Ganske vidst var klokken ikke ret meget mere end tre om eftermiddagen, men det var alligevel mørkt nok til at gå uden lys i hjemmet. En munter melodi kunne høres inde fra hytten, som stod for sig selv inde blandt nogle træer. Nogle ville sige det lignede et hus der ville passe mere til end heks, kontra den person der faktisk boede der. Hvis man så igennem vinduerne, ville man kunne ane en høj, tynd skikkelse i skæret fra de mange stearinlys der var ved at blive tændt. Dog var det tydeligt at dette ikke blot var et menneske, men et eller andet væsen der havde fjer? Dette var Aurelio. Uglemanden der boede i skoven for sig selv i denne heksehytte. Han elskede sin lille hytte, på trods af den ville være i stand til at skræmme de fleste væk.

De store røde øjne rettede sig mod kedlen, der stod og boblede ” Nå, nå…” sagde han som han gik der over. Den begyndte at sprutte og svine over det hele ” Nej, nej hold nu… Orrrrhk.” mumlede han til sig selv som han hev den væk fra varmen og rørte lidt rundt. Let lænede han sig ind over kedlen og tog en dyb indånding. Han fortrak en mine og kneb øjnene lidt sammen. Der var en eller anden ting der manglede, men han var ikke sikker på hvad. Aurelio forsvandt ind i et rum for at finde nogle ting han kunne tilføje. I det lille rum stod der tons vil af små krukker og små skåle med indhold. Alt fra tørrede bær til dødelig natskygge. Ned fra loftet han der urter der var i færd med at tørre. De fleste ville sikkert tro han var heks eller sådan noget, men i virkeligheden var han bare specialiseret i naturen og dens planter og brugte det som medicin. Noget irriteret mumlen kom fra uglen som han havde taget to små krukker og en lille skål med sig, da han returnerede til sin kedel.

”Okay… Så først et par nip af dette… Og det… Og nogle dråber… Fejl nu ikke” sagde han som han stirrede på kedlen, nærmest som om han forventede den svarede igen. Let trak han kedlen over varmen og rørte rundt. En nærmest sur duft spredte sig i hytten og han trak den af varmen igen ” Forbandede omgang lort!” hvæsede han nærmest ad kedlen og daskede til den.

Aurelio lod de røde øjne stirre, nærmest dødt ned i kedlen og brummede lidt for sig selv inden han begyndte at røre rundt. Måske der var for meget varme under? Let bukkede han sig ned og åbnede ind til det lille bål der var i gang og sukkede. Jep, der havde været ALT for meget arme på, hvilket betød han lige så godt kunne starte forfra ” For pokker da også!” hvæsede han nærmest som han igen rejste sig og fik trukket kedlen af varmen og gav den lov til at køle ned, før han ville smide det ud.

Som han gik fra rummet der fungerede som hans køkken og ud til rummet hvor han havde sine urter, var han sikker på, han kunne høre en lige udenfor hans dør. Let blev øjenbrynet hævet da døren blev åbnet. Aurelio satte tingene fra sig og gik ud og blev mødt af et underligt væsen. En ulv men alligevel ikke helt? Let gik han et par skridt tilbage som væsenet talte. Han sagde ikke noget for han bemærkede ret hurtigt de skarpe tænder og sagde han noget forkert, ville de sikkert ende i hans strube.

De røde øjne blev rettet ned mod gulvet som væsenet begyndte at tromme sine negle mod gulvet. Lettere nervøst rakte han armen ud mod soveværelset og ledte det underlige væsen gennem huset og ind på kammeret. Aurelio rev nærmest sine skind ud og smed på sengen, sammen med nogle tykkere skjorter og nogle bukser ”Dette er… Ehm… Alt jeg har” sagde han nærmest undskyldende, i et håb om ikke at blive slagtet.

Det var tydeligt at væsenet der stod overfor ham, havde lige så mange spørgsmål som han selv havde. Hvad var hun? Hvem var hun og hvad lavede hun egentlig i hans hytte? Spørgsmålene kunne vente, for han havde bemærket tænderne og ønskede ærligt ikke at miste livet, grundet noget tøj, som han alligevel kunne undvære.

Aurelio åbnede en kiste der stod i det ene hjørne og sukkede let for sig selv ”Jeg har dette” sagde han og trak på skuldrene som han lå både bukser, trøjer, skjorter og kapper i uld på sengen. Det var jo ikke ligefrem fordi han selv benyttede sig ret meget af tøj, han var dækket af fjer og hytten var altid dejlig varm. Bevares når han skulle udenfor, så havde han da en kappe på. Han var MEGET sjældent ude på denne tid af året, når der var sne, for det krævede jo yderligere påklædning end blot en simpel kappe.

Let puffede han fjerne lidt op da hende spurgte hvad han var for en ”Ja… Ser du. Jeg er halvdyr, ugle. Hvorfor jeg har denne form, nærmest menneskelig, i stedet for lille og fed… Ved jeg ikke” sagde han og lo ganske svagt inden han så på hende med et undrende blik ”Hvad med dig selv? Hvad i alverden er du for en?” spurgte han.