Han rystede opgivende på hoved, som han gik ned af gangen med en bog i hånden. Nu havde han i hvert fald besluttet sig for, at der måtte være et godt sted, hvor han kunne læse hans bog i fred! Et sted der ikke lugtede af blod, hvor folk ikke skreg i vilden sky - på den ene eller anden måde. Hvis man da lige forstod, sådan en lille en - det fik Neron til at gnægge for sig selv, som han gik videre. Måske man kunne lave noget te? Det kunne faktisk ikke være helt dumt, te skulle der vel til når man læste en god bog!
Ikke at nogen, nogen sinde ville få at vide, hvad han læste. Med den tanke, gemte han bogen under hans lange sorte rober, som han begav sig lidt hurtigere mod køkken arealerne.
Forhåbentlig ville han ikke møde nogen, hverken på vejen, eller i køkkenet som værdigede ham et blik. Det eneste forfærdelige minus ved at være i fæstningen, nej fortet - ruinen!?
Var at alle vidste hvem han var, generealens kælling. Ja, mennesker og de andre bæster der gik bag disse vægge, var da bestemt opfindsomme med deres kaldenavne.
Udannede idioter.
Sådan stod han lidt og tænkte for sig selv, som han betragtede gyden i håb om at den snart ville begynde at koge.

Krystallandet

