Tøj: samme som på hans reference. 
Maske: Maske

Senere på aftenen, kunne man ofte finde det royale selskab i lidt mere højtflyvende humør. Den gode mad og vin havde gjort sit ved stemningen, og det var personligt et tidspunkt som Aldamar faktisk brød sig overraskende godt om, givet hans til tider trætte udtryk til trods . Bankettens etik og de usagte regler der fulgte med, var virkelig ikke særlig underholdende og det var helt befriende at kunne få lov til at nyde resten af aftenen i relativ frihed. Som fyrstesøn havde han stadig mindre pligter og personer han skulle nå at henvende sig til, meeeen.... Aldamar havde været produktiv med sin tid. Hans mentale checkliste var endelig afsluttet, og der var stadigvæk 3 gode kvarter i hvert fald, førhen at klokken slog midnat og maskerne skulle falde. Så hvor stod han nu?

Han stod ude på balkonen. En af de mere uheldige vaner han havde samlet op med årene var piberygning, hvilket han nu tog sig en pause til - den første pause han reelt set havde haft hele aftenen. Den søde duft lå ikke længe i luften omkring ham når han pustede ud, da balkonen alligevel var oppe i luftigere luftlag, men Aldamar frøs ikke af den grund. Nej, det midnatsblå tøj han bar var selvfølgelig fint, men heldigvis også varmt.
Med albuerne hvilene imod stenkanten, og en enkelt hånd på den smukt dekorerede træpibe tog fyrstesønnen endnu et sug, og pustede ud med et tilfreds suk. Baggrundslarmen fra ballet var ikke høj - de tunge trædører skærmede godt af for lyden, men med et lille klik blev de et kort øjeblik tydeligere, og Aldamar vidste at nogle havde åbnet døren til balkonen. Dog vendte han sig ikke om, men forsatte i stedet med at kigge ud over den smukt krystaloplyste have nedenunder dem. "Velkommen til den hemmlige balkon" gled det en anelse småfornøjet over hans læber, henvendt til hans selskab. Folk der fandt vej herud, flygtede som regel også fra ballets varme, intensitet  eller noget helt tredje - så det selskab bød han gerne velkommen.  

Det havde været en underlig uge for Fabian. En af hans ugentlige klienter, havde tidligere på ugen luftet idéen om, om han ikke havde lyst til at tage med til Zircon til en lille fest hun var blevet inviteret til. Hun var så bange for at han ikke ville have nogen at snakke med, og Fabian var jo altid så dejlig at snakke med.
Pengene havde været gode, så han havde ikke tænkt mere over det. Lige indtil han var blevet påklædt i de fineste grå og blå klæder, med en passende maske hen over øjnene. Det var simpelt, men tydeligvis af gode materialer. Så han ikke ligefrem stod ud mellem de adelige. Derudover gjorde han også at hans hår ikke var kortklippet nogle steder, da det bare ville stå ud, så han for en gangs skyld havde et helt hoved med langt blond hår. Da de så tog karaten op mod højborgen, så blev det da også klart for Fabian at det her ikke var en lille fest.

Heldigvis var hans job egentlig bare at gå rundt med den ældre dame på armen, og tage hen ud og danse en enkelt gang. Han forsøgte også at gøre sit bedste for ikke stå ud med sine mere bondske manerer, men det var lang tid siden han havde fået så god mad.
Heldigvis var de begyndt at nærme sig midnat, hvilket vil sige at det værste var overstået. Havde han troet, indtil hans klient blev taget ind for at snakke med.
”Jeg er ked af det Fabian, men gå du bare rundt og hyg dig, så finder jeg dig når jeg er færdig,” sagde hun venligt og blidt, og klappede ham en enkelt gang på kinden, inden hun blev taget væk.
Problemet ved at være alene, ukendt, og dog være en relativ kendt ældre dames ledsager, var at der var en vis interesse for hvem han egentlig var.

Efter at have dukket de første par lavadelige kvinder, som så lidt for unge ud, men også lidt for meget som om at de holdt af at hviske i krogene, søgte han andetsteds hen.
Til sidst fandt han en balkon, som han hurtigt slap ud af. Den kølige luft var forfriskende og der stod kun en ung herre herude. Det kunne Fabian nok lidt mere håndtere, især når han forsøgte at holde lav profil.
”Tak,” sagde han og kiggede sig en enkelt gang over skulderen ind mod salen, før han gik over og lænede sig med armene på balkonen. ”Skjuler du dig også for menneskene?” spurgte han, med et lidt drilsk smil på læberne. Han ville nok have haft det lidt anderledes hvis han faktisk vidste hvem han stod ved siden af.

Udover at være nok så nydelig at se på - hvis han da selv skulle sige det, så vidste Aldamar at halvdelen af de samtaler han havde haft her til aften, havde været med det formål at komme nærmere hans forældre. Man kom ikke udenom en hvis opmærksomhed når navnet vægtede tungt, så man stak uden mange ekstra tanker af fra det når man kunne. Det var nu engang også den anden gode ting ved, at det var et maskebal - lidt kunne man trods alt skjule sig, når ens ansigt var halvt dækket.
Det var en dyb stemme der svarede Aldamar igen, og med en drillende tone sluttede selskabet sig til ham på balkonen. Det ene af fyrstesønnens blå øje gled over på hans høje skikkelse, der på trods af at læne sig henover gelænderet stadigvæk ragede et godt stykke højere på end ham selv. Hvem var han? "Det ville være forkert af mig at sige jah, ville det ikke?" svarede han leende tilbage, og tog et opfølgende sug af piben. Nysgerrigt så han manden ved siden af ham an - han kunne ikke genkende ham, og så umiddelbart ikke noget familietegn der viste hvor han hørte til. Var han lavadelig? Aldemars blik glimtede i det svage lys, førhen at han spørgende rakte piben imod ham, ligeså meget af høflighed som venlighed. Ville han smage?

"Jeg nyder festerne, men det kan blive lige lovlig... indspist derinde, mener jeg" tilføjede han med et halv besværet suk, med tanke på alt den sladder der fulgte med sådan et gilde, og tog en tår af den vin han havde med ude. Enhver vidste at rygter gik som steppebrand efter sådanne store arrangementer, hvor at skandaler - især de romantiske, var et fantastisk emne i hans omgangskreds. Han kunne måske komme på forkant ved at holde sig lidt udenfor det.
Halvt om halvt overvejede Aldamar at præsenterer sig, men holdt lidt igen med det for nu. Der var noget finurligt - noget nyt ved ikke at kende sit selskab på navn endnu, og det gjorde ham intet at han heller ikke kendte hans. Dog ville det ikke overraske ham, hvis den sølvbelagte maske ikke var nok til at skjule hans identitet fuldstændig - det var sket et par gange i løbet af aftenen, hvilket også havde været meningen i mødet med de mere prominente mennesker derinde. 

Fabian prøvede selv at bedømme hvor fin en mand det var han egentlig snakkede med nu, men det var svært. Han var ikke ligefrem velkendt med alle de små detaljer og våbenskjold som adelen gjorde sig i. Så måske var han af fyrste slægt, måske kun baron? Fabian kunne ligeså godt lade vær med at gætte sig frem til det. Det var et maskebal, så han havde nok også skjult det meste genkendelige alligevel. Det var jo ikke som om at en prins ville gemme sig på balkonen.
”Måske en smule,” sagde han grinende, men rakte ud for at tage piben, intet problem i at dele med den anden mand. Han tog et godt sug af den, før han rakte piben tilbage igen. ”Tak,” sagde han, med et skævt smil på læberne. Det tog da lige det værste af stressen over at være til sådan en stor fest.

Han udåndede røgen igen, mens han kiggede lidt langt udover Zircon. Bedre udsigt end i Dianthos, det var i hvert fald sikkert, før hans øjne faldt tilbage på den fremmede.
”Det overrasker mig ikke, men jeg gør mig heldigvis ikke så meget i det politiske klima,” sagde han. Ikke ligefrem en løgn, selvom det næsten fik ham til at virke som om at han var vigtigere end han egentlig var. En trækkerdreng bosat i Dianthos, tidligere bondesøn i Medanien. En trist og lidt kedelig historie hvis Fabian skulle være ærlig.
”Men maden har været fortrinlig, selvom jeg normalvis ikke bekymrer mig om det,” sagde han i et forsøg på at forsætte med deres småsnak, uden rigtig at komme ind på noget. Det var nemmere når man vidste hvad der var forventet ud af en situation, men Fabian havde sine tvivl om at han kunne tillade sig at hive denne her mand op på et af værelserne, og få ham til at betale for det. For ikke at nævne at den ældre dame stadig var et sted i bygningen og forventede en nat med ham.

Vurderende var det blik hans selskab lod glide over ham, og Aldamar lod ham foruden meget tanke observerer sig, imens han selv betragtede ham tilbage. Han var van til at blive betragtet, han var vant til at forskellige former for øjne gled over ham, og havde de fleste gange også en sund skepsis til blikkene i sig selv. Det var lidt forskelligt hvad folk plejede at ville have af ham, men som regel var det med den ene eller anden bagtanke at han bagefter skulle hører deres pudsige lille idé. Dog fornemmede han ikke det var tilfældet her - det var ikke et bedømmende blik lig dem han havde oplevet meget af aftenen, og med en fornøjet brummen fik han rakt piben videre. Ikke helt utrænet tog manden et sug.
Røgen spredte sig dovent foran dem, inden at vinden fejede det væk igen. "Jaså?" Aldamar's stemme blev kortvarigt en anelse forundret, og med let sammenknebne øjne funderede han - hvem kunne være her, uden at have en eller anden politisk målskive på ryggen, inden han lyttende vendte fronten en anelse mere imod ham. 
Han lignede i stilheden, et kort sekund en der ikke vidste hvad han mere skulle sige efter det, og valgte derfor at forsætte ved at snakke om maden - et ligeså godt samtalemne som vejret, eller politik ofte var. Fyrstesønnens ene mundvig sitrede let i indvendig latter over hans snublende forsøg - forsøget blev modtaget med et småmorende smil. Det var som om ordene og emnet ikke passede til ham, men Aldamar ville ikke sætte sig selv som god nok menneskekender til at kunne bedømme det.
Det var sket et par gange før i hans liv, at fyrstesønnen havde stået som tvunget deltager i mange samtaler han helst ville have undgået. Akavade samtaler, eller nok nærmere uinteressante - som for eksempel dem om mad eller vejret. Men han værdsatte høfligheden den anden tog på sig. 

Han var ikke foruden opdragelse og nikkede derfor kort - præcis som man nu engang burde gøre. "Jah, maden var god..." smilede han, og lod blikket glide fra mandens ansigt og tilbage på byen foran dem. At snakke om ingenting var han overraskende god til, selvom det ikke var videre stimulerende samtaler man fik der, og Aldamar vidste ikke om han skulle blive i den sikre samtales bane, eller forsøge sig med noget andet.. "Såh, en mand med interesse i maden fremfor sladderen? De er en genkendelig type til fester, selvom jeg ikke mener jeg har set dem før..." Og alligevel ikke helt, tilføjede han tavst i sine tanker til de første ord, imens han prøvede at placerer ham imellem de mange og navne og familier han kendte til. 

Fabian havde undgået sådan nogle blikke hele aftenen, som han nu fik fra den adelige ved siden af ham. Han kunne nærmest mærke hvordan den anden mand prøvede at finde ud af ham, men måske Fabian alligevel lå så langt væk fra en mulighed, til at den anden mand næppe kunne gætte hvorfor han var her. Men hvad regnede de egentlig med deres gamle ensomme familie medlemmer ellers skulle gøre for at få dagene til at gå lidt hurtigere?
Men der var også noget sjovt i at den anden ikke vidste hvad han var, så han trak bare skuldrene, med et hemmelighedsfuldt smil på læberne.

Det akavede samtaleemne, blev dog mere tydelig, som den anden mand svarede tilbage. Ikke det smukkeste øjeblik i Fabians liv, men han var vant til mere grove samtaleemner. Faktisk at stå og snakke civiliseret med en, uden at have en anden agenda, var ikke noget ikke normalvis skete. Kun med de ganske få venner han havde fået over årerne i Dianthos.
Da spørgsmålet kom ind og drejede sig om hans identitet, kunne Fabian ikke helt stoppe det store smil der spredte sig på hans læber. ”Altså, er meningen med et maskebal ikke også, at man ikke kan genkende folk?” spurgte han drillende, før hans blik lagde sig på den adelige. Hans øjne var en anelse intense, som han endelig lod sine øjne hvilke på manden ansigt. Smukke ansigtstræk af hvad han kunne se, men også meget menneskelige. ”Jeg ved heller ikke om jeg har set dig før,” tilbød han. Han tænkte ikke så meget over at han brugte uformel tale. For til trods for at han havde brugt en god del tid omkring de rige, så ville de altid være dus med ham, og han havde måske også sænket paraderne en anelse for meget allerede. Der var ingen han skulle charmere eller imponerer herude på balkonen.

Af alle de tanker som Aldamar havde omkring Fabian, havde ingen af dem været tæt på sandheden på noget tidspunkt. Han var halvt om halvt landet på konklusionen at han kunne være giftet ind i en familie, da det ville forklarer hvorfor han ikke havde set ham før i aften. Dog var der noget i hans hemmelighedsfulde smil der prikkede til Aldamar's mistænksomhed, men ikke på nogen negativ måde. Nej, han følte at manden vidste noget som han ikke vidste - og den følelse var altid god til at sætte ham lidt på kanten af sig selv. Desuden, var det ikke gået forbi hans ører at han blev omtalt i dus - en ret så godt optegnet regel der sjældent blev brudt imellem adelige. Hvor højt oppe i slægterne var han lige, siden at han gjorde det så naturligt? Havde Aldamar overset et navn på gæstelisten? Nu blev det jo lidt af en mission at finde ud af hans navn inden aftenen var gået, hvilket nok også var derfor at han fremkom en kende intens.
Fyrstesønnens mørke krøller dansede kortvarigt om hans ansigt idet han med påtaget skuffelse rystede på hovedet. "De har ikke set mig før?" kom det næsten anklagende fra den adelige, der dog havde et drillende smil om de buede læber i hans påtagede arrogance. Endnu et sug blev taget af piben, inden at han atter tilbød selskabet en smag, og rankede sig en anelse under hans studerende øjne. "Og her troede jeg, at jeg var et af festens midtpunkter" tilføjede han, imens han pustede ud med et skuffet suk.

Det var nu engang meget... rart. Afslappet kunne Aldamar fornemme at han var, hvilket han ikke havde været en stor del af aftenen. Måske var den dovne - men dog stadigvæk selvsikre energi der hvilede omkring manden, der smittede af? Kortvarigt holdt han øjenkontakten imellem maskernes huller, inden at han slog blikket væk for ikke at begynde at stirrer, selvom han hele tiden følte øjnene glide tilbage til venstre.

Han priste sig lykkelig for at hans ven Lukas ikke var i nærheden lige nu til at se ham - han havde opdaget hans fascination over manden med det samme. 

Fabian hævede et øjenbryn, selvom det næppe kunne ses under masken, da manden spurgte at han ikke havde set ham før. Var der noget han havde glemt? Der havde været mange mennesker i dag, og selvom Fabian var god til ansigter, så var det lidt svært når man ikke var blevet introduceret til dem. Selvom manden ikke lød helt fornærmet, så lød det ikke helt som om at han blot lavede sjov, så der måtte lægge noget i det.
De var selvfølgelig på Arys højborgen, så meget var Fabian klar over, men det kunne da ikke være fyrsten eller en af hans sønner. Vel? Fabian begyndte at blive lidt i tvivl, og tankerne gik stadig i hovedet, som han tog imod piben for endnu et sug.

”Hvis du er,” han pustede ud, ”så gør du ikke dit job særlig godt. Skal festens midtpunkt ikke være inde til festen?” Den drillende tone var ikke helt væk,men man kunne godt se at Fabian stod og tænkte over mulighederne for hvem den anden var.
Selvom halvdelen af Fabians hjerne da også var begyndt at gå på overarbejde over at den anden mands blik alligevel blev lidt for lang tid på ham. Men det var kunne han da ikke. Han havde allerede en kunde for aftenen, men på den anden side. Hvis det her var en i relation til Arys-familien, så mængden af penge de ville være villige til at betale for at noget var lidt mere tys.

En rumlende latter gled fra Aldamars bryst, idet hans kommentar sank ind. Vovet at sige han gjorde sit arbejde dårligt - at være adelig og være til stede var trods alt et job han havde for livet, men han tog det ikke personligt. Fordi manden havde en anelse ret... han burde stadigvæk være inde imellem festens gæster, og havde kun kunne trække sig, fordi hans forældre stadigvæk var den primærer attraktion og fascination for mange af de andre adelige. Han kunne slippe lidt let omkring tingene, endnu. Med en let skuldertrækning nikkede han langsomt, et morende smil i mundvigen. "Festens midtpunkt har givet sin tid til alle andre hele aftenen... men de har ret, jeg er en skarn for at være selvisk" lo han lavmælt, og kørte en hånd igennem den sorte manke af bølgende hår. Et kort øjeblik kunne man dog se at Aldamar var træt, og det var med bitterhed at han indrømmede at det var selvisk, i hvert fald ifølge hans moralkodex.

Dog varede det ikke mere end et lille sekund, og Aldamar tog med et smil imod piben igen. Hvordan kunne han få den anden til at introducerer sig? Det var nu engang noget han burde have sørget for blev gjort med det samme - det havde han allerede vidst da manden først var trådt ud på balkonen. Det var trods alt hans ansvar at kende sit selskab, og lade dem kende ham. Det havde bare været rart med ikke så... taktisk overvejende øjne på sig, i de få minutter han havde været her.
Mennesket bukkede kortvarigt hovedet i en mere formel hilsen. "Jeg er Prins Aldamar Baldric Leosin af Arys" gled det trænet over de buede læber, førhen han tog endnu et sug af den krydrede pibe, et lidt afventende blik på hans selskab, men også opmærksom på hvordan de ord ville synke ind. 

Havde han vidst det, eller var det en overraskelse? Og hvis jah, hvor meget kendte manden så til Aldamar i forvejen?

Latteren var behagelig, som så mange af dem var. Det var altid mere rart at være omkring folk der var glade, selvom Fabian normalvis også bare forlod et selskab, hvis han ikke var interesseret i det, det kunne give ham. I øjeblikket var det bare rart ikke at være omkring så mange, og så også få røget lidt pibe, hvilket ikke skete så ofte desværre.
”Lidt selvisk har man vel altid lov til at være,” indrømmede han, med et betænksomt smil på læberne. Selvom det ikke var ofte at adelige kunne få lov til det, efter hvad Fabian havde hørt. Det var først når de blev ældre at de stoppede med at tænke på noget så kedeligt som ry. Det så dog også ud som om at manden foran ham, hellere ville ind og tage en lur, end at forsætte med at blive op til ballet var færdigt, ikke at Fabian ville nævne det. Lidt pli havde han alligevel, især når man tænkte på situationen han var i.

Den pludselige bukken kom bag på Fabian, og i et øjeblik gik han lige i stå, som Aldamar endelig præsenterede sig selv. Problemet var nu at Fabian ikke ligefrem kunne slippe udenom at præsentere sig selv, og ligeså snart hans navn kom af tungen, så ville Aldamar uden tvivl vide at Fabian ikke var fra noget hus. Hvilket betød at han uden tvivl var interesseret i hvorfor han var her.
Han stod et par øjeblikke, før han endelig bukkede sig foran Aldamar. ”Fabian Silva, til din tjeneste,” endte han med at sige, væsentlig mere formelt end han følte sig. Han overvejede faktisk at skifte til dis, men det ville nok være lidt for tydeligt, at han først nu opdagede hvem Aldamar var.
Men hvor var det også at han havde hørt om Prins Aldamar? Der havde været noget snak om ham ikke? Et eller andet sted. Lige nu kunne Fabian dog ikke lige placere det.

Den anden virkede en anelse overrasket over høfligheden der kom fra Aldamar, og ikke længe efter fandt han ud af hvorfor. Silva... navnet vakte ingen genklang i Aldamars hukommelse, imens han nu med let sammenknebne øjne betragtede manden foran ham. Fabian Silva. Det var intet navn der tilhørte noget hus, fordi det ville Aldamar havde husket... så det efterlod det helt gode spørgsmål i luften; hvad lavede han her?
Aldamar fik et buk tilbage, og et noget funderende udtryk gemte sig nu bagved den glimtende sølvmaske ved den her nye information. Hans blik kunne på mange måder beskrives som elevatorblikket, idet han med en overvejende mine prøvede at beslutte sig for hvad der skulle ske, imens han betragtede den velklædte mand. Det var ikke en ulv i fåreklæder, men det var i hvert fald et menneske i forklædning - dette kunne ikke væren sådan han så ud normalt. Men, han var trods alt gået væk for at slippe for det royale selskab, og nu dumpede et almindeligt menneske næsten lige ned i skødet på ham. Udover det, var det en smule spændende - Aldamar kendte ikke til Fabian, på samme måde som han kendte til mange af de gæster der befandt sig derinde. Og han var måske lidt køn at kigge på. En overvejende lyd kom fra hans brystkasse, inden at Aldamar endelig vendte blikket tilbage imod byen; nu let smilende og pustede endnu en røgsky ud igennem næsen.

"Fabian Silva, hvem er de ankommet med? Og hvorfor dog?" kom det fra ham, måske en anelse kommanderende, blikket kortvarigt vendt igen imod ham - hvorfor ham, og hvorfor her? 
Dog var der en ny interesse i Aldamars blå øjne, et lidt nyt blik måske også. Nu handlede det ikke længere om høflig tom snak, nej, nu var der faktisk interesse i hans ord og øjne, med udsigten til et lidt anderledes form for selskab.

Fabian kunne mærke hvordan hele stemningen mellem dem ændrede sig, som det gik op for Aldamar, at Fabian i hvert fald ikke var af adelig slægt. I hvert fald ikke åbenlyst. Så skulle det stadig være et spørgsmål om at han havde giftet sig med en adelig, eller var stedsøn til en. Det ville dog uden tvivl været blevet snakket om i disse kredse.
Alligevel strakte Fabian sig bare lidt mere, som han lænede sig tilbage mod balkonen, som han følte blikket på sig, som om at han forsøgte at vise sin krop lidt mere til den anden mand, uden at gøre det tydeligt.

”Du tager alt mystikken ud af det her møde,” sagde han leende. Han ville nok have gået, hvis det ikke var fordi Aldamar virkede interesseret, og selvom han nærmest kommanderede at han skulle svare, så havde Fabian lidt på fornemmelsen af at der næppe ville ske noget hvis han ikke nævnte hvorfor han var her.
Alligevel var Fabian ikke helt interesseret i at løbe den chance for at blive smidt ud. ”Liliana Reier, hendes mand døde jo for et par år siden, og hun havde ikke lyst til at tage af sted alene,” sagde han, lidt mere afslappet end han måske egentlig var. Dog burde Aldamar også vide at det næppe var et emne man burde stikke for meget til. Liliana havde været meget knust, og havde haft problemer med at tage sig sammen til at komme ud, især som manden havde været sygelig i flere år. Fabian havde bare hjulpet hende til at finde noget glæde igen.

Med udsigten for at slippe for ligegyldige kommentarer om maden - og lidt for smigrende kompliementer om familiens gods, jah da livede det lidt op i fyrstesønnens sind og blik. Han deltog mere af pligt end lyst i den royale sladder, og vidste at de næste par dage også ville blive brugt med lige præcis det. Så længe efterdønningerne af festen sad i Zircon, ville det være krævet at han var til stede; høfligt smil om læben og det hele - det kunne være hårdt i længden. Men der var noget underligt fritsubdet omkring Fabian, og det var ikke noget Aldamar lige nu kunne sætte en finger på hvad helt specifikt var eller bestod af. Måske var det måden han afslappet lænede sig tilbage imod balkonen, måske var det hans blik. Og selvom Aldamar havde sine tvivl om hvor Fabian helt reelt kom fra, lænede han sig efterhånden mere og mere opad en 'ikke-adelig' tanke - noget der kun blev bekræftet en anelse mere da han nævnte Liliana Reier. Hun ville næppe tage en ny mand. Aldamars øjne glimtede i genkendelse ved navnet, og en fornøjet latter gled fra ham da Fabian selv lo. "Jeg er ikke en særlig mystisk mand af natur" indrømmede han med en lille hovedrysten, og vippede hovedet overvejende på skrå. Han gjorde sig ikke i mange hemmeligheder, kun enkelte han holdt tæt. "Foretrækker du da mystik, når du møder folk?" tilføjede han, og tog et sidste sug af piben, førhen han bankede den tom imod den hvide balkonmur. 

Uden at rode meget mere i det, noterede Aldamar sig mentalt, at de måtte huske at være opmærksomme på hendes helbred og velvære. Både af høflighed, men også fordi han ikke rigtig gad snakke meget mere om hende. Nok var Liliana Reier ikke højadelig, men i kraft af hendes sårbarhed, var hun åben for grådige svindlere der kunne have et blik på hendes formue - og det ville da først blive lidt af en skandale, hvis hendes gode navn skulle sværtes til på den måde. 

En kold vind blæste kortvarigt og pludselig op omkring dem, og med et lille gys slog Aldamar sin krave op for at skærme halsen. 

Fabian vidste egentlig ikke hvor meget sladderen gik om Liliana Reier, selvom hun altid havde virket som en venlig, men lidt ensom kvinde overfor Fabian. Ikke noget han havde et problem med. lidt hygge sladder havde aldrig skadet ham, selvom det ikke stod øverst på listen over ting han værdsatte.
”En smule mystik gør alting lidt mere interessant, men det mener du måske ikke?” spurgte han drillende. Hvis han ikke ønskede det, så var det også næppe ham der havde foreslået ballets tema. Det skulle ikke undre Fabian at fyrstinden sikkert stod for det. Det var ofte en mere kvindelig ting at gøre.

Den kolde vind kom lidt bag på Fabian, og han rettede sig lidt mere op og lagde armene over kors. Hans lange lokker blev hevet lidt af vinden, og da det lagde sig lidt igen, kørte han en hår gennem det, for at få det til at sidde væk fra hans ansigt igen. Han var slet ikke vant til at have så meget hår på hovedet til hverdag.
Igen fandt hans øjne horisonten over Zircon, og en lille del af ham kunne ikke lade vær med at undre sig over hvordan det måtte være at bo et så prægtigt sted permanent. Ville han stoppe med at se det smukke ved det?

Et enkelt overvejende blik gled kortvarigt over Fabians drillende skikkelse ved hans ord, førhen at Aldamar med et skjult smil rystede på hovedet. Ikke nødvendigvis i et nej, men mere en afværgende hovedrysten, der skabte tid og plads for ham at svare ærligt efter lidt tid. Fordi helt oprigtigt talt, så havde den unge herrer egentlig fat i noget - mystik skabte mulighed for spænding og kunne skjule hemmeligheder i spændende illusioner... dog nagede det  samtidigt i Aldamars sjæl, og han endte til sidst med at ryste på  hovedet. "Nej, mystik frustrere mig..." gled det ærligt over hans læber, med blikket atter vendt imod hans nu skuttende skikkelse, hvis blik omvendt var vendt imod byen Zircon. Han brød sig ikke om hemmeligheder.... dog kunne han ikke helt gøre op med sig selv, om Fabian bar på nogle.

Og se det var en anelse frustrerende. Normalt ville det ikke tage lang tid for Aldamar at bedømme sit selskab; normalt ville han have kunne placerer sit selskab indenfor det sort-grå-hvide spektrum af typer, indenfor de første 10 minutter. Men ikke på et eneste tidspunkt havde hans magi reageret endnu, hvilket kunne betyde to ting. Enten var han ikke tæt nok på, eller også havde Fabian kun talt sandt indtil nu. For en stund overvejede han den tredje mulighed - chancen for at Fabian med vilje blev ved med at svare på hans spørgsmål i konstaterende eller spørgende vendinger, men det virkede lidt for langt ude, ikke sandt? I kraft af sin første tanke, rykkede Aldamar en anelse nærmere, hvilket dog ikke blev gjort særlig elegant, glidende eller skjult, og vendte nu hele fronten imod Fabian; kun den ene arm afslappet lænet opad balkonen.
"Synes du ikke det er frustrerende? Aldrig at vide helt præcist hvad folk omkring dig tænker, fordi de gerne vil fremstå... mystiske. Eller deres intentioner. Eller sågar deres udseende?" Aldamars dybe stemme var dog oprigtig som han fulgte op på sine første ord, om hvorfor mystik ikke talte til hans hjerte, en anelse ironisk set i bakspejlet, når han stod overfor en formskifter. 

Fabian lod kun til halvt at holde et øje på Aldamar, som han talte om hvordan mystik frustrerede ham. Fabian selv nikkede lidt, som en angivelse af at han havde hørt det, ikke at han nødvendigvis var enig i det. Ikke at han nogensinde havde tænkt meget over hvordan han selv havde det mystik, selvom Aldamar tydeligvis var interesseret i at vide noget.

Aldamar kom da også tættere på, ikke særlig diskret, hvilket betød at Fabian måtte holde igen med et grin over det. En adelsmand der var en anelse kluntet. Smukt.
Der var en vis forskel på deres højde, især som Fabian skubbede sig lidt væk fra balkonen, så han stod i sin fulde højde, med fronten vendt mod Aldamar, dog stadig halvt hvilende med hoften mod den.
Man kunne se hvordan Fabian lidt gnavede på sin ord, inden de kom ud. ”Jeg kan godt lide det. Tingene bliver så kedelige, hvis du altid kan regne ud hvad folk vil have, og hvem de er, selvom der selvfølgelig er situationer hvor det kunne være rart,” indrømmede han, ordene sande, som de havde været gennem hele deres samtale. Måske var det en del af at være formskifter, som gjorde at man bare tog de sure med det søde. Selv var han jo næppe en man kunne regne med. Den ene dag var han en mand, den anden en kvinde.
”Men hvorfor er du så interesseret i mine tanker om det?” spurgte han nysgerrigt, og kiggede ind i Aldamars mørke øjne, med sine egne blå-grønne, som prøvede han at læse den anden mand. Han ville i hvert fald gerne vide hvad hans fascination var med Fabian. Måske havde han bare behov for at komme lidt ud.

Skulle han være bundærlig, så vidste Aldamar overraskende mange ting om sig selv allerede nu... han kunne i gængse perioder af selvbebrejdelse være nådesløs hård imod sin egen samvittighed og slå hårdt ned på sine høje standarder. Han benægtede sjældent sandheden, men søgte altid at putte den frem i lyset - mest for at holde sin egen ryg fri. Han kendte sin egen krop ufattelig godt, men var ikke altid enig i dens beslutninger og reaktioner.
Han vidste godt hvorfor han var interesseret i Fabian - og hans tanker, men ville ikke nødvendigvis sige det højt.

Det var simpelthen for forkert, og ikke en mulighed han måtte lade sidde fast i hans tanker. Fabian rettede nu sin slanke krop op, og med et kortvarigt glimt af overraskelse så Aldamar helt præcis hvor høj han faktisk var. Hold da op... godt 15 cm højere måtte Aldamar løfte blikket for at møde hans blå-grønne øjne, men det blev gjort uden skyggen af irritation eller forlegenhed; det virkede som om Fabian ledte efter noget... og en anelse betaget holdt Aldamar øjenkontakten fast. Stadigvæk med tankerne om hans spørgsmål - hvorfor han var interesseret i det, lod Aldamar stilheden trække ud imens han selv tyggede på sit svar. Han løj uhyrer sjældent, så det handlede om at tale udenom med så direkte et spørgsmål.
"Jeg kender dem ikke, og de kommer muligvis fra nogle... andre lag end resten af det her selskab" startede han ud med, og lod kortvarigt blikket glide om til et punkt bagved Fabian ved hans næste ord. "Jeg er bare nysgerrig, og' kan fornemme de taler sandt. Det er en anden god grund." Aldamar's læber bukkedes opad i et skjult lille smil; sandheden var fantastisk at høre. "Gør det dig... utilpas, at jeg er nysgerrig?" fulgte han op med, blikket i et ryk tilbage i Fabians tvefarvede øjne. Det ville ikke være første gang Aldamar's selskab havde fået ubehag til at krible ned af jævnaldrendes rygge, fordi de blå øjne var ærlige omkring deres betagelse af sit selskab. Og det blev ikke altid modtaget lige godt.

Det var noget befriende over at blot at være en af masserne, der blev ikke stillet så høje krav til en, og Fabians familie havde for lang tid givet op på at han fandt en køn lille kvinde og kom tilbage til landbruget. Ingen havde forventninger til ham, i hans nuværende liv, og det var kun de mere fine folk i Dianthos der kiggede skævt på ham, når han var sammen med nogen fra det samme køn.

Han lagde hovedet lidt på skrå, da Aldamar nævnte at han kunne fornemme at Fabian talte sandt. Magi? Eller bare ganske god menneske kender. Det var ikke til at vide ved blot at se på folk, men det interesserede alligevel Fabian. Han kunne forstå hvorfor den anden ikke brød sig om mystikken, når han altid vidste om folk løj.
Der var begyndt at sprede sig en næsten lidt summende følelse i Fabians krop, og han var ikke helt sikker på hvorfor.
”Jeg tror ikke utilpas er det rigtige ord,” sagde han, mere lavmeldt end han tidligere havde gjort, som hans øjne var låst fast i Aldamar's. ”Jeg er vant til blikke på mig, men jeg havde håbet ikke at stå så meget ud i dag.” Endnu ingen løgn havde forladt hans mund.
”Men hvilket lag tror du dog at jeg er fra? Måske det kan stille din nysgerrighed,” sagde han, en anelse drillende. Var det passende at gøre det overfor en prins? Muligvis ikke, men Fabian var ikke ligefrem kendt for at holde kæft, når han havde muligheden for at stikke lidt til ilden. Normalvis gik det dog kun udover ordensmagten.

Jah hvad troede han egentlig? Aldamar kunne faktisk ikke være længere fra sandheden end han var lige nu, og i hans hoved, arbejdede Fabian et almindeligt job. Almindeligt kunne betyde bibliotikar, eller en form for byvagt, måske var han endda adelskvindens egen personlige vagt? Han ville ikke udelukke det, idet hun stolede nok på den blonde mand til at tage ham med til et sted som det her. Her kunne man ikke undgå at trække øjne til sig, og selvom Fabian måske havde håbet at holde en lav profil, vidste Aldamar at der med sikkerhed allerede havde været øjne over ham også.
Dog ikke så mange, hvis han havde været i armlås med Liliana hele aftenen. Lavmeldt blev ordet utilpas nævnt igen, men ikke i den tone Aldamar havde forventet, og det rykkede kort i ham, en bølge af mistro såvel som mere positiv overraskelse. Hvis utilpas ikke passede ind, turde han jo næsten ikke spørge hvad der så ville passe bedre, fordi det ville gøre ondt at hører noget værre. Men det ville være svært ikke at grave dybere i, hvis manden blev stående herude. Han følte ikke at han tvang Fabian, og at han kun blev af adelig pligt omkring ham - hvilket var rart og vigtigt. "Du er vel bare en af Fru Reier's tjenere, er du ikke?" Aldamars stemme var undrende idet han tog ham ind i en gættekonkurrence, og stadigvæk kunne han ikke helt greje Fabians maskerede ansigt - pokkers masker og hans mor idé, 

"Eller måske hendes gartner?" fulgte Aldamar op med, stadigvæk overvejende og som en der godt kunne se Fabian stående i af de mange haver og udfører lidt solskinsarbejde med hænderne. Øjenkontakten var intens, fyrstesønnen havde ikke sluppet den studerende energi, men her var Aldamar flygtigt nød til at bryde den, taknemmelig for sølvmasken der dækkede hans ansigt idet han nu rettede sig mere op og krydsede armene i stedet, stadigvæk afslappet. At rette sig op betød dog ikke meget når Fabian alligevel var en flagstang i hans øjne.

Fabian gjorde sit bedste for at holde masken, som Aldamar overvejede hvad han kunne være. Det var vel ikke forkert at han tjente Liliana. Han gjorde det bare lidt mere til låns end hvad normale tjenere gjorde, og på lidt andre måder.
Han havde dog på intet tidspunkt tænkt sig at fortælle Aldamar hvilket job han realt havde. Han havde ikke tænkt sig at sætte Liliana i dårligt lys, bare fordi hun købte sig til noget selskab hun syntes var behageligt.

Dog kunne han ikke stoppe grinet fra at komme op, og han vendte sig halvt væk fra Aldamar, og brød derfor endelig øjenkontakten med ham. Han holdt en knyttet næve foran munden, som han prøvede at skjule det.
Han rømmede sig lidt, da det værste var gået over, og fjernede sin hånd fra munden igen. Smilet var dog ikke væk. ”Jeg tror roligt jeg kan sige at det er et nej til begge ting,” indrømmede han. ”Du er velkommen til at gætte videre, men noget siger mig at du ikke vil kunne finde ud af at ramme på det rigtige,” pointerede han. Det ville da være rent held hvis Aldamar rent faktisk gættede sig til lystdreng, selvom eskorte heller ikke var helt galt på den.