Elaina følte sig så alene i Dianthos, hun havde ingen venner eller veninder, hun havde Talion. Det føles som om alle andre ville have noget fra hende, kun fordi hun engang var hertuginde. Det havde da hjulpet at skiftet nogle af de pæne kjoler om til lidt mere normale. Hun følte sig bare lidt utilpas.

Elaina havde derfor valgt taget hen til krystalpaladset, hun havde kun fået adgang fordi, hun var enke til Hektor. En æret soldat iblandt lyset. Elaina følte sig en smule at være her. Hun havde aldrig været der, men her lugtede af sved og mænd. Hun var derfor kommet hen til staldene, selvom Talion næppe ville her, så følte hun sig mere tryg i blandt hestene de forstod hende. 

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at stalden var tom. Hvad staldknægtene rendte rundt og lavede var ikke til at sige, og staldmesteren var ingen steder at se. Hvis man kendte Elora ville man dog vide, at man skulle kigge efter i hjørnerne for at se, om en af hendes skygger gemte sig, for så betød det gerne, at hun ikke var langt væk. Ganske rigtigt gemte en af skyggerne sig langs væggen. Svær at skelne fra de naturlige skygger i stalden, men man kunne se den, hvis man kiggede godt efter.
Hun var kun gået fra stalden i et kort øjeblik for at ordne noget, og ved at lade skyggen blive, kunne hun stadig holde øje med stalden. Ganske praktisk, og hun havde for længst vænnet sig til, at hvad han så, ikke nødvendigvis matchede stedet hun befandt sig.

Hun kendte ikke umiddelbart kvinden, som kom gående ind i stalden. Det var i og for sig ikke usædvanligt, at der kom nye folk i stalden, men kvinden vækkede alligevel hendes nysgerrighed. Skyggen i stalden reagerede på den nysgerrighed, som den skaber følte, og bevægede sig en anelse ud af skyggen og hen mod kvinden. At sige den bevægede sig var måske forkert, den.. svævede nærmest.

Elaina gik rundt i stalden det så ikke ud til at være nogen. Elaina valgte derfor at gå hen til en af hestene, først lod hun den snuse til hendes hånd for derefter at aede den på halsen. Hesten var varm og blød, hvorimod Elainas hånd var kølig, hun smilede som varmen strømmende ind igennem hendes hånd.

Elaina stod der nogle få øjeblikke, men vendte sig om for igen at lede videre efter Talion, men noget fangede hendes blik. Noget mørkt, men ikke mørkt, ikke en skikkelse, en skygge? Men den bevægede sig. Elainas tanker gik mod Vozun den dæmon der havde tortureret hende. Elaina stivnede og så nærmest panisk ud, mest fordi hun ikke vidste hvad det var, om det var ham eller blot noget hun bildte sig ind? Elaina bakkede lige indtil hun ramte væggen, hvorefter hun gik i knæ, rædselsslagen for om der om lidt ville ske hende noget. Selvom hun befandt sig på Krystalpaladset, så ændrede det ikke ved hendes følelse af angst. 

Elora fik bekymrede rynker i panden, og mumlede et sagte "Åh nej" Da den fremmede kvinde i stalden stivnede. Det havde jo ikke været meningen, hun ville ikke gøre nogen bange. Alligevel tøvede hun dog med at gø tilbage til stalden. Ville hendes tilstedeværelse mon gøre det hele værre? Hun kunne heller ikke bare fjerne skyggen, hun kunne ikke lade stalden være uovervåget. Hun bed sig i læven, og gik så i et rask tempo til stalden. Heldigvis var hun ikke ret langt væk.

Lige så snart hun kom ind i staæden, satte hun kursen mod den fremmede kvinde. Med en hurtig håndbevægelse fik hun skyggen til at forsvinde igen. Hun bræd sig ikke om at være sammen med fremmede uden at kunne se, men det var sådan, det måtte være. Desuden virkede den paniske kvinde ikke ligefrem til at være nogen stor trussel.
"Undskyld" Hun så retning af, hvor hun mente kvinden måtte være. "Den er ikke farlig.. det var mig der fremkaldte den, den holder øje med stalden for mig. Jeg er staldmester her" 

Elaina der var sunket sammen i stalden ramt af hendes angst. Hun som troede, at hun var ovre dette mareridt, det følelses næsten som om hun var tilbage, tilbage hvor det hele startede. Hun ville gerne rejse sig og løbe, men kroppen ville ikke! Og pludselig som hun ellers havde stirret imod den sorte skikkelse, så forsvandt og en anden kom frem.

Elaina var stadig frosset fast og synet af den anden gjorde lige så bange. Selvom den anden undskyldte, trangte orderne ikke helt igennem til hende. Det gik nogle øjeblikke og Elaina forsøgte at komme til mod. I det den anden ikke gjorde noget imod hende. "hv---hvem var du?" spurgte hun stille. Elaina havde bestemt ikke fanget et eneste ord af hvad hun egentlig havde sagt til hende. Endnu kunne hellere ikke flytte på sig. Kroppen var stadig lammet, i frygt for om den anden pludseligt skulle påføre hende smerte.