S Flodbyen
O folk der bevæger sig som om, det var en ganske normal dag.
Tid 13,30
Vejr: solen skinner
P En sort kappe et par støvler+ en løs skjorte og et par bukser.

Flodbyen han, havde været her et par dage eftersom det sidste skib første gik om en dag eller to, måtte han tag sig til takke med denne by. Ikke at det var en By Castione kunne lide, for at være helt ærlig kunne han ikke fordrage den, det eneste han, hade mere end sådan nogen her byer var, hvis han skulle være ærlig at rejse med skibe.

Men nogle gange, var man. nødt til det. Han, havde ikke engang været forbi hans familie i nu, i denne tid han, havde haft, havde han oplevet så meget. 

 Måske var han for første gang siden han tog afsted klar på at rejse, hjem igen. Han, havde set hvad han ville se. I denne, store verden, til en hvis grad, om dette virkelig var sandt var noget helt andet.
I dagens anledning, havde han besluttet sig for at tag en tur i byen, ikke fordi han, behøvet noget. Men mere, fordi han var ved og blive rastløs og det kunne ikke være dårligere end at sidde inde på den kro han nu var ved. Så derfor greb han hans dolk, og bevægede sig ud i af kroen, hvor han så bevægede sig gennem byen, med hans dolke gemt på ham, hvis han skulle komme i problemer. 

Nianna var som altid i godt humør når solen skinnede, et smil prydede de rosa læber, der stod i skarp kontrast til hendes ellers lyse hud. Hun sad på en gren i skovbrynet, med benene let svingende under sig, mens hun betragtede det liv der var i gaderne, nede i byen. Hun havde været dernede i dagstimerne, men tilbragte ofte dagene med at følge med i by livet, betaget af menneskene og de væsner der passerede igennem, nogle blot på gennemrejse, andre havde hun set så ofte før. Hendes lysegrå øjne strålede af liv, der måtte være så meget andet derude, denne lille del hun endnu havde oplevet, kunne umuligt være det eneste som befandt sig derude.

Den unge kvinde rejste sig ganske yndefuldt op, og balancerede uden problemer på de tykke grene med hendes bare fødder, hun brugte sine arme til at holde balancen, mens hun hoppede fra den ene store gren til den næste, for at kunne få et bedre overblik over de mange gader tættest mod skovbrynet. Hendes blik spottede en herre hun ikke før havde set i byen, mon han blot var på gennemrejse? Hendes blik fulgte ham ned langs gaderne, mens hun adræt prøvede at følge med. 

Hendes blonde hår var samlet i hendes nakke, med en læder strimmel, så det ikke flagrede om hendes ansigt. Kroppen ud smykket med klæder hun selv havde lavet af rådyrskin. En nederdel med en slids ved det ene lår for bedre at kunne bevæge sig adræt, og en overdel med en v-udskæring ved brystet og ærmer der blot gik dækkende ned over hendes skuldre. 

Hun bukkede sig let ned, lagde hænderne om grenen og svang sig ned på jorden, hvor hun landede ned i knæ med den ene hånd støttende på jorden. Hendes smil bredte sig hurtig og fornøjet inden hun beherskede sig. Hun rettede blikket imod byen, hvor var han blevet af? Hendes blik flakkede nysgerrig rundt i søgen efter den mystiske fremmede.  

Som Castione bevægede sig gennem gaderne følte han nogen øjne på ham, måske var det på grund af hans job at han lagede mærke til disse ting, for han vidste ikke om han blev forfulgte han, havde dog en ide om en eller anden holde øje med ham. Han fik bevægede sig hen til en bod, hvor han fik købt et stykke brød og noget kød, som han kunne spise senere, dog fik han overtalt sig selv til at et æble nok ikke ville være, en dum ide.  

Derfor købte han sig et æble sammen med det og begynde og bevæge sig videre gennem byen. Da han til sidste fandt et sted under et træ bevægede han sig hen under det, hvorefter han satte sig under den og tog en bid, hvor han nød hans æble. Som saften flød ind i hans mund, kunne han måske se lidt mærkelig ud, mere fordi i hans skæg flød der lidt saft ned  i.

Da han hørte et skridt. Tætte på ham vende han sig om lige tids nok til og se en kvinde, han greb hurtig til hans daggert, hvorefter han så på hende, ”hvor længe har du fulgte efter mig.” Kom det ganske netrualt fra Casione, som han gjorde sig klar til at se, hvad hendes svar nu ville være.

Nianna havde næsten opgivet at finde manden igen, det var ikke ofte hun tabte nogen af syne, men det skete af og til. Hun trak en let grimmasse over sin ærgelse, inden hun gjorde et lille træk med skuldrene og accepterede at hun måtte finde nogle andre at kunne observere i dag. Hendes blik gled ned mod byen, lettere drømmende om hvordan det måtte være, at gå frit rundt dernede. 

Med rolige skridt bevægede hun sig videre langs skovbrynet, indtil en stemme trak hende ud af tanke strømmen. Det gippede i hele hendes krop, af ren forskrækkelse og hun sprang rask et skridt baglæns mens hendes blik febrilsk søgte stemmen. Der sad han! Med æblesaft rundt om munden og ned i hans skæg, et split sekund var der et lille smil at spore på hendes læber, han virkede dog så vagtsom. Hun tog yderligere nogle skridt baglæns væk, men kom i til at træde ind i en stod rod fra træet der spredte sig hen over jorden fra et mægtigt træ. Hun faldt bagover og landede med et bump på bagdelen og skar en grimasse over smerten fra hendes numse. 

Hendes blik søgte manden igen, mens hun prøvede at genkalde sig hans ord. Han spurgte hende om noget, det var hun sikker på, men hvad han nøjagtigt hvad sagt var hun lidt i tvivl om. Hun trak forsigtigt på skuldrene som svar, til ham, inden hun forsøgte at komme på benene igen. At sidde på jorden var ikke lige frem optimalt i forhold til at kunne stikke af konfrontationen med ham.

Som hun faldt rynket han hurtig hans øjnebryn, hvad var  der dog med denne kvinde og da han spurgte hende om noget ganske simpel træk hun bare på hendes, skuldre denne kvinde var en smule mærkelig. Han bevægede sig lige så stille tætte på hende, da hun fald han studeret hende som han bevægede sig over mod hende da hun var faldet.

 "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Lød det fra Casione som han stod og betragte hende, mens hun nok fik sat sig selv ordenlig op igen, som han talte.

"Det er ikke normalt at forfølge folk det ved de godt ikke, ?" kom det kækt fra Casione, som han stoppet op da han var, omkring 10 meter fra hende. Han lænte sig derefter op af et træ, hvor han så smed skroget af æblen ud, han så sig omkring, mens han ventet på hendes svar.

Nianna sad fortsat på jorden, mens manden nærmede sig. Hendes øjne var store og fulgte hver en bevægelse han gjorde ganske nøje, først da han stoppede op for at læne sig op af træet, slappede hun en smule af i kroppen, han holdt heldigvis for hende en behørig afstand. Med et let skub med hænderne gik hun sig selv bakset på benene, knap så yndefuldt som hun kunne have håbet, men det gjorde stadig en smule ondt i hendes bagdel efter det bratte møde med den kolde hårde jord. 

Kunne han hjælpe hende med noget? Hun tyggede lidt på ordene, inden hendes hoved tvivlende gled fra side til side, i håbet om hun havde forstået hans sætning korrekt. Alting ville virkelig være meget lettere, hvis hun havde en bedre forståelse for sproget, men hun var sikker på at med øvelse og en masse observationer kunne hun lære endnu mere, hver dag. Med en let bevægelse strøg hun den ene hånd over bagdelen for at børste de blade af der havde sat sig i hendes skind tøj. 

Da hans stemme igen lød spidsede hun ørene og lyttede nøje. Forfølge? Hans stemme og måden at sige tingene på, trak en svag antydning af et smil frem på hendes rosa læber. Endnu en gang gjorde hun et lille træk med skuldrene, mens hun lagde hovedet let på skrå og sendte et ganske lille uskyldigt smil. Hendes blik fløj efter det æbleskrog han smed fra sig, inden hun rettede blikket imod ham. Han var betydeligt større end hende, og havde et ar under sit ene øje. Hendes blik vandrede nysgerrigt ned over ham inden hun trådte nogle skridt tilbage, for at øge afstanden lidt imellem dem.

Denne kvinde var mærkelig hun svaret ikke på nogen spørgsmål træk bare på sine skuldre, det var ved og blive provokeret, men Cas var fra en adelig familie så han kunne nok godt, forholde sig til det. Han bed sig svag i hans underlæbe, hvorefter han så, hen på hende, da hun bakket væk han gav et enkel suk fra sig og kigget ned mod byen, hvor havnen var. Derefter vente han blikket mod hende igen, han tog en dybe indånding inden. 

Hans øjne mødte hendes igen, hvorefter han talte, ”kan du ikke snakke er du stum?” Han spurgte ganske enkelt for at finde ud af, hvorfor hun nu var så stille, hvilket, måske kunne gi ham lidt mere forståelse af, hvad det her nu var omkring. Hans øjne så på hende, afventede for at få et svar fra hende.

Han kørte hans hånd kort gennem hans hår inden, han lod den samme hånd klø sig selv lidt i skægget, hans øjne studeret hende, mens de stod sådan her, måske burde han bare gå igen, han gav et enkel suk fra sig inden han ventet sig om og bevægede sig ned mod Market igen.

Nianna var fyldt med blandede følelser, for hun brød sig ikke om den måde han havde formået at snige sig ind på hende, men hun var også nysgerrig efter at lære mere om de mennesker der levede omkring hende. Hun bed sig lidt i læben og sænkede blikket ned imod jorden, hendes tanker blev let afbrudt da manden snakkede igen. Skulle hun svare ? Hendes blik flakkede hen over jorden inden de søgte op imod manden igen. Hun skulle lige til at svare da han vendte hende ryggen for at bevæge sig væk. 

Hurtigt kom hun på benene, og ville gå efter men istedet trykkede hun sig imod træet. Hun havde aldrig sat sine ben nede i byen, når der var chance for nogen ville opdage hende. "Kan godt tale...." lød det til sidst fra hende, inden hun sænkede blikket ned i jorden igen. Hun lyttede opmærksomt til hans skridt, hun turde ikke se op på ham.

Som Castione skulle til og bevæge sig ned hørte han endelig svar fra den lille pige, hans øjne vende sig kort om inden han vende sig om inden, han bevægede sig længere ned til byen. Hans øjne studeret hende på afstand som de stod der med et godt par meter, mellem hinanden. Han satte sig derefter ned på sit ene knæ og lagede hans våben fra sig, inden han rejste sig op og skubbet det lidt væk med hans fod. ”Det er okay se jeg har ikke mine våben på mig, hvad er dit navn ?” Kom det ganske enkelt, men dog kærligt fra ham som han stod overfor den lille pige. Hun var nok på alder med hans egne, lillebror, hvis ikke yngre.

Han tog en dyb indånding inden han talte til hende igen, ”hvad laver du heroppe for dig selv, hvor er dine forældre.?” Kom det nysgerrigt fra Castione som hans øjne studeret hende.  Han, havde på fornemmelsen han nok skulle tale selv og fortælle hans navn så derfor åbent han kort efter hans mund ”Jeg er Castione.” Præsenteret han sig selv, overfor hende som han holder øje med hende.

Med blikket fæstnet i jorden foran sig, lyttede hun til hans bevægelser. Det var først da han stoppede op, hun vovede at løfte blikket imod ham, tids nok til at se ham lægge sine våben ned på jorden. Hendes blik fulgte hver af hans bevægelser, med en stor intensitet. Hun kendte intet til de våben, som han lagde fra sig på jorden, ikke andet end at hun havde set mange af byens indbyggere og rejsende, alle sammen havde haft forskellige udgaver af dem, med sig. Hun vippede hovedet ganske let, for at betragte det han havde lagt fra sig, det var først gang hun så dem så tæt på, og lige som alt andet ved manden tiltrak de sig en stor del af hans nysgerrighed. Det gav et lille sæt i hendes krop, da manden pludselig talte, og hendes blik rettede sig hurtigt op til hans ansigt, hvor det gled studerende hen over hans mange ansigtstræk. Hendes egen mimik forsøgte at efterligne hans, men hendes træk virkede usikre, i stedet forsøgte hun sig med et lille forsigtigt smil. Hun flyttede den ene hånd fra træets stamme, og lagde det imod sin brystkasse. "Nianna...." svarede hun med den spæde lyse stemme, inden hendes blik gled ned over mandens beklædning. Han virkede måske ikke så truende i sin adfærd, ikke som hun havde set de fulde mænd fra kroen kunne være.

Hun bemærkede hvordan mandens brystkasse hævede sig, idet han trak vejret dybt. Hendes blik gled op imod hans ansigt, som vidste hun denne gang det ville betyde flere ord der flød over hans læber, og ganske rigtigt. Hun rynkede dog svagt på panden, tydeligt forvirret over hans ord. "Forældre?" gentog hun med stor undren i stemmen. Hun havde aldrig hørt det ord før, men hun kunne dog godt svare på det andet, som hun blot et ganske kort øjeblik strålede let, idet hun vendte blikket imod skoven. "Bor der.." Den samme varme som lyste i hendes ansigt, var tydelig at høre i hendes stemme. Kærligheden til skoven var stor, det var hendes hjem og hun elskede friheden derinde, hun forsøgte dog til sidst at ryste det af sig, inden hun sænkede blikket lettere flovt over sig selv. Hun gjorde kun et lille nik, uden at se op på ham, da han præsenterede sig selv. Castione.

Da den lille pige talte til ham, efter og fortalte hendes navn. Bed han sig svagt i underlæben, han vidste han nok snart skulle afsted igen. Han  satte sig derfor på det ene knæ, mens han ledte efter en ting, hvis hun var alene fik hun behov for alt den hjælp hun kunne bruge. Han træk derfor sin daggert frem hvorefter han rakte den til hende, ”Nianna, her hvis du bor alene og ikke ved dine forældre skal du ha denne, bruge den, hvis du kommer i problemer med folk eller folk prøver på noget du ikke vil ha, jeg skal til af sted igen, har noget jeg skal nå.”

Da de ord var sagte rejste han sig op igen efter hun forhåbentlig, havde taget kniven, hvorefter han kaste en lille pose med lidt safirer i til hende, ”hvis du for behov for at købe noget tøj eller andet, farvel for denne gang.” Med de ord sagt bevægede Cassius sig atter engang afsted, hvis han så denne lille pige igen, ville han hjælpe hende men indtil det, havde han ikke ret mere at sige.

Et øjeblik spærrede hun forskrækket øjne op, som han trak sin daggert frem, for hun havde aldrig set sådan et våben på tæt hold, men derimod ved slagsmål i byen, og hun vidste at det slags kun bragte smerte med sig, hvilket fik hende til at ryste hastigt på hovedet af ham. Hun ønskede intet der var så farligt, men som han gav sig til at tale, måtte hun alligevel løfte blikket. "Forældre?" gentog hun i en spørgende tone, for hun vidste ikke hvad det ord betød, og hun mente aldrig at have overhørt det i byen når hun iagttog dem, men som han gav udtryk for at han skulle afsted gjorde hun blot et lille nik med hovedet. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle stille op, han skræmte hende fra vid og sans, og alligevel ikke helt, men da han kastede en lille pose til hende, gav det et sæt i hele hendes krop, som hun greb den ubevidst med hænderne. Hendes blik var låst på den lille pose, så hun helt glemte at høre hvad han sagde, og da hun endelig var klar til at kigge op på ham med et spørgende blik, var han allerede på vej væk fra hende.

Hun bed sig let i læben, som hun forhindrede sig selv i at sige noget, i stedet åbnede hun den lille pose og kiggede ned på de mærkelige små ting deri. Hun havde aldrig set sådanne nogle før, og vidste ikke hvordan de kunne bruges til noget, for hun var sikker på det ikke var noget som kunne dyrkes, det mindede mest af alt om mærkelige sten. I stedet lukkede hun posen til igen, inden hun rejste sig op fra stedet hvor hun var faldet på numsen.