I de fire år Winchell havde befundet sig fast i Dianthos, havde den buttede mand ikke gået glip af den årlige gøglerfest. Hvem elskede ikke at overvære underholdning, nyde god mad, drikke lidt for meget og være i selskab med store dele af hovedstadens befolkning - og udefrakommende, der kom kun for begivenheden. Ja, hvis man ikke kunne lide at være alene, var gøglerfesten perfekt for en. Og det var måske også derfor Winchell befandt sig her. Ikke, fordi han var på rovjagt. Jovist havde han de fleste af denne slags festligheder endt i seng med en anden, der havde deltaget, men det havde aldrig været hovedmålet fra første minut. I starten ville den buttede lystmand blot nyde festlighederne. Faktisk var tankerne forholdvist rene og uskyldige - for nu. Godt nok var mandens erhverv det af en skøge, men ikke alt skulle gå op i lige netop dét forhold. 

Iført en råhvid tunika, der måske var blevet taget i brug én gang for meget, samt et par løse hørbenklæder befandt Winchell sig ved en af boderne, der solgte eksotiske vine fra Rubinien. Sippende til den røde overværede den buttede mand tribunepladsen. Der var et virvar af forskellige skikkelser. Alt fra mennesker til orker til dværge til halvdyr til de enkelte elvere og dæmoner her og der. Selv var Winchell måske lidt eksotisk i mængden. Kunne man være eksotisk, når ens gener var fra Norden af? I hvert fald var den kraftige bygning og tætte behåring noget, der var klassiske træk af nordfolk. Dog var han mere rengjort end de fleste nordfolk. Skægget var trimmet som altid nydeligt og de mørke bølger af hår var sat tilbage, så kun et par lokker dækkede for panden. 
Der var ikke langt til det nærmeste træ, som der var nogle stykker af. Lidt tilbagetrukken fra hele festlighederne så at sige. Det lignede måske ikke Winchell at være reserveret blandt menneskemængder, men bare lyden af de mange individer var nok til at fjerne ensomheden for ham. Hvor var han heldig at have fri i dag. Der skulle nok komme travlt på bordelhusene. Måske han skulle tage en smuttur forbi og se, om der var en ledig plads til ham på arbejderlisten? Medmindre han selvfølgelig ikke var optaget af det ene eller andet. Han var ikke forpligtet til det, han kunne - hvis han ville.

Pigerne nær Winchell snakkede. Han skulle være døv for ikke at høre, hvad de snakkede om. Eller rettere sagt, hvem. Og en af pigernes blikke var tydelige nok, så Winchell skulle bare dreje sit hoved og han fandt en blond mand stående alene ved et træ. Det var uden tvivl en køn mand, men igen. Winchell var ikke kræsen, men han kunne stadig værdsætte et kønt ansigt, uanset ansigt. Og denne Selmy Kiefer var køn af udseende.
Winchell reagerede ikke på pigernes ord, før en af dem lidt for højt udbrud, at han var til mænd. Dette fik alle omkringstående til at kigge, men imens mange af dem kiggede forundret, var Winchells ikke just dette. Nok mere nysgerrigt og spændt.

Endelig valgte Selmy at bevæge sig. Winchell valgte bevidst at kigge ned. Det var jo ikke pænt at stirre. Men alligevel kunne den buttede mand se, at alle ved boden nær ham stort set forsvandt, så der kun var Winchell tilbage bag og Selmy foran. Som den blonde mand stod med ryggen til, studerede Winchell kort bagsiden af hans, før Selmy vendte sig rundt og Winchell drejede hovedet væk igen. Dog skulle der ikke gå lang tid, før opmærksomheden ville blive givet til Selmy igen. Nu blev det bare gjort med Selmys viden.
"Ild siger?" Selv røg Winchell. Der var nogen kunder, der nød et sug eller to på en pibe efter aften og når de tilbød Winchell, takkede manden ja i ny og næ. Derfor havde han også tændstikker i lommen. Det var en nem måde at møde mennesker på. Og derfor fiskede han da også dem ud. Men frem for at overrakke pakken til Selmy valgte Winchell at åbne den. "Lad mig." Og med den afslappende rolighed strøg Winchell. Flammen kom og han satte den til pipens ende for at tænde den. Efter dette svirpede Winchell med sit håndled for at slukke flammen. Blikket faldt kort på manden. Et småkækt smil var at finde på Winchells læber, som øjnene faldt på Selmys kønne og rolige.

Høfligheden ved at modtage ikke bare tændstikken, men endda også at ansætte den mærkede Winchell straks igennem takket. Selmy bukkede sig svagt for at give mere plads til at tænde piben. Meget vel vare den buttede mand en anelse højere, men det var også kun dette. En anelse. Der var ikke stor forskellen i mellem de to mænd i forhold til højde. Størrelsen på bredden var en anden sag, men det var den oftest for Winchells vedkommende med andre. 

En hånd blev stukket frem sammen med præsentationen. Det kække smil kiggede kort ned på den, før Winchell tog den med sin egen. Et lille klem blev givet. Sådan gav Faust'er hånden. Der skulle altid et klem til. Hans far havde engang sagt, at den første, der gav slip, var den svageste. Som barn havde Winchell altid givet slip først. "Winchell Faust, til Deres tjeneste." introducerede den buttede mand. Meget vel havde Selmy foruden sit navn givet et erhverv, men der valgte Winchell at lade dette blive for nu. Ikke alle var mest glade for lystfolk og skøger, derfor valgte Winchell lige at undlade dette.
Blikket fra Selmy vurderede Winchells krop kort, hvilket den buttede mand ikke hadet. Dog pointerede han ikke dette, som de to mænds blikke mødtes igen. De var nok meget anderledes. Udseendet på tøjet var som ild og vand, når Selmys var rent og nydeligt, imens Winchells måske viste tydelige tegn på, at han boede i nærheden eller i hvert fald højest i den centrale del af hovedstaden. Kort kiggede Winchell ud mod ildslugershowet. Det var de præcis samme slugere som sidste år kunne Winchell se. "Det bliver snart rene gentagelser fra sidste år." Hvis Selmy ikke var den mest interesserede i at overvære gøglerfesten, skulle Winchell mere end gerne holde ham med selskab med et krus eller to. Eller en bid mad, hvis dette mere var Selmys trang lige nu. Selv behøvede Winchell ikke overvære hele showet. Som sagt, så var gøglerfesten ikke en nødvendighed for ham. Det var mere for samværet skyld, at han var her. Og lige nu var samværet med Selmy nok, for nu.

Navnet blev gentaget som for at kunne huske det bedre. Dog virkede Selmy til at tygge nærmest på Winchells navn. Havde han hørt det før? Den buttede mand tvivlede, for hvor skulle en tydelig overklassemand have hørt en lystmand fra Dianthos, selv hvis de boede i samme by? Hovedstaden var en stor by. Winchell kendte knap nok procentdele af byen. Det var ikke alle, der gjorde sig i at være kunder på et bordelhus.

At Selmy også lagde mærke til ildslugerens genkendelige show vakte en fnisende lyd fra Winchell. Men som hans blik stadig var på showet, havde Selmy meget fint skiftet samtale markant. Og det tiltrak Winchells opmærksomhed markant. Først, fordi han ville høre noget. Allerede der havde den buttede mand drejet sit hoved tilbage på den blonde mand. Og det bagefter vakte endnu mere interesse. Kunne Selmy virkelig høre dette? Nogle kunne høre en dialekt på Winchell, men det var ikke mange, der kunne tyde, hvorfra landet den kom fra. Men det kunne Selmy. "Sikke observant, du er, men ja." Hænderne klappede en enkelt gang sammen, som Winchell nikkede smilende til manden.
Selmys øjnene havde virket til at ændre sig. Som om Winchell nu var mere interessant i hans øjne. At der var mere i den buttede mand end først antaget. Men som nævnelse af faren kunne Winchell ikke lade være med at trække læberne lidt ind i munden for at sænke en klump. "Det er min far, ja. Har dog ikke set ham eller familien i mange år." Winchell var ikke sky for at fortælle sin historie. Han var en åben mand. Det var mere, om andre gad høre det og ønskede at lære den del af Winchell. Derfor var der alligevel en lille form for sørgmodighed i mandens ellers så muntre stemme. Det var en bittersød historie. For familien var Winchell ikke længere en Faust. Jovist havde han kropsbygningen. Winchell kunne sulte sig og ville stadig have svært ved at miste det overskydende fedt. Det var en lige så stor del af ham som personligheden åbenbart. Det ville ikke af og Winchell ville heller ikke have det af. Det sad godt på ham. Noget blødt at tage fat i for folk.

Hovedet på Winchell vippede fra side til side til Selmys kommentar. "Norden har ikke været mit hjem længe. Dianthos er mit hjem." Mere sagde Winchell ikke, men der var en hvis stolthed i den buttede mands stemme. Han kaldte endelig et hjem for et hjem, hvor han følte sig accepteret. Selvfølgelig var det ikke alle i hovedstaden, der accepterede ham. Ingen i samme by på denne størrelse ville acceptere et erhverv som Winchells. Men der var langt flere her end derhjemme, der ikke havde noget imod den buttede mands ønsker og drømme. Og derfor kaldte han dette hjem mere end der, hvor Faust'erne var fra.

At Selmys familie selv var delvist fra Norden og mere specifikt Nordvik, fik Winchells kraftige øjenbryn til at hæve, som smilet forstørrede sig på begge mundvige. Det var ikke mange fra Norden, som manden mødte og selvom Selmy ikke direkte kom der fra, havde den blonde mand gener fra det koldeste sted i landet. Og da dette også blev kommenteret, kunne Winchell ikke lade være med at fnise bare lidt. "Når man har overlevet en vinter deroppe, er ingen andre vintre slemme," Kort kiggede Winchell ud på tribunepladsen og alle dem, der var her. Ville en tydelig overklassemand som Selmy være tilpas i at være i selskab med en som Winchell? Selv havde den buttede mand intet imod klasser, men når man var fra den højere klasse, var dette mere betydningsfuldt. Derfor, som blikket atter endte på Selmy, havde Winchell en ide i tankerne. "Skal vi finde et glas eller krus et sted, eller en bid mad måske? For os fra Norden." Hurtigt bundede Winchell det lille glas vin, han havde om den ene buttede hånd. Nu var han i hvert fald fri og til rådighed for noget at drikke eller spise. Hvis Selmy ikke havde noget imod dette. Det var jo en festdag for hele hovedstaden. Hvis der var et tidspunkt at blande klasserne sammen, var det nu. Ellers ville det ikke være blevet afholdt i den nedre del af Dianthos jo.

"Føler mig mere hjemme her, ja." indrømmede Winchell. Det lød, som om Selmy var skeptisk over den buttede mands kommentar. At han umuligt kunne føle sig hjemme i en by, han ikke var vokset op i. Men lige nu var Norden ikke det hjem, Winchell ønskede. Det var Dianthos. Hovedstaden lod ham udforske, hvad han ville uden at være anmassende eller stille spørgsmål til samtlige valg, før de blev truffet. Winchell var sin egen herre. 

At Selmy virkede helt perpleks over Winchells invitations, kunne den buttede lystmand ikke lade være med at smile en anelse smørret over. Den blonde mand burde der have vænnet sig til invitationer på aftaler. Fra kønne kvinder eller mænd - alt efter, hvad han var til. For med et ansigt og tydelig status som Selmy burde bejlerne stå i kø ved hoveddøren!
Som søsteren blev nævnt, valgte Winchell også at spejde kort rundt. Dog faldt øjnene ikke på nogen blonde kvinde eller en kvinde, der virkede til at lede efter Selmy. Derfor vendte blikket hovedet hurtigt tilbage mod Selmy, imens smilet endnu var at finde på læberne. "Jeg kan ikke se nogen søster." Stemmen var legende, som for at skubbe Selmys undskyldning væk uden problemer eller tydelig tvang. Der var ingen søster til stede at lime sig til. Måske Selmy var kommet med en, men hun var smuttet fra ham og i hendes sted var Winchell kommet.

Efter glasset var stillet på bodens kant nær ham, valgte den nu frie hånd at klø sig mod den beskæggede hage. "Hm," Lyden af tænkning og de halvrynkende øjenbryn gav virkelig et billede af, at Winchell tænkte langt og længe på en destination værdig for Selmy. Han skulle jo vise den tydelig fornemme mand det bedste, som den nedre del af hovedstaden kunne tilbyde! Hånden fjernede sig endelig fra hagen, som rynkerne atter glattede ud til den pæne hud på manden. Håndens fingre var åbnet en anelse, som hånden endnu var nær hovedet. Alt, der manglede, var et stearinlys henover hovedet for at give billedet af, at en ide var kommet. "Altså, jeg har nogle flasker derhjemme, men tænker ikke, at min bopæl er det bedste. Ellers kender jeg den her kro, der laver de bedste stegte fisk, hvis du er til havet?" Begge destinationer lå ikke langt herfra. Faktisk var de kun et par gader væk fra hinanden. Hjemmet var kun blevet nævnt som et lille puf. Winchell forventede ikke, at Selmy ville sige ja til at tage hjem til den buttede lystmand, om så han havde tre retters menu planlagt med vin fra Rubinien. Og det var heller ikke blevet nævnt, fordi vinen var blevet slugt og efterladt manden alt for påvirket, for det var Winchell langt fra. Han havde kun fået glasset at drikke og der skulle mere til, før det ramte ham. Han var jo en stor mand. Hans alkoholtolerance var i en god størrelse. Det var blevet nævnt, som sagt, for at sætte frøene ud. Hvis ikke Selmy ønskede. Hvis manden blot ønskede at nyde samværet med Winchell, ville den buttede mand give netop dette. Men der var intet galt af drysse med ideer fra starten af. Og Winchells charme kunne komme afsted med dette - i de fleste tilfælde.

Heldigt valgte Selmy ikke at skyde begge valgmuligheder ned. At ideen om at tage hjem til Winchell ikke engang blev kommenteret var ligegyldigt. Selmy havde tydeligt takket ja til fisk og det var mere end nok for Winchell.
Der blev ført an væk fra Tribunepladsen. "Winchell er nok. Hr. Faust for mig til at lyde som en gammel, grå mad." kom det fra Winchell med hovedet skævet til Selmy og det kække smil endnu på læberne. Formaliteter var ikke noget, den buttede mand normalt gik op i. Selvfølglig, hvis en kunde ønskede at føle sig hævet og større, så var det at kalde dem 'sir' eller 'De' klare måder at gøre dette. Men i hans fritid var Winchell som dus med alt og alle. Måske, hvis han mødte højrangeret adelige, ville han være mere påpasselig, men selv der ville et 'du' blive sagt sikkert.

De var nået en gade væk fra Tribunepladsen, da Selmy kommenterede igen på søsteren. Winchell havde godt lagt mærke til den blonde mands spejden rundt igen. Der havde den buttede mand da også overværet et par nysgerrige blikke mod dem. Sikkert på Selmy, tænkte han. Der virkede til at være noget vigtigt ved manden på siden af Winchell.
"Det siger jeg heller ikke, du har," sagde Winchell hyggeligt og smådrillende. Han havde langt fra anklaget Selmy for at lyde eller noget. Dog forandrede Winchells blik sig fra et legende til et lettere nysgerrigt. Berejst? "Hun er sikkert blevet en selvstændig kvinde. Som du er en selvstændig mand." Et lille blink i det ene øje blev sendt til Selmy, som de to mænd fortsatte deres tur mod kroen.
Og der kom kroen. Et skilt henover døren var i træ og formet som en meget grov fisk. Det var en havkro. Der var tit havnearbejdere, skibsførere og lignende herinde. Men lige nu var den næsten mennesketom. De var sikkert alle til de festlige arrangementer. Krofatter virkede også forvirret over allerede at se kunder. Måske han forventede et ordentligt ryk hen mod afslutningen af begivenheden, men ikke allerede nu. Derfor svirpede han også hurtigt et klæde væk, da Winchell havde løsrevet sig fra Selmy for at bestille. "To stegte af dagens fisk, tak. Og en god flaske vin," bestilte Winchell. Krofatter forsvandt hurtigt ud bagi. Den buttede mand drejede rundt til Selmy i den næsten tomme kro med et sødt smil på læberne. "Vælg vores bord, Selmy. Der er frit valg på næsten alle hylder."

At Selmy troligt fulgte med Winchell, som han førte den blonde mand væk fra gaden for at finde mere private steder gjorde kun den buttede mand tilfreds. Hurtigt afsluttede han samtalen med krofatter. Det var mere manden bag baren, der havde spørgsmål, som Winchell hurtigt fik svaret på. Det var jo ikke pænt at lade en gæst vente og iført de klæder kunne Winchell hurtigt erfare, at han ikke havde med nogen fra den nedre del af hovedstaden at gøre.

Øjnene faldt hurtigt på Selmy, der havde udvalgt et bord. Et ved væggen. Interessant valg, tænkte Winchell, som han gik hen imod ham. Det virkede intimt at sidde ved væggen og endda med en søjle dækkende for dem. Intim eller i skjul. Selvfølgelig valgte han det første. Han valgte altid det, der lød bedst, om så det måske ikke var det mest sande.
Som den lidt større end gennemsnittet bagdel blev sat i sædet over for Winchell, som han studerede Selmy i sit spørgsmål. Først valgte han blot at ryste på hovedet, før han svarede verbalt. "Ingen kone, men jeg kan selv mit vidunder i køkkenet," Det var nok Winchells anden styrke foruden den intime tilfredsstillelse af andre. Jovist kunne han lide at kokkerere og han gjorde det tit. Der var bare mange minder om det derhjemme. Og ikke alle af de minder var gode. I hvert fald ikke dem med gode, gamle farmand. "Jeg spiser ikke ude hver dag, men nogen gange må man gerne tage den nemme løsning." Et lille blink blev givet, som Winchell lænede sig en anelse indover bordet mod Selmy, dog ikke i en truende eller nærgående facon.

Dog skulle Winchell læne sig tilbage, da krofatter relativt hurtigt kom med hænderne fyldte. Den ene havde to tallerkener med dampende fisk, imens den anden havde en flaske vin og to glas mellem fingrene. Hurtigt blev dette sat på bordet fulgt med et 'velbekommen' af manden, inden han forsvandt bag baren igen.
"Begynd, inden den bliver kold," erklærede Winchell, som han skænkede vin op til dem begge. Næppe var det en eksotisk vin, ej heller af den bedste årgang. Det var en simpel vin fra en simpel kro, det vidste han. Alligevel kunne han ikke lade være med at skænke op og hæve sit glas imod Selmy. "Skål for de samme, kedelige gøgler hvert år." Smilet var legende, som tonelejet også var på den buttede, varme mand.

Den lille bordbøn, Selmy lavede, fangede Winchells blik kort. Dog pointerede den buttede mand ikke på dette. Alle havde hver deres måde at tilbede guderne på og i hvilken mængde dette blev gjort i. Selv var Winchell nok typen, der bad inddirekte. Han lod sine handlinger tale for sig. I ny og næ kunne han finde på at snakke til en af guderne, men det var ikke ofte.
I stedet smilte Winchell blot til Selmys ord, som deres glas klingede mod hinanden. Glasset blev ført til de halvfyldige læber, hvor en god sjat af det blev drukket. At drikke var intet nyt for ham. Han kunne drikke en kro tør. Dog var dette ikke planen lige nu. Lige nu stod den på et bid mad med Selmy. Hvad der skete bagefter, kunne han ikke planlægge. Han var ikke en seer jo. Hans magiske evner var noget helt andet end dette.

Begge begyndte de at spise deres fisk. Winchell nikkede blot til Selmys komplimentering af maden. Han vidste allerede, hvad den smagte af. Alligevel kunne han ikke lade være med at smile til Selmys rettelse af sig selv. En gaffelfyldt hånd blev viftet, som Winchell slugte, hvad han havde i munden. "Det gør intet. Du er ikke vant til at snakke fornavne med andre, hva?" Selmy havde slået ham som en fra overklasse og at addressere formelt og fint til andre virkede som en vane derfra. Ikke her, hvor Winchell var fra. Der var man hurtig dus med folk. Den buttede mand var i hvert fald. Og hvis ikke han var, gjorde han det alligevel. En lille straf for dette var intet galt for manden. Især ikke, hvis det var de rigtige personer og i de rigtige situationer. Så kunne en lille skideballe gør underværker.

"Du behøver ikke undskylde. Det er en vane, du har. Vaner er ikke nemme at slippe af med," kom det forstående fra Winchell. Selmy skulle ikke føle sig skyldig over at kalde ham ved fornavn, når normen for den blonde mand uden tvivl sikkert var at addressere ved efternavn og kun ved fornavn, hvis det var tætte venskaber. "Vi spiser sammen, så allerede der vil jeg kalde dig en ven, Selmy." Et lille blink med det ene øje blev givet. Winchell var den venlige type. Der skulle meget til, før han ikke hurtigt ville kunne se en anden person som en mulig ven. Ja, selv dæmoner og den slags kunne han være venlige med, så længe de ikke gik direkte i halsen på ham. Og Selmy havde ikke gjort andet end at være til stede og endda på en relativ høflig måde. Ikke just, hvad Winchell ville beskrive som uvenligt. Selvfølgelig ville et venskab mellem de to måske være problematisk. Taget deres klassefordeling i betragtning. Men det skulle nødigt stoppe den buttede mand. Hvis han ønskede et venskab med Selmy, ville han prøve at opnå dette. Han var ikke på arbejde, så han måtte gerne tænke overvejende mere på sig selv end andre.

Som Winchell havde en bid af den dampet fisk i munden, spurgte Selmy ind til hans profession. Den buttede mand kunne ikke lade være med at lægge mærke til den blonde mands øjne. Hvordan de kiggede på klæderne, på hænderne og på Winchell. Kort tænkte han over, hvad han skulle sige. Flov var Winchell næppe over sin profession. Han nød at være i det erhverv, han var. Men det var ikke alle, der så på ham med samme øjne, efter han havde fortalt det. "Jeg gør folk glade," startede Winchell, som han tyggede færdig på fisken. Bestikket blev lagt fra sig, som han kort tørrede sig for munden. Det var ikke et tilstrækkeligt svar, det vidste han godt. Derfor lænede han en anelse tilbage for at kigge på Selmy, før han lænede lidt ind over bordet, så hagen var over tallerkenen med fisk. "Jeg bringer nydelse til mine kunder." Det var nok så meget, Winchell kunne sige, uden at sige professionen. Nu var det op til Selmy, hvordan han ville opfatte denne form for erhverv for en mand af Winchells kaliber. Ville dette være nu, Selmy ville rejse sig for at forlade Winchell for evigt, eller var den blonde mand ligeglad?