Det var ikke mange som undrede sig over at Ikaris var kommet  væsentligt senere hjem end de fleste andre soldater, som havde deltaget i angrebene fordelt udover Krystallandet. På trods af, at mange slet ikke tvivlede på mørkelverens loyalitet til mørkets rækker, vidste de fleste af soldaterne ligeledes, at ridderen havde sine egne veje og dagsordner. De fleste soldater fik tid til at bruge udenfor hærens rækker, det havde Ikaris ligeledes, men den blev aldrig brugt på andet end dagsordenen for mørket. En del af soldaterne have opgivet at finde nøglen til, hvad der drev Ikaris til at spændere sin såkaldte 'fritid' på træningspladsen, foran Zaladins alter eller i våbenkammeret, hvor hvert enkelt våben blev studeret til perfektion, slebet eller stillet i sirlige rækker, til der ikke var en finger at sætte på nogen form for uorden.
Flere rygter gik på, at grunden til Ikaris var blevet forfremmet til ridder i første omgang, ikke var grundet hendes evner til at lede et kompagni, men nærmere fordi hun var en dræbermaskine med en ubøjelig vilje, der blot ville blive endnu mere dødelig, udstyret med et af de skællede bæster.

Det var af samme årsag heller ikke atypisk at se elveren, som man gjorde i disse dage, hun havde bevæget sig faretruende frem og tilbage, langs hallerne, som en tiger i bur, mens en tænksom mine havde fået overtaget mere og mere, dag for dag. Den fine linje mellem hendes øjenbryn var næsten groet kronisk fast, som hendes hjerne havde været på overarbejde. Der havde ikke været meget hjælp at hente på biblioteket eftersom Ikaris kun var i stand til at læse mørkelsvisk, og kortene havde ændret sig så meget over de sidste par år, at de var så godt som ubrugelige.
Der havde været mange muligheder, som hvade vist sig at være blindgyder, mange måder at løse problemet som viste sig at være ubrugelige. Det havde af samme årsag taget flere uger for Ikaris at indse at dette muligvis var hendes eneste milighed, og yderligere en uge før hun overhovedet havde følt sig klar til at gå med denne mulighed. At bede om hjælp.

Mørkelveren sukkede og gned sig over ansigtet, som hun trådte ud af porten til fæstningen, det var i denne generelle retning at hun var blevet henvist af en kriger, som efter sigende skulle have set fuglemanden. Ikaris havde ikke haft meget at gøre med ham, men hun havde dog ladet sig høre en del om hans evner inden for det hun nu hvade brug for.
Ridderen var iført en ærmeløs grå top, som lukkede skråt over brystet, afslørende de arrede, uvant muskuløse arme samt et par praktiske tætsiddende bukser, som dog var til at bevæge sig i, uden besvær. Da hun havde gået godt og vel et kvarter, dukkede den iøjefaldende fjerdragt, som hun stoppede op og krydsede armene over brystet. Der gik nogle lange øjeblikke, inden den rå stemme skar gennem den lune sommerluft. "Iriskan, formoder jeg?" 

Iriskan var et nyttigt værktøj for mørket. Hans udseende og karakter gjorde folk næppe mistænkte ham for at være en del af Mørket, og hans evner med vind, gjorde ham brugbar til søs.
Det var disse kvaliteter der gjorde Iriskan, for det meste, blev behandlet bedre end et dyr. Andre dage misundte han hundene i deres kennel.

Selvom Iriskan var kun lidt bedre stillet end en slave, bar han ingen lænker eller brændemærker, for det ville forhindre ham i de opgaver mørket ønskede udført. Desuden var der næppe nogen grund til at besværer sig med en fysisk lænke, når truslen om hans families velbefindende evigt hang over hoved på ham, som en bøddels økse.

Denne dag lå Iriskan og slængede sig på en halv-mur. Som altid når Iriskan ikke var udsendt, var han underlagt de samme krævende trænings rutiner som de andre mere eller mindre frivillige soldater. Men når de ikke var igang, gjorde Iriskan en ære i at se så dvask og magelig ud som overhoved muligt. 

Så da Ikaris, hvem Iriskan kendte ganske vel af omdømme, kaldte ham an, var det med synlig modvilje at halvfuglen åbnede det ene øje, og så sortelveren an. "Hvem spørger?" spurgte han dvask, og gjorde ingen mine til at flytte sig fra sin henslægte position.

Synet af den dasende sol var i sig selv nok til at få hårene til at rejse sig på elverens arme, hans adfærd havde i sandhed set bedre dage. Måske han skulle mindes om, hvad der egentligt bandt ham til mørket i første omgang? Ikaris knyttede næverne, hun havde bånd viklet omkring underarmene og lidt af hænderne, beskyttelse fra metalarmskinnerne, der ellers havde en gnavende adfærd. Disse og hendes fugtige brystkasse vidnene om, at hun selv ikke havde siddet stille, men holdt tankerne på afstand med en solid og lang træning for dagen. Sved havde tidligere perlet af elveren, men var nu fordampet, for det meste i hvert fald.
"Ikaris!" Stemmen var som altid hæs og knurrende, som kom den helt nede fra struben, hun trådte et pat skridt tættere på skikkelsen, givende en hul lyd fra støvlerne mod stenene.
"Men det ved du vist allerede!" Mørkelveren kneb de pupilløse øjne en kende sammen, som hun trådte tættere på den dasende skikkelse. "Hvorfor er du ikke til træning?" Tonen var monoton, hun krængede læben en kende tilbage i et kortvarigt faretruende udtryk. Han havde faktisk ikke været til træning hele dagen, det vidste hun, for ellers have hun set ham på pladsen, hun havde nemlig kigget efter ham siden solen stod op. Den eneste undskyldning for ikke at dukke op, ville være hvis man var tildelt en anden mission, ikke just noget Ikaris havde hørt om i så fald, hvis man var skadet eller syg. Iriskan lignede ikke just nogen af delene. Hun trådte endnu tættere på, lukkende afstanden mellem hende og halvmuren fuglen så muntert lå og slængede sig på, inden hun satte en hånd på kanten og med absurd lethed svang sig selv op, til at sidde overskrævs på bygningsværket, ikke mange centimeter fra den fjerklædte soldat.
"Du behøver vel ikke en opfriskning på reglerne heromkring?"
Stemmen blev dybere, næsten faretruende, dog uden et afkast af følelser bag. Elveren lagde begge hænderpå muren, inden hun lænede sig fremad, afventende et yderst godt svar, i hvert fald, for hans eget bedste 

Et dovent smil spredte sig skødesløst over Iriskans læber. "Deeeet kan jeg ikke nægte" bekræftede han, da Ikaris erklærede at han allerede havde vist hvem hun var. Selvfølgelig havde han vist det. Der var næppe en eneste, sagesløs sjæl under Mørkets støvle der ikke kendte til dets største kæledække. Den evigt tro Ikaris, der var et levende eksempel på effektiviteten af Mørkets hjernevask.

Halvfuglen mærkede hans nakkefjer rejse sig under sortelverens blik. Han var ikke i tvivl om hendes evne til at gøre livet umådelig surt - og smertefuldt - for ham. Men Iriskan var næppe kendt for sine fornuftige valg af ord.
Han løftede hagen en smule, og mødte Ikaris blik, som hun så nedover ham. "Jeg følte ikke lige for det" svarede han med et skævt, flabet smil. "Desuden.." tilføjede han, og strakte sit ene fugleben op over sig, så Ikaris kunne se det "Så er jeg skadet". Ganske rigtig sad der en forbinding om hans ben, der holdt en skinne på plads. Han ville nok kunne gå, men det ville næppe være uden at halte markant.

"En generøs skade fra Hanth, der ikke værdsatte at den information han havde bedt om, ikke passede perfekt ind i hans plan" forklarede Iriskan og gabte. Hanth var kendt for sit eksplosive temperament, især når ting ikke skete præcis som de havde forudset. Sammen med Iriskans personlighed, var det en cocktail der ofte gik galt. 

Alene at fuglen fortsat slængede sig som lå han på stranden og slikkede sol en rolig dag, var nok til at få Ikaris op i det røde felt, et sted inderst inde undrede det hende lidt, at der ikke var gjort kort proces med den adfærd han lagde for dagen. Desværre havde han et sæt evner, der var uundværlige for mørket i deres nuværende position, efter de havde trukket sig til vulkanøen var hans færdigheder i toppen af behovspyramiden, men kan kunne måske starte med blot at klippe lidt i familimedlemmerne. Det virkede i hvert fald andre steder. Som et skævt næsten ikke-eksisterende smil voksede i hendes ene mundvie, noterede hun sig lige mentalt, at det var noget der skulle gøres noget ved. 
"Du har et skadet ben, du er ikke invalideret!" Konstanterede hun tørt, som hun sprang ned fra muren Iriskan lå på, der var mange former for arbejde omkring påborgen man sagtens kunne lave med en lille formel benskade. "Hvorfor har du ikke opsøgt healeren? Skal jeg antage at du mener en fridag er vigtigere end din træning?" Ikaris nærmede sig hans ansigt med faretruende langsomme skridt, han blev nødt til at komme til healeren uanset havd, hun havde en mission til ham som han ikke kunne afstå, men det krævede at han blev sat på plads ordentligt først.
"Lad mig se!" Ikaris stoppede sin vandring da hun stod lige ud for hans ansigt, intimsfære var ikke noget mørkelveren gjorde sig i, og stod derfor ubehageligt tæt på fuglen. Foden som vippede i en irriteret rytme under hende sagde en smule om, at hun ikke var i det gode humør på denne dag 

Selv igennem sine dovne, halvlukkede øjne genkendte Iriskan det blik der krydsede over Ikaris ansigt. En lidt for god plan der voksede og tog form. Pludselig var halv-fuglen mere vågen. Hvoromend han viste hans dårlige attitude aldrig ville koste hans familie livet, så var deres død ikke den eneste trussel mod dem. 
Havde han ikke selv mistet blodige fjer fordi nogen skulle have en påmindelse før? Om der stadig var nogen i den anden ende til at modtage dem var et håb Iriskan holdt tæt.

En mild brise blæste om dem, og som med dens hjælp, kom Iriskan op og sidde. Murens højde lod ham sidde øje til øje med sortelveren, og skønt hans kropssprog var afslappet og dvaskt stadig, var hans ansigt opmærksomt.
"Det har jeg været. Det er dem der lage forbindinden og støtten. Men Hanth var meget insisterende på at hans 'lektion' skulle varer lidt længere. Desuden så spilder infirmeriet næppe deres magiske energi på os undermålere, især ikke når Mørkets braveste vender tilbage fra alle deres utvivlsomme succesfulde angreb på kysterne" fortalte han malende, men uden et gram af respekt, og stak benet frem til inspektion. Skaden var vel tilset og bundet stramt op med stivere på begge sider af det spinkle fugle ben. 
Tæt på var det dog ikke den eneste skade der blev synlig. Blå mærker i forskellige stadier af helbredelse tittede ud fra under halvkappen. Fjerpragten langs hans ene arm manglede tydeligt fjer, og de der var tilbage, var knækkede eller halvt plukkede. Hanth var sandsynligvis ikke den eneste der havde plukket den her høne.

Alligevel tiltede Iriskan hoved af Ikaris, så hans hovedpragt vejede let i vinden. "Men du er næppe her for at inspicerer healernes arbejde, eller Hanths tvivlsomme omgang med budbringere af dårlige nyheder, nej? Du vil sende mit lysende selv ud på en opgave?" prøvede han ihærdigt at skifte emnet. Hun virkede som en fokuseret dame, og en benskade ville næppe stoppe Iriskan fra at opnå hvad end mørket krævede af ham nu.

Mørlelveren hævede et slankt hvidt bryn i en uimponeret grimasse, som hun uden forbehold inspicerede fuglens skader. Hun var klar over at Hanth var en fyrrig type, han tog som regel ikke 'nej' for gode varer, alligevel havde Ikaris altid formået at holde sig på hans gode side, men med nærmere eftertanke var det nok til lige så stor glæde for ham, som for hende.
"Du har ret, med den ynkelige attitude bliver der nok næppe brugt mange ressourcer på dig!" Konstanterede hun tørt, som hun fugtede læberne i en langsom men tænksom bevægelse. forbandede fugl, var han ikke allerede skadet og stod hun ikke i en situation hvor hun faktisk havde brug for hans service, havde han uden tvivl tilraget sig flere plukkede fjer på stedet. Ikaris' største problem var nok i sandhed, at når hun først havde sat sig noget i hovedet, kunne det ikke vente, ikke engang hvis det betød, at hun måtte udskyde en retmæssig lærestreg. Ikaris var muligvis hverken snedig eller yderst begavet, en hun glemte aldrig og hun kunne ikke undvie sine ordre, om dette så indebar at måtte tage livet af sig. Denne gang var hendes ordre ikke blevet adlyst, og dette måtte der sættes en stopper for. Nej, hun var ikke direkte påklagt at medbringe denne ene slave, men hun havde mistet ham, noget der nagede dybt og længe, også selvom ikke én eneste overordnet havde så meget som nævnt det. Faktisk, havde de bare virket lettede over at hun faktisk kom tilbage. Hvem ville undvære deres undlings dingse? Alligevel plantede hans kommentar sig i hendes stille sind som en påmindelse, jovel havde de været succesfulde i mange af deres angreb, flere af de tilbageværende soldater havde hyldet dem som vendte tilbage, men Ikaris af sin støbning var ikke beregnet til hyldest, hun var skabt til lydighed og at modtage ordre.
"Kan du flyve?" Knurrede hun faretruende, hans ben var irrelevant, han brugte formodentlig ikke det til at komme i luften.

Iriskan indså til sin store fryd at Ikaris var så aldeles sarkasme-blind, men erkendte også, at det var et faktum der uden tvivl lige havde reddet ham fra en tur mere på infirmeriet.
Iriskan måtte bide sig i læben for ikke at grave sin egen grav dybere end den allerede var, ved at komme med en kommentar på sortelverens kommentar om hans vindende personlighed. Halvfuglen var nok flabet, men han havde ingen intention om at gå tidligere til Kile end højst nødvendigt.
"En ynkelig attitude der tiltrække de blødende hjerte fra Lysets svæklinge" kommenterede han, ude af stand til at holde helt kæft. Hvis han var heldig ville han kunne vinde sig en smule længere line, hvis han kunne få hende overbevist om at hans person var en beklagelig nødvendighed, og ikke bare en flabet slave med et indædt had til mørket og autoriteter generelt.


Efter Ikaris spørgsmål, blæste en vind op omkring halvfuglen. "Om jeg kan flyve?". Han hævede et øjenbryn, inden han spredte vingen ud til en side, i dens fulde, gyldne vigør, og skød op som den slog et slag. Han hvivlede om sig selv et par metre op, inden han elegant landede på muren igen, balancerende på det raske ben. Vingen stod dramatisk slået ud til siden som han smilede smørret "Det er en af mine mest vindende kompetencer!" erklærede han, inden vingen foldede sig bagud, fulgt af hans ene arm, mens den anden lagde sig mod hans bryst, som han bukkede for hende. "Så hvorledes kan denne ynkelig attitude være til gavn for den mægtige dragerytter?" spurgte han, mens smilet spillede på hans nævenyttige læber.

Ikaris lagde i en faretruende bevægelse armene over kors, inden hun næsten frøs fast i en overvågende positur, det eneste som bevægede sig, var øjenæblerne, som fulgte fuglen rundt på alle hans narrestreger, hver gang han bevægede sig, eller lod en morsomhed slippe ud mellem læberne, rykkede de hvide bryn sig mere og mere sammen til en taktvis utilfreds mine. Nej, Ikaris var sjældent morsom, selvom hun nu godt kunne være det, hvis hun selv skulle sige det, men det var virkelig de færreste som fik fornøjelsen af at opleve hende i dette humør. Den kom som oftest også frem når hun var i overhængende fare, eller døden nær. Fuglen lettede med overraskende elegance, og vinden han bragte med sig fik de hvide lokker, som havde løsrevet sig fra den ellers stramme hestehale, til at danse let omkring hendes ansigt, men selv den stride brise fik ikke mørkelveren til at blinke. Dette skete til sidst, som han var landet, efter hans optræden på det ene ben. De mørke øjenlåg gled i med unødig langsomhed, inden hun igen åbnede dem for at stirre på ham gennem de hvide vipper. "Du kan flyve, godt!" Konstanterede hun tørt, som ridderen på et splitsekund forsvandt fra sin stående position, kun for at dukke op få centimeret fra den bevingede skikkelse, som hendes ene hånd krængede sig fast omkring hans krave og, utvivlsomt, nogle af hans fjer på brystet, som ville strækkedes til et maksimum for bristepunktet af hvad de ville kunne holde til, inden de ville slippe porene, de ellers groede ud fra. "Jeg antager, at du værdsætter at kunne blive ved med det!" Knurrede den hæse stemme faretruende, Ikaris var ikke kendt for hendes uendelige tålmodighed, selvom det sjældent fandt sted, at hun afstraffede inden for egne rammer. At skade medsoldater ville kun medføre en mindre fremgang for deres fælles mål, en ting der ikke lå inden for hendes natur. De gule øjne bevægede sig faretruende nedad mod hans skikkelse, som hendes tag strammede sig en kende, intimsfære var ikke just noget hun var bekendt med, og noget hun havde i sinde nogensinde at bekymre sig over. "Jeg har en mission til dig!" 

Iriskan havde ikke haft den tvivlsomme fornøjelse af at se Ikaris i aktion før, men han var en pessimistisk type, så da hun forsvandt i røg, ville han forberede sig på det værste.
Tiden han fik var dog på ingen måde nok til andet end tanken, før Ikaris havde fat i hans krave og en ubehagelig mænge af hans brystbefjering. 

Halv-fuglens ellers irriterende smil var væk, erstattet af en smertefuld grimasse og et sammenbidt grynt som fjerene blev trukket løs langsomt, pinefuldt. Ved alle guderne, hun havde ingen humor! Og hun var mere end almindelig arrig, for en han faktisk havde spurgt hvad han kunne gøre. Beskeden var tydeligvis ikke gået rent ind, og Iriskan lavede sig en mental note om at formulere sig mere klar. Måske langsommere, hvis han følte sig ekstra masokistisk den dag.

"Det vil bestemt være at foretrække, ja" svarede han sammenbidt, hans ansigt forvridende sig en anelse mere som hun strammede grebet, og flere fjer gav efter for hendes styrke. Iriskan var næppe bekymret for sin intimsfære, men den del af ham synes alligevel det var lidt for tæt for deres første møde. Hun havde ikke engang købt ham mad endnu!
"En mission.. fremragende.. hvad er den?" kvækkede han og skønt han ikke lød entusiastisk, så var der i det mindste en følelse af at han ville tage den alvorligt, og tage den med hast.. Men det kunne lige så vel blot være en ønske om at komme udenfor armslænge af Ikaris.

Fuglens rimasser fik ikke grebet til at løsne sig omkring hans krave, hun stirrede tomt på ham, stirrede, som kunne hun se lige ind i hans sjæls midtpunkt. Hun havde aldrig brudt sig om hvervegundlaget for den fjerklædte soldat, ikke så meget fordi hun følte nogen medlidenhed for hans familie, men nærmere fordi, at loyalitet i hæren var essentielt, og dette var en ting fuglen ikke besad. Ikaris var klar over, at hvis familien måtte slippe fri, røg han med i faldet. Simpelt af den grund, af hans loyalitet lå det helt forkerte sted, hos ham selv.
"Godt" Knurrede hun tomt, som hun langsomt løsnede fingrene fra hans tøj, at et par fjer var røget med i faldet var i sandhed ikke noget at bekymre sig om, det kunne næppe være værre end at få trukket et par hårstrå ud. Selvom begejstringen lå uendeligt langt væk i hans ord, tvivlede elveren ikke på, at hun havde fået sit budskab gjort ganske tydeligt, hendes fejltagelse havde naget hende siden hun kom hjem fra angrebet på Vinddalen, og skønt at hun i sandhed ikke kunne huske, hvordan hun overhovedet var kommet derfra, lå tabet af lysets kriger hendes ganske tungt på sinde. "En slave slap fra mig..." Startede hun, bitterheden bredte sig med lynets hast på hendes tunge alene ved udtalen af ordene. De fleste havde klappet hende på ryggen for hendes indsats under angrebet, men det lille fejltrin fik hurtigt overskygget rosen "Jeg skal finde ham, eller rettere, du skal finde ham!" Ikaris børstede sine hænder af, i nogle langsomme begægelser, som hun tog fuglen i øjesyn, han kunne sikkert let vade rundt mellem de almene borgere, mange af dem ville sikkert klappe i hænderne ved synet af hans pragtfulde fjerkappe, små hjerner, små glæder. Tanken fik et skævt smil til at trække i den ene mørke mundvie, som hun lagde armene over kors, hævende hovedet en kende.

Iriskan rettede hurtigt sin kappe til, og greb den lille håndfuld af fjer der så smertefuldt var trukket ud. Han skulle ikke nyde noget af at efterlade sine fjer for fødderne af sortelveren. Nok havde Iriskan ikke megen fri vilje at gøre godt med, men han havde da stadig sin stolthed, for hvad det var værd!

Som tonen mellem halvfuglen og sortelveren igen blev mindre aggressiv, satte Iriskan sig ned på muren igen, og lod hænderne hvile mellem benene, fingerspidserne sat mod hinanden.
"Han skal blive fundet" svarede Iriskan. Han følte for staklen, virkelig. At slippe væk fra sortelverens klør, kun for at blive jagtet ned igen. At han, ved gudernes vilje, vandt sin frihed og levede videre, lykkelig uvidende om at det var en stakket frist.
Ikaris havde sat sit syn på ham, og Iriskan ville bringe hende lige til døren. Bedre en fremmed end Iriskan selv.
"Var han en af landsbyboerne eller soldat? Og har han et navn?" det var to stykker information der ville gøre det relativt trivielt at finde manden. Nok var der vist ikke meget af byen tilbage, men nogen ville vide hvor de lokale var flyttet hen. Værre hvis gutten var soldat. De var omkring, især efter angrebene. Men hvis Iriskan var heldig var gutten såret efter sit møde med Ikaris, og holdt sengeliggende i nærheden af Vinddalen.
I værste fald var gutten død i en grøft et sted... Det ville se sort ud for Iriskan i det tilfælde, men han ville finde en løsning, et eller andet. Det var han nød til.

De orangegule øjne slap ikke fuglen et eneste sekund, hun stod fastlåst i sin stilling, tårnede sig op over den fjerede modpart mens øjnene i kompensation for at blinke, blev knebet en kende sammen. Selvom hun var klar over, at informationerne var essentielle for hans søgen, kunne hun ikke undlade følelsen af, at an forsøgte at gnide salt i såret. Den lyserøde tunge gled over det hvide tandsæt, som forestillede hun sig samptlige måder at tilberede en fugl som ham, inden hun satte i bevægelse, lod hænderne synke ned langs siden med knyttede hænder og tippede hovedet en kende på sned.
"Han var soldat for lyset!" Startede hun ud, nej, hun kendte ikke hans tilhørsforhold, hans sted at holde til eller hans stand, men hun var en trænet jæger, som indprintede sig sit bytte med en skræmmende præcision. "Han var ung, mit bud er starten af tyverene, selv de første rynker omkring øjne findes endnu ikke på hans ansigt..." Startede hun ud, tænksomt vendende øjnene en kende opad, som hun genkaldte sig billedet hun havde bidt sig så stædigt fast i. Selvom alder ikke var noget Ikaris var stærk i, havde hun de sidste uger indædt studeret menneskene i hæren, hvordan de havde ældes gennem tiden. "Omtrent min højde, høj for et menneske, og ranglet. Ikke så kraftigt bygget som fuldvoksne menneskemænd. Alligevel har han grundstenene som soldat, muskler lige under huden..." Hun vidste det, hun havde trods alt slæbt ham gennem en alt for lang strækning til at lade ham slippe væk "Hans øjne var brune, men ikke den dybe bryne man ofte ser, en kende lysere, lysere end håret. Hans lokker er krøllede halvlange!" Ikaris tog et par skridt forbi fuglen, hun havde brug for bevægelsen, en ting der kendetegnede hende noget så godt, mørkelveren sad næsten aldrig stille, og hvis det endelig lykkeds hende, var der ofte en fod, en hånd eller en utålmodig trommen med fingrene som afslørede hendes rastløse væsen. "For en af dén hårfarve, var han lys i huden... Han ser solen når han træner, men... Næppe meget udover det, han er et menneske der ikke behøver at arbejde i marken for føden. Det havde efterladt hans pigment anderledes!" Konstanterede hun tørt. inden hun endnu engang rettede opmærksomheden mod Iriskan, det var så godt hun kunne beskrive hans udseende, det var hvad der var tilbage rent visuelt. Hun bed tænderne tæt sammen, ladende kæbemuskulaturen spænde op, i håb om, at det trods alt måtte være en start for fuglekræet 

For alt sin stædige bravado og fjollen omkring, så forblev Iriskans udtryk stramt og seriøst som Ikaris fortalte. Han fangede hendes ord, og vævede dem ind til et mentalt billede. Der var huller, selvfølgelig, men det gav ham en ret godt billede af, hvad og hvem han ledte efter. Og næsten vigtigere endnu, så ville den beskrivelse udelukke rigtig mange folk på højden, huden og alderen alene!

Iriskan brød sig dog ikke om det billede han dannede sig. Så ung, hænder hærdet af sværdet men ikke meget andet, kæmpende for at forsvarer.. hvad, sit land? Sit hjem?
Det var svært ikke at mærke stikket af sympati for den stakkels knægt der havde vækket sortelverens vrede sådan, men der var ikke meget Iriskan kunne gøre ved det. Han var næppe villig til at risikere sine egne fjer, eller sin familiens, for en fremmed.

"Det er en særpræget samling af træk. Så længe han stadig lever, og ikke har deserteret burde han være til at finde. Selv hvis han er deserteret burde det stadig være til!" konstaterede han ærligt, og træk vejret dybt, forberedende sig på hun måske ikke ville tage den næste del helt så pænt.
"Men det kommer til at tage tid. Et måneds tid hvis han stadig er i nærheden. Betydelig mere hvis ikke" rejsetiden var nok mindre for en med Iriskans særlige talenter, men det tog tid at komme rundt, selv for ham, og han kunne næppe bare vade op til en officer og spørger! Til det var mentale evner der kunne læse et sind eller se igennem løgne alligevel for hyppige.
"Hvor så du ham sidst?" spurgte Iriskan så opfølgende. Det ville være stedet at starte hans søgning. "Og hvor skadet var han der?" tilføjede han efter et øjebliks tænksomhed. 

Ikaris travede utålmodigt frem og tilbage foran den roligt udseende fugl. Det klædte ham ganske fint at se noge mere seriøs ud, en klædelig forandring for et stykke arbejde der skulle udføres, det lod endda til at han faktisk spidsede ører når hun malede sit billede, hvilket ville blive yderst vigtigt, hvis han skulle finde frem til det menneskelige fjols. Hans ord fik hende til at stoppe overvejede op, kortvarigt, som blikket gled ned til jorden. "Ja, hvis han lever..." Mumlede hun eftertænksomt, hun havde efterladt ham i kanten til Dunkelskov, der var mange ting der ville elske at sætte sine tænder i en menneskekrop der.
Med et ryk rettede hun hovedet op, øjnene blev igen knebet sammen, men denne gang ikke fjendtligt, nærmere beregnende, som overvejede hun inderligt hvor hurtigt fuglen kunne bevæge sig. "Jeg er ligeglad med, hvor lang tid du skal bruge, så længe du finder ham!" Snappede hun så, fuglen skulle naturligvis ikke regne med at det blev en ferie, med en smule rejse om dagen, der måtte lægges en indretet indsats, men denne detalje var hun sikker på, at hun ikke behævede at spicifisere yderligere for fuglekræet, i hvert fald hvis han var interesseret i sit eget ve og vel.
Ikaris begyndte med den ene fod at vippe utålmodigt, som hun igen måtte til at tænke. Der var noget sært over hele situationen, hun fugtede læberne tænksomt "Jeg..." Hun rynkede brynene sammen, hun kunne godt huske at Alexander var sluppet fra hende, at han var forsvundet ud mellem træerne, grundet kambolage med nogle lysets krigere, hun havde fået aflivet.. men... Hvad så? Spike var slettet var hendes erindring, og havde efterladt et uforklarligt hul i hendes minder. "Tabte ham ved Den Røde Flod, ved trægrænsen til Dunkelskov..." Talen var langsom, som hun kæmpede for at genkalde det oprindelige scenarie "Han var udmattet, og har måtte gå derfra... Ingen brud eller åbne sår han har blødt ud af, men gennembanket!" Hun nikkede, de var sådan hun havde set ham, hvad der ellers var foregået den aften, måtte vente med at få sin opklaring 

Iriskan var en anelse overrasket over hvor overbærende sortelveren var på tidshorisonten. Men så igen, hun var elver. Hun havde al tid i verden. Subteksten var til gengæld heller ikke spildt på halv-fuglen, og det var gjorde det næsten værre med en blød tidshorisont. Hvis han kom med den info hun skulle bruge, var han ret sikker på han nok skulle komme godt ud af det, hvor længe det end tog, men hvis han skulle vende tomhændet hjem? Det ville ikke være godt for hans helbred.

De buskede øjenbryn på halvfuglens bryn knyttede sig sammen som det lod til Ikaris kæmpede med at uddybe hvad der var sket. Så præcis hendes beskrivelse af ham havde været, så virkede denne tøven akavet og... forkert. Iriskan kunne ikke sætte fingeren på det, men det var noget det ikke stemte. Han skrev sig bag øret at mennesket muligvis havde en eller anden form for magi. Det kunne hvertfald forklarer hvordan han var sluppet væk til at starte med.

"Så har jeg et sted at starte" bekræftede han med et fast nik, selvom det var tydeligt han ikke brød sig om det. Dunkelskoven var højt på listen over steder Iriskan ikke havde noget ønske om at besøge mere end højst nødvendigt. Det var næsten umuligt at flyve ordenligt så snart han kom bare lidt ind, og det lokale fauna var næppe så kræsne at de ville passere en skadet halvfugl. 

Iriskans udtryk glattede sig ud som han skubbede sig fra sin siddende position på gæret, og landede let på sit raske ben foran Ikaris. Hans blik fandt op til hendes, som hun tårnede sig over ham "Andet jeg burde vide?" spurgte han kort, som han rullede en smule med skuldrene. Han behøvede ikke megen forberedelse før han kunne være afsted. Det var ikke en opgave han så frem til, men det ville få ham af øen, og det var en velsignelse i sig selv.

Ikaris fugtede læberne, inden hun rystede på hovedet, rystende den korte forvirring der havde strejfet hendes indre af sig. Irishkan havde yderst ret, der var noget som ikke stemte, men takket være hendes tankegang og simple livsstil var det ikke noget hun besværede sig med at bekymre sig meget om.
"Næppe, det er alt den information jeg har, det burde være tilstrækkeligt!" Knurrede hun tørt, som hun rakte hånden ned langs siden, trækkende en læderpung fri, hun i en blød bue kastede til fuglen. Deri lå en god håndfuld mønter, rigeligt til at det ville være muligt med et måltid mad og en kroovernatning hist og her. Ikaris var resultatorienteret og hjernevasket, men det gjorde hende absolut ikke dum. Hun vidste at det ville være nødvendigt for Irishkan at have mulighed for proviant og ikke mindst at fremtå ren og pæn, hvis han skulle snakke med folk af højere stand, de måtte ligge inde med en del informaton eftersom knægtens udstyr og tøj ikke just havde set billigt ud.
"Fint, afsted med dig!" Snappede hun, der var ingen grund til at dvæle yderligere ved dette, af samme årsag vendte hun omkring, sættende kursen tilbage mod træningspladsen. Inden hun forsvandt vendte hun dog omkring givende fuglen et sidste indgående blik "Ingen krumspring Iriskan, jeg vil høre om det!" Hun hævede brynene i et advarende blik, inden hun tog de sidste skridt omkring den store væg, forsvindende tilbage til træningen

Iriskan greb pungen med lethed, og vejede den kort i sin hånd, inden han lod den forsvinde ned i en bæltetaske han havde på ryggen, skjult bag vingen. Det skulle nok hjælpe ham ud af en knibe eller to. Resten ville han skaffe sig på vejen.

Med alt skyndsomheden af Nordlandets største gletscher, børstede halvfuglen sit bryst af. Han var dog ikke tåbelig nok til at trække den længere end det, før han bukkede "Som du ønsker". Han så hende gå væk, og hendes afsluttende trusel blev mødt med et skævt smil "Jeg kunne aldrig drømme om det!" svarede han, og inden hun kunne nå at rette ham, satte han af fra jorden. Han lov vinden gribe sig, og den bar ham højt over træningspladsen, inden han slog om i luften, og forsvandt mod fastlandet.