Solen var for længst gået ned og havde efterladt den store skov i nattens mørke. Den kolde vind gav en let pivende lyd fra sig, som den strøg gennem trætoppene. Natten forinden havde Lui overhørt et par mænd snakke. De nævnte et møde på Den Våde Hane, den lille beværtning, som Lui havde brugt den næste dag på at finde. Den lille smugkro lå godt gemt i Amazonitskoven, men halvfirbenet kendte efterhånden disse skove ud og ind.

Lui havde ingen idé om hvad den lille gruppe, skumle mennesker havde planer om at drøfte, men han valgte alligevel at lytte med fra en mindre baggård. Hvis han var heldig, fik han noget mere brugbart at vide, end han forventede.
Man kunne se lyset fra de få olielamper i vinduerne, fra beværtningens stue. Både hud, hår og hale var gjort helt mørkegrå og tøjet var valgt i samme farver, så Lui lettere kunne sidde i baggården ubemærket. Han sad på den kolde jord, lænet op ad kroens trævæg og lyttede til de mange, dæmpede stemmer.

Som regel sad Lui altid lidt sammenkrøllet, for ikke at fylde alt for meget, men der var vel ingen fare for, at folk ville falde over ham her. Så han strakte benene ud. Lænede han sig lidt længere tilbage, ville han kunne nå rækværket, i den anden ende af den lille gård, med foden. Han sørgede for at forblive camoufleret i sin mørke farve. Han skulle ikke risikere, at den lille gruppe indenfor, ville lægge mærke til en lille, lyshåret dreng der lurede ind ad det let åbne vindue.

Der var noget specielt ved at bevæge sig ud og omkring i de sene nattetimer. Der var en anden stemning, og det var som om, at verden havde en fællesregel der sagde at natten var hengivet til de mere lyssky møder og forbudte udvekslinger. Den tommelfingerregel var noget alle – mennesker, elvere, dværge, dæmoner og alt udenfor, kunne være enige omkring. Derfor var konsekvensen selvfølgelig også, at chancen for at blive skygget var stor, hvis den der skyggede vidste hvor de skulle lede i mørket.
Og Rakaa havde fået et hint. At sige han aktivt opsøgte og ledte efter informationer, var måske en anelse for meget. Men snublede han over dem, var han ikke en der lod det få forbi uden en opfølgning - og det var hvad der havde ledt ham imod Amazonitskovene. Det eneste problem havde været at finde den præcise lokation. Fordi han havde aldrig været på Den Våde Hane, og havde derfor brugt en god del timer på at gennemsøge, overveje og lede imellem de tætte træer. Det var i sådanne øjeblikke man var heldig at være født elver, fordi det havde i sidste ende været den skærpede lugtesans der havde ledt ham til den mindre hytte. Mere præcis havde det været stanken fra nogle af de møddinger der befandt sig i nærheden, og de mennesker der kom og gik som benyttede sig af tobak. En harsk lugt for den sensitive elver.

Med stille skridt nærmede han sig bygningen, hvis flakkende lamper omgav nærområdet i et svagt og varmt lys. Rakaa’s mørke øjne gled undersøgende over træhuset, og lige i udkanten af flammernes lys valgte han at gå rundt om huset for at undersøge eventuelle vinduer, sprækker lignende. Med opmærksomheden på huset, havde den slanke elver ikke lagt mærke til den sammenkrøbne skikkelse der også sad og lyttede; der også sad og lurede.

Den lille gruppe mennesker inde i varmen havde endnu ikke talt om noget brugbart. Lui havde kun hørt en masse dårlige vittigheder, der helt sikkert havde fået langt bedre reaktioner, end de fortjente. Måske det bare var Lui, der ikke forstod sig på deres underlige form for humor. Trods der ikke var gået mere end få øjeblikke, var han allerede begyndt at tvivle på hvor godt han brugte sin tid. Men han måtte vel give det en ordentlig chance. Tingene kunne vel nå at udvikle sig.

Lui havde bedre hørelse end de fleste, men endnu en lurer nærmede sig med så stille skridt, at han ikke registrerede det, før den fremmede drejede om hjørnet. Han blev siddende, helt stille, for ikke at blive set. Han skulle jo helst ikke risikere, at den fremmede kom inde fra beværtningen for at se efter eventuelle lyttere. Det var bestemt ikke tilfældet, for den slanke fyr virkede bekendt og der gik da ikke længe, før Lui huskede hvorfor. Han havde set ham i lysningen, i Safirien et par gange.

Mens Lui ventede på at forsamlingen indenfor kom videre, skulle han jo bruge tiden på et eller andet. Han skævede ned mod elverens sko, hans snørebånd, og smilede så svagt. For ikke at trække elverens opmærksomhed fra den lille kro, bevægede han sig utrolig langsomt, da han lænede sig lidt til siden, stadig camoufleret. Lige så forsigtigt gav han sig til at binde snørebåndene op. Han skævede op, bare for at være sikker på ikke at blive opdaget, og så bandt han snørebåndene fra hver sin sko sammen i én stor knude.
Som han langsomt rettede sig op igen, begyndte snakken indenfor om et sunket skib i havet, ikke langt fra Fristavn. Et sted Lui aldrig havde hørt om før. Der lød rygter om et dyr fra havets bund, der tilsyneladende skulle have været fange på skibet og nu begyndte den længere diskussion, om hvorvidt det var sandt.
Lui lod lige så stille camouflagen falde af. Han blev lysere og lysere, som han tog let fat i elverens ene bukseben og trak blidt, for at få hans opmærksomhed, men uden at give ham et chok.
”Psst…” Hviskede han. Han havde ikke i sinde at advare ham om de bundne snørebånd.

Rakaa gik en anelse mere, men fandt til sidst et godt sted at observere fra. Deres ord var relativt tydelige igennem væggen og han følte sig uset nok til selvtilfreds at læne sig en anelse tilbage, og vente op af et af de nærliggende træer. Det virkede ikke til at samtalen de havde gang i lige nu, var den samtale han ledte efter. Derfor var det ikke overraskende at han lod sig drifte en anelse hen, og næppe så, hørte, lugtede eller fornemmede den lille skikkelse der med en drillende plan i sinde nærmede sig.

Han spidsede ører ved snakken om et nedsunket skib, og overvejede at gå en anelse tættere på. Men inden han nåede at reagere på den tanke, kom en bleg lille skikkelse langsomt til syne. Måske var det mere fornemmelsen af bevægelse i udkanten af hans øjenkrog, der fangede hans opmærksomhed før lyden af hans stille psst. Måske var det den blide trækken i buksebenet. Men meget chokeret blev han ikke, heldigvis. 
”Huh?” den slanke elver kiggede noget overrasket på det unge menneskelignende væsen ved hans fødder, og den blege, hvide farve vækkede en snert af genkendelse i de mørke øjne. ”Lou?” kom det prøvende fra ham, stemme fuld af forundring over at finde ham her af alle steder. Sikke et tilfælde! Ungen nikkede kort som bekræftelse og ørkenelveren smilede skævt til den unge mand, der nu var fuld til syne i det tætte mørke. Det var ikke ofte han mødte folk fra ordenen samme sted som ham, men det måtte betyde de begge havde fået fat i noget rigtig information, ikke sandt?

Rakaas slanke hånd gled tænkende igennem de tykke dreadlocks, førhen at han i en smidig og katteagtig bevægelse  satte sig på hug ved siden af halvdyret; øjne glimtende svagt i det tunge mørke. ”Er det et tilfælde du også befinder dig her?” kom det lavt fra hans melodiske stemme, førhen blikket gled tilbage imod den oplyste kro. Han havde som sådan ikke noget imod det lille væsen... han brød sig ikke om børn, men argumenterede mentalt for at Lou næppe var noget tilfældigt barn. Vel?¨

Endnu havde Rakaa ikke opdaget de sammebundne snørrebånd, da han ikke havde bevæget sig nogle steder. Endnu.

Lui sad med en skjult spænding i kroppen, som han utålmodigt måtte vente på det rette øjeblik at få Rakaa til at tage et skridt. Det var ikke ligefrem en ny ting for halvfirbenet at binde snørebåndene på folks sko sammen. Han havde endda gjort det et par gange til de små møder i lysningen og moret sig gevaldigt, når han så resultatet. Ikke alle synes det var lige sjovt. Men hvis han bevist forsøgte at få Rakaa til at flytte på sig, ville han nok ane uråd. Stadig med sin opmærksomhed vendt halvt mod den lille gruppe i kroen, rettede han et skævende blik mod elveren og trak så let på skuldrene.
”Det går jeg ud fra. Enhver chance for en Iagttager, at bevise sit værd, eh?” Sagde han lavmælt med et lille smil. Dem, i deres lave position i organisationen, måtte arbejde for at komme videre. Lui havde ikke i sinde at stræbe efter en plads som agent, men han gjorde da sit for at byde ind, når han kunne.

Han lænede sig en anelse til siden, lidt tættere på elveren.
”Jeg har glemt dit navn,” konstaterede han hviskende, inden han rettede ryggen igen. Han havde helt bestemt hørt hans navn før, men egentlig aldrig fundet det nødvendigt at huske. Derudover havde de fleste i landet nogle ret indviklede navne, som han alligevel ikke kunne udtale ordentligt.
Lui begyndte at rynke let på næsen, komme med nogle underlige grimasser, som han mærkede en kilden i næsen og forsøgte at holde et nys inde. De grimme udtryk virkede ikke. I stedet måtte han lige føre en hånd op og klemme næsen sammen med to fingre, og det virkede. Det ville være virkelig upraktisk at nyse nu.

Rakaa måtte holde vejret i frygt for at han pludselig ville nyse, men han holdt det heldigvis inde. Det havde været træls hvis han havde larmet nu, og dog utrolig typisk. På en bizar måde ville det ikke have overrasket ørkenelveren, der med en hovedrysten lod blikket falde tilbage på den hytte de sad ved. "Rakaa Mal'rilen" hviskede han lavmælt, ikke synderlig bekymret med aat give sit fulde navn til det blege halvdyr.

Lyttende prøvede han at følge med i hvad der foregik, men kunne kort tid efter konstaterer at det ikke var noget spændende endnu, desværrer. "Jeg tog dig ikke som typen der ville bevise sit værd...?" gled det i stilheden over hans læber, og et enkelt blik med vendt imod hans hvidlige skikkelse ved siden af ham. Selv havde Rakaa ikke mange ambitoner, han var en doven eksistens der gerne fulgte ordrer så længe dem over ham virkede til at have en plan for det hele. Og indtil nu, var det fornemmelsen han havde.
I et forsøg på at løsne noget af dem mælkesyrer der meldte sig efter et par minutter, prøvede Rakaa at vippe vægten over på det ene ben, hvilket med de sammenbundne snørebånd skubbede hans balancepunkt. Med et lavmelt udbrud - som han hastigt dæmpede efter forskrækkelsen væltede han tilbage på ryggen. Hvad var der sket?  Forbløffet kiggede han ned af sin krop imod skoene, men kunne ikke se snørerbåndende i mørket. Dog kunne han mærke det da han bevægede fødderne, og Rakaa følte et noget olmt udtryk forme sig på hans skarpe ansigt. 

Satans børn.... 

Stadig med et par fingre klemt sammen om næsen, og uden noget brugbart fra indersiden af kroen, rettede Lui det slørede blik mod elveren ved hans side. Selv så tæt på ham, kunne han ikke se detaljerne i hans ansigt.
”Rak-aa,” gentog han hviskende, om end noget mere kantet end Rakaa egentlig havde præsenteret sig. Han havde dog allerede opgivet på at gentage hans efternavn, det ville kun blive en direkte fornærmelse, hvis han gjorde. Han nikkede svagt bekræftende for sig selv, jo, det var det navn han havde hørt et par gange før. Nu måtte han vel bare gøre en lille indsats for at huske det.

Lui smilede skævt og trak let på skuldrene, som han overvejede sit svar. Der var nok en del vej fra hvad han gjorde, til direkte at bevise sit værd.
”Måske en lidt doven udgave af at bevise sit værd. Mere gøre mit, for at beholde min plads,” forklarede han lavmælt med en nasal stemme. Det var på nippet til at Lui ikke nåede at færdiggøre sin sætning, som han så Rakaa tippe tilbage på ryggen. For at kunne lade luften fra det lydløse grin puste ud gennem næsen, slap han med fingrene om næseborene og lagde i stedet hånden for munden, så det morende grynt ikke lød alt for højt. Denne gang gav nyset ingen advarsel og gryntet blev afbrudt, da et nys gav genlyd mellem træerne. Lui så helt overrasket ud, som han rettede sig lidt op og så ind ad vinduet.
”Åh-åh…” Mumlede han. Den høje lyd havde fået alles opmærksomhed og inden længe ville de uden tvivl sætte efter den nysende lurer. Så Lui kom hurtigt på benene og sendte Rakaa et direkte underholdt smil, da han lige skævede mod hans snørebånd.
”Vi må hellere løbe.” Han holdt måske lidt mere af problemer, end han burde.

Ikke nok med at halvdyret skulle fælde ham, så skulle han også ødelægge deres gemmested. Rakaa's olme blik blev erstattet med et anstrengende støn, og stadig med den ene hånd på foden, prøvede han at fifle snoreværket op - nu bare hurtigere. Doven eller ej, var der ikke meget at bevise lige nu, gled en irriteret tanke igennem ørkenelverens hoved. Han brød sig sjældent om teamwork... alle hans fordomme blev altid bekræftet - man arbejdede bedst alene.
På trods af at der lurede en noget irritabel energi omkring elveren, var han ikke decideret vred på den blege knægt. Så meget betød den her mission slet ikke for ham, det var jo ikke engang sikkert det havde givet mening at blive. Men det behøvede Lui ikke at vide lige nu. Ikke at det virkede meget, den blege knægt var ikke ligefrem ked af sig, når Rakaa så på ham.

"Åh-åh?" hviskede han en anelse højere og mere skarpt end førhen de havde været skjult, og så et glimt af humor i halvdyrets blik. Dog nåede han ikke at sige mere, førhen at Lui gjorde mine til at sætte i løb.
Ørkenelveren rettede sig øjeblikkelig op - så meget som han nu kunne imens han stadigvæk sad, og rystede hastigt på hovedet. Rakaa løb ikke.... det var i hvert fald mange hundrede år siden han havde gjort det. "Vi må hellere forsvinde" gled det rettende over hans mørke læber, idet at han med en hurtig og pludselig bevægelse satte en jernhånd i Lui, inden han nåede at stikke af fra ham. "Hold vejret" mumlede han krypisk, førhen at elveren aktiverede sin magi, og begge forsvandt med et smæld og et grønt lysglimt.

De ville dukke op i en mere måneoplyst del af Amazonitskovene, en ret så karakteristisk lysning som elveren havde siddet ofte og længe i. Det var et af hans såkaldte 'baser', et af de steder han altid kunne forestille sig hvordan så ud, og et af de få steder han kunne fremkalde dag og nat. Dog var han en anelse rusten, så i stedet for at lande i det tørrer græs, fik elveren dem til at poppe op - lige i luften over den mere våde og smattede del af græsset.

Det så egentlig ikke ud til at Lui havde alt for travlt med at stikke af. Han trak det ud så længe han kunne, fordi han morede sig over situationen, men der var ingen tvivl om at han heller ikke villes fanges. Han havde slet ikke kendskab nok til gruppen inde på kroen, at han følte sig sikker på hvad de ville gøre, hvis de fik fat i ham. Lade ham gå planken ud?
Lui lagde ikke meget i elverens rettende ord, da han alligevel gjorde an til at sætte i løb. Lui nåede kun lige at tage det første skridt, men det hurtige greb om hans ankel gav ham overbalance. Mens han febrilsk forsøgte at genvinde balancen, formåede han utroligt nok stadig at gøre som Rakaa beordrede, og holdt vejret.

Uforberedt på det mindre heldige sted at poppe frem, og fordi han umuligt kunne få fodfæste på denne måde, nåede Lui ikke at tage fra, da han alligevel endte med at falde.
”Hrng!” Lyden fra en mild mavepuster fra jorden blev blandet sammen med den smattende lyd, da Lui smaskede hele ansigtet direkte ned i en god klat mudder i græsset. Efterfulgt kunne man høre luftboblerne i mudderet, da han pustede tungt ud.
”Urgh…” Mumlede han, tydeligvis ikke i en yderligere tilfreds tone, som han lagde hænderne mod jorden og løftede sig op på alle fire. Han vendte sig mod Rakaa, sendte ham et lettere irriteret udtryk.
”Det gjorde du med vilje,” sagde han, overbevist om at han kun havde gjort det som hævn for snørebåndene. Det var vel ikke fordi Rakaa ikke havde lov til at give lidt igen, Lui havde trods alt startet, men han var til gengæld heller ikke så god til at lade sådan noget ligge. Så han skyndte sig at række ud efter elverens ærme, håbede at han var hurtig nok til at han ikke ville gøre for meget modstand, så ærmet kunne bruges til at tørre hele halvfirbenets ansigt af.

Hvor at halvdyret næppe havde kunne forberede sig på den irriterende og uhensigtsmæssig landing, var Rakaa en anelse mere forud antagende. Han havde lidt for ofte gjort den her fejltagelse, og med det i mente, var han lidt som en elvisk kat hvad angik hans magi, da han ofte prøvede at sørge for at han landede på benene. Og selvom det bestemt var svære med de sammenbundne snørebånd, formåede han - til hans egen indre glæde og stolthed, at tage fra med fjedrende muskulatur og et smattet klask af fødder imod mudder.
Han kunne hertil heller ikke benægte det lille stød af tilfredshed der spredte sig, da hans blå øjne blev vendt imod en mudderomsluttet dreng; Lou havde formået at ramme jorden med det hvide ansigt lige fluks ned i den våde jord. Det var velsagtens fortjent.

"Hmm?" en overvejende lyd, og Rakaa fiskede med lange fingre igennem det sorte lag over hans støvler, for at forsøge at løsne de sammenbundne snørrerbånd. Igen. Et lyttende øre blev vendt imod halvdyret i hans fokus, men det var en fornøjet brummen der svarede ham - fordi selvfølgelig havde det ikke været med vilje, han havde trods alt også selv fået sværtet lidt skidt op på sig i sammenstødet med jorden. Men det blev ikke sagt - i stedet kom der et lille skuldertræk fra ham, og et småflabet smil trak i den mørke mundvig. 
Rakaa skulle i sin arrogante fornøjelse til at svare et eller andet spidst tilbage, men nåede ikke langt førhen at hans ærme blev trukket til siden og gjort til midlertidig ansigtsklud for skidt og mudder. Ikke det fine elverhåndværk! Forarget trak han sit beigefarvede - nu mørkebrune ærme til sig, og en irriteret rynke dannede sig på hans spidse næse, og erstattede den tidligere småfornøjelse. "Du er ikke så lidt fræk" stemmen var lavmælt men en anelse hvæsende, og ørkenelveren trak armen bagud for at beskytte den for endnu et angreb af mudder.
"Jeg kan ikke tage skylden for din klodsede landing" Et ekstra tryk på din - fordi han var jo landet helt fint! 
Rakaa fokuserede sin magi for at teleportere sin vandrestav ind i den frie hånd i endnu et lille glimt af grønt lys. 

Kun for at den blev misbrugt idet at han vippede spidsen af staven imod Lou, og gav ham et forstyrrende skub i hans forsøg på at rejse sig. En smålig hævn, der dog den her gang blev gjort med fuldt overlæg. 

Lui var sikker på at den dårlige landing i mudderet måtte have været hævn for de sammenbundne snørebånd. Han ville vel heller ikke selv have set igennem fingre med det, hvis det samme nummer var gået ud over ham. Han blev da også kun bekræftet, troede han, da Rakaa valgte at svare med en fornøjet brummen. Som om han sagde, at det selvfølgelig havde været med vilje. Derfor tog halvdyret selv hævn, da han tørrede det meste af mudderet væk med den andens fine ærme.
Han forsøgte da også lige at holde lidt ekstra godt fast, inden han alligevel slap hans ærme og lod ham trække det til sig. Det var et helt undrende blik han sendte ham. Hvad? Det var da ikke hans skyld. Og Lui fik også et lidt fornærmet udtryk i det lyse ansigt, der så ud til at have fået det dårligste lag af sminke.
”Min klodsede landing? Det var da din magi! Jeg ville aldrig være endt sådan her, hvis jeg var løbet. Siger det bare,” lød det fra drengen, i en typisk teenage tone. En tendens han havde samlet op fra sine ture ind til byen, for det var åbenbart sådan de fleste unge mennesker talte.

Opmærksomheden mod elveren blev hurtigt brudt, da Lui straks rettede blikket mod glimtet af det grønne lys og derefter vandrestaven, der dukkede op deri. Som et dyr, der blev distraheret, hvilket heller ikke var helt forkert. Han skulle da lige have det hele med. Så han begyndte at rejse sig, men kom ikke langt, som han straks blev skubbet ned af staven igen. Det var da ikke pænt!
Man kunne dårligt nå at blinke før Lui allerede havde grebet fat om staven og så trak han til. Forhåbentligt fik han overrasket Rakaa nok til at han ville falde med, men ellers ville han da nøjes med at få taget staven fra ham. Kun fordi han regnede med, at den anden skulle bruge den. Ellers ville han vel ikke have tilkaldt den.

Rakaa's mørkeblå øjne betragtede ham igennem lettere smalle sprækker, og han måtte endnu engang studse over tonen i hans stemme. Så flabet havde han bestemt aldrig selv lydt da han var yngre, selvom han... jah, selvom han inderst inde godt vidste, at det var løgn. Han havde lydt på præcis samme måde, og ligheden fik en små-irriteret fornemmelse af karma frem i ham. 
Ikke at han gav den plads til at være der længe.
Mumlende kom der noget henad 'hvis du var løbet var du slet ikke endt andre steder end fanget', men den småvrissende elver havde ikke meget at skulle sige, idet at det blege barn - hurtig som et lyn vel og mærke - greb fat i den fine stav. Og trak til. 

Det var umådeligt sjældent at Rakaa ikke bevægede sig elegant, og havde han været mere klar på det, havde han måske også have kunne støde imod. Eller bare stoppe det. Eller... bare slippe staven. Men ingen af delene blev gjort, idet at han med et udbrud af 'woah' faldt ned i den tilsølede jord, og kunne med det samme mærke dens kolde, klamme omfavnelse sive ind i hans tøj. 
Forfærdet var det at en banden fulgte med, og det blege lille barn skulle prise sig lykkelig for at han fik taget fra med den ene hånd. Ansigtet røg ikke i, men håret var derimod... mørkere end det plejede at være. "Hey!" udbrød han, og prøvede - måske en anelse befippet at rejse sig op, men skvattede på røven idet at han gled i mudderet! "Slip den stav!" kom det i mangel på bedre over hans læber, og Rakaa hev med et fnys tilbage i den igen. 
Nu var han alligevel sølet til, men staven skulle drengen ikke have!

Lui viste sin dybe uenighed med en barnlig grimasse. Trods han ikke havde tid til at svare igen, havde den gode hørelse alligevel opfanget elverens mumlende ord. Det unge halvfirben var hurtigere end man skulle tro, hvilket Rakaa skulle finde ud af et øjeblik efter, da Lui trak til i staven. Han var sikker på at kunne nå væk fra den store gruppe af rasende mænd, hvis ikke med fart, så med den praktiske evne at falde i ét med sine omgivelser, den samme evne der havde sørget for at elveren ikke lagde mærke til, at hans snørebånd blev bundet sammen.

Planen viste sig at virke perfekt og Lui kunne ikke lade være med at grine, endda en lille smule hånligt, som Rakaa ramte mudderet med en god smattet lyd. Det var lige sådan drengen morede sig, når han kunne være vidne til en anden mands uheld og han gjorde glædeligt noget for at gøre det værre. Det var til gengæld også den perfekte måde at skaffe sig fjender på, og selvom det ville være virkelig dumt at gøre sig uvenner med en fra organisationen, kunne drengen ikke styre sig. Det var jo ikke ondt ment, og alligevel udbrød han en latter på ny, da Rakaa mødte mudderet en gang mere, denne gang helt selvforskyldt.
”Næ!” Snerrede Lui tilbage. Han var lige ved at miste grebet, da der blev trukket i staven fra den anden ende, men han snød og greb også fat med halen, ved at vikle den et par gange rundt op.
”Jeg har hørt at man skal tage legetøjet fra dem, der ikke kan finde ud af at lege pænt,” lød det flabet og smågrinende fra den blege dreng, der stædigt blev liggende på jorden med et jerngreb om staven, både med begge hænder og hale. Han var endda strid nok til lige at sparke ud efter Rakaa, om det den ramte eller ej blev mudderet fra skoen slynget i hans retning.
”Har du aldrig lært, at man ikke må drille dem der er mindre end en selv?!” Det var jo ham der startede, først med at teleportere ham til en dårlig landing og derefter med at bruge staven til at skubbe ham ned igen. Men Lui forsøgte tydeligvis at provokere med vilje.

Den tydelige provokation gjorde sit arbejde godt... 
Rakaa følte sig selv blive mere og mere irritabel, og med irritationen kom en underliggende tanke af at han ikke behøvede at stå for skud, til den her hvidhårede knægts drillerier. Han havde tusinde andre ting han hellere ville bruge sin tid og udødelighed på, og havde intet incitament for at blive omkring ham. Det blev kun mere og mere som en mudderkrig, og det var i den bogstavelige forstand endda. 
Så da han kom med endnu en irriterende latter.... da han endnu engang hev i staven, og sågar vovede at sætte sig selv fri for ansvar, var det med en snerren af foragt Rakaa fik kastet mere mudder på sig, og langsomt rystede han på hovedet. 
De tilsølede dreadlocks klistrede imod hans ryg da han i et lysglimt forsvandt - stadigvæk med Lui hængende omkring hans teleport magi, for at lade dem begge dukke op en anelse væk fra mudderet. 

Men ikke fordi at han havde tænkt sig at blive længe. 

Den knægt fortjente ikke hans selskab, hvilket han med endnu et ryk af staven prøvede at gøre klart og tydeligt, for at få ham til at slippe... gerne inden at han smækkede ham en flad, da det var umådeligt fristende ved den næsvise tilgang han havde haft til Rakaa's sfære, arbejde, tøj og ikke mindst - ting. 
Man skulle ikke pille ved hans ting. 
"Slip din afblegede efterligning af en øgle" hvæsede han, stemte imod med benene og fik endelig med fast underlag over fødderne, rejst sin tilsværtede skikkelse fra jorden.