Hvorfor Saga var blevet i hovedstaden var hun faktisk ikke sikker på. Det var ikke fordi hun havde noget der holdte her, men omvendt havde hun heller ikke rigtig noget at vende tilbage til. Begge hendes forældre var bukket under for den plage, der næsten havde kostet hende hendes liv også og – ja, hun havde ikke haft så meget andet. En ven hun kunne drikke med i ny og næ, arbejde fra tid til anden, men det var også det. Hun plejede at gå til hånde, eller tage ud og jage og sælge det hun fangede. Men det var slet ikke nok til at få det til at løbe rundt, og mere end en gang havde hun måtte sove i gaderne.
Eller, som hun havde gjort denne aften, i en kærre. Det var absolut ikke det optimale sted at sove hvis det regnede, men hun havde været heldig og natten havde været tør. For en kærre var absolut et af hendes yndlingssteder at sove; Saga havde nemlig opdaget, at der for det meste altid var noget hø man kunne ligge i, og hvis man var rigtig heldig var der også et hestedække man kunne tage over sig, når det blev rigtig koldt.
Hun havde da også sovet ganske udmærket denne aften. Okay det havde måske også noget at gøre med den kirsebærbrændevin hun havde haft selskab af, men stadig, hun havde fået en bedre søvn end hun havde haft i lang tid.

Hun var ikke sikker på hvad der vækkede hende. Måske en indre stemme, der fortalte hende hun ikke var alene hjemme, eller måske hendes skærpede sanser der hørte skridtende fra en der nærmede sig. Hvad end det var nåede hun at vågne inden vedkommende nåede over til kærren. Hun var faldet i søvn med flasken med brændevin i den ene hånd og en dolk i den anden (man kunne jo aldrig vide), og det var netop dolken hun nu tog et fastere greb om. Hun lå helt stille i kærren og lyttede; talte skridtende og den svage lyd af en andens bankende hjerte. Et fornemmelse af, at den anden nu var tæt på: ikke et syn, men en viden om hvad der ville ske.
Et sekund trak hun vejret dybt ind, så fløj hun op fra kærren, med et fast tag om dolken og et ”Find dit eget sovested!” Hun så på personen der havde nærmet sig og måtte blinke et par gange. En ko på to ben? Vent, en minotaur, men langt mindre end hun nogensinde før havde set.

Saga gloede på minotauren, som var han lige faldet ned fra månen. Det var han måske også - han måtte i hvert fald have slået hovedet rimelig hårdt, hvis han troede han kunne spørge efter mad. Dels fordi det var en kærre der tydeligvis var blevet forladt, men også fordi det næsten lød som om han tænkte, at hun ville dele, hvis hun rent faktisk havde haft noget mad.
"Ja selvfølgelig," svarede hun. "Det er faktisk en magisk kærre, det her. Hver gang du tænker på mad dukker det op i bunden, ligegyldigt hvad du tænker på. Kager? BAM tusinde kager ligger i bunden og venter på at blive spist." Sarkasmen dryppede fra hendes stemme, som hun rullede med øjnene. "Selvfølgelig ligger der ikke noget mad her. Og selv hvis der gjorde ville det være mit." Hun rystede på hovedet af ham inden hun pakkede dolken væk igen. Umiddelbart virkede han ikke som den vildeste trussel, det var tydeligt at han var meget ung, og selv hvis han skulle finde på noget var Saga ret sikker på, at hendes evner nok skulle advare hende. 
Hun havde stadig ikke svaret ham på, hvem hun var, men hoppede i stedet elegant ned fra kærren så hun kom til at stå overfor ham. "Burde du ikke være hjemme?" Spurgte hun så. "Du er sgu da alt for lille til at gå rundt her alene, det kan være farligt. Du kunne møde en sindssyg tøs med en dolk."

Saga stirrede bare på dolken, som den lille minotaur, som han stædigt begyndte at trampe i jorden. Den dolk han hev frem gav hun ikke meget for. Det var ikke fordi hun ikke troede han vidste hvordan man brugte sådan en - eller kunne finde på det - men hun stolede nok på sine evner til at vide, at de ville advare hende, hvis han skulle finde på at forsøge på noget. "Jeg har ikke noget at dele, knægt." Sukkede hun, og rystede på hovedet. "Tror du virkelig jeg ville sove i en kærre, hvis jeg havde noget? Nej, vel."

Hans blodtørst overraskede ham en anelse. Men så igen; det burde den nok ikke, for hun havde godt hørt, at minotaure kunne være nogle blodtørstige sataner. Ikke at hun havde tænkt sig at påpege det for ham, hun var jo ikke dum, men det sagde hende, at han måske var lidt for nem at tirre. Hvilket naturligvis ikke fik hende til at lade være, for nu ville hun bare gerne være på tværs. "Jeg har ikke tænkt mig at slås med et barn," det kunne godt være hun var sølle, men så sølle var hun altså heller ikke. "Men her, hvis du vil have kærren må du tage den. Det er alligevel ikke min, jeg sov bare i den."

Saga var ikke så dum, at hun ikke fattede hvordan minotauer ungen forsøgte at virke stor og stærk ved at skrabe i jorden. Alligevel kunne hun ikke lade være med et grine af ham. Det var ikke et hånligt grin, men mere en overraskende varm og boblende latter, som hun mødte hans blik. "13 år er altså et barn, knægt." Lo hun, inden hun rystede på hovedet. Hun var ikke bange for ham. Det kunne godt være han virkede noget krigslysten, men hun følte sig ret sikker på, at hun godt kunne forsvare sig mod ham og derfor gav hun sig også til at løsne den uglede fletning hun havde sovet med for at bruge hænderne til at rede gennem håret og flette en ny fletning. "Okay okay, ikke et barn. En lille voksen." Hun blinkede til ham mens hendes hånder kyndigt bandt den nye fletning op. "Men det er stadig ikke sikkert at rende rundt alene." Da hun var færdig med at flette håret rakte hun ned i kærren, hvor hendes bue og pilekogger med pilene lå, hvorefter hun slyngede dem på ryggen. "Hvorfor? Får du ikke nok at spise? Hvis du er sulten tror jeg kirken er dit bedste bud. Der er sgu ikke noget mad her, men man plejer at kunne spille på præsternes medfølelse og score sig en gratis potion mad." Om det ville virke i dag var selvfølgelig ikke til at vide, men det plejede at virke hvis man bare så ynkelig nok ud.

Hvor følsom kunne man lige være? Helt ærligt, det var sgu da bare ren sjov Saga drillede ham. At han tilgengæld ikke syntes det var sjovt var tydeligt, for vreden fra ham blev nærmest til at tage og føle på. Om han var et barn eller ej ville man altid kunne diskuttere: I Sagas øjne var han, men hun kendte heller intet til minotaure og deres levemåde, så måske var det derfor hun ikke rigtig tog hans vrede seriøst. En vrede som faktisk mest mindede om et barns, nu hun tænkte over det.
Hun fornemmede angrebet før det kom. Den lille stemme i baghovedet, forstærket af de magiske evner, advarede hende øjeblikket inden han nåede hende. Havde hun ikke haft en evne til at fornemme faren ville hun muligvis ikke være nået væk, men nu nåede hun at kaste sig til jorden, rulle væk og komme på benene i én glidende bevægelse. Havde det været enhver anden vilel hun have trukket sin bue og pil, men ikke dennegang. "Stop!" Udbrød hun. "Inden du kommer til skade!"

Det var helt utroligt at han blev ved med den samme gamle smøre om, at han ikke var et barn. Han var i hvert fald ikke voksen, så meget var tydeligt. Til gengæld havde han virket noget irritabel allerede fra det øjeblik Saga havde mødt ham, og selvom hun ikke var bange for ham havde hun heller ikke lyst til at det her fortsatte. Det ville jo ende med at han kom til skade, og så skulle hun pludselig til at trøste et barn. Og Saga var virkelig dårlig til det der med børn. ”Ja ja, så siger vi det.” Sagde hun derfor, og trak på skuldrene. ”Men hvis du gerne vil være voksen skal du altså også opføre sig sådan. Det er ikke særlig voksent at blive så hysterisk bare fordi der er nogen der ikke er enige med dig. Og pas nu på inden du kommer til skade: det ender med du slår dig rigtigt.” Hun var egentlig ikke bange for han ville ende med at ramme hende, for selvom det selvfølgelig godt kunne blive en mulighed var hans horn så små, at hun ikke kunne forestille sig de ville gøre voldsomt skade. Men altså, det ville næppe være rart alligevel.

Apropos horn: hun var fristet til at påpege, at hans godt nok var små af en voksen at være, men undlod i sidste øjeblik. I stedet sendte hun ham et koldt blik. ”Er du færdig?” Spurgte hun så.

Saga var faktisk slet ikke i tvivl om, at hun var den der ville lide størst skade, hvis han fik ramt hende. Men hun var hovmodig nok til at regne det for usandsynligt. Ikke at han ikke var farlig, for det var minotaure uden tvivl, men fordi han havde ladet sine følelser løbe af med sig på den måde. Det var ikke fordi Saga ikke selv kunne blive vred, for hun kunne blive edderspændt rasende. Men aldrig i kamp og aldrig når hun jagede, for hun vidste at vrede ville føre til, at man glemte fornuften og så ville man tabe kampen. 
Men hun kunne selvfølgelig ikke regne med, at et barn ville have gjort sig sådanne erfaringer endnu. 
"Nok næppe," svarede hun med et skuldertræk da han sagde, at det var hende der ville komme til skade. "Der skal meget til før jeg bliver ramt. Og du er for vred til at tænke klart, og så kommer man til at dumme sig og så rammer man slet ikke nogen." Hun gik tilbage til kærren for at hoppe op og finde sin taske, som hun gav sig til at rode igennem. Hun var sulten, men havde endnu mere brug for noget at drikke. Så da hendes hånd lukkede sig om en flaske, som skvulpende afslørede at der endnu var noget i den, lyste hendes ansigt op i et smil. "Har du ikke en bande du burde hænge ud med i stedet for at forstyrre ordentlige folk?" Spurgte hun knægten mens hun hev proppen af flasken og tog en tår af den.

Hans udbrud gjorde det klart, at han ikke havde nogen tanker om tage den med ro. Han blev ikke mere vred, men han blev heller ikke mere roligere af den grund. "Ja tak, jeg har øjne i hovedet." Svarede hun næsvist, som han påpegede, at han altså var større og stærkere end hende. Det var der vidst ikke nogle tvivl om.
Hun stirrede på ham med forbløffelse, som han nærmest tiggede hende om at skyde ham. "Jeg skyder altså ikke børn!" Udbrød hun forarget, hvilket var en følelse an ellers sjældent så hende i. Men den bare tanke om at skyde et barn var altså nok til alligevel at ryste hende noget. "Fordi du ikke kan klare hvem som helst." Påpegede hun med et skuldertræk. "Der vil altid være nogle der er større eller stærkere end dig. Og fordi de fleste gadebørn hører til i en bande her i byen. Så hvor er din?" Gentog hun, selvom han havde gjort det ret klart, at han ikke var del af en bande.

”Hvorfor skulle jeg skyde et barn?” Saga sendte ham et overrasket blik, som var det det mest tåbelige hun nogensinde havde hørt. Hvad det også var. ”Jeg går sgu da ikke og skyder uprovokeret. Modsat visse andre kan jeg faktisk styre mit temperament.” Okay det var løgn, i hvert fald i visse situationer, men det behøvede han jo ikke vide, når nu hun prøvede at fremstå meget mere moden og rolig end han var.

Hun fnøs og rystede på hovedet af ham, da han begyndte at påstå, at han var større og stærkere end nogen anden. ”Ja ja, så siger vi det, knægt.” Hun havde set minotauere der var en del større end ham, men valgte ikke at nævne det. Nu hvor hun jo havde besluttet sig for at være den voksne af de to kunne hun jo også godt vise sig med langt mere overskud end hun egentlig havde. ”Man kan sgu da godt være i en bande uden at stjæle.” Gad vide om han havde slået hovedet? Det ville i hvert fald forklare, hvorfor han ikke forstod noget af det hun sagde. ”Det er der da mange børn og uge der er, for at passe på sig selv og hinanden, så det kunne du også sagtens være.” Hun trak på skuldrene. ”Jeg går til slotshaven for at stjæle æbler, det er nemlig også en måde man kan klare sig uden at stjæle fra alt alle.”