”Aron Wilfried bliver nødt til at gifte sig med mig!”

Fra husvognens ene ende trak Renny Gandir sig det sidste stykke op, hvorefter der ikke gik et langt øjeblik, før hun gjorde den lyshårede mand selskab. Hun lagde sig dog ikke mageligt til rette med det samme, men satte sig i stedet på hug og trak sin egen skjorte over skuldrene. Derved var også hendes overkrop nøgen, men på husvognens tag, og i ly af de spæde trækroner, var der ikke mange øjne til at se det. Stadig lagde Renny dog den hvide skjorte over de fyldige bryster, før hun lagde sig ved siden af sin ven med et lille – nu sagligt – smil om læberne. At befinde sig Neagus selskab var altid, som at finde hjem igen.

”Jeg har lige haft den værste familiefrokost i historien”, begyndte den sorthårede kvinde at fortælle. ”William Frye, adelssøn og enearving, gjorde os selskab. Du ved, hvordan det er. Jeg er så tæt på at blive kaldt pebermø, at mine forældre snart eksploderer af desperation. Ved Zaladins lange nosser, han sad og ragede på mig midt under maden! Det var lige før, at den – du ved, kom hele vejen op!” Renny skævede til Neagu, tydeligvis påvirket af den klistrende affære, men også i nogen grad moret. Der gik i hvert fald ikke længe før, at hendes hvide hænder fløj op foran hendes hjerteformede ansigt og Renny begyndte at le lavmælt. Hendes så karakteristiske, smittende grin. Som hun lå der, halvnøgen og kun med skjorten der dækkede hendes bryst, var det tydeligt, at Renny atter var ved godt mod. Den blonde mand havde unægtelig den effekt på hende – om han ville det eller ej.

”Så Aron Wilfried kan ikke fortsætte som ungkarl! Det er samfundstjeneste, vi er ude i!”

Det var en skøn dag, og det havde den lyshåret mand i den grad udnyttet. 
Da morgentimerne havde ramt, havde han kravlet op på sit tag, smidt hans skjorte og fisket en rødvin frem. Der havde han så ikke rørt sig ud af flækken, selv ikke da hans mor var kommet og råbt af ham. Der havde han bare ladet som om, at han sov - ved at begynde at snorke. Også var hun gået væk, da han havde snorket endnu højere, da hun begyndte at skælde ud. Man kendte jo heldigvis sine kneb, når man lige som ham selv, havde været søn af denne kvinde i længere tid. 
Derfor, da han faktisk var faldet i søvn, var han ved at falde ned af husvognens tag, da en stemme pludselig vækkede ham fra hans lystige drømme. 
“Ved Zaladins rådne purløg - du kan da bare ikke råbe på den måde!” Kom der halvkvalt fra den søvndøsige mand, der greb omkring den hat der havde ligget hen over hans ansigt. Brystkassen var varm og utrolig brun. De mange år på Topalis og hans skib, havde i den grad gjordt hans hud i stand til at trække solens stråler ind. Så mange ville ikke tro, at han kom op nordfra. 
Vent, havde hun lige brugt hans dækkenavn - og et - hun ville giftes?
Hans bryn knyttede sig sammen, som den storbarmet kvinde kravlede op af stigen. ydermere, blev brynet løftet som hun så hvordan hun trak skjorten af. Ikke, at han ikke havde set dem før - men; han grinte. Han brokkede sig ikke. 

Uden at kommenterer yderligere, lod han hende snakke færdig. Hans bryn der før havde udvist morskab, viste alt andet, da hun fortalte om William Frye - han havde mødt ham før. En fest for ikke så længe siden. Magen til røvhul, skulle man lede længe efter - og han havde. Han ture ikke en gang tænke tanken færdig, før han tog en dyb indånding og sukkede dybt. Trods alt var Renny en kvinde, der kunne tage sig af sig selv - bestemt ikke en kvinde, der havde behov for en mand til at løse hendes problemer. 
Et smil voksede også, da hun tydeligvis ikke var synderligt påvirket af situationen. 
Men han hostede da lidt, da hun mente det var en samfundstjeneste. 
Han førte den halv tømte flaske op til munden, og drog en ordenligt slurk, inden han lagde sig tilbage på de mange farverige bløde puder han havde ligget på. “Giftemål? Hm, jeg ved nu ikke Renny - Aron Wilfried er jo en herlig mand - mange kvinder ville gerne have fingre i ham. Så, hvad får han ud af, at blive gift med den skønne Renny Calil Gandir?”

Renny skævede – nu ganske moret – til Neagu, i det han spurgte ind til en fordel, og uden at lade sit blik farer fra kaptajnens eget, trak hun skjorten af sig. Dernæst forholdte Renny sig stille for blot et øjeblik, alt imens et drillende smil lå og truede med at gå i udbrud i hendes ene mundvige.
”Jeg er fornærmet over, at du bliver nødt til at spørge”, lød det sigende fra hende, hvorefter de hvide fingre lagde det hvide stof tilbage på plads, så de struttende bryster atter forsvandt af syne. Dernæst brød smilet omsider frem, så en perlerække af hvide tænder blev afsløret.

Lidt efter blev Renny dog alvorlig igen – i hvert fald så alvorlig en spøgefugl kunne blive, når den fremlagde og diskuterede et muligt kup. ”Jeg er ikke i tvivl”, svarede Renny, næsten eftertænksomt, som var sandheden det modsatte. De mørkebrune øjne afslørede hende dog, og i det hun drejede rundt på siden, for bedre at kunne betragte den blonde mand, funklede de af morskab og drillesyghed. ”Han er jo ganske nem for øjnene at betragte og noget så frygtelig charmerende! Og jeg ville nødig fange ham i et ægteskab, og se ham visne bort, inden året er gået, fordi de ægteskabelige forpligtelser ville påvirke ham som gift. Men Neagu, min kære Neagu, min sødeste Neagu, det behøver jo ikke være sådan”, tilføjede den sorthårede kvinde dernæst, fortsat smilende, velvidende at hun brugte det ældste trick i den bog, de begge to kendte ud og ind; smigr dit offer, og det vil indvikles i en falsk tryghed. Renny kunne da heller ikke forblive tavs, så endnu engang lo hun, alt imens hun betragtede Neagu i solens bagende stråler.

”Men jeg agter ikke at fange ham! Alt han skal gøre er at skrive under på et stykke pergament og så han fortsætte sin uendelige jagt i blandt alskens kvinder!”

Det skulle da være en svinestreg, skulle Neagu benægte - at det at få frit udsyn til den fyldige barm. Ikke gjorde den ellers ganske vejfarende mand i kvinder, lidt varm under bæltestedet. Og et ganske flygtigt og charmerende smil, spillede over de velformet læber. En tunge gled ud og slikkede sig hen over dem, inden de to farvede øjne, gled fra hendes skikkelse, og grænsede hen over tribunepladsen. Det så ikke ud til at der var nogen, men da stemningen blev en tand mere alvorlig igen. Vidste han også, at heldet ikke var med ham - og hvad var det egentlig han havde gang i? Kvinden ved hans side, var en del af hans besætning, og dem havde han lovet sig selv at holde fingrene fra. 
Ikke at det havde stoppet dem - tænkte han en smule bitter af sig selv. Men derefter vente hans opmærksomhed også tilbage, på Renny der begyndte at fremlægge hvorfor han skulle tage imod tilbuddet. I grunden, var det eneste Renny skulle gøre blot at sige; Neagu jeg har brug for din hjælp, er du ikke sød at gøre dette for mig. Og han havde gjort det i et hjerteslag. De brune øjne, skulle blot kigge på ham - på den der helt specielle måde. Og han måtte erkende, at han var som ler i hendes hænder. Formelig for hvad end hun ønskede. 

Han prustede lidt, og grinte som hun fremlagde hun ikke agtede at fange ham. 
De vidste bedre end nogen andre, hvordan de aldrig kunne blive fanget i et bur og lænker, som ville komme med et ægteskab. I hvert fald dem, som der havde alle forventningerne. Så hvorfor ikke? Nu skulle Logan jo giftes, så hvorfor kunne han ikke gøre det for at hjælpe en ven? 
“Så - i bund og grund, har du bare brug for jeg dukker op - charmere din familie, og går på knæ og ægter dig? Eller.. Aron Wilfried gør selvfølgelig?” Han rullede rundt på siden, og løftede sig op på sin albue som hans øjne betragtede hendes halv nøgne skikkelse. Grimassen der spillede hen over hans ansigt, fortalte i sandhed historien om en, der glædet sig til hans næste nye oplevelse. 
“Skal det så gøres inden vi er ude på vandet igen?” Han løftede sine øjenbryn spørgende. “Eller - skal der udgydes en længerevarende kup af frøken Gandirs hjerte?” Han lænede sig frem imod hendes ansigt, deres næser kunne næsten røre hinanden. “For i så fald, vil jeg elske den jagt.”

Renny efterlignede Neagus afslappede position, så også hendes hoved kom til at hvile i hendes hånd. Ikke længere var hun særligt optaget af, at holde skjorten på plads over den fyldige barm, for solen bagte mageligt over dem. Skulle sandheden frem – og havde de været alene – havde hun smidt skørtet, bukser og de langskaftede støvler også. Det var ganske enkelt ulideligt med den gule stjernes varme og den fugtige, tætte atmosfære.

At Neagu lænede sig frem mod hende, fik Renny til at lade sit brune blik glide nydelsesfuldt henover hans kønne ansigt. Det var dertil også ganske umuligt at stoppe med at smile, for Neagus tofarvede blik funklede af et charmerende løfte om ulykker. Uden at bide mærke til det selv, lænede også Renny sig en smule frem mod ham, hvorefter hun trak let på sin ene skulder. ”Hvad foreslår gøglernes prins?”, spurgte hun, hendes stemme lavmælt, næsten brummende, i det hun lod sine fortænder glide kælent ned i hendes buttede underlæbe. At Renny opførte sig skamløst omkring den blonde mand, havde intet at gøre med, at hun opfattede ham som dum; langt snarere var det fordi, at Renny vidste, at uanset hvad hun kastede mod ham, at Neagu ville kunne overleve det; han var hendes klippe, og aldrig vaklede han. Dertil kom der sig dog også det faktum, at Neagus kvindelist – ja, det var vel en slags magi – også i den grad virkede på Renny selv. Det var ikke et faktum, Renny skammede sig over; hvordan kunne man forblive som en lukket østers, når han smilede dét smil og betragtede en på dén måde?

”Hvis vi skal inkorporere et hvis element af realisme, bliver Aron nok nødt til at forsøge at charmere mig. William Frye sagde selv så fint, at jeg er kendt for at være noget så temperamentsfuld – og det var endda før, jeg forsøgte, at stikke til hans… kronjuvel med min kniv.” Et lille, moret fnis fulgte prompte ordene, hvorefter Rennys øjne slog gnister. Af en eller anden grund var det vigtigt – og havde altid været det – at Neagu betragtede hende selv som kompetent. Som stærk. 

Hans bryn løftede sig udfordrende op i panden, ganske kort, som ordene; hvad foreslår gøglerens prins? Forlod de buttede læber, hvis han ikke havde mere selvkontrol havde han kysset hende lige der. Men hans øjne kneb blot en smule sammen, inden han lænede sig væk ar hende igen. Han måtte trække sig en smule, ellers ville hæmningerne nok blive mistet helt. Og som han havde lovet sig selv, siden sidste gang. Så ikke én gang til. Lige meget, hvor meget hans egen krop blev tiltrukket af hendes. For det var ikke bare de lystfyldte former der tiltrak ham - nej, det var mest af alt den personlighed. Smilet, øjnene der kunne lokke selv den mest anstændige herre i fordærv. 
Og hvor lidt han dog vidste omkring selve realiteten, at dette var en ganske sand påstand. 
Han lagde sig tilbage på ryggen, og lod fingrene glide igennem de bløde krøller. Håret var blevet længere. Næsten skuldre langt, nu havde han trods alt også lade ting stå lidt til, mens han ventede på at masten blev repareret så de igen kunne komme ud på vandet. 
I den tid, havde han også holdt sig selv beskæftiget. Alle de adelige fester han havde været til. En under navnet Neagu af Sandfell - men så sandelig også en del som det dækkenavn Renny havde brugt. Så det at gøre det realistisk. Han var trods alt en født skuespiller. 

“Du ved jeg elsker en god udfordring.” Mumlede den varme sprøde stemme, som han lukkede øjnene, og trak hatten hen over hans ansigt igen. “Se du bare, hele din familie kommer til at falde for den skønne og dejlige Aron - måske jeg bliver nød til at tage forbi, mens du er ude og lave dine egne eskapader?” Grinte han, meget lidt vidende omkring hvad det var Renny skulle. Ja hvad hun i virkeligheden gjorde sig i. For på den front, havde han ladet sine mure falde - og lade tvivlen komme kvinden til gode. En af de få, han ikke havde undersøgt hvem var. Blot troet, at hun ikke var andet end det hun havde fortalt ham. Hvor naiv han havde været - og sikkert også, hvor meget det ville bide ham i røven når broen blev krydset.
Men lige nu, i dette øjeblik - var den blonde mand lykkelig uvidende. 

Renny betragtede Neagu, imens han lænede sig tilbage og dernæst placerede den slidte hat foran sit ansigt. De sorte øjenbryn krøllede sig sammen i let forundring – eller måske snarere eftertænksomhed – som farverne omkring den blonde mand skiftede dovent. Nærmest… som havde han ikke besluttet sig om noget bestemt.
Dertil kom det sig også, at Renny måtte erklære sig selv for, nuvel, skuffet. Flirten var tilsyneladende ovre, og den storbarmede kvinde havde nydt de korte momenters lyserøde farve. Det gjorde hun trods altid, selvom hun nu var for klog til at forelske sig i den halvnøgne mand. Det ville aldrig gøre noget godt; selv hvis hendes profession ikke ville spænde ben for en romance, så ville Neagu aldrig kunne elske hende også. Og det var fint. Renny havde vidst det instinktivt efter deres første nat sammen.

”Jeg er ikke i tvivl. Han er trods alt meget charmerende”, svarede Renny omsider, hvorefter hun selv lagde sig tilbage på ryggen. Som Neagu lå med hatten for øjnene, dristede den sorthårede kvinde sig til, at lade skjorten glide for endnu engang, så solens varme stråler kunne gøre hendes hud solbrun alle vegne. Dernæst gled hendes egne øjne i. ”Det ville være en god idé. Min far ville værdsætte, hvis han fik et varsel forinden, at hans halvdatter pludselig stikker af og bliver gift. Vi kunne naturligvis gøre det lidt som ved mit første ægteskab”, foreslog Renny dernæst, en anelse eftertænksomt. ”Hvis du vil have ham ud på markedet igen uden forbindelser.”

At Renny havde været en gift kvinde – tilmed en gravid en af slagsen – var det de færreste, der kendte til. Neagu gjorde dog, hvormed Renny ikke tænkte nærmere over hendes forslag. Det var trods alt logisk.

Der var mange grunde til at Neagu aldrig lod folk komme tæt på. Og det var i grunden næsten et kunst, at han kunne få så mange tæt ind på hans liv. Men aldrig dele meget omkring sig selv. 
Den underliggende frygt for at miste, for at blive snydt og opleve samme smerte som da hans bedste ven knuste hans hjerte. Den havde bygget nogle voldsomme mure omkring hans indre, så var det nemmere at være den bedsteven. Manden som slikkede andres sår, og tog hvad han kunne få - men aldrig hvad han havde brug for. 
Han fugtede sine læber, som hun snakkede; hans fingre gled hen over skyggen på hatten og løftede den op, hans øjne lagde sig tungt på hende. En dyb indånding. Neagu blev mindet om, følelsen da hun havde forklaret omkring hendes tidligere ægteskab. Som hendes første ægteskab? Hans bryn knyttede sig imod hinanden, og han havde svært ved at tæmme følelserne der pulserede igennem hans krop. Følelser han vidste hun kunne se. Vrede. Men ikke imod hende, nej mod manden der havde valgt at forlade Renny. Forladt hende, da hun havde haft allermest brug for hjælp. Mest brug for støtten af en som elskede hende, som han tydeligvis ikke havde gjort. 
Måske var han ikke giftemateriale. Men han ville aldrig efterlade en kvinde, havde hun været i samme position som Renny. 
Han sank langsomt, og fik hurtigt sine følelser under kontrol - et skævt smil voksede på hans læber. Inden han rejste sig op i siddende stilling. Hans hat blev kastet væk, og hans rug fingre gled hen over hendes bløde kind. Inden tommelfingeren og pegefingeren greb omkring hendes fine hage. 
“Aron er ikke vigtigere end at han kan være din mand i mange år.” Mumlede han, mere alvorligt end han selv havde regnet med. Han prøvede at bevise sig selv omkring, at dette var en ven som hjalp en anden ven. Men hvis han skulle give sig til nogen, måtte det være hende hvis store flotte brune øjne altid kunne se lige igennem ham. Desværre var dette det bedste han kunne give hende. Et falsk ægteskab med en af hans alias. 
Men for hende, ville han forblive gift til hun mødte en hun ville være sammen med ganske oprigtigt. 

I det Neagu vendte tilbage – smed hatten bort, satte sig op og greb blidt om hendes spidse hage – gik der et gys igennem Rennys fysiske, halvnøgne krop. Pludselig var legen, idéen om kuppet blevet til alvor, og som Neagu betragtede hende med en så ukarakteristisk alvor, falmede den sorthårede kvindes gode samvittighed. Hun glemte tilmed, at hendes bryster var til frit skue, men den nærhed, de før havde delt, tillod netop en sådan forglemmelse.
Rennys ene hånd strøg Neagu over den ru kind, hvorefter hun smilede varmt op til ham. ”Du er min bedste ven, ved du godt det?”, spurgte hun, selvom det i grunden var af ganske retorisk karakter. De hvide og bløde fingre gled ned til Neagus hjerteformede læber, hvorpå de lagde sig for et kort øjeblik, tydeligt signalerende, at hun ikke ønskede hans svar. ”Hvis jeg absolut skulle fanges i de ægteskabelige lænker, så ville det være en udsøgt fornøjelse, at blive taget til fange med dig. Jeg er slet ikke i tvivl om, at vi kunne have det voldsomt skægt”, fortsatte Renny, alt imens smilet på hendes buttede læber, om muligt, blev endnu bredere, varmere og mere drillesygt. Som vidste de begge, hvad hun rigtigt mente.

Fingrene forsvandt fra Neagus ansigt, men ikke Rennys mørkebrune blik, som forblev hvilende derpå. Efter et kort moment i behagelig tavshed, svandt Rennys smil langsomt ind. ”Du er en god mand. En af de bedste, jeg kender. Uanset hvad der kommer til at ske –” Uanset hvad, du uundgåeligt må opdage om mig en dag ” – så vil jeg altid være din ven. Jeg har altid din ryg. Så tøv ikke med at benytte det.”

Og Neagu? Måske er det sidste gang, at jeg ser dig i dag, og jeg kan kun forestille mig, hvad det må resultere i af bekymring. Jeg holder så meget af dig og jeg håber, at du en dag kan tilgive mig, når sandheden træder frem i virkeligheden. Jeg håber, at du kan se, at jeg altid gjorde det, som jeg mente, var det bedste for Lyset; for os i hovedstaden og at du er så meget mere end blot noget, jeg udnyttede fra start. 

Den måde deres øjne mødte hinanden, følte han sig unægteligt draget til hende. Lige som den første dag han havde mødt hende, den måde hun havde grinet og sagt at hesten slet ikke havde været hendes. Hvordan hun havde vendt hans verden på hoved, og gjort det så nemt og smertefrit. Der havde altid været noget, som havde draget ham til hende. Og hvad det helt præcist var, som der gjorde hans blik altid fæstnede sig ved hende, når de rejste sammen. Eller hvorfor han tog sig selv i at gå hen til hende først, for at snakke om hvordan dagen var gået. Ja, det kunne han ikke forklare. Men det var den samme følelse, som greb omkring maven, som han var tæt på at læne sig frem ad og lade deres læber mødes. Hvis det ikke havde været for fingeren, der havde lagt sig på hans læber, og vækket ham fra trancen; havde han nok også gjort det. 

Han sank, som hans pjuskede bryn mødte hinanden i midten. Hvor denne pludselige alvorlige stemning kom fra, at alt pludselig blev en smule mere seriøst. Det var han ikke helt sikker, var der noget som lå og bryggede i fremtiden, som greb dem begge i nuet nu? 
Læben vædet hans læber, som hans grimasse løsnede sig op, og blev en smule mere hans normale. Et kækt smil, og de glimtende øjne. "vi har det altid voldsomt skæg Renny" grinede han, og var ganske oprigtig i den udtalelse. Det næste hun sagde, fik dog igen folderne til at glide over i det mere alvorlige. Dette lød - også ganske ukarakteristisk for Renny. Men han valgte ikke at kommentere på det, men bare nikke. 
"Selvfølgelig, lige som du altid har mig til at støtte dig op af." sagde han, og lod fingrene glide hen over hendes kind og ind i hendes hår. Lod dem glide således, at han kunne lade de faldende hårstrå glide om bag hendes øre. "Lige meget hvad der sker." et løfte, han måske snart ville have svært ved at holde.

Renny smilede bredt og nikkede bekræftende; Hendes smil atter så karakteristisk varmt og moret. Til trods for Neagus ord, men også at det faktum, at det ikke ville forblive, som han lovede hende, syntes det dog ikke at falme, men forblev til stadighed på de buttede læber. Renny lod et kærtegn mod Neagus stærke kæbe afslutte den personlige seance, hvorefter hun rullede rundt på siden og atter trak skjortens stof op over hendes nøgne barm. Pludselig gnistrede hendes mørkebrune øjne af historier, der måtte fortælles, og efter at have lagt sig bedre til rette, begyndte Renny med et spørgsmål; ”Kender du Eadgar den Andægtige?” De mørkebrune øjne søgte efter svar i Neagus egne tofarvede, men hastigt fortsatte hun dog.

”Det har været nogle hæsblæsende tre dage, kan jeg godt fortælle dig”, lød det dernæst. For et langt øjeblik fortalte Renny Neagu alt, hvad der var sket med hende selv og Eadgar; det ubehagelige øjeblik, hvor han havde truet hendes familie, nået et ikke planlagt klimaks, da Renny havde forsvaret sig selv ved at gribe om hans lem, hvordan et skænderi var fulgt og dernæst den noget anstrengte familiemiddag med selveste William Frye. Og når ja; ”- efter at være blevet verbalt angrebet af Harari – du ved jo, hvordan hun er – så styrter han ind på mit værelse, hvor jeg står som Isari selv skabte mig. Han bliver så forlegen, at han nær havde givet sig selv en blodtud med en bog, han havde lånt fra vores bibliotek!” Renny kom til at afbryde sig selv ved at grine, i samme øjeblik som hun lagde en hånd mod hendes læber og de skarpe kindben blev røde af indestængt skam.
 
”Det værste var dog næsten, at han troede, Harari havde ret. At jeg var forelsket i ham. Ved du så, hvad han spurgte om? Om jeg prøvede at lokke ham i fordærv! Har du hørt noget lignende?”, udbrød Renny dernæst, stadig med morskab i øjnene, men så sandelig også stødt vantro.

Han lyttede opmærksomt, og kunne mærke vreden der ulmede ganske forsigtigt i hans indre. Mest, da hun fortalte hvordan han havde truet hendes familie. Der var mange ting, som ikke gav mening for ham, som hun fortsatte fortællingen omkring Eadgar den Andægtige. Men valgte ikke at kommentere yderligere på det, selvom han vidste hun ville kunne se farverne af forvirring som blomstrede rundt, omkring hans krop. 
Men som altid, tog Neagu en dyb indånding. Lod ikke hans følelser overkomme ham, og pådrage sig selv at tage forhastede konklusioner. Det havde han trods alt lært, fra en ganske tidelig alder, at det kom der ikke noget godt ud af. 
Dog inden han nåede at kommentere på, at Eadgar fortjente nogle gardine tæsk, for at true Renny på den måde. Og Renny som altid, var alt for god af sig - sådan at tilgive en mand, der valgte at ty til at true hendes familie. Fortalte hun videre, og det fik ham til at grine. Billede af en så blufærdig mand, der gik ind på kvinden der lå foran ham, i badet. Ja det ville få en hver mand til at stoppe og stirre. Ham selv inkluderet. 

Hans smil blev dog en smule halvt, da hun spurgte om han havde hørt noget lignende. 
"Du skal passe på sådanne mænd Renny." svarede han sandfærdigt, alt hun havde forklaret omkring ham. Det sad ikke godt hos en som Neagu, mest af alt - fordi noget virkede forkert. Og han kunne ikke sætte en fingere på - hvad det var, som der gjorde han følte at noget ikke stemte overens. Længere nåede han dog ikke at tænke, før en velkendte stemme ramte hans øregang.
"Neagu! Hør her unge mand, hvis du igen har taget min flaske vin, så kommer du over knæet, og jeg er fuldkommen ligeglad med hvor gammel du er! HØRE DU!" han kunne synke tilbage under hatten, og glemme hun eksisterede; "Mødre" hviskede han hæst, og kravlede hen over Rennys krop, da det var nemmest for at komme hen til kanten og kigge ned på den lave buttede dame. "Ja mama, hvad vil du så gøre, når du ikke kan nå mig?" grinede han, og selvom at ordene burde skabe et endnu større skænderi. Hørtes der blot en hjertelig latter. "Vent du bare! jeg kommer der op, også ville du ønske jeg aldrig havde presset dig ud af -" "Nej stop! For isari stop!" han klappede hænderne over ørene og gled væk fra Renny, og gav hende et opmuntrende smil og et lille blink med øjet. "Så, kommer du til at introducer mig for din halv nøgne veninde?" kom stemmen igen, og han rullede med øjnene, inden han lænede sig hen over kanten igen.
"Det er Renny, og jeg synes du skulle passe dine egne sager." - "Oh den famøse Renny! Nej, lad hende komme ned og sige hej til mig! - Og kære, du behøver ikke tage skjorten på for min skyld." lo hende, for sikkert at understrege, at blufærdighed var ikke noget man ejede her.

Renny så, hvordan farverne omkring Neagu ændrede sig i brusende bølger, og straks lagde hun en forsikrende hånd mod hans nøgne brystkasse. ”Jeg passer på”, lovede hun lavmælt, i det de sorte og slanke øjenbryn skød en smule op i panden i en sigende grimasse. De buttede læber adskiltes for endnu engang, tydeligvis agtede Renny at sige noget mere, men en gennemtrængende stemme afbrød hende og med et –

Krakelerede Rennys alvorlige ansigt i et bredt smil. I det Neagu kravlede henover hende, lagde den sorthårede kvinde sig ned, og trak den tynde skjorte tættere om sig. Hvad hun ikke vidste, var, at det var fuldstændig nytteløst og at de begge var opdaget. Det blev dog afsløret ikke lang tid efter, og med et lille, næsten uhørligt fnis, stak Renny hovedet frem fra husvognens tagryg. Hvad hun så, var unægtelig Neagus mor og Renny selv smilede bredt ned til hende.
”Jeg tager den lige på alligevel – mere for alle andres skyld. Så køn er jeg slet ikke!”, forsøgte Renny at charmere, hvorefter de to unge forsvandt fra syne.

Renny trak hastigt skjorten henover hovedet og fastspændte den i de alskens bælter, hun bar om sit liv. Med et bredt, moret smil om læberne, daskede kvinden til manden, i det hun udbrød lavmælt; ”nu finder vi ud af, om jeg er svigermors drøm eller ej! Ønsk mig held og lykke!” Renny kunne ikke skjule det drillesyge blik, men forsøgte heller ikke, i det hun kravlede ned for at hilse på sin kaptajns livgiver.

”Det er mig en ære”, hilste Renny, i det hun omsider stod foran den kønne kvinde med fremstrakt hånd. ”Renny.”

Kvinden som stod forneden af husvognen, havde begge hænderne i siden og et stort tandsmil spredte sig hen over de buttede læber, og fik de store æble kinder til at virke endnu større. Det var ikke fordi, at kvinden så tyk ud - hun led blot ikke nød, og forstod at være en livsnyder. Det samme med Neagu selv, han havde aldrig været en mand som gik utrolig meget op i sin kropslige udseende. Det der var at se, var udelukkende af arbejdet på hans skib, som gjorde at han ikke var mere buttet at se på. 
Og som hun selv kunne se, var det ganske tydeligt at dette var hans mor. De blonde lokker, der lå i nogle store pjuskede fletninger. De flotte blå øjne, men stadig med en masse brunt i. Ja, det var kun søsteren der kunne overgå Neagu, i at ligne moderen. 

Neagu nåede dog at daske til Renny, som hun forsøgte sig med at sige hun slet ikke var så køn. "Jeg husker nu meget anderledes" sagde han først, og gav hende et skævt smil. "Nej vent, det kom ikke rigtig ud - du er så køn, så stop med det andet fis."

Han selv, valgte dog ikke at gøre noget yderligere med hans påklædning. Moderen havde trods alt, set ham meget mere afklædt. Måske ikke på det sidste, men det at gå rundt med skjorter, når det var så varmt. Det var ikke en uset ting i dette område. 
Han fugtede læberne, og rystede en smule opgivende på hoved, som hun begav sig ned af vognen for at hilse på hans mor. 

Samira kiggede på hånden, som blev rakt ud på hende. Et pjusket bryn blev løftet, inden hun trådte frem og lagde armene omkring den velformet kvinde. "Velkommen til Renny! Du bliver vel til middag ikke?" og som hun trådte væk igen blinkede hun, stadig med et stort smil på læberne. "Det er min mor Samira" tilføjede Neagu, da han endelig var kommet ned. "Som tydeligvis har glemt manere -" han ville gerne have kommenteret yderligere, men inden han nåede så langt. Var en solid knytnæve ramlet ind imod hans overarm. "Hvad i helvede!" hvæsede han, på deres sprog, og sendte nogle irritable øjne imod sin mor.
"Var din mund knægt!" svarede moren tilbage på samme sprog, inden at hun vente tilbage til Renny "Så, bliver du? Nu vil jeg jo gerne møde den kvinde, som min søn faktisk har nævnt med navn - tallige gange."

Renny lo hjerteligt og gengældte den varme omfavnelse. Hvad der dernæst fulgte var, ganske unægtelig, meget morsomt, hvormed den sorthårede kvinde måtte ligge sine fine, hvide fingerspidser mod sine fyldige læber, for at undgå, at endnu en latter undslap hende. At betragte Neagu – hendes kaptajn – møde sin overmand var grænsende til livgivende, og Renny måtte indrømme, at hun ganske enkelt ikke kunne vente med, at berette om dette møde til den øvrige besætning.

”Jeg takker mange gange og vil meget gerne spise med”, svarede Renny, lige dele hastigt og taknemmeligt, hvorefter hun lod sine hænder sammenflettes foran sig. Det var umuligt ikke at fortsætte med at smile, men i nogen grad lykkes det dog kvinden, at tæmme det, så det blot var varmt med et snert af morskab, og derved ikke afspejlede Rennys egentlige sindstilstand – hun var nemlig meget mere moret og drevet af drillesyge tendenser, end hvad hun gav udtryk for.

”Du kan bare sætte os i sving med, ja, hvad end du har brug for”, tilbød Renny dernæst og i særdeleshed sandfærdigt. ”Jeg dur alligevel ikke til at sidde stille og vente, hvis der er arbejde, der kan gøres. Det kan Neagu vist testamentere til.” Et lille, næsten forlegent grin undslap dernæst Rennys fyldige mund, velvidende at hun ikke en gang, havde drevet den kønne mand ud i irritationens røde farver. 

"Se, hun vil meget gerne spise med Dragă" påpegede den ældre kvinde, der med en masse smile rynker hæv ham lidt i kinden. Han skubbede hurtigt hendes hånd væk, og sukkede opgivende - det her ville han skulle leve med de næste mange år, når Renny fortalte det videre til besætningen. For selv, om hans øjne næsten tiggede hende nu. Var han helt sikker på, at lige lidt hjalp det. Så han sukkede en smule opgivende, og affandt sig med - at sådan var det nu. 
Hvilket ganske tydeligt også moret hans mor, som stod og betragtede dem skiftevis. Hun klappede kort i hænderne, og nikkede så. "Der er ikke så meget jeg kan sætte dig igang med - Neagu hjælper alligevel aldrig, så ham forventer jeg ikke jeg ser bag gryderne senere." grinede hun, og var tydeligvis ikke særlig påvirket af, at hendes søn ikke tog sig tid, eller havde lyst til at hjælpe.
Neagu trak også lidt dovent på sine skuldre. "Jeg ville alligevel bare brænde det på, eller ødelægge det på den ene eller anden måde. Så er det vel bedre bare at lade være?" svarede han igen, som var det den bedste logik på jorden. Hvilket han også synes det var. 

"Hvis i skulle hjælpe med noget, så var det at kigge efter børnene, nu når vi mødre går igang her om lidt for at sikre at maden er klar til tiden." Neagu nikkede dog hurtigt på hoved, hvis der var noget han ville. Så var det at lege med hans grankusiner og granfætre. Hans egen søster havde desværre ikke fået nogen børn endnu. Så det han måtte tage sig til takke med, var hans kusiner og fætre der alle havde fået et par rollinger. 
"Se det er jeg sikker på, at vi begge gerne vil." grinede han, og gik hurtigt ind i husvognen. Og kom tilbage med hans lut "kom med mig!" han grab Rennys hånd, og selvom der ikke var langt vej ind imellem de andre farverige husvogne, til de kom til en midte hvor en masse børn legede med hinanden. To kvinder, stod og betragtede dem. Begge med utrolig store rende under øjnene. Den ene var hans kusine, som hurtigt løb hen til ham. 
"Endelig! zaladins unger er nu dine, for jeg kan ikke mere!" Neagu grinede varmt, som hendes spinkle arme greb hans brune arm og ruskede lidt. Den anden kvinde nikkede, og de så hurtigt begge deres snit til at skynde sig væk fra deres ansvar. Som tre af børnene så op, og lagde mærke til Neagu. "Neagu!" skreg de i kor, og deres små ben begyndte at spæne imod den høje mand. Og ganske mirakuløst, formåede tre børn at blive til seks, og Neagu var nede og ligge på den støvede jord. Da de havde fældet ham, i en voldsom kollision. "Lidt hjælp Renny" kom der halv kvalt, under de mange grinene børn, og en hånd med lutten der var kastet i vejret, var det eneste som viste at han stadig var neden under dem. 

Renny lo, i det Neagu forsvandt under de mange, hujende børn. For blot et øjeblik betragtede hun dem med leende øjne og en stort smil om de fyldige læber, men da den blonde mand omsider bad om hendes hjælp, måtte hun forbarme sig over ham. Med et smæld lod hun sine hænder mødes foran den bløde barm, og dernæst lød hendes kommanderende stemme: ”Jorden er giftig!”, erklærede hun, hvilket fik samtlige børn til at se op med spændte øjne. Med et fortog de sig fra Neagu og spænede afsted mod den nærmeste overflade, der ikke efterlod dem tilbage på det grønne græs – og i samme stil gjorde Renny det samme.
”Skynd dig! Ellers bliver du forgiftet!”, råbte hun efter Neagu, hvorefter hun elegant sprang op på en af husvognenes trækanter; der, hun havde set uadskillelige stå før hende.

”Oh, Neagu nåede aldrig op! Han er blevet til giftens monster!”, proklamerede Renny – dog – hastigt, hvorefter hendes brune øjne lagde sig drillesygt på hans skikkelse. ”Lad ham ikke fange jer!” Børnene lo og gjorde dernæst deres bedste for, at komme væk fra den blonde mand, så snart han fik rejst sig. Der lød alskens hvin og spændte tilråb, som de begyndte at kravle rundt i deres umiddelbare nærhed.

”Du kan ikke fange mig!”
”Du så langsom Neagu!”

Renny måtte stoppe op for at le, i det hun dernæst søgte børnene, hvis tilråb havde fanget hendes opmærksomhed. ”Ja, du er simpelthen så langsom, kaptajn”, istemte den sorthårede kvinde, hvorefter et hjerteligt grin undslap hende for endnu engang.

Han var lykkelig, da vægten af de mange børn forsvandt fra hans krop - og specielt hans mave. Han stønnede, som han lige så stille kom op og sidde igen. Men fejlen var på hans side, og den fejl var - at tro at Renny ville hjælpe ham uden en bagtanke. 
Et drenget smil, spredte sig hen over hans læber, som hun sprang op og sikret sig selv, således at hun ikke længere havde ben på jorden. Og det gjorde jo så, at han måtte lege dette gift monster; og her havde han troet, at han kunne sætte sig ned og synge nogle børne sange. Ikke løbe rundt og lege jorden er giftig! 
Han himlede med øjnene, dog stadig med et glimt i dem. Det var ganske tydeligt, at trods hans prusten og stønnen. Så nød han situationen, hvordan kunne han andet? Især som hans øjne lagde sig på kvinden, der sendte ham et stort smil. Og mest af alt, lignede en der var lige så investeret i legen, som alle børnene der deltog. 

"Det ikke fair, jeg er slet ikke klar!" forsvarede han sig anklagende, og ganske barnligt. Som børnene begyndte at råbe, at han ikke kunne fange dem, og var alt for langsom. Men da Renny erklærede at han simpelthen var så langsom. Tændte en gnist i ham. "Aha Renny. så det med den på!?" grinede han, og satte i løb for at komme hen til hende og fange hende. Ingen skulle sige han var langsom, og bestemt ikke hende.

Renny kunne slet ikke stoppe med at grine, hvormed hendes ord blev sagt i latter: ”Det lyder som en dårlig undskyldning, kaptajn! Hvad er det, De altid siger? Der er intet øjeblik som det lige nu og se så at komme i sving! -”
Resten af Rennys drilagtige ord blev slugt i et skingert hvin, i det Neagu dernæst kom stormende imod hende. Fulgt af en hjertelig latter stak Renny selv afsted for endnu engang, hvilket indebar en imponerende mængde krumspring, henover de adskillelige husvognes tagrygge og ikke mindst, fra deres respektive sæder og ståpladser. Hele tiden var Neagu lige i hælene på hende, så da Renny omsider nåede op på endnu en husvogn, var hendes vejrtrækning overfladisk – og stadig kunne hun ikke stoppe med at le. De skarpe kindben var blevet let lyserøde af jagten, og med en hånd rettet frem foran sig, udbrød hun:

”Der er helle her! Det ved du da, ikke?” En ung pige sad ligeledes deroppe og hun lo smørret, i det hun nikkede og dernæst selv stemte i: ”Der er altså helle heroppe! Du må ikke tage os her!” 

En jagt foregik i skrig, hvin og massere af latter. Neagu’s kinder var allerede røde, som han spurtede rundt efter hende. Og selvom at han havde flere gange, havde haft muligheden for at fange en af børnene. Der næsten kastede sig i armene på ham. Havde han kun øjne for hende. Hvilket i sig selv var ganske mærkeligt, for som det nok senere ville gå op for den blonde mand. Var det ikke hendes former som han brugte tiden på at betragte, nej det var smilet, hendes øjne der lyste og de runde røde kinder. 
Måske endda, han ville indse at han unægtelig elskede kvinden, mere end han nok nogen sinde ville give sig selv lov til. 

Forpustet var han selv, da de endelig kom til et punkt, hvor at Neagu var tæt på at få fat i hende. Også smed hun en ny regel. Helle? 
Et stort tandsmil spredte sig hen over hans hvide tænder. “Frøken Gandir, du er og bliver min død... jeg har mine øjne på dig, og du kan ikke blive i helle forevigt!” Han vendte dog rundt, da en af de større drenge havde fået mod til sig, og sneget sig tættere ind på ham.
“Tro ikke jeg ikke har set dig Vicar!” Råbte Neagu, som han vendte sig rundt, og greb den slanke dreng rundt omkring livet og smed ham over skulderen. “Så mangler vi bare resten!” Vicar begyndte at grine, som han satte drengen ned. “Ny regel, giftmonstre formere sig! Nu er både Vicar og jeg monstre!” Også gik jagten ellers igang på resten af børnene.