eller siden. Et kortvarige møde før man drog videre til det næste.