Godric havde været så træt på det sidste. Kroppen virkede sløv, og hans tanker ville ikke helt hænge sammen. Han sov mere end han plejede, og det skete, at han faldt i søvn i løbet af dagen – som lige nu, hvor han sad i sin gode stol i sine gemakker, med en bog hvilende mod det store hvide skæg, og hans hage hvilende mod brystet. Ilden brændte varmt i pejsen og holdt efterårets kulde i skak. En af vagterne havde fortalt ham, at solen skinnede, men luften var så kold, at de første istapper havde vist sig i vagtens skæg.
En banken fik det til at give et svagt ryk i den stadig alt for tynde dværgekrop, og hovedet blev hævet med et lille grynt. En kortfingret hånd blev gnedet ned over det rynkede ansigt, inden han rettede sig lidt op.
”Kom ind.” Godric kunne næsten ikke genkende sin egen stemme, så han rømmede sig for at rense den. Døren til rummet gik op og en velvoksen dværg med rødbrunt skæg, der hang løst ud, over to pyntende fletninger, kom ind. De brune øjne havde et svagt skær af bekymring, som han så på Godric. Helan havde fulgt ham i mange år, han stod for hans sikkerhed. Og så var han hans ven. Deres forhold var tæt, og den ældre dværgs træthed var ikke gået hans opmærksomhed forbi.
”Undskyld jeg forstyrrer, min Than.” Et let buk blev givet, selvom Godric utallige gange havde bedt ham lade være, der var ingen grund til at holde på formerne, når de var alene. Men Helan var åbenbart lige så stædig som Godric selv.
”Der er ankommet et menneske til Dragorns porte, han ønsker at tale med Dem.” Der var noget i hans blik, der gjorde Godric nysgerrig. Han så ikke ud som om, at han var helt tryg ved den fremmede.
”Et menneske? Alene?” Nysgerrigheden kunne høres i den gamle dværgs stemme. Helan nikkede.
”Ja. En ældre herre. På gåben.”
Godric klappede bogen sammen og lagde den fra sig på det lave bord ved siden af stolen. Dét måtte undersøges nærmere.
”Jeg tænker, at jeg vil snakke med ham i tronsalen.” Med lidt anstrengelse kom han op af stolen. Helan sukkede umærkeligt og bukkede så let.
”Vagterne har allerede fået besked på at tage ham dertil.”
”Godt!” Godric sendte sin ven et smil, inden Helan rakte ham staven. I et langsomt tempo, Godric lidt tungt hvilende mod staven, der efterhånden mere var en stok, begyndte de at gå mod tronsalen. Som altid, når folk mødte ham i gangene og på gaderne, bukkede folk for deres Than, men han havde ikke tid til at småsludre. En gæst ventede. Men hvilken gæst?

Da de kom frem til tronsalen, var vagterne ankommet med den fremmede, der pænt stod og ventede i salen med hænderne på ryggen. Det var en – i dværgemål - høj mand med et rødligt hår, høje tindinger og et kranie, der var tydeligt under huden, der bar tegn af alder. Et par blå øjne blev rettet mod Godric, da han trådte ind i salen, og noget ved blikket sendte en kold følelse igennem den gamle dværg. Selvom manden udadtil så helt almindelig ud med rejsetøj og et venligt lille smil om de smalle læber, vidste Godric straks, at det ikke var et menneske han stod overfor.
Han gik i stå døren for et øjeblik, men en bekymret hånd på hans arm fik ham til at fortsætte ind. Med Helan ved sin side fortsatte han mod tronen, der, hævet et par trin over gulvet, stod og ventede på ham. Manden bukkede høfligt for ham.
”Det er en ære at møde Dem, Than af Dragorn. Mit navn er Samael.” De blå øjne blev rettet mod ham igen, og Godric tog en dyb vejrtrækning for at samle sig selv.
”Det er ikke dit rigtige navn, er det?” Spørgsmålet kom ud lidt skarpt, som Godric lagde staven over sine ben og hvilede hænderne på den.
”Det er, hvad jeg hedder her.” Man kunne se på manden, at han fandt det en smule morsomt, at dværgen havde regnet ham ud. Men han var stadig venlig. Godric så lidt overvejende på ham, inden han så mod Helan.
”Jeg vil gerne være alene med vores gæst.” Inden Helan kunne protestere, sendte Godric ham et beroligende smil og viftede med hånden. ”Gør som jeg siger. Der sker ikke noget.” Tonefaldet kunne næsten minde om en far, der bestemmer over og beroliger sit barn, og Helan åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen og vinkede vagterne ud, inden han sendte et advarende blik mod gæsten og lukkede døren bag sig. Stilheden lagde sig for et øjeblik over salen, mens de to efterladte mænd så på hinanden igen.
”Jeg fornemmer, at De ved, hvorfor jeg er her?” Den høje mand kom lidt nærmere tronen, men holdt sig på behørig afstand. Høfligheden kunne tydeligt mærkes på ham, noget Godric ikke ligefrem havde forventet af lige netop den person.
”Jeg har ventet på døden i mange år. Jeg troede bare ikke, at den ville komme og hente mig personligt.” Godric følte ikke frygt, som han udtalte ordene. Døden. Hvordan han vidste, at manden foran ham var der for det, vidste den gamle dværg ikke, men han var ikke i tvivl. Nej, han var ikke bange for ham. Måske var det mere som at møde en gammel ven, han ikke havde set længe.
”Jeg har hørt mange gode ting om den store Than. Jeg følte, at det var på sin plads at se Dem godt af sted.” Samaels blå øjne gled kort over omgivelserne. ”Jeg har heller ikke set meget af Dragorn før, det har oftest været svært at komme ind.”
Godric nikkede med en lav brummen. Ja, det var ikke let at komme ind i Dragorn, slet ikke i hårde tider. Igen lagde tavsheden sig for et øjeblik, inden det var Godrics tur til at bryde den.
”Hvad venter der efter livet? Møder vi dem, der er gået før os?” Der var et svagt håb i hans stemme. Samael så svagt medlidende på ham.
”Jeg ved det ikke. Jeg har ikke selv været der.” Han løftede en hånd og kløede sig på kinden. ”Men jeg oplever, at mange af de sjæle, jeg hjælper videre, udsender en form for glæde, i øjeblikket, hvor de forsvinder. Jeg fornemmer, at De ønsker at se nogen igen?”
Godric mærkede det velkendte tryk i brystet, der altid kom, når han tænkte på dem, han havde mistet.
”Min hustru. Og min søn. Familie og venner. Jeg er en ældre dværg, jeg har mistet mange igennem tiden.” Måske han var heldig og de ventede på ham, når han … ja, han skulle vel dø. Tanken tog lidt vejret fra ham, men samtidigt følte han sig også klar. Det havde han gjort længe, men så alligevel, der var altid noget at se til. Selv nu.
Samael nikkede og smilede mildt.
”Jeg kan ikke love noget, men jeg tror.”
Godric nikkede.
”Det er godt nok for mig.” Tavst så de lidt på hinanden, inden Godric rømmede sig. ”Nå, men jeg er klar, hvordan…”
”Det er allerede sket.” Samael nikkede i retning bag Godric, der overrasket vendte sig om. Der sad han. Eller hans krop gjorde. Hagen hvilende mod brystet, som sov han. Hænderne stadig på staven, der lå hen over hans ben, som han sad der i tronen. Det så fredeligt ud. Værdigt ud. Lidt sørgmodigt betragtede han sig selv lidt, inden han vendte sig mod Samael igen.
”Jeg håber, at de klarer sig uden mig. Der kommer til at ske omvæltninger.”
”Det er ikke længere noget, De skal bekymre dig om. De levendes problemer er deres problemer.”
Det gav vel mening, men Godric kunne ikke helt slippe sin bekymring. Med et suk – var det et suk? Kunne han sukke? – accepterede han dog, at der ikke var mere, han kunne gøre. Samael smilede til ham.
”Lad mig vise Dem vejen.”
”Vent.” Godric så mod døren. Om lidt ville Helan komme ind. Se ham død. Se Samael.
”Helan er en god mand. Men … jeg ved ikke, om du kommer ud herfra i live.”
”Det gør ikke noget. Jeg har taget mine forholdsregler. Døden dør ikke så let.”
Beroliget gav Godric langsomt slip på de ting, han ikke kunne ændre alligevel. Og han kunne mærke trætheden, smerterne, bekymringerne og sorgerne forsvinde, som denne virkelighed blev skiftet ud med en anden.

Der gik et stykke tid, inden døren gik op. Dværgen med det rødbrune skæg og de bekymrede øjne kiggede ind. Der var stille i salen. Den fremmede, der havde givet Helan gåsehud, sad på en af bænkene ved et af langbordene. Hans øjne var lukkede, og han reagerede ikke, som Helan, så stille som en dværg nu kunne, bevægede sig frem mod tronen, hvor han kun lige kunne skimte det hvide skæg og staven.
”Than? Godric?” Klumpen I maven voksede, som han kom nærmere og der ikke kom noget svar. Og som han kom ind foran tronen, følte dværgen det som om, at noget kastede ham ud i en isdækket sø. Han kunne bare sove. Men det gjorde han ikke. Thanen var død. Godric var død. Manden, der havde behandlet ham som en søn, siden hans egen far døde, var død. Alting frøs omkring Helan, som han stod der og så på den gamle dværg. Sorgen væltede ind over ham som et stort sort monster, druknede enhver form for logisk tænkning. Thanen var død. Den mystiske mand måtte have noget med det at gøre. Uden selv at lægge mærke til det, trak han den ene af de to økser, der hang i hans bælte, mens han vendte sig om og så på manden. De blå øjne var åbne og blikket rettet mod ham.
”Der var ikke noget smerte. Han sov stille ind. Det var hans tid.” Stemmen virkede som om, at den kom langvejs fra. Men alligevel borede den sig ind i Helan. Havde han ikke været i kløerne af det store monster af sorg, havde han måske forstået, at manden måske ikke havde slået Godric ihjel, men alting var bare overskygget af tabet af den gamle dværg. Hans råb af vrede rungede mellem klippemurene, som han løb frem mod manden, der ikke flyttede sig fra øksen, der blev plantet solidt imellem hans nakke og skulder. Helan kunne se livet forsvinde fra ham, men der var ingen frygt i hans udtryk, bare et svagt skær af smerte. Blodet væltede frem og da Helan slap øksen, stadig siddende i mandens hals, væltede manden om, ned af bænken.
Råbet måtte have været højt nok til at hidkalde flere vagter, for da Helan vendte om og gik tilbage til tronen, kom der flere dværge løbende. Han registrerede det ikke rigtigt, som han faldt på knæ foran tronen og Godrics livløse krop. Vagterne omkring ham blev stille. Bukkede hovederne og viste deres respekt.
”Helan.” En af vagterne afbrød stilheden. Alle så på ham og fulgte derefter hans blik. Manden på jorden. Hans krop virkede til at gå i opløsning. Forsvinde. Øksen faldt klirrende til jorden. Og liget var væk. Det var som om, at det tog nogle øjeblikke for alle lige at forstå, hvad der var sket. Men det trak Helan ud af sin sorg. Der var ting, der skulle gøres. Dragorn skulle vide, at deres leder var død. Krystallandets dronning skulle have besked. Men først og fremmest…
Helan snøftede ind og tørrede sig ansigt for tårer, mens han kom på benene.
”Thanens familie skal have besked, inden rygtet spreder sig.” Og sorgen blev skubbet til side, som det praktiske tog over. Thanen var død og der var meget, der skulle ses til.