Med en ny opgave lagt på sig, var Baldrian endelig ankommet til Dianthos. Han var blevet bedt om at samle oplysninger om en formodet kriger i Mørket, der efter sigende skulle holde lav profil i Skumringskvarteret. Dette var kun rygter, så den fremmedes navn og udseende var endnu ukendt. Derfor havde Baldrian kun fået udleveret nogle koordinater at gå efter. Men inden han gik i gang, havde han sørget for et værelse på den nærmeste, billige kro, hvor alt hans oppakning var afsat. Han havde også tilladt sig at samle lidt energi med et ordentligt måltid, inden han begav sig mod aftenens mål.

Baldrian dækkede sig til med en sort kappe og trak den helt om sig, da han forlod kroen med amuletten i hånden. At dække sig til med en kappe og intet andet var bevidst, for da han nåede vinduet til det lille hjem, han var sikker på, var det rigtige, skulle han ikke bruge tid på at smide så mange klæder. Kappen blev krøllet sammen og amuletten gemt i den, da han lagde den på jorden op ad muren. Var han heldig, ville den blive skjult nok af mørket til at ingen ville lægge mærke til den.
Forvandlingen til mus skete lige så hurtigt, som den altid gjorde og inden længe var den lille skovmus på vej gennem murenes små revner og huller, ikke uden et par nys over det tykke lag støv, han måtte skubbe til side på vejen. Trods han gjorde sit for ikke at give for meget lyd, kunne man stadig høre den lave, kradsende lyd fra musens negle, der pilede hen over sten.
Så snart Baldrian nåede ind i den lille lejlighed, blev han mødt af en rar varme, modsat den kulde der sad fast i murstenene. Han holdt sig langs væggen på gulvet, da han rettede de store, sorte øjne mod den utrolig høje halvork og løftede sig op på bagbenene, for at stikke næsen i vejret og snuse.

Freya havde lavet rigeligt med mad. Så kunne hun nemlig slippe for også at skulle kokkerere i morgen aften. Hun stod i det lille køkken på sit lille værelse som hun havde lejet hos den oldgamle dame, Gertrud, der boede nedenunder. I huset var der fire værelser i alt, alle tre besat af unge kvinder ligesom Freya selv. Gertrud havde strikse regler – ingen uanstændigheder, ingen mandebesøg. Og Freya var meget taknemmelig over for den gamle dame. For Gertrud havde givet hende et hjem i Dianthos, hvor de fleste havde vendt ryggen til den store halvorkerkvinde. Derfor fuglte hun også (næsten) Gertruds regler.

På væggen modsat det lille køkken stod Freyas seng, hvor bjørneskindet lå som en dyne ovenpå. Freya havde ikke mange penge, og derfor heller ikke ret mange ting. Bjørneskindet var blandt hendes mest værdifulde egendele, og det havde ikke noget med penge at gøre. Hendes far havde nedlagt bjørnen for mange år siden, da hun var helt lille, og lige siden havde hun brugt det store skind som dyne. Under vinduet stod et gammelt skrivebord, hvor hun nogle gange sad og læste om aftenen eller skrev breve til sin rejsende familie i Nordlandet, og i midten af rummet var der et lille spisebord med to stole.

Da hun var færdig med at pakke resterne af aftensmaden væk syntes hun at høre en lille lyd. Nej... det kunne ikke passe, kunne det? Hun pillede fraværende ved sit lange, flettede hår og kiggede sig omkring i det lille kammer. Indtil videre havde hun været så heldig ikke at have et musseproblem, men den her lille, skrattende lyd gjorde det klart for hende, at den tid nok var forbi. “Okay, dit lille kryb, hvor er du?” mumlede hun til sig selv med letrynket pande, mens hendes mørkebrune øjne scannede det dunkle rum. Som om hendes nye gæst rent faktisk ville svare hende. Hun fandt hurtigt en lille bid ost frem, lagde det på gulvet ved en af væggene og tog med et solidt greb fat om kosten på hendes værelse. “Jeg har lagt en lille godbid til dig. Du skal ikke være bange,” sagde hun ud i kammeret og gik et par skridt væk fra osten, hun havde placeret på gulvet. Klar til at give skadedyret et slag med kosten, hvis den kom frem.

Den dejlige duft af mad hang stadig i luften, som den lille mus stod der på bagbenene og sniffede det hele til sig. Han kunne ikke lade være. Trods det ikke var længe siden han lige havde spist et helt måltid, havde han stadig noget af en appetit. Men han måtte holde fokus. Han var ikke kommet for maden, men for at gøre sit arbejde.
Baldrian havde ikke forventet at være helt så snedig som han ellers gerne ville være, da han var klar over hvor højlydte de små negle mod stenene i væggene kunne være, men som han ikke hørte halvorkens mumlen, gættede han ikke på at hun havde hørt ham. Det var lige indtil han så hende lægge en lille bid ost frem på gulvet. Han krummede sig lidt sammen mod væggen, for ikke at blive set helt så let, som han lyttede til hendes ord, der bestemt ikke lød helt så overbevisende, når hun samtidig stod og holdt godt fast om kosten. Han rynkede lidt på næsen, så de små knurhår bevægede sig fra side til side. Han var klar over, at han ville få én med kosten så snart han gik efter osten, men…. Det var ost. Han kunne da godt lige.

Baldrian tog de første små skridt langs væggen, meget langsomt, som han stadig forsøgte ikke at blive opdaget. Han burde egentlig men den fremmede vidste allerede, at han var her. Det var ikke megen reel spionage han kunne udføre, hvis han under hele episoden skulle undgå en kost. Derfor kunne han vel godt få et lille stykke ost ud af det.
Han stirrede skiftevis fra osten til halvorken med kosten et par gange, før han med direkte desperation i øjnene satte af mod gulvet og pilede afsted mod osten. Der skulle kun et par sekunder til, før han åbnede munden, klar til at gribe osten med tænderne og løbe videre, medmindre han var uheldig nok til ikke at undgå kosten på vejen.

Freya hørte igen den sagte skratten af de små kløer, der pilede henover det gamle trægulv. Tættere, tættere. Og dér var synderen! En lillebitte mus, der med en blød snude viftede med knurhårene. Dens glasklare, sorte øjne var store på det lille hoved, og ørerne endnu mere så. Den nærmede sig tøvende, som om den prøvede at afveje situationen. Liste alle de ting op, der kunne tale for eller imod at snuppe osten, der lå på gulvet.  Den var nu meget sød, som den trippede rundt der på sine små poter. Men Freya havde ikke tænkt sig at lade den slippe væk. Én mus kunne snart blive til mange, og det var simpelthen ikke et problem hun orkede at have på nakken. Hendes løn i stenbruddet uden for Dianthos var alt andet end høj, men den var alligevel lige nok til, at hun sjældent var nødt til at gå sulten i seng. Men hvis hun begyndte at have mus her i lejligheden, der rendte og spiste af hendes mad... se det var noget, der hurtigt kunne give problemer.

Selvom det ikke lige var sådan her hun havde håbet på at tilbringe aftenen.

Den lille mus kiggede på hende. Kiggede på osten. Kiggede på hende igen. Selv sad hun helt så mussestille som hun kunne i håb om ikke at skræmme det lille kræ væk. Hun ville være sikker på at få den i første hug med sin kost. Derfor lod hun også musen komme nærmere og nærmere, og hun opdagede, at hun nærmest holdte vejret. Musen åbnede munden for at gribe om osten, og så klappede fælden. “Fik dig!” Så hårdt hun kunne, hamrede hun kosten ned imod musens lokation, i håb om at få klasket det lille skadedyr synder og sammen.

Det var vitterligt ikke de store chancer Baldrian havde, for at lykkes i sit forsøg på at få fat i det lille stykke ost. Helt rationelt ville de fleste nok have tænkt over, om det overhovedet var det værd, men så langt tænkte den lille mus ikke. Det gjorde han sjældent. Nu havde den fremmede jo lagt det så pænt frem til ham, og derfra var han opsat på at få fat i det.
Baldrian nåede lige nøjagtig ikke at få fat i osten med munden, før kosten smældede ned over ham. Musen udbrød et panisk pib, der hæst gled over i en hvin, som musen meget hurtigt blev større og en del mere menneskelig at se på. En anelse omtåget efter slaget med kosten, lå halvmusen helt sammenkrøllet på gulvet, nu oven på det lille stykke ost, han så ihærdigt havde forsøgt at få fat i.
”Arh! Okay, du fik mig! Ikke slå igen, jeg vil ikke mases af en kost!” Bad han, selvom en kost næppe ville kunne gøre megen skade på ham nu, som han havde samme størrelse som en menneskelig 12-årig knægt. Det var dog ikke hvad han var. Hele hans krop var stadig dækket af pels og trods hans tænder og øjne så langt mere menneskeligt ud, havde han stadig en lidt spids næse og store, runde ører.

Meget forsigtigt flyttede han på en hånd, stak den ned under sig for at mærke efter osten, der uden tvivl var blevet kvast lidt under ham. Han fandt den og skulle lige til at skubbe den i munden, men rakte den i stedet op mod hende, stadig liggende på gulvet.
”Vil du have den tilbage?” Spurgte han og forsøgte at lyde så venlig, som han altid gjorde, men hans stemme bar stadig hæst præg af forskrækkelsen over at være blevet væltet omkuld af en kost.

Freya havde ingen ord for, hvilken følelse der gik igennem hendes krop, da hun så, hvad der skete med musen foran hende. Det lille væsen blev pludselig mangedoblet i størrelse, og pludselig dukkede et halvdyr op i dens sted. Hun stoppede kosten, inden den nåede endnu et sammenstød med personen foran hende, og måtte bide sig i hånden for at undertrykke et hvin af ren forskrækkelse. “Hvem er du!? Hvad laver du her!?” hendes stemme var meget skinger eftersom hun ihærdigt undertrykte trangen til at råbe og skrige af den lille, fremmede, pelsede mand med store ører, der lå der på hendes gulv! Der var især vægt på fremmed og mand. Den gamle krage, der boede lige nedenunder hende, havde en meget streng regel, der hed; ingen mænd på værelserne! Det var ganske enkelt alfaomega at de tre unge kvinder i bygningen opførte sig anstændigt i henhold til deres oldgamle udlejerskes ønsker. Og mænd på værelserne hørte bestemt ikke ind under ordet anstændighed. Denne regel med mænd på værelset havde Freya allerede omgået et par gange, selvom hun kun havde boet her i få måneder. Men det var ikke fordi det havde været planlagt... Og det her var bestemt heller ikke planlagt!

Hendes øjne var store som hun betragtede den lille mand på gulvet, mens kosten var hævet som var det et våben. Nok prøvede han at lyde venlig, men helt ærligt! Nok var hun stor og stærk, men det lignede da ikke noget at liste rundt på en kvindes værelse! Manden lignede næsten kun et barn i størrelsen, men noget ved hans besynderlige ansigtstræk sagde hende, at han var ældre end dét. Hun kiggede på det lille stykke ost, som hun havde lagt på gulvet, og som den fremmede nu rakte til hende. Kiggede på det som var det en gave hun mistænke for at være lusket. Uden et ord rystede hun på hovedet. Hun skulle ikke nærme sig dette mandlige halvdyr før hun vidste mere om ham – hvem vidste, hvad han ellers havde af tricks i ærmet. Stadig var kosten klar i tilfælde af, at han skulle vise sig at være fjendtlig eller lave for pludselige bevægelser.

Den fremmede var tydeligvis ikke helt tilfreds med at halvdyret havde sneget sig ind i hendes lejlighed. Han kunne vel næppe bebrejde hende, det var nok ikke helt betryggende, men til Baldrians forsvar havde det jo ikke været meningen, at hun skulle se ham. Han havde da heller ikke forventet at blive kvast af en kost og den eneste chance for ikke at komme til skade under den, var at ændre skikkelse. De små museknogler var ikke helt robuste.

Selvom Baldrian nok var en anelse nervøs for hvad den fremmede kunne finde på, kunne han alligevel ikke lade være med at smile svagt som hun lydløst takkede nej til det lille, maste stykke ost. Stadig med rolige, langsomme bevægelser, trak han hånden med osten til sig og skubbede det i munden.
”Øhm..” Baldrian måtte lige tænke over sine næste ord. Han kunne ikke afsløre sin mission, ikke hvis denne kvinde rent faktisk arbejdede for Mørket, men han var nødt til at finde på en undskyldning for hvorfor han havde sneget sig ind på hendes værelse.
”Jeg skulle hente noget…” Sagde han lidt nervøst. Det var ikke helt sandt, men vel tæt nok på uden af afsløre noget han ikke måtte. Men nu blev han alligevel lidt usikker på om han måske havde taget fejl af koordinaterne.
”Er det her da ikke den østlige del af Dianthos?” Spurgte han. Hvis Baldrian havde brugt lidt ekstra tid på at kigge nærmere på sine omgivelser, ville det måske være gået op for ham, at det her helt bestemt ikke var den østlige del. Men så langt nåede han altså ikke. Desuden blev han også i tvivl om denne kvinde overhovedet arbejdede for Mørket. De fleste andre han var stødt på, ville ikke have tøvet det mindste med at tæve videre med kosten. Han turde dog stadig ikke at flytte på sig, men blev pænt liggende i en lille, pelset kugle på gulvet.