Et lysglimt lyste op midt på markedspladsen, hvor bibliotekaren Archimedes havde stået, og da det forsvandt igen, var det en noget anden satyr der stod i hans sted. Tøjet var det samme, men alle ansigtstrækkene var yngre, og Archimedes kunne også mærke på sin krop, hvordan den næsten virkede lidt lettere.
Archimedes var blevet forvandlet til en ung satyr kun i sine teenage år, nej ikke engang teenage år, hvis man skulle regne med satyrårerne. Han var så godt som et barn, selvom hans krop var veludviklet nok til at blive betegnet for værende en teenager i andre sammenhænge.

”Du godeste, Archimedes,” udbrød grønthandleren han havde stået ved, som heldigvis havde set det finde sted, selvom synderen allerede var forsvundet. ”Du er jo ikke andet end et barn.”
En bekymret rynke formede sig i mellem Archimedes' øjenbryn, og han rakte op for at stryge sit skæg, som heller ikke var til at finde, end ikke et lille dun.
”Det ser ikke alt for godt ud, gør det vel?” indrømmede han, og kiggede bekymret over på grønthandleren, selvom den stemme der kom ud, var ikke den dybe stemme han var vant til. Nej, den var inden hans stemme havde knækket, og det lød anderledes, især som ordene stadig var formuleret som en gammel mand.
”Jeg tror det er bedst hvis du ser en helbreder. Tænk på det chok din hustru vil få,” sagde grønthandleren bekymret, og Archimedes kunne kun nikke til det.

Så han begyndte at gå mod helbredelseshuset. Og meget hurtig lagde han mærke til at hans krop var blevet let af flere grunde. Stokken blev hurtig glemt, som hans skridt blev mere faste. Der var ingen smerter tilbage, blot en ung, frisk krop der var klar på det meste, og ligeså stille begyndte vejen ikke at være så direkte mere, som han svang ned af gader, og sprang over ting der lå i vejen, fordi han kunne.
Og det var først da han var ved at ramle ind i en anden satyr, at han godt vidste, at han ikke kunne forsætte det. Ikke med den måde som hans hustru, som også havde været ude af huset, så ud til at få tårer i øjnene.

”Min kære,” udbrød han, som han lagde en hånd på hende. ”Det er mig, Archimedes,” sagde han blidt, i den tone han plejede, men det lød bare anderledes i den nye, eller gamle, stemme han havde nu.
”Nej, det kan ikke være Archimedes... Chrysanthos?” hviskede hun, og det var også i det øjeblik det gik op for Archimedes, at selvom han også lignede sig selv, så lignede han også deres søn. En søn der havde måtte lade livet alt for ungt, og pludselig mærkede han selv den samme sorg vælde over ham.
”Nej, det ikke Chrysanthos, Det er mig Archimedes. Jeg er blevet ramt af en... en... forbandelse af en art. Tro nu på mig, min kære,” hviskede han tilbage, og greb hendes hænder, og forsøgte at kigge hende ind i øjnene, og til sidst lykkedes det. De var næsten lige høje lige nu, og en smule genkendelse kunne også ses i hendes øjne.
”Archimedes?” hviskede hun endelig og han nikkede.

Da de begge var kommet sig over mødet, tog de sammen over til helbredelseshuset, hvor healerne desværre ikke kunne hjælpe ham.
”Jeg tror I bliver nødt til at give det lidt tid, og så forhåbentlig går magien væk, ellers må vi se om vi har noget der kan bryde forbandelsen, men det... plejer ikke at være nemt,” var ordene de fik fra healeren, og så måtte de to satyrer ligeså stille gå hjemme, i stilhed.

Den næste morgen, vågnede Archimedes dog op til til den velkendte smerte i sit ben, og da han rakte op for at stryge sig over skægget, så var det endnu engang tilbage. Mindet fra i går virkede som en drøm, og det var kun hans kære hustru, der var bevis for at det ikke alt sammen var en drøm, for det var mange år siden at hun havde krammet ham så hårdt som hun gjorde den morgen.