Efter angrebet på Vinddalen i Medanien i foråret, havde prinsen været forsvundet netop længe nok til, at rygterne havde taget fart. Prinsen var død. Prinsen var taget som gidsel af mørket. Prinsen var flygtet i kampens hede, og var for stor en kujon til at vende hjem.
Prinsens endeligt var dog blevet afkræftet allerede ugen efter, hvor det forlød at han var vendt tilbage til Isenborg, hårdt medtaget, men i live. Siden da var foråret gået på held, og sommeren stod i fuld flor, som Alexander vendte tilbage til Dianthos, i selvskab med sine søstre.
Prinsen lignede sig selv, og havde det ikke været for de markante render under hans øjne, kunne man være forledet til at tro, at intet var hent overhoved.
I festelighedens anledning, var Alexander klædt i en lys grøn skjorte, hvor ærmerne åbnede op ved albuerne. Den var skræddersyet til hans form, men uden anden pynt, end en gylden hjort, broderet på brystet. Bukserne til var mørkebrune, det meste af dem skjult under knælange støvler.
Alexander havde næppe haft meget at gøre til festen, udover at undgå snagende folks forsøg på at få den -ægte- historie, eller blot få deres egen idé om hvad der var sket bekræftet. Han havde dog taget sig tiden til at betragte parrene blive velsignet, og et bredt smil havde fyldt hans trætte ansigt, som Aldemar og Adena havde modtaget dronningens velsignelse. De var gode mennesker, begge to. Han var sikker på de nok skulle blive lykkelige.
Efterfølgende var han trukket ud i haven, for at trække lidt luft, og få et øjebliks fred fra folkemængderne.
Krystallandet
