Tusmørkedalen havde bestemt aldrig været hendes yndlingssted at befinde sig, dog var det ikke lige så slemt som Fredskilde, hvor hun kunne ende med at støde på sin familie. Det løb hende koldt ned af ryggen hver gang hun tænkte på den de syge individer, hvilket var hendes konklusion på, hvorfor netop hun var blevet så morderisk og kold som hun nu engang var blevet. På evig jagt efter noget der mindede om penge, selv hvis det blot var en lille skilling. For første gang i lang tid havde hun fået til opgave at finde en mand, der eftersigende skulle have kidnappet sin egen datter og nu holdt hende fanget? Marishka kunne ikke helt forstå hvad det præcist var kvinden ville have hende til, så derfor måtte hun blot vælge selv. Hun havde allerede en plan for hvordan hun havde tænkt at gribe det an.. De lysbrune øjne gled over hver eneste person hun passerede, blot for at finde ud af om det var manden hun havde fået beskrevet af kvinden, som hun formodede var moderen til barnet. Dette var ikke en af Marishka’s typiske opgaver, men hun kunne vel have det sjovt med den såkaldte fader alligevel? Hun stoppede omkring frem meter fra en mand der passede meget godt på beskrivelsen hun havde fået. Som manden begyndte at gå, skyggede hun ham, holdt sig altid på afstand så han ikke ville fatte mistanke. Da de ankom til huset, hævede hun et øjenbryn og sukkede. Totalt faldefærdigt og i fare for at falde sammen når som helst. Hvorfor havde man taget et barn et sted hen som dette? Hun knækkede nakken og så på manden der gik indenfor. Marishka gik rundt om huset, så forsigtigt ind af hver eneste åbning der var, for at spotte datteren og så hvordan han smed mad ned til hende, som om hun nærmest var i en krybekælder? Dette var sindssygt og mindede alt for meget om hendes egen fortid. Hurtigt smuttede hun over til fordøren og bankede på.

”To sekunder, så er jeg der!” blev der råbt inde fra huset. Marishka forsøgte at gå i karakter, forsøgte at spille en kvinde der var på flugt fra hendes eksmand. Døren blev åbnet og hun så sig febrilsk rundt ”Vær sød at hjælpe mig, jeg beder Dem… Han vil klynge mig op… Jeg beder dem” kom det fra hende som hun nærmest løb indenfor da manden trådte til side for hende. Han lukkede døren og fik den låst bag sig ” Rolig, rolig, der er ikke nogen der finder dig her… Hvem er efter dig? Hey… Hey ” kom det fra manden som han gik over til Marishka og strøg hende over skulderen i forsøg på at berolige hende. Hun trak hætten ned og de violette øjne var allerede kommet frem. Marishka så bestemt ikke ud til hun havde brug for en der skulle rede hende fra nogen som helst, hvilket fik manden til at træde nogle skridt bagud ”Hve… Hvem er du?” spurgte han stammende som det var tydeligt at frygten spredte sig i ham. Marishka begyndte at gå tættere på ham og med en halv meter imellem dem, begyndte to knive af danne sig i nogle af skyggerne. Manden så febrilsk på Marishka ”Nej… Nej du kan da ikke… Jeg har en kone og en datter! Jeg beder dig! NÅDE!” råbte han nærmest. Marishka kunne ikke lade være med at fnyse over mandens udtalelse ”Kone og barn siger du… Interessant… Din kone sendte mig din forbandede idiot… Og jeg ved din datter er skjult i en krybekælder under dit usle hus… Så fortæl mig igen, hvorfor jeg skal vise dig nåde” kom det fra hende fuldkommen køligt som hun så over på nogle af pelsene der lå på gulvet. Hun skævede til manden og sukkede ”Undskyld for du skal se dette” sagde hun. Dette var rettet mod datteren, som hun næsten vidste så med. Hun sendte knivene mod faderens ansigt og lod dem snitte små sår.

Manden stod med hælene banket mod døren og forsøgte at forsvare sit ansigt med arme og hænder, som i stedet for blev snittet op for hver gang knivene blev sendt mod mandens ansigt for at efterlade manden fyldt med ar så han var let at genkende over for alle andre i byen, som manden der holdt sin datter fanget i et kælderrum. Marishka fik knivene til at forsvinde og hun gik helt op til faderen og sendte ham et dystert smil som hun greb ud efter hans arm og hev ham omkuld. Hun var stærkere end de fleste, trods hun var kvinde. Hun gik over til manden der forsøgte at komme op og sparkede ham i maven ”Nej nej, bliv nede” sagde hun og satte sig på mandens ryg for at holde ham nede. Hendes ene hånd greb en af knivene i hendes bælte, mens den anden greb fat i mandens hår og hev hovedet op ”Godt… Du har nu et valg… Og uanset hvad, bliver du det grimmeste væsen der nogensinde har gået på denne jord… Åben ned til din datter og overlev, eller tving mig til at åbne og du overlever” sagde hun med et smil på læberne og slap ham som hun rejste sig og så på manden der gik over og fjernede skindet fra gulvet og hev en lem i gulvet op. ”Alexis… Kom skat” sagde manden og Marishka så en lille lyshåret pige kravle frem, ikke meget mere end otte år. Mari bukkede kort hovedet da pigen var kommet op og hun for straks mod døren, som fik hendes far til at reagere, men Marishka var hurtig og greb i mandens skjorte kant ”Rør hende og jeg lover du dør” knurrede hun næsten som hun hev ham helt op af sig og holdt sin kniv for struben. Hun så på den lille pige låse døren op og løb ud i gaderne ”Find din moder…. NU!” hvæsede hun som pigen vendte sig om for at se hvad der skete, men da pigen atter vendte sig og satte afsted, trak Marishka manden med mod døren og skubbede ham på jorden. Manden faldt ud på åben gade og i døråbningen stod Marishka og trak hætten op inden hun gik ud på gaden ”Hvis jeg ser dit forbandede ansigt nogensinde igen… Så flår jeg din strube ud og fodrer den til de rotter der boede med din datter… Forstår du hvad jeg siger dit uduelige svin… Du kan blot prise dig lykkelig, at din elskede kone foretrak dig i live” sagde hun som hun trådte nærmere og nærmere. Hun var ligeglad med om der var folk der så dem, hun var så vandt til det efterhånden, så det rørte hende ikke ”Hører jeg du har lagt hånden på din datter igen…. Mister du dem… Fatter du det?” spurgte hun som hun så ned på den skræmte og blodige mand, der forsøgte alt i verden at komme væk fra Marishka. 

For en måned siden havde Katarina lavet en aftale med en lidt underlig fyr. En fyr hun havde set i byen mange gange før, men aldrig talt med. Han havde fået lov til at tage et bestiksæt med hjem og først betale for det måneden efter. Katarina havde fået ham til at efterlade et lommeur og sit navn, så hun var sikker på at kunne finde ham, hvis han nu skulle vælge ikke at komme tilbage efter det lommeur, som uden tvivl havde været dyrere end bestiksættet.
Nu havde hun givet ham en uge mere, end hun først havde aftalt og han var stadig ikke dukket op. Men selv i besiddelse af det dyre lommeur, ville hun da ikke finde sig i at blive snydt. Så Katarina havde taget en af sine finere, hvide kjoler på, sat håret op og sørget for at kunne holde varmen lidt bedre, med en pels lagt om skuldrende, før hun forlod sit hjem.

Katarina havde brugt lidt tid på at spørge sig lidt omkring, om de tilfældigvis kendte manden ved navn og derefter også vist dem lommeuret. Et par havde set ham gå mod et af de mindre befolket områder i Tusmørkedalen op til flere gange, så Katarina takkede og gik videre. Hvis han boede i et område uden alt for mange folk, ville det passe hende helt fint. Så kunne hun få mulighed for at være lidt mere truende, end hun ville kunne andre steder.
Som Katarina nærmede sig, forsøgte hun at finde en mere at spørge, men det viste sig at være unødvendigt. I samme øjeblik så hun en lille, lyshåret pige komme løbende om hjørnet. Hun så noget forskræmt ud og straks efter overhørte hun noget snakken, der ikke lød alt for venligt. Hun kunne selvfølgelig ikke være sikker på, at det lige skulle involvere den mand hun søgte, men hun var da stadig lidt nysgerrig.

Lige som Katarina drejede om hjørnet, kravlede en panikslagen mand direkte ind i hende og fik smurt nogle fine blodpletter hen over det nederste af den fine, hvide kjole.
”Årh, din uduelige nidding!” Mumlede hun irriteret, idet hun så ned af sig selv. Hun greb straks fat om den fremmedes hår og knugede hånden, så hun kunne se hvem hun skulle til at straffe for en ødelagt kjole. Det kunne virke voldsomt at reagere så grusomt på et par blodpletter, men ikke hvis man vidste hvor meget Katarina gik op i at fremstå meget finere, end hun var. Men i stedet for at blive vred, så hun mere overrasket ud, da hun så hvem det var.
”Hr. Ellister, hvor heldigt!” Smilede hun, dog ikke specielt venligt og uden at mene særlig heldigt for ham. Hun vendte blikket mod den fremmede, der højst sandsynligt havde været skyld i mandens nuværende tilstand og skønt hun burde være lidt varsom, var hun ikke den mindste smule nervøs.
”Beklager forstyrrelsen, jeg er næsten sikker på, at hr. Ellister har fortjent det. Men han skylder mig krystaller, så kunne du måske fortsætte efter han har betalt mig?” Spurgte hun, langt venligere end man lige ville forvente. Hun kunne mærke manden sprælle lidt uroligt og selvom hun ikke var specielt stærk, greb hun bare endnu hårdere fat om hans hår. Hun havde flere gange erfaret at det var den nemmeste måde at kontrollere et offer på, og det virkede da også denne gang, da hun hørte en smertende lyd fra manden. Hun afventede tålmodigt den hætteklædte fremmede med et høfligt smil. Hun tænkte egentlig ikke så meget over, at enhver normal kvinde var løbet skrigende bort og hun forsøgte jo så vidt muligt, at fremstå helt normal.

Marishka havde en ustyrlig lyst til at ende denne mands uduelige liv, for det han havde gjort ved sin datter, mindede hende alt for meget om sin egen fader. Hun afskyede denne mand med sådan en passion at det kunne ses i de violette øjne. Hvis øjne kunne dræbe, havde denne mand været død utal af gange, så mange gange at hun efterhånden var stoppet med at tælle. Manden forsøgte ivrigt at komme væk fra hende, men blev stoppet som en kvinde rundede et hjørne og han kravlede direkte ind i hende. Marishka’s blik var stadig låst på manden, skænkede ikke kvinden så meget som et blik, før hun var sikker på, at hun rent faktisk blev talt til. Hun tog nogle skridt væk fra kvinden og manden der nu var blevet grebet i håret af denne kvinde, der bestemt ikke var tilfreds med, at den hvide kjole var blevet smurt ind i blod. Marishka havde formentlig også haft samme reaktion, hvis ikke hun blot havde myrdet manden på stedet, for af hvad hun kunne fornemme, var denne kvinde en af de mere velhavende i byen, men det var blot noget hun antog, taget i betragtning af kvindes kjole.

Manden blev næsten mere ligbleg som kvinden begyndte at tiltale ham ved navn. Et smil kom frem på Marishka’s egne læber som rædslen var malet over mandens ansigt og kvindens greb i hans hår, havde sikkert kun været med til at tilføje lidt ekstra til frygten. De violette øjne blev langsomt til den normale gylden brune som hun så op på kvinden der talte til hende. Så hun havde unfinished business? Marishka så mod manden, hvis blik gled mellem dem som de talte ”Naturligvis” sagde hun med et nærmest forstyrrende smil på læberne som hendes blik låste sig fast på manden der stadig lå for deres fødder. Marishka’s øjne glimtede kort med den violette farve, nærmest som en advarsel til manden om hvad der ventede ham. Naturligvis kunne hun sagtens have dræbt ham med det samme, men hun havde alligevel en eller anden form for respekt for de folk, der var højere oppe i rang end hun selv og det var hun næsten ikke i tvivl om at denne kvinde var.

Marishka trak en enkelt kniv, klar til at kaste efter manden, hvis han besluttede sig for at angribe en af dem, dog tvivlede hun på det ville ske, da han nærmest var lammet af frygt over han nu havde to kvinder der mere eller mindre ønskede ham død. Marishka måtte vente med at døre mere ved ham. Ganske vidst havde hans kone ønsket han skulle forblive i live, men blot få sig en lærestreg, hvilket de fleste formentlig ville sige han allerede havde fået inden den anden ankom, men Marishka havde en plan for hvordan manden kunne straffes uden at slå ham ihjel, men hun måtte vente til denne kvinde var færdig og var blevet betalt.

Katarina så en anelse overrasket ud, som den fremmede gik med til at vente lidt endnu. Hun var ikke sikker på, at hun selv ville have været så tålmodig, havde deres roller været byttet om. For hun gik da ud fra, at herren havde gjort noget betydeligt, for at have fortjent denne behandling. Hun nikkede let til kvinden som tak, hvorefter hun forsøgte at trække manden med sig tilbage til hans hus.
”Kom, hr. Ellister,” sagde hun, måske lidt mere muntert end hun egentlig burde. Han var trods alt stadig rædselsslagen og det kunne da mærkes, for Katarina havde slet ikke kræfterne til at slæbe ham med sig, som han gjorde modstand.
”Urgh, hvis jeg vidste hvor dine krystaller lå, ville jeg ikke være nødt til at få dig med! Men vi kan ikke lade den flinke dame vente for længe, med at få fingrene i dig. Kom nu!” Brokkede hun sig anstrengt, men selvfølgelig hjalp det intet. Hun måtte nok erkende, at hun var lidt for slap til den slags arbejde.

I et tungt, opgivende suk, stoppede hun med at forsøgte at trække manden med sig og rettede sit blik mod kvinden. Hun fandt det mest venlige smil frem, hun kunne, hvilket stadig skjulte et lille, lusket glimt i mundvigen.
”Du ser slagfast ud. Måske du kunne give en hånd?” Spurgte hun pænt, mens hun ihærdigt forsøgte at fastholde manden i sit greb, men Katarina havde aldrig været den fysisk stærke type og hun var ved at miste taget i hans hår, som han belastende fortsatte sin modstand. Skulle kvinden ønske et eller andet til gengæld, var Katarina endda villig til at efterkomme det, hvis det altså stod i hendes magt.

Marishka var normalt ikke ret tålmodig, men på samme tid kunne hun både se og fornemme at kvinden foran hende, var væsentligt højere stående end hun selv. Hun var lejemorder, men havde alligevel en eller anden form for respekt for autoritære folk… Til tider! Som manden blev revet efter kvinden, fulgte hun roligt med bag dem. Det var yderst underholdende at se hvordan manden nærmest var ved at få et hjertestop over at der nu var to frygtindgydende kvinder der ønskede ham afskaffet. Marishka bemærkede at kvinden havde nogle problemer med at få manden til at følge med, for han var mindst lige så stædig som et æsel, hvilket bestemt så ud til at irritere den anden kvinde, mindst lige så meget som Marishka.

Marishka rettede blikket mod kvinden som hun talte til hende og sendte et lusket smil tilbage og greb en kniv fra bæltet og gik op bag manden og holdt kniven mod hans ryg ”Hvis du vrider dig for meget… Går den igennem… Ind i din rygsøjle og med et lille twist…” sagde hun som hun langsomt drejede kniven udenpå den i forvejen smadrede skjorte før hun fortsatte ” Vil du falde til jorden… Så opfør dig ordentligt og hvis hende hvor dine krystaller er… Nu” hvæsede hun til sidst og lå et pres på kniven så han kunne mærke hun ikke jokede.

Der lød nogle forskræmte lyde fra den stakkels mand, lige så snart han mærkede knivens spids mod sin ryg. Straks rettede han ryggen, så Katarina heller ikke var nødt til at gå bukket lidt forover. Han lyttede tilsynladende til den standhaftige kvinde, for straks begyndte han at gå selv, i stedet for at lade Katarina slæbe sig afsted.
"Meget bedre, mange tak," sagde hun, henvendt til kvinden, i en lidt mere munter tone, som det nu gik lidt hurtigere. Så skævede hun mod manden og sendte ham et lidt bestemt blik.
"Sig tak til damen, hr. Ellister," beordrede hun, ikke fordi det var nødvendigt, men fordi hun ikke kunne lade være med at stikke lidt ekstra til ham. Få ham til at sige tak til damen, der truende holdt en kniv mod hans ryg. Og selvom han tøvede, så lød der alligevel et skælvende 'tak' fra ham, da han jo nødigt ville risikere at blive straffet yderligere. Hun holdt fortsat fast i hans hår med den ene, men med den frie hånd, kunne hun lige klappe ham blidt på hovedet, efter han havde været så dygtig at sige tak.

Katarina slap ikke sit greb om hans hår, for han skulle ikke få nogle idéer og forsøge at skubbe hende væk, så han kunne løbe. Så hun fulgte stille og roligt med, som han trådte tilbage ind i huset og viste vej ind til et lille kontor. I stilhed pegede han mod skuffen i det gamle skrivebord. Katarina nikkede, slap hans hår og satte sig i stolen. Så åbnede hun skuffen og hev en lille pose frem. Hun håbede på, at kvinden ville holde styr på ham.
"Bare rolig, hr. Ellister. Jeg tager kun det du skylder," sagde hun og smågrinede lidt, som om det ville være nogen trøst, når han nu stod og var næsten sikker på alligevel at dø om lidt. Men hun havde jo ingen intention om at stjæle, heller ikke selvom han måske ikke ville få brug for resten af krystallerne senere. Katarina stak et par fingre i posen og tog kun de krystaller hun var blevet lovet, før hun lagde posen tilbage i skuffen.
"Tak for hjælpen," sagde hun, da hun rettede blikket mod kvinden igen.
"Har du noget imod at jeg bliver, mens du fortsætter?" Spurgte hun og rejste sig. Hun var jo nysgerrig på at se hvad denne kvinde havde af planer for det usle mandfolk og måske hun endda ville kunne samle lidt ingredienser til senere. Det var også sjældent, at hun fik mulighed for at skubbe den alt for venlige facade lidt til side.

Marishka bukkede kort hovedet for at vide, at hun forstod kvindens tak var rettet mod hende. Kvindens ord til manden, at han skulle sige tak, fik et dystert smil frem på hendes læber. Hun nød frygten der var malet på mandens ansigt som kvinden talte og Marishka selv hold kniven mod mandens ryg. Mandens jammerlige ”tak” fik hende til at fnyse ganske let. Det lød ret fesent i hendes ører, men manden kunne sikkert ikke finde sine nosser frem og vise at han faktisk havde bare en smule at skulle have sagt.

Nærmest som en skygge fulgte hun efter de andre, blot for at være på den sikre side at den anden kvinde ikke blev overrumplet af denne mand, dog så det ikke just ud til at blive aktuelt, da han så ud til at være skræmt fra vid og sans. Marishka stoppede i døråbningen som de andre var trådt ud i rummet og som manden blev sluppet fri rettede han straks blikket mod døren, men blev mødt af Marishka’s dystre blik og hendes smil. Hun holdt et vågent øje med manden, men sagde ikke så meget som det eneste ord, stod blot der og var klar til at angribe manden, når først denne kvinde var kommet efter det hun behøvede. Ud af øjenkrogen kunne Marishka godt spotte nogle krystaller, men hendes fokus var stadig på manden der stod som en hjort i en lyskegle, fuldkommen stivfrossen.

Kvindens ord fik at kækt smil frem på Marishka’s læber ”Bestemt ikke” sagde hun kort inden hun forsvandt ud i ingenting og dukkede op bag ved manden, som hun ret hurtigt fik grebet omkring halsen på ham. Med snilde fik hun tvunget ham ned på knæ og greb hans hår ”Så sig mig… Hr. Ellister… Hvordan vil du så helst dø for hvad du har gjort, hmm? Hvad sider De?” sagde hun som hun rettede blikket mod kvinden der sad i stolen og tronede sig.

Katarina smilede helt tilfredst, som kvinden lod hende blive siddende og se med. Det var så sjældent hun kunne slippe den alt for venlige facade, men hvis hun ikke gjorde bare engang imellem, var hun sikker på at blive sindssyg i længden. Hun kunne ikke fordrage at skulle være så flink over for den lille bys folk, men hun havde et ry at opretholde, så hun var tvunget til det. Hun skulle så nødigt stemples som den heks, hun var. Selvom hun tvivlede på, at mange ville tro på det, hvis det skete. Hun havde jo trods alt gjort sit for at blive utrolig velset gennem årene. Phillippe, hendes mand, var en stor del af den facade og heldigvis for hende, gjorde han stadig som hun bad, selvom hun udmærket godt vidste, at han helst ville være fri.

Katarina rettede sig lidt op og lagde hovedet let på skrå, idet kvinden forsvandt. Hun nåede kort at have tanken, at hun havde efterladt Katarina alene med den desperate mand og trods hans skader, ville hun ikke være i stand til at holde på ham. Heldigvis dukkede hun op ret hurtigt igen og Katarina smålo. Det var da et fikst lille trick.
"Hm. Nu kender jeg jo ikke så meget til hvad han har gjort, men jeg går ud fra, at det har noget at gøre med den lille pige, jeg så løbe herfra?" Hun betragtede fyren lidt og rystede så let på hovedet.
"Slemme, slemme mand." Hun lød næsten helt skuffet, for trods hun ikke selv så meget værdi i andre mennesker, ville selv hun ikke lade sine ondskaber gå ud over en forsvarsløs lille pige. Så rettede hun blikket mod kvinden igen og smilet bredte sig.
"Han fortjener da at lide lidt inden døden, gør han ikke? Jeg kunne godt bruge et par fingre, eller måske endda en hel hånd," sagde hun overvejende. En hånd fra en mand, der havde gjort så mange ugerninger, ville da sikkert blive brugbart i et eller andet ritual. Og hvor skulle hun ellers få fat i den slags, hvis ikke her? Så hun nikkede let til kvinden, som tegn til at hun hellere end gerne måtte hugge et par fingre af den ene hånd og hele hånden af den anden arm. Det tegnede jo til at blive en produktiv eftermiddag, hvis hun kunne samle den slags ingredienser.

Marishka bukkede sig ned for at sætte en kniv for struben af ham ”Fortæl hvad du gjorde, Hr Ellister” knurrede hun nærmest. Den febrilske mand faldt nærmest over ordene som han skulle forklare hvordan han havde holdt sin datter i et kælderrum, uden ret meget mad og drikke og i mørke… Om der var sket andet, havde han valgt ikke at svare på, men hvis Marishka havde fået mere at vide, havde hun sikkert ladet ham lade livet for længe siden. Blikket var et stykke tid låst fast på manden inden hun rettede det mod kvinden og sendte hende et smil ”En kvinde efter mine standarder… Fantastisk” sagde hun med et dystert glimt i øjet inden hun rejste sig og slap manden, men kun for en kort stund inden hun sparkede ham i maven, så han faldt sammen. Med snilde fik Marishka placeret sig selv ovenpå ham og fik taget fast i den ene arm.

Det ene knæk efter det andet kunne høres som hun greb fat i hans fingre og brækkede dem så langt bagud af de til sidst brækkede. Ikke så meget som en grimasse skar hun som knækkene fortsatte. Nu ville det også være nemmere for hende at skære fingeren af, for leddene var allerede poppet. Mangen skreg som en stukket gris og for hver gang havde Marishka strøget ham let over håret. Da hendes fingerbrækning var overstået, lænede hun sig igen ned til ham og strøg ham over håret ”Shh, Hr Ellister… Du larmer så frygteligt meget… ” kom det fra hende, nærmest hviskende. Marishka greb hans arm igen og fik den om på ryggen af ham og hold ham med det ene ben og en hånd. Højre hånd havde grebet om en kniv og med et, jog hun spidsen af kniven ind i hans led på fingrene. Han skulle ikke miste dem alle, så hun skar blot to af hver… Pegefinger og tommel, de mest brugbare fingre man havde.

Katarina fik et mere og mere afskyende blik i øjnene, som manden febrilsk spyttede ordene ud i en forklaring. Selvom han ikke valgte at fortælle mere end han gjorde, ville det ikke have undret hende, hvis der var sket langt mere end det. Om det så var sandt eller ej, det fandt hun egentlig ikke nødvendigt at vide. Ligegyldigt hvad, så fortjente han næsten samme behandling og Katarina overvejede det i et øjeblik. At lade den bestemte kvinde gøre sit og derefter bede hende om at efterlade ham i kælderrummet. Så kunne Katarina selv sørge for at give ham samme behandling, som han havde givet sin lille datter. Men selvom den tanke var noget så fristende, havde hun ikke tid til at skulle passe en fange. Det ville gå ud over butikken og hele hendes ry i byen, hvis hun ofte forsvandt.

Mens kvinden sørgede for at holde fyren under kontrol, sad Katarina og fulgte pænt med fra stolen. Hun kunne ikke lade være med at smile, idet hun hørte det første knæk fra hans fingre. Efter et øjeblik rejste hun sig fra stolen og gav sig til at rode lidt af hans skuffer og skabe igennem. Hun skulle finde noget at skjule fingrene i, for hun kunne næppe tage hjem med dem i lommen. Hun havde jo allerede nok blod på kjolen, takket være den uduelige mand.
Katarina åbnede en skuffe i kommoden og trak en af hans egne skjorter frem. Den skulle han vel ikke bruge mere. Så gik hun lige så roligt hen og satte sig på hug ved siden af dem begge, holdt skjorten frem i hånden og ventede på at kvinden lagde fingrene derpå.
”Jeg går ikke ud fra, du er her på eget initiativ. Hvem har sendt dig til ham?” Spurgte hun, med blikket rettet mod den larmende mand, men henvendt til kvinden der sad over ham. Hun kunne selvfølgelig tage fejl, men hun var mest vant til at folk kun gjorde disse ting, hvis de var blevet tvunget eller betalt. Derfor drog hun den samme konklusion nu. Derudover kunne det da være rart at vide, om denne kvinde var en hun kunne tillade sig at bruge i fremtiden.

Marishka afskyede denne mand, det var tydeligt. At manden ikke fortalte hele historien kunne dog pisse hende af, men han ville sikkert ikke udsættes for mere, end der allerede ventede ham og derfor holdt han information tilbage? Han stod allerede i lort til halsen, så om der kom mere på end hvad han allerede havde fået fremstammet, havde sikkert ikke gjort den helt store forskel alligevel. Marishka var så fokuseret på sin opgave med at få mandens fingre brækket og skåret af til kvinden, at kvinden havde rejst sig, ikke før hun hørte der blev rodet i nogle skuffer. Marishka havde fået en masse blod på sig, men det gjorde hende ikke spor, dog lignede hun blot et vildt dyr.

Som kvinden var kommet tilbage og satte sig på hug ved siden af dem, rakte hun fingrene til hende, en efter en som de blev skåret af. Efter fingrene var indsamlet, blev hun stadig oven på manden, dog lænede hun sig ind over ham og holdt ham for munden ”Shh… Shh… Det værste er jo overstået” sagde hun køligt og fjernede hånden for hans mund igen og tyssede på ham, som en hånd strøg ham over håret. Blikket blev rettet mod kvinden der talte til hende og hun sendte hende et kækt smil ”Hans egen kone var åbenbart desperat… Jeg forstår hende godt” sagde hun og så ned på manden under sig, der endnu lå og sprællede for at komme fri. Hvor længe kunne han dog blive ved? Marishka skjulte ikke sit erhverv, desuden var der ikke andre end de tre i huset på givende tidspunkt, desuden ville manden sikkert ikke overleve så han kunne ikke fortælle andre om det og det virkede ikke til, at kvinden havde i tankerne om at stikke hende.

Mens kvinden sørgede for alt det beskidte arbejde, holdt Katarina sig bare lidt på afstand, så hun ikke ville få mere blod på tøjet, end hun allerede havde. Hun måtte se om hun ville kunne redde kjolen når hun kom hjem, selvom hun nok ikke havde det største håb om det. Den røde farve havde sat sig godt fast i det hvide stof og ville nok aldrig være til at kunne få helt af. Nårh ja, hvis denne uduelige mand skulle være skyld i en ødelagt kjole, så var det da kun fair, at han skulle give et par fingre for det. Noget for noget, som man sagde.

Katarina ventede pænt på, at alle fingrene var blevet lagt i skjorten, hun holdt frem. Hun tog fat om skjortens kanter og foldede den fint om de afskåret fingre, så det ikke længere var til at se, hvad hun havde gemt i den. Ingen skulle jo helst lægge mærke til noget, når hun skulle bringe dem hjem.
”Hans kone?” Katarina lød en anelse imponeret. Hun kendte hans kone og hun havde aldrig strejfet hende som typen, der havde nosserne til at gøre den slags. Men det ændrede sig måske hurtigt, da det gik ud over hendes datter. Katarina smilede for sig selv og nikkede let.
”Du er effektiv, det må jeg indrømme,” roste hun kvinden, før hun rejste sig op og satte sig tilbage i stolen. Hun lænede sig godt tilbage, lagde det ene ben over det andet og så betragtende på den blodige dame.
”Hvis du gør dit arbejde færdigt her, skal jeg sørge for et sted, du kan vaske dig. Giver du mig dit ord på, at du kan være diskret, har jeg måske et job til dig,” forklarede hun. Enhver normal kvinde i hendes position ville aldrig have taget chancen, som hun faktisk tilbød at tage den fremmede med hjem. Men hun følte sig ikke truet. Der var ingen tvivl om, at hvis den fremmede havde ønsket hende død eller skadet, så var hun det allerede.

Marishka forstod ikke hvad kvinden ville med manden, men på givende tidspunkt havde han oversølet hendes fine hvide kjole med blod, hvilket formentligt ikke ville komme af uden at skade kjolen på en eller anden måde. Havde det været hendes egen hvide kjole, ikke hun ejede en, så havde hun sikkert også været mindst lige så utilfreds, hvis ikke mere.

Den sidste finger blev skåret af mandens hånd og placeret i skjorten. Hun fik tørret sin kniv af i Hr. Ellister’s skjorte, før hun satte den tilbage på plads i sit bælte. Hendes glødende blik var rettet imod manden under hende og som kvinden talte, rettede hun de violette øjne mod hende ”Hun ville have datteren tilbage… Jeg mangler blot betalingen fra hende… Hvilket sikkert kommer af sig selv, eller også må Ellister jo hoste op” sagde hun med et forstyrrende smil på læberne som hun slog ham i baghovedet. Det var næsten absurd som lå der, ude af stand til at gøre noget som helst og specielt efter det smertehelvede han gik igennem på givende tidspunkt… To fingre fra hver hånd, de to vigtigste. Andre ville måske havde taget en hel hånd, men hvad sjov var der så i det? Manden begyndte at kæmpe imod for at få Marishka af sig, men det blev mødt med hun satte en hånd på hans baghoved og trykkede hans ansigt ned i gulvet. Kvinden der atter talte, fik hende til at smile ”Det siger folk ganske vidst” kom det fra hende som hun trak på skuldrene. Marishka gjorde jo blot sit arbejde, men det var da rart at få en eller anden form for anerkendelse. Kvindens tilbud fik hende til at hæve et øjenbryn og hun sendte hende et smil ”Jeg skal nok være diskret” sagde hun med et kækt smil på læberne som hun trak to knive fra bæltet og lænede sig ned mod manden med et kækt smil ”Shh… Du larmer så forbandet meget” mumlede hun inden hun hakkede begge knive ned i nakken på ham. Nogle få gurgle lyde kom fra ham inden hun trak knivene ud igen og igen tørrede dem af i hans skjorte inden hun rejste sig op og så på manden som hans liv langsomt ebbede ud.

Katarina nikkede let. Hun kendte jo mandens kone og hun havde altid virket som en loyal dame. Mon ikke hun ville sørge for den blodige kvindes betaling. Hun løftede lige et øjenbryn, som hun så lidt tænkende ud.
”I tilfælde af hun ikke gør…” sagde hun og holdt en pause, som hun gik hen bag skrivebordet igen og åbnede skuffen. Hun trak posen med Ellisters krystaller op. Hun lukkede skuffen igen og smed så posen på gulvet, lige ved siden af kvinden. Det var ikke fordi hun ikke selv kunne have rakt den til hende, det var bare så hun var sikker på ikke at få mere blod på sig.
”Jeg går ikke ud fra, at han får brug for dem mere. Desuden skylder han dig vist, så besværlig han har været hele dagen,” sagde hun og smilede lettere skummelt. Hun så mod Ellister, der så sandelig gjorde sit for at få kvinden til at flytte sig. Det morede hende nok mere end det burde, at det ikke lykkedes for ham.

Det lille, skumle smil bredte sig, som kvinden forsikrede hende om sin diskretion. Hun sørgede lige for at tage lidt mere afstand, idet hun trak de to knive frem og kommenterede på hans ulidelige larm. Larmen stoppede ikke længe efter, som livet langsomt forlod hans øjne. Katarina stillede sig i døren, men undlod endnu at åbne den.
”Mit navn er Katarina Jahnson. Hvad må jeg kalde dig?” Hun så ingen grund til at holde sit navn hemmeligt. Hun havde trods alt delt mere med denne fremmede, end hun havde med så mange andre. Alligevel gav hun den anden mulighed for at bruge et alias. Det ville ikke komme bag på hende, hvis en lejemorder ikke ønskede, at deres rigtige navn skulle gives videre.