Mængden af bureaukratisk lort, der var fulgt efter rettergangen, havde mere end én gang fået Treston til at overveje, om det mon alligevel ikke havde været mere nådigt om de bare havde kappet hovedet af ham… 
    Der havde været bunkevis af papirer, der skulle ordnes - papirer, hvor han med sin underskrift fralagde sig nærmest alle rettigheder; retten til at besidde en officiel stilling. Retten til at udtale sig om offentlighedens eller Kronens sager. Retten til at træde indenfor i en officiel bygning uden forudgående tilladelse…
    Sågar retten til at gifte sig ind i adlen og gennem dét vinde politisk betydning… Dét punkt, var det eneste, han havde moret sig over. Som om én af de adelige familier ville røre ham med en ildtang nu! Det var faktisk tvivlsomt, om man ville røre hans familie, som tingene så ud…
    Han havde brugt hele dagen i går på knæ i Isaris’ katedral - de første, indledende øvelser til den bod, han forventedes at gøre sig, ikke bare hér, i Dianthos, men også i fem andre, store templer rundtom i landet. Under hans eksil…
    Treston syntes, det var helt igennem latterligt, og mens han sad dér på det kolde stengulv og fik mere og mere ondt i knæene, kunne han ikke lade være med at føle en indædt, mørk vrede imod Guderne. Guderne, der i den seneste tid havde udvist en ualmindelig syg form for humor, når det kom til hans liv…
    Så mange bønner blev der ikke sendt af sted, men han havde været god til at lade som om, og da præsten, der var ansvarlig for hans ’bodsmål’ erklærede sig ovenud begejstret over hans dedikation, havde det ikke været svært at få fredagen fri. Slet ikke da Treston fortalte overfladisk om Josefine og hendes børn, og bemærkede, at kærligheden jo var Lysets og Isaris’ gerning…
    Men Josefine ville først støde til ham senere, og derfor var det ikke hende, han stod og ventede på, udenfor Paladsets murer. Det var Eylia.
    Han havde ikke set nogen fra familien siden rettergangen; hans sidste kontakt havde været Zirras kram og forsikringen om, at hun elskede ham, før hun var styrtet ud, som om hun havde noget hun skulle nå. Men Eylia havde lovet at håndtere det praktiske med at tage imod de få ejendele fra kammeret oppe i beboelsesfløjen, som de lod ham beholde, eftersom Treston ikke længere havde adgang til Paladsets område, og han glædede sig til at se hende. Samtidig med at han var en lille smule nervøs…
    Endelig skimtede han hendes benede skikkelse inde i borggården, og han løsrev sig fra Paladsmuren - prøvede at synke skuffelsen over, at Zirra ikke var med hende. Han havde håbet…
    ”Hej mor,” hilste han, da hun trådte ud fra Paladsportens skygge. Hun smilede træt til ham og tog imod hans lille kindkys. Hun havde en lille vadsæk over skulderen. ”Er… Ville Zirra ikke med?”

Trestons kærlige mor var mødt tidligere ind end egentlig aftalt og begyndt at rydde ud i sin søns kammer på Paladset. Det personale, der senere dukkede op, priste hende for dedikationen, men egentlig havde hun haft lidt andre tanker med handlingen end det. Hun ville sikre sig, at den næstældste søn ikke gemte på flere ubehagelige hemmeligheder - det var slemt nok, hvad han allerede havde gjort. 
Og hun var desværre blevet skuffet. Godt nok var det kun en opiumpibe, men at have en søn, der tyede til den slags former for virkelighedsflugt, var aldrig noget hun havde troet, hunskulle håndtere. Slet ikke når Ersten tog alting i så stiv arm, som han gjorde. Hun vidste, Trestons sind var mildere, men at ikke at han skulle bruge sådan noget for at overkomme sit arbejde. Sit gamle  arbejde. 
Hun trøstede sig selv med, at hun ikke skulle rydde op i hans ting, fordi han var død, men tog alligevel en lidt hård mine på, da hun kom gående mod ham foran paladset. Der var ting, hun skulle have svar på her. 
Men den hårde mine forsvandt ved hans spørgsmål, og hun måtte sætte vadsækken fra sig, da de spinkle skuldre sank. 
"Åh Treston. Din søster er stukket af," sagde hun og stak den ene hånd i lommen, hvor hun pillede ved kanten af det brev, Zirra havde givet hende, inden hun var forsvundet sporløst. "Din far gav hende lov til at få en måned til at finde et bedre parti end Strigerius, men nu er hun forsvundet. Hendes kammer er ryddet og hun kom forbi og sagde farvel til mig... Tror jeg. Hun bad mig give dig et brev... Jeg ved ikke, hvad hun roder sig ud i, Treston... Når du forlader byen, kan du så måske ikke finde lidt tid til at lede efter hende derude?"
Eylia tog brevet op, men gav det ikke til ham. Tørrede i stedet et par fremkaldte tårer væk og lagde armene om sin søn, mens vadsækken blev stående på jorden ved siden af dem.
"Jeg kan ikke... Jeg kan ikke også miste hende." Hvordan skulle det være til at holde ud i hjemmet uden de to næsten-tvillinger til at hæve humøret, når ting så sorte ud?

    Treston mærkede frygten indfinde sig velkendt nede i maven - næsten som den bare havde ligget et sted og ventet på at kunne stikke hovedet frem igen. "Hun er hvad?" gentog han, selvom han havde hørt hende første gang. Da hun fortsatte sin forklaring, gjorde de billeder, hendes ord malede for ham, så absolut kun frygten større, og han stirrede på brevet - stirrede på Eylia. Hendes kammer er ryddet og hun kom forbi og sagde farvel til mig...
    Han lagde armene om hende, da tårerne steg op i moderens øjne og holdt hende ind til sig, mens hun hviskede sine halvkvalte ord. Eylia havde ikke fældet så mange tårer siden Dianthos led under Mørkets styre... Det rev ham i stykker at se det nu.
    "Mor, du... mor," bad han indtrængende, inden hun fik hidset sig selv alt for meget op. "Mor... du mister ikke nogen. Tag det nu roligt. Jeg kommer jo hjem igen, og det gør Zirra også. Mor..."
    Eylia snøftede lidt og tørrede sig så over kinderne med dirrende hænder - trak sig lidt væk fra sønnen, mens hun fik kontrol over sig selv igen. 
    "Det er bare så..." begyndte hun hikstende og måtte så starte igen: "Det er bare så hårdt, Treston. Jeg kan næsten ikke holde spliden ud - din far.. dine brødre... Zirra er den eneste der ikke- og nu er hun rejst, og- " Hun begravede ansigtet i hænderne, og Treston kunne ikke gøre andet end at trække sin mor ind i favnen igen og holde om hende, til tårerne stilnede af. 
    "Zirra plejer at vide, hvad hun laver," mumlede han, selvom han var helt sikker på, at det ikke var et andet giftemål, hun var ude og lede efter... Og hvis hans bange anelse havde noget på sig, havde hun taget munden for fuld... 
    Han tvang dog de frygtsomme tanker til at holde kæft og strøg i stedet moderen over ryggen. "Måtte jeg se brevet, mor? Det kan være, hun skriver noget om, hvor jeg kan støde til hende henne." Dét tvivlede han nu også på, men dét skulle Eylia heller ikke få lov til at se. Hun nikkede svagt og rakte ham konvolutten med en lille snøften. Lillesøsterens håndskrift var smertelig genkendelig - hun havde ikke skrevet andet end hans navn på konvolutten; ingen voks eller anden forsegling. Men deres mor var også alt for respektfuld til at snage i dén slags ting... havde det været Dastor, der skulle overbringe brevet derimod... Han havde set det som sin ret at vide, hvad hans børn havde for.
    Med en knude i maven brød Treston kuverten og foldede brevet ud.

Treston.



Dit lort er mit lort. 

Hvis jeg ikke er tilbage, før du bliver smidt på porten, så lad! nu! vær! med! at! følge! efter! mig!!!





Zirra - du ved, den søster, der rent faktisk elsker dig, selvom du er en idiot.







Ps. Lad Kester være. Jeg har styr på det og agter ikke at komme tilbage til din døde krop i galgen. Forstået?

Pps. Undgå også Kester... Jeg tror han er sur... 











Kram mor fra mig.

    Treston havde allermest lyst til at krølle brevet sammen i hånden og forbande Zirra endnu længere væk, end hun sikkert allerede var... Men han gjorde det ikke - af hensyn til Eylia. Foldede bare papiret pænt sammen og stoppede det indenfor den slidte jakke. 
    "Du skal ikke være bange, mor," sagde han og strøg hendes arm. "Jeg har en rimelig god idé om, hvor Zirra kan være taget hen af. Jeg skal nok sørge for, at hun ikke kommer i problemer..." Håbede han... Hvis hun virkelig var sat efter Sedna, sådan som han havde en grim mistanke om... "Tog hun mod Juvelen - ved du det?" 
    Han vidste ikke, hvilket slags netværk, Zirra havde adgang til - var han uheldig, kunne hun trække på alle sine spion-venner rundtom i landet... Hvis han kunne finde ud af, om hun var taget med skib, havde han da om ikke andet en idé om, hvor han skulle starte...
    For han havde så absolut ikke tænkt sig at rette sig efter hendes brev - måske med undtagelse af dén del, der vedrørte Kester...
    Han begravede alt der hørte til den rødhårede Ridder, før raseriet og skammen skulle tage overhånd. Det var ikke så få af de kedsommelige timer i katedralen, der var blevet brugt på at forestille sig nogle af de farverige ting, man kunne gøre ved Kester... 
    Men Kester var Zirras; hun havde mere at hævne, end Treston havde det...
    Åh Zirra...
    Han kunne ikke rigtig beslutte sig for, om han havde mest lyst til at holde om hende eller stikke hende en flad, og bevidst om at frustrationen måtte være synlig på hans ansigt, rystede han spekulationerne af sig - nåede at blive nærværende tids nok til at høre moderens spage svar: "Jeg ved ikke noget, Treston... Jeg ved slet ikke, hvad der foregår længere..."
    "Det er også helt okay, mor. Jeg finder hende under alle omstændigheder," beroligede han hende, og tænkte ved sig selv, at Guderne i hvert fald skyldte ham så meget...! 
    I det samme slog tårnuret hel, og han kastede et halv-stresset blik derop, fordi det betød, at han kun havde en halv time til at nå igennem byen og mødes med Josefine. "Jeg er ked af det, men jeg bliver nødt til at løbe snart, mor - jeg er ventet i den anden ende af byen..." Han greb hende om skulderen og fangede hendes blik. "Men jeg lover dig, at jeg tager af sted efter hende så hurtigt, jeg kan. Du skal ikke være bekymret." 
     Han kom pludselig i tanke om grunden til at de var mødtes hér til at begynde med. Med en lille bevægelse gestikulerede han imod vadsækken. Kunne ikke undertrykke et lille, bittert smil. "Er det andelen af mine 'jordiske besiddelser', der ikke var værd at konfiskere?"
    

De mange forsikringer om datterens sikkerhed og storebrorens løfte om at finde hende, lettede tydeligt moderens sind. Hun fik tørret sine øjne og givet Trestons skulder et ekstra klem. Og så satte hun sin jeg-er-en-skuffet-mor-maske op igen. Den, hun havde planlagt at møde sin søn med, men som var smuldret med det samme. 
"Det er hvad de lod dig beholde, så du ikke skal rende nøgen rundt, og så et par ting, jeg ikke synes, de skal have," svarede hun. Hun satte hænderne i siden og skævede til vadsækken, inden hun løftede et øjenbryn og mødte hans blik igen. Selvom hendes øjne var røde (det var heller ikke første gang i dag, hun havde grædt), stod skuffelsen og fordømmelsen stadig tydeligt frem. "Opium, Treston?"
Det var en af de slags spørgsmål, der ikke bare forventer et kort svar. Nej, mor Reynlest ville vide det hele og følte så sandeligt, hun havde krav på det også. Der var tydeligvis mange ting, hun ikke vidste om sine børn, og det huede hende ikke. Nok var de flyttet hjemmefra for at leve deres eget liv, men hun mente ellers, hun havde opdraget dem bedre end at ende i flugt og opium. Hun havde da ved Isari haft dem med til søndagstjenesten gennem hele barndommen! 

   Treston så skiftet på moderens ansigt og genkendte dét udtryk, der havde mødt ham og Zirra ikke så få gange gennem opvæksten - dét udtryk, der betød, at Eylia havde en høne at plukke med én...
   Hans hjerne gav sig straks til at gennemgå mulighederne - et levn fra dengang han havde været yngre og mere regelret - og da Eylia sendte vadsækken et blik og satte hænderne i siden, regnede han sammenhængen ud.
   Derfor havde hans udtryk også allerede lukket sig sammen og var blevet stramt, da hun sagde: "Opium, Treston?"
   Moderens kæbe var spændt, og selvom han egentlig ikke mente, hun havde ret til at blande sig, kunne han alligevel ikke lade være med at dukke hovedet under hendes blik - skære en irriteret, men undskyldende grimasse - mens en lille del af ham, galgenhumoren igen, havde det lidt for sjovt over, at hans opiumspibe blev modtaget med misbilligende udtryk, mens hans højforræderi blev inviteret til middag og budt hjem med åbne arme...
    Det var nok en af dé dér mor-ting, man ikke skulle forvente at kunne gøre sig klog på...
    "Ja, mor," endte han med at sige - lidt defensivt - idet han lagde armene over kors. "Opium. Nogle dage... har jeg svært ved at sove. Og nogle nætter vågner jeg med meget grafiske mareridt. Jeg bruger det kun- " Han brød under vægten fra hendes løftede øjenbryn. Hvordan kunne hun være lige så lille som Zirra, og stadig besidde evnen til at få ham til at føle sig som en uartig skoledreng? "Det er rekreativt, mor!" blev det til sidst, og han rystede mentalt på hovedet af sig selv. Det var næsten lige så slemt, som hvis han havde sagt: 'Jeg har styr på det!'... Oppe i sit bekymrede mor-hoved ville hun opfinde et misbrug, der ikke var der...
    Men det kunne han ikke tage sig af nu; Josefine ventede på ham, og Treston mindede sig selv om, at han var en voksen mand, der ikke behøvede at få moderens velsignelse til noget-som-helst...
    ...Hvis hun da så bare ville lade være med at stirre sådan på ham.
    "Har du lagt udstyret ned i vadsækken, eller... sorteret det fra?" spurgte han til sidst, fordi han ikke ville give hende lov til bare at konfiskere hans ting; han havde fået det lille etui med pibe og udkradsningsnåle fra sergenten i den deling, han havde tilhørt, da han jagtede vampyrer i Undergrunden. Dén mand var død nu, og Treston ville nødigt se hans eneste minde ende på en mødding, fordi Eylia overreagerede.  

Eylia sukkede - sådan cirka ved hver dårlig forklaring eller undskyldning eller hvad det nu var, Treston prøvede at komme med. Det prellede ligesom af på hendes mor-facade, der ikke anerkendte, at hendes børn måtte gå til sådanne midler frem for at finde sjæleforløsning hos Isari (det var vist meget godt, hun ikke vidste, hvad hendes datter egentlig lavede).
"Den ligger der endnu..." svarede hun dog opgivende og gestikulerede mod sækken. "Æsken så håndlavet ud, og... Den personlige indgravering fortalte mig, at den nok også er et minde. Men Treston... Vil du ikke nok overveje at lægge det fra dig? Den slags kan man godt ordne andre steder, ved du nok. Syndsforladelsen i katedralen ... Isaris ord og lys ... Det er mere... mere rent end dét dér."
Pludselig så mor Eylia meget træt ud. Trættere end hun havde været under Mørkets besættelse, hvor hun havde arbejdet med lille Sorris hængende på sig. Trættere end da deres fader blev arresteret af Mørket og hun måtte arbejde dobbelt så meget for at få det til at stå til. Trættere end da Dastor endelig var vendt hjem, og hun havde sovet mere end fire timer for første gang i et år. 
"Jeg ville ønske, I talte med mig om sådan noget, skat," sagde hun lidt opgivende. "Hvis jeg havde vidst, du havde søvnproblemer, Treston, kunne jeg have hjulpet med nogle urtebrygge. Hvis jeg havde vidst, Zirra ville stikke af fra et ægteskab... Nej, jeg ved ikke, hvad der går af den pige. Jeg troede faktisk, det røde hår var noget, hun kunne lide." Eylia blinkede et par gange for at komme tilbage fra sit tankespind. "Treston, få lidt hjælp, nu du skal til templerne, ikke? De er gode til den slags... Det med ikke at kunne sove."

    Han sagde hende ikke imod, men kunne ikke undertrykke en lille, tvivlende grimasse. Frelse gennem bøn var uden tvivl en renere måde at opnå sjælefred på - men han tvivlede stærkt på, at det ville være lige så effektivt, som bare tyve minutter med den lange pibe...
    "Jeg vil gerne... prøve, mor," blev det til sidst til - så havde han i hvert fald ikke lovet for meget. Hun så træt ud, og han ville helst ikke være skyld i flere søvnløse nætter i hendes liv, hvis han kunne undgå det. Da hun fortsatte sine udmattede, opgivende ord, måtte han bøje hovedet, fordi hun ramte lige ned i hans dårlige samvittighed, selvom en lille, trodsig stemme i hans baghoved heller ikke kunne lade være med at indvende, at det vel for zalan kunne komme ud på ét, om han bedøvede sig selv med røg i lungerne, eller ved at hælde moderens urtebrygge i sig...
    Men han kommenterede ikke - ikke på dét. "Zirra er en... fri sjæl," mumlede han og svingede vadsækken op på skulderen. "Jeg tror aldrig rigtig idéen om ægteskab har passet hende. Men du skal ikke være bekymret, mor - hun ved, at du gør det, så godt du kan." Han sagde med vilje ikke 'I' - for Dastor kunne rende ham et vist sted. Det var Eylia, der trængte til lidt trøst lige nu - Eylia, der som den eneste forælder havde fortjent det... "Tag det nu roligt, mor. Det skal nok gå det hele." Han kyssede hende atter på kinden og sendte hende så et lille, skævt smil. "Jeg sørger for at få sagt farvel, inden jeg tager af sted. Og jeg lover, at alting nok skal gå i orden igen - ikke?" Han begyndte at gå ned ad gaden. Eylia stod lidt fortabt tilbage og kiggede efter ham. "Jeg elsker dig!" råbte han, over gadelarmen, og ordene kaldte et lille, bitte smil frem på moderens bekymrede ansigt.
  
    Trestons fingre var iskolde af at knuge om vadsækken, da han endelig nåede frem til dét gadehjørne, han og Josefine havde aftalt at mødes på - lige akkurat da katedralens klokker lød i det fjerne, oppe fra Øvre Bydel. Med en lille grimasse satte han vadsækken fra sig på brostenene og rettede de stivfrosne fingre ud - så sig om efter Josefine. Var hun på hustaget? Det kunne ligne hende...

Det havde ikke været så slemt som hun først havde forstillet sig at have delt hendes empathiske evne under Trestons rettergang. Selvfølgelig havde det været nogle bemærkninger.

"Så du føler vores følelser?"
"Desværre ja."
"I stedet for dine egne?"
"Af samme grad som mine egne."

Havde været den primære dialog, med opfølgende spørgsmål, det havde ikke været problematisk at forklare det, desværre sluttede samtalen ofte så snart der ikke var mere at dele om den magiske evne, og dette havde styreret hendes social liv i de få dage der havde gået siden. Der havde været anderledes samtaler, ikke at disse var mere behagelige, men det var noget andet end at svare på de samme spørgsmål, høre de samme ord og se de samme reaktioner.

"Så...du følte hans forelskelse?"
"Huh? Ja?"
"Vil det sige at du..var forelsket i ham?"
"URIEL!"
"Hvad? Jeg forsøger bare at.."
"Ja...det var jeg."
"Virkelig?! var det rart, ved i to har været tætte?"
"Uriel! nok."
"Såå..det var det?"
"..Selvfølgelig er det rart! At føle sig..så dybt forelsket..Er det hver gang."
"Må også have gjort ondt.."
"Hva..hvad mener du?"
"Uriella, kom så..vi skal afsted!"
"Vi er ikke færdig Jose!"
"Smut så du! I skulle have været afsted nu..vi ses."

Hvorfor Var Uriella også sådan, at prikke og snære i hver en lille del af det. Men i det mindste havde det været  noget andet, end alle de andre. Den samtale havde hun gået igennem flere gange som hun havde siddet på det hustag nær børnehjemmet. På trods af hvordan rettergangen havde endt, så var Josefine meget i tvivl om Treston endelig havde fået lov til at blive til fredagen, eller om han havde forladt byen. Men hun håbede, hun håbede inderligt at hun ville se ham, og det havde føltes så om der var gået timer, timer hvor hun sad i sine tanker, og kastede blik på børnehjemmet i håb..i håb om et eller andet magisk ville ske. Flere gange havde tankerne faldet på Treston, hvor svært han måtte have det, alt det han skulle, bare for at få et liv i byen igen. De havde selv taget hans ret til ting som at blive gift. Hans liv ville ændre sig meget..Og det ville være svært at hjælpe med med hans nye liv..med hans kamp om at få sit liv tilbage.

Lyden af fodtrin, rev hende gang på gang ud af hendes tanker. Flere gange for at blive skuffet over at se en fremmede, men denne gang bliv hun på ingen måde skuffet, som hun så ham vandre op af gaden og i øjeblikket hun genkendte ham, baskede vingerne og hun gled ned til ham, og nærmest netop som hun landede kastede hun sig om ham med dybe vejrtrækninger.
"Hej.." hviskede hun lettet, så snart hun fik armene om ham.
"Ville..ikke kunne gøre dette selv...så Tak..tak for....alt" Hun træk sig lidt væk, og lod blikket falde over hans oppakning.
"Så..ingen middag?" spurgte hun forsigtigt, med et smil på læben som hun træk hætten ned.

    Han lyste op i et smil, da hun kom til syne fra hustaget, og greb hende, da hun kastede sig om halsen på ham. Snurrede en halv omgang med hendes momentum, før han satte hende fra sig på brostenene og knugede hende et øjeblik. 
    "Det er det mindste jeg kan gøre, Jose," svarede han, da hun trak sig lidt tilbage. Fulgte hendes blik til vadsækken og skar så en grimasse. "Det er ikke... Jeg har bare været et smut forbi Paladset og hente de ting, de har ladet mig beholde. Jeg vil stadig meget gerne invitere dig på dén middag!" Han måtte udstøde et lille, bittert grin og bryde øjenkontakten. "...vi skal bare lige forbi en pantelåner først for... Jeg har kun omkring tre ravstykker liggende i sækken dér..." Han stirrede lidt opgivende på omtalte vadsæk et sekund eller to, før han rystede på hovedet af sig selv. Han måtte - meget apropos - virkelig snart se at komme på noget helt igennem brillant... Og nu, efter samtalen med moderen - efter Zirras brev - hastede det pludselig, dét med at skaffe krystaller til rejsen. Han havde håbet, han kunne udbyde sig selv som karavanevagt og klare noget af rejsen med løn på dén måde, men hvis Zirra var taget ud, for at lede efter Sedna... Så var der ingen tid at spilde. Han måtte af sted så snart Templet slap ham...
    Men lige nu gjaldt det Josefine, mindede han sig selv om. Josefine og hendes børn. Treston svingede vadsækken op på ryggen og lagde den anden arm om Josefines skuldre - gjorde et lille kast med hovedet, som tegn til at hun skulle vise vej. 
    "Jeg beklager, jeg ikke har haft mulighed for at række ud til dig siden dommen," begyndte han, da de havde gået lidt ved siden af hinanden. Der lå mere i dé ord - en tak og en taknemmelighed i tonefaldet - men han uddybede det ikke. Regnede med, at hun ville fange det gennem armen om skuldrene - og gennem sin evne, naturligvis. "Jeg håber ikke, du har haft nogen problemer? Jeg er ked af, at informationen om din evne kom ud - jeg ved, at du helst ville have holdt dén viden ind til kroppen." 

Hun havde bevist ikke opsøgt hverken Treston eller nogle af hans familie, selv efter at have lovet at holde en vinge over Zirra, så ville hun ikke presse sig på da den familie havde nok at se til i disse dage. Retsalen må have skabt nogle konflikter, samt skubbet konflikter frem som havde lagt i skyggerne. At mærke hans arme lukke sig om hende gav ro, vingerne faldt afslappet nogle grader ned og grebet klemte sig til ham kort varet som han holdt om hende. Det korte øjeblik krammet holdt.
Forbi paladset? Hun vippede kort hovedet som han begyndte at tale om det. Troede..de ville have dig ud af byen.. Tanken fik dog et smil frem på læberne. De behandler dig stadig pænt.  Det var næsten et mirakle at han ikke var kastet ud fra porten så snart retsalen var ovre. en..pantelåner? hun rystede kort hovedet af hans ord.
"Nej vi skal ej..Du...skal ud og rejse skal du ikke? Du kan få krystaller af mig." hun forsøgte at fange hans blik, som han fjernede deres øjenkontakt.
"Jeg..har ikke meget at bruge dem til..Du har fået en masse du skal..Så...enten tager du imod dem, eller smugler jeg dem i din taske." og med de ord slap hun ham og fandt hans side og begyndte at gå nærmere det zaladis børnehjem hun undgik at komme for nær. Instinktivt forsøgte hun at gøres deres skridt kortere og kortere som de begyndte at gå i den retning, selv med hans arm om hendes skuldre og den betryggende fornemmelse det gav, var det svært at bekæmpe den ubehag der lå over hende.
"Lad være at tænk over det..du har haft nok at se til... En veninde kan vente med alt det der er sket." hun sukkede og lod blikket falde på gade hjørnet lidt foran dem..to drej mere.. hun sank en klump som de kom tættere og tættere på.


"Det har ikke..været så slemt.." lyd det lidt tøvende på hendes ord.
"Folk har spurgt ind til det...Men det har været meget..basalt. SÅ om de er bange..for at høre noget bestemt." blikket faldt til deres fødder som det blev delt. "..Nogle undgå mig..og nogle ganske få..virker faktisk til at ville forstå min virkelighed." Vingerne afsløret tydeligt at hun holdt sig lidt igen med sine ord, som de baskede svagt til luften, som hun tog blikket væk fra deres fødder til husende på hendes side. "..Folk undgår at spørger for meget.." tilførte hun, med et kort suk.

    Åh Josefine, kunne han ikke lade være med at tænke, mens han betragtede hende med et udtryk, der ikke helt kunne finde ud af om det ville være et smil eller en afvisende grimasse. Du er alt for god af dig...
    "Dét," kommenterede han så endeligt og gav hende et klem. "...kommer vi til at diskutere senere!" Ikke om han ville lade hende låne ham krystaller - ikke oven på alt dét, han havde gjort hende. Han skammede sig allerede rigeligt over dén måde, han havde udnyttet hendes venskab på... 

    Han bemærkede godt, at hun blev mere og mere tøvende i sine skridt, men lod sig ikke mærke med det; sørgede bare for, at hun ikke gik helt i stå, mens han forsøgte at holde hendes tanker beskæftiget med noget andet, end dét møde, der lå for enden af denne lille gåtur. "Det må da også være... rart..." Han trak halvt på skulderen. "Du ved - med de folk, der ved det, men bare prøver at forstå. Jeg tænker, at din evne må give dig indsigt i en masse ting, som under andre omstændigheder ville være svære at dele og handle på - med folk, der er 'indviede' kan du bare... sige det." 
    Treston havde i hvert fald altid kun set Josefines evne som en fordel - en stor del af grunden til, at hun var som hun var; dén Josefine, han holdt af helt ind til knoglerne. 
     En pludselig trang til at spørge ind til hendes vidneudsagn til rettergangen kom over ham, men han bed det i sig, fordi han ikke havde lyst til at tage fokus. Men på ét eller andet tidspunkt - måske i aften, når besøget på børnehjemmet forhåbentlig var gået over al forventning - ville han spørge hende. Ville høre, om hun ikke var sød at uddybe de følelser, hun havde fornemmet fra ham - dem, der omhandlede Sedna. Høre, om hun troede, det kunne være rigtigt, dét Zirra havde sagt på vidnebænken; om Sedna virkelig kunne have manipuleret ham magisk...

"Det kommer vi til at diskutere senere" hun frys kort ved hans udbryd, Fint.... Gik hendes indre som han tydeligt lukkede samtalen, ikke blot med sine ord, men den korte skam som dialogen lod hans tanker vandre, fik hende til at indse det nok var bedst at vente med det.
  Det ville være sært hvis han ikke lå mærke til hendes krop bekæmpede deres gang, selv hun lå mærke til det, selv hun skammet sig over at det var så svært for hende...At se hendes egne børn var mere problematisk end at gå i krig, det virkede farligere end de kampe hun selv havde taget del af, og hvert et skridt her, føltes som flere hundrede.
"Bare sige..hvad?" spurgte hun opgivende. "Hej..jeg havde en lorte dag..du virker glad..har noget imod jeg.." i hast tog hun en hånd foran munden og blikket faldt som kinderne blev røde af hendes halve indrømmelse. "Hvis...bare det var så nemt..bare at sige det..Ikke alle tager det så pænt som du gør.." hun sukkede som fødderne stoppede ved hjørnet.
"...Der er to ting..jeg altid har været bange for med denne...forbandet evne.." Hånden faldt fra hendes mund til hendes skuldre, hvor den lagde sig over hans hånd.
"Det ene..spurgte du selv om....Om det jeg føler er mit, eller deres..og nu..tænker alle andre det også.." hånden om hans klemte svagt og hovedet vippet til samme side så kinden hvilede imod hendes egen håndryg.
"Det..andet er...hvis folk ved det..udnytter de det så?...jeg gør det selv..selvfølgelig udnytter jeg selv andre med den..er jeg trist, finder jeg nogle der er glad..Selvfølgelig gør jeg det.." hun tog en dyb indånding, vingerne bevæget sig ganske let ved hver en kort pause i hendes ord.
"Min..evne er bare..besværlig..og nem for andre at tage fordel af.. Jeg føler følelsen...ikke hvem eller hvad der er skyld i den..Jeg retter det bare imod dem omkring mig...Er blevet udnyttet grundet den før..og nu ved folk det..Folk som Kester ved det.." hun sukkede dybt, og rettet sig op. Ud af intet grinte hun kort, "Men..i det mindste undgå folk mig nu, når de har små skader." igen sukket hun som ordene blev delt.

   "Måske..." Treston tøvede lidt, for han forstod virkelig godt hendes indvendinger. "Altså, hvis man ser det på den lyse side, så kunne dét hér være en løsning - i hvert fald til din ene frygt. For når du er i tvivl om, hvorvidt dine relationer er værd at samle på, eller om du bare spejler vedkommende overfor dig... Så er det måske et meget godt hint, du ved - hvis de ikke løber skrigende bort, når du tillader dig at være helt og holdent dig selv. Hvis de kan acceptere alt ved dig og tilmed værdsætte dig for det, er det da i hvert fald en indikator for, at relationen er værd at samle på, ikke?" Han lo kort og lidt selvbevidst. "...selvom jeg måske er et dårligt eksempel på lige præcis dét, for jeg ved godt, at mit bidrag til dét hér venskab den seneste tid har ladet noget tilbage at ønske... Men! Der må jo også være undtagelser til reglen...!"

    Lige så snart Kesters navn blev nævnt, blussede hadet op i Treston, og han slap Josefine, som om han havde brændt sig på hende - trak sig væk fra hende, så hun ikke skulle belastes med alt det negative. 
    "Undskyld," mumlede han og tvang de knyttede hænder til at slappe af. "Undskyld, jeg har bare- " Han brød af, fordi han udmærket godt kunne huske, hvordan deres sidste samtale om Kester var endt, og tvang så sig selv til at tage en dyb indånding - ikke lade hende se hvordan den blotte benævnelse af Ridderen fik hans blod til at koge og frygtelige, frygtelige billeder, fremkaldt af Zirras sparsomme ord i retssalen, til at spøge for hans indre blik.
    "Jeg forstår godt," fik han frem med svært tilkæmpet ro, "at du er bange for, at folk skal udnytte dén viden, de nu har. Jeg er virkelig ked af, at du er endt i dén situation på grund af mig..." Hvad var han efterhånden ikke ked af? "Jeg tror, det eneste, jeg kan sige, for at berolige dig, er, at de fleste mennesker har forsvindende lille kontrol over deres følelser... Så sandsynligheden for at møde én, der kan bruge deres egne følelser imod dig, er måske ikke så stor..."
    Bortset fra, at der jo netop fandtes mennesker som Kester... Mennesker, der både følte nydelse og glæde ved at gøre forfærdelige ting ved andre...

Hans måske, virkede kort som det blev bekræftet bekymringerne hun gik med, men hans næste ord fangede det rigtige, et smil sneget sig frem på hendes læber som hun lyttede.
"..hvis bare jeg selv kunne svare på det altid.. Om jeg faktisk nyder folks nærvær eller..om det..ja du ved." hun vippede hovedet væk fra sin egen hånd, og lod hånden falde fra hans, og tog fat i toppen af korsetet som holdt hendes form tydelig.
"Du har nok ret...Må få fat i flere som dig..Som ser det som en gave, for både mig og mine bekendte." hun sukkede dog kort som han sagde det næste.
"Tres! Du er stadig..den i verden jeg helts vil se...Så igen tak...for altid at være der for mig." Fra min død, til hårde dag..og selv nu..er bare glad for at jeg..kunne være der den ene dag du havde behov for det. Hun smilte mere og mere, som de snakkede men holdt stadig sin front imod målet som hun kort kigget imod enden af den næste gade, og smilet forsvandt øjeblikket, ikke da hun så børnehjemmet dernede, men da Treston kastede sig nærmest fra hende, for at søge afstand for hans følelser.

"Du...skal ikke undskylde!" udbryd hun som det var klart hvad der træk ham væk, og hun forsøgte at lukke afstanden mellem dem som han skabte den.
"Det er mig der skal undskylde..burde ikke..nævne ham." Specielt ikke efter jeg så ham med en anden kvinde..end.. hun åndede ind som Treston valgte at gå videre med emnet, og ligge den fortabte manipulerende ridder væk for nu.
"Jeg.." forsøgte hun kort at begyndte at svare hans ord. "hvis bare alle var bevist om de gjorde det." hånden løftede sig til håret og nervøst kløet hun sig deri. "..Men ja..selvfølgelig..tænker der fleste ikke over det..'hvordan mine følelser påvirker hendes beslutninger'..det fleste..er nok bare bange for jeg fornemmer noget jeg ikke skal..Som..du var..ved Sedna.." Urels ord gik kort igennem hende. "Mistænker ikke du...var vildt glad for muligheden at jeg..følte din forelskelse..Stadig..en sær aften.." hun fandt igen sit smil, og forsøgte at ligge hånd på hans skuldre. "Du skylder en ork absint." tilførte hun med en kort latter.

    "Det var faktisk ikke forelskelsen, der bekymrede mig dén dag." Ordene gav ham et stik i maven. Forelskelsen, eller hvad det nu viste sig at være... "Det var mere... chokket, tror jeg. Chokket over, at de ville hænge hende. Tvivlen og alt det negative. Jeg skammede mig helt vildt over, at tanken gjorde mig så oprevet, for hvad betød dét? Det var jo det samme som at kaste mit... forræderi lige i hovedet på dig, og jeg ved, at du stadig holder meget af Lyset." Han flyttede sig ikke, da hun forsøgte at minimere afstanden imellem dem - den første reaktion på Kester havde efterhånden lagt sig og var blevet til det konstante baggrundshad, der lå og murrede bagerst i hans hoved og helt nede dybt i hans mave. I stedet sendte han hende et lille smil til hendes kommentar om orkabsinten, og slog atter følgeskab med hende. Han havde godt bemærket den store, institutionelle bygning for enden af gaden, men ville ikke kommentere den. Begivenhederne i dag skulle helt og holdent tages i Josefines tempo.
    "Men du har ret - det var en sær aften..." Han gik lidt ved siden af hende i stilhed, før han alligevel ikke kunne lade være med at spørge: "Hvad mærkede du... egentlig? Jeg mener... Zirras ord i retten kom lige så meget bag på mig, som på alle andre..." Hænderne havde knyttet sig, og han tog en dyb indånding - tvang dem til at slappe sig igen. "Jeg har hele tiden været så sikker i min sag, fordi jeg selvfølgelig gik ud fra, at mine beslutninger var baseret på... på sande følelser. Nu ved jeg ikke længere, hvad jeg skal tro, og derfor... Jeg tænkte, om du måske vidste - eller bare kunne give mig en idé..." Ordene undslap ham meget uvant, og han udstødte en lille, frustreret lyd, før han meget ligeud spurgte: "Tror du, at Sedna kan have manipuleret mig? Eller var det... rigtigt det hele?" Han vidste godt, hvad han håbede på, selvom dét selvfølgelig ville betyde, at han var helt og holdent ansvarlig for sine handlinger. Men det var jo netop dét; han havde vitterligt følt, at han kunne stå inde for det hele - at det kunne moralsk forsvares...
    Lige indtil Zirra gjorde ham i tvivl om han havde handlet på et oplyst grundlag, eller om han i virkeligheden bare havde fået sat sig selv i en situation, hvor han var en brik...

Hans ord, hans følelser, det var ikke bare tvivl, der var så mange følelser i ham at hun havde svært ved at låse sig fast på bare en.
"Tror..du virkelig at jeg ville have.."meldt" dig hvis jeg vidste hvad du ville have gjort? Vi bliver aldrig enige om det du gjorde var det rigtige..Men jeg..har dyb respekt for at du gjorde som du gjorde..Selv nu, kæmper du med dine følelser om det..For mig bevist du en ting..At du er en god mand!" Hun træk lidt på smilet, som han fik gang i deres ben igen, på ingen måde hastige skridt, men hun holdt sig i gang efter den korte pause de to havde haft. Det var ikke ofte hun blev spurgt om hvad hun havde følt, ikke længere i hvert fald, hans ord fangede derfor hendes fulde opmærksomhed, som hun drejede hovedet og så op på ham. En klump blev slugt som det direkte spørgsmål blev delt.
"Tres..Jeg..vil ikke tænke så meget over det hvis jeg var dig." hånden greb lidt hårdere fat i toppen af hendes kroset. "Det..." hun opgav sine ord som hun åndede ud.

"Du..jeg har delt hvad jeg følte..I retsalen..pligt, skam, tvivl..og en masse varme følelser." hun kæmpede med at få det sagt, og blikket forlod ham igen. Hånden slap hende selv, og i tre hurtigt skridt gik hun foran ham.  "Jeg..har aldrig følt så dyb en forelskelse før..I det øjeblik, fik jeg helt ondt i maven af nervøsitet, spænding over det, jeg kunne ikke andet end at smile...Selv bare når jeg tænker tilbage på hvad jeg følte så..Er jeg ikke i tvivl om det var en dybere forelskelse end jeg havde imod min mand. Du gjorde mig kort i tvivl om jeg faktisk var forelsket i min mand.-" hun forsøgte kort at ligge en hånd imod hans hjerte mellem sine ord. "Men..er du i tvivl, så vil du mærke det her..når du er alene..Eller..i hvert fald sådan..det virk-" hun smilte ved hvert ord, på trods af den tvivl hun forspiste sig i, var hendes tanker på en anden følelse han havde beriget hende med...Dog forsvandt dette smil, som en fremmede stemme ramte dem, for kort bag Treston lyd en ung teenage stemme, som sagde et enkelt ord..et ord som fik englens vinger til at falde til jorden, hendes smil til at forsvinde, hendes øjne store, og hele hendes krop søgte trygheden i hendes ven, som hænderne tog fat i ham, og hun forsøgte at gemme sig i hans trøje.
"Mor?" lyd det fra den unge stemme, som kæmpede med sin overgang, blot lidt bag Treston stod en teenager dreng i gamle slidt tøj, rødt hår, og klare grønne øjne, som kigget på de tog, øjne der allerede var berørt at tåre som blev holdt tilbage.

    Treston vidste snart ikke, hvad han var længere, for alle de faste konstanter i hans liv var efterhånden blevet revet væk. Han havde vidst, at han tjente Lyset - nu ville Lyset ikke røre ham med en ildtang. Han havde vidst, at han havde viet sit liv til at gøre Dastor stolt, men nu ville hans far end ikke tale med ham. Han havde vidst, han ville give sit liv for at beskytte Zirra, men nu havde Kester...
    Josefines forsikring om, at han var god, fremkaldte dog et lille, taknemmeligt smil på hans ansigt - også selvom han ikke var helt sikker på, at hun havde ret.
    Hendes beskrivelse af hans følelser, som hun havde mærket dem, var både velkendte og skræmmende. For jo - det var jo... Det var jo sådan, det havde været. Sedna havde taget ham med storm og fuldstændig slået benene væk under ham. Men han kunne jo også godt høre at... At det var ulogisk. At det ikke gav mening. Det havde været en dybere forelskelse, end dén Josefine havde følt for sin mand - ham, der var far til hendes børn! Treston kunne jo godt selv høre, at dét lød absurd... At Zirras forklaring gav så meget bedre mening...
    Men han ville så nødigt have det til at være sandt. Ved Guderne... Han ville ønske, han bare kunne gå tilbage til dén aften på kroen ude ved kysten. Tilbage til dengang hvor Sedna bare var en fascinerende fremmed - før livet gik i hårdknude og han sårede alle dem, han holdt af...
    Han ville gerne have spurgt mere ind til det hele, men i det samme lød en ung drengestemme bag dem, og Treston måtte forbløffet tage imod Josefine, der på det nærmeste forsøgte at krølle sig sammen i hans favn.
    Lidt overvældet vendte Treston sig halvt - stadig med Josefine i armene - og fik øje på den unge knægt, vel næppe mere end 13-14 år med rødt hår til alle sider og et chokeret udtryk i ansigtet.
    "Du må..." begyndte Treston og måtte så starte forfra, fordi hans hjerne lige skulle op i fart. "Du må være Alexander?" Han forsøgte sig med et lille, afvæbnende smil, som om det da var helt normalt at han stod her med en engel i favnen, der tilsyneladende gjorde alt for at forsvinde i hans skjorte. De store, hvide vinger dødsdømte projektet på forhånd...
    "Mor...?" gentog drengen bare igen og tog et forvirret skridt frem imod de to voksne. "Hvordan kan du...? Du er jo..."

Hun havde ønsket hun kunne give ham bare lidt ro, men hun følte jo bare følelser, ikke hvad der lå bag dem, og derfor var hun ikke i tvivl om hendes ord ikke hjalp ham til at finde ro, tværtimod..virkede tvivlen til at vokse som hun delte sine ord. De korte smil var rart men hun vidste hvor lidt glæde der lå bag det, hvilket gjorde det svært at gengive det kære smil han gav hende. Der var heller ingen tvivl om hvorfor han spurgte, hvorfor det var så vigtigt at vide, straffen var uretfærdig hvis det i sandheden var magi der havde styret hans handlinger så selvfølgelig var det vigtigt at vide for ham, vigtigt at lade alt dette nå en ende.

Dog var der en lys drenge stemme som tvang hende i Trestons arme, hænderne rystede, nej hele hendes figur rystede ved det ene ord. mor. Stemmen genkendte hun ikke, men det korte glimt hun så af ham var nok til at hendes sind var overbevist, rød hår, grønne øjne, hans kæbe, og ordet mor, det var jo ikke til at tage fejl af. At høre Treston så direkte spørger om det var Alexander satte en sæt igennem hende, håbefuldt kiggede hun over på drengen, om det var et nej eller et ja der var håbet vidste hun ikke og ingen af delende kom hendes retning, blot forvirret fortabte ord, som drengen tog et skridt nærmere. Englens grønne øjne gik i, og kort træk hun vejret dybt og de mange ryst fandt sin ende og forsigtigt slap hun skjorten og forlod sit skjul, den ene hånd holdt fast i skjorten, den anden et meget forsigtigt vink til drengen. "..Hej..Jeg...Ja.. det er lidt...mærkeligt." mumlede hun sit svar, og inderste inde stolt af hun fik sagt noget overhovedet.

Drengen øjne var store og forvirret, men blikket havde forladt de to vokse og lå på de hvide vinger som nærmest fejede støv op fra gulvet som de lå langs jorden. "Du..Du..er en engle?" mumlede drengen stadig forvirret og målløs. Josefine sank en klump og endelig slap hun Treston helt, hænderne samlede sig foran hendes hjerte som hun svaret med intet andet end et kort nik. De grønne øjne fandt aldrig drengen igen, de bevæget sig kontakt og gjorde alt for at søge fra ham, nogle normalt klare jade grønne øjne, som nu stod uklare som hendes øjne var fugtige. "Du..lever?" spurgte han som han tog et skridt nærmere igen. Igen kæmpede englen for at finde ord, og igen fejlede hun svaret kun med et bestemt nik. Vingerne som resten af hende kæmpede med at finde sig selv, kort lå de på jorden, så forsøgte de at rejse sig blot for at falde til jorden igen. Blikket, fra Treston, til jorden, til drengen fødder, til jorden, til Trestons fødder, til hendes egne. Igen nikkede hun. Tvivl, glæde, forvirring, glæde, tvivl, glæde, skam, glæde, frygt, glæde, mod, forvirring. Følelser hoppede som hun slugte begge to til sig, og bekæmpede hendes egne. "Dine..vinger er...pæne..Elenora vil elske dem." lyd det forvirret, fra den knækkende stemme for at bryde stilheden. Hun selv træk på smilet over de ord, et nervøst fortvivlet smil.