Som så ofte før sad Eleanor inde på sit værelse, et af de få steder hvor hun følte, at hun kunne være nogenlunde fri. Det var en illusion, det vidste hun godt, men hun havde brug for et eller andet, hvis hun ikke skulle blive fuldkommen sindssyg.
Det hvide hår var sat i en frisure, så det blev holdt væk fra ansigtet, men ellers hang løst. Det var ikke sat for at være pænt men for at det ikke fladt ned foran hendes øjne, mens hun sad og læste. På skrivebordet lå en anden bog fyldt med noter og små tegninger. Hun havde i forvejen mange af den slags bøger, de fyldte hylder og kister rundt om på hendes værelse. Noter om alt og ingenting, noter om Llyon og ideer til, hvordan hun mon kunne slippe af med ham. De specifikke notesbøger var gemt på steder, hvor hun håbede på, at han aldrig ville finde dem.

 På det seneste havde Llyon været noget mere udholdelig at bo sammen med, utvivlsomt på grund af den der halvkat, som han havde afskaffet sig. Hun havde selv sine mistanker om, hvad der foregik mellem hendes bøddel og så hans nyeste kæledyr. Mistanker som hun flere gange havde hentydet til overfor Llyon, og selvfølgelig havde det ført til en eller anden form for afstraffelse, så hun havde efterhånden lært at holde rygterne til når hun snakkede med nogle af husets ansatte, som jo egentlig også selv gik med nogle af de mistanker.
Hun hadede virkelig Percival. Han var irriterende og det var hendes uforståeligt, at han sådan fandt sig i at være Llyons kæledyr. Nå ja, i det mindste gjorde han Llyon i godt humør, og når Llyon var i godt humør, var der mindre chance for, at hun blev straffet for et eller andet.

Bogen blev lagt på skrivebordet og et par ord kradset ned i notesbogen. Der var ikke meget at tilføje, det var langt fra første gang, hun læste bogen. Måske hun skulle prøve at bede Llyon om nogle nye bøger? Hun havde trods alt forsøgt at opføre sig pænt på det sidste.. Hvis altså ingen af tjenestefolkene havde sladret om, hvad hun gik og sagde bag hans ryg. 

Dagen havde forløbet fuldkommen gnidningsfrit, noget der mere var en sjældenhed end en selvfølge. Hvis ikke det var nogen i tjeneste stablen eller en af slaverne som volde problemer, så var det enten hans kære søster Eleanor eller en af de mange kunder. Eleanor havde dog opført sig helt fortræffeligt på det seneste. Faktisk havde det været længe siden at besætter dæmonen måtte ty til ’hullet’ eller andre afstraffelsesmetoder. For at vise lidt god vilje over for den lyshåret kvinde, var han nu på vej til hendes private kammer. Nok lå det i modsatte fløj end Llyon’s, men derfor var standarden ikke ringere, hun var måske nok fange, men hun var hverken slave eller tjenestepige og levede derfor heller ikke derefter. Han var jo ikke umenneske overfor hende – for det meste.

Tre hurtige slag med knoerne på den mørke trædør lød, før han uden at vente på et ’kom ind’ fra Eleanor, trådte ind ”Eleanor!” kom det næsten helt begejstret fra dæmonen ”Sidder du nu med næsen i en bog igen? Bliver det aldrig kedeligt for dig?” spurgte han, mens han begyndte at skridte rundt på værelset, hænderne foldet bag ryggen. Indimellem lod han den ene hånd strække sig frem, hvor han uinteresseret lod de slanke brune fingre skubbede lidt til en bog eller to. Personligt forstod Llyon sig ikke på lysten til at læse, men ordene flød også sammen for ham, bogstaver hoppede og dansede før de skiftede plads med hinanden. Heldigvis var han en rig mand, så med en personlig skribent behøvede han aldrig bekymre sig om tilsendte brev, eller breve der skulle skrives; han skulle blot fortælle hvad der skulle skrives.

”Hvad siger du til vi drager ud på et lille eventyr sammen? Det er så længe siden vi har været ude sammen.” med samme lethed han havde bevæget sig rundt i rummet, havde han trådt nærmere søsteren til hans krop. Stoppende op bag hendes siddende skikkelse, lagde en hånd sig på hendes spinkle skulder, før han lænede sig ned til munden, var ud fra hendes øre ”Men det kræver naturligvis at du netter dig lidt, jeg kan jo ikke tage dig ned ud, når du ligner en sjusk.” hånden flyttede sig til det lyse hår, hvor en tot blev nullert let mellem fingrene, før også dette blev sluppet. Det var ikke et spørgsmål om Eleanor ville med, beslutningen var taget, selvom det blev præsenteret anderledes.

Knapt havde hun nået at kigge fra bogen og hen mod døren, før den blev åbnet, og Llyon trådte ind. Hun forsøgte ikke engang at skjule irritationen på sit ansigt, kunne han ikke bare lade hende få lidt fred?
"Jeg skal jo have en eller anden form for underholdning, hvor jeg ikke går for langt væk" Hun var lige ved at sige noget grimt om hans manglende evne til at læse bøger, men hun bed det i sig. I stedet slog hun igen blikket ned mod ordene på siden i håbet om, at han snart ville forlade værelset igen. Hun læste dog ikke spor af, hvad der stod på siden, hele hendes opmærksomhed var på Llyon og hvad han lavede rundt om på værelset. Hun havde trods alt kendt ham i mange ord, og hun stolede ikke det mindste på ham.

Et lavt, men hørbart, suk forlod hende. Ud på eventyr? Havde han endnu en mand, som han mente at hun passede til? Hun følte knapt, at hun var kommet sig efter den sidste, ikke at han nogensinde havde taget hensyn til det før selvfølgelig.
"Hvor har du tænkt dig at vi skal hen?" stemmen var irriteret, intet nyt der, det var den stort set altid, når hun snakkede med ham.
Følelsen af hånden på hendes skulder, fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen. Nok havde han aldrig rørt hende, i hvert fald ikke på den måde, men selv den mindste berøring fra ham gav hende alligevel altid kuldegysninger. Hurtigt rejste hun sig op før han skulle finde på at røre ved hende igen. Hendes blik søgte hans, klar til at komme med en spydig kommentar, men i stedet slog hun blikket ned og nikkede svagt, hun måtte nok hellere høre efter.

Ovre ved den ene væk stod et stort spejl, som hun stillede sig foran. Frisuren håret blev sat i, var ikke noget specielt. Et par hurtige fletninger og nogle nåle så håret kunne sættes bare en smule mere op. Det måtte være fint nok. Hun lod blikket glide ned over sig selv. Han havde ikke sagt noget om, at tøjet skulle skiftes.. Den mørkeblå kjole var simpel og næppe noget, som han ville godtage, hvis det var for at møde en mand. Forhåbentlig var det et positivt tegn.
"Tilfreds" hun vendte sig mod ham med blikket rettet mod gulvet, mens hun ventede på hans accept.

Eleanor vidste bedre end alt for åbenlyst at kaste spydige bemærkninger mod dæmonen i hendes broders krop. Det havde hun trods alt hurtigt lært var en ganske dårlig taktik, hvis hun ville undgå afstraffelse. ”Jamen min kæreste Elenor, du kan jo altid spadsere en tur gennem haven, som kvinder af din stand ville elske. Den er så rigeligt stor, at du burde få bugt med din lyst til at stikke af.” ordene var fløjlsbløde og helt kærlige, men smilet var som et rovdyrs, der truede med at sætte sig i struben på hende, hvis hun valgte at svare ham flabet igen.
Meget kunne man sige om Llyon, men dum var ikke en af dem, så naturligvis gik det ikke hans næse forbi at Eleanor’s kommentar, trods manglen på spydighed eller snerren var skabt af utilfredshed.

Selvom hun ikke kunne se hvordan hendes brors ansigt strammede sig, ved den tydelige irritation i den fine kvindestemme, så burde hun ikke være i tvivl. Tonen passede ikke herren og med fingrene i hendes lyse lokker, så burde hun være mere påpasselig. ”Det ville jo ødelægge overraskelsen, hvis jeg fortalte det til dig Ellie.” svarede han tilbage med hård stemme, advarende. Som hun rejste sig, tog han plads hvor hun havde siddet, mens de violette øjne betragtede hvordan hun gjorde sig i stand. Fra vinklen han sad, ville de begge kunne holde øje med hinanden gennem spejlet.
Nærmest dovent rejste han sig og gjorde tegn til hun skulle dreje en gang om sig selv, med en finger der peget mod loftet i en cirkulær bevægelse. Tagende sig god tid før han valgte at svare hende ”Jah, det går vel an.” svarede han nonchalant tilbage. Med en hånd lagt bag hendes ryg begyndte han at føre hende ud af kammeret og mod den karet der ventede dem.
Turen gennem det sydlandske chateau foregik i stilhed, kun deres skridt mod stengulvet brød luften. Galant rakte han den hånd, som hele vejen havde hvilet mod nederste del af ryggen lige før lænden, til hende. En hjælpende hånd til at komme lettere ind i den lukkede transport. Først da han selv efter Eleanor var placeret i de bløde sæder brød dæmonen tavsheden mellem dem. ”Jeg tror du vil kunne lide, hvad jeg har i tankerne for dig.”.

Mange gange før, havde hun sammenlignet ham med forskellige væmmelige og farlige dyr. En slange, primært, men også andre rovdyr, især på grund af smil som netop det, han sendte hende lige nu. Det var en dårligt skjult advarsel, ret ind eller betal prisen.. Det havde taget lang tid at lære at tolke hans, mildest talt, lunefulde humør, men nu vidste hun bedre, derfor valgte hun heller ikke at svare på hans kommentar. Der var ingen grund til at ødelægge, hvad der faktisk havde været en ganske fredelig periode, bare fordi hun havde brug for at vise sin utilfredshed med sin situation. 

Lydigt drejede hun rundt om sig selv, da han beordrede det, hun undlod endda at skule til ham mens hun gjorde det. I stedet var blikket rettet underdanigt mod gulvet, hun havde allerede udfordret ham for meget. Hun gik endda så langt som at neje ganske svagt, da han godkendte hendes udseende, selvom hun virkelig hadede sig selv for det.
Måske han slet ikke havde tænkt sig at introducere hende for en ny mand? Nok var mange af de potentielle ægtemænd, som Llyon fandt langt fra kræsne, men derfor plejede han da alligevel at stille lidt krav til hende. Det var nok bedst ikke at stille spørgsmålstegn ved det, han havde jo allerede sagt, at han ikke ville afsløre det. Og hvis det nu, stik mod hendes forventninger, faktisk var en positiv overraskelse, ville hun ikke ødelægge det ved at irritere ham.

Hånden mod hendes ryg, fik hårene til at rejse sig på hendes arme, og det var lige før, at hun havde viftet hans arm væk, hvorfor skulle han også altid røre ved hende! Som om det ikke var slemt nok, at hun var tvunget til bare at være i samme rum som ham. Det værste var, at det slet ikke ville komme bag på hende, hvis han var klar over, hvor meget hun hadede hans berøringer og derfor gjorde det ganske med vilje.
Det passede hende fint, at deres lille gåtur foregik i stilhed, hun havde alligevel intet at sige til ham, men det var der nu ikke noget nyt ved. Ude ved kareten skævede hun kort til hans hånd, inden hun valgte fuldkommen at ignorere den for selv at træde ind i kareten, næppe nær så elegant, som hvis han havde hjulpet, men hun nægtede at tage imod hans hjælp.
"Har du tænkt dig, at fortælle mig, hvor vi skal hen nu?" Hun forsøgte virkelig at holde irritationen fra sin stemme og i stedet lyde nysgerrig.   

Han havde været på nippet til at rose hende, da Eleanor responderede prompte og indfandt sig i den rolle, som Llyon for år tilbage havde puttet hende i. Alt ting var bare nemmere når hun trak kløerne til sig og opførte sig som forventet.
Det havde derfor været med et stort selvtilfreds smil, at den lyshåret kvinde var blevet ført afsted. Velvidende at hun hadet hvert et sekund, hvor på den mørke hånd hvilede mod hendes ryg. Af alle pinser var det disse små subtile han nød allermest.

Håbet om at hun forsat lod sig blive i den lydige og underdanige rolle, brast da hun nægtede at lade ham lede hende ind i det lille aflukkede. Hånden lod han ikke hænge i luften unødigt; dette valg ville hun komme til at fortryde. Selvom det havde været fristende at straffe hende med det samme. Træde mod kjolens skørt så hun ville blive tvunget tilbage, når hun forsøgte at træde op på karetens trin, var stor. Llyon beherskede sig i denne omgang, og fulgte i stedet ind efter sin søster og tog plads overfor hende.
”Det har du vidst ikke gjort dig fortjent til, synes du selv?” svarede han endeligt, efter at have ladet hendes spørgsmål hænge lidt. Med et lille ryk satte kusken hestene og kareten i gang. Knapt var de rullet ud fra husets aflukkede grund, før Llyon flyttede på sig.
I en hurtig og forholdsvis ubesværet bevægelse, taget hans lange krop i mente, var sad han ved siden af Eleanor. Lange stærke fingre lukkede sig hurtigt fast og hårdt om de lyse lokker, hvor de trak hende både nærmere og tvang hovedet bagover. Ud mellem sammenbidte tænder hvislede han til hende ”Når jeg byder dig en hånd Eleanor, hvad gør du så?” taget i håret strammede sig endnu mere, uden at være så forskånene at have grebet tæt nok mod hovedbunden, at det kunne spare hende bare lidt af den intense smerte fra hårsækkende.

Hjertet begyndte at banke hårdt, og hun kunne mærke, hvordan håndfladerne begyndte at blive svedige. Det var en lille bemærkning, sikkert ikke noget, som mange ville ligge det store i, det lød jo nærmest som om Llyon bare irettesatte et barn. Men nu havde hun kendt ham i mange år efterhånden, og det var længe nok til at lære, hvornår hun skulle tage sig i agt.
"Nej" hun foldede hænderne i skødet og holdt blikket rettet mod karetens gulv. Hun var gået alt for langt.. mon hun nogensinde lærte det?

Et forskrækket lille udbrud lød fra hende. Hun havde skubbet ham alt for langt, og nu betalte hun prisen. Grebet i håret var smertefuldt og fik hende til at klynke ganske lavt, mens hun forsøgte at læne sig ind mod hans hånd i håbet op, at det ville lette smerten bare lidt.
"Jeg tager imod den" hun gravede neglene ind i sine håndflader for ikke at gribe fat i hans arm og forsøge at tvinge ham til at slippe. Det var ydmygende at sidde og underkaste sig ham på den måde, men han efterlod hende intet valg.
"Undskyld Llyon, jeg skal nok opføre mig bedre. Jeg lover det" stemmen var bedende, tiggede om forståelse og tilgivelse, som hun vel egentlig ikke fortjente, eftersom hun havde brudt en uskreven regel. Hun turde dårligt nok forsøge på at røre sig, af frygt for, at gøre ham endnu mere vred. Det var jo ikke nogen som forseelse, ville hun da i hvert fald selv mene, så forhåbentlig ville han forbarme sig over hende.. hun havde trods alt rigelig erfaring med, hvor grum og kreativ han kunne blive med sine afstraffelser.

Selvom spørgsmålet havde været retorisk, som de begge to jo uden mærket godt kendte svaret til på det, så forventede dæmonen stadig et svar. Et svar der hvis Eleanor ikke lod sine følelser løbe af med hende, ikke skulle bruge længe på at regne ud, hvilket svar dæmonen forventede faldt fra hendes læber. Nøjagtigt som hendes forrige svar.
Meget kunne Llyon nok sige om sin krops søster, men ubegavet var ikke en af delene. Selvom han til tider gerne behandlede hende som det lige netop dét. I sidste ende handlede en del af det om at sætte tvivl i det kønne hoved. Få hende til at betvivle sig selv, sin fornuft.

Han kunne have været flink, bare lidt da hun forsøgte at slippe for bare lidt af smerten. I stedet for at løsne taget, blev trukket lidt kraftigere ”Min fineste Ellie, hvad spænder du dog sådan op for?” kom det fra ham, som var han fuldkommen uvidende om hånden i hendes hår, trods for hånden tilhørte ham selv. Øjnene gled fra hendes ansigt, ned mod de knyttede hænder med en lille tsk tsk lyd ”Det er der jo ingen grund for, jeg stillede jo bare et spørgsmål, når nu du lod til at have glemt korrekt etikette.”. Tagende sig god tid til at vægte om han godtog hendes undskyldning, fik hun lov til at sidde og kæmpe lidt med sig selv og den indre konflikt han var sikker på der raserede i hendes indre. Hvor længe han mon kunne blive siddende, tvinge hendes hoved tilbage mod ham, før den første knyttede næve ville komme flyvende i hans retning?
Endeligt, hvad der nok for Eleanor havde føltes som timer, lod han hånden slippe sit tag ”Nuvel, så tror jeg du er indforstået med den lille forseelse, ikke skal gentage sig igen.” hånden der havde haft fat i hende, havde trukket en smule hår ud, som han så fint børstede af ned i skødet på hende ”Sikke du fælder, måske skulle vi få kig på noget hår mikstur til dit lille problem? Når nu vi er ude og kører.”.

Det nærmest kløede i hænderne efter at lade håndfladen kollidere med hans kind, selvfølgrlig hårdt nok til, at det ville efterlade et tydeligt rødt mærke. Hun kunne mæsten høre det tilfredsstillende klask, som ville lyde, når hud kom i kontakt med hud. Men selvfølgelig gjorde hun det ikke, hun nøjedes med at sidde og grave neglene hårdere og hårdere ind i sine håndflader, så smerten forhåbentkig formåede at hjælpe med at bevare bare lidt af fornuften. Hvis hun begyndte at slå fra sig, var der ingen som ville kunne sige, om han ville nøjes med at straffe hende.

Et lavt gisp undslap hende, da der blev trunnet kraftigere i hendes hår. Ganske vist havde hun brudt en regel, men det kunne da næppe være nok til, at han behøvede være så grusom! Og var det virkelig nødvendigt, at han også nærmest skulle gøre grin med hende? Hun var jo udemærket klar over sin forseelse.
"Jeg beklager virkelig Llyon, jeg skal nok blive bedre" nærmest klynkede hun. Det burde da slet ikke være så svært at følge hans mange regler, hun blev bare nødt til at lræe at tøjle sit temperament og had til ham.. det ville nok være sværere, end det egentlig lød.

Blikket faldt ned mod skødet og mod håret, som han havde trukket ud af hendes hoved.
"Hvis du ikke.." hun nåede at stoppe sig selv, unden hun fuldførte sætningen, det var ikke nu, at hun skulle teste ham yderligere.
"Undskyld. Du har sikkert ret" endte hun istedet med at sige. Langt om længe slappede hun af i hænderne og rettede dem langsomt ud, der var små røde mærker i håndfladen, hvor hun havde gravet neglene ind. Nervøs for, om Llyon også ville se det som en form for trods, foldede hun hænderne og placerede dem pænt i skødet.

Llyon havde været lige ved at flytte sig tilbage på sin plads overfor Eleanor. Han nåede ikke længere end at sætte hænderne mod sædets kant, før hun skilte læberne ad og lagde an på at svare igen. Det fik de brune fingre til at lukke sig tæt omkring kanten, mens hovedet drejede sig tilbage mod hendes, advarende løftede det ene øjenbryn, som indbød han hende til at fortsætte; havde hun ikke sit liv kært.
Som altid var Eleanor en kvik ung kvinde. Sætningen forstummede før hun fik kastet resten af sig. Ord der uden tvivl ikke ville falde i god jord hos dæmonen. I stedet rettede hun ind ”Ikke sikkert min kæreste Ellie...-" en kunstfærdig pause blev taget, et skævt smil, der kunne have gået som charmerende var det bare ikke Eleanor var modtageren blev sendt "- Jeg har altid ret.” både korrigerede og affejede han hende på en og samme tid.
Pladsen overfor blev indtaget. Havde han aldrig for kun få øjeblikke siden haft fat i sin krops søster. Han fremmanede endda hendes yndlings frugt, omkring halvvejs på ruten.

Fremme ved destinationen, blev en hånd endnu en gang tilbudt hende til støtte ud af vognen. Ankomsten var ved en af de større handles mænd, som handlede med dyr. Dyr fra hele Krystllandet kunne findes her, almindelige som mere sjældne, opdrættede som indfangede. Flere af disse dyr kunne høres knurre, brøle, skrige og skrappe inde fra den stald lignende bygning, kareten havde gjort holdt udenfor ”Jeg tænkte det ville være passende med lidt selskab til dig? Du må vælge lige det dyr som du ønsker, skal være dit.” forklarede han med et håndudslag mod bygningen, efter at Eleanor var kommet ud fra vognens skjul.

Blikket var låst mod karetens gulv, og hænderne krammede skørtets stof, i et spinkel forsøg på at skjule, at de rystede. Hun nikkede ganske svagt til hans ord, og dristede sig til at løfte blikket for at møde hans, bare for et kort stund. Hun hadede det smil, han sendte hende.
Det værste var næsten, at hun sagtens kunne se, hvorfor så mange fandt ham charmerende. Hvis man ikke vidste, at der gemte sig en ondsindet og udspekuleret  bag det charmerende smil, ville man uden tvivl falde for det. Han havde jo endda formået at narre hende.. Men ikke mere. Nu vidste hun, at det charmerende skæve smil gemte på et uhyggeligt mørke og en forfærdelig ondskab. Egentlig burde hun nok være mere bange for ham, end hun egentlig var, men han havde da trods alt ikke slået hende ihjel. Endnu.

Klog af skade tog hun imod hans hånd, da de nåede deres destination, og hun skulme ud af vognen. Instinktivt holdt hun sig lidt tættere på ham, da hun hørte de mange forskellige dyrelyde, han var trods alt den eneste form for nogenlunde tryghed, som hun havde.
Måbende så hun på ham. Kunne det virkelig være sandt? Gjorde han faktisk noget... sødt?
"Hvorfor?" Stemmen var ikke mistroisk eller irriteret, som man ellers kunne have forventet, i stedet kunne man fornemme hendes tydelige forvirring og undren i den. Normalt var Llyon ikke sød ved hende, og da slet ikke når hun opførte sig, som hun havde opført sig i dag. Der måtte ligge noget bag.. men alligevel vovede hun at tage et par tøvende skridt mod stalden, forventende om, at han ville følge med.

Skulle det fjollede pigebarn havde været så dumdristig endnu en gang at afslå den fremstrakt hånd, så havde han ikke tøvet et eneste sekund med at give hende en langt værre lærestreg, end den hun allerede havde fået. Ligegyldigt hvem der så end måtte stå som vidne til af retningen, ingen ville alligevel turde gribe ind. Llyon havde lagt alt for mange kostbare krystaller, til de arbejdende så meget som ville overveje at sige ham imod og slet ikke lægge hånd på den brune hud.

Hånden slap Eleanor’s, men kun for i stedet at byde hende hele armen da hun trådte nærmere. Det var funklende violette øjne der mødte hendes lyse, ved spørgsmålet om hvorfor. Hun kunne jo ikke fortænkes i at være mistroisk for hans gode gerninger, ikke at dæmonen så sådan på det for i hans fordrejede verden, så havde han da været flink ved hende før. Han havde da fundet en attraktiv ung rigmand, første gang hun var blevet tvunget til at gifte sig mod hendes vilje med tanke på at skulle han nå at fuldbyrde deres ægteskab, hvis hun var for sløv til at klare sit job, så var han da i det mindste tiltrækkende. Han kunne have fundet en fedladen, halvskaldet midaldrende mand, som når han tog hende ville puste og grynte som en anden orne.
”Fordi du har fortjent det med din gode opførelse på det seneste, så jeg tænkte det var på sin plads med en belønning.” blidt strøg han bagsiden af hånden over den lyse kind. Forventende hun ville vige for berøringen. Det var en test der ville afgøre om hun faktisk ville få belønningen eller ej ”Men blot husk, du skal selv passe det, så vælg klogt.”.

Meget havde hun gjort for Llyon gennem årene, selvom hun sjældent havde noget valg, og hun følte langt fra, at han havde været taknemmelig. Han tog det nærmere som en selvfølgelig, at hun ville makke ret, eller sådan virkede det i hvert fald på hende. Så derfor var det vel heller ikke så underligt, da hun så på ham, først mistroisk og bagefter forvirret. Han mente det faktisk? Det så da bestemt sådan ud, og det ville da også være lige ondsindet nok, at tage hende med herud og finde på den løgn, bare for så at afsløre, at det hele var et ondsindet påfund.

Hånden blev strøget mod hendes kind, og hun tvang sig selv til at stå stille, det var dog nødvendigt at knuge kjolens stof hårdt. Hvor hun dog inderligt hadede alle hans små berøringer, men hun var ikke spor i tvivl om, at belønningen ville blive taget fra hende, hvis hun trak sig væk.
"Det skal jeg nok" Hun havde slet ikke lyst til, at Llyon skulle komme i nærheden af det dyr, som hun endte med at vælge.

Stadig lettere tøvende begyndte hun at gå mod stalden, hun ville så gerne tro på, at hun talte sandt, men hun havde svært ved at stole på ham. Hele tiden forventede hun, at Llyon ville gribe hende i armen og slæbe hende ud, men alligevel holdt hun sig tæt på ham.. Selvfølgelig kun fordi at det sikker ville blive straffet, hvis hun gik for langt fra ham, og slet ikke fordi de mange lyde som sikkert kom fra store og voldsomme dyr skræmte hende.

Det gik ikke handelsmandens næse forbi, hvordan de lyse hænder knugede sig om kjolens stof, så hårdt at knoerne virkede nærmest gennemsigtige da blodet blev tvunget væk. Han behøvede ingen gang skænke blikket for at vide det, men han tillod hende at vise sit ubehag og utilfredshed, når det ikke var tydeligere. Eleanor træk trods alt ikke hendes hoved væk fra berøringen, så for alle andre kunne de lukkede hænder blot være tegn på usikkerhed for de mange dyre lyde ”God pige.” svarede han, velvidende at det kun ville prikke mere til hende, end han allerede havde gjort ved at lade de solkyssede fingre kærtegne den mælkehvide kind.
Hun kunne nok til nøds kunne få lov til, at lade en af de kompetente slaver med forstand på dyr til at passe det dyr hun endte med at vælge, hvis hun enten næsten lå for døden eller i tiden inden hun kom hjem efter at være blevet giftet ud. Indtil da måtte hun selv passe og pleje dyret, med alt hvad det indebar.

Med rolige skridt fulgte Llyon søsteren til sit hylster, som lå et tæppe af rolighed over den høje mande skikkelse, der ikke lod til at lade sig påvirke af hverken lyde eller lugte.
Inden de trådte ind i staldbygningen, greb han hende om overarmen lige over albueleddet og standsede hende. Munden lagde sig ud for øret tættest dæmonen ”Vælger du et dyr der er giftigt, så må du beholde det hvis du selv kan overleve dens gift.” hviskede han ildevarslende, før han slap armen og smilende gjorde håndudslag mod døren foran dem ”Efter dig min kære Ellie.”.

Igen var der en overvældende lyst til at lade håndfladen suse mod den brune jind, da han kaldte hende 'god pige'. Han vidste at hun hadede det, og det var uden tvivl derfor, at han brugte de nedværdigende ord. Mon nogen inde i stalden ville reagere på den tydelige magtbalance der var mellem dem? Næppe.. hvis det var her, at Llyon normalt købte sine dyr, havde hun uden tvivl brugt nok penge til, at de ville se bort fra selv de mest forfærdelige gerninger.

hjertet sprang et slag over, og hun nåede kun lige, at undertrykke et forskrækket gisp, da Llyon greb fat i hendes arm.
Tanken om at vælge et dyr, som kunne bruges til at skade Llyon eller endda Enzel, havde ikke engang nået et krydse hende. En del af hende havde stadigvæk et forfængeligt håb om, at hendes bror ville kunne reddes fra den sindssyge dæmons klør.. Takket være Llyon, var han jo den eneste familie, hun havde tilbage, så selvom hun inderligt hadede ham og ønskede ham ondt, var det ikke noget hun kunne få sig selv til. Percival ville hun dog ikke have nogle kvaler ved at skade, hvis ikke Llyon passede så forbandet godt på ham.
"Selvfølgelig Llyon" mumlede hun lavt som svar.

Døren ind til stalden blev åbnet, og med det samme ramte lugten og de nu endnu højere dyrelyde hende. Hun havde ingenting mod dyr, men hvordan kunne nogen holde ud at stå i det hele dagen? 
Hendes første instinkt var at gå på jagt efter et dyr, som kunne bruges til transport. Helst et som virkede til at være hurtigt, skulle hun nogensinde formå at stikke af.
"Hvad har jeg af begrænsninger?" Imens hun snakkede hvilede hendes blik på et dyr, som sagtens kunne være en mulighed, men der var ingen grund til aat forelske sig, hvis Llyon nægtede. 

Dæmonen kunne have været ligeglad, med om hun så endte med at vælge det dyr med den mest potente gift, der ville kunne findes i det udvalg som de om et øjeblik skulle se nærmere på. Giften ville med alt størst sandsynlighed ikke have en effekt på ham alligevel, men det ville den til gengæld på hans kæreste eje; halvdyrskatten Percival, den eneste Llyon lod til at skatte højere end sig selv og Eleanor’s evige torn i øjet.

Lyde og lugte blev kun stærkere, da de trådte ind gennem dørene og selvom turen nu var tiltænkt Eleanor at finde et dyr, som måske kunne give have bare lidt glæde foruden at være en mulighed for afpresning, så lod Llyon blikket nøje glide over flere af dyrene.
Det var derfor også lettere åndsfraværende, at han svarede hende ”Skal vi også til at have tjekket øregangene? Jamen dog, hårtab og nedsat hørelse Ellie – Måske er det ved at være tid til at finde de næste mænd?” han havde sagt til hende, at valget var frit. Det eneste krav han havde var trods alt at hun passede kræet selv, og kunne overleve dens gift skulle hun være så tåbelig vælge sådan et dyr. Blikket rykkede sig fra en bås med en hornet hest i, hen på Eleanor.
De violette øjne var fuld advarsel, hun skulle ikke bede ham om at gentage sig, for det ville koste hende dyrt.

Hans kommentar gjorde lidt ekstra ondt den her gang, for den prikkede til to af hendes ømme punkter. Visheden om, at hun, mere eller mindre frivilligt, lod sig sælge til mænd, som ikke kunne få en kone på anden vis. Og så skammen over, at hun slog mændene ihjel for at holde alderen på afstand... Og at hun faktisk nød at kunne holde tegnene på hendes efterhånden høje alder væk.
Igen gravede hun neglene ind i håndfladen, hun måtte ikke reagere på hans kommentarer, ikke når hun var så tæt på faktisk at få noget godt i sit liv.

En dyb indånding blev taget for at dæmpe vreden, hvorfor skulle han dog også være så besværlig.
"Undskyld Llyon" hun kiggede væk mens hun sagde det, for ellers ville hun aldrig kunne få ordene ud. Bare det at sige undskyld gav hende en utroligt grim smag i munden.
"Jeg burde have været mere klar med mit spørgsmål. Må jeg benytte dine stalde til det dyr, som jeg vælger, eller skal jeg finde plads til det på mot værelse?" Det ville trods alt være svært at have en større dyr på værelset, men samtidig havde hun en slem mistanke om, at han sagtens kunne finde på at straffe hende, hvis hun ikke bad om tilladelse. Der var ingen grund til at give ham flere undskyldninger for at blive vred og straffe hende.. ikke at han nogensinde havde haft brug for en undskyldning til at straffe hende.

Llyon tog sig god tid, næsten for god tid til blot at stå uden at trække en mine, ikke fordi den hvidhåret dæmon ikke havde hørt hendes spørgsmål, om hvor henne det dyr hun valgte måtte holdes, for det havde han så bestemt.
Han stod simpelthen blot og overvejede om hun havde haft en bagtanke for spørgsmålet. Om hun håbede på at kunne vælge et dyr stort nok til at kunne bære hende, så hun i ly af natten kunne stikke af?
Tanken var nem at fastholde, hvis ikke havde været fordi hun forevig ville bærer det magiske armbånd og ankelkæden, der forhindrede hende i at stikke af.
Jovist kunne hun da godt, hvis hun virkelig ville stikke af, men det ville som minimum koste hende stor smerte og ikke mindst både fod og hånd.
Øjnene klemte sig en anelse sammen, mens han foldede hænderne bag om ryggen, til deres håndryg hvilede mod lænden ”Naturligvis, men hvis du har en bagtanke Eleanor, så ved du jeg nok skal finde ud af den.” han trådte smilende et skridt nærmere, men denne gang uden at række ud og rører hende ”Og så vil jeg personligt tvinge dig til at føre kniven, der vil skære halsen åben på dit kæledyr.” smilet forsvandt som dug for solens stråler ”Det sviner så frygtelig, så det vil vi vist begge to gerne undgå ikke sandt?” med en håndbevægelse bød han hende at kigge videre på dyrene, nu hvor størrelsen ikke rigtig var en hindring.

De nærmere detaljer ved at stikke af, havde hun egentlig ikke tænkt nærmere over. Selvfølgelig vidste hun godt, at det var så godt som umuligt, men der måtte vel være en eller anden måde at bryde båndet mellem dem? Men det var jo egentlig også fuldkommen ligegyldigt, for Llyon virkede til at se direkte gennem hendes planer, selvfølgelig. Det var vel heller ikke så mærkeligt, hun var jo ikke ligefrem diskret med sin utilfredshed over at være fanget af ham.
"Selvfølgelig. Jeg kunne da aldrig drømme om at have en bagtanke" Hun smilede sødt til ham, velvidende om, at løgnen var spildt på ham, så det var egentlig mest sagt som mild provokation. Bagefter sænkede hun dog blikket mod gulvet, der var ingen grund til, at hun blev ved at udfordre ham på denne måde.
"Jeg vil ikke vælge noget, som går mod dine ordre" mumlede hun, denne gang noget mere underdanigt, bare så han forhåbentlig ville ignorere hendes flabethed lige før. 

Selvom det var fristende at tage chancen og gå efter et af de mange ridedyr, turde hun simpelthen ikke. Hun ville aldrig kunne få sig selv til at skære halsen over på sit eget kæledyr. Det var kun folk som Llyon, som ville kunne være så grusomme. Det udelukkede egentlig også at finde et dyr, som var for stort til, at det kunne være på værelset, for selvom det ikke lignede Llyon at skade et uskyldigt dyr, så stolede hun ikke nok på ham til, at lade sit kæledyr ude af syne, så længe han var i nærheden.

For det søde smil alene burde han have grebet hende om nakken. Trukket hende lidt længere ned gennem stalden. Kun for at presset hendes ellers så kønne ansigt mod nærmeste tremmebur, hvor et glubsk spidstandet dyr ville vandre rastløst bag. Hvis hun nåede at bede pænt på turen, ville hun måske få lov til at slippe med skrækken og ansigtet intakt.

Det var med et lunefuldt glimt i det rød-violette at han så til, da hun var klog nok til at sænke blikket til gulvet.
Det måtte virke som en evighed for hende, inden Llyon endelig tog sig tid til at tage en afgørelse om hendes skæbne; ville han straffe hende eller ej, selvom hun havde forsøgt at redde sin egen stupide flabethed. Tungespidsen blev trykket mod ganen, inden den slap i et poppende klik ”Hvad venter du på? Du finder intet dyr på gulvet, medmindre du ønsker dit kæledyr skal være en bæ bille?” kom det helt muntert fra dæmonen, men stadig med en spottende kant. I en lige så munter melodi, bevægede han sig længere ned af staldens gang.
Halvvejs i et skridt, skævede han tilbage over skulderen på søsteren til sin krop ”Jeg er ved at miste min tålmodighed kæreste Ellie.” advarede han om, at hun snart skulle til at få skub i fødderne, hvis hun ville nå at se samtlige dyr an og udvælge et, inden at han bestemte sig for at turen gik hjemad.