Blæksprutten 26.01.2020 08:54
At Nicola lagde ud med at fortælle, at hans historie ikke var særlig spændende var tvivlsomt. Det var spændende… eller rettere værdifuld viden for Enzel i forhold til at han kunne sætte sig ind i det motiver knægten havde. Han afbrød ham selvfølgelig ikke, men lyttede intenst og udspekuleret til Nicola, hvad Nicola valgte at dele ud af. Ret hurtigt i historien, trods den overfladiske fortælling, fik Enzel et indtryk at, at Nicola havde gennemgået et svigt. Hans eksistens kunne meget vel være et resultat af en voldtægt mellem hans far og hans mor. Selvom at de langt fra var normalen her i landet at blive efterladt af sine forældre, så var det dog en gengænger her i dette hus. Pigerne var enten forældreløse eller født på bordeller, og Enzel selv… tja, han vidste ikke engang om det var hans egen mor der ammede ham da han var spæd. Men han vidste så meget, at hun ikke havde truffet sine egne valg her i livet, og at hun og hans far var tvunget til at agere rugemaskine for en masse børn, blot fordi de havde de rette, salgsbaree gener… Han kunne umuligt foragte sin egen mor for ikke at kunne beskytte ham for de onde mænd. Desuden var hun tvivl kasseret for længst og levede nok ikke længere.
Han kunne godt blive bekymret, sådan som Nicola fortalte, at han kunne finde på at stikke af fra en fantastisk mulighed for at blive eskorteret til sit nye liv i norden, ’blot’ fordi hans eskorte krævede mere af ham. Bekymret fordi det sagde lidt om, hvor lidt der skulle til. Hvis han mødte den mindste modstand, eller hvis han blev bedt om at gøre den mindste ting med en kunde, ville han så stikke af?
”Jeg skal nok passe godt på dig” Lovede han, til at starte ud med, så snart Nicola afsluttede sin fortælling. Selvom Enzel var en lille, lidt underlig mand, var han yderst troværdig, når han lovede sin beskyttelse ud. Selvom han havde lyttet til mange forfærdelige livsfortællinger, tog Enzel Nicolas meget alvorligt. ”Her i huset vil du blive mødt med forståelse. Vi er stort set alle sammen forældreløse, og alle pigerne har fået deres grænser overtrådt i den ene eller den anden grad… Derfor kan de også være lidt hårde i det, nogle af dem… Men i den sidste ende holder vi sammen som en slags… famillie.” Han håbede på at Nicola ville begynde at se Enzel og sine nye kollegaer som den familie han aldrig fik. For så ville det være sværere for ham bare at stikke af… Enzel satte sig nu helt op, og tog benene ind til sig og kiggede ned på halvdyret med et hvilende blik.
”Jeg ved godt at vi stort set er på samme alder, men jeg er alligevel dét ældre og dét visere end dig. Så hvis du vil tage imod et råd fra mig, så slut fred med din mor i hjertet…” Han løftede hånden for at stryge noget af Nicolas evigt store hår væk fra hans ansigt ”Hun har sikkert prøvet at give dig en værdig start, men hun har ikke kunnet rumme det. Det er ikke let at være halvdyrskvinde i Balzera, må du huske på…” Når først man kunne tilgive, ville man holde op med at have ondt af sig selv og i stedet blive stærk og få det bedste ud af livet. Ikke at Enzel selv kunne følge det råd til livs endnu. Han arbejdede trods alt stadig med en masse vrede - hvorfor han også tyede til flasken periodevist.