Balzera sang af livlighed og forventing om de kommende sommermåneder. Handlen var på sit højeste og gaderne nærmest brændte af varme i dagtimerne, hvor mindre heldigt stillede handelsfolk og slaver måtte dukke nakkerne og bide tænderne sammen. 
Langt fra gadens støj og kogende brosten lå den behagelige, skyggefulde have, der omgav Kazimi-fyrstens palads. Hver blomst var omhyggeligt placeret og plejet af en gartner og sprudlende springvand, placeret af vand-magikere, fik fine dråber til at danse i luften.

Iklædt silkeklæder og omgivet af en velduftende parfume-sky var Fyrst Sephyran placeret midt i haven under en skyggefuld baldakin af farverigt materiale. Skægget og håret var olieret efter alle kunstens regler, og han var i færd med at nyde et køligt glas vin - langt fra det første, han havde fået, siden han stod op og flyttede sit fyrstelige korpus ned i haven.

"Hamza!?" Fyrstens dybe røst gav nærmest genlyd mellem træerne, da han kaldte på Seneschalen, som han havde bedt om at møde i haven, og hvis fodtrin han nu kunne høre.

Så snart manden var inde for synsvidde, vinkede Sephyran ham nærmere, allerede begyndt at tale. "Mine døtre ankommer som bekendt hvert øjeblik.. sørg for at deres yndlingsforfriskninger er stillet frem, for vi har vigtige familieærinder at diskutere." At fyrsten kræsede ekstra for sine døtre betød som regel, at der kom noget, de ikke ville kunne lide. Flere af hans børn havde arvet hans kraftige temperament, men Sephyran havde ingen planer om at lade sig kue af kvinder - heller ikke selv om de var af hans eget blod! Og spørgsmålet om ægteskab havde været udsat længe nok for dem begge..

Sephyran stillede glasset fra sig med et dybt suk. "Døtre. En faders største kvaler.. en dag tager de livet af mig." Proklamerede han dramatisk. Når det kom til stykket havde Sephyran ikke taget en særlig aktiv del i opdragelsen af sine utallige børn - derimod havde Hamza stået for en stor del af indlæringen, og det var netop derfor det var vigtigt for Sephyran at have Seneschalen ved sin side, når der om lidt skulle tales fornuft. 

Ud fra under en af de gamle sandstens ark, trissede Hamza ud med hænderne foldet på maven. I dagens gloende hede havde han iført sig et hvidt hovedklæde, fæstnet med en gylden spænde. Allerede da var den fugtig af sved. Seneschalen knipsede med et smæld i retningen af sin egen pande, og straks kom en tjener løbende med et tørt stykke stof. Hamza tog den lange vej rundt ved havemuren så tjeneren havde tid til at skifte klædet. Han sænkede aldrig farten.

Som Hamza rundede en af de overdådige springvand og trådte ind i fyrsten synsvidde, sad den nye beklædning perfekt.

Han smilede med hele sit gebis, så hans ansigt blev lagt i rynker, og bukker med armene strakt ud i en V-form imod jorden, håndfladerne imod Sephyran, blikket vendt ned. "Den glædeligste morgen til dem, Fyrst Kazimi. Selveste maleren Qazadre ville ikke kunne gengive deres skønhed i denne, havernes have." Hamza forblev i sit buk og lyttede. Kæbemusklerne i hans aldrene ansigt begyndte at spænde som herren nævnte, at døtrenes favoritter skulle serveres. Det var aldrig et godt tegn.

Tandhjulene begyndte at snurre i hans hoved. Der var ingen tvivl om, at i dag skulle der gås en vanskelig balancegang for at holde freden i paladset, men det var nu heller ikke første gang. Ej heller ville det være den sidste.

Hamza rejste sig, lang og rank, og nikkede ærbødigt. Langsomt begyndte han at bakke væk imens han bukkede og pludrede videre. "Naturligvis, din vilje skal ske. En faders evige byrde, ja. Åh, de kunne næppe skade dem om så de ville, o' krigsherre af slaget ved Sarghos. Jeg er tilbage omgående."

Kort tid efter var tjenestestaben sat i fuld sving. Paladset var som en myreture der blev sparket til, men intet der kunne ses fra fyrstens pavilion, naturligvis. Adskillige søde, sure og stærke ting blev bragt ind på fade af elfenben og krystal. Kort tid efter var Hamza tilbage i haven, og indfandt sin plads bag ved Sephyrans venstre skulder. Nu var det bare et spørgsmål om tid før 'gæsterne' kom.

At det passede prinsesse Kaatima, at hun var blevet bedt om at møde op som audiens hos sin kære fader, dårligt. Det ville i sandhed være en underdrivelse; hun havde haft vigtige diplomater til frokost, da hun havde fået nyheden om hun skulle møde op - havde hendes fader fuldstændig glemt, at hans datter var fuldstændig henlagt af at ordne familiens forretnings forlæggende? 
Så det var med en yderst stram mine, at Kaatima havde undskyldt over for sine ærede gæster; men selvfølgelig havde der ikke være nogen sureminer. Der havde kun været ønsker om; nu må du endelig fortælle fyrsten de goder vi kan bringe ind i dette partnerskab. Det var til at brække sig over, alt denne nytteløse tilbedelse af en mand, som der kunne svinge med hans fingre også ville ti guld fad blive bragt ud. Så han kunne vælge én, af det han ønskede sig mest. 
Det var i sandhed de mange år, hvor faderen havde overladt mange af sine anliggende til hans børn, at han var gået fra en skarp mand, til næsten skødesløs. 

Men som hun bevægede sig ind i faderens palads, formede de rynkende folder i ansigtet sig. Ryggen rankede sig, som hun stoisk gik igennem de mange gange for at komme til haven, hvor hun var blevet bedt om at møde op. 
Dette kunne kun betyde én ting. Endnu en snak om hun snart burde gifte sig igen. Det havde været nogle skønne år, hvor hendes fader havde holdt igen. Det at sørge var trods alt vigtigt, hun havde også givet familien en masse gode slægtninge. Men det var jo ikke nok, hun ville jo blive; ustyrlig. Hvis hun ikke fik en mand der kunne holde hende i kort snor. 
Det var i sandhed en mægtig evne den ældste søster havde, at alle disse mørke tanker kunne ulme lige i overfladen. Men intet kunne spores i de fokuserede øjne og hendes stramme læber. 

Hun rømmede sig, som hun stillede sig klar, til at blive ført ind til fyrsten. Hun ville aldrig drømme om, at gå ind til ham uden at blive præsenteret. For lige meget hvor mange nederdrægtige ting, hun kunne tænke omkring sin fader; og hvilken levestil hun blev tvunget under. Så ville hun aldrig gøre noget, der kunne vanære ham - eller se højt på traditioner og maner. Nej, hun ville være den bedste datter han kunne have - så hvis det betød hun måtte ofre sig igen og underligge sig en mand. Måtte hun atter føre sig i skyggerne, som hun havde gjort alle de andre år. 
Men nu måtte hun jo vente og se, hvad dette møde det indebar. 

Overskuddet var ikke stort i dag. Malika vidste hendes far havde hidkaldt hende og Kaatima til en lille forsamling, og vidste at samtalen nok vil være ubehagelig. Sammen med hendes personlige slave havde hun til gengæld gjort sig pæn og præsentabel. Der var påført okker, samtlige steder på kroppen, samt lidt på læber, øjenvipper og bryn. Hun var iklædt mange røde silkeklæder, for at skåne sin lyse og sarte hud fra solen. Smykker var der også en god håndfuld af på både ankler, håndled, fingre, hals og øre. Hun vidste ikke hvor alvorlig samtalen var og om der ville være andre til stede end Kaatima og deres fader. Men hun frygtede det værste, og havde derfor også taget påklædningen en tand længere, end hvis hun kun skulle mødes en til en.

Hele morgen havde Malika følt sin puls var høj fra nervøsiteten omkring mødet. Vand var derfor ofte blevet hentet til hende, så hun forhåbentlig kunne køle lidt ned. Men det hjalp ikke længe af gangen. Med et dybt suk valgte hun så at forlade sine gemakker, efterfulgt af hendes personlige slave. Malika gik nervøst med hænderne foran sig og pillede i ved af de ringe hun bar. Hun gik med brystet fremme og skuldrende trukket tilbage. Hun sank en klump som hun nærmede sig haven, hvor de skulle mødes. Som dørene åbnede til haven, trådte de sammen ud, og hendes slave sørgede for at præsentere Malika, inden slaven trådte væk. Slaven holdt sig i nærheden, hvis nu Malika havde brug for noget, men langt nok væk, til ikke at kunne lytte med på samtalen – med mindre de selvfølgelig begyndte at råbe ad hinanden.

Til sin skræk var onkel Hamza til stede. Det betød der for alvor var ballade. Hamza skulle hjælpe med at tale de to kazimi døtre til fornuft. Men hvad havde de to kvinder gjort? Malika valgte at så rank og vente på en af mændene gav lyd fra sig.

Med stor tilfredshed betragtede Sephyran travlheden under den lille, skyggefulde pavilion fra sin egen plads - mageligt støttet af farverige silkepuder. Så snart Hamza igen havde indfundet sin plads bag ham, fortsatte han sin talestrøm, delende sine tanker om det nærtforestående møde med Seneschalen.

"Min ældste datter Kaatima har længe sørget det beklagelige tab af sin ægtemand, men nu har hun været enkefrue i adskillige i år, og det er på sin plads at en ny indtager pladsen ved hendes side, inden hun når ud af sine frugtbare år.." Tænkte han højt, mens han med let utålmodighed trommede med fingrene på det polstrede armlæn. Kaatima havde allerede født fem børn, og det var som sådan ikke arvinger, der manglede - tværtimod brød han sig ikke om, at en kvinde alene skulle stå i spidsen for mange af hans forretninger. Det ville se langt bedre ud, hvis en mand - om ikke andre fra udefrakommende øjne, kunne se ud til at stå for det hele.

".. og Malika er nu nået sit attende år. Det må være på sin plads snart at finde et passende parti.." Fortsatte han. Fyrsten var ikke en mand, der så sine døtre gå ugifte længe, og at få Malika afsat, kunne forhåbentlig én gang for alle mane rygterne om hendes herkomst i jorden. Ingen sagde det direkte til fyrstens ansigt, men flere betvivlede, at hun med sit lyse hår og hud virkelig var hans ægte barn..

En tjener kom styrtende ind for at oplyse, at nu var Kazimidøtrene ankommet til haven, og Sephyran rejste hovedet, spejdende mod havens fjerne ende. "Vis dem omgående ind!" Beordrede han med en bydende håndbevægelse.

Hamza susede ned forbi fyrsten med lydløse skridt, og stilte sig i åbningen til haven for at tage imod døtrene. Hans nakkehvirvler knagede en smule som han bukkede og nikkede for dem, og gjorde store gestikuleringer imod himmelen. "Guderne velsigner os så sandeligt med fornemt besøg i dag. Antrædende står Prinsesse Kaatima Naaila a Kazimi. Antrædende står Prinsesse Malika Rana Rim a Kazimi." Ekkoet fra hans stemme dansede rundt i gårdspladsen et par gange før det forsvandt op i den åbne himmel. Som de kom tættere på, sænkede han dog sin stemme markant, smilede opløftende til dem, hviskede "Godt at se jer, kærer. Han er i godt humør i dag," og blinkede kækt til dem.

Det var ikke nogen hemmelighed at Hamza kendte de to kvinder godt, og han var ganske bevidst over hvor skarpe de var. De var allerede udemærket klar over hvorfor Sephyran havde bedt om hans tilstedeværelse i dag, så han måtte gå en forsigtig balancegang. Fyrstens ønsker var naturligvis det vigtigste, men han ville ikke risikere sit gode forhold til dem unødigt.

Næsten ligegyldt vinkede han en hånd bag sin ryg. To tjenere listede forsigtigt tættere på med hver deres fad. På dem lå nogle nydelige gyldne smykker (ganske banale i forhold til paladsets standarder, men det var procedure) samt små anretninger af vådt og tørt. Hamza løftede stemmen igen som han trådte til side og lod dem passere. "Hvis i ønsker eller mangler det mindste..." Resten var unødvendigt.

Kaatima tog en dyb indånding. En rensende følelse, da hun var nød til at slappe af i hele kroppen, de knyttede hænder slappede af. Lige så stille, begyndte kroppen at slappe af, og et ganske fint lille smil dukkede op på hendes læber. Hun skulle til at træde ind til hendes fader, manden hun ville gøre alt for at tilfredsstille. På trods af, det betød at hendes hjerte måtte trækkes længere ind i mørket for hver gang. Blikket dalede imod hendes halv søster, der stod ved hendes side. Et kort, usynligt håndsrækning skete, som den ældre søster greb den yngre omkring hendes hånd og gav den et klem. Et klem der skulle fortælle hende, at det hele nok skulle gå godt. 

Ind trådte de så, ind til løverne. Fyrsten af Kazimi og onkel Hamza, hvilken dag det dog ikke ville blive når de var færdig med denne forfærdelige samtale. 
Kaatima lagde sine hænder på hendes lår og bukkede hoved imod hendes fader. “Ærede Fyrste og Seneschal Hamza” kom der ganske formelt fra den ældre kvinde. Inden hun kiggede op og så det kække blink. Kaatima måtte tage et ærme foran munden for at gemme det skæve smil, der alligevel unægteligt voksede på hendes læber. 

Som traditionerne bød sig, gjorde Kaatima alle kunstnere efter. Inden at hun placerede sig i puderne foran sin fader, og gjorde sig klar til at gennemgå hvad der nu skulle ske. 

Malika lod sine nervøse hænder falde ned til siden så snart hun så onkel Hamza og stod ved siden af sin halvsøster. De lyse øjne var fastlåst på Hamzas gamle gang. Han skulle nok snart have nogen til at bære på ham. Stakkels gamle mand. Et lille klem fik Malika til at ændre sit fokus til Kaatima, som havde trykket hendes hånd. Et lille nervøst smil, samt et gengældt klem, blev sendt tilbage i storesøsterens retning. Malika havde altid set op til hende, selvom hun ikke altid var enig i Kaatimas beslutninger, om gøre hvad der blev sagt, når det kom fra deres faders mund.

Hamza mødte dem, og fornemt blev de præsenteret, som om de ikke kendte hinandens fulde navn. Malika kunne ærligt talt ikke forstå hvorfor det var nødvendigt. Formaliteten signalerede til gengæld, at der for alvor var noget seriøst, som de skulle snakke om. Som tjenerne blev budt nærmere, tog hun sig noget der mindede om et lille brød med noget inden i.

Kaatima var hoppet med på vognen af formalitet. Malika valgte dog at hoppe på sin egen vogn, og satsede på det ikke ville give problemer. ”Fader…” hun nikkede i retningen mod manden med det gyldne overskæg, ”Onkel,” kom det fra hendes læber, som hun nikkede i retningen af den ældre herre. Næsten samtidigt med den ældre søster, fik hun bevæget sig ind til nogle puder og satte sig  ved siden af Kaatima, så hun kunne høre hvad mændene havde på hjerte.

Sephyran havde igen lænet sig behageligt tilbage i anretningen af puder, der var omhyggeligt placeret omkring den fyrstelige bagdel. Han tog en gevaldig slurk af vinen, og vinkede med en utålmodig håndbevægelse døtrene nærmere. 
Meget kunne siges om Fyrst Sephyrans forbrug af vin og kvinder, men glimtet i de safirblå øjne var skarpt som altid, idet han så op og ned af de to af hans døtre, der fulgt af Hamza nu befandt sig foran ham i haven. 

"Mine kære døtre.. tag endelig for jer." Han gjorde et nik mod anretningerne, men stillede sit eget glas fra sig, lænende sig en smule frem for skiftevis at se på dem. Årene gik hurtigt - han huskede tydeligt deres begges fødsler, Kaatima født af hans elskede Khadija, der var gået alt for tidligt bort. Malika var kommet til familien over et årti senere, og man gjorde klogt i ikke at nævne hendes moders navn i nærheden af fyrsten, for blot tanken om Safiyas forrædderi var nok til at få Sephyrans sind i kog.

"Det glæder mig, at I har fundet tid til at se jeres kære fader, for vi har meget at diskutere.." Formaliteter, for Sephyran forventede så sandelig, at hans døtre mødte op, når de blev kaldt hertil, og fyrsten blev da også hurtigt træt af høflighederne og bestemte sig i stedet for at gå direkte til sagen:
"Kaatima, familiens forretninger blomster under dine hænder, men det er nu fire år siden, din mand afgik ved døden, Kile våge over ham. Det er på tide, at vi finder et nyt ægtemål til dig.." 
Sephyran var ganske overbevist om, at Kaatima for længst var kommet sig over tabet af ægtefællen, og selv om han roste hende for arbejdet, gik det ikke an, at en kvinde stod i spidsen for hans forretninger alene. Nej, der skulle en mand til.

"Og du, Malika." Henvendte han sig, nu til den yngre datter. "Allerede er du fyldt dit attende år. Jeg ville have foretrukket at du blev forlovet tidligere, men årene flyver af sted, og så meget er hændt den seneste tid.." Fyrsten smilede og lod en finger følge buen i det gyldne overskæg, der var omhyggeligt snoede, så det pegede opad. "Vi må udvælge en bejler af passende stand!" 

Han greb igen om sit vinglas og førte det til læberne, blikket nu vendt mod Hamza. "Og hvem bedre til at koordinere disse .. arrangementer, end min trofaste seneschal!" Erklærede han. Når det kom til stykket havde manden trods alt været en større del af døtrenes opvækst, end han selv havde, og han ville gerne lytte til Hamzas råd om bejlerne, inden han endeligt udvalgte passende partier til sine to døtre..